00'erne

00’erne var på mange måder yderlighedernes årti – udspændt på en skala mellem ubekymret forbrugsfest og dyb alvor. Terrorangrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington D.C. den 11. september 2001 indledte det ny årtusinde med frygt for islamistisk terror. Danske soldater blev sendt til Afghanistan for som USA’s allierede at bekæmpe terrornetværket al-Qaeda og senere deltog Danmark i invasionen af Irak. De danske satiretegninger, Muhammedtegningerne, vakte vrede, oprør og en dyb diplomatisk krise mellem Danmark og flere arabiske lande – og historien gik verden rundt.   Samtidig grinede og græd danskerne sammen med deltagerne i Robinson Ekspeditionen og andre reality-tv-programmer, som fandt vej til stuerne som en ny genre. Man kunne pludselig blive kendt blot ved at stille op i et reality-program eller tv-talentshowet X-Factor, der for alvor blev udbredt i 00’erne. Det økonomiske opsving satte gang i en ubekymret forbrugsfest. Der blev bygget samtalekøkkener, spist fint, lånt og handlet over evne, og boligpriserne stak af, indtil boblen bristede, og finanskrisen lukkede festen i 2008.

Den 11. september 2001 lykkedes det 19 mænd med tilknytning til al-Qaeda at kapre fire civile passagerfly og flyve dem ind i New Yorks World Trade Center og det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i Washington. Med over 3.000 døde mennesker var terroraktionen det mest omfattende angreb på USA siden 1941. Dengang bombede Japan den amerikanske flådebase Pearl Harbor i Stillehavet, og 2.403 mennesker mistede livet. Ud over et større antal omkomne er forskellen fra angrebet på Pearl Harbor desuden, at det primært var civile mål, der blev ramt den 11. september 2001.   Det islamistiske terrornetværk Al Qaeda tog hurtigt ansvaret for angrebet, der rystede hele verden, og den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, erklærede krig mod islamistiske terrorister og såkaldte ’slyngelregimer’, som han mente skulle besejres militært. Den 7. oktober 2001 indledtes ’krigen mod terror’ med NATO’s invasion af Afghanistan med dansk opbakning i jagten på terrornetværket al-Qaedas leder Osama Bin Laden.   I sin tale til nationen den 29. januar 2002 benyttede Bush for første gang ordenen ’ondskabens akse’ om landene Irak, Iran og Nordkorea, som blev knyttet sammen med terrorangrebet den 11. september.   I marts 2003 valgte USA og en række allierede, herunder Danmark, at invadere Irak. Begrundelsen for invasionen og den efterfølgende besættelse var, at Iraks leder, Saddam Hussein, truede verdensfreden med et stadigt voksende våbenarsenal og atomvåben, og at regimet havde forbindelser til terrornetværket al-Qaeda.   I forlængelse af den langt mere aktivistiske danske udenrigspolitik blev den traditionelle bidtandshjælp op igennem 00’erne i højere grad brugt til at understøtte den militære kamp mod terror i den tredje verden, kan man læse under overskriften ”Sikkerhed og udviklingspolitik efter 2001” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Den såkaldte it-boble i USA, der havde skabt vækst internationalt, brast i 2000. Sammen med terrorangrebet den 11. september 2001 skabte det lavkonjunktur i det meste af den vestlige verden. Det var dog en mere kortvarig lavkonjunktur end de foregående såkaldte ”syv magre år” fra slutningen af 80’erne til start-90’erne. Fald i renten satte gang i den indenlandske efterspørgsel og i boligmarkedet og startede en ny økonomisk fremgang. Dansk økonomi gennemgik en usædvanlig dramatisk udvikling i 00’erne, og i rapporten ”Vismændene og dansk økonomi i 00’erne” (se kilder) kan man læse, at finanskrisen, som ramte Danmark i 2008, blev forstærket af, at dansk økonomi blev ’overophedet’, fordi regeringen insisterede på at sætte skub i forbruget på trods af de økonomiske vismænds anbefalinger om at holde igen for netop at undgå dette. Vismændene var stærkt kritiske overfor VK-regeringens skattelettelser, som de kaldte ufinansierede og skadelige. Det kan man læse i rapporten ”Vismændene og dansk økonomi i 00’erne” (se kilder), der eksempelvis beskriver, hvordan de økonomiske vismænd i deres efterårsrapport i 2005 anbefalede regeringen at omlægge skat på arbejde til skat på boliger, svarende til en tredobling af boligskatten. ”Havde politikerne fulgt dette råd, kunne de have imødegået den spekulative boblepsykologi, der især i 2006 førte til kraftige boligprisstigninger, som førte til overophedningen,” skriver overvismand Peter Birch Sørensen i rapporten.

