Novelleanalyse

Det særlige ved novellen er, at den kan læses ud i et stræk. Det mente i hvert fald den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe. Hans definition er blot et af de mange forsøg, der er gjort på at konkretisere, hvad der kendetegner novellegenren. At vurdere om en tekst er en novelle eller ej, er første skridt i en analyse. Herefter afhænger det af den individuelle novelle, hvad man vælger at lægge vægt på. Man kan eksempelvis fokusere på konflikten, sproget eller fortælleren. Denne artikel skitserer novellegenrens udvikling ved at beskrive nogle af de mest populære undergenrer og indeholder samtidig en oversigt over, hvilke konkrete analyseværktøjer man kan gribe til, når man skal foretage en novelleanalyse.

Der er gjort mange og også modstridende forsøg på at definere, hvad en novelle er. Den mest gængse er, at novellen er en kort prosafortælling, som tilhører den episke hovedgenre. Novellen adskiller sig fra romanen ved at være kortere, have færre personer, et begrænset miljø og en handling, hvor en enkelt skæbnesvanger begivenhed indtræffer. Denne begivenhed eller konflikt vender op og ned på det forudgående. En fortællerstemme formidler historiens forløb, der ofte vil have en begyndelse, midte og slutning. Alligevel begynder mange noveller midt i en scene, in medias res, og har en åben slutning, der overlader det til læserens fantasi at afgøre personernes videre skæbne.

Det kan være svært at skelne mellem, hvornår en tekst er en kort roman, og hvornår det er en lang novelle. På samme måde kan nogle tekster befinde sig i grænselandet mellem novelle og kortprosa, der er en mere lyrisk og skitseagtig prosatekst. Gennem historien har novellegenren udviklet sig, således at der i dag findes et hav af undergenrer. Der skrives realistiske noveller, gysernoveller, trivialnoveller, og nogle betragter også den amerikanske ”short story” som en genre for sig.

Siden årtusindeskiftet har novellen fået en opblomstring i Danmark, og hybridgenrer som sms-noveller er opstået, måske fordi den korte form appellerer til nye medier og en travl hverdag.

Du kan læse mere om novellegenren i Marie Lund Klujeffs ”Novellen”.

Formentlig har mennesket fortalt hinanden historier meget længe, før man begyndte at skrive dem ned. Den korte episke form nedstammer fra den mundtligt overleverede fortælling, men betegnelsen novelle blev første gang brugt om en samling småhistorier med titlen ”Il Novellino” fra omkring år 1296. Man ved ikke, hvem der havde skrevet disse små anekdoter, der først blev trykt i 1515. Den italienske forfatter Giovanni Boccaccio regnes for den første novelleforfatter på grund af hans ”Ill Decameron” (”Dekameron”) fra midten af 1300-tallet. Bogens titel betyder 10 dage, hvilket refererer til novellernes rammefortælling, hvor ti mænd, der er flygtet fra pesten, hver dag i 10 dage fortæller hinanden en historie. Det giver i alt 100 noveller. I en af dem, ”Nattergalen”, forelsker den unge Ricciardo sig i ridderdatteren Caterina. I hemmelighed mødes de på hendes balkon og tilbringer natten sammen. Caterina har under påskud af varme nætter og ønsket om at falde i søvn til nattergalens sang fået lov til at sove ude. Om morgenen griber hendes forældre parret sammen på fast gerning og tvinger de to til at indgå et giftermål. Det gør de med glæde, og novellen ender lykkeligt med en ironisk-erotisk kommentar om, at de i mange år derefter gik på nattergalefangst.

Du kan læse mere om de ældste noveller i Anders Toftgaards ”Novellegenrens fødsel.”

Den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe regnes for en af den klassiske novelles fædre. Han skrev flere noveller, heriblandt én med titlen ”Novelle” fra 1828 om en fyrstelig ridetur. Derudover formulerede han en teori om genrens særlige kendetegn. Med Goethes ord skulle en novelle indeholde ”en indtruffet, uhørt begivenhed”. Denne definition var i mange år dominerende, og noveller, der følger denne formel, betegnes som klassiske noveller.

