IRA og den nordirske fredsaftale

Artikel type
faktalink
journalist Bente Bundgaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2001
Main image
En kvinde passerer et irsk republikansk vægmaleri i Belfast i det nordlige Irland. Den 28. juli 2005.
En kvinde passerer et irsk republikansk vægmaleri i Belfast i det nordlige Irland. Den 28. juli 2005.
Foto: Scanpix

Selv om 30 års lavbluskrig endelig blev afløst af en historisk fredsaftale i 1998, kan Nordirlands katolikker og protestanter stadig ikke arbejde sammen. I løbet af sommeren 2001 eskalerede volden mellem de katolske og protestantiske arbejderkvarterer i det nordlige Belfast, og i slutningen af september 2001 blev Nordirlands selvstyre suspenderet efter uenigheder mellem de protestantiske politiske partier og især Sinn Fein, som er den irske undergrundshær IRAs politiske gren. Kort sagt vil protestanterne have, at IRA skal afvæbne, før Sinn Fein kan sidde i lokalstyret - et krav, som IRA og Sinn Fein hidtil har afvist. Der står konflikten i dag.

IRA og den nordirske fredsaftale

Indledning

Der henvises desuden til FaktaLinket om Den irske konflikt fra april 1998.Med dette FaktaLink føres historien op til og med suspensionen af Nordirlands selvstyre september 2001.

Selv om 30 års lavbluskrig endelig blev afløst af en historisk fredsaftale i 1998, kan Nordirlands katolikker og protestanter stadig ikke arbejde sammen. I løbet af sommeren 2001 eskalerede volden mellem de katolske og protestantiske arbejderkvarterer i det nordlige Belfast, og i slutningen af september 2001 blev Nordirlands selvstyre suspenderet efter uenigheder mellem de protestantiske politiske partier og især Sinn Fein, som er den irske undergrundshær IRAs politiske gren. Kort sagt vil protestanterne have, at IRA skal afvæbne, før Sinn Fein kan sidde i lokalstyret - et krav, som IRA og Sinn Fein hidtil har afvist. Der står konflikten i dag.

Hvad slås de om?

IRA og Sinn Fein ønsker, at hele Irland skal være ét land under irsk suverænitet i stedet for som nu, hvor der findes en irsk republik i den sydlige del, og at den mindre, nordlige del, hører under Storbritannien. De fleste katolikker i Nordirland støtter det synspunkt. Det samme gør flertallet i Republikken Irland. Omvendt ønsker flertallet af Nordirlands protestanter, at provinsen skal blive ved med at tilhøre Storbritannien. Det plejede et flertal af de øvrige briter også at mene, men på det seneste er mange holdt op med at føle så stærkt for Nordirland. En meningsmåling i avisen The Guardian i august viste, at nu er der kun 26 pct. af briterne, som synes, at Nordirland fortsat skal høre til Storbritannien. Hele 41 pct. syntes, at Nordirland hellere skulle indlemmes i Republikken Irland. 

Hvad siger fredsaftalen?

De vigtigste elementer i fredsaftalen fra 1998 var, at der skulle indføres et selvstyre i Nordirland via en forsamling med valgte repræsentanter fra de politiske partier. Forsamlingen skulle danne en slags lokal "regering". Der skulle også indføres et grænseoverskridende råd mellem Nordirland og Republikken Irland til at diskutere emner af fælles interesse. Og endelig skulle der etableres et såkaldt Øernes Råd med deltagelse fra både England, Wales, Skotland, Nordirland og Republikken Irland, kanaløerne og Isle of Man. Samtidig blev det slået fast, at Nordirland fortsat ville høre til Storbritannien, indtil der eventuelt blev flertal for noget andet. Og Republikken Irland skulle opgive det krav på Nordirland, som hidtil havde stået i landets forfatning.

Hvem er IRA?

IRA betyder Irish Republican Army - den irske republikanske hær - og er en overlevende del fra den irske løsrivelseskamp fra briterne og siden den irske borgerkrig. Dengang som nu kæmpede IRA for et samlet, selvstændigt Irland. Partiet og dets støtter kaldes ofte for "republikanere", fordi de vil have Nordirland ind i Republikken Irland. Et andet udtryk er "nationalister", fordi de vil have, at hele Irland skal være én nation. Men at være republikaner eller nationalist betyder ikke, at man automatisk støtter IRA’s voldelige metoder.

Hvad er historien bag IRA?