Efter folketingsvalget den 20. november 2001 dannede Venstre og Konservative regering med støtte fra Dansk Folkeparti med Venstres formand Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Tilsammen rådede de tre partier over et massivt flertal. I sin første nytårstale gjorde Anders Fogh Rasmussen (V) det klart, at den nye VK-regering ønskede en kulturkamp, der havde til formål at gøre den enkelte borger fri af så mange kollektive forpligtelser som muligt, og at det indebar et opgør med socialisme og kulturradikale strømninger og såkaldt ekspertvælde. Dette lancerede han med ordene: ”Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne” (se kilder). VK-regeringen indførte skattestop og skattelettelser, dæmpede investeringerne i den offentlige sektor, gjorde det mere fordelagtigt at være boligejer og indførte en mere erhvervsvenlig politik, der til gengæld nedprioriterede miljøindsatsen, som den forhenværende socialdemokratisk ledede regering havde opprioriteret. Regeringen gennemførte også den såkaldte strukturreform, der nedlagde de hidtidige amter og slog de dengang 271 kommuner sammen til 98 storkommuner, mens reformen ”Flere i arbejde” stillede hårdere krav om jobsøgning til ledige på dagpenge eller offentlig forsørgelse.   Udenrigspolitisk besluttede regeringen kort efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 at sende danske soldater afsted og herved bakke op om de amerikansk ledede krige mod Afghanistan og Irak – på trods af at krigen mod Irak aldrig blev godkendt med mandat fra FN.   VK-regeringens initiativer vakte megen offentlig debat, men ved folketingsvalget den 8. februar 2005 voksede støtten til det borgerlige flertal, og VK-regeringen fortsatte. Også efter folketingsvalget den 13. november 2007 kunne Anders Fogh Rasmussen fortsætte i spidsen for regeringen – indtil 5. april 2009, hvor han overdrog posten til Venstres daværende næstformand, Lars Løkke Rasmussen, for selv at fortsætte som NATO’s generalsekretær. Det kan man læse under overskriften ”VK-regeringen fra 2001” i opslagsværket Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Den 30. september 2005 offentliggjorde dagbladet Jyllands-Posten 12 satiretegninger af islams profet Muhammed for at teste den selvcensur, avisen mente at kunne spore i tiden. Udgivelsen af tegningerne, hvoraf en viste Muhammed med en bombe i turbanen, skulle vise sig at få vidtrækkende følger, der ofte omtales som Muhammed-krisen. Tegningerne skabte omfattende vrede og protester i den muslimske verden. Ifølge muslimernes hellige bog Koranen er det forbudt at afbilde profeten, og mange muslimer i både Danmark og udlandet så derfor avisens handling som en direkte provokation mod deres religion. Det startede demonstrationer og oprør, hvor vrede muslimer brændte dannebrog af, blandt andet foran de danske ambassader i Beirut og Damaskus. Billederne gik verden rundt, og trykningen af Muhammed-tegningerne affødte en diplomatisk krise mellem Danmark og flere arabiske lande og førte til omfattende boykot af danske varer. Konsekvenserne af Muhammed-tegningerne fortsatte mange år frem, og i artiklen ”Tidslinje: Sådan forløb Muhammed-krisen” på Berlingske.dk (se kilder) kan man få et overblik over forløbet.   Kurt Westergaard, der stod bag den mest omtalte tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, er for eksempel flere gange blevet forsøgt dræbt – blandt andet ved attentatforsøg i hans eget hjem – og har siden måtte leve under beskyttelse af PET. Muhammedtegningerne startede også en mangeårig debat om ytringsfrihed og grænserne for denne. Flere medier valgte at genoptrykke tegningerne for at understrege, at ytringsfriheden er ukrænkelig, og at man som medie ikke skal bøje sig for terrortrusler og vold – en debat, der fortsætter den dag i dag (se kilder).