I Danmark var det Steen Steensen Blicher, der blev toneangivende for novelleskrivningen under Romantikken. ”Ak hvor forandret” er titlen på en af hans noveller, og udtrykket er siden blevet brugt til at beskrive det særlige ved Blichers noveller: at en skæbnesvanger begivenhed indtræffer, der ændrer alt, som oftest til det værre. Mange af Blichers noveller er skrevet i en dyster tone og ender tragisk. Det er også tilfældet i ”Hosekræmmeren” fra 1829. Heri forelsker hosekræmmerens datter, den smukke Cecilia, sig i naboens søn Espen. Hosekræmmeren vil ikke lade sin datter gifte sig med den fattige nabosøn, så Espen drager til Holsten for at tjene penge. I hans fravær mister Cecilia forstanden, og da Espen vender tilbage, har ideen om, at de to kun kan få hinanden i himlen, besat hende. Novellen er fortalt af en jegfortæller, der i begyndelsen besøger hosekræmmerens hjem, for siden at vende tilbage nogle år senere.

I sin afhandling om den blicherske novelle skriver Søren Baggesen: ”Blicher kan ikke lade en fortæller stå uden for novellen, så at dens begivenheder ikke angår ham personligt. Derfor er hos Blicher fortælleren altid person i sin egen fortælling. (…) Jeg’et er også forelsket i den smukke Cecilia; derved siges der noget afgørende om hende, men det betyder også, at hendes vanvid bliver en del af hans skæbne og yder svaret på hans spørgsmål.” (Søren Baggesen: Den Blicherske Novelle. Gyldendal, 1965).

Hvor Steen Steensens Blichers stil har fået betegnelsen poetisk realisme, skrives der i slutningen af 1800-tallet flere rå, rendyrkede realistiske noveller i Danmark. Forfattere som J.P. Jacobsen, Herman Bang og Henrik Pontoppidan stræber efter at beskrive menneskets sociale vilkår så virkelighedsnært som muligt. I forlængelse af en voksende samfundskritik fylder miljøskildringerne mere. Eksempelvis lægger Henrik Pontoppidan ikke fingre imellem, når han i ”Vandreren. En Epilog” detaljeret beskriver almuens nød. Novellen er den sidste i novellesamlingen ”Fra Hytterne” fra 1887. Den handler om en vandringsmand, der går ad en opkørt markvej ved juletid. Han går ind i en lille hytte og ser, hvad han først tror er et lig. Det viser sig at være en gammel dame, der ligger ussel og fattig i sin seng. Hun tror, at han er Vorherre. Misforståelsen udredes af en kvinde ved navn Kathrine, der passer den gamle dame. Hun sætter spørgsmålstegn ved den gamle kvindes tro. Afslutningsvis undrer vandringsmanden sig også over, om han da vitterligt lever i ”Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!”

I det tyvende århundrede udviklede novellegenren sig i mange retninger. Ernest Hemingways nøgterne stil har inspireret mange nulevende, danske forfattere til at skrive korte prosafiktioner fyldt med såkaldte tomme pladser. Tomme pladser er, når dele af fortællingens begivenheder udelades, så læseren selv må fantasere sig til, hvad der sker. I Helle Helles ”Tilflytterne” fra 2000 er parret Nina og Jesper lige flyttet ind i et villakvarter. Nina tager imod en pakke med frossent kød til naboen, som ikke er hjemme. Ved en fejl spiser Jesper og Nina nogle af naboens pølser og får efterfølgende dårlig mave. Men det er ikke entydigt, om det skyldes pølserne, de cremeboller, Nina har købt hos bageren, eller deres dårlige samvittighed. Det lille hverdagsdrama er skrevet, uden at fortælleren udpensler hovedpersonernes tanker og følelser. Fokus er rettet mod karakterernes handlinger og deres korte, mundrette replikudvekslinger. Samtidig forstærker kontraster og detaljer tekstens underspillede, tragikomiske humor, når Nina for eksempelvis hænger trusser til tørre, mens et ligtog passerer.

