Indledning
Artiklen 'Jura og internet' gennemgår områderne Ophavsret/Copyright, Persondata, Retten til eget billede, Ytringsfrihed samt Injurier og anden adfærd.
Artiklen 'Jura og internet' gennemgår områderne Ophavsret/Copyright, Persondata, Retten til eget billede, Ytringsfrihed samt Injurier og anden adfærd.
Copyright er det engelske ord for ophavsret. De dækker altså over det samme begreb.
Ophavsret er retten til en "intellektuel frembringelse" – det kan være et kunstværk, en bog, film, spil, osv. Mere eller mindre alt, der er frembragt ved en kreativ indsats. Og det behøver ikke engang være en særlig stor indsats – helt principielt har man ophavsret til et par tilfældige kruseduller, man laver på et stykke papir. Man skelner nemlig ikke mellem "god" og "dårlig" kunst. Det kan dog have noget at sige i forhold til, hvor bred ophavsretlig beskyttelse værket nyder.
Når man snakker om noget, som er ophavsretligt beskyttet, kalder man det et "værk". Og vedkommende, som laver værket (fx kunstneren, forfatteren, osv.), kaldes "ophavsmanden".
I Danmark er det Lov om ophavsret ("Ophavsretsloven"), der er det retlige grundlag for beskyttelse og benyttelse af ophavsretligt beskyttede værker, herunder film, musik, litteratur og andre tekster.
Hvornår opstår rettighederne?
Så snart værket er manifesteret. Dvs. så snart et menneske er i stand til at opfatte værket – dvs. kan se, høre, føle, lugte eller – ja endda – smage det.
Hvad kan være omfattet (fx musik, video, tekst, billedmateriale, kunst, edb-programmer etc.)?
Ophavsretsloven omfatter først og fremmest kunstneriske og litterære værker.
Kunstneriske værker er fx malerier, billeder, video, scenekunst og lyd.
Litterære værker kan være bøger, artikler, edb-programmer samt kort og andre "beskrivende" tegninger.
Hvor længe varer ophavsretten?
Ophavsretten varer fra ophavsmandens død + slutningen af dødsåret og 70 år frem. Herefter må værket bruges af alle.
Eksempel: Anne Frank døde i 1945. Ophavsretten til hendes verdenskendte dagbog udløb derfor d. 1. januar 2016.
Hvad må jeg, og hvad må jeg ikke?
Brug af beskyttet materiale
Det klare udgangspunkt er, at man skal have tilladelse fra ophavsmanden, før man må bruge det ophavsretsbeskyttede materiale.
Til dette udgangspunkt findes nogle undtagelser.
Fremlæggelser
Når man udarbejder et PowerPoint eller lignende præsentationer, får man ofte brug for at bruge ophavsretligt beskyttet materiale, som fx billeder og tekster hentet ned fra nettet.
Selvom fx et billede ligger frit tilgængeligt på en hjemmeside og eksempelvis kan findes via Googles søgemaskine, gælder Ophavsretsloven stadig. Det betyder, at selvom man googler dig frem til et billede, som man ønsker at bruge, så skal man fortsat sikre dig, at man har lov til at bruge det. Og det har man kun, hvis man har fået tilladelse fra indehaveren af ophavsretten.
Hvis en virksomhed eller institution har aftale med Copydan Billeder og Copydan Tekst og Node, så er det tilladt at foretage "eksemplarfremstilling" af billeder og tekster i forbindelse med møder, foredrag, kurser og undervisning uden at indhente tilladelse fra ophavsmanden, idet Copydan allerede har sørget for at indgå aftaler med ophavsmændene.
Der sker eksemplarfremstilling allerede, når man digitalt kopierer ophavsretligt beskyttede billeder og tekster og bruger det i sin fremlæggelse (digital eksemplarfremstilling). Selve fremlæggelsen kaldes i Ophavsretsloven "offentlig fremførelse", og det skal der som udgangspunkt også gives tilladelse til. Men når det sker i forbindelse med undervisning, er det som udgangspunkt tilladt uden ophavsmandens samtykke.
Upload til intranet eller internet
Hvis en virksomhed eller institution har indgået aftaler med Copydan, vil det som udgangspunkt også være tilladt at uploade de ophavsretsbeskyttede værker på et intranet for medarbejdere eller elever, forudsat adgangen hertil er begrænset til kun disse personer.
