Modernitet

Artikel type
faktalink
cand.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. Maj 2016
Main image
Tariq Ramadan er svejtsisk muslimsk teolog og akademiker. Iflg. Ramadan er der ingen modsætning mellem islam og modernitet og mellem islam og den vestlige verden. Han ønsker et opgør med diktatoriske dogmer og muslimers frygt for ikke at være 'gode muslimer'.
Tariq Ramadan er svejtsisk muslimsk teolog og akademiker. Iflg. Ramadan er der ingen modsætning mellem islam og modernitet og mellem islam og den vestlige verden. Han ønsker et opgør med diktatoriske dogmer og muslimers frygt for ikke at være 'gode muslimer'.
Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Modernitet er et vidt begreb – det er en periode i de vestlige samfund fra midten af 1700-tallet frem til i dag, men også en betegnelse for alt det, som udgør et moderne samfund. Modernitet er et prustende damplokomotiv, telegrafledninger, syngende avissælgere, samlebånd og en elpære. Modernitet er menneskerettigheder, individualisering og demokrati. En jublende tiltro til fremtiden, til det teknologiske fremskridt og til menneskets mulighed for at ændre både sig selv og sin omverden. Men modernitet er også fremmedgørelse og meningsløshed, verdenskrige og økonomisk nedtur. Det moderne menneske forlod overtroen, præstetyranniet og det stavnsbundne liv på landet for at besynge fornuft, frihed og teknologi i de stadigt voksende byer, men blev samtidig et tandhjul i et mekanisk og til tider uoverskueligt samfundsmaskineri. 

 

modernitet

Definition

Salvador Dali: The Persistence of Memory, 1931(Oil on Canvas).
Salvador Dali: The Persistence of Memory, 1931(Oil on Canvas).
Foto: Scanpix

Hvad er modernitet?

Man forbinder ofte modernitet med et samfund, der er karakteriseret af fornuft, demokrati, videnskab og troen på fremskridt. I indledningen til det omfattende værk ”Modernitetens verden” (se kilder) defineres moderniteten meget bredt ”som det forhold, at alt i verden kan anskues naturvidenskabeligt, fordi alt i verden er underkastet naturens love”. Begrebet modernitet henviser derfor ofte til perioden i det vestlige samfund fra midten af 1700-tallet og frem til i dag, hvor industriel revolution, tanker om universelle menneskerettigheder og videnskabelige fremskridt har været afgørende for udviklingen af samfundet. Tidligere var samfundet og det enkelte menneskes sociale plads og muligheder ofte bestemt af religiøse overbevisninger, overtro og ganske enkelt traditioner samt en enevældig kongemagt, støttet af kirke og adel.

Men begrebet modernitet henviser også til noget andet end en historisk periode. Modernitet betegner en bestemt måde at leve på og en bestemt indretning af samfundet. Ifølge idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz, professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet (se kilder), er der fire dimensioner, der skal være til stede i et samfund, før man kan tale om, at det er indtrådt i moderniteten: 

  • Menneskets forhold til naturen: I moderniteten kategoriseres verden i natur over for kultur. I modsætning til det traditionelle samfund, der var skrøbeligt i forhold til naturens luner som oversvømmelse og tørke, er moderniteten kendetegnet ved, at mennesket behersker naturen. Naturen er kilde til rigdom og fremskridt, og med videnskab og teknologi som redskab udvinder mennesket naturens ressourcer.
  • Menneskets forhold til hinanden: Man forstår livet som opdelt i to sfærer ­– det private og det offentlige. Det betyder, at mennesket i moderniteten har et privat rum for det intime og nære uden indblanding fra resten af samfundet. I det offentlige rum gælder, at det er styret af regler og love, der ikke er bestemt af nogen religion eller enehersker, men som derimod er demokratisk og rationelt bestemt.
  • Menneskets forhold til sig selv: Mennesket opfattes i moderniteten som et frit individ med egen selvbestemmelse og dømmekraft.
  • Menneskets forhold til det guddommelige: Det religiøse er en privatsag og ikke en offentlig sag for samfundet. Det betyder ikke, at religion ikke eksisterer i moderniteten, men at det er op til det enkelte individ, hvad og hvordan han eller hun skal tro. 

Mens de fleste vestlige samfund i dag er karakteriseret af de fire punkter, er der samtidig andre samfund i verden, hvor det ikke er tilfældet. Et land kan f.eks. godt have moderne teknologi, som gør dem i stand til at udnytte naturens ressourcer eller kommunikere digitalt som i vestlige samfund, men samtidig være defineret af et totalitært styre, der indskrænker individets personlige frihed. Kina er f.eks. et land, som efterhånden er blevet økonomisk rigt og teknologisk udviklet, selvom det ikke er et demokrati, hvor folk frit kan mene og sige, hvad de vil. 