Gysernovellen adskiller sig fra andre noveller ved at indeholde elementer af rædsel, mord, angst og overgreb. Den uhyggelige stemning står i kontrast til hverdagens trivialiteter, og gysernovellen fremhæver via sine motiver livets og menneskets skyggesider. En af genrens mestre er den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe. I novellen ”Den sorte kat” fra 1843 er uhygge, mystik og dæmoni et gennemgående virkemiddel. Handlingen er forholdsvis simpel, idet jegfortælleren i begyndelsen er en elskværdig herre, der har en forkærlighed for dyr. Han anskaffer sig mange forskellige, heriblandt katten Pluto. Som tiden går, begynder manden at drikke, og alkoholen ændrer hans karakter. Han bliver udfarende og voldelig, og en aften, da han kommer beruset hjem, skærer han øjet ud på katten, for senere at hænge den. Kort tid efter brænder hans hus ned, og det eneste, der står tilbage, er en tynd væg, hvorpå røgen har aftegnet en sort kat. Da han efterfølgende får sig en ny kat, der til forveksling ligner Pluto, tager fortællingen en brutal drejning. I og med at historien fortælles i første person, præsenteres læseren direkte for denne kyniske voldsmands rationaler. Hans kølige overvejelser over, hvordan man bedst parterer et lig, forstærker væmmelsen ved tematikken: eskalerende vold og dens konsekvenser for både dyr og mennesker.

Novellefilm er en fiktionsfilm, der overfører mange af novellens karakteristika til filmmediet. Den er typisk mellem 10 og 15 minutter lang og har et enkelt handlingsforløb med et begrænset persongalleri. Et klassisk eksempel på en novellefilm er ”De nåede færgen” fra 1948, en filmatisering af en af Johannes V. Jensens myter. I filmen, der varer 12 minutter, skal en mandlig motorcyklist og hans kone, der sidder bagpå, nå fra ét fynsk færgeleje til et andet. De har travlt og kører i fuld fart fra færgen i Assens gennem små landsbyer, langs marker og overhaler den ene hestevogn efter den anden. Undervejs tanker de op hos en bondepige, og kort før Nyborg overhaler de den bil, der holdt foran dem på færgen i Assens. Da vejen deler sig, tager de den forkerte afkørsel. De må vende om og er næsten ved at overhale bilen fra færgen, da de sakker bagud. Bilen er sort, og har påmalet et skelet på bagsmækken. Dens fører viser sig at være en skummel mand med et dødningehoved. Han svinger ind foran dem, så motorcyklen kolliderer med et træ, og de dør. Da færgen afgår fra Nyborg, svæver to måger rundt på himlen over en robåd med to hvide kister. Novellefilmen er instrueret af Carl Th. Dreyer og var bestilt af Rådet for Færdselssikkerhed med den hensigt at informere om farerne ved at køre hasarderet og for hurtigt på de danske veje.

Når man skal foretage en novelleanalyse, undersøger man novellens indhold og form. Med andre ord ser man både på, hvad der sker i novellen og på, hvordan det, der sker, fortælles.

Enhver god tekstanalyse begynder med en præsentation af tekstens forfatter, titel og datering. Det gælder også, når man skal lave en novelleanalyse. Man vil derfor altid begynde med at redegøre for forfatterens fulde navn, novellens titel, hvilken novellesamling den evt. er udgivet i, og hvornår den er skrevet. Herefter kan man gå videre med følgende analytiske niveauer:

• handling
• tid
• miljøkarakteristik
• personkarakteristik
• komposition
• fortællerforhold
• sprog

Det er vigtigt, at man husker at give relevante eksempler i form af citater undervejs, således at man underbygger sine analytiske pointer. På baggrund af analysen vil man afslutningsvis lave en fortolkning og en perspektivering.

Når man analyserer, kan man ikke altid tage for givet, at modtageren af ens analyse kender teksten. Derfor vil man typisk indlede med et kort referat eller resume af novellens handling. Et referat er en kort og præcis gengivelse af de vigtigste dele af hvert hovedafsnit i novellen. I et resume fremhæver man kun de allervigtigste punkter i novellens handling. Fælles for både referat og resume er, at de skal være korte og formidles nøgternt. Det vil sige, at man ikke skal lade sine holdninger til teksten skinne igennem eller lade novellens sprogbrug og stil smitte af på referatet eller resuméet. Det gælder ikke om at genfortælle hele novellen, men om at fremhæve de vigtigste personer, begivenheder og konflikter, for derefter at kunne uddybe deres funktion i novellen i hhv. en personkarakteristik og en analyse af novellens tid og komposition.