Det vil derimod ikke være tilladt at uploade værkerne til internettet, hvor alle har adgang, uden ophavsmandens samtykke.
Linke til beskyttet materiale
Når man linker til ophavsretligt beskyttet materiale, fx via sin hjemmeside, Facebook/Twitter profil eller i en PowerPoint-præsentation, er der visse ting, man skal være opmærksom på.
Man skal først og fremmest sikre sig, at det materiale, man linker til, er lovligt lagt ud på nettet – dvs. at man ikke linker til materiale, som er uploadet uden ophavsmandens samtykke. Et typisk eksempel kunne være en film/tv-serie lagt gratis tilgængelig på YouTube.
Herefter skal man sikre sig, at det ophavsretligt beskyttede materiale, som man linker til, er frit tilgængeligt for den almindelige internetbruger. Det er fx ikke tilladt at linke direkte til materiale, som kun er tilgængeligt for abonnenter af en bestemt tjeneste – fx Netflix, Spotify, Mofibo, Lix, osv.
Sociale medier/YouTube
Sociale medier:
Hvis ophavsretligt beskyttet materiale er lagt op på et socialt medie såsom Facebook eller Twitter, må man 'like', 'share', 'favourite' og 'retweete', så længe det foregår inden for det pågældende sociale medie. Disse funktionaliteter har ophavsmanden, som har lagt materialet ud, accepteret, da han accepterede Facebook/Twitters vilkår. Andre tjenester såsom Instagram har lignende vilkår.
Sagen er dog en anden, så snart man bringer materialet uden for rammerne af det sociale medie – fx bruger et Facebookbillede/opslag/tweet i en fremlæggelse, på ens egen hjemmeside eller sælger fysiske kopier heraf. Dette har ophavsmanden nemlig ikke accepteret, fordi denne brug ikke kan kontrolleres af det sociale medie. Det kan altså godt være ophavsmanden har afgivet ophavsretten til sit billede, da han lagde det ud på Facebook, men det er kun i forhold til Facebook!
Man skal derfor stadig spørge ophavsmanden om lov, hvis man anvender hans materiale uden for det sociale medie, han har uploadet materialet til.
YouTube:
Man må som udgangspunkt gerne linke til YouTube videoer – dette gælder også embedded linking, hvor videoen afspilles direkte fra en fremlæggelse eller lignende. Dette er tilfældet, fordi afspilningen stadig sker via YouTubes egen afspiller, hvorved de stadig har kontrol over videoen.
Man må dog ikke anvende tredjepartstjenester eller selv "rippe" YouTube-videoen ned på sin enhed, fordi YouTube her mister kontrollen over videoen. Man skal derfor spørge ophavsmanden til videoen, hvis man ripper videoen ned lokalt.
Piratkopiering
De fleste er efterhånden bekendt med, hvad piratkopiering er. Der hersker dog stadig en vis tvivl om, hvad der helt specifikt er ulovligt.
Dette spørgsmål kan dog besvares relativt let. Som nævnt ovenfor foregår der eksemplarfremstilling, så snart man henter en kopi af et ophavsretligt beskyttet værk. Det er ligegyldigt, om man "bare" henter det fra andre og ikke deler værket. Digital eksemplarfremstilling (download) af et værk, som uploaderen ikke har rettighederne til, eller hvor der ikke er givet tilladelse fra ophavsmanden, er ulovligt – også for downloaderen!
At dele værket bagefter kaldes i lovens forstand "spredning", som i sig selv er strafbart, når man ikke har ret til værket.
Man krænker derfor ofte to af ophavsmandens rettigheder!
Lovlig og ulovlig streaming
Hvis man læser ovenstående, kunne man let drage den konklusion, at streaming af ophavsretligt beskyttede værker slet ikke er omfattet. Man laver jo ikke et eksemplar af værket, og man spreder det jo heller ikke.
Her er det vigtigt at forstå lidt af det tekniske bagved streaming via internettet. Når man streamer et værk – fx en video – lagres dele af filmen midlertidigt løbende på ens enhed. Dette er nødvendigt, før enheden kan afspille indholdet. Man laver her delvis og midlertidig eksemplarfremstilling, og sådanne eksemplarfremstillinger er udtrykkeligt omfattet af ophavsmandens rettigheder efter Ophavsretslovens.