Hvad er forskellen mellem modernitet og modernisering?

Professor Hans-Jørgen Schanz peger i sin artikel ”Hvad er modernitet?” på, at et samfund godt kan være moderniseret uden at være indtrådt i moderniteten (se kilder). F.eks. kan et totalitært styre sagtens have moderniseret samfundet ved at have udviklet teknologi til at beherske naturen eller kommunikere, mens andre dimensioner af moderniteten som f.eks. religionsfrihed ikke er til stede i samfundet. Faktisk er et totalitært styre kun muligt i moderne verdener, fordi totalitarisme forudsætter, at staten ved hjælp af teknologi til massekommunikation kan udøve propaganda og dermed ensrette befolkningen.

Som eksempel kan bruges Saudi Arabien, som er yderst moderne i forhold til teknologi, og som også er et af de rigeste lande i verden, men hvor religionen islam er fundamentet for samfundet og det enkelte individ. Det betyder, at religion ikke kun en privatsag, men i høj grad også offentlig, hvilket f.eks. kommer til udtryk ved, at kvinder ikke må køre bil. Denne offentlige regel er baseret på et religiøst argument. Man kan derfor sige, at Saudi Arabien er blevet moderniseret, men ikke indtrådt i moderniteten, fordi religion gennemsyrer lovgivningen og indskrænker den personlige frihed. 

Hvad er modernisme?

Mens modernitet beskriver de overordnede sociale ændringer i samfundet, er modernisme en strømning inden for kunst, litteratur filosofi osv., der beskæftiger sig med den stadigt nye erfaring af verden. Modernistisk kunst er ifølge Gyldendals Den Store Danske karakteriseret ved et eksperimenterende formsprog, der bryder med traditionelle idealer – f.eks. litteraturen i Romantikken eller i 1900-tallets surrealisme, kubisme eller ekspressionisme inden for billedkunsten. I perioden mellem de to verdenskrige søgte surrealismen f.eks. væk fra den realistiske tradition i kunsten for til gengæld i højere grad at fokusere på menneskets indre liv – begæret, drømmene og underbevidstheden. Dette indre blev gengivet i et absurd formsprog med smeltede ure som hos Salvador Dalí, hvilket netop pegede på alt det irrationelle frem for fornuften, som det borgerlige samfund i løbet af 1800-tallet havde været optaget af (se Faktalink-artikel om Surrealismen).

Det betyder ikke, at det borgerlige samfunds realistiske kunst, som i Danmark nåede et højdepunkt med Det Moderne Gennembrud i sidste halvdel af 1800-tallet, ikke også var en reaktion på moderniteten. Det var den, men kritikken befandt sig på et mere indholdsmæssigt plan, hvor tidens sociale forandringer og problemer blev sat under lup (se Faktalink-artiklen Naturalismen og Det moderne gennembrud).

Se evt. også Forfatterweb-artiklen om Dansk Modernisme (se kilder).

Baggrund og uddybning

Industrialiseringen betød kvinder på arbejdsmarkedet.Her arbejdes der tæt på en handskefabrik i København i 1904.
Industrialiseringen betød kvinder på arbejdsmarkedet.Her arbejdes der tæt på en handskefabrik i København i 1904.
Foto: Peter Elfelt / Scanpix

Hvornår opstod moderniteten?

Ofte forbinder man modernitet med fremkomsten af det industrielle samfund i slutningen af 1700-tallet og op igennem 1800-tallet. De naturvidenskabelige og teknologiske fremskridt med blandt andet dampmaskinen og jernbanen ændrede de vestlige samfund markant og satte gang i en samfundsudvikling mod demokrati, urbanisering, sekularisering og en spirende ligestilling mellem mænd og kvinder – begreber, som netop forbindes med et moderne samfund (se Faktalink-artiklen om Industrialiseringen).

Men modernitetens rødder rækker længere tilbage. Nogle mener, at en slags moderne tilstand allerede indtrådte i den europæiske verden med Renæssancen omkring 1400- og 1500-tallet, hvor et større fokus på mennesket frem for det guddommelige begyndte at gøre sig gældende (se Faktalink-artiklen om Renæssancen). Blandt andet kom det konkret til udtryk i kunsten, hvor kunstneren fokuserede på den korrekte gengivelse af den menneskelige krop. Tænk blot på Leonardo da Vincis (1452-1519) kendte anatomitegning 'Den Vitruvianske Mand' (se kilder), som viser hans forståelse af kroppens matematiske proportioner.

