Højskoler

Hvad er en højskole?

For at drive en højskole med statsstøtte kræves det, at skolen er godkendt af undervisningsministeriet og opfylder de betingelser, der er stillet i Højskoleloven. Der findes i dag 68 folkehøjskoler i Danmark. Disse udbyder kurser til alt fra uddannelsessøgende og lønmodtagere til ledige og pensionister. Eleverne bor på højskolerne, som hver har deres profil med særlige emner, holdninger og fag. Som udgangspunkt er der ingen eksamen, men opholdet bliver alligevel anset som kompetencegivende i forhold til en efterfølgende uddannelse eller et job. 

Udover undervisningen er der visse traditioner, som er med til at forstærke skolens kulturelle profil og sociale samvær. Der arrangeres for eksempel morgensang, foredrag og fællesspisning. Den traditionelle højskole er en unik skoleform, hvor eleverne af egen fri vilje vælger og betaler for et skoleophold. Ideen om højskolen har spredt sig over hele verden. I en tale til nordiske statsledere i maj 2016 italesatte den amerikanske præsident f.eks. arven fra Grundtvig og højskolebevægelsens indflydelse på den amerikanske borgerretsbevægelse (se kilder). Den første amerikanske folkehøjskole Highlander Folk School blev i løbet af 1950'erne et afgørende sted for den amerikanske borgerretsbevægelse i deres bestræbelser på at hjælpe afroamerikanere til at lære at læse og til at registrere sig for at kunne få lov til at stemme.

Hvad er højskolens undervisningstilbud?

På højskoler vægter man både en praktisk og en teoretisk del. De lange kurser består af en række fag, hvoraf eleverne vælger en bestemt linje. Linjefagene spænder bredt, og elever kan for eksempel vælge i mellem:

· Journalistik

· Internationale studier

· Kunst

· Sejlads og friluftsliv

Ifølge lovgivningen må et enkelt fag eller faggruppe højest udgøre 2/3 af undervisningen. Derfor suppleres linjefaget med andre fag såsom f.eks. politik, keramik, psykologi og svømning.

Traditionelt skulle højskolen hjælpe elever til at blive demokratiske og deltagende samfundsborgere. Fagene var hovedsagelig kristendom, litteratur, dansk og historie. I dag er der et meget bredt udvalg af fag, hvor den enkelte har mulighed for at udvikle sine specifikke evner og interesser og måske endda forberede sig på fremtidig uddannelse. Nogle højskoler tilbyder f.eks. forberedende kurser til Politiskolen eller Danmarks Journalisthøjskole eller andre kunstneriske uddannelser. 

Hvad er Højskoleloven?

Den første permanente højskolelov blev vedtaget i 1892 og er løbende blevet tilpasset det omgivende samfund. Højskoleloven er med til at fastlægge minimumsbetingelser for højskolernes mulighed for at få statstilskud. Højskoleloven kræver også, at de enkelte højskoler skal have 24 årselever i gennemsnit, og at ingen ejer må drive økonomisk fordel af skoledriften.

I 2013 blev Højskolelove revideret, og højskoleområdet hører i dag under Kulturministeriet. Højskoleloven omfatter "folkehøjskoler, der tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og som er godkendt af kulturministeren til tilskud. Undervisningen skal

have en bred almen karakter. Enkelte fag eller faggrupper

kan have en fremtrædende plads, men aldrig på bekostning

af det almene. Skolernes aktiviteter skal tilrettelægges ud fra

deres selvvalgte værdigrundlag" (se kilder).

Ifølge § 3 (se kilder) skal skolen endvidere være en uafhængig og selvejende institution, og ifølge § 6 skal skolens overordnede ledelse varetages af en bestyrelse, der er ansvarlig over for kulturministeren. Forstanderen står forstanderen for den daglige ledelse, det overordnede pædagogiske ansvar og er samtidig højskolens ansigt udadtil. 

Hvad koster et højskoleophold?

Kursusprisen er meget forskellig afhængig af årstid, opholdenes længde og de forskellige kursusudbud. Oure Idrætshøjskole har for eksempel en skilinje, der indebærer hyppige ture til udlandet, hvorfor deltagerprisen også er højere. Højskolernes Hus oplyser på deres hjemmeside (se kilder), at de lange kurser på mellem otte og 40 uger cirka koster 1.450 kr. om ugen, men at prisen kan variere mellem 1.000 og 2.500 kr. om ugen alt efter, hvad højskolen tilbyder. De korte kurser på en uge koster typisk omkring 4.600 og to uger omkring 6.500 kr., men også her er der stor variation i prisen alt efter kursustype. I prisen er medregnet undervisning, forplejning og materialer.

Højskolerne modtager statsstøtte for de lange kurser, og derfor er de væsentligt billigere end de korte. I forhold til de lange kurser har folk desuden mulighed for at søge kommunestøtte og elevfonde. Derudover kan minoritetsgrupper, ældre, studerende, unge uden ungdomsuddannelse og ledige under 25 år benytte sig af særlige rabatordninger. 

Hvem tager på højskole?

Højskolen er for alle ældre end 17,5 år, men det er typisk de unge og de ældre over 60 år, der tager på et højskoleophold. Årsstatistikken for højskolerne 2016 (se kilder) viser, at 66 % af alle højskoleelever på de lange kurser i skoleåret 2014/2015 var mellem 20-24 år, mens folk i aldersgruppen 25-49 år udgjorde 18 %.

Mens flest unge typisk tager de lange kurser, er de kortere og de mellemlange emnekurser klart domineret af folk over 60 år, som udgør 58 % af det samlede antal kursister.

Statistikken viser samtidig, at andelen af kvinder er lidt større end andelen af mænd.

Hvem startede den danske højskole?

Den danske præst og historiker Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) (N.F.S. Grundtvig) dannede idégrundlaget for folkehøjskolen i 1830’erne. I 1800-tallet levede mange danske bønder uden uddannelse. Universitetet og latinskolen var for de velhavende. Grundtvig ønskede at opbløde denne kulturkløft, så selv de fattigste bønder fik mulighed for at uddanne sig. Grundtvigs grundværdier var:

· Folkelighed

· Demokratisk deltagelse

· Menneskekundskab

· Nationalisme

· Kristendom

Grundtvig mente, at viden om landets historie var vigtig. Tanken var, at i takt med at demokratiet blev indført i Danmark, skulle højskolen være med til at modne folk til opgaven. Han mente ikke, at det eksisterende skolesystem, hvor der blev terpet grammatik og matematik, var for folket. 

Hvad var Grundtvigs idé med højskolen?

Grundtvig ønskede, ifølge bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder), en "planteskole for livet", hvor vidende og uvidende borgere skulle oplyses om det fælles menneskeliv i udvekslingen mellem elever og lærere. Han gik ind for livsoplysning med mottoet "Vi lærer for livet". Ifølge bogen ”Og solen står med bonden op: De nordiske folkehøjskolers idehistorie” fra 1989 (se kilder) ønskede Grundtvig et alternativ til universitetet: ”en slags antiuniversitet, som udbreder en anden kultur end den, der dyrkes på det traditionelle universitet, en kultur, som kaldes folkelig, det vil sige national.”

Højskolebevægelsen var et produkt af oplysningstidens tro på fremskridtet både indenfor teknik og videnskab og kampen om politisk frihed. Dertil kom ideen om det hele menneske. De folkelige bevægelser voksede frem som et socialt og religiøst oprør mod stivnede magtformer. 

Hvad var Sorø Real-Højskole?

Grundtvig fremsatte fra 1830’erne en række forslag om oprettelse af en eller flere højskoler for