modeller på hovedbanen
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har sammen med modefirmaet Carmakoma stået bag et særligt modeshow under uret på Hovedbanen.
Foto: Linda Kastrup

Spiseforstyrrelser

Artikel type
faktalink
journalist cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Opdateret af stud.mag. Katrine Malthe, april 2013. Opdateret af journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, september 2017.
Top image group
modeller på hovedbanen
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har sammen med modefirmaet Carmakoma stået bag et særligt modeshow under uret på Hovedbanen.
Foto: Linda Kastrup
Main image
Den svenske kronprinsesse, Victoria (th) led som yngre af anoreksi. Her er hun fotograferet ved et selskab i Stockholm i 1997.
Den svenske kronprinsesse, Victoria (th) led som yngre af anoreksi. Her er hun fotograferet ved et selskab i Stockholm i 1997.
Foto: Ulf Palm / Scanpix

Indledning

Sultekure, provokerede opkastninger og overspisning. Konstant fokus på vægt og dyrkelse af kroppens udseende. En spiseforstyrrelse er en alvor psykisk sygdom. I Danmark lider omkring 75.000 af en spiseforstyrrelse, de fleste unge kvinder. Anoreksi er nok den mest kendte af lidelserne, men mere udbredt er bulimi og overspisning, også kaldet Binge-Eating Disorder (BED). Selvom bulimi og BED ikke nær så ofte som anoreksi har en dødelig udgang, er disse spiseforstyrrelser alvorlige for både de mennesker, der lider af dem, og for de pårørende. Man er også begyndt at tale om nye beslægtede lidelser; nemlig ortoreksi, som dækker over tvangsmæssig besættelse af sund mad og motion, og megareksi, en tvangstanke, som især findes blandt mænd, om at være for lille, og som medfører overdreven træning.

 

Introduktion til spiseforstyrrelser

Hvad er spiseforstyrrelser?

Begrebet spiseforstyrrelser er en samlebetegnelse for flere beslægtede psykiatriske diagnoser, som har det til fælles, at patienterne har et forstyrret forhold til mad, vægt og krop. Ifølge Videncenter om spiseforstyrrelser og selvskade VIOSS (se kilder) fordeler de omkring 75.000, der lider af en spiseforstyrrelse, sig således:

· Anorexia Nervosa, også kaldet anoreksi eller nervøs spisevægring: ca. 5.000 personer

· Bulimia Nervosa, også kaldet bulimi eller nervøs overspisning: ca. 30.000 personer.

· Binge-Eating Disorder, også kaldet overspisning eller tvangsspisning: ca. 40.000 personer.

Hvad er årsagen til spiseforstyrrelser?

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er der ikke enighed om årsagerne til, at mennesker udvikler spiseforstyrrelser, men man kan opdele de mulige årsager i tre kategorier:

· De sociokulturelle forhold: Vores kultur har stort fokus på den perfekte krop. Den slanke krop ses ikke kun som et skønhedsideal, den opfattes også som et udtryk for selvkontrol og karakterstyrke. For unge, der er usikre og identitetssøgende, kan en overdreven fokus på krop og udseende forstærke usikkerheden og ødelægge selvbilledet. Børnerådets undersøgelse blandt 1400 elever ’Børnerådets Børne- og Ungepanel’ viste i 2016, at slankekure, madritualer og overdreven træning fylder meget i hverdagen hos både piger og drenge. 18% af pigerne fortæller, at de ofte eller meget ofte er på slankekur, 11% har prøvet at kaste op, efter at de har spist, og 18% fortæller, at de ofte eller meget ofte føler, at det er nødvendigt for dem at følge en streng diæt eller overholde madritualer. For drengene handler det generelt ikke om at tabe sig, men om ikke at veje for lidt og være veltrænede. 15% af drengene mod 7% af pigerne træner seks gange om ugen eller mere. ”De unge mener selv, at idealet om den slanke krop for kvinder og den veltrænede krop for mænd påvirker dem i forhold til deres egen kropsopfattelse”, lyder det i analysenotatet ’Analyse: Unge og risikoadfærd for spiseforstyrrelser’ fra Børnerådet (se kilder).

· Familieforhold: Fokus på slankekure i familien, forstyrret forhold til mad og krop, spiseforstyrrelser i familien eller kritiske kommentarer fra familien om vægt og udseende øger risikoen for udvikling af bulimi og anoreksi. Desuden øger det risikoen for udvikling af bulimi og overspisning, hvis der i den nærmeste familie er tilfælde af depression eller alkoholmisbrug, eller hvis en person har oplevet psykisk omsorgssvigt og seksuelle eller fysiske overgreb.

· Individuelle forhold: Undersøgelser viser, at perfektionisme ofte er forbundet med anoreksi og til en vis grad også med bulimi, mens usikkerhed, negativt selvbillede og få nære venner øger risikoen for alle tre spiseforstyrrelser. Ifølge bogen ’Spiseforstyrrelser’ (se kilder) er der øget risiko for, at en person udvikler en spiseforstyrrelse, hvis han eller hun føler sig anderledes, kommer tidligt i pubertet, bliver mobbet, mister et familiemedlem eller oplever stress.

