venus fødsel
Maleriet 'Venus' fødsel' af Sandro Botticelli blev malet under renæssancens højdepunkt i 1484-1486 og kan ses i Uffizierne i Firence
Foto: Scanpix

Renæssancen

Artikel type
faktalink
journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2006. Opdateret af journalist Astrid Sandvad Kudahl, oktober 2017.
Top image group
venus fødsel
Maleriet 'Venus' fødsel' af Sandro Botticelli blev malet under renæssancens højdepunkt i 1484-1486 og kan ses i Uffizierne i Firence
Foto: Scanpix
Main image
Atlas over planetens himmellegemer. Joannes Janssonius, Amsterdam, 1660.
Atlas over planetens himmellegemer. Joannes Janssonius, Amsterdam, 1660.
Foto: Scanpix

Renæssancen er brandvarm. Perioden ligger måske godt gemt i Europas historie, men ideerne fra Renæssancen er hver dag med til at bestemme, hvordan vi tænker og taler. Renæssancen var tiden, hvor genier og multikunstnere som italienske Leonardo da Vinci og vores egen Tycho Brahe vendte op og ned på det billede af verden, der havde været god latin i mange århundreder. Deres banebrydende opfindelser er grunden til, at vi i dag kan flyve med helikoptere, tale i satellittelefon, gå på Månen og meget andet. Renæssancen var tiden, der satte det enkelte menneske i centrum i vores måde at tænke på – og her har det befundet sig lige siden. Renæssancen regnes for at nå Danmark efter reformationen af den danske kirke i 1536 og slutte med indførelsen af kongens enevælde i 1660.

Læs også om Reformation og renæssance på Forfatterweb

 

Renæssancen i Danmark

 

Introduktion til Renæssancen

Hvilke rødder har ordet ’renæssance’?

Ordet “renæssance” stammer fra det franske ord renaissance, der betyder genfødsel. Det, som blev genfødt eller genopdaget, var mange tanker og idealer, der stammede fra oldtidens Grækenland og Rom. Blandt disse var forestillinger om livsudfoldelse, skønhed, ro, symmetri og klarhed. Oldtidens verdensbillede var baseret på erfaring; det vil sige, hvad mennesket kunne begribe med sine sanser og sit intellekt. Det stod i modsætning til Middelalderens verdensbillede, der var funderet i den kristne tro.

Hvad er Renæssancen?

Renæssancen er en kulturstrømning, der, ifølge bogen “Renæssancen – da mennesket kom i centrum” (se kilder), opstod i en række byer i Norditalien i 1300-tallet. Renæssancen er betegnelse for en periode i Europas – og især Italiens – historie, der markerer overgangen mellem Middelalderen og den moderne tid. I de følgende århundreder forgrenede den sig til store dele af Europa. På Statens Museum for Kunsts hjemmesiden (se kilder) påpeges det, at udgangspunktet for Renæssancens strømninger var det samme, men at traditionen udviklede sig forskelligt i Nord- og Sydeuropa. Renæssancens påvirkninger nåede Danmark året efter den protestantiske Reformation i 1536. Renæssancen betød en forandring i den måde, mennesker tænkte og handlede på mange steder i Europa. Kendetegnende var, at man bevidst forsøgte at gå uden om Middelalderens lære, og at man i stedet søgte tilbage til antikkens Grækenland og Rom for inspiration. Antikken forstås typisk som en periode i kulturhistorien, der ligger mellem forhistorisk tid og Middelalderen. Antikkens højdepunkt placeres således oftest i det femte århundrede før Kristi fødsel.

Hvad er de vigtigste forandringer i Renæssancen?

· Samfundsmæssige forandringer: Renæssancen er kendetegnet ved overgangen fra et Europa, hvor feudalismen herskede, til et samfund struktureret i tre adskilte stænder – også kaldet “stændersamfundet”. I byerne, især i Norditalien, spirede en middelklasse af handelsfolk frem mellem de etablerede stænder: Kongen/Adelen og Kirken. Handelsfolkene havde tjent så godt, at de nu havde overskud til at bruge penge på luksus og kunst. Denne nye samfundsklasse havde også overskud af tid, så fritiden blev brugt til uddannelse og underholdning.

