Spiseforstyrrelser

Hvad er spiseforstyrrelser?

Begrebet spiseforstyrrelser er en samlebetegnelse for flere beslægtede psykiatriske diagnoser, som har det til fælles, at patienterne har et forstyrret forhold til mad, vægt og krop. Ifølge Videncenter om spiseforstyrrelser og selvskade VIOSS (se kilder) fordeler de omkring 75.000, der lider af en spiseforstyrrelse i Danmark, sig således:

· Anorexia Nervosa, også kaldet anoreksi eller nervøs spisevægring: ca. 5.000 personer

· Bulimia Nervosa, også kaldet bulimi eller nervøs overspisning: ca. 30.000 personer.

· Binge-Eating Disorder, også kaldet overspisning eller tvangsspisning: ca. 40.000 personer.

Hvad er årsagen til spiseforstyrrelser?

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er der ikke enighed om årsagerne til, at mennesker udvikler spiseforstyrrelser, men man kan opdele de mulige årsager i tre kategorier:

· De sociokulturelle forhold: Vores kultur har stort fokus på den perfekte krop. Den slanke krop ses ikke kun som et skønhedsideal, den opfattes også som et udtryk for selvkontrol og karakterstyrke. For unge, der er usikre og identitetssøgende, kan en overdreven fokus på krop og udseende forstærke usikkerheden og ødelægge selvbilledet. Børnerådets undersøgelse blandt 1400 elever ’Børnerådets Børne- og Ungepanel’ viste i 2016, at slankekure, madritualer og overdreven træning fylder meget i hverdagen hos både piger og drenge. 18% af pigerne fortæller, at de ofte eller meget ofte er på slankekur, 11% har prøvet at kaste op, efter at de har spist, og 18% fortæller, at de ofte eller meget ofte føler, at det er nødvendigt for dem at følge en streng diæt eller overholde madritualer. For drengene handler det generelt ikke om at tabe sig, men om ikke at veje for lidt og være veltrænede. 15% af drengene mod 7% af pigerne træner seks gange om ugen eller mere fremgår det af analysenotatet ’Analyse: Unge og risikoadfærd for spiseforstyrrelser’ fra Børnerådet (se kilder).

· Familieforhold: Fokus på slankekure i familien, forstyrret forhold til mad og krop, spiseforstyrrelser i familien eller kritiske kommentarer fra familien om vægt og udseende øger risikoen for udvikling af bulimi og anoreksi. Desuden øger det risikoen for udvikling af bulimi og overspisning, hvis der i den nærmeste familie er tilfælde af depression eller alkoholmisbrug, eller hvis en person har oplevet psykisk omsorgssvigt og seksuelle eller fysiske overgreb.

· Individuelle forhold: Undersøgelser viser, at perfektionisme ofte er forbundet med anoreksi og til en vis grad også med bulimi, mens usikkerhed, negativt selvbillede og få nære venner øger risikoen for alle tre spiseforstyrrelser. Ifølge bogen ’Spiseforstyrrelser’ (se kilder) er der øget risiko for, at en person udvikler en spiseforstyrrelse, hvis han eller hun føler sig anderledes, kommer tidligt i pubertet, bliver mobbet, mister et familiemedlem eller oplever stress.

Desuden er der ifølge pjecen ”Information om spiseforstyrrelse hos børn, unge og voksne”, udgivet af Region Midtjylland Psykiatri 2014 (se kilder), en arvelig tendens blandt patienterne til en særlig sårbarhed. Sårbarheden kan medføre, at de reagerer stærkere på utrygge situationer som for eksempel forældres skilsmisse eller mobning i skolen, og en spiseforstyrrelse kan være et udslag af en sådan reaktion.

Hvad viser forskning om spiseforstyrrelsers konsekvenser for parforholdet?

Spiseforstyrrelser kan skabe problemer i parforholdet. Undersøgelsen ”Når spiseforstyrrelsen er tredje hjul i parforholdet” udgivet af VIOSS i marts 2018 (se kilder) belyser, hvordan parforholdet leves og opleves af par, hvor den ene lider af en spiseforstyrrelse. Undersøgelsen viser, at parforholdet og partneren kan være en vigtig støtte, men også at spiseforstyrrelsen kan sætte parforholdet under stort pres, blandt andet fordi intimiteten bliver udfordret, sexlivet udfordrende, og det sociale liv med andre omkring måltidet begrænset. Partneren kan føle sig utilstrækkelig og udvikle stress og depression. Mange par tvivler på fremtiden og bekymrer sig om, hvorvidt det vil være muligt for dem at stifte familie, og om de kan risikere at give spiseforstyrrelsen videre til deres børn, fremgår det af rapporten.  

Hvad er anoreksi?

