venus fødsel
Maleriet 'Venus' fødsel' af Sandro Botticelli blev malet under renæssancens højdepunkt i 1484-1486 og kan ses i Uffizierne i Firence
Foto: Scanpix

Renæssancen

journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2006. Opdateret af journalist Astrid Sandvad Kudahl, oktober 2017.
Top image group
venus fødsel
Maleriet 'Venus' fødsel' af Sandro Botticelli blev malet under renæssancens højdepunkt i 1484-1486 og kan ses i Uffizierne i Firence
Foto: Scanpix
Main image
Atlas over planetens himmellegemer. Joannes Janssonius, Amsterdam, 1660.
Atlas over planetens himmellegemer. Joannes Janssonius, Amsterdam, 1660.
Foto: Scanpix

Indledning

Renæssancen er brandvarm. Perioden ligger måske godt gemt i Europas historie, men ideerne fra Renæssancen er hver dag med til at bestemme, hvordan vi tænker og taler. Renæssancen var tiden, hvor genier og multikunstnere som italienske Leonardo da Vinci og vores egen Tycho Brahe vendte op og ned på det billede af verden, der havde været god latin i mange århundreder. Deres banebrydende opfindelser er grunden til, at vi i dag kan flyve med helikoptere, tale i satellittelefon, gå på Månen og meget andet. Renæssancen var tiden, der satte det enkelte menneske i centrum i vores måde at tænke på – og her har det befundet sig lige siden. Renæssancen regnes for at nå Danmark efter reformationen af den danske kirke i 1536 og slutte med indførelsen af kongens enevælde i 1660.

Læs også om Reformation og renæssance på Forfatterweb

 

Renæssancen i Danmark

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til Renæssancen

Hvilke rødder har ordet ’renæssance’?

Ordet “renæssance” stammer fra det franske ord renaissance, der betyder genfødsel. Det, som blev genfødt eller genopdaget, var mange tanker og idealer, der stammede fra oldtidens Grækenland og Rom. Blandt disse var forestillinger om livsudfoldelse, skønhed, ro, symmetri og klarhed. Oldtidens verdensbillede var baseret på erfaring; det vil sige, hvad mennesket kunne begribe med sine sanser og sit intellekt. Det stod i modsætning til Middelalderens verdensbillede, der var funderet i den kristne tro.

Hvad er Renæssancen?

Renæssancen er en kulturstrømning, der, ifølge bogen “Renæssancen – da mennesket kom i centrum” (se kilder), opstod i en række byer i Norditalien i 1300-tallet. Renæssancen er betegnelse for en periode i Europas – og især Italiens – historie, der markerer overgangen mellem Middelalderen og den moderne tid. I de følgende århundreder forgrenede den sig til store dele af Europa. På Statens Museum for Kunsts hjemmesiden (se kilder) påpeges det, at udgangspunktet for Renæssancens strømninger var det samme, men at traditionen udviklede sig forskelligt i Nord- og Sydeuropa. Renæssancens påvirkninger nåede Danmark året efter den protestantiske Reformation i 1536. Renæssancen betød en forandring i den måde, mennesker tænkte og handlede på mange steder i Europa. Kendetegnende var, at man bevidst forsøgte at gå uden om Middelalderens lære, og at man i stedet søgte tilbage til antikkens Grækenland og Rom for inspiration. Antikken forstås typisk som en periode i kulturhistorien, der ligger mellem forhistorisk tid og Middelalderen. Antikkens højdepunkt placeres således oftest i det femte århundrede før Kristi fødsel.

Hvad er de vigtigste forandringer i Renæssancen?

· Samfundsmæssige forandringer: Renæssancen er kendetegnet ved overgangen fra et Europa, hvor feudalismen herskede, til et samfund struktureret i tre adskilte stænder – også kaldet “stændersamfundet”. I byerne, især i Norditalien, spirede en middelklasse af handelsfolk frem mellem de etablerede stænder: Kongen/Adelen og Kirken. Handelsfolkene havde tjent så godt, at de nu havde overskud til at bruge penge på luksus og kunst. Denne nye samfundsklasse havde også overskud af tid, så fritiden blev brugt til uddannelse og underholdning.

· Opdagelsesrejsende: Perioden er kendetegnet ved en serie skelsættende opdagelsesrejser, der afslørede ukendte landområder, ja hele verdensdele. Disse nyopdagede landområder fik stor politisk og økonomisk betydning for landene i “Den Gamle Verden” – dvs. Europa.

· Naturvidenskabelige landvindinger: Renæssancen er ensbetydende med en serie af skelsættende, naturvidenskabelige opdagelser. Her fremstår for eksempel en lang række astronomiske observationer af afgørende betydning. De var nemlig med til at forkaste Middelalderens verdensbillede, hvor Jorden – Guds Skaberværk – var verdens urokkelige centrum.

· Store religiøse omvæltninger: Renæssancen skabte grundlæggende forandringer i den religiøse magtstruktur i Europa. Den katolske kirkes universelle magt blev brudt. Det skete ved, at protestantiske kirkesamfund brød med Paven i Rom.

· Kunsten blomstrer: Kulturelt var Renæssancen en meget frugtbar tid for en række kunstarter. Det gjaldt både for billedkunst, litteratur, portrætmalerkunst, skulpturkunst og for bygningskunsten. Alle disse kunstarter trak på inspiration fra den græsk-romerske oldtid.

· Nyt menneskesyn: Centralt for Renæssancens menneskesyn var troen på værdien af det enkelte menneske. I Middelalderen var den enkelte i økonomisk forstand underlagt slægten og i ideologisk forstand underlagt Kirken. I Renæssancen brød man – inspireret af en række ideer, der stammede fra Antikken – med dette syn på mennesket. I Renæssancen skete der en udvikling mod et humanistisk menneskesyn. I forhold til tidligere tiders centralisering omkring kirke- og kongemagten blev mennesket nu sat i centrum på en helt ny måde.

 

Astronomen Tycho Brahe (1546-1601) - en af den danske Renæssances vigtigste skikkelser. Foto: Kort og Billedafdelingen. Det Kongelige Bibliotek
Astronomen Tycho Brahe (1546-1601) -
en af den danske Renæssances vigtigste
skikkelser.
Foto: Kort og Billedafdelingen.
Det Kongelige Bibliotek

 

Baggrunden for Renæssancen

Hvordan var samfundet økonomisk og socialt struktureret før Renæssancen?