· Opdagelsesrejsende: Perioden er kendetegnet ved en serie skelsættende opdagelsesrejser, der afslørede ukendte landområder, ja hele verdensdele. Disse nyopdagede landområder fik stor politisk og økonomisk betydning for landene i “Den Gamle Verden” – dvs. Europa.

· Naturvidenskabelige landvindinger: Renæssancen er ensbetydende med en serie af skelsættende, naturvidenskabelige opdagelser. Her fremstår for eksempel en lang række astronomiske observationer af afgørende betydning. De var nemlig med til at forkaste Middelalderens verdensbillede, hvor Jorden – Guds Skaberværk – var verdens urokkelige centrum.

· Store religiøse omvæltninger: Renæssancen skabte grundlæggende forandringer i den religiøse magtstruktur i Europa. Den katolske kirkes universelle magt blev brudt. Det skete ved, at protestantiske kirkesamfund brød med Paven i Rom.

· Kunsten blomstrer: Kulturelt var Renæssancen en meget frugtbar tid for en række kunstarter. Det gjaldt både for billedkunst, litteratur, portrætmalerkunst, skulpturkunst og for bygningskunsten. Alle disse kunstarter trak på inspiration fra den græsk-romerske oldtid.

· Nyt menneskesyn: Centralt for Renæssancens menneskesyn var troen på værdien af det enkelte menneske. I Middelalderen var den enkelte i økonomisk forstand underlagt slægten og i ideologisk forstand underlagt Kirken. I Renæssancen brød man – inspireret af en række ideer, der stammede fra Antikken – med dette syn på mennesket. I Renæssancen skete der en udvikling mod et humanistisk menneskesyn. I forhold til tidligere tiders centralisering omkring kirke- og kongemagten blev mennesket nu sat i centrum på en helt ny måde.

 

Astronomen Tycho Brahe (1546-1601) - en af den danske Renæssances vigtigste skikkelser. Foto: Kort og Billedafdelingen. Det Kongelige Bibliotek
Astronomen Tycho Brahe (1546-1601) -
en af den danske Renæssances vigtigste
skikkelser.
Foto: Kort og Billedafdelingen.
Det Kongelige Bibliotek

 

Baggrunden for Renæssancen

Hvordan var samfundet økonomisk og socialt struktureret før Renæssancen?

Perioden, der ledte op til Renæssancen, kaldes Middelalderen. Samfundsstrukturen blev her kaldt “feudalisme”: En statisk og sejlivet samfundsstruktur, hvor herremænd og konger herskede over bønderne som tyranner. Middelalderen indledtes ved, at det store vestromerske rige gik i opløsning omkring år 500 efter Kristi fødsel. Denne udvikling medførte, at bykulturen i landene i Vesteuropa gik i opløsning og blev afløst af denne relativt primitive landbrugskultur. Økonomien var en udpræget selvforsynings- og naturalieøkonomi – en form for handel, hvor man byttede varer i stedet for at bruge penge som betalingsmiddel.

Hvad var ‘Den sorte død’?

I den sene Middelalder var Europa plaget af tilbagevendende epidemier af byldepest, også kaldet “Den sorte død”. Sygdommen rasede igennem Europa af flere omgange. Pesten, der næsten altid var dødelig, slog ifølge hjemmesiden www.learner.org (se kilder) omkring halvdelen af Europas befolkning ihjel. “Den sorte død” gjorde dog primært et stort indhug blandt byernes fattigste, og pestens hærgen stoppede således ikke Renæssancens fremvækst.

Hvordan ændredes Middelalderens samfundsstruktur ved Renæssancens ankomst?

