Skaterkultur

Artikel type
faktalink
stud.cand.comm Charlotte Holm Kiesow, iBureauet/Dagbladet Information. 2007
Skaterkultur.  Skater fyr med orangerød hue skater med skateboard oppe i luften på Jarmers plads. Foto: Scanpix Danmark
Skaterkultur
Skater fyr med orangerød hue skater med
skateboard oppe i luften på Jarmers plads.
Foto: Scanpix Danmark

Familier pakket ind i hjelme, knæbeskyttere og rulleskøjter ude på en trilletur søndag eftermiddag. Unge på skateboards, der svæver imellem et jerngelænder og asfalten mange meter længere nede. Skaterfolket er en broget gruppe, spredt udover store dele af planeten. Men selvom betegnelsen ’skater’ kan bruges om alle, der skøjter på is, hjul eller rullende bræt, kan skatere også mere snævert defineres som medlemmer af en særlig subkultur.
Fortællingen om denne subkultur begyndte med nogle surfere uden bølger og med nogle solbeskinnede slumkvarterer i Californien, hvor unge pionerer med dødsforagt grundlagde den anarkistiske sportsgren skateboarding. En sportsgren som efterhånden har været genstand for samfundets generelle forargelse i omkring halvtreds år, men som i dag har udviklet sig til en stor industri.

Introduktion til Skaterkultur

Hvad er skate?

Den bredeste definition på skate dækker ifølge hjemmesiden www.en.wikipedia.org (se kilder) over følgende sportsgrene:

  • Skateboarding
  • Isskøjteløb eller iceskating
  • Rulleskøjteløb eller rollerskating (Aggressive Inline-skating)

Stereotypen af skatere som teenagedrenge med hængerøv er - ja - en generalisering. Skatere kan også være piger i prinsessekjoler, der laver piruetter på is. Når dette er sagt, har skøjtekulturen og skaterkulturen dog ikke meget til fælles. For de fleste dækker skaterbegrebet over udøverne af rulleskøjtning og skateboarding. Disse skatere har kulturelt mere til fælles med snowboardere og surfere end med dem, der skøjter på is. Fælles referencerammer for rulleskøjter, skateboards, snowboards og surfboards er farten, forhindringerne, som for eksempel brugen af ramper og brugen af byrummets arkitektur, hjul og bræt.

Indenfor skate behøver der ikke være nogen begrænsninger eller regler, og grænsen mellem leg og træning er flydende. Sammenlignet med andre sportsgrene er den springende forskel, at klassiske idrætsformer, som gymnastik og boldspil typisk har et idealbillede, som man indlærer til perfektion ved hjælp af instruktion fra en lærer. Skate handler derimod om læring, altså at eksperimentere, opbygge og udtrykke sin egen stil, at udforske sine egne fysiske grænser og søge et æstetisk udtryk samtidig, ifølge artiklen “Skating - en livsstil mellem sport og leg” (se kilder).

Hvad er rulleskøjtning?

Ifølge hjemmesiden www.netdoktor.dk (se kilder) findes der over ti millioner rulleskøjteløbere verden over. Der findes følgende slags rulleskøjter:

  • Inlines: Rulleskøjter, der har fire eller fem hjul på en linje. Inline skating foregår tit de samme steder som skateboarding, for eksempel på skateparkernes ramper.
  • Side-by-sides: Rulleskøjter, hvor de fire hjul er placeret to og to over for hinanden, så de danner en rektangel.

Hvilke slags rulleskøjtestilarter er der?

  • Fitness: Fitness-stilen er for folk, der vil motionere. De fleste, der står på rulleskøjter, hører ifølge hjemmesiden www.netdoktor.dk (se kilder) ind under denne gruppe.
  • Aggressive skating: En stilart som er fælles for skateboardere og rulleskøjteskatere. Aggressive - eller Streetskating, som det også kaldes - handler om at lave grinds, tricks og hop på alle slags forhindringer, det kan være på ramper eller på gaden.
  • Free skating: Kaldes også urban skating, free riding eller speedskating. Det går ud på at lave hop og slides. Hastigheden er vigtig, det gælder om at komme så hurtigt så muligt fra et sted til et andet, og forhindringerne på gaden skal overkommes så hurtigt som muligt.
  • Rullehockey: Hockey, som man spiller med rulleskøjter på, hvor der er asfalt.