Perioden, der ledte op til Renæssancen, kaldes Middelalderen. Samfundsstrukturen blev her kaldt “feudalisme”: En statisk og sejlivet samfundsstruktur, hvor herremænd og konger herskede over bønderne som tyranner. Middelalderen indledtes ved, at det store vestromerske rige gik i opløsning omkring år 500 efter Kristi fødsel. Denne udvikling medførte, at bykulturen i landene i Vesteuropa gik i opløsning og blev afløst af denne relativt primitive landbrugskultur. Økonomien var en udpræget selvforsynings- og naturalieøkonomi – en form for handel, hvor man byttede varer i stedet for at bruge penge som betalingsmiddel.

Hvad var ‘Den sorte død’?

I den sene Middelalder var Europa plaget af tilbagevendende epidemier af byldepest, også kaldet “Den sorte død”. Sygdommen rasede igennem Europa af flere omgange. Pesten, der næsten altid var dødelig, slog ifølge hjemmesiden www.learner.org (se kilder) omkring halvdelen af Europas befolkning ihjel. “Den sorte død” gjorde dog primært et stort indhug blandt byernes fattigste, og pestens hærgen stoppede således ikke Renæssancens fremvækst.

Hvordan ændredes Middelalderens samfundsstruktur ved Renæssancens ankomst?

Omkring år 900 efter Kristi fødsel begyndte Middelalderens statiske samfundsstruktur så småt at ændre sig. En ny og magtfuld klasse af borgere spirede frem i byerne, hovedsageligt placeret ved Middelhavet. De borgerlige familier besad stadigt større økonomisk magt, hvilket gav dem stigende politisk indflydelse. Borgerskabets voksende magtposition skete på bekostning af de traditionelle magthavere i samfundet – altså Kongen, Adelen og Kirken. Centrum for denne ændring var en række byer i Norditalien. En afgørende motor i denne samfundsudvikling var en livlig handel, der foregik i disse byer. I løbet af de følgende århundreder blev den udstrakte naturalieøkonomi erstattet med en spirende kapitalisme, en handel, hvor kredit- og bankvæsnet blev udviklet. Det var især korstogsbevægelserne i 1100- og 1200-tallet, der var medvirkende til det økonomiske opsving i de norditalienske byer, idet disse store militære manøvrer krævede skibe, forplejning og våben. Dette betød, at der var gode forhold for de driftige, norditalienske handelsmænd. De store profitter, som italienerne tjente på korstogene, blev geninvesteret i industrilignende foretagende. Således udviklede de norditalienske byer Pisa, Genova og Venedig silke-, glas- og farvervirksomheder. I Firenze gav det mulighed for at etablere en kvalitetsbetonet uldindustri med varer, der kunne sælges nært og fjernt.

Hvordan var magtforholdene i Europa op til Renæssancen?

De pengestærke bystater voksede frem mellem to politiske poler – Paven og Adelen/Kongen – der dominerede 1300-tallets samfund. I tiden op til Renæssancen var samfundets magt fordelt mellem kongen og herremændene på den ene side og den katolske pave og kirke på den anden:

· Kongen og Adelen: Kongen gav landområder til Adelen – det vil sige til højadelige og lavadelige – til gengæld for forskellige former for militær bistand, eksempelvis soldater, til kongens hære. Disse soldater var typisk bønder, der fik lov til at dyrke afgrøder på jorden mod at aflevere en stor del af udbyttet til de adelige jordbesiddere og tilmed gøre militærtjeneste.

· Den katolske pave og kirke: Kirkens mænd og institutioner besad en meget stor samfundsmæssig magt i Middelalderens samfund. Kirken besad store landområder og rige klostre og slotte – det såkaldte ‘kirkegods’. Desuden havde kirkens mænd en enorm åndelig magt over Middelalderens samfund – en magt, som blev udøvet over for alle samfundets øvrige grupper. Desuden besad Kirken nærmest et monopol på viden, og lærde skrifter blev kopieret og opbevaret bag klostrenes tykke mure. Den katolske kirkes viden og lære var afgørende for at holde samfundets lavere klasser i ro – på trods af fattigdom og sygdom – og for at holde Middelalderens samfund sammen. Messen foregik altid på latin, som kun de få lærde forstod.

I Renæssancen skete der en bevægelse bort fra feudalismens relativt stillestående samfundsmodel, hvor Adelens og Kirkens magt var altdominerende. I stedet så man en ny samfundsmodel – stændersamfundet – vokse frem, hvor en fremspirende klasse af selvbevidste borgere krævede at få indflydelse på samfundets kurs.

Hvilke ideologiske strømninger fandtes i Europa i tiden op til Renæssancen?

Renæssancen betød genopdagelsen af en række ideer, der blev udviklet i den såkaldte antikke periode – der typisk beskrives som perioden fra 750 før Kristi fødsel til 500 efter Kristi fødsel. Her var det især forestillingen om det frie, selvstændige og uafhængige menneske. Renæssancen betød en genfødsel af de antikke idealer og ideer med fokus på det enkelte individ og respekt for menneskets frihed og rettigheder. Disse forestillinger kunne for eksempel findes i Antikkens filosofi, litteratur og kunst ved at genlæse Antikkens forfattere.

Renæssancen betegnes ofte som “tiden, da mennesket tog magten”, hvilket hentyder til, at mennesket begyndte at lægge stor vægt på sin egen sansning, tænkning og udforskning af verden. Tidligere havde man udelukkende lyttet til, hvad samfundets magthavere – eksempelvis Kirkens mænd – fortalte om verdens indretning.

Forløbet af Renæssancen

Hvor startede Renæssancen?

Renæssancen havde sit udspring i en række norditalienske bystater, og udviklingen i disse byer var en form for motor for Renæssancens bevægelser. Italien bestod i denne periode af en række bystater med egen styreform og egen hær. Blandt de vigtigste magter i Norditalien var republikken Firenze, der havde underlagt sig store dele af de omkringliggende landområder. Man har ligefrem kaldt Firenze for “Italiens Athen” for at understrege dens store betydning for Renæssancen. I Firenze var denne kulturstrømnings idealer mere altgennemtrængende end noget andet sted: Byens arkitekter, forfattere, malere og filosoffer var med til at gøre Firenze til en modelby for Renæssancens kultur.

Hvilke politiske forhold herskede i Firenze?

