Filmanalyse

Der findes ikke en bestemt opskrift på, hvordan man analyserer en film. Der findes forskellige teorier og metoder og ofte vil man benytte sig af flere af dem i en analyse. Det vil også være forskelligt fra film til film, hvilken metode, der egner sig bedst eller hvilke af filmsprogets elementer, der er væsentlige.

Vi analyserer film for bedre at forstå filmen og dens budskab og forstå hvorfor vi reagerer på filmen, som vi gør. Hvorfor gør filmen os bange? Hvordan får en film os til at fælde en tåre? Hvilke virkemidler er benyttet i filmen for at få os til at reagere sådan?

Der findes ikke en bestemt opskrift på, hvordan man analyserer en film. Der findes forskellige teorier og metoder, og ofte vil man benytte sig af flere af dem i en analyse. Det vil også være forskelligt fra film til film, hvilken metode, der egner sig bedst eller hvilke af filmsprogets elementer, der er væsentlige. Nogle af metoderne er kort beskrevet nedenfor.

Forevisningsanalyse er filmanalyse baseret på en almindelig filmforevisning uden stop i fremvisningen og uden mulighed for beskueren til at stoppe filmen for at kigge nærmere på et stillbillede. I en biograf afspilles en film som regel med en hastighed på 24 billeder i sekundet. Ved at se den samme film flere gange, kan analytikeren dog nogle gange opnå at gennemskue de samme ting, som klippebordsanalytikeren.

Klippebordsanalyse er filmanalyse baseret på et gennemsyn af filmen, hvor der er mulighed for at stoppe filmen og kigge nærmere på stillbilleder, eller med mulighed for at se filmen i langsomt tempo.

Kvantitativ filmanalyse forsøger at opretholde en objektiv analyse af filmens indhold. Filmen står alene. Kun det, der ses og er synligt i filmen er en del af filmen.

Kvalitativ filmanalyse vil læne sig op af en filmteori, en metode til at analysere efter.

I en semiologisk analyse kan de enkelte elementer ses som en kode eller et symbol og tolkes som et valg og dermed også et fravalg. Det kan være nede i detaljerne som valget af det cigaretmærke, hovedpersonen ryger. Det kan også være påklædning, bevægelser, kameravinkler, belysning, klipning. Hvert valg (og fravalg) af filmsprogets elementer har en betydning.

Filmen tolkes i forhold til instruktørens øvrige filmproduktion.

Ved den biografiske metode knyttes filmen til instruktøren. Filmen analyseres ud fra, hvem instruktøren er og hvordan instruktørens liv er. Ved ren biografisk metode kigges der ikke på, hvilket miljø og samfund filmen er produceret under. Filmen fortæller til gengæld noget om, hvilket menneske instruktøren er. Oftest vil den enkelte film sættes ind i en sammenhæng med instruktørens øvrige produktion. Nogle film vil næppe kunne analyseres uden at kigge på instruktørens andre film.

Den portrætterende analyse er en biografisk metode, hvor instruktørens holdninger, livssyn og karakteristika tolkes ud fra hans filmproduktion. Tolkningen af instruktørens person betragtes som endegyldig og statisk.

Modsat den portrætterende analyse, der har en statisk tolkning, antages det i den genetisk-biografiske metode, at instruktøren udvikler sig.

I dybdepsykologisk metode kan filmen betragtes som en kompensation for et savn i instruktørens liv. Instruktøren bruger filmproduktionen som et terapeutisk redskab.

     I psykoanalytisk forstand kan kunsten opfattes som drømmenes fortsættelse i vågen tilstand. Kunstneren holder sin neurose på vågeblus ved netop at skabe kunst. Hvis kunstneren kureres for sin neurose, mister han evnen til at skabe.

Filmen analyseres ud fra hvilke samfundsmæssige forhold, den er blevet til under. Filmen bruges af analytikeren til at afdække og tolke samfundet. Instruktøren bruger filmen til at beskrive det omgivende samfund.

I feministisk filmanalyse mener man, der er forskel på hvordan en mand ser og tolker en film, og hvordan en kvinde ser og tolker en film. De feministiske filmanalytikere hævder, at langt de fleste film er lavet af og til mænd og videregiver mandlige synspunkter og synsvinkler.