Den nordirske konflikt har lange rødder tilbage i historien, men den seneste runde af voldshandlinger har sit udspring i slutningen af 1960’erne. Da gik Nordirlands katolske mindretal på gaderne i demonstrationer for større lighed og bedre livsvilkår, først og fremmest bedre boliger. På det tidspunkt var provinsen styret centralt fra London, og det katolske mindretal følte, at det protestantiske flertal - godt hjulpet af den britiske regering - diskriminerede dem. Protesterne og regeringens modsvar på demonstrationerne eskalerede efterhånden i en grad, så spørgsmålet om nordirsk løsrivelse fra Storbritannien igen for alvor kom på dagsordenen hos det katolske mindretal. IRA, den irske republikanske hær, fik ny opbakning.

Hvad er IRA's målsætning?

Målsætningen er at få briterne ud af Nordirland, så hele øen kan blive ét, irsk land. Men efterhånden som 30 års væbnet kamp har vist IRA, at den kamp er svær at vinde med våben, har den politiske gren af bevægelsen - partiet Sinn Fein som betyder "os selv" - fået mere at skulle have sagt. I dag er de ledende skikkelser i IRA og Sinn Fein indstillet på, at et fælles Irland nok først kan blive realiseret, når et flertal i Nordirland vil have det. Meget tyder på, at et sådant flertal vil kunne etableres på et tidspunkt, for der bliver stadig flere katolikker i Nordirland. Protestanterne er stadig i flertal, men flertallet er ikke så stort som før. I mellemtiden er IRA og Sinn Fein indstillet på at deltage i et lokalt styre i Nordirland kombineret med tætte forbindelser - i form af fredsaftalens grænseoverskridende råd - med Republikken Irland og resten af Storbritannien. Sinn Fein stiller også op til valg i Republikken Irland.

Hvad er IRA's metoder

IRA’s terrorkampagne var først og fremmest rettet mod den britiske overmagt. Det vil sige de britiske soldater i Nordirland - og senere også andre steder, f.eks. på det europæiske fastland - britiske politikere samt det lokale, nordirske politi, som er domineret af protestanter. Efterhånden som konflikten eskalerede, blev der også sprængt bomber i London, Manchester og andre britiske byer, hvor civile blev dræbt eller såret. 

Hvordan finansieres IRA?

Eftersom IRA er en forbudt organisation, kan den ikke rejse penge på normal vis ved for eksempel at lave offentlige indsamlinger. En del af IRA’s finansiering kommer derfor fra kriminalitet, især bankrøverier og narkohandel. Men en del kommer også fra indsamlinger blandt de mange irske udvandrere. Især de irske amerikanere er aktive ydere via organisationen NORAID - Northern Irish Aid Committee.

Hvem støtter IRA internationalt?

I USA har IRA og Sinn Fein traditionelt nydt stor støtte blandt udvandrede irere og deres efterkommere. Det er her, bevægelsen indsamler mange af sine penge. Måske netop fordi de amerikanske irere er så aktivt engageret i Nordirland, og fordi disse amerikanere af irsk afstamning jo også er vælgere, har USAs regering spillet en betydningsfuld rolle med sin opbakning til fredsaftalen fra 1998. EU har ydet økonomisk støtte til Nordirland som led i bestræbelserne på at skabe fred og få stablet et lokalstyre på benene. Traditionelt har IRA haft tætte kontakter til andre terrorgrupper såsom ETA i det spanske Baskerland. Lande som Libyen har forsynet undergrundshæren med våben. Og for nylig chokerede det hele verden, da tre formodede IRA-medlemmer blev pågrebet i Columbia, hvor de angiveligt havde haft møder med FARC, en lokal, bevæbnet oprørsgruppe.

IRA og de andre

Hvem er uenige med IRA?

Rent bortset fra protestanterne i Nordirland og en - dalende - del af briterne, er den republikanske bevægelse også splittet internt. Således brød en del aktivister ud, efterhånden som IRA begyndte at holde våbenhviler fra 1994, indledte politiske forhandlinger og endelig gå med til fredsaftalen i 1998. Udbryderne mener, at det er et uacceptabelt kompromis at opgive den væbnede kamp for et forenet Irland. I dag findes således Real IRA, som dog erklærede en våbenhvile i 1998, INLA - Irish National Liberation Army - som indledte våbenhvile samme år, og Continuity IRA, som ikke holder våbenhvile. En vis terror fortsætter derfor, og der sprænges stadig med mellemrum bomber i London.

Hvad mener befolkningen?