Renæssancen kan siges at nå et højdepunkt med Medici-klanens ledelse af Firenze i 1400-tallet – især Cosimo de’ Medici og Lorenzo de’ Medici. Cosimo styrede Firenze fra 1434 til 1464, og Lorenzo, der havde tilnavnet “Il Magnefico” (den prægtige), ledede byen fra 1464 til 1492. Medici-klanen var ikke formelle ledere af byen, men deres dominerende stilling i Firenze betød, at intet væsentligt skete uden deres accept. Medicierne var ikke adelige, selvom de opførte sig sådan. De var dygtige handelsmænd og bankmænd, der efterhånden etablerede filialer i andre dele af Europa. Op igennem 1300-tallet tjente familien store formuer. Firenze var republikansk i sin forfatning, men ikke demokratisk i moderne forstand af ordet. Både Cosimo og Lorenzo er blevet kaldt Renæssancefyrster på grund af det greb, de havde om byen. I store dele af Renæssancen lå de norditalienske bystater i indbyrdes konflikt eller i krig med lande uden for Italien. Den næsten evige krig var på afgørende vis med til at skabe Renæssancens dynamik.

Hvilke økonomiske forhold herskede i Firenze?

Velstand og blomstrende handel herskede i bystater som Firenze i Renæssancen – for over- og middelklassen. Hjemmesiden www.learner.org (se kilder) fortæller, at dette hovedsageligt skyldtes, at der i 1425 var 12 succesfulde lav i byen, der regulerede handlen i Firenze. Det mest magtfulde lav var tekstilarbejdernes lav, og tekstilvarer fra Firenze havde over det meste af Europa et ry for særlig god kvalitet. De mest velstående medlemmer af disse lav opnåede stor politisk indflydelse gennem deres økonomiske succes. Det var anderledes for den store del af byens lavere klasser af eksempelvis småhandlende og daglejere. Deres boligforhold var meget ringe, og det gjorde risikoen for udbrud af pest overhængende. Bogen “Renæssancen – da mennesket kom i centrum” (se kilder) fortæller, at pestudbrud var et jævnligt tilbagevendende fænomen i 1400-tallets Firenze. Typisk døde der nogle tusinde indbyggere ved hvert udbrud. Byens samlede indbyggertal var på dette tidspunkt omkring 70.000 mennesker.

Hvilke astronomiske landvindinger spillede en særlig rolle?

En række astronomiske 7-mileskridt var en central del af Renæssancen, og her spillede den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543) en afgørende rolle. Han skitserede et billede af solsystemet, hvor solen – og ikke Jorden som man hidtil havde troet – er det centrale punkt, som alle himmellegemer roterer omkring. Han forestillede sig, at Jorden roterede om sin egen akse på et døgn, og at Månen roterede om Jorden. Dermed gjorde Kopernikus op med Middelalderens billede af verdensrummet, hvor Jorden var det ubevægelige centrum. I Middelalderen var der en skarp opdeling mellem det himmelske – hvor Gud var – og det jordiske. Kirken var meget interesseret i at fastholde denne forestilling om Himlen og Jordens indretning. Den katolske Kirke søgte af al magt at kæmpe i mod de ideer, som Renæssancen førte med sig. Disse ideer passede nemlig ikke det verdensbillede, som Kirken søgte at opretholde, og som sikrede Kirken en stærk magtposition i samfundet.

Den polske astronom Kopernikus’ tanker blev blandt andet videreført af den italienske naturvidenskabsmand Galileo Galilei (1564-1642). Galilei blev født i den italienske by Pisa og blev professor ved universitet i den norditalienske by Padova. Han byggede en kraftig kikkert, der gjorde det muligt at understøtte Kopernikus’ tanker med observationer, der hidtil havde været skjult for det blotte øje.

Hvilken rolle spillede opdagelsesrejserne?

Historien om Renæssancen er uløseligt bundet sammen med navnene på en række berømte opdagelsesrejsende. De europæiske markeder efterspurgte guld og krydderier, og nye handelsveje og handelspartnere kunne sørge for en billigere levering. En række nye navigationsredskaber – eksempelvis typer af sekstanter og stærkt forbedrede søkort – gjorde det muligt for europæere at rejse ud i verden og opdage nyt land og nye folk.

· Marco Polo (1254-1324): Han blev efter al sandsynlighed født i Venedig, der var en af Renæssancens handelsmæssige kraftcentre. Marco Polo rejste mod øst over land. Han besøgte og beskrev en lang række lande på sin vej mod Kina, der var hans mål. Her blev han i en lang årrække ved hoffet hos den kinesiske kejser Kublai Khan.

· Prins Henrik af Portugal (1394-1460): Han var bedre kendt under navnet ‘Henrik Søfaren’ og finansierede og organiserede en række ekspeditioner, der udforskede Afrikas vestlige kyst. Hans opdagelser førte til, at den portugisiske kaptajn Vasco da Gama (1469-1524) senere opdagede, at det var muligt at sejle syd om Afrika og nå Indien.

· Christopher Columbus (1451-1506): Han stammede fra den norditalienske by Genova, men det var det portugisiske kongehus, der finansierede hans rejse. Columbus var overbevist om, at Jorden var rund, og han ville finde en vej til Indien ved at sejle mod vest frem for at benytte den kendte rute mod øst, der gik over land. Dermed handlede han mod den dominerende overbevisning blandt tiden sø- og handelsfolk. De fleste mente, at Jorden var flad. Hvis skibe blev ved med at sejle bort fra land, ville de til sidst falde ud over verdens kant og ned i en afgrund. Her ventede uhyrer på at overfalde de uforsigtige skibe. Dette troede Columbus ikke på, og han udstyrede tre skibe til rejsen, der skulle føre ham til Indien. I stedet opdagede han Amerika i 1492. Han troede faktisk, at han havde nået Indien, og derfor kaldte han de indfødte for ‘indianere’. Til sin død holdt han fast på, at det var Indien, han havde nået.

Hvilken rolle spiller opfindelsen af bogtrykkerkunsten?

Tyskeren Johan Gutenberg (1398-1468) opfandt bogtrykkerkunsten i 1445. Denne begivenhed betegnes i “Den Danske Encyklopædi” (se kilder) som “en veritabel kommunikationsrevolution”. Tidligere lavede man bøger ved at kopiere både skrift og illustrationer i hånden. Materialet, der oprindeligt blev brugt til at lave bøger med, var pergament eller dyreskind. De store udgifter til den manuelle kopiering og til materialerne gjorde derfor, at hver bog endte med at blive meget kostbar. I Middelalderen var det kun de gejstlige, der havde råd til at eje bøger. Gutenbergs trykketeknik betød imidlertid, at bøger nu kunne produceres hurtigt og relativt nemt. Bogproduktion blev derfor meget billigere, og det blev muligt for mange flere mennesker over hele Europa at få trykte sider mellem hænderne. Tidligere havde bøgerne typisk været skrevet på latin, der blev anset for at være “de lærdes sprog”, men i Renæssancen begyndte folk at forlange bøger på deres modersmål. Både almanakker, rejsebeskrivelser, ridderromaner og lyrik blev trykt på forskellige sprog i denne periode. Det betød, ifølge hjemmesiden www.learner.org (se kilder), stærkt stigende indtægter for industrien, der producerede bøger, og en stigende læserskare i de europæiske lande.