Hvad er skateboarding?

Skateboarding er en sport, en kunstform, en hobby, en transportform, og sidst men ikke mindst en livsstil. Ifølge en.wikipedia.org (se kilder) anslog en rapport af American Sports Data fra 2002, at der findes 12,5 millioner skateboardere på verdensplan, men det er svært at angive præcise tal, da skateboarding primært dyrkes på uorganiseret plan.

Foruden det normale skateboard, findes der også en variant, der hedder longboards. Det er lange skateboards, der er designet lidt ligesom surfbræt. Longboards bruges primært til transport.

Hvilke slags skateboard-stilarter er der?

  • Vert: Vert (eller rampe) er en forkortelse for ordet vertical, som betyder lodret. Man kalder stilen vert, fordi det er den retning, som trickene går, når skaterne kører på ramper og flyver op i luften. Vert var især stort i 1970’erne og 1980’erne.
  • Street: Fra slutningen af 1980’erne begyndte streetskating at overhale vert-stilen i popularitet. Street-stilen foregår i bylandskabet, hvor alt kan bruges som forhindringer. Med street-stilens fremkomst kom en ny generation af skateboard-stjerner til, ifølge DR’s hjemmeside (se kilder).
  • Freestyle: Freestyle kendetegnes ved, at man i princippet ikke behøver at bevæge sig ud af stedet, men at man kan stå og lave en masse tekniske tricks på samme sted. Stilen var populær allerede fra 1960’erne, hvor surfboarderne brugte skateboardet til at indøve deres forskellige tricks og bevægelser med fast grund under fødderne. Freestyle blev stort i 1980’erne men mistede popularitet i 90’erne.
  • Big Air: Denne gren af skateboarding foregår på enormt høje og lange ramper, som man skater ned ad og flyver gennem luften, mens man eventuelt laver tricks, hvorefter man gerne skulle lande på en anden rampe, ifølge et videoklip på hjemmesiden www.youtube.com (se kilder).

Hvor skater man?

Skatertræf i Parken i København under titlen Prygl i Parken. Foto: Ricky John Molloy/Polfoto
Skatertræf i Parken i København
under titlen Prygl i Parken.
Foto: Ricky John Molloy/Polfoto
  • Skateparks: Skateparks er indendørsbaner udstyret med ramper, designet til at skate på. Der findes skateparks rundt omkring i landet, for eksempel Roskilde Skatepark og Copenhagen Skatepark.
  • Spots: Et spot eller “godt sted” defineres af skatere ved, at arkitekturen - ofte utilsigtet af byplanlæggerne og arkitekterne bag bygningerne - er god at skate på. Eksempelvis er Amager Strandpark tæt på København blevet taget i brug som et spot, fordi der er lange betonlagte arealer udstyret med trapper og gelændere.
  • Gaden: Skaterne tilegner sig både byens offentlige steder og de glemte og øde industriområder og tilfører dem en ny mening som legeplads for deres akrobatiske udfoldelser på bræt og hjul. Det kan være fortovskanter, trapper, gelændere, skraldespande - kun kreativiteten og modet sætter grænserne.

Hvad findes der af skateboardtricks?

Ifølge hjemmesiden www.skateboardabout.com (se kilder) er følgende tricks de mest fundamentale:

  • Ollien: Et trick, hvor skateren sparker brættet op i luften og hopper. Effekten er, at skateboardet bliver hængende under fødderne.
  • Kickflips: Et kickflip går ud på at få brættet til at dreje sidelæns hele vejen rundt om sig selv mindst en gang, imens skateren svæver ovenover boardet. Tricket skulle gerne slutte med, at skateren lander på skateboardet igen og ruller videre.
  • Kickturns: Et kickturn går ud på, at skateren kommer kørende og med sin bageste fod sparker boardet til siden for at skifte retning.
  • Grinds: At grinde vil sige, at man kører på metallet imellem hjulene på sit skateboard. Man grinder ofte på gelændere, bænke og fortovskanter. Der findes mange forskellige slags grinds, blandt andet 50-50 grinds, hvilket vil sige, at skateren bruger begge metalstykker, både for- og bagstykkerne.
  • Rock’n’rolls: En rock’n’roll på en rampe er det trick, hvor skateren kører op på kanten af rampen med det ene sæt hjul og derefter kører væk igen.
  • Manuals: En manual betyder, at skateren ruller af sted på baghjulene, så den forreste del af skateboardet løfter sig fra jorden. Samtidig må den bageste del af brættet ikke røre jorden.