Desuden er der ifølge pjecen ”Information om spiseforstyrrelse hos børn, unge og voksne”, udgivet af Region Midtjylland Psykiatri 2014 (se kilder), blandt patienterne en arvelig tendens blandt patienterne til en særlig sårbarhed. Sårbarheden kan medføre, at de reagerer stærkere på utrygge situationer, som for eksempel forældres skilsmisse eller mobning i skolen, og en spiseforstyrrelse kan være et udslag af en sådan reaktion.

Anoreksi

Hvad er anoreksi?

Anorexia Nervosa er den fulde latinske betegnelse for nervøs spisevægring. Navnet refererer til, at anorektikeren er sygeligt angst for at være for tyk, og at vedkommende har et helt urealistisk syn på sin krop. Det er en del af anoreksien, at patienten mangler selverkendelse i forhold til sygdommen, og derfor ikke mener, at den lave vægt er et urealistisk eller usundt mål. Det fremgår af ”Information om spiseforstyrrelser hos børn, unge og voksne” (se kilder). Uanset hvor tynde anorektikerne bliver, føler de sig alligevel for tykke. Det er desuden kendetegnende for anorektikere, at de er voldsomt optagede af mad, så deres tanker konstant kredser om det. I rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) hedder det: “De centrale problemer med anoreksi er en intens optagethed af vægt og udseende, en stærk vægring mod almindelig fødeindtagelse, angst for at stige i vægt og hårdnakket benægten af tilstandens alvor og den lave vægts indflydelse på almentilstanden.”

I samme rapport hedder det, at diagnosen kan stilles, når følgende er opfyldt:

· Vægttab på mindst 15% af normalvægten, eller et BMI på mindre end eller lig med 17,5 kilo per kvadratmeter

· Intens frygt for at opretholde selv en normal kropsvægt, der giver sig udslag i selvinduceret vægttab ved at undgå ‘fedende mad’ eller ved at tvinge sig til at kaste op, misbrug af laksantia, umådeholden motion, anvendelse af appetithæmmende midler og diuretika

· Forstyrret kropsopfattelse og -billede. Den unge føler sig tyk på trods af undervægt

· Forsinket pubertetsudvikling. Efter puberteten, ophør af menstruation

Hvor længe har man kendt til anoreksi?

Anoreksi er ikke et nyt fænomen. Historien kan give flere eksempler på kvinder, der har lidt af anoreksi. Blandt andet den portugisiske kongedatter Wilgefortis (o. 1000 f.Kr.) og den hellige Catherina af Siena (1347-1380). I middelalderen havde selvvalgt faste ud fra religiøse motiver et sådant omfang, at man ligefrem taler om anorexia mirabilis, hellig anoreksi. I 1694 omtaltes anoreksi for første gang som en sygdom af den engelske læge Richard Morton, men først i 1874 blev den navngivet af hans kollega William Gull.

Man kan læse mere om anoreksi historisk set i bøgerne ’Kroppens tyranni. Om anoreksi, bulimi og andre spiseforstyrrelser’ og ’Anorexia og Bulimia nervosa og hypnose, fødselstraume, korttids analytisk hypnoterapi. Teori, praksis og opgørelse’ (se kilder).

 

Hvem får anoreksi?

Anoreksi kan ramme alle mennesker, men rammer særligt piger og unge kvinder i alderen 12-24 år. Det fremgår af Region Midtjyllands pjece ”Information om spiseforstyrrelser hos børn, unge og voksne” (se kilder). I et registerstudie udgivet i 2015 har forskere gennem 15 år fulgt 966.141 unge født i perioden 1989-2006. Af dem udviklede 2136 piger anoreksi, mens det gjaldt 188 af drengene. Tallene er med stor sandsynlighed underestimeret, da kun de officielt registrerede tilfælde af anorektikere i behandling er regnet med. Piger med anoreksi bliver ofte diagnosticeret omkring 15-års-alderen, For drengene er det i 13-års-alderen. Det kan skyldes, at et vægttab er mere usædvanlig for unge drenge og derfor tidligere bliver opdaget. En norsk undersøgelse fra 2008 angiver ifølge artiklen “Flere mænd har et sygt forhold til mad” (se kilder), at der er en stigende tendens til, at både helt unge drenge og voksne mænd får anoreksi. Ph.d. Simon Sjørup siger i samme artikel, at årsagen er, at det ikke længere er nok for mænd at sørge for indtægten til familien, men at de nu skal være attraktive på mange forskellige fronter.
Den store skam, som mænd med spiseforstyrrelser ofte oplever, betyder, at der er et stort mørketal på området, og at mange mænd aldrig bliver behandlet for deres lidelser, forklarer projektleder ved Videncenter for Spiseforstyrrelser og selvskade Rasmus Thastum i artiklen ”Mænd med spiseforstyrrelser lever i skam”.
Traditionelt har spiseforstyrrelser været anset som en kvindesygdom, og det bevirker, at mænd med spiseforstyrrelser føler sig stigmatiserede (altså stemplede som sociale afvigere fra normen) og derfor ikke råber op og søger hjælp. Der er et stort tabu forbundet med at lide af en spiseforstyrrelse, hvis man er en dreng eller en mand, siger han i artiklen på Navisen.dk (se kilder).
 