Anorexia Nervosa er den fulde latinske betegnelse for nervøs spisevægring. Navnet refererer til, at anorektikeren er sygeligt angst for at være for tyk, og at vedkommende har et helt urealistisk syn på sin krop. Det er en del af anoreksien, at patienten mangler selverkendelse i forhold til sygdommen, og derfor ikke mener, at den lave vægt er et urealistisk eller usundt mål. Det fremgår af ”Information om spiseforstyrrelser hos børn, unge og voksne” (se kilder). Uanset hvor tynde anorektikerne bliver, føler de sig alligevel for tykke. Det er desuden kendetegnende for anorektikere, at de er voldsomt optagede af mad, så deres tanker konstant kredser om det. I rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) hedder det, at diagnosen kan stilles, når følgende er opfyldt:

· Vægttab på mindst 15% af normalvægten eller et BMI på mindre end eller lig med 17,5 (BMI, Body Mass Index, udregnes ved hjælp af vægten (i kilo) divideret med højden gange højden (i meter)).

· Intens frygt for at opretholde selv en normal kropsvægt, hvilket giver sig udslag i selvinduceret vægttab ved at undgå ‘fedende mad’ eller ved at tvinge sig til at kaste op, misbrug af laksantia (afføringsmidler), umådeholden motion, anvendelse af appetithæmmende midler og diuretika (lægemidler, som øger udskillelsen af urin fra kroppen, vanddrivende medicin).

· Forstyrret kropsopfattelse og -billede. Den unge føler sig tyk på trods af undervægt.

· Forsinket pubertetsudvikling. Efter puberteten, ophør af menstruation.

Hvor længe har man kendt til anoreksi?

Anoreksi er ikke et nyt fænomen. Historien kan give flere eksempler på kvinder, der har lidt af anoreksi. Blandt andet den portugisiske kongedatter Wilgefortis (o. 1000 f.Kr.) og den hellige Catherina af Siena (1347-1380). I middelalderen havde selvvalgt faste ud fra religiøse motiver et sådant omfang, at man ligefrem taler om anorexia mirabilis, hellig anoreksi. I 1694 omtaltes anoreksi for første gang som en sygdom af den engelske læge Richard Morton, men først i 1874 blev den navngivet af hans kollega William Gull.

Man kan læse mere om anoreksi historisk set i bøgerne ’Kroppens tyranni. Om anoreksi, bulimi og andre spiseforstyrrelser’ og ’Anorexia og Bulimia nervosa og hypnose, fødselstraume, korttids analytisk hypnoterapi. Teori, praksis og opgørelse’ (se kilder).

Hvem får anoreksi?

Anoreksi kan ramme alle mennesker, men rammer særligt piger og unge kvinder i alderen 12-24 år. Det fremgår af Region Midtjyllands pjece ”Information om spiseforstyrrelser hos børn, unge og voksne” (se kilder). I et registerstudie udgivet i 2015 har forskere gennem 15 år fulgt 966.141 unge født i perioden 1989-2006. Af dem udviklede 2136 piger anoreksi, mens det gjaldt 188 af drengene. Tallene er med stor sandsynlighed underestimeret, da kun de officielt registrerede tilfælde af anorektikere i behandling er regnet med. Piger med anoreksi bliver ofte diagnosticeret omkring 15-årsalderen, For drengene ofte i 13-årsalderen. Det kan skyldes, at et vægttab er mere usædvanlig for unge drenge og derfor bliver opdaget tidligere. En norsk undersøgelse fra 2008 angiver ifølge artiklen “Flere mænd har et sygt forhold til mad” (se kilder), at der er en stigende tendens til, at både unge drenge og voksne mænd får anoreksi. Ph.d. Simon Sjørup siger i samme artikel, at årsagen er, at det ikke længere er nok for mænd at sørge for indtægten til familien, men at de nu skal være attraktive på mange forskellige fronter.
Den store skam, som mænd med spiseforstyrrelser ofte oplever, betyder, at der er et stort mørketal på området, og at mange mænd aldrig bliver behandlet for deres lidelser, forklarer projektleder ved Videncenter for Spiseforstyrrelser og selvskade Rasmus Thastum i artiklen ’”Mænd med spiseforstyrrelser lever i skam’” på NetAvisen (se kilder):”Traditionelt har spiseforstyrrelser været anset som en kvindesygdom, og det bevirker, at mænd med spiseforstyrrelser føler sig stigmatiserede (altså stemplede som sociale afvigere fra normen) og derfor ikke råber op og søger hjælp. Der er et stort tabu forbundet med at lide af en spiseforstyrrelse, hvis man er en dreng eller en mand”.
 

Emilie var tæt på at dø af anoreksi. Her fortæller hun om hvordan det hele begyndte, hvordan hun tænkte om sig selv, og hvordan hun kom i behandling. I serien Menneskebiblioteket. Produceret af TV2 Lorry.

Hvordan udvikler anoreksi sig?

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) starter anoreksi typisk med en slankekur. Men når det første mål er nået, sætter anorektikeren et nyt og lavere mål for sin vægt. I stedet for at begynde at spise almindeligt, fortsætter anorektikeren altså med at tabe sig. Udover at anorektikeren kontrollerer sit madindtag, er vedkommende ofte overdrevent fysisk aktiv og anvender afføringsmidler og vanddrivende medicin eller fremprovokerer opkastninger for at tabe sig. Et andet kendetegn er, at anorektikeren helst spiser alene, kun indtager små mængder, men bruger lang tid ved bordet og ofte ’roder’ med maden.