Når man analyserer en novelles tid, skelner man mellem fortælletid og den fortalte tid. Fortælletiden er tidspunktet historien fortælles på og længden af denne tid. Når man undersøger fortælletiden, kan man f.eks. spørge til, hvornår historien fortælles, og hvor lang tid det tager at fortælle historien. Analyserer man den fortalte tid, vil man finde ud af, hvornår handlingen udspiller sig, om novellen foregår i en bestemt historisk periode, og hvor lang tid handlingen strækker sig over. Er det en time, et par dage eller flere år, og er der huller i den fortalte tid? Man kan også se på forholdet mellem fortælletid og den fortalte tid. Man siger, at fortælletempoet er højt, hvis der sker meget på kort tid, og at det er lavt, hvis der sker lidt over lang tid og fokus i stedet er lagt på detaljerede beskrivelser.

Bagudsyn er, når fortælleren ser tilbage på det skete, dvs. at novellen fortælles i et tilbageblik. Det, der fortælles om, er afsluttet, når det fortælles. Derfor vil en novelle med bagudsyn være skrevet i datid, og fortælleren kan springe endnu længere tilbage i tiden ved at bruge flash back. Det kan rejse spørgsmålet om, hvad fortælleren udelader og/eller pynter på, og man bør derfor undersøge fortællerens rolle i fortællingen. Hvis fortælleren derimod fortæller i nutid og samtidig med begivenhederne, kaldes det medsyn. Det giver et indtryk af, at fortælleren er tilstede i nuet.

I en miljøkarakteristik fremhæver man de signifikante træk ved novellens fysiske og sociale miljø. Ved det fysiske miljø fremhæver man, hvor begivenhederne foregår, og hvordan disse konkrete steder beskrives. Udspiller handlingen sig i naturen, på en arbejdsplads eller i en storby? Nogle noveller foregår i et lukket rum, det kan være i en stue, mens andre foregår udenfor på en vej, i en gård eller i en have.

Det sociale miljø vil oftest være den gruppe af mennesker, som hovedpersonen tilhører eller på anden måde stifter bekendtskab med. Ofte peger novellens sociale miljø tilbage på den overordnede konflikt, så det kan være relevant at undersøge, hvilke sociale fællesskaber der optræder i novellen. Tilhører personerne det samme samfundslag? Har de ens uddannelsesniveau, tro, økonomi, politiske overbevisning m.m.?

Hvis man sammenligner novellen med romanen, vil novellen oftest have et mindre persongalleri, men der vil stadigvæk som oftest være en hovedperson og en række bipersoner. I en personkarakteristik beskriver man, hvem personerne er, og man kan f.eks. karakterisere:

• deres ydre kendetegn som køn, alder, udseende, gestik, mimik og påklædning
• de sociale kendetegn som deres rolle i familien, hvilken socialgruppe de tilhører,

deres arbejde, uddannelse, boligforhold, økonomi og interesser

• de indre kendetegn som deres opførsel, personlighed, væremåde, selvopfattelse, holdninger og værdier

Personkarakteristikken skal være en samlet helhedsvurdering, og derfor vil man også undersøge, hvilken relation personen har til andre personer, og om personen udvikler sig undervejs. Man skelner mellem flade og runde karakterer. En flad karakter er en person, der mere er en type end et personligt individ. Eksempelvis kan der optræde en jomfru i en novelle, hvis primære egenskab er at være en stereotypisk version af en uskyldig og attraktiv kvinde. Men i Herman Bangs novelle ”Den sidste balkjole” fra 1887 er frøken Antonie en forhåbningsfuld ung kvinde, der ender som gammeljomfru, fordi hun aldrig bliver budt til bal. Herman Bangs impressionistiske skrivestil forstærker læserens billede af den unge kvindes tragiske skæbne. Hendes livsmuligheder begrænses af familiens fattigdom, men hun er et individ, der adskiller sig fra sin søster, der heller ikke når at blive gift, før hun er blevet for gammel. Antonie er således et eksempel på en rund karakter.