Udover mennesket som fokus begyndte man i Renæssancen og fremefter at interessere sig mere og mere for en naturvidenskabelig forståelse af verden. Det er f.eks. også i denne periode, at den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) gjorde nye observationer af himmelrummet. Og den franske filosof og matematiker René Descartes (1596-1650) formulerede den berømte sætning 'cogito ergo sum', som er latin og betyder 'jeg tænker, altså er jeg'. Hans forestilling var, at menneskets evne til at tænke rationelt var udgangspunktet for menneskets eksistens og erkendelse af verden. Af den grund opfattes Descartes også af mange som den første moderne filosof, fordi han som grundlag for at forstå verden for det første lagde vægt på jeg'et og den individuelle dømmekraft og for det andet fornuften (se kilder).

Men mens René Descartes i sin filosofiske rationalisme stadig havde plads til det guddommelige, tog tænkere som f.eks. franskmanden François Voltaire i Oplysningstiden det rationelle princip endnu videre og gjorde op med både dogmatisk religiøse forestillinger og med de europæiske samfunds magtstruktur med en eneherskende adel og fyrste i toppen (se Faktalink-artiklen om Oplysningstiden). Selvom modernitet ofte forbindes med fremkomsten af det industrialiserede samfund, henviser begrebet således til en erfaring og erkendelse af verden, som blev grundlagt i sit spæde stadie langt tidligere. 

Hvilken sammenhæng er der mellem industrialisering og modernitet?

Dampmaskinen og andre industrielle opfindelser i 1700-tallet ændrede samfundets struktur på adskillige måder (se Faktalink-artiklen om Industrialiseringen) og accelererede udviklingen af det moderne samfund, som vi kender i dag med udviklingen af ny teknologi, demokrati og en stigende urbanisering og sekularisering:

  • For det første blev mennesket med det øgede fokus på videnskab og teknologisk udvikling bekræftet i, at det med sin egen skabende kraft ikke var underlagt en religion og en gud. Naturen blev set som et redskab for mennesket: Med den rette teknologi kunne naturen kontrolleres og udnyttes efter behov.
  • For det andet ændrede fremskridtet magtfordelingen i samfundet, så det ikke længere udelukkende var adelen og monarkiet, der sad på magten, men i høj grad også den stærkt voksende borgerklasse af fabriksejere og handelsmænd, der oplevede stor velstand med nye produktions- og transportmuligheder. Op igennem 1800-tallet begyndte den voksende arbejderklasse i byerne også at organisere sig i fagforbund for at opnå bedre løn og flere rettigheder. Altsammen var det med til at sætte gang i en demokratiseringsproces i samfundet med fokus på det enkelte individs medbestemmelse over sit eget liv.
  • For det tredje satte de mange arbejdspladser i industrien gang i en folkevandring fra land til by, også kaldt urbanisering. Det nye liv i byerne betød for det enkelte individ, at livet ofte kunne leves friere og ikke som i de små landsbyer, hvor tilværelsen var bestemt af faste sociale og religiøse rammer. I landsbyen, hvor alle kendte alle, var der ikke plads til at træde ved siden af, mens det moderne menneske i storbyerne oplevede en større anonymitet. 

Hvad er den teoretiske baggrund for moderniteten?

På baggrund af industrialiseringens tekniske frembringelser blev naturvidenskaben i løbet af 1800-tallet den altoverskyggende disciplin. Fremskridtstankegangen samt det enorme fokus på menneskets kontrol af naturen og udvindingen af dens ressourcer gjorde, at den positivistiske metode blev den generelle holdning til erkendelsen af verden. Kort fortalt er positivismen den filosofi, at der ikke findes anden sikker viden end den, man umiddelbart kan få ud af at iagttage eller sanse den omgivende verden. Ifølge Den Store Danske (se kilder) lå der i positivismen også en forestilling om, at historien hele tiden udviklede sig igennem faser, fra det lavere til det højere. Tanken var således, at samfundet konstant skred fremad mod et mere udviklet og dermed også bedre samfund.

Denne positivistiske metode ses tydeligt i et af de mest betydningsfulde videnskabelige værker "Om arternes oprindelse" (se kilder), udgivet i 1859 af den engelske videnskabsmand Charles Darwin. Heri fremførte Darwin sin evolutionsteori om, at mennesket ligesom andre dyr havde udviklet sig igennem mange tusinde år generation efter generation til det nuværende stadie. Hans opdagelse var baseret på adskillige observationer af forskellige dyrearter over hele kloden.