Hjulenes og brættes historie

Hvad er skøjternes historie?

Isskøjterne er den ældste opfindelse indenfor skating. Man ved ikke, hvornår skøjterne blev opfundet, men arkæologer har fundet meget gamle eksemplarer i Skandinavien, Rusland, Tyskland, Schweiz og Storbritannien i form af skøjter, der var lavet ud af dyreknogler. Omkring det 13.-14. århundrede begyndte man at lave skøjter af stål, og den første afbildning af skøjtende folk stammer fra Nederlandene omkring det 15. århundrede. Man kan for god ordens skyld tilføje, at følgende sportsgrene er baseret på skøjter:

  • Figure skating
  • Ishockey
  • Speedskating
  • Tourskating
  • Touretteskating

Hvad er rulleskøjternes historie?

Rulleskøjterne er ældre end Den Franske Revolution. Ifølge www.en.wikipedia.org (se kilder) optræder rulleskøjterne for første gang i 1743 i historiske kilder. Ved en sceneoptræden i London blev rulleskøjterne brugt, men det er i den historiske overlevering gået tabt, hvem opfinderen var.

I 1760 blev Jean-Joseph Merlin dog den første kendte opfinder af en primitiv inline-rulleskøjte med metalhjul på en lige linje. Denne udgave lignede vore dages inlines, men den var ganske ringe at manøvrere rundt på.

Rulleskøjterne kunne kun bevæge sig i en lige linje og måske slå store sving til siden.

Side-by-side rulleskøjten - designet med hjulene i to par der danner en rektangel - blev opfundet i New York i 1863 af James Leonard Plimpton. Plimpton forsøgte med side-by-side rulleskøjterne at forbedre designet og bevægeligheden, og det fik han succes med. Allerede tre år senere blev den første rullebane åbnet i Newport, Rhode Island. Denne udgave af rulleskøjterne skulle hurtigt blive den dominerende version, alt imens inlinerne blev glemt. Ikke før godt og vel et århundrede senere, i 1979, begyndte produktionen af inliners igen at tage fart. Det skete, da to mænd fra Minneapolis i USA fik den ide, at man kunne bruge inlinerne til hockey-træning uden is. De to begyndte at redesigne inlinerne, og få år senere startede de det navnkundige firma Rollerblade Inc. I 1980’erne og starten af 90’erne blev mærket Rollerblade så populært, at det inspirerede andre firmaer til at gå i inliner-fodsporene og kopiere designet. Dette bragte inlinernes popularitet tilbage, og de overhalede side-by-side modellen. Inlineskating blev det store hit i starten af 1990’ernes USA, men allerede i 1996 begyndte salget at gå ned igen, og inlinernes status som en trend fortog sig.

I dag kan man sige, at der findes to grupper indenfor rulleskøjtefolket. Den ene gruppe er mainstream-rulleskøjteløberne, der kan kaldes fitness-gruppen, ifølge hjemmesiden Netdoktor (se kilder). Fitnessgruppen løber på rulleskøjter for at få motion på en sjov måde og bruger rulleskøjterne som en transportform. Og så er der den gruppe, der kan kaldes skaterne. Det er dem, der streetskater og skater aggressive, og denne stilart har en del fællestræk med skateboarding. 

Hvad er skateboardets historie?

I løbet af det sidste halve århundrede har skateboarderne løbet side om side med rulleskøjterne og er blevet en fast del af storbybilledet. Sportsgrenens svingende popularitet har flere gange igennem historien sendt brætterne om allerbagest i skabe rundt omkring på alverdens teenageværelser, hvor de måtte vente på bedre tider. Men hver gang er skateboardet kommet tilbage og har fundet fodfæste blandt nye generationer. Skateboardets historie består således af en række op- og nedgangsperioder, som netopslagsværket en.wikipedia.org (se kilder) kalder “generationer”.