En kritisk tilgang til filmen som et produkt med skjulte ideologiske hensigter. Analysen skal afsløre disse forsøg på at forføre publikum i en bestemt ideologisk retning.

I den interne analyse kigges der kun på den film, der skal analyseres. Man bevæger sig ikke udenfor filmens univers. I den interne analyse redegøres der for fortællingen, fortællingens forløb og metode, for de filmiske fortællemidler og for filmsproget.

I den eksterne analyse tolkes filmen i forhold til andre film. Man bevæger sig udenfor filmens univers. Denne sammenlignende analyse med andre film kan foretages omkring

• Instruktøren og hans øvrige film 
• Skuespillerne 
• Manuskriptforfatteren 
• Manuskriptets forlæg og forlæggets forfatter (hvis for eksempel manuskriptet er lavet over en bog) 
• Producenten 
• Det pågældende lands øvrige filmproduktion 
• Den anvendte teknik 
• Målgruppen (det publikum man forventer til filmen) 
• Genre 
• Stilistik 
• Tematik 
• Filmskole, stilart 
• Filmhistorisk periode 
• Socialhistorisk periode.

Receptionsanalyse fokuserer på publikum. Hvordan opfatter publikum filmen?

På handlingsplanet viser kameraet det, som også filmens personer kan se. Kameraet er styret af filmens personer.

På fortælleplanet viser kameraet noget, som filmens personer ikke kan se. Kameraet er styret af filmens fortæller.

Incidentale motiver figurerer indenfor filmen og kan deles i to typer. De dramaturgiske motiver er afgørende for handlingen eller fortællingen. Det reale motiv er beskrivende men uden betydning for filmens handling.

De tematiske motiver fortæller om eller refererer til virkeligheden, det vil sige til verden udenfor filmen. Det kan være symboler eller metaforer for noget fra virkelighedens verden. De tematiske motiver kan sige noget om meningen med filmen eller om fortællerens hensigt med filmen.

     Den tematiske analytiker går måske et skridt videre og ser instruktørens hensigt med filmen som et symptom på mere udbredte og historisk grundlagte forestillinger om, hvordan verden ser ud.

I analysen af en film kan man prøve at finde frem til holdningen til følgende aspekter. Ved at finde i hvilken retning holdningen går ved de omtalte aspekter kan man finde filmens grundholdning.

• Er holdningen til sex puritansk eller hedensk 
• Er holdningen til rigdom og magt ærbødig eller hånlig 
• Er holdningen til lov og orden underdanig eller anarkistisk 
• Er holdningen til kvinder fuld af had eller betragtes kvinder som jævnbyrdige 
• Er holdningen at mennesket dybest set er ondt eller godt 
• Er holdningen til den fri vilje, at vi er fastlåst af arv og miljø eller at vi er i stand til selv at foretage valg omkring vores liv 
• Er holdningen at virkeligheden faktisk er overnaturlig eller hersker en rationel holdning 
• Er holdningen til fremtiden pessimistisk eller optimistisk.

Det vil være forskelligt fra film til film, hvilke elementer i filmsproget, der er væsentlige og værd at kigge nærmere på. Nedenstående liste fra Peter Schepelerns bog ”Indenfor og udenfor "Cabaret"” (se kilder) kan bruges som en tjekliste over elementer. Der vil være film, hvor nogle af elementer ikke spiller nogen særlig rolle og analysepunktet kan udelades. Og der vil være film, hvor elementet skal uddybes langt mere, end det er gjort her.

• Menneske, skuespiller 
• Gestik, mimik, personstyrede handlinger 
• Klædedragt, kostume 
• Årstid, tidspunkt på døgnet 
• Vejrlig 
• Omgivelser, dekorationer 
• Konkrete genstande 
• Ikke-personstyrede handlinger 
• Personopstilling 
• Billedkomposition 
• Belysning 
• Format 
• Kameradistance 
• Kameravinkel 
• Kamerabevægelse 
• Klipning 
• Sort-hvid, farve 
• Lyd 
• Musik 
• Tale, dialog 
• Tekst, titel 
• Manipulation, trick.

Er der nogle specielle karakterer/figurer i filmen og hvad kan det betyde? Siger personerne noget specielt eller har de en speciel stemmeføring, der kan udtrykke noget særligt?