Samme fremskridtstro fandtes hos samfundstænkeren Karl Marx, der med ”Det kommunistiske Manifest” fra 1847 beskrev det moderne kapitalistiske samfund som et klassedelt samfund mellem kapitalejerne, der ejede produktionsmidlerne som fabrikker, maskiner, råstoffer til produktion osv., og lønarbejderne, der solgte deres arbejdskraft til kapitalejeren. I bogen "Sociologi og modernitet" (se kilder) beskrives det, hvordan tro på fremskridt og udvikling var grundlaget i den kommunistiske revolution, som Karl Marx mente, at den moderne samfundsudvikling ville ende ud i. På et tidspunkt i det moderne samfunds udvikling ville arbejderklassen vokse sig så stor, at den i en socialistisk revolution ville fjerne kapitalejerne fra magten i samfundet og selv overtage produktionsmidlerne. 

Hvad skete der med samfundet i moderniteten?

Bruddet mellem det traditionelle samfund og det moderne samfund er karakteriseret af en lang række forandringer af bylivet, åndslivet og den politiske magt – demokratiseringsproces, individualiseringsproces og urbaniseringsproces osv.

Herunder er de vigtigste samfundsmæssige forandringer:

  • Politisk organisering: Industriens udnyttelse af arbejdskraft organiserede i løbet af 1800-tallet arbejderne i fagbevægelser, som med tiden fik mere og mere magt og sørgede for, at lønarbejdere fik rettigheder i forhold til deres arbejdsgivere. Sideløbende var der i Europa en demokratiseringsproces i gang baseret på oplysningstidens tanke om almene menneskerettigheder, som formuleret allerede i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og under Den Franske Revolution i 1789.
  • Sekularisering: Naturvidenskab erstattede religionen og overtroen som den dominerende forklaringsmodel af verden og samfundet. Man siger, at moderniteten afmystificerede alt, idet naturvidenskaben beviste, at mange fænomener kunne forklares videnskabeligt. I Europa betød det, at den kristne tro var under pres – Charles Darwin viste f.eks. i 1859, hvordan mennesket var resultat af en evolutionsproces og ikke gudsbestemt, som Biblen foreskrev. Ifølge Gyldendals Verdenslitteraturhistorie (se kilder) betød det dog ikke, at religionen forsvandt, blot at det blev et privat anliggende og i højere grad adskilt fra statens institutioner.
  • Kulturel demokratisering: Også kulturen ændrede sig i takt med de nye teknologiske fremskridt, f.eks. muliggjorde dampmaskinen ifølge Gyldendals Verdenslitteraturhistorie (se kilder), at bøger og andre skrifter kunne trykkes langt hurtigere. Det gjorde samtidig tryksager billigere, og litteratur og aviser nåede derfor i langt større omfang ud i befolkningen. Trykke- og ytringsfrihed afskaffede desuden censuren op igennem 1800-tallet. Desuden skød en ny forlystelsesindustri frem med tivolier og zoologiske haver – og senere filmteatre, da filmmediet i 1900-tallet fik sit gennembrud.
  • Urbanisering: Industrialiseringen ændrede i løbet af 1800-tallet storbyerne i Europa markant. Det var i byerne, at fabriksejerne placerede deres industri, og det betød, at stadigt flere arbejdere flyttede fra landområderne ind til de store byer. Overalt i Europa var befolkningstilvæksten i byerne høj op igennem 1800-tallet. Berlin voksede ifølge ”Modernitetens verden” (se kilder) i løbet af 30 år fra et befolkningstal på 826.000 indbyggere i 1871 til to millioner i 1905. Tilsvarende voksede København mellem 1870-90 fra 205.000 til 375.000 indbyggere ifølge Faktalink-artiklen om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud (se kilder).
  • Internationalisering: Afstande mellem lande og verdensdele bliver mindre. Det britiske imperium strakte sig med sine kolonier både til Afrika og Asien. Opfindelsen af dampmaskinen sidst i 1700-tallet banede vejen for både jernbanen og dampskibet, der gjorde det langt lettere og hurtigere at rejse over større afstande. Samtidig betød ny kommunikationsteknologi som telegrafen, at meddelelser fra den ene del af verden kunne nå den anden del af verden langt hurtigere end tidligere. 

 

Hvad kendetegner individet og det sociale liv i moderniteten?