Undtagelse – privat brug og undervisning
Der findes undtagelser som i visse sammenhænge er relevante at have for øje.
Der findes fx undtagelser for både analog og digital eksemplarfremstilling af ophavsretligt beskyttet materiale. I dette afsnit vil kun undtagelsen for digital eksemplarfremstilling blive berørt i forhold til privat brug-undtagelsen.
Som udgangspunkt er det faktisk lovligt at fremstille digitale kopier til "eget brug" eller til ens "husstand". Dette er dog et udgangspunkt med flere undtagelser og forbehold:
'Husstand' skal forstås ret snævert. Der er fx ikke tale om venner eller bekendte. Som udgangspunkt er det kun nær familie, hvilket afhænger af en konkret vurdering, men normalt er der kun tale om bedsteforældre, forældre, børn, børnebørn og søskende.
Et eksempel på lovlig digital eksemplarfremstilling/kopiering kunne være at optage en film, som sendes i fjernsynet eller at rippe en lovlig erhvervet Blu-Ray film ned på ens enheder, så man kan se den på farten.
Et eksempel på ulovlig digital eksemplarfremstilling/kopiering kunne være at låne en film på biblioteket og herefter rippe den ned på ens enheder. Et andet eksempel kunne være, hvis man begynder at låne sine Blu-Ray film ud til venner og bekendte, så de selv kan rippe filmen ned.
Fremførelsen af værker i forbindelse med undervisning, fx afspilning af film, kan frit ske i både grundskoler (folkeskoler) og gymnasier, hvor publikummet er en fast og sluttet kreds. Det samme gør sig imidlertid ikke gældende ved universiteterne eller ved andre større og offentligt tilgængelige undervisningssituationer, men denne begrænsning gælder kun film og scenekunst (fx teater). Musik og litteratur må frit fremføres i forbindelse med ikke-kommerciel undervisning.
Persondatalovgivningen er et heftigt debatteret emne i nyere tid, og det er der god grund til. I takt med den accelererende teknologiske udvikling og muligheder for at udnytte data på helt nye måder, bliver personoplysninger mere og mere værdifulde og kan (mis-)bruges på flere forskellige måder.
Persondata er alle typer oplysninger, som relaterer sig til en identificeret eller identificerbar person. Der kan både være tale om navn, adresse, køn og alder. Der kan også være tale om billeder af genkendelige personer – og med genkendelige menes blot billeder af personer, som én eller flere personer er i stand til at identificere ud fra billedet.
Der kan endda være tale om oplysninger, som ikke umiddelbart identificerer den pågældende, fx en nummerplade, et fingeraftryk og DNA-sekvenser – altså oplysninger, hvor man skal bruge hjælpemidler for at identificere den pågældende.
Det overordnede beskyttelseshensyn er privatlivets fred. Retten til privatliv er sikret i så godt som alle verdens lande enten via en forfatning eller en international forpligtelse som fx Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Man beskytter privatlivets fred, fordi folks personoplysninger som det klare udgangspunkt ikke angår nogen andre end én selv.
Der foregår en konstant debat mellem hensynet til privatlivets fred og hensynet til den nationale sikkerhed og forebyggelsen og efterforskning af kriminalitet. Særligt overvågning af privates telefon- og internettrafik er en debat, som ingen ende synes at tage.
Det er der selvfølgelig en god grund til. For der findes ikke noget klart svar, og det afhænger helt og aldeles af politiske/etiske overvejelser og prioriteter. Dette er en af de primære grunde til, at forskellige landes persondatalovgivning er så forskellig.
Man ved fra Edward Snowdens afsløringer, at USA har taget meget let på deres borgeres ret til privatliv til fordel for national sikkerhed i forbindelse med NSAs omfattende overvågning af private.
Anderledes er prioriteringen i EU, hvor flere tiltag er blevet skudt ned, fordi EU-domstolen arbejder med en høj prioritering af EU-borgernes ret til privatliv. Bl.a. derfor er der en helt ny forordning (EU-lov som gælder direkte i alle medlemslande) på vej, som laver gennemgribende ændringer og intensiverer beskyttelsen af europæiske borgeres ret til privatliv. Denne er omtalt kort nedenfor i afsnit 2.6.1.