Hvilken betydning har personernes handlinger for fortællingen? Er der kontraster mellem personernes udtryk, udseende, handlinger og hvad fortæller det os?

Hvad signalerer personernes påklædning? Kan påklædningen fortælle noget om personernes karakter? Bliver tøjet brugt som symbol eller metafor?

Hvornår foregår filmen og hvad kan det illustrere?

Er der vejrlig i filmen, der kan symbolisere sindsstemninger eller på anden måde hjælpe os til at forstå personer, handling eller tema?

Hvor foregår filmen og hvad kan det betyde? Er der kontraster mellem de steder, hvor filmen foregår og hvordan kan det tolkes? Er der forskel mellem de dekorationer, der er benyttet de forskellige steder?

Er der bestemte genstande i filmen, der har betydning for handlingen? Er der genstande, der kan hjælpe os til at forstå et motiv eller tema?

Sker der handling i filmen, der ikke er styret af personerne og hvad kan disse handlinger illustrere? Disse handlinger kan for eksempel være naturkatastrofer eller dyrs adfærd.

Er der noget i den måde, hvorpå personerne er opstillet, der kan illustrere deres indbyrdes forhold?

Billedkompositionen er det enkelte billedes opbygning. Personerne og genstande placeres i forhold til hinanden, og der stilles skarpt på et bestemt punkt. Hvis der er stillet skarpt på en person, der er omgivet af mange mennesker, der ikke er i fokus, kan det skabe en fornemmelse af, at personen føler sig isoleret trods menneskemylderet.

     En billedkomposition kan være et tableau, der refererer til billedkunst.

Der vil foregå noget udenfor billedet, vi som tilskuere ikke kan se. Det kan foregå til venstre eller til højre for billedet, over eller under, så langt i baggrunden, at det ikke kan ses, måske er der noget der spærrer for vort udsyn og bag kameraet. Måske kan vi se en del af en genstand, en person eller en handling. Især gyserfilm gør brug af fornemmelsen af, at der sker noget udenfor vor synsramme. I gyserfilm kan kameraet virke personligt (være vort øje). Det gør, at der kan ske noget bag det, som vi bare ikke kan se. Gyserfilm benytter denne usikkerhed med hensyn til, hvad der sker udenfor billedet. Hvis det afsløres som noget harmløst, kan vi for et øjeblik ånde lettet op.  Tilskueren kan forskrækkes ved, at der pludselig kommer noget eller nogen dumpende ind fra den ene side og dermed overraske os. I forfølgelsesscener holdes vi spændte ved ikke at vise os forfølgeren og den forfulgte på samme tid, så vi dermed ville kunne se den virkelige afstand mellem dem.

Belysningen er med til give genstande form, og belysningen kan vise afstand mellem genstandene. Hvis fall-off (hurtigheden hvormed lys og skygge går over i hinanden) er hurtigt, bliver genstandene aftegnet skarpt. Når fall-off er langsomt, virker genstandene afrundede og bløde.

     Lyskilder er ifølge Allan Casebiers bog ”Filmforståelse” (se kilder):

• Key light er hovedlys. Key light placeres oftest ret højt på den ene side af kameraet og foran personen. Det giver et hårdt, direkte lys på det, der filmes. 
• Fill light er sidelys. Fill light placeres ofte tæt på kameraet og på den modsatte side af key light. Det bruges til at lyse på de skygger, der fremkommer af key light. Hermed kan man ændre på fall-off. 
• Back light er baglys. Baglys placeres bagfra og oftest fra oven. Baglys giver et tydeligt omrids, men utydelige detaljer.

     Belysningsgrad:

• High-key belysning har kun få skygger. Belysningen er blød, lys og venlig. 
• Low-key belysning har det meste af scenen lagt i skygge. Kun enkelte områder er oplyste. 
• Gradueret belysning har mange nuancer af gråt, svage skygger og et blødt, jævnt fordelt lys.

Bliver belysningen brugt til at illustrere sindsstemninger, temaer eller led i handlingen?

• Stumfilm fylder 1,33 gange så meget i bredden som i højden. 
• Efter der kom lyd på filmen blev forholdet mellem højde og bredde 1:1,37. 
• Cinemascope fylder 2,35-2,55 gange så meget i bredden som i højden på lærredet. 
• Widescreen fylder 1,66 (mest brugt i Europa), 1,75, 1,85 (mest brugt i USA) eller 2 gange så meget i bredden som i højden ifølge Kaare Schmidts ”Film har format” (se kilder).