Langt størstedelen af den nordirske befolkning vil have fred. Det ønske kunne ses i folkeafstemningen om fredsaftalen i 1998, hvor 71,1 pct. af befolkningen i Nordirland stemte ja til aftalen. Den var samtidig til afstemningen i Republikken Irland, hvor 94,4 pct. stemte ja. Senere kom afstemningen til Nordirlands lokale forsamling, hvor 74 pct. af de 108 pladser gik til partier, der støtter fredsaftalen. Men især de protestantiske partier er splittede, og protestanternes opbakning er støt og rolig rutchet nedad, efterhånden som det har vist sig vanskeligt at få selvstyret til at fungere. Ved det britiske parlamentsvalg i juni i år gik det protestantiske anti-fredsaftale parti DUP således frem og halede kraftigt ind på det største protestantiske parti UUP, som støtter fredsaftalen. Blandt de katolske partier gik også de barskeste frem, da Sinn Fein, der er en politisk gren af en væbnet bevægelse, overhalede det moderate SDLP.

Hvilke andre katolske partier er der?

SDLP - Social Democrat and Labour Party - er det andet store katolsk-dominerede parti i Nordirland ved siden af Sinn Fein. I lang tid var SDLP det største parti, men ved det britiske parlamentsvalg i juni 2001 fik Sinn Fein flere stemmer end SDLP. Partiet har aldrig været forbundet med nogen terrorgruppe, men efterhånden som Sinn Fein og IRA har lagt våbnene bag sig, er det som om, at Sinn Fein er kommet til i højere grad at fremstå som det parti, der virkelig kæmper for den irske sag, på bekostning af SDLP. Partiet synes lidt træt og står nu over for et generationsskifte. Dets leder gennem mange år, John Hume, har meddelt, at han træder tilbage, og det samme gør hans næstkommanderende Seamus Mallon. Det var John Hume, der sammen med lederen af det største protestantiske parti UUP, David Trimble, fik Nobels fredspris i 1998.

Hvad gør protestanterne?

Protestanterne i Nordirland svarede i starten af 1970’erne igen på IRA’s kampagne med deres egne terror-organisationer, hvis kampagne rettede sig mod det katolske mindretal, ofte civile. I alt har der været omkring 3.000 ofre for den nordirske konflikt siden slutningen af 1960’erne, og de protestantiske terrorgrupper står for de fleste af de civile ofre. De protestantiske terrorister kaldes ofte "loyalister", fordi de er "loyale" over for Storbritannien. De har politiske grene, som i dag er ved at blive accepterede, efter at deres militære bagmænd holder våbenhvile.

Protestantiske partier og politikere henvises ofte til som "unionister", fordi de går ind for fortsat "union" med Storbritannien, men det udtryk signalerer ikke nogen opbakning til vold. Der sidder et væld af protestantiske partier i lokalforsamlingen: PUP - Progressive Unionist Party - som er den politiske gren af terrorgruppen UVF - Ulster Volunteer Force. Ulster er et andet udtryk for Nordirland. Det største protestantiske parti er UUP - Ulster Unionist Party - og ledes af David Trimble, som sammen med John Hume fra det katolske SDLP fik Nobels fredspris i 1998. Partiet er i stigende grad splittet med hensyn til fredsaftalen og samarbejdet med katolikkerne i lokalstyret. DUP - Democratic Unionist Party - ledes af den nærmest fundamentalistiske præst Ian Paisley. Partiet er imod fredsaftalen og ethvert samarbejde med Sinn Fein, der jo repræsenterer IRA. UK Unionist Party, Northern Ireland Unionist Party og United Unionist Assembly Party har holdninger, der ligger tæt op ad Ian Paisleys.

Hvad mener Storbritannien?

I lang tid kæmpede skiftende britiske regeringer heftigt imod IRA og altså for at holde Nordirland sammen med Storbritannien. Men efterhånden som det viste sig, at hverken IRA eller de britiske sikkerhedsstyrker kunne vinde konflikten med væbnede midler, gled fokus over på forhandlinger. I dag er 41 pct. af den britiske befolkning indforstået med et forenet Irland. Regeringen satser dog på at få fredsaftalen fra 1998 til at virke, det vil sige med et lokalt selvstyre i Nordirland, hvor katolikker og protestanter samarbejder.

Hvad mener Irland?

Lige siden øens deling i 1921 har den sydlige del, der i dag kaldes Republikken Irland, ønsket at få Nordirland indlemmet. Med fredsaftalen i 1998 blev det dog bestemt, at kravet om et forenet Irland skulle fjernes fra forfatningen. Ligesom i Storbritannien er skiftende irske regeringer gledet væk fra konfrontation over mod samarbejde. I dag foregår der et tæt samarbejde mellem den britiske og den irske regering om at få selvstyret i Nordirland til at fungere. Befolkningen vil dog stadig gerne have et forenet Irland. Det går 86 pct. ind for ifølge en meningsmåling foretaget i 1999, og det er også stadig et politisk mål for regeringen.