Ifølge myten udsprang skateboardet af surfboardet. Der herskede en stærk surferkultur på USA’s vestkyst i Californien i 1950’erne, især ved Venice Beach, som var et samlingssted for surferne. Surfboardet, brættet der bruges til at ride på havbølgerne, skulle i skateboardet få en slags landfast lillebror, som mange surfere tyede til, når de skulle bevæge sig fra bølgerne og op på den solide asfalt. Om skateboardets oprindelse hedder det, at nogle unge, der drømte om at surfe, opfandt hybriden mellem et surfboard og et par rulleskøjter. Det allerførste skateboard blev sat sammen af hjul fra et par gamle rulleskøjter og et lille træbræt formet som et surfbræt, og dermed var asfalt-surfboardet opfundet.

Samtidig var der et babyboom, en stor generation af børn i 1950’ernes USA, der rendte rundt på gader og stræder. De mange børn efterspurgte nye lege og sportsgrene, ifølge bogen “Skateboarding” (se kilder), og de tog derfor godt imod den nye opfindelse.

I 1959 kom de første masseproducerede skateboards på markedet, og allerede her skete skateboardets første bevægelse fra undergrunden og over i den kulturelle mainstream. I 1960’erne blev skating så populært i USA, at surfboard-firmaerne begyndte at producere skateboards. Et enkelt mærke, Makaha, solgte i perioden 1963-1965 for fire millioner dollars skateboards, og enhver surfer med respekt for sig selv havde også et skateboard. Hjulene var lavet af ler, et dårligt materiale, og derfor var de første skateboards farlige at færdes på. Allerede i samme årti fik skateboarding en nedgangsperiode. Trenden vendte dog stærkt tilbage i 1970’erne. 

Hvad var anden generation?

Anden generation af skateboarding begyndte i starten af 1970’erne, da Frank Nasworthy - en ingeniør, der gik højt op i surf og flyveteknik - fik en lys ide. Han brugte materialet polyurethane, en slags plastik, til skateboardenes hjul. De nye hjul gav et kæmpe løft til boardets kvalitet og bevægelighed, og dermed kom skateboardingen igen. En generel forbedring i boardenes materialer og design gjorde, at man kunne eksperimentere endnu mere med det akrobatiske potentiale, der lå i skateboardet.

Z-Boys eller Dogtowners fra Californien var en gruppe unge, som den legendariske skateboardbutik Zephyr samlede som et team for at skabe opmærksomhed om sporten. Zephyrs ide virkede, for Z-drengene gik op i skateboardingen med liv og sjæl, og de havde, ifølge bogen “Skateboarding” (se kilder), autencitet nok til at skabe en subkultur. Historien om Dogtownerne er blevet skildret i filmen “Lords of Dogtown” (se kilder). 

Hvornår begyndte skaterne at bruge pools og skateparks?

En uventet gave til skaterne skete i 1976. En tørke ramte Californien, og manglen på vand fik myndighederne til at udstede forbud mod at fylde de mange swimmingpools. Hvor alle andre bare så tomme og triste swimmingpools, øjnede skaterne nye baner, der bare ventede på at blive taget i brug.

Samme år poppede de første skateparks op i USA. De var kommercielle i den forstand, at de blev lavet af folk, der så muligheder for at tjene hurtige penge på trenden. Men efterhånden som skaterne begyndte at udføre mere og mere farlige tricks, blev forsikringspræmierne for parkerne hævet til enorme summer. Det betød, at mange skateparker lukkede, og endnu engang blev skateboardingen forladt af masserne i starten af 1980’erne. 

Hvad skete samtidig på USA’s østkyst?