At man overhovedet taler om individet er i sig selv kendetegnende for moderniteten. Ifølge bogen "Sociologi og modernitet" (se kilder) var individet i det præmoderne samfund bundet af et liv inden for traditionens og religionens rammer; man fik typisk identitet af at høre til et fællesskab, f.eks. et kirkesogn, en landsby og en familie, og hvis ens far var smed, blev man som oftest smed som voksen. I moderniteten orienterer individet sig derimod mod samfundet – et maskineri, hvor det enkelte individ billedligt talt er et tandhjul, der hjælper til at få maskinen til at køre rundt.

Den franske sociolog Émile Durkheim (1858-1917) pegede på det paradoksale forhold, at det moderne menneske både bliver mere og mere individ og samtidig mere og mere afhængig af samfundet. Det sker, fordi livet i moderniteten er karakteriseret af det, som Durkheim kalder 'arbejdsdeling', hvor hvert enkelt menneske specialiserer sig inden for ét slags arbejde, men samtidig bliver mere afhængig af resten af samfundet for at kunne få opfyldt andre behov. Konkret betyder det – ifølge bogen "Sociologi og modernitet" (se kilder) – at bageren bliver afhængig af smeden til at få smedet de ovne, han bager sine brød i, og omvendt er smeden afhængig af brød til at leve, så han kan smede bagerens ovne.

Mens Durkheim pegede på, at denne rationelle arbejdsdeling skabte solidaritet – en fornemmelse af at have brug for hinanden – mente Karl Marx (1818-1883), at arbejdsdelingen var fremmedgørende og i sig selv meningsløs udover at opretholde de basale livsbetingelser. Marx bruger begrebet arbejdsdeling i forhold til den kapitalistiske industris produktionsprocesser, hvor fremstillingen af et produkt bliver delt op i adskillige delopgaver, som arbejderne hver især tager sig af. For lønarbejderne betyder det en hverdag, hvor den samme arbejdshandling bliver gentaget igen og igen uden megen variation. Ifølge Den Store Danske (se kilder) mente Karl Marx, at denne systematiske og ensformige arbejdsdeling reducerede mennesket til et middel eller instrument underordnet et maskinelt system, og at det var med til at holde mennesket fra at realisere sin menneskelighed. Arbejderen var således en vare (idet han solgte sin arbejdskraft), nøjagtig som det produkt, han var med til at fremstille.

En anden skeptisk stemme finder man ifølge "Sociologi og modernitet" (se kilder) hos den tyske sociolog Max Weber (1864-1920), der talte om moderniteten som rationalitetens jernbur: Weber peger ganske enkelt på, at modernitetens rationelle afmystificering af verden samtidig indebærer et meningstab, fordi tilværelsen ikke længere kan overskues ud fra fælles forestillinger, normer og værdier, som f.eks. religion og traditioner tidligere tilbød nogle solide rammer for. Moderniteten frigør godt nok mennesket fra et liv, baseret på religion og traditioner, men mennesket bliver også låst fast i en tilværelse, hvor menneskelige handlinger, rettet mod effektivitet og optimalt udbytte, er dominerende. 

Inden for hvilke fagområder bruges modernitetsbegrebet?

Modernitetsbegrebet bruges ofte i de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag i forhold til at beskrive samfundet og individets plads i samfundet. Ifølge ”Sociologi og modernitet” (se kilder) opstod sociologien faktisk som videnskabeligt felt i takt med udviklingen af det moderne samfund i 1800-tallet. Den markante ændring af samfundet fra det præmoderne til det moderne samfund og befolkningens bevægelse fra land til by gjorde, at der var brug for at beskrive de nye samfundsstrukturer og individets udfordringer i disse. Nogle af de vigtigste samfundstænkere i denne periode er Karl Marx (1818-1883), Émile Durkheim (1858-1917), Georg Simmel (1858-1918) og Max Weber (1864-1920). De kaldes ofte for sociologiens fædre.

I naturvidenskabelige fag taler man ikke på samme måde om modernitet. Måske skyldes det, at moderniteten er så tæt knyttet til prioriteringen af naturvidenskaben som den mest betydningsfulde disciplin, når det kommer til at forstå verden. Ifølge indledningen i ”Modernitetens verden” (se kilder) kan moderniteten netop defineres bredt ”som det forhold, at alt i verden kan anskues naturvidenskabeligt, fordi alt i verden er underkastet naturens love”. Samfundsvidenskabelige discipliner som f.eks. sociologien er først efterfølgende opstået som en reaktion på dette grundlag i det moderne samfund.