I 2008 ramte den internationale finanskrise Danmark, der siden midten af 2007 havde ulmet. Den 24. august 2008 meddelte Nationalbanken, at Roskilde Bank, dengang landets 10. største pengeinstitut, var blevet insolvent. Det vil sige, at Roskilde Bank ikke længere havde mulighed for at overholde sine betalingsaftaler, fordi banken havde lidt store tab på særligt det danske marked for ejendomsprojekter. Finanskrisen fik arbejdsløsheden til at stige og værdien af danskernes formuer og huse til at falde markant. Flere danske banker led store tab på grund af lån til ejendomsprojekter, der var kuldsejlet. Bankerne blev usikre på hinandens betalingsevne og blev mindre villige til at låne til hinanden. Staten måtte gribe ind og hjælpe bankerne ved at afvikle eller overtage dem, der ikke kunne klare sig trods statsstøtte. I alt lukkede 62 pengeinstitutter i Danmark i perioden 2008 til 2013, kan man læse i artiklen ”Hvad skete der?” på finansdanmark.dk (se kilder).   I befolkningen skabte finanskrisen en stor mistillid til de finansielle institutioner, som pga. en risikabel lånepolitik var medvirkende årsag til, at krisen blev så dyb og langvarig. Ikke mindst Danske Bank stod for skud. Med direktør Peter Straarup i spidsen og med sloganet ’Gør det, du er bedst til – det gør vi’ blev Danmarks største bank et symbol på både grådighed og ligegyldighed over for de almindelige bankkunder og borgere, der kom i klemme under finanskrisen.

Terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001 fik stor betydning for den danske indvandrerdebat. Terrorisme blev i stigende grad sammenkædet med islam i debatten, og islam blev af en række debattører og politikere udpeget som en stor trussel mod Danmark, kristendommen og såkaldt vestlig kultur og vestlige værdier som demokrati og ytringsfrihed og ligestilling.   Efter en række socialdemokratiske borgmestre i 1990’erne (gen)introducerede ghettobegrebet i den politiske debat, blev indvandredebatten intensiveret i løbet af 00’erne. Ghettoer og ghettoisering kom for alvor på dagsordenen, da VK-regeringen lancererede sin strategi mod ghettoisering i maj 2004. I medierne kom der efterfølgende en stor stigning i anvendelsen af begrebet ghetto som en betegnelse for socialt udsatte boligområder med mange etniske minoriteter. Ghettobegrebet blev i årtiet, på lige fod med begrebet parallelsamfund, et væsentligt politisk og værdipolitisk begreb, der indgik i debatten om integrationen af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere med muslimsk trosretning.   Mens nogle debattører glædede sig over, at debatten ikke længere var præget af det, de kaldte ’politisk korrekthed’, så man endelig kunne sige tingene ligeud, udtrykte en række danske ngo’er og internationale organisationer, der arbejdede med menneskerettigheder og indvandring, bekymring over, at muslimer nu over en bred kam blev udpeget som trussel mod det danske samfund. En rapport fra Europæisk Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad rettede for eksempel skarp kritik mod den danske indvandrer- og integrationsdebat, kan man læse i artiklen ”Racismecenter kritiserer Danmark” på information.dk (se kilder).