Hvilken rolle spillede ‘humanismen’?

Renæssancen er kendetegnet ved udviklingen af en særlig filosofisk retning, nemlig humanismen. Dyrkere af humanismen søgte tilbage til skrifter, der stammede fra Grækenland og Romerriget i den antikke periode. Det var blandt skrifter om filosofi, naturvidenskab, retorik og kunst. Under mottoet “gå til kilderne” lærte de lærde i Renæssancen sig de klassiske sprog – græsk og latin – for at kunne studere de originale, antikke tekster. I Renæssancen læste man blandt andet:

· den romerske forfatter Virgils (70-19, før Kristi fødsel) enorme digt “Æneiden” og den græske dramatiker Sofokles’ (cirka 496-cirka 406, før Kristi fødsel) skuespil “Kong Ødipus”

· de græske filosoffer Sokrates (470-399, før Kristi fødsel), Platon (cirka 428-cirka 348, før Kristi fødsel) og Aristoteles (384-322, før Kristi fødsel)

· Antikkens naturvidenskabsmænd som Euclid (cirka 325-cirka 265, før Kristi fødsel) og Archimedes (287-212, før Kristi fødsel) læstes også med stor interesse

Udbredelsen af bøger i Renæssancen spredte hurtigt kendskabet til humanismen. I “Den Danske Encyklopædi” (se kilder) fortælles det, at denne genopdagelse af vigtige tekster gjorde det muligt for humanismens filosoffer med støtte i klassikerne at påberåbe sig autoritet for mange forskellige synspunkter.

Humanismens fokus lå på det enkelte individ og de erfaringer og observationer, som den enkelte kunne gøre, frem for hvad der var givet – eksempelvis i Biblen. I Middelalderen, der gik forud for Renæssancen, havde Antikkens skrifter været glemt eller ignoreret. Her var det Kirken, der havde kontrolleret den viden, der skulle spredes. Middelalderens mennesker var typisk mest optaget af at udføre handlinger, der var i overensstemmelse med den lære, som Kirken stod for, og som ville føre til et evigt liv i Himlen. For eksempel mente Middelalderens Kirke, at jordisk gods (eksempelvis penge og jordbesiddelser) kunne stå i vejen for et godt, kristent liv. Her mente humanisterne omvendt, at jordiske besiddelser netop var midlet til at gøre gode handlinger. Humanisterne mente også, at uddannelse skulle udbredes til så mange som muligt, idet alle gode samfundsborgere havde brug for en god uddannelse. Tidligere havde etiske og moralske spørgsmål været overladt til Kirken – der fandt et svar ved at tolke skriftlige kilder – men humanisterne mente, at disse spørgsmål hørte til menneskets samfund her og nu og derfor skulle løses i menneskenes samfund i stedet for at henvise til et helligt skrift.

Hvad er Reformationens forhold til Renæssancen?

Reformationen af Kirken i Nordeuropa blev sat i gang af den tyske munk Martin Luther (1483-1546). Han satte ifølge hjemmesiden www.learner.org (se kilder) den reformatoriske bevægelse i gang den 31. oktober, 1517. Den dag gik han til sin kirke i byen Wittenberg og satte en liste op på døren over ting, der bekymrede ham ved den katolske kirke. Bevægelsen vendte sig mod katolicismen, hvor præsterne var formidlere af kontakten til Gud. Luther kæmpede for, at kun det enkelte menneskes tro – det personlige gudsforhold, frem for den katolske kirkes ydre ceremonier, ritualer og afladshandel – kunne være vejen til frelse. Reformationen indikerede en bevægelse fra middelalderens menneskesyn, hvor mennesket blev set som et syndigt væsen, til Renæssancens tro på det frie og skabende menneske. Fokus lå på de hellige skrifter og præstens udlægning af disse.

Den protestantiske kirke havde set dagens lys, og i de følgende år fortrængte den i store dele af Nordeuropa den katolske kirke. En væsentlig forudsætning for reformationens fremgang var opfindelsen af bogtrykkerkunsten. Den nye teknik gjorde det muligt for reformationens tilhængere at masseproducere deres budskaber. Bibelen blev eksempelvis oversat til en lang række nationalsprog og masseproduceret. Gudstjenesterne skulle gøres forståelige ved at bruge det nationale sprog frem for latin som tidligere.

Hvilke kunstneriske idealer blev gældende under Renæssancen?

I Renæssancen genopdagede kunstnerne en lang række af Antikkens stilidealer. De klassiske kunstnere – der arbejdede i Antikken – er oftest anonyme, men deres værker er vidt berømte. De skabte blandt andet mesterværker som Parthenonfrisen, der er en 160 m lang frise på Parthenontemplet på Akropolis (fra 442-438 før Kristi fødsel), samt marmorskulpturerne på Parthenontemplets østgavl (438-432 før Kristi fødsel). Gavlskulpturerne og dele af Parthenonfrisen findes på British Museum i London. Antikkens kunstnere havde blandt andet studeret den menneskelige anatomi for at kunne skabe billeder af det perfekte menneske. Det betød, at Renæssancekunstnerens ideal blev det nøgne menneske i harmoni og skønhed. Bag de kunstneriske idealer lå matematiske principper, der både havde betydning for periodens arkitektoniske frembringelser, for kunstnerens billede af den nøgne menneskekrop og for en række af periodens maletekniske nyskabelser. Den frembrydende opfattelse af mennesket som en personlighed indbød også til en stigende interesse for portrætmaleriet. Blandt Renæssancens mest kendte kunstnere var:

· Michelangelo Buonarroti (1475-1564): Han var italiensk skulptør, maler, arkitekt og digter. Blandt hans mest berømte værker er skulpturen “David” og loftmalerierne i det Sixtinske Kapel i Vatikanet.

· Leonardo da Vinci (1452-1519): Han var italiensk multikunstner. Blandt hans mest berømte værker er billederne “Mona Lisa” og “Den sidste nadver”. Sidstnævnte maleri, der forstiller Jesus og disciplene under deres sidste måltid, spiller en central rolle i forfatteren Dan Browns bestsellerroman “Da Vinci Mysteriet”.