Udgangspunktet er, at ingen må behandle dine personlige oplysninger. Udgangspunktet er dog modificeret i mange tilfælde, herunder når man giver sit samtykke til behandling. Det er fx tilfældet, når man skriver sig op som bruger på et socialt medie. Her siger man i forbindelse med oprettelsen ja til, at det pågældende medie gerne må bruge ens personlige oplysninger. Dette gøres typisk med en henvisning til en persondatapolitik, som man samtykker til.
Ifølge persondatalovgivningen skal et gyldigt samtykke være frivilligt, specifikt, informeret og udtrykkeligt.
Det betyder, at man klart og tydeligt informeres om, hvordan ens personlige oplysninger behandles, og man har mulighed for at sige fra i forhold til den pågældende behandling.
Når man skriver sig op til en tjeneste over internettet, vil man typisk blive præsenteret for en aftjekningsboks, hvor man kan erklære sig enig eller uenig i persondatapolitikken. Denne boks må ikke være tjekket af på forhånd – man skal altså aktivt give sit samtykke til behandling af ens personlige oplysninger. Hvis teksten tilknyttet boksen indeholder et link til persondatapolitikken, er kravet om et specifikt, informeret og udtrykkeligt samtykke som udgangspunkt overholdt, forudsat persondatapolitikken i øvrigt er fyldestgørende ifølge persondatalovgivningen.
Hvis andre behandler ens personlige oplysninger vedrørende helbredsmæssige, seksuelle, politiske, religiøse og andre følsomme forhold, er det helt klare udgangspunkt, at der skal gives et udtrykkeligt samtykke. Det samme gør sig gældende, hvis der er tale om behandling af oplysninger om strafbare forhold – fx indhentelse af en straffeattest. I ganske få tilfælde kræves dog ikke samtykke.
Andre ikke-følsomme oplysninger kræver som udgangspunkt også samtykke, men kan nogle gange behandles uden. Se om dette nedenfor.
En af de hyppigst brugte undtagelser til kravet om samtykke er, hvis behandlingen af oplysningerne er nødvendig i forbindelse med en aftale mellem parterne. Fx må en arbejdsgiver gerne behandle oplysninger såsom en ansats navn, alder, adresse, kontooplysninger og lignende, fordi disse oplysninger er nødvendige for arbejdsgiveren for at udbetale løn og indberette skat.
En anden almindeligt brugt undtagelse er interesseafvejningsbestemmelsen: hvis vedkommende, som behandler ens personlige oplysninger har en større interesse i at behandle dem, end man har i, at oplysningerne ikke bliver behandlet, kræves ikke samtykke.
Et eksempel: Datatilsynet har tidligere accepteret, at en skole loggede elevernes internettrafik for at forhindre, at eleverne downloadede ulovligt materiale, pornografi eller voldeligt og/eller racistisk indhold.
Når denne undtagelse bruges, stilles dog næsten altid krav om, at man informerer de berørte om indsamlingen og behandlingen af oplysningerne på forhånd.
Hvorfor gælder der forskellige regler i verden?
Tradition og kultur varierer betydeligt fra land til land rundt om i verden. Det samme er også tilfældet inden for Europas grænser, hvilket har medført en del problemer, fordi personlige oplysninger i højere grad bliver behandlet på tværs af grænser, især pga. internettets udbredelse.
Sammen med det faktum, at den nuværende europæiske persondatalovgivning er baseret på et direktiv fra 1995, har det længe været nødvendigt med en revision af lovgivningen. Persondataforordning træder i kraft i maj 2018 og kommer til at gælde direkte i alle EU's lande og erstatter eksisterende national persondatalovgivning.
Kort om den nye forordning
Den nye forordning tager i højere grad brugen af moderne teknologi ind i overvejelserne og introducerer højere krav til behandling af personlige oplysninger. Den introducerer også meget høje bøder for overtrædelse, hvilket er en nyskabelse i forhold til det eksisterende bødeniveau i Danmark.
Det kan koste helt op til 20 mio. euro eller 4 % af årlig koncernomsætning (alt efter, hvad der er højest) at overtræde forordningen.
Et eksempel: Googles samlede koncernomsætning for 2015 var lige under 500 mia. kr. Hvis persondataforordningen var trådt i kraft i 2015, og Google overtrådte den, ville de risikere en bøde på 20 mia. kr. Googles samlede overskud for 2015 var 108 mia. kr. Bøden ville altså kunne have reduceret deres samlede overskud med 18,5 %.
Er du biblioteksbruger eller elev?