Hvilken råfilm er benyttet? Er råfilmen grovkornet, som kan være god til at skildre mareridt og virke barsk og hård? Grovkornet film har været benyttet i nyhedsfilm og giver et dokumentarisk præg. Finkornet film virker ofte mere lyrisk og smuk.  Der kan også være forskel på råfilmens lysfølsomhed. Det vil sige dens evne til at vise kontrasten mellem sort og hvid.  Oftest vil der være valgt positiv film i stedet for negativ film, der bytter om på lys og mørke. En negativ film i sort-hvid vil ligne et røntgenbillede og virke makabert og uvirkeligt. En negativ film i farver vil ofte virke chokerende.

• Supertotal: landskab og miljø er filmet, mens personer vil være svære at se. 
• Totalbilledet: en scene filmet fra lang afstand, der viser personerne i fuld figur i de omgivelser, de befinder sig i. 
• Halvtotal: 1 til flere personer (set fra knæet og opefter) filmet i de omgivelser, de befinder sig i. 
• Halvnær: 1-2 personer set fra livet og opefter. Omgivelserne er ikke nær så vigtige og vil være mere utydelige. 
• Nærbilledet: ansigt, hoved og skulder af en person 
• Supernær: ansigtet fylder hele billedet ud 
• Ultranær/close-up: en enkelt detalje fremhæves på billedet.

Hvornår anvendes nærbilleder og hvad kan det fortælle os? Skal nærbillederne symbolisere en nærhed mellem personerne? Skal nærbillederne vise os en vigtig detalje?

     Nærbilleder kan bruges til at skabe spænding i for eksempel forfølgelsesscener. Nærbilleder skaber identifikationsmulighed for publikum.

     Hvornår filmes der fra længere afstand og hvad kan det illustrere? Betyder kameraafstanden, at der er følelsesmæssig afstand mellem personerne? Er afstanden en form for blufærdighedsafstand mellem tilskuer og person i filmen?

     Totalbilledet giver publikum overblik og en følelse af kontrol over begivenhederne.

• Frøperspektiv: filmet fra en lav vinkel og opad 
• Fugleperspektiv: filmet fra stor højde og nedad 
• Normal perspektiv: kameraet er nærmest i øjenhøjde. 
• Forskudt normal perspektiv: motivet er i øjenhøjde, men filmet fra en lavere eller højere position.

Hvornår er hvilke personer skildret fra en bestemt kameravinkel og hvad kan det fortælle om personen og relationerne mellem personerne?

     Usædvanlige og skæve vinkler kan forvrænge billedet og give en dramatisk eller bizar atmosfære. Især udendørsoptagelser i fugleperspektiv kan virke svimlende.

• Bevægeligt kamera   Kameraet flyttes og bevæges fremad eller bagud, til venstre eller til højre: 
  • Kamera på dolly (vogn) giver en glidende bevægelse. 
  • Håndholdt kamera giver en rystende bevægelse. 
• Stationært kamera   Kameraet forbliver på et bestemt sted: 
  • Panorering: kameraet drejes og filmer horisontalt hen over en ting eller et landskab. 
  • Tiltning: kameraet vippes opad eller nedad.

Normalt filmes der med 24 billeder pr. sekund. Hvis der filmes med flere billeder pr. sekund, og filmen fremvises i normal hastighed, vil man opnå slowmotion. Slowmotion vil ofte henlede opmærksomheden på selve den bevægelse, der er filmet.  Hvis der filmes med færre billeder pr. sekund, og filmen fremvises i normal hastighed, vil man opnå fastmotion.

Hvilken stemning og følelse efterlader kamerabevægelserne sig? Benyttes der forskellige kamerabevægelser på forskellige tidspunkter eller til at skildre forskellige lokaliteter og hvad kan det betyde?

     Bevægelse fremad eller bagud kan give publikum en oplevelse af selv at være med i det filmede rum. En blød kamerabevægelse gør, at tilskueren glemmer at der er et kamera. Et håndholdt og rystende kamera virker uligevægtigt, ustabilt og kaotisk, men kan få tilskueren til føle sig som værende til stede.