Hvad er anorektikerens kropslige symptomer?

Hvis en person bliver anorektisk, inden puberteten er afsluttet, bliver vedkommende hæmmet i sin vækst og udvikler en række symptomer:

· Hormonelle forstyrrelser med nedsat eller manglende produktion af kønshormoner

· Nedsat kønsdrift og udebleven menstruation hos piger

· Nedsat kønsdrift og impotens hos drenge

· Nedsat knoglemineralisering med efterfølgende knoglesmerter

· Lavt stofskifte, hvilket igen medfører:

· Lav kropstemperatur

· Tør hud

· Forstoppelse

· Lav puls

· Lavt blodtryk

· For at kompensere for den lave kropstemperatur får anorektikeren ofte vækst af dunhår i ansigtet og på ryggen.

· Langvarig sult kan endvidere medføre skader på en række organer, for eksempel hjerte, muskler og hjerne.

Informationerne er hentet fra rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder).

Hvad er anorektikerens psykiske symptomer?

Ifølge rapporten “Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling” (se kilder) er det mest udtalte psykiske symptom, at anorektikeren har forvrænget kropsopfattelse og manglende erkendelse af at være syg og have behov for behandling. Anorektikeren har høje præstationskrav til sig selv og et behov for kontrol, som øges i takt med vægttabet, så anorektikeren med tiden vil kontrollere alt – for eksempel kalorieindtag, skolearbejde og motion. Udsultningen medfører ofte koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder, irritabilitet og tristhed. Hun/han er uglad, har ringe selvtillid og kan udvikle egentlig depression med medfølgende selvmordstanker.

Hvordan behandles anorektikere?

Ifølge rapporten ’Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling’ (se kilder) benyttes følgende behandlingstilbud:

· Psykoterapi. Der er dog ikke foretaget nogen fyldestgørende undersøgelse af effekten. I Danmark benyttes især individuel terapi og gruppeterapi. Sidstnævnte skal man dog passe på med i den akutte fase, idet man risikerer, at patienterne konkurrerer med hinanden om at være tyndest. Familieterapi har vist sig effektiv over for børn og unge.

· Behandling med psykofarmaka, altså medicin der påvirker psyken, har ikke vist sig effektiv på anorektikere. Det anbefales dog, at den benyttes, hvis patienten stadig lider af depression, angst eller OCD (en lidelse med tilbagevendende tvangstanker), når anorektikeren har opnået normal vægt. Det er vigtigt at få anorektikeren til at opnå normal vægt, da det kan forebygge varige organskader, hvis behandlingen starter i tide og gennemføres.

I rapporten anbefales det desuden, at anoreksipatienter har mulighed for at blive behandlet både ambulant, i daghospital og under indlæggelse. Det anbefales desuden, at der indgås en behandlingskontrakt med patienten med aftaler om forløbet. I rapporten ”National Klinisk Retningslinje for Behandling af Anorexia Nervosa”, udgivet af Sundhedsstyrelsen 2016 (se kilder) konkluderer arbejdsgruppen bag undersøgelsen, at børn og unge med anoreksi får lige så godt udbytte af en kortere som af en længere indlæggelse, og at den kortvarige er at foretrække for at minimere stigmatisering (at patienten bliver stemplet som social afviger) og indgriben i patientens hverdag og sociale liv. ”For børn og unge kan en kortvarig indlæggelse muliggøre hurtig tilbagevenden til skolegang i eget miljø og derved i mindre grad påvirke barnets/den unges udvikling”, står der i rapporten. Men arbejdsgruppen understreger samtidig, at det kan være hårdt for forældrene at bære ansvaret for at passe på anorektikeren alene.

Hvad er effekten af behandling af anorektikere?

Patienthåndbogen (se kilder) kan per 5. november 2015 oplyse, at cirka halvdelen af de anoreksiramte, som kommer i behandling, bliver raske, men ca. 2/3 af alle anoreksiramte vil fortsat bekymre sig om mad og vægt. Omkring 15% af anorektikerne får det slet ikke bedre. Man kan dø af anoreksi. Ca. 5% af de, som har sygdommen, dør for tidligt. Halvdelen af disse dør ved selvmord. Resten dør af følgesygdomme til den langvarige underernæring f.eks. hjertesvigt, skriver speciallæge Anne Marie Råberg Christensen i Patienthåndbogen. Ifølge artiklen ”Trods fremskridt: Høj dødelighed ved anoreksi” i Kristeligt Dagblad (se kilder) har specialiseret behandling nedbragt dødeligheden væsentligt de sidste 25 år. I 1993 havde anoreksipatienter således 11 gange højere risiko for at dø af sygdommen. Trods dette er anoreksi fortsat den mest dødelige lidelse blandt alle psykiatriske diagnoser og trækker i gennemsnit 10-20 år fra patientens forventede levetid, viser et studie fra Oxford University, fremgår det af artiklen.

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har sammen med modefirmaet Carmakoma stået bag et særligt modeshow under uret på Hovedbanen.

Foto: Linda Kastrup / Scanpix