Omkring år 900 efter Kristi fødsel begyndte Middelalderens statiske samfundsstruktur så småt at ændre sig. En ny og magtfuld klasse af borgere spirede frem i byerne, hovedsageligt placeret ved Middelhavet. De borgerlige familier besad stadigt større økonomisk magt, hvilket gav dem stigende politisk indflydelse. Borgerskabets voksende magtposition skete på bekostning af de traditionelle magthavere i samfundet – altså Kongen, Adelen og Kirken. Centrum for denne ændring var en række byer i Norditalien. En afgørende motor i denne samfundsudvikling var en livlig handel, der foregik i disse byer. I løbet af de følgende århundreder blev den udstrakte naturalieøkonomi erstattet med en spirende kapitalisme, en handel, hvor kredit- og bankvæsnet blev udviklet. Det var især korstogsbevægelserne i 1100- og 1200-tallet, der var medvirkende til det økonomiske opsving i de norditalienske byer, idet disse store militære manøvrer krævede skibe, forplejning og våben. Dette betød, at der var gode forhold for de driftige, norditalienske handelsmænd. De store profitter, som italienerne tjente på korstogene, blev geninvesteret i industrilignende foretagende. Således udviklede de norditalienske byer Pisa, Genova og Venedig silke-, glas- og farvervirksomheder. I Firenze gav det mulighed for at etablere en kvalitetsbetonet uldindustri med varer, der kunne sælges nært og fjernt.

Hvordan var magtforholdene i Europa op til Renæssancen?

De pengestærke bystater voksede frem mellem to politiske poler – Paven og Adelen/Kongen – der dominerede 1300-tallets samfund. I tiden op til Renæssancen var samfundets magt fordelt mellem kongen og herremændene på den ene side og den katolske pave og kirke på den anden:

· Kongen og Adelen: Kongen gav landområder til Adelen – det vil sige til højadelige og lavadelige – til gengæld for forskellige former for militær bistand, eksempelvis soldater, til kongens hære. Disse soldater var typisk bønder, der fik lov til at dyrke afgrøder på jorden mod at aflevere en stor del af udbyttet til de adelige jordbesiddere og tilmed gøre militærtjeneste.

· Den katolske pave og kirke: Kirkens mænd og institutioner besad en meget stor samfundsmæssig magt i Middelalderens samfund. Kirken besad store landområder og rige klostre og slotte – det såkaldte ‘kirkegods’. Desuden havde kirkens mænd en enorm åndelig magt over Middelalderens samfund – en magt, som blev udøvet over for alle samfundets øvrige grupper. Desuden besad Kirken nærmest et monopol på viden, og lærde skrifter blev kopieret og opbevaret bag klostrenes tykke mure. Den katolske kirkes viden og lære var afgørende for at holde samfundets lavere klasser i ro – på trods af fattigdom og sygdom – og for at holde Middelalderens samfund sammen. Messen foregik altid på latin, som kun de få lærde forstod.

I Renæssancen skete der en bevægelse bort fra feudalismens relativt stillestående samfundsmodel, hvor Adelens og Kirkens magt var altdominerende. I stedet så man en ny samfundsmodel – stændersamfundet – vokse frem, hvor en fremspirende klasse af selvbevidste borgere krævede at få indflydelse på samfundets kurs.

Hvilke ideologiske strømninger fandtes i Europa i tiden op til Renæssancen?

Renæssancen betød genopdagelsen af en række ideer, der blev udviklet i den såkaldte antikke periode – der typisk beskrives som perioden fra 750 før Kristi fødsel til 500 efter Kristi fødsel. Her var det især forestillingen om det frie, selvstændige og uafhængige menneske. Renæssancen betød en genfødsel af de antikke idealer og ideer med fokus på det enkelte individ og respekt for menneskets frihed og rettigheder. Disse forestillinger kunne for eksempel findes i Antikkens filosofi, litteratur og kunst ved at genlæse Antikkens forfattere.

Renæssancen betegnes ofte som “tiden, da mennesket tog magten”, hvilket hentyder til, at mennesket begyndte at lægge stor vægt på sin egen sansning, tænkning og udforskning af verden. Tidligere havde man udelukkende lyttet til, hvad samfundets magthavere – eksempelvis Kirkens mænd – fortalte om verdens indretning.