Efter at filmens forskellige scener er optaget, bliver de redigeret ved at klippe dem og sætte dem sammen igen. Ordet klip bruges både om selve overgangen mellem to scener og om selve scenen/den filmede sekvens.

• Almindelige klip   Ved et almindeligt klip afløses det ene billede af det næste billede med det samme. 
  • Klippet kan være brat, så vi pludselig befinder os et andet sted. 
  • Der kan være en antydning i det første klip, der antyder hvor vi nu skal hen. Overgangen til det nye sted virker ikke så brat. 
• Gradvise klip 
  • Billedet kan fade ud og gradvist forsvinde, ligesom et billede kan fade ind, det vil sige gradvist opstå. 
  • En iris-åbning kan afsløre et billede gradvist ved at begynde åbningen i centrum og derefter åbne sig i en cirkel. Iris-lukning lukker billedet gradvist udefra og ind i en cirkel. 
  • Ved wipe lader man det nye billede bevæge sig tværs over lærredet, mens det skubber det gamle billede ud. 
  • Ved overtoning vil det nye og det gamle billede ligesom ses oveni hinanden, mens det nye langsomt overtager. Det kan styrke sammenhængen i filmen at forbinde billederne på denne måde. 
  • Overlapningen er en overgang mellem to klip, hvor man gentager noget af handlingen/billedet fra det første inde i det næste klip. Dette kan virke kunstigt på tilskueren, da det bryder med vores fornemmelse for kontinuitet.

• Kontinuitetsklipning   Ved hjælp af klip kan der skabes kontinuitet, eller kontinuiteten kan afbrydes ved klip. 
  • Bevægelsesklipning skaber kontinuitet ved, at en skuespiller eller en genstand laver samme bevægelse lige før og lige efter klippet. Tilskueren vil fokusere på bevægelsen og måske ikke engang opdage, at der er klippet. 
  • Temaklipning skaber kontinuitet ved at sammenkæde temaer via klip. Samtidig kan klippene udtrykke temaerne. 
  • Lyd kan også sammenkæde klippene. For eksempel kan musikken fortsætte fra det ene klip til det næste. Derudover kan dialogen fortsætte ind i næste klip. 
  • Krydsklip mellem to kontraster eller uligheder kan være ret effektive til netop at understrege kontrasterne. 
• Diskontinuerlig klipning 
  • Mismatching, som for eksempel pludselige skift i personernes placering, skift i farten af bevægelserne, skift i størrelse, form, farve eller lyd. 
• Grafisk klipning   Lighed mellem to klip i form af komposition, proportion eller symmetri. Denne lighed i den grafiske komposition kan være med til at forstærke en eventuel kontrast mellem det, der sker i de to sammenlignende klip. 
• Plastisk klipning   Plastisk klipning minder om grafisk klipning men er tredimensionel. Det vil sige, at dybdeforholdet er en del af den sammenlignelige komposition. 
• Rytmisk klipning   Klippene kan foretages i en bestemt rytme. Hurtig rytme kan give spænding, mens langsom rytme kan illustrere ro og harmoni. 
  • Rytmen kan være afledt af musikken og følge denne. Det kan skabe sammenhæng mellem musik (eventuel sangtekst) og billeder. 
  • Rytmen kan laves ved hjælp af kamerapositioner. Det klassiske rytmeklip er først et totalbillede, derefter skift til halvtotal og sidst nærbillede. Hvis hvert billede har cirka samme varighed, føles de lige vigtige. Hvis der ønskes fokus på en detalje, vil nærbilledet ofte blive vist i længere tid.

Bratte klip kan illustrere chok eller uro. Antydningsklip eller gradvise klip kan virke mere harmoniske og skabe sammenhæng i fortællingen.

Er farverne realistiske og angives der dermed, at det er en virkelighedsnær verden, der skildres i filmen? Er der kontraster mellem farverne i de forskellige lokaliteter, og hvad kan det tematisere?

     Farvefilm kan skildre flere nuancer og detaljer og være bedre til at forstærke stemningen. Ved udendørs optagelser virker rummet større ved farveoptagelser. Farvefilm virker mere nutidige/nyere.