2000: I september udbrød den Anden Intifida – eller Al-Aqsa-Intifadaen – og udløste igen en militær optrapning i Israel-Palæstina-konflikten. Nogle måneder tidligere var fredsmæglingen mellem palæstinenserne og israelerne brudt sammen under Camp David-forhandlingerne og den 28. september besøgte Ariel Sharon Tempelbjerget i Jerusalem, hvor Al-Aqsa-moskeen ligger.   2001: Terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september, der resulterede i en international militær kamp mod terrorisme, som Danmark deltog i, blandt andet ved at sende soldater i krig mod terror i Afghanistan og Irak.   2003: Irak-krigen, der førte til afsættelse af den irakiske diktator Saddam Hussein og hermed gjorde en ende på et af Mellemøstens mest brutale diktaturer, men også rejste store diskussioner, fordi den blev gennemført uden mandat fra FN.   2005: I Storbritannien foretager terrorister et omfattende angreb på Londons transportsystem med selvmordsbomber og anbragt bomber. Bag angrebet stod fire unge, muslimske briter, der fandt inspiration hos al-Qaeda, der siden tog ansvaret for terroraktionen.   2007: EU udvidedes med Rumænien og Bulgarien og indlemmede 30 millioner europæere i demokrati og markedsøkonomi, som frem til Murens fald i 1989 havde levet i et kommunistisk diktatur.   2009: Barack Obama tiltrådte som den første sorte mand i historien som USA's præsident.   2009: Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december. Den gjorde det lettere at træffe beslutninger i EU og muliggjorde udvidelse med en række nye medlemslande.

I 00’erne styrkedes det fokus på tidlig læring og udvikling af børns kompetencer, som blev toneangivende i 90’erne. Der indførtes såkaldte pædagogiske læreplaner i de danske daginstitutioner, som skulle medvirke til at bryde den sociale arv, og det skoleforberedende arbejde med børnene kom til at fylde mere i daginstitutionerne, kan man læse i artiklen ”Historisk tema; 2000’erne” på boernogunge.dk (se kilder). I 2004 vedtog Folketinget således en lov, der gjorde det obligatorisk for alle daginstitutioner at udarbejde læreplaner, som skal beskrive og dokumentere, hvordan man i institutionen arbejder med børns læring og udvikling. Travlhed pressede børnefamilierne, skabte frustrationer og stress, som gjorde, at mange familier brød sammen i skilsmisse. ”Vi vil både blæse og have mel i munden. I vores generation har vi lært at vælge til og planlægge, så vi kan nå det hele – og vi vil det hele. Problemet bliver så bare, at jagten på det gode liv ender med at true lykken,” som fremtidsforsker Liselotte Lyngsø forklarer i førnævnte artikel (se kilder).   Samtidig blev det stadigt mere moralsk acceptabelt at danne familie på alternative måder, og hos Danmarks Statistik opererede man nu med 37 mulige familietyper. Som familieforsker Per Schultz Jørgensen siger i artiklen ”Kernefamilien under pres” på Berlingske.dk (se kilder): ”Familiebegrebet er under voldsom forandring. Engang var familien en fasttømret enhed, defineret ved to generationer og både en far og en mor. Det familiebegreb er udhulet, ændret og nuanceret, så næsten alt i dag kan være en familie”.