Hvordan udvikler anoreksi sig?

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) starter anoreksi typisk med en slankekur. Men når det første mål er nået, sætter anorektikeren et nyt og lavere mål for sin vægt. I stedet for at begynde at spise almindeligt, fortsætter anorektikeren altså med at tabe sig. Udover at anorektikeren kontrollerer sit madindtag, er vedkommende ofte overdrevent fysisk aktiv og anvender afføringsmidler, vanddrivende medicin eller selvgenererede opkastninger for at tabe sig. Et andet kendetegn er, at anorektikeren helst spiser alene, kun indtager små mængder, men bruger lang tid ved bordet og ofte ’roder’ med maden.

Hvad er anorektikerens kropslige symptomer?

Hvis en person bliver anorektisk, inden puberteten er afsluttet, bliver vedkommende hæmmet i sin vækst og udvikler en række symptomer:

· Hormonelle forstyrrelser med nedsat eller manglende produktion af kønshormoner

· Nedsat kønsdrift og udebleven menstruation hos piger

· Nedsat kønsdrift og impotens hos drenge

· Nedsat knoglemineralisering med efterfølgende knoglesmerter

· Lavt stofskifte, hvilket igen medfører:

· Lav kropstemperatur

· Tør hud

· Forstoppelse

· Lav puls

· Lavt blodtryk

· For at kompensere for den lave kropstemperatur får anorektikeren ofte vækst af dunhår i ansigtet og på ryggen.

· Langvarig sult kan endvidere medføre skader på en række organer, for eksempel hjerte, muskler og hjerne.

Informationerne er hentet fra rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder).

Hvad er anorektikerens psykiske symptomer?

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er det mest udtalte psykiske symptom, at anorektikeren har forvrænget kropsopfattelse og manglende erkendelse af at være syg og have behov for behandling. Anorektikeren har høje præstationskrav til sig selv og et behov for kontrol, som øges i takt med vægttabet, så anorektikeren med tiden vil kontrollere alt – for eksempel kalorieindtag, skolearbejde og motion. Udsultningen medfører ofte koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, irritabilitet og tristhed. Hun/han er uglad, har ringe selvtillid og kan udvikle egentlig depression med medfølgende selvmordstanker.

Hvordan behandles anorektikere?

Ifølge rapporten ’Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling’ (se kilder) benyttes følgende behandlingstilbud:

· Psykoterapi. Der er dog ikke foretaget nogen fyldestgørende undersøgelse af effekten. I Danmark benyttes især individuel terapi og gruppeterapi. Sidstnævnte skal man dog passe på med i den akutte fase, idet man risikerer, at patienterne konkurrerer med hinanden om at være tyndest. Familieterapi har vist sig effektiv over for børn og unge.

· Behandling med psykofarmakologisk medicin, altså medicin der påvirker psyken, har ikke vist sig effektiv på anorektikere. Det anbefales dog, at den benyttes, hvis patienten stadig lider af depression, angst eller OCD (en lidelse med tilbagevendende tvangstanker), når anorektikeren har opnået normal vægt. Det er vigtigt at få anorektikeren til at opnå normal vægt, da det kan forebygge varige organskader, hvis behandlingen starter i tide og gennemføres.

I rapporten anbefales det desuden, at anoreksipatienter har mulighed for at blive behandlet både ambulant, i dagshospital og under indlæggelse. Det anbefales desuden, at der indgås en behandlingskontrakt med patienten med aftaler om forløbet. I rapporten ”National Klinisk Retningslinje for Behandling af Anorexia Nervosa”, udgivet af Sundhedsstyrelsen 2016 (se kilder) konkluderer arbejdsgruppen bag undersøgelsen, at børn og unge med anoreksi får lige så godt udbytte af en kortere som af en længere indlæggelse, og at den kortvarige er at foretrække for at minimere stigmatisering (at patienten bliver stemplet som social afviger) og indgriben i patientens hverdag og sociale liv. ”For børn og unge kan en kortvarig indlæggelse muliggøre hurtig tilbagevenden til skolegang i eget miljø og derved i mindre grad påvirke barnets/den unges udvikling”, står der i rapporten. Men arbejdsgruppen understreger samtidig, at det kan være hårdt for forældrene at bære ansvaret for at skulle passe på anorektikeren alene.

Hvad er effekten af behandling af anorektikere?

Patienthåndbogen (se kilder) kan per 5. november 2015 oplyse, at cirka halvdelen af de anoreksiramte, som kommer i behandling, bliver raske, men ca. 2/3 af alle anoreksiramte vil fortsat bekymre sig om mad og vægt. Omkring 15% af anorektikerne får det slet ikke bedre. Man kan dø af anoreksi. Ca. 5% af de, som har sygdommen, dør for tidligt. Halvdelen af disse dør ved selvmord. Resten dør af følgesygdomme til den langvarige underernæring f.eks. hjertesvigt, skriver speciallæge Anne Marie Råberg Christensen i Patienthåndbogen.