Man kan også undersøge, om nogle af novellens personer har så mange fællestræk, at de må siges at være parallelpersoner, eller om de tvært imod er hinandens modsætninger. I nogle noveller er hovedpersonerne ikke mennesker, men dyr, fantasivæsner eller lignende. Her foretager man stadig en personkarakteristik ud fra de samme parametre, i det omfang det er logisk muligt.

Komposition er tekstens opbygning. Det vil sige, at når man analyserer kompositionen, undersøger man, hvordan teksten er organiseret. Man skelner overordnet mellem novellens ydre og indre komposition. Den ydre komposition er, hvordan teksten fremstår på siderne. En typisk novelle er opdelt i afsnit, eventuelt med overskrifter. At beskrive valg af skrifttype, skriftstørrelse, store og små bogstaver, kursiveringer og illustrationer er ligeledes en del af den ydre kompositionsanalyse.

Den indre komposition er, hvordan novellens indhold er struktureret. I hvilken rækkefølge optræder personer, indtræffer begivenheder osv.? Begynder novellen in medias res, dvs. midt i handlingen, eller er der en klar indledning, hvor sted og tid præciseres? Har novellen en åben eller lukket slutning? Det er nogle af de spørgsmål, man kan stille i en analyse af den indre komposition. Man kan også undersøge, om novellen benytter én eller flere af følgende kompositionsformer:

• kronologi
• inddeling efter skift i tid
• tredeling med en begyndelse, midte og slutning
• cirkelkomposition
• rammefortælling
• parallelkomposition
• labyrintisk komposition

Der findes forskellige kompositionsmodeller, man kan bruge, når man undersøger en teksts komposition. Til novelleanalyse er en af de mest brugte berettermodelen, fordi den giver et overskueligt billede af konfliktens udvikling, og hvordan spændingen intensiveres. Man kan derfor vælge at bruge berettermodellen, når man analyserer novellens indre komposition. Berettermodellen kaldes også Hollywoodmodellen, da mange film er skåret over denne form. Den består af:

• et indledende anslag
• en præsentation af historiens personer og konflikter
• en uddybning af disse personer, deres relationer og intriger
• et vendepunkt eller point of no return, hvorfra handlingen tager en uventet drejning
• konfliktoptrapning
• et klimaks
• en udtoning

Det er dog ikke altid, at en novelles komposition passer ind i den skematiske model, for nogle forfattere leger bevidst med læserens forventninger til kompositionen.

En grundregel inden for litterær analyse er, at man aldrig må sætte lighedstegn mellem en teksts forfatter og fortælleren i teksten. Forfatteren er den virkelige person, der har skrevet teksten, mens fortælleren er den fiktive stemme, der formidler historien til læseren. Når man analyserer en novelles fortællerforhold, kan man tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

• er fortælleren 1.- eller 3.personsfortæller?
• er fortælleren troværdig eller utroværdig?
• hvor meget viden har fortælleren?
• hvilken synsvinkel benyttes?

En novelle kan enten være fortalt af en 1.personsfortæller eller en 3.personsfortæller. 1.personsfortælleren kaldes også en jegfortæller. Jegfortælleren indgår på en eller anden måde i handlingen, men har en begrænset viden om det, der sker. Det skyldes, at fortællingen opleves fra jegfortællerens synspunkt og begivenhederne ses gennem jegets øjne. Eksempelvis i Jan Sonnergaards novelle ”Sex” fra novellesamlingen ”Radiator” fra 1997, hvor et natligt møde mellem en mand og en kvinde skildres af manden. Novellen begynder således: ”Selvfølgelig kunne jeg ikke få lov til at være i fred og gå hjem alene (…).” Jegfortælleren her er samtidig en utroværdig fortæller, da han omtaler sig selv som selvsikker, mens hans handlinger afslører det modsatte.

