Hvilke rødder har ordet 'naturalisme'?
Begrebet stammer oprindeligt fra latin og er kommet til Danmark via det franske sprog. I Politikens Retskrivnings og Betydningsordbog (se kilder) står der om ‘naturalisme’: “retning fra slutningen af 1800-tallet inden for kunst og litteratur, som tilstræber en nøje gengivelse af virkeligheden”. I filosofisk forstand fortælles det, at man i Naturalismen lægger vægt på: “at det eneste virkelige er naturen, som den studeres inden for moderne naturvidenskab som for eksempel biologien”.
Hvad er Naturalismen?
Naturalismen opstår i Europa i den anden halvdel af 1800-tallet. Den er en særlig gren af Realismen, der er en vældig strømning, der igennem mange hundrede år flyder igennem verdens kunst. Naturalismen er først og fremmest et grundsyn på mennesket og på dets omgivelser. Her lægges vægt på, at alle fænomener og processer i naturen og i menneskets indre forløber efter determinerende naturlove - det vil for eksempel sige love for arv og overlevelse - som det er umuligt at bryde med.
Naturalismen er en kulturretning, der har stærke rødder i den generelle samfundsudvikling, som især Frankrig og England gennemløb i hele 1800-tallet. Naturalismens krav om troværdighed og objektivitet, som eksempelvis den naturalistiske billedkunst eller litteratur levede efter, var derfor nært forbundet med den samfundsmæssige udvikling i perioden, særligt med den buldrende industrialisering og den moderne naturvidenskabs etablering.
Videnskaben spillede en afgørende rolle i Naturalismen, og især de teorier, som den engelske biolog Charles Darwin fremsatte om menneskets oprindelse, vendte op og ned på, hvad mennesker i mange århundreder havde betragtet som urokkelige sandheder. Darwins teorier - der rystede den kristne kirke i dens grundvold - konkluderede, at mennesket ikke var skabt af Gud, men blot var et særligt højtudviklet led i naturens evige kamp om overlevelse og formering. Darwins teorier var del af det nye videnskabsideal, der dominerede perioden. Det kaldes ‘positivistisk’ og er kendetegnet ved, at alt skulle kunne måles og vejes for at være interessant for videnskaben. På den anden side var Naturalismen også kraftigt farvet af idealer, der kunne føres over 100 år tilbage i tiden til Oplysningstiden. I begge perioder var der nemlig en stærk tro på, at naturvidenskabens glasklare principper ville brede sig til alle dele af menneskets tilværelse og derved civilisere hele menneskeheden.
I Danmark blev Naturalismen kendt som Det Moderne Gennembrud, der dominerede det danske samfund fra 1870-90. Georg Brandes, der var en nybagt doktor i æstetik, skød bevægelsen i gang ved en række forelæsninger ved Københavns Universitet. Her talte han varmt for en kunst og litteratur, der turde gøre op med den romantiske periodes klæge Biedermeier-idyl med alle dens fortielser, fortrængninger og tyngende, kristne normer. I stedet ønskede Brandes en stærk og ubundet litteratur, der intet stak under stolen, men i stedet trak samfundets problemer frem i lyset og turde sætte dem under debat. Alt for længe havde litteraturen ifølge Brandes handlet om kærlighed, længsler og drømme om tiden, der var engang. Nu skulle den handle om noget vigtigt - den nye tids idéer og spørgsmål, eksempelvis spørgsmål angående religionen, det enkelte menneskes frihed og kvindens stilling i ægteskabet og i samfundet.