Nogle af de træk, der karakteriserede 00’ernes unge, var, at de var mere målrettede, disciplinerede og egennyttige end de foregående generationer. De havde i årevis hørt politikerne tale om, hvor vigtigt det er ikke at spilde tiden med såkaldte ”fjumreår”, var vokset op med et skolesystem, der havde prædiket Ansvar For Egen Læring og karriereplanlægning med en rød tråd gennem hele studiet. I artiklen ”Ungdommen, som gemte sig i klædeskabet” på Information.dk (se kilder), beskriver fremtidsforsker Thomas Fürth nullernes unge ”Generation Orden”: ”De unge er målrettede og tænker praktisk. De studerer, fordi de skal bruge deres uddannelse til at få et job, ikke af lyst,” siger han og karakteriserer 00’ernes unge som stærkt individualistiske individer, der prioriterer selvrealisering over forpligtelser og familie. 00’ernes ungdomskultur er ifølge lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet Johannes Andersen præget af en frit valg på alle hylder tankegang. ”Både i 90’erne og i 00’erne har vi en ungdom, som helt frit kan vælge en bred vifte af uddannelser. Men hvor 90’ernes unge er ubeslutsomme, er ungdommen i 00’erne dem, som har lært at vælge. De har lært at påtage sig den nye ungdomsidentitet, som handler om at vælge, og her er uddannelsesvalget særligt centralt”, siger han i artiklen (se kilder).

Efter et årti med styrket politisk og folkelig opmærksomhed omkring klimaet, hvor den socialdemokratiske miljø- og energiminister Svend Auken blandt andet havde indført en politik for bæredygtig vækst og grønne afgifter, gled klimaet i 00’erne i baggrunden på den politiske dagsorden. Da Anders Fogh Rasmussen (V) trådte til som statsminister i 2001, var det som ’miljøskeptiker’. Han startede for eksempel med at udnævne klimaforskeren Bjørn Lomborg til leder af et nyoprettet Institut for Miljøvurdering, efter at Lomborg havde udgivet en række kronikker i Politiken, som såede tvivl om, hvorvidt klimaforandringerne var menneskeskabte og alvoren af dem. Det såede en tvivl om alvoren af klimaforandringerne i befolkningen, kan man læse i DJØF’s temaudgivelse ”Miljø-, energi- og klimapolitiske holdninger gennem 40 år” (se kilder).   ”Nullerne vil blive set som ikkehandlingens årti, fordi der ikke rigtig blev gjort meget ved klimaet, selv om vi talte intenst om det,” vurderer professor i international politik, Ole Wæver fra Københavns Universitet i artiklen ”Hvad kunne årtiet, vi lærte at kalde nullerne?” på Information.dk (se kilder).

00’erne var det årti, hvor albummet og pladeselskaberne for alvor tabte slaget til den fri piratdeling af musik på nettet. De nye medieplaforme og online musikdelingstjenester gjorde det umuligt for den traditionelle pladebranche at stå fast på den musikalske ejendomsret. Musik var ikke længere noget, man naturligvis betalte for og tog med hjem fra pladeforretningerne. Det blev i stadigt højere grad data, vi hentede ned online og delte uden at betale for det, som det bliver beskrevet i artiklen ”00’ernes musik løb i alle retninger” på Politiken.dk. Det betød også, at det blev de enkelte hit-sange, og ikke længere hele album, der vant popularitet. Men også at musikken fra 3. verdenslande ikke længere holdt sig til egne verdensdele, men blandede sig overalt. ”Rytmer og toner fra Indien, Pakistan, Angola, Brasilien og Balkan strømmede ind over vore nordlige breddegrader for at indgå i nye legeringer”, som Politikens musikanmelder Erik Jensen beskriver det i artiklen. ”Mens det politiske og militære liv størknede og frøs til i fremmedfrygt, smeltede musikken de frosne landskaber”. Musikken blandede sig i den globale blender, den jamaikanske musik rykkede for alvor ind på de danske scener, mens hip hop musikerne Suspekt, L.O.C., Niarn og Jokeren førte den urbane musik af nye veje. Hvis der var én samlende musikalsk trend i 00’erne, var det indierocken, vurderer Erik Jensen i artiklen (se kilder).