Hvilke kunstneriske nyskabelser så man i Renæssancen?

· Billedkunst: En af periodens mest udbredte maletekniske nyskabelser var brugen af “det gyldne snit” samt opfindelsen af perspektivet. Det gyldne snit er et matematisk funderet princip; en regel for proportioner, der skal tilføre kompositionen – eksempelvis billeder, bygninger og skulpturer – et harmonisk udtryk. Denne regel foreskriver, at en given afstand deles, så den mindste del forholder sig til den største del på samme måde, som den største del forholder sig til helheden. Det lineære perspektiv, der blev udviklet i forlængelse af videnskabens opdagelser, betød, at man malede, så alle linjer i billedet løb mod samme punkt. Perspektivprincippet betød også, at kunstneren kunne skildre ting i deres relative størrelse – så små ting ser ud til at være længere fra beskueren end større ting. Det medvirkede til, at maleriet i denne periode blev mere livagtigt. Samtidig blev portrætmaleriet, som vi kender det i dag, også udviklet i Renæssancens Italien. Her begynder man at male individuelle, realistiske portrætter. Et kendt eksempel er Leonardi Da Vincis portræt Mona Lisa fra 1503. Udviklingen af portrætmaleriet tilskrives Renæssancens mere humanistiske menneskesyn, hvor det enkelte menneske tilskrives en større værdi end hidtil og dermed også ønskes udødeliggjort i form af et portræt –i hvert fald hvis vedkommende er kendt og velhavende nok.

 

Portrætmaleri i Renæssancen

 

· Arkitektur: Renæssancens arkitekter brugte Antikkens matematiske beregningsmetoder – eksempelvis proportioner, symmetri og ‘det gyldne snit’ – for at skabe deres bygningsværker. Mange arkitekter studerede Antikkens ruiner for at se, hvordan de arkitektoniske principper så ud i praksis. Resultatet af deres studier blev et nyt skønhedsideal for arkitekturen.

· Litteratur: I Renæssancen skabtes en række humanistiske værker, der fik stor betydning for de kommende århundreders europæiske litteratur og som regnes for klassikere i dag. Her kan eksempelvis nævnes den engelske forfatter Thomas Mores (1477/78-1535) “Utopia” og spanieren Cervantes’ (1547-1616) “Don Quixote”.

Hvad er et Renæssancemenneske?

Betegnelsen “et Renæssancemenneske” bruges om en person, der besidder usædvanligt mange forskellige talenter og en stor mængde viden om mange forskellige områder. Dette gælder særligt for italienske Leonardo da Vinci (1452-1519). Hans interesser og indsats spænder over forskellige videnskaber, arkitektur, filosofi, ingeniørarbejde, billedkunst. Efter at være vokset op i relativt fattige kår blev han ansat hos hertugen af Milano og malede her det berømte billede “Den sidste nadver”. Senere ernærede han sig blandt andet som arkitektonisk rådgiver og militær ingeniør.

Leonardo da Vinci var fænomenal til at udvikle ideer og skitserede et væld af opfindelser, hvoraf flere har haft stor indflydelse på senere tiders opfindere og forskere. I “Den Danske Encyklopædi” (se kilder) fortælles det, at Renæssancen er karakteriseret ved en række individuelle geniers originale indsats – og her var Leonardo da Vinci at regne for en af de største. Leonardo da Vinci er indbegrebet af Renæssancens menneskeideal: et frit, selvstændigt og uafhængigt menneske.

Renæssancen i Danmark

Hvornår kom Renæssancen til Danmark?

Det varierer, afhængig af om man taler om musik, billedkunst eller for eksempel arkitektur. Nogle daterer renæssancens begyndelse i Danmark til tiden lige efter reformationen af den danske kirke i 1536, andre går længere tilbage. I artiklen “Renæssance for en gylden tid”, der blev bragt i Berlingske Tidende i 2005, fortælles det, at den danske udløber af Renæssancen tidsfæstes fra 1472 til cirka 1660. Renæssancens strømninger, der altså udsprang fra en række norditalienske byer i 1300-tallet, begyndte dog først for alvor at sætte sig igennem Danmark i 1500-tallet. I 1472 drog Christian den 1. (1426-1481) til Rom for at få Kirkens tilladelse til at oprette et universitet i København og derved åbne for den kulturelle kontakt mellem Danmark og Europa. Universitet i København eksisterer som bekendt stadig og hører dermed til de ældste i Europa. Slutpunktet for Renæssancen i Danmark sættes af nogle til lige efter Christian den 4.’s (1577-1648) regeringsperiode; det vil sige 1648, imens andre mener at den danske renæssance sluttede med indførelse af kongens enevælde i 1660.

Renæssancens ideer blev hovedsageligt bragt til Danmark af enkelte, markante personer fra samfundets øverste lag, der havde rejst og studeret i udlandet. Inden for de danske grænser udfoldede disse personer så den viden og inspiration, som de havde hentet udefra. Det gjorde, at Renæssancens forestillinger var relativt lang tid undervejs, før de nåede Danmark. Disse ideer – religiøse, videnskabelige, arkitektoniske – fik dog ikke et gennemslag, som grundlæggende ændrede den enkelte danskers måde at leve på. Renæssancen kom således sent til Danmark, og dens samfundsændringer og spor var relativt begrænsede.

Hvilke politiske og økonomiske strømninger dominerede Danmark i 1500-tallet?

Der levede, ifølge bogen “Christian den 2 – mellem middelalder og renæssance” (se kilder), cirka 600.000 mennesker i Danmark omkring år 1500 – hvoraf langt de fleste levede på landet. Det danske samfund var fortsat præget af to dominerende samfundspoler: Adelen og kirken. De udgjorde de privilegerede stænder, der blandt andet var fritaget for at betale skatter til kongen, mens den tredje samfundsgruppe udgjordes af borgere og især bønder. Dette var den største samfundsgruppe i samfundet, men den havde næsten ingen magt i tidens danske samfund. Det oplyses i ovennævnte bog, at jordfordelingen mellem disse grupper var:

· Krongods 20 %

· Kirkegods 35 %

· Adelsgods 35 %

· Selvejerbondegårde 10 %

Mens de danske bønder boede i landsbyfællesskaber, boede de adelige godsejere på deres hovedgårde eller slotte, der ofte var stærkt befæstede. De egentlige byer var små. Indbyggertallet i København anslås til at ligge et sted mellem 10.000 og 20.000 mennesker, og den danske borgerstand var svag.