Lyd er både dialog, musik og lydeffekter. Lyde, der er en del af handlingen, kaldes reallyd. Reallyd giver ofte scenerne et realistisk præg. Hvis der ikke er lyd i en scene, kan det føles som om handlingen for en stund er standset. Det kan dog også være for at henlede opmærksomheden på noget visuelt eller for at skabe spænding eller kontrast.

     Er der benyttet en fortællerstemme, oplever publikum historien som fortælleren oplever den.

Kan reallyden belyse nogle temaer, eller er den kun benyttet for gøre scenerne realistiske?

     Små lyde kan give en stor stemning. Stilhed sammen med en lille lyd kan skabe en fornemmelse af tomhed. Stilhed kan også skabe en pinlig stemning.

Musik kan benyttes på handlingsplanen, det vil sige, musikken er en del af handlingen. Musikken høres af personerne i filmen. Musik på fortælleplan er den form for underlægningsmusik, der kun høres af tilskueren ikke af filmens personer.

Musikken kan etablere en stemning eller forstærke stemningen, hvad enten den er uhyggelig eller romantisk. Musikken kan også bruges som en blid overgang mellem to klip og skabe sammenhæng mellem scenerne. Musikken kan måske fortælle noget om, hvornår og hvor filmen skal forestille at foregå.

     Ledemusik er når et musikalsk tema knyttes til en bestemt person og dennes følelser. Når musikken spilles igen, ledes vore tanker hen på disse følelser igen.

Er dialogen til, for at vi kan følge med i handlingen eller for at vise os noget om de personer, der udtaler sig?

     Dialogen kan yderligere analyseres, som man analyserer en litterær tekst.

Hvordan kan filmens titel tolkes? Forekommer der tekst i filmen (for eksempel på plakater), der kan anslå nogle temaer?

Er der benyttet manipulerende midler eller special effects for at gøre stemninger eller temaer mere synlige?

Dramaturgi er handlings- eller skuespilskomposition. Det er fortællingens forløb.

Den dramatiske fortælling består, mens der er en konflikt, der har brudt harmonien. Fortællingen består, indtil konflikten er løst og harmonien genoprettet.

Vi (publikum) har et grundlæggende behov for ro, orden og harmoni. Derfor bliver vi opslugt af en film, når:

• En forandring (ofte en ydre) forstyrrer harmonien. Der opstår en konflikt og nogen må handle for at løse konflikten og genoprette den ro, orden og harmoni, vi higer efter. 
• Vi kender måske selv til det problem, personen i filmen har og kan identificere os med personen. 
• Vi kan have medfølelse med filmens person/personer. 
• Vi kan identificere os med de følelser, personerne i filmen har: frygt, sorg, kamp, håb. 
• Fortællingen skal virke troværdig. 
• Der skal være brug for vores fantasi.

Den bedste spænding skabes, når der spilles på publikums fantasi. Publikum får information eller antydninger nok til at forestille sig noget skrækkeligt. Men hvis der ikke videregives nok information til at publikum kan gætte, hvad der vil ske, er spændingen skabt.  Spændingen kan også øges ved at gøre hovedpersonens problemer større. Ved at spille på "stilhed før stormen" kan spændingen også øges. Hvis vore forventninger er, at der skal ske noget forfærdeligt, føles det nervepirrende, hvis der er stilstand i filmen.

Vi forføres af filmen, hvis dens illusion virker ægte. Når illusionen/fortællingen virker troværdig, slapper vor bevidsthed af og det ikke-bevidste lader følelserne flyde med, så vi måske fælder en lille tåre. Vi standser tårerne ved igen at blive bevidste om, at vi jo blot sidder og kigger på en film, så der er intet at græde over.

Den klassiske dramaturgi er en fortælletradition, der går helt tilbage til Aristoteles. I filmsammenhæng betegnes den klassiske filmdramaturgi ofte som den amerikanske dramaturgi.