I 1976, hvor Z-Boys skatede rundt i swimmingpools i Californien, begrænsede trickene sig endnu til todimensionelle manøvrer, bl.a. at stå på forhjulene eller at dreje 360 grader rundt på baghjulene. Men samtidig i Florida på USA’s østkyst opfandt Alan Gelfand, alias Ollie, det første moderne trick: Ollien - tricket, hvor skateren sparker brættet op i luften og hopper så skateboardet bliver hængende under fødderne. Der skulle gå to år, før Alan Gelfand tog til Californien og rystede de californiske skateres verdensbillede med sit nye trick. Herfra blev tricket udbredt via medierne til resten af verden. Først troede man ikke på, at tricket var ægte, og man mistænkte Gelfand for på en eller anden måde at have fastgjort skateboardet til sine fødder. Men tricket skulle sætte en hel kæde af tricks i gang, da man først indså skateboardets store potentiale.

Hvilken rolle spillede skatermagasinet Thrasher?

Selvom skateboardkulturen stod lidt på vågeblus i starten af 1980’erne, kom skatermagasinet Thrasher på gaden i 1981. Thrasher, - som betyder skateboarder - blev talerør for skaterkulturen med mottoet: “Skate and Destroy”. Nu hvor mange skateparker var lukkede, opfordrede magasinet sine læsere til i stedet at udnytte byrummets mange muligheder.

Parkeringspladser, legepladser på skoler, tomme varehuse, alt, hvad der var belagt med asfalt, blev taget i brug til at skate på. Et andet blad, Transworld Skateboarding, blev lanceret i 1983, og Transworlds reaktion på Thrashers lidt rå motto, var strategien: “Skate and Create”. Det var en opfordring til, at skaterne selv skulle bygge deres forhindringer og skatemiljøer, og ifølge slang-netordbogen www.urbandictionary.com (se kilder) prøvede det nylancerede blad at imødekomme et mere kommercielt marked og at give en bredere appel med det konstruktive budskab. Ifølge bogen “Skateboarding” (se kilder) fulgte skaterne begge opfordringer, og som paddehatte i en underskov skød det op med ramper, miniramper i haver, garager og alle steder, hvor man ellers kunne komme af sted med at bygge forhindringer. 

Hvad var tredje generation?

Skateboardingens tredje generation forløb fra midten af 1980’erne til starten af 1990’erne. Her åbnede der mange skateboardfirmaer, og skaterne kastede sig i denne omgang over ramper (vert). Unge, talentfulde skatere som Tony Hawk, Steve Caballero, Matt Hensley, Mark Gonzales og mange andre blev professionelle, og skatekulturen blev så kommerciel, at de unge stjerner ofte kunne tjene flere penge end deres forældre.

Skateboardere havde fra starten været stof for forargelse i den offentlige opinion og blandt de ældre generationer, blandt andet fordi de unge brugte byrummet og dets arkitektur på en helt anden måde end tiltænkt. På trods af det dårlige image blandt mange i de ældre generationer kunne medierne og reklamefolkene ikke tillade sig at overse, at skateboarding var både kreativ, fotogen og havde en rig visuel tiltrækningskraft på den stedse mere købekraftige ungdom. Da Tony Hawk sagde ja til at være hovedpersonen i et computerspil, blev han et internationalt symbol på skaterkulturen, og spillet blev medvirkende til at udbrede skateboarding.

Skateboardet fik desuden mulighed for at køre på de bonede gulve, da Extreme Games, en slags olympiade for ekstreme sportsgrene, blev lanceret i Rhode Island, USA, i 1995. Her var skateboard nemlig en disciplin. 

Hvor står skateboarding i dag?

Freestyle mistede popularitet i starten af 1990’erne. Samme vej gik det for vert-skating og nu handler den fjerde generation af skateboarding om især street-skating. Hjulene er blevet så lette, at skaterne kan fokusere på tricks i en grad, der aldrig har været set før. Skateboardenes nuværende form er udsprunget af freestyle-boards’ene fra 1980’erne og ifølge en.wikipedia.org har freestyle haft en del indflydelse på vore dages street-skating.

Hvad kendetegner skate-industrien?