Renæssanceideernes påvirkning af Danmark var begrænset. I bogen “Fra sagatid til førromantik” (se kilder) beskrives det, hvordan der i 1500- og 1600-tallet ganske vist voksede en stand af velhavende borgere op i Danmark, men dette nye borgerskab fik aldrig samme økonomiske og ideologiske stilling som borgerskabet i udlandet. Økonomien i Danmark var stadig i høj grad en bytteøkonomi, og ideologisk havde Renæssancens drøm om humanisme og frihed ingen god grobund i Danmark. Derfor blev feudalismens samfundsstruktur mere sejlivet i Danmark end i mange sydligere lande, hvor borgerskabet havde økonomisk og ideologisk pondus til at udgøre en stærk samfundsgruppe, der kunne udfordre samfundets magthavere.

Hvilken rolle spillede Christian d. 2.?

Christian d. 2.’s (1481-1559) regeringstid kom på flere måder til at symbolisere spændingen mellem den middelalderlige tankeverden og den spirende Renæssance. I 1513 blev Christian den 2. valgt til dansk konge. Valget skete ved, at Rigsrådet, der bestod af cirka 30 højadelige og gejstlige, udpegede en tronfølger – som regel den afdøde konges ældste søn. Som betingelse for valget var det tradition, at kongen skulle underskrive en såkaldt håndfæstning.

Håndfæstningen var et lovdokument, hvor kongen forpligtede sig til at respektere adelens og gejstlighedens privilegier samt at love at regere riget i fællesskab med Rigsrådet. Det stod imidlertid hurtigt klart, at Christian den 2. ikke havde tænkt sig at overholde den håndfæstning, der langt om længe var blevet forhandlet i hus. Bogen “Christian den 2 – mellem middelalder og renæssance” (se kilder) beskriver, hvordan den nyvalgte konge var en repræsentant for Renæssancens stærke, uafhængige og enerådende kongemagt. Konsekvensen af, at kongen gang på gang brød håndfæstningen – og handlede hen over hovedet på Rigsrådet – blev, at Rigsrådet opsagde kongen huldskab og troskab: han blev fyret og måtte flygte i eksil i Holland.

Christian den 2. var dybt religiøs og havde stor interesse for Martin Luthers protestantiske ideer. I 1523 – få måneder efter, at han var drevet i eksil – besøgte han Luther i den tyske by Wittenberg, hvor han lod sig omvende fra den katolske tro til protestantismen. Året efter tog han initiativ til, at Det Nye Testamente blev oversat til dansk.

Hvornår nåede Reformationen til Danmark?

Reformationsbevægelsen nåede dog først til Danmark i 1536, idet den lutheranske Christian den 3. (1503-1559) overtog kongemagten med støtte fra den magtfulde adel. Denne støtte kunne kongen få, fordi han indvilgede i at underskrive en meget streng håndfæstning, der sikrede adelens politiske og økonomiske privilegier. Christian den 3.’s magtovertagelse skete efter en lang række voldsomme tronstridigheder, der op til 1536 havde betydet en borgerkrig i Danmark. En borgerkrig med adelen på den ene side og bønder og borgere på den anden. Mens adelen bevarede sin stærke stilling efter Reformationen, så mistede kirken både økonomisk og ideologisk indflydelse. Store landområder blev underlagt kongen. Således kom kongemagten til at eje næsten halvdelen af landets jord. I året 1550 udkom en fordanskning af hele Biblen efter Luthers forbillede: “Christian III’s Bibel”. I bogen “Fra sagatid til førromantik” (se kilder) påpeges det, at denne bog var det hidtil største værk på dansk og med til at skabe forudsætningerne for et fælles dansk skriftsprog.

Hvilken rolle spillede Tycho Brahe?

En af den danske Renæssances vigtigste skikkelser var astronomen Tycho Brahe (1546-1601). Han hed oprindeligt Thyge Ottesen Brahe – Thycho er den latinske udgave af hans navn. Hans grænseoverskridende forskning var med til at placere Danmark på verdenskortet. Lektor på Aarhus Universitet og middelalderarkæolog Jens Vellev fortæller i artiklen “Klar til et renæssanceår”, fra Jyllands-Posten (se kilder) om den danske astronom Tycho Brahes betydning: “Tycho Brahe er indbegrebet af Renæssance. Rødderne var danske. Han skrev på det fælleseuropæiske sprog latin, og hans virke havde konsekvenser langt ud i Europa.”

I 1559 blev han sendt til universitetet i København for at studere retorik og filosofi. I 1562 tog han til den tyske by Leipzig, der var et kraftcenter for uddannelse og viden, for at studere jura ved byens universitet, men han brugte mere tid på astronomiske observationer. Tycho Brahe blev internationalt berømt, da han i 1572 opdagede en ny stjerne, som han kaldte De Stella Nova. I dag ved vi, at det, han så, ikke var en ny stjerne, men en gammel stjerne, der eksploderede i et lysglimt. Det kaldes en supernova.

Opdagelsen af den nye stjerne i stjernebilledet Cassiopeia gjorde ham berømt, og han fik tilbudt øen Hven i Øresund til sit arbejde som astronom. Her hjalp den danske konge Frederik den 2. (1534-1588) med til at skaffe midler til opførelsen af observatoriet Uranienborg, hvor Tycho Brahe kunne føre sine meget nøjagtige observationer. Tycho Brahe levede og arbejdede på Hven i 21 år. Christian den 4., der efterfulgte Frederik den 2. på den danske trone, og Brahe blev uvenner, og astronomen forlod Danmark. Han fik i stedet ansættelse som kejserlig astronom hos Rudolf den 2. (1576-1612) i Prag, hvor han døde og ligger begravet.

I programmet “Alle tiders historie”, der blev sendt på DR P1 i 2006 (se kilder), fortælles det, at Brahe var en multikunstner: digter, ingeniør, astronom, astrolog og kemiker. Hans bidrag til astronomien var især en lang række observationer af stjernernes placering af en nøjagtighed, som man aldrig havde set før. Der skulle gå cirka hundrede år, før disse observationers præcision blev forbedret. I radioprogrammet udtaler observatør i Rundetårn Erling Poulsen, at udover nøjagtigheden i observationerne så er der også et andet træk, der kendetegner Tycho Brahes forskning. Det var meget vigtigt for ham at konstruere sine teorier og modeller, så de stemte overens med, hvad han observerede – og ikke som tidligere i Middelalderen, hvor man typisk udviklede teorier og tankesystemer først og derefter forsøgte at få observationerne til at passe til disse teorier.