Handlingen i klassisk filmdramaturgi fortælles oftest i kronologisk rækkefølge. Den følger nedenstående spændingskurve

• Anslaget: filmens åbningsscene, hvor hovedkonflikten fremgår klart. Nu ved publikum, hvad filmen går ud på. 
• Præsentationen: filmens personer introduceres. 
• Fordybelse: publikums engagement i personerne uddybes. 
• Point of no return: hovedpersonen går ind i konflikten og der er ingen vej tilbage. 
• Konfliktoptrapning: konflikten kommer for alvor til syne og optrappes, indtil der indtræffer et vendepunkt. Her mødes modstanderne i filmens måske vigtigste scene og alle synspunkter lægges frem. 
• Konfliktløsning: det dramatiske højdepunkt er den afgørende styrkeprøve, hvor en af filmens personer sejrer. 
• Aftoning: i filmens sidste afsnit får publikum lejlighed til at dele hovedpersonens følelser efter sejren eller tabet.

• Præmissen: kort og præcis formulering af det moralske, psykologiske eller ideologiske postulat, som fortællingen/filmen vil belyse eller komme frem til. Denne påstand søges belyst gennem filmen. 
• Hovedpersonen, der udvikler sig i løbet af filmen og i denne udvikling påviser præmissen (påstanden). 
• Hovedkonflikten er den konflikt, hovedpersonen befinder sig i. 
• Hovedkonfliktens løsning. Løsningen på konflikten er med til at påvise præmissen.

• Hovedkonflikten skal være en god og ægte konflikt, et reelt dilemma. Problemet må ikke have en let eller oplagt løsning. Der kan godt være flere konflikter undervejs i filmen, men hovedkonflikten skal være den bærende. 
• Konflikten føles ægte, hvis personen, der er i konflikt, virker vedkommende og det gøres sandsynligt, hvorfor konflikten er så vanskelig, vigtig eller afgørende for personen. 
• Konflikten skal påvirke både personens ydre og indre liv. 
• Hovedkarakteren er den person, der udvikler sig mest i historien og den hvis udvikling illustrerer præmissen. Jo mindre forudsigelig denne udvikling er, des mere spændende er historien. Udviklingen bør ske gradvist, så vi kan acceptere den. 
• Konflikten kan være en uenighed mellem to personer, en helt og en skurk. 
• Orkestreringen, det vil sige sammensætningen af forskellige karakterer/personer, må være god. 
• Der kan være en person, der har en skyggefunktion og en, der har en kontrastfunktion. Skyggen udvikler sig i samme retning som hovedpersonen, men ikke helt så meget. Det kan illustrere, hvor langt hovedpersonen er nået. Kontrasten udvikler sig i modsat retning af hovedpersonen. Det kan illustrere, hvor galt det kan gå. 
• Nærmeste relation er en person, der blot lægger øre til hovedpersonens tanker. Denne nærmeste relation har ingen funktion i historien, men er et alibi for, at vi som tilskuere kan få nogle af hovedpersonens tanker at vide. 
• Normen er en person, der er ganske almindelig og realistisk som publikum. Normen kan bruges til stille nogle af de spørgsmål, som publikum gerne ville stille, hvis de kunne.

En film opbygget efter den klassiske dramaturgi kan miste sin forførelsesevne og publikums interesse, hvis:

• Der forsøges påvist to præmisser. Der burde i stedet laves to film. 
• Påstanden skal holdes fast gennem hele filmen. Der må ikke skiftes præmis eller holdning til præmissen gennem filmen. 
• Postulatet må ikke nævnes direkte i dialogen, da det kan virke som en nedvurdering af publikum, at det ikke skønnes, at vi som publikum selv er i stand til at læse postulatet ud af filmen. Historien bør i sig selv kunne belyse postulatet.

Denne dramaturgi ligner den klassiske, men er simplere. Hver scene eller delkonflikt opbygges med en start, et mellemstykke og en slutning. På samme måde er hele filmen opbygget med en start, et mellemstykke og en slutning.

Hele filmen er opbygget i en start (set-up), hvor der opstår en konflikt, et mellemakt, hvor konfrontationen udspilles og en afslutning, hvor ordenen genoprettes. Mellem disse tre akter udspilles plot points, der er kulminationer i handlingen, som giver forløbet/handlingen en ny retning.

En dramaturgi med en klar begyndelse og en klar slutning. Der er et lineært forløb, men ikke med én spændingskurve som i den klassiske dramaturgi. Tværtimod er der flere små spændingskurver, så tegnet som et diagram vil spændingskurven bølge op og ned.

Her brydes den lineære, kronologiske eller fremadskridende fortælling. I stedet kredses om emnet via associationer og refleksioner.