3.personsfortællere kan inddeles i tre undergrupper: den personbundne, den objektive og den alvidende. Den personbundne fortæller knytter sig til en af personerne i novellen, og dens viden er begrænset. Den objektive fortæller registrerer begivenhederne som et kamera og har således ingen viden om personernes tanker. Endelig er der den alvidende fortæller, som ved alt. Den kan gå ind og ud af forskellige personer, frem og tilbage i tid og være flere steder på en gang. På en måde kan man sige, at den alvidende fortæller er en slags gud.

Som en del af det analytiske arbejde med fortællerforhold bør man også se på, hvilken synsvinkel fortælleren benytter. Det kan være:

• indre synsvinkel, dvs. at begivenhederne opleves ud fra en bestemt person, og fortælleren har adgang til dennes tanker
• vekslende indre synsvinkel, dvs. at synsvinklen skifter mellem at være indre synsvinkel hos en person til en eller flere andre
• ydre synsvinkel, dvs. at begivenhederne beskrives udefra
• kombineret indre og ydre synsvinkel

I denne lille video forklares de forskellige synsvinkler med eksempler:

I en analyse kan det også være relevant at se på, hvilke fremstillingsformer fortælleren benytter sig af. Det kan være:

• beskrivelser
• beretning, hvor et handlingsforløb gengives kronologisk
• fortællerkommentarer, hvor fortælleren kommer med sine egne vurderinger af det, der sker, personernes opførsel, udseende m.m.
• replikker, hvor personernes direkte tale gengives
• indre monolog, hvor fortælleren taler eller tænker for sig selv i en form for enetale
• stream of consciousness, som er en lang, flydende strøm af tekst, der gengiver personens tanker. Eksempelvis glider ét erindringsglimt over i det næste i James Joyces novelle ”Eveline” fra 1914: ”Hendes far var blevet meget ældre i den senere tid, tænkte hun på; han ville komme til at savne hende; somme tider kunne han være så rar. For ikke længe siden havde hun været syg en dag, da læste han en spøgelseshistorie for hende og ristede brød til hende ved ilden. En anden gang, dengang deres mor levede, var de taget på skovtur til bakkerne ved Howth. Hun kunne huske, faren tog deres mors hat på, for at få børnene til at le.”

Man skelner også mellem, om fremstillingen er scenisk eller panoramisk. Hvis den enkelte scene udfoldes med replikker og detaljer, siger man at fremstillingen er scenisk. Gengiver fortælleren derimod hovedlinjerne i handlingsforløbet med fokus på helheden, kaldes det panoramisk fremstilling.

Der er ofte en sammenhæng mellem en novelles sprog og den undergenre, den tilhører. En minimalistisk novelle vil være skrevet i et minimalistisk sprog med korte sætninger, få adjektiver og mange tomme pladser, hvor læseren selv må tænke sig til det, der ikke står. Derimod er Herman Bangs impressionistisk novelle ”Ved Alteret” fra 1880 skrevet i et flimrende sprog med opbrudte replikker og mange malende adjektiver: ”Og mens han gaar op mod Koret, følges han fra Tilskuer til Tilskuer af en hviskende Mumlen; det er hans Fortid, der mumler omkring ham. - Hvor gammel han er? - Tredive Aar ... han har været smuk, men nu er der saamæn ikke meget ved ham. - Nej, det er vist: han er jo helt skaldet - Ja, og det er ingen Under ...”

Ud over ordvalg og sætningsopbygning kan man i analysen af novellens sprog også undersøge brugen af billedsprog, slang, gentagelser, sammenligninger, ironi, sarkasme m.m.

Du kan læse mere om billedsprog i artiklen om Digtanalyse

I analysen undersøger man novellens enkeltdele. Dette arbejde udgør fundamentet for en fortolkning, hvor man giver sit personlige bud på, hvordan teksten skal forstås, og en perspektivering, hvor man placerer teksten i en bredere sammenhæng. Man kan sammenligne processen med at skrælle en appelsin. Først beskriver man, hvad man umiddelbart ser: en appelsin. Derefter skræller man den, så man kan se på skræl, frugtkød, saft og kerner hver for sig. Man kan dufte og smage på frugten. Når man derefter samler den igen, har man en større forståelse for, hvad en appelsin er og kan derfor bedre sammenfatte dens betydning og placere den i forhold til andre frugter.

