Renæssancen

Hvordan var samfundet økonomisk og socialt struktureret før Renæssancen?

Perioden, der ledte op til Renæssancen, kaldes Middelalderen. Samfundsstrukturen blev her kaldt “feudalisme”: En statisk og sejlivet samfundsstruktur, hvor herremænd og konger herskede over bønderne som tyranner. Middelalderen indledtes ved, at det store vestromerske rige gik i opløsning omkring år 500 efter Kristi fødsel. Denne udvikling medførte, at bykulturen i landene i Vesteuropa gik i opløsning og blev afløst af denne relativt primitive landbrugskultur. Økonomien var en udpræget selvforsynings- og naturalieøkonomi – en form for handel, hvor man byttede varer i stedet for at bruge penge som betalingsmiddel.

Hvad var ‘Den sorte død’?

I den sene Middelalder var Europa plaget af tilbagevendende epidemier af byldepest, også kaldet “Den sorte død”. Sygdommen rasede igennem Europa af flere omgange. Pesten, der næsten altid var dødelig, slog ifølge hjemmesiden www.learner.org (se kilder) omkring halvdelen af Europas befolkning ihjel. “Den sorte død” gjorde dog primært et stort indhug blandt byernes fattigste, og pestens hærgen stoppede således ikke Renæssancens fremvækst.

Hvordan ændredes Middelalderens samfundsstruktur ved Renæssancens ankomst?

Omkring år 900 efter Kristi fødsel begyndte Middelalderens statiske samfundsstruktur så småt at ændre sig. En ny og magtfuld klasse af borgere spirede frem i byerne, hovedsageligt placeret ved Middelhavet. De borgerlige familier besad stadigt større økonomisk magt, hvilket gav dem stigende politisk indflydelse. Borgerskabets voksende magtposition skete på bekostning af de traditionelle magthavere i samfundet – altså Kongen, Adelen og Kirken. Centrum for denne ændring var en række byer i Norditalien. En afgørende motor i denne samfundsudvikling var en livlig handel, der foregik i disse byer. I løbet af de følgende århundreder blev den udstrakte naturalieøkonomi erstattet med en spirende kapitalisme, en handel, hvor kredit- og bankvæsnet blev udviklet. Det var især korstogsbevægelserne i 1100- og 1200-tallet, der var medvirkende til det økonomiske opsving i de norditalienske byer, idet disse store militære manøvrer krævede skibe, forplejning og våben. Dette betød, at der var gode forhold for de driftige, norditalienske handelsmænd. De store profitter, som italienerne tjente på korstogene, blev geninvesteret i industrilignende foretagende. Således udviklede de norditalienske byer Pisa, Genova og Venedig silke-, glas- og farvervirksomheder. I Firenze gav det mulighed for at etablere en kvalitetsbetonet uldindustri med varer, der kunne sælges nært og fjernt.

Hvordan var magtforholdene i Europa op til Renæssancen?

De pengestærke bystater voksede frem mellem to politiske poler – Paven og Adelen/Kongen – der dominerede 1300-tallets samfund. I tiden op til Renæssancen var samfundets magt fordelt mellem kongen og herremændene på den ene side og den katolske pave og kirke på den anden:

· Kongen og Adelen: Kongen gav landområder til Adelen – det vil sige til højadelige og lavadelige – til gengæld for forskellige former for militær bistand, eksempelvis soldater, til kongens hære. Disse soldater var typisk bønder, der fik lov til at dyrke afgrøder på jorden mod at aflevere en stor del af udbyttet til de adelige jordbesiddere og tilmed gøre militærtjeneste.

· Den katolske pave og kirke: Kirkens mænd og institutioner besad en meget stor samfundsmæssig magt i Middelalderens samfund. Kirken besad store landområder og rige klostre og slotte – det såkaldte ‘kirkegods’. Desuden havde kirkens mænd en enorm åndelig magt over Middelalderens samfund – en magt, som blev udøvet over for alle samfundets øvrige grupper. Desuden besad Kirken nærmest et monopol på viden, og lærde skrifter blev kopieret og opbevaret bag klostrenes tykke mure. Den katolske kirkes viden og lære var afgørende for at holde samfundets lavere klasser i ro – på trods af fattigdom og sygdom – og for at holde Middelalderens samfund sammen. Messen foregik altid på latin, som kun de få lærde forstod.

I Renæssancen skete der en bevægelse bort fra feudalismens relativt stillestående samfundsmodel, hvor Adelens og Kirkens magt var altdominerende. I stedet så man en ny samfundsmodel – stændersamfundet – vokse frem, hvor en fremspirende klasse af selvbevidste borgere krævede at få indflydelse på samfundets kurs.

Hvilke ideologiske strømninger fandtes i Europa i tiden op til Renæssancen?

Renæssancen betød genopdagelsen af en række ideer, der blev udviklet i den såkaldte antikke periode – der typisk beskrives som perioden fra 750 før Kristi fødsel til 500 efter Kristi fødsel. Her var det især forestillingen om det frie, selvstændige og uafhængige menneske. Renæssancen betød en genfødsel af de antikke idealer og ideer med fokus på det enkelte individ og respekt for menneskets frihed og rettigheder. Disse forestillinger kunne for eksempel findes i Antikkens filosofi, litteratur og kunst ved at genlæse Antikkens forfattere.

Renæssancen betegnes ofte som “tiden, da mennesket tog magten”, hvilket hentyder til, at mennesket begyndte at lægge stor vægt på sin egen sansning, tænkning og udforskning af verden. Tidligere havde man udelukkende lyttet til, hvad samfundets magthavere – eksempelvis Kirkens mænd – fortalte om verdens indretning.