Brahes observationer viste blandt andet, at Middelalderens billede af verdensrummet måtte forkastes, hvilket den polske astronom Kopernikus også havde påpeget. I Middelalderen havde man forestillet sig verdensrummet som et lukket system, der bestod af 7 himle, hvor den 7. himmel bar Solen, Månen og alle andre planeter end Jorden. Tycho Brahe kunne dog ikke acceptere Kopernikus’ verdensbillede, hvor Solen og ikke Jorden var det urokkelige centrum. I stedet forestillede Brahe sig en model, hvor Jorden stadig var centrum for Solens og Månens baner, mens Solen var centrum for planeternes baner.


Store danske videnskabsfolk: Tycho Brahe

 

Hvilke arkitektoniske spor satte Renæssancen i Danmark?

I Danmark er Renæssancens arkitektoniske strømninger især knyttet til den danske konge Christian den 4. Denne påvirkning kaldes af og til for Christian den 4.-stil. Han overtog regeringsmagten fra Frederik den 2. i 1588, hvor landet befandt sig i økonomisk medvind, og kongen viste sig som en meget initiativrig og handlekraftig regent. Han kastede sig blandt andet over byggepolitikken, og hans virketrang satte sit tydelige præg på Sjælland og særligt på regeringsbyen København. Han opførte flere byer og bydele, blandt andet Christianshavn, Christiansstad i Blekinge – i Sverige – og Christiania, der er det nuværende Oslo. Disse byer blev opført efter Renæssancens idealer for byplanlægning og har blandt andet gader, der skærer hinanden vinkelret. Christian den 4. opførte også en lang række bygninger, heriblandt Rundetårn, Rosenborg Slot, Børsen, Frederiksborg Slot og Nyboder. Christian den 4. var bygherre for alle disse projekter, mens den kunstneriske udførelse typisk blev lagt i hænderne på udenlandske arkitekter. Hver af disse bygninger rummer Renæssancearkitekturens typiske stiltræk: harmoni, symmetri og balance.

 

Renæssancearkitektur i Danmark

Betydningen for sam- og eftertiden

Hvad var de umiddelbare virkninger af Renæssancen i Europa?

I bogen “Arven fra Middelalderen” (se kilder) opregnes tre virkninger af Renæssancen og Reformationen, der kunne spores i hele Europa. Disse to strømninger var med til at forstærke de individuelle tendenser, der siden er blevet et kendetegn for den vesterlandske kultur. Disse virkninger er:

· Standssamfundets cementering.

· Styrkelse af samfundsmæssige institutioner (herunder familien).

· Fortsatte uoverensstemmelser mellem katolikker og protestanter.

I løbet af 1500-tallet bredte renæssancepåvirkningen sig ud over Europa. “Den Danske Encyklopædi” (se kilder) fortæller, at renæssancen opfyldte fyrsternes, adelsaristokratiets og handelsborgerskabets ønske om en ny, ikkekirkelig og repræsentativ livsstil. Det kom til udtryk i slots- og borgbyggeriet og i en prioritering af de boligmæssige krav frem for de forsvarsmæssige aspekter. Kunstnerisk medførte denne udvikling en opprioritering af kunstarter som allegorien og portrættet. Med allegorien søger kunstneren at formidle er abstrakt begreb – eksempelvis tålmodighed, misundelse eller sandhed – gennem en fortælling, et digt eller et billede. Således bliver personer og begivenheder i allegorien symboler på noget andet. Opblomstringen af portrætmaleriet var et tydeligt tegn på Renæssancekunstnernes stigende interesse for mennesket som et unikt individ. I mødet med lokale senmiddelalderlige traditioner forblev Renæssancen dog et fremmedelement i mange lande.

Hvilken langsigtet betydning havde Renæssancens naturvidenskabelige opdagelser?

De mange videnskabelige nybrud i Renæssancen gik – modsat Antikkens videnskabelige opdagelser – ikke i glemmebogen, men blev fuldstændigt vitale for de følgende århundreders forståelse af verden. En række afgørende astronomiske observationer førte til dannelsen af et nyt verdensbillede, hvor Kirken spillede en mere tilbagetrukken rolle, og hvor mennesket som individ – i forlængelse af den humanistiske filosofi – kom i centrum. Renæssancens naturvidenskabelige nybrud har været med til at forme alle efterfølgende perioder i Europa.

Her kan man eksempelvis pege på astronomen Tycho Brahes betydning. Hans observationer tjente som det afgørende grundlag for senere generationer af astronomers opdagelser. Således kunne den tyske astronom Johannes Kepler (1571-1660), der overtog Brahes observationsjournaler, opstille sine grænseoverskridende teorier om planeternes baner på baggrund af den danske astronoms meget nøjagtige opmålinger. Disse teorier tjente senere som grundlag for den engelske videnskabsmand sir Isaac Newtons (1642-1727) berømte teori om tyngdeloven. På den måde indgik den nye viden, som Brahe havde fremskaffet i en form for internationalt samarbejde om at opnå større indsigt i verdensrummets love.

Hvilken langsigtet betydning havde Renæssancens ideologiske nybrud?

Perioden har i ideologisk forstand betydet varige ændringer i vores verdensbillede. Med den humanistiske filosofi, der var central for periodens tænkning, blev det enkelte menneskes værdi som en unik skabning slået fast. Denne opfattelse kom til at præge alle efterfølgende perioder i Europas historie. Dette er eksempelvis tilfældet i Oplysningstiden. Her var Den Franske Revolution i 1789 – og i særdeleshed de revolutionære kræfters kamp for menneskets umistelige rettigheder – stærkt inspireret af Renæssancens tankegods. Tankerne om det enkelte menneskes umistelige rettigheder var ligeledes det afgørende grundlag, da verdensorganisationen De Forenede Nationer efter Anden Verdenskrigs rædsler vedtog “FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder” (se kilder), nedskrevet i 30 artikler. Her beskrives de rettigheder, som det enkelte menneske fødes med, og som på intet tidspunkt kan tages fra det igen.

Hvilke forskellige synspunkter har der været på Renæssancen?