Man siger, at den gode novelleanalyse skal bevæge sig fra et redegørende til et analytisk plan og derfra til et fortolkende og perspektiverende niveau. Man kan se processen som en trappe, hvor redegørelse er første trin. Her genfortæller man i korte træk novellens historie. Næste trin er analysen, hvor man udvælger delelementer, som man nærstuderer. Når man i en novelleanalyse går fra at redegøre for novellens genre til at analysere dens fortællerforhold, siger man, at man bevæger sig fra ét taksonomisk niveau til et andet. Trappens sidste to trin er hhv. fortolkning og perspektivering, som du kan læse mere om nedenfor.

Når man fortolker, giver man på baggrund af sin analyse et subjektivt bud på, hvordan novellen kan forstås. Man forklarer novellen i dens helhed ved at fremhæve temaer og spørge til, hvorfor forfatteren har skrevet novellen? Hvad vil han/hun gerne have os til at overveje eller undres over?

I Pia Juuls novelle ”En flinker fyr” fra novellesamlingen ”Dengang med hunden” (2005) er den kvindelige jegfortællers nabo Kalle blevet myrdet. Politiet mener, at gerningsmanden er en, han kendte. Jegets liv går videre, som om intet var hændt, eller jeget prøver i hvert fald på bedste vis at fastholde sine daglige rutiner med græsslåning, kartoffelskrælning m.m. Men hendes mand Orla er chokeret og reagerer følelsesmæssigt ved at græde, undres og tage middagslur. Orlas sorg provokerer jeget, der ikke fælder så meget som en enkelt tåre over Kalles død. Kontrasten mellem de tos reaktioner får læseren til at undre sig over parrets ægteskabelige relation. Hvad er gået galt mellem dem? Hvad har Kalle gjort, siden han skulle myrdes? Ved at rejse disse spørgsmål kaster novellen lys på, at man ikke altid kender sine nærmeste, så godt som man går rundt og tror. At den polerede overflade, det perfekte ægteskab, kan gemme på mange og grumme overraskelser.

I en fortolkning vil man ofte skele til novellens titel, da denne kan fungere som ledetråd. Johannes V. Jensens novelle ”Nåede de færgen?” fik i filmversionen en anden titel. Instruktøren Carl Th. Dreyer ændrede den til ”De nåede færgen”, hvilket giver et andet fortolkningsrum. Når titlen er en konstatering frem for et spørgsmål, forventer seeren, at motorcyklen når målet. Overraskelsen ligger derfor i, hvordan de når frem. Filmens primære budskab er, at det er farligt at køre for stærkt, og ”De nåede færgen” er da også en oplysningskampagne for Rådet for Større Færdselssikkerhed. Men samtidig kan filmen også tolkes som et billede på, at maskinen er mennesket overlegen.

At perspektivere betyder, at man placerer novellen i en større sammenhæng og i relation til lignende eller relevante størrelser. Det kan være andre tekster, men det kan også være en litterær periode eller en tematik. Når man perspektiverer, sætter man med andre ord novellen ind i en kontekst, fordi læsningen af novellen, som mere end en isoleret tekst, kan give en dybere forståelse. Perspektiveringen kan hjælpe én til at opdage nye aspekter ved novellen. Man kan se på, hvilke fællestræk novellen har med andre noveller, eller hvordan den adskiller sig fra disse.

Det kan være en god idé at fokusere sin perspektivering, så den fremstår relevant og som en naturlig følge af den forudgående analyse og fortolkning. Man kan eksempelvis vælge at perspektivere til:

• andre noveller inden for samme undergenre
• andre noveller af samme forfatter
• forfatterens liv
• litteratur fra samme litterære periode
• litteratur med samme tematik
• den historiske tid, novellen er skrevet i
• relevante samfundsproblemer eller ideologier

Hvis man f.eks. har læst mange bøger af den tyske nobelprismodtager Thomas Mann, vil man kunne placere hans novelle ”Der Tod in Venedig” (”Døden i Venedig”) i forfatterskabet og perspektivere den til andre af hans værker. Perspektiveringen afhænger således af den viden og referenceramme, den, der perspektiverer, har. Almindeligvis er perspektiveringen sidste led i en analyse.