På trods af at skaterkulturen ofte har haft et blakket ry i den offentlige mening - eller måske netop derfor - er skateboarding blevet en stor industri med enorme omsætninger, hvor professionelle skatere kan tjene millioner om året. Der blev for eksempel solgt for 5,2 milliarder amerikanske dollars indenfor skateboard-industrien i 2004, ifølge hjemmesiden www.skateboardiasc.org (se kilder). Tallet er opgjort af et firma ved navn Board-trac, som laver markedsanalyser af skateboardmarkedet, og tallet inkluderer tilbehør, beklædning, fodtøj og skateboards. Der går en hårfin grænse mellem mainstreamindustrien og de ’hjemmelavede’ mærker, startet af skateboardere og for skateboardere. En typisk del af skateres selvforståelse er, at man ikke vil handle hos firmaer, som bare er ude på at lave profit på skaterkulturen. Et andet træk ved skateboardindustrien er, at skateboardfirmaer producerer film med deres respektive teams. Teamene består af professionelle skatere, og filmene kan ifølge hjemmesiden da.wikipedia.org (se kilder) have store budgetter. At øve, udvikle nye tricks og at optage trickene på film er nogle af de grundlæggende træk ved skaterkulturen. For mange unge talenter kan dette være et led i forsøget på at blive opdaget, få sig en sponsor og blive proskater.

Hvad er proskatere?

I dag kan man kalde skating en industri, og de professionelle skatere (proskaterne) bliver sponsoreret af firmaer, der laver tøj og skateboards. 

Nogle få proskatere kan leve af at skate. Skatere, der virkelig stikker af fra mængden, på grund af teknisk snilde, kreativitet og ustoppelig skubben til grænserne, kan blive proskatere. Dels forsyner de forskellige mærker de professionelle skatere med skateboards og tøj, og dels betaler de proskaterne for at bruge tøjet og grejet ved så mange lejligheder som muligt: under træning og til konkurrencer for eksempel. De fleste professionelle skatere har et såkaldt signaturbræt. Det er et skateboard med deres autograf og et grafisk design på, som den professionelle har valgt. I dag er det en del af kulturen, at mange unge skatere selv forsøger at nå til tops ved at deltage i så mange konkurrencer som muligt, og ved at filme deres bedste tricks og lægge dem ud på nettet. På den måde, er der mange der håber på at kunne leve af deres livsstil og ikke behøve at koncentrere sig om andet end at skate. Listen af kendte skatere er lang, og hvem der er de kendteste skateboardere, afhænger af hvem man spørger. Men nedenfor præsenteres nogle af de store:

  • Tony Hawk: Proskater og en af de mest berømte skateboardere. Han startede med at skate som 14-årig og er opfinderen af en lang række tricks. Blandt andet var han den første, der lavede en 900, et spin hvor man drejer 2 ½ gang rundt. Desuden kan han skrive på sit cv, at han har sin egen computerspilserie “Tony Hawks Pro Skater”, som er kendt af de fleste unge verden over.
  • Rodney Mullen: Mullen, som også kaldes Mutt eller King, blev professionel i 1980 og er måske verdens bedste streetskater. Han har blandt andet været med i det legendariske Bones Brigade, et team med mange af de store legender. Mullen ejer et skateboardfirma og er opfinderen bag mange tricks, blandt andet har han lavet en nyfortolkning af Ollien. Mullen er også forfatter til bogen “The Mutt: How to Skateboard and not Kill Yourself”, som er en selvbiografi.
  • Rune Glifberg: Er en danskfødt skater fra københavnerforstaden Rødovre og en af sværvægterne indenfor vert-stilen. Han har været professionel siden 1992 og blev verdensmester i 2001. Glifberg fortæller i interviewet “Fra Rødovre til verdensstjerne” (se kilder), hvordan han som knægt blev inspireret af Nicky Guerrero - en anden dansk skateboardlegende.
  • Shaun White: White, også kendt som The Flying Tomato på grund af sit røde hår, er et usædvanligt talent både indenfor skateboarding og snowboarding. White har været en farlig modstander for konkurrenter allerede siden tolvårsalderen, og den unge superstar blev i 2003 professionel i en alder af 16 år.
  • Elissa Steamer: Verdens første og måske største kvindelige proskater. Hun startede med at skate i 1989 og blev proskater i 1998, hvor hun som den første kvinde fik sin egen skateboardmodel opkaldt efter sig. Hun var også den første kvindelige figur, som man kunne spille i Tony Hawks computerspil, “Tony Hawks Pro Skater”.