Periodens værdi er blevet revurderet mange gange. Mange historikere og kunsthistorikere har i tidens løb badet Renæssancen i et romantiserende lys. Allerede i selve Renæssancen gav mennesker udtryk for, at de var klar over at de levede i en ganske særlig – oplyst – periode. Altså helt forskellig fra den foregående Middelalder, der blev betegnet som en mørk tid. Fra midten af 1700-tallet begyndte industrialiseringen så småt i England. Industrialiseringen betød skabelsen af en ny mennesketype, der, ifølge bogen “Renæssance – da mennesket kom i centrum” (se kilder), havde mange af de samme karaktertræk som Renæssancens menneske. Det industrielle samfund var præget af individualitet, demokrati og liberalisme, og her passede den aktive og handlekraftige mennesketype fint ind. Med mellemrum har det positive billede af Renæssancen været udsat for heftig kritik. Periodens mennesker er blevet kaldt egoistiske, og de er blevet kritiseret for ikke at have et fast holdepunkt i tilværelsen. Mens historikere således løbende har diskuteret værdien af Renæssancen, så har kunsthistorikerne været mere entydigt positive i vurderingen af perioden. Kunsthistorikerne er enige om, at der i Renæssancen blev skabt verdenskunst inden for arkitektur, skulptur og billedkunst. Denne verdenskunst har siden, ifølge bogen “Renæssance – da mennesket kom i centrum” (se kilder), inspireret arkitekter, billedhuggere og malere.

Betydningen i dag

Hvad betyder Renæssancen i dag?

FN’s Menneskerettighedserklæring (se kilder) er et eksempel på, hvordan Renæssancens idealer er til stede overalt i den moderne verden. Renæssancen lancerer en lang række forestillinger, der er højaktuelle i den vestlige verden i dag. Disse forestillinger havde ikke meget vind i sejlene i Danmark, da strømningen nåede Danmark i 1500-tallet. Blandt årsagerne hertil kan nævnes den kristne livsholdning, der fortsat dominerede datidens danske befolkning. De følgende århundreder har fastslået periodens betydning som helt afgørende for den vestlige kultur. I Danmark blev denne enorme betydning fejret, da året 2006 blev udnævnt som Renæssancens år. Det blev markeret med omkring 300 arrangementer spredt ud over hele landet. Lektor i Renæssancestudier Jens Vellev, der var en af hovedkræfterne bag initiativet, konkluderede i artiklen “Lærde festligheder” fra Politiken (se kilder): “Renæssancen var en forunderlig og tankevækkende tid med Reformationen og andre begivenheder og mennesker, som på mange måder kom til at ændre vor hverdag”.

I år 2017 er det ikke Renæssancen, men Reformationen der markeres i Danmark. I år er det nemlig 500 år siden, at den tyske munk Martin Luther satte gang i det, der skulle blive til Reformationen af den nordeuropæiske kirke, som gik fra katolicisme til protestantisme. Reformationen nåede Danmark i 1536, og dette år regnes af nogle for Renæssancens begyndelse i Danmark. Uanset hvornår man daterer den danske Renæssance til, er Reformationen og Renæssancen tæt forbundne historiske perioder, og Renæssancens menneskesyn går igen i mange af Martin Luthers tanker: Han sætter individet i et direkte forhold til Gud og griber tilbage til kilderne, og han lader Bibelen oversætte fra latin til kirkegængernes modersmål, så de selv kan gå direkte til den. Reformationens tanke, som f.eks. er udtrykt i periodens danske salmesange, er derfor gode kilder til at forstå også Renæssancens aftryk på dansk kirke og kultur.

Baggrundskilder

Originalkilder

På denne hjemmeside findes “FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder”.

Hjemmesider

Indeholder omtale af danmarkshistorie perioder herunder renæssancen.
natmus.dk
Indeholder omtale af museets faste og løbende udstillinger – herunder Renæssancekunst. Hjemmesiden rummer også en ordbog, hvor en lang række nøgleord er forklaret.
Beskrivelse af Renæssancen og en mængde afledte emner – blandt andet feudalisme, der var den udbredte samfundsstruktur i Middelalderen.
Kortfattet og meget præcis database, der indeholder artikler om Renæssancens forskellige sider. Hver artikel rummer henvisninger til relaterede sites på Internettet.
Omfattende engelsksproget database, der rummer gode artikler om en lang række historiske perioder. Rummer blandt andet artikler om Renæssancen og Middelalderens samfund.
Omfattende samling af primær- og sekundær kilder i engelsk oversættelse, en del også på originalsproget. Databasen rummer også biografier om helgener, kortmateriale og links til andre middelaldersider.

Bøger

Bisgaard, Lars, Isager, Jacob og Jensen, Janus Møller (red.): Renæssance i svøb. Syddansk Universitetsforlag, 2008.
Bredal, Bjørn: Et renæssancemenneske. Gyldendal. 2005.
Corvu, Catharina og Mads Laursen: Mellem runer og romantik. Forlaget Alinea, 2005.
Funder, Bent: Dansk kulturhistorie. Systime, 2005.
Jacobsen, Grethe og Ninna Jørgensen: Kvindernes renæssance og reformationen. Museum Tusculanum, 2017.
Lauring, Palle: Dansk renæssance. Gyldendal, 2017.
Thielst, Peter: Man bør tvivle om alt – og tro på meget. Gyldendals Forlag, 1996.
Fink, Hans [ed.]: Menneske, Natur, Samfund. Gyldendals Forlag, 1994.
Søndberg, Olaf: Europas historie. Systime, 1988.
Lund, Erik [ed. al.]: De europæiske ideers historie. Gyldendals Forlag, 1962.
Grimberg, Carl: Gryende renæssance – Verdenshistorien (Bind 7). Politikens Forlag, 1959.

Udenlandske bøger

King, Margeret L.: The Renaissance in Europe. Lawrence King, 2003.
Davies, Norman: Europe – a history. Pimlico, 1996.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på renæssancen

Kilder citeret i artiklen

Artikler

Helle Hellmann: Gyldne dage: Lærde festligheder. Politiken, 2005-09-30.
Lindberg, Kristian: Renæssance for en gylden tid. Berlingske Tidende, 2005-03-09.
Lars Ole Knippel: Klar til et renæssanceår. Jyllands-Posten, 2005-03-26.
Lars Ole Knippel: Tyge Brahes grav åbnes. Jyllands-Posten, 2005-03-01.

Bøger

Danielsen, Kim og Sanne Knudsen: Renæssancen – da mennesket kom i centrum. Systime, 2005.
Jordt Jørgensen, Peter: Christian 2. – mellem middelalder og renæssancen. Museet på Sønderborg Slot, 2004.
Bisgaard, Lars: Arven fra middelalderen. Gads forlag, 2002.
Lund, Jørn [ed. et. al.]: Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon, 1994-2002.
Jessen, Keld B. [ed. et. al.]: Fra sagatid til førromantik. Systime, 1998.