Mens verden i 00’erne blev stadigt mere global, var det det lokale, der optog årtiets forfattere. Rå og beskidt realisme stod centralt i 00’er-litteraturen, som ofte tegnede socialrealistiske portrætter af udkantsdanmark. Forfatteren Jakob Ejersbo fik sit gennembrud med romanen ”Nordkraft”, der beskrev rodløse unge, misbrugere og arbejdsløse. Bent Haller beskrev Underdanmark i Aalborg i 1950’erne, Bent Vinn Nielsen portrætterede provinseksistenser, Jonas T. Bengtson skildrede Vesterbro og Nordvests storbysump, Dennis Gade Kofod skrev sig ind i et bornholmsk fiskermiljø, og Kristian Bang Foss i en tøjlagerhal på Amager. Også genren autofiktion, som senere er blevet stærkt populær, spirede frem i 00’erne. Blandt andet udgav Jørgen Leth i 2006 ”Det perfekte menneske. Scener fra mit liv”, som skabte stor debat på grund af hans seksuelle bekendelser. Også andre forfattere søgte autenticiteten ved at lade deres eget navn indgå i deres værker. Det gjaldt for eksempel Kristian Ditlev Jensen, der i romanen ”Det bliver sagt” skildrede en opvækst med seksuelt misbrug, og Kim Leine tog samme tema op i erindringsromanen ”Kalak”. 00’er-litteraturens private bekendelser fik stor opmærksomhed i medierne i lighed med den nye genre chicklitt med blandt andre ”Nynnes dagbøger”, skrevet af det journalistiske forfatterkollektiv Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard. 00’erne blev også årtiet, hvor begrebet den skandinaviske kriminalroman blev født, og krimibølgen begyndte at rulle. Det kan man læse i artiklen ”Dansk litteratur i 00’erne” på Litteratursiden.dk (se kilder).

Den økonomiske optimisme var stor, og danskerne brugte masser af penge på at bygge såkaldte samtalekøkkener, dyrke gastronomi derhjemme og spise dyrt ude. Ifølge forfatter og journalist Martin Kongstad blev mad et centralt omdrejningspunkt i nullernes selvrealisering: ”Folk, der ikke kunne koge et æg i 1996, lavede pludseligt store tapasborde. Man viste sig frem med japansk mad, der blev afholdt Cooking Festival, og man købte kogebøger som ind i helvede,” siger han i artiklen ”Hvad kunne årtiet, vi lærte at kalde nullerne” (se kilder). 00’ernes forbrugsfest var så kendetegnende for perioden, at 82 procent af landets voksne er enige i, at der i perioden var mere fokus på friværdi end menneskelige værdier, mens halvdelen af de adspurgte vælger griskhed og forbrug, når de skal vælge mellem en række ord, der kan karakterisere årtiet. Det viser en meningsmåling, som Gallup har foretaget, kan man læse i artiklen ”Nullerne var griskhedens årti” på Berlingske.dk (se kilder).   Forbrugerrådets cheføkonom Carsten Holdum mener, at undersøgelsen tegner et præcist billede af 00’erne: ”Forbruget har ligget på et unaturligt højt niveau i perioden. For friværdien skabte en følelse af rigdom, som prompte blev omsat til nye køkkener og PH-lamper via låneomlægning. Og de, der ikke ejede en bolig, optog forbrugslån for at ride med på bølgen (…) Selv studerende uden 25 øre på kontoen ville være boligejere,” forklarer han i artiklen (se kilder).

00’ernes mode var en broget, legesyg affære. I artiklen ”20 ikoniske ting, der var cool i 00’erne (og som er helt håbløse i dag)” fra Dagens.dk (se kilder) kan man læse, at partisantørklæde, Kawasaki-sko, bamsestøvler, selvbruner, lavtaljede bukser, hængerøv, tekst på tværs af ballerne og synlig g-streng på ryggen over buksekanten blandt andet var populært. 00’erne var også et årti, hvor kvinder tog slips på i byen, bar kjole over bukserne og spændte bælter med nitter og glimmer om livet. Og de amerikanske gangster-rap- og R’n’B-musikere inspirerede unge mænd til at iføre sig halskæder, diamantøreringe og andet ’bling bling’ og sokker uden på bukserne, kan man læse i artiklen ”Kan du huske disse trends? Derfor må 00’erne aldrig komme tilbage!” på Dagens.dk (se kilder).

00’erne stod i tv-seriens tegn. Da den danske tv-serie ”Rejseholdet” rullede over skærmen som den første danske tv-serie i det nye årtusinde, samlede den mere end to millioner seere. Ikke siden monopolets tid havde en dansk tv-kanal formået at samle så mange seere. Hver søndag i fire sæsoner fulgte seerne med i fortællingen om den hårdkogte kriminalbetjent Allan Fischer, den aldrende I.P. og den nytiltrådte chef Ingrid Dahl, der havde svært ved at få familie og karriere til at hænge sammen. ”Rejseholdet” blev begyndelsen på en række populære danske tv-serier, der fyldte sendefladen i 00’erne: ”Edderkoppen”, ”Krøniken”, ”Ørnen”, ”Livvagterne” og ”Forbrydelsen”. ”Noget var lykkedes i dramaafdelingen, og 00’erne blev én lang seersucces for dansk tv-dramatik, der slog rekorder, hver gang man programsatte en ny serie til søndag kl. 20,” kan man læse i artiklen ”Tv’et rystede nationen sammen igen” på Information.dk (se kilder).

Udviklingen af it-teknologi var enorm. Det blev blandt andet muligt at være trådløst på internettet, som i øvrigt blev markant hurtigere i løbet af 00’erne. Også vores brug af nettet forandrede sig med sociale netværk som Facebook, LinkedIn, MySpace, som gjorde kommunikationen mere direkte og skabte en ny kultur for at dele viden og indhold online. En kultur, som blandt andet resulterede i opslagsværket Wikipedia, der er skrevet af brugerne. Det kan man læse i artiklen ”It-årtiet 2000-2009: De 10 teknologier der forandrede os” på Version2.dk (se kilder). 00’erne var også årtiet, hvor web 2.0 blev en realitet. Begrebet dækker over den række af sociale netværk og medier som LinkedIn, FaceBook, Instagram og Twitter, der blev integreret som en stadigt mere naturlig del af vores hverdag i 00’erne. Her lærte vi hurtigt selv at skabe indhold og dele informationer online på diverse platforme. Web 2.0 tankegangen er på den ene side blevet rost for at give alle en stemme og adgang til at deltage i den offentlige debat, og på den anden side blevet kritiseret for at skade demokratiet og den enkeltes frihed ved i bytte for adgang til tjenesterne at høste stadigt flere personlige data fra os alle sammen, som kan skade os, hvis de falder i de forkerte hænder, og når disse data giver forskellige aktører indblik i vores privatliv, som de kan lukrere på.

De børn, der blev født omkring årtusindskiftet, bliver kaldt ’millenials’. I bogen ”7 generationer – værdier, forbrug og levevis nu og i fremtiden” beskriver forskningschef i Center for Fremtidsforskning Marianne Levinsen 00’er-generationen – eller New Millennium – som en hårdtarbejdende generation, der vil gå meget langt for at nå deres mål i livet, professionelt såvel som privat. De er de første verdensborgere, for hvem det har været naturligt at rejse ud på opdagelsesrejse for at udforske og realisere sig selv i den store åbne verden, både personligt og karrieremæssigt. De er også vokset op med de digitale medier og online promovering som en naturlig forlængelse af deres selvrealisering og er meget selvbevidste om deres online tilstedeværelse. Selvom de er meget online, er de også gode til at værne om nærvær i det fysiske rum og kan skelne mellem, hvornår det er tid til online, og hvornår de lægger det digitale univers fra sig for at hellige sig til dem, de er sammen med fysisk. Det kan man læse i artiklen ”Syv generationer og deres kendetegn” på Kristeligt Dagblad.dk (se kilder).

Tilbage til naturen bliver en af de populære indretningstendenser i tråd med den øgede bevidsthed om klimaproblemerne i befolkningen. Ubehandlet træ, skind og planter rykkede ind. Simple Living og nostalgi prægede også boligindretningen og gav nyt liv til klassikere som Kay Bojesens trædyr, Wegners Y-stole, Arne Jacobsens bamsestole og Pantons Flowerpot-lamper, som får nye friske farver, kan man læse i artiklen ”De største trends i 20 år” på femina.dk (se kilder).

I 00’erne satte politiske krav om at effektivisere de studerendes studier sig for alvor igennem. Det blev i stigende grad en pligt for de unge at lægge karriereplaner, vælge rigtigt fra start og blive færdige med studiet så hurtigt som muligt. Konkurrencestatens logik slog igennem med de studerende i rollen som ressourcer, der skulle mobiliseres, så de kunne bidrage til samfundet og velfærdsstatens overlevelse, som historiker og uddannelsessociolog Knud Holt Nielsen fra Aarhus Universitet forklarer det i artiklen ”Det er aldrig for tidligt at planlægge karrieren” på Information.dk (se kilder): ”Hvor uddannelse i velfærdsstatens første årtier var præget af demokratisering, frigørelse og lighed som noget centralt, blev uddannelse i højere grad et spørgsmål om, hvordan man kunne indrette uddannelsessystemet med fokus på at skabe mest mulig vækst i samfundet”.   Der blev taget en række initiativer, der skulle skubbe de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet. I 2005 skar Uddannelsesministeriet med Margrethe Vestager (RV) i spidsen for eksempel i antallet af optagne studerende via kvote 2 ud fra betragtningen, at de studerende brugte for lang tid på at samle point til at blive optaget på drømmestudiet via kvote 2. I 2006 blev muligheden for at forlænge specialeskrivningen strammet, og i 2009 indførte man en regel, der skulle lokke de studerende hurtigere i gang med studierne. De, der senest to år efter færdiggørelse af deres adgangsgivende eksamen søgte ind på en videregående uddannelse, kunne nu gange deres karaktergennemsnit med 1,08. De, som for anden gang valgte at afbryde en uddannelse for at skifte spor, røg til gengæld bagerst i køen. Det kan man læse i artiklen ”Det er aldrig for tidligt at planlægge karrieren” på Information.dk (se kilder).

Når 00’erne bliver kaldt iscenesættelsens årti, skyldes det i høj grad, at de sociale medier blev en del af hverdagen. Facebook gik i luften som et internt online-forum for studerende på Harvard University i 2004 og udviklede sig snart til en af de mest benyttede hjemmesider i verden. Hurtigt blev det at dele billeder, tanker, succeser og profilere sig selv på sociale medier populært, og der opstod en forventning om konstant at være online og tilgængelig. Med uploads af billeder, film og statusopdateringer til sociale profiler lagde folk dagligdagen til skue på en måde, der ikke tidligere var set, som det bliver beskrevet i artiklen ”Farvel til selviscenesættelsens årti” på Dr.dk (se kilder). Det går så stærkt, at vi helt glemmer, at vi fodrer de sociale medier med en masse data om os selv, som medierne lever af, og som udfordrer privatlivet, forklarer internetforsker og lektor ved IT-universitetet i København Lisbeth Klastrup i artiklen. De sociale medier skabte også en ny kultur for at dele viden i grupper og netværk og at søge hjælp i sociale medienetværk, som har givet enorm magt til de digitale medier. I vores begejstring og uvidenhed omkring forretningsmodellerne bag de nye sociale medieplatforme glemmer mange at forholde sig kritisk til, hvem vi giver adgang til vores data, og hvilke magt det giver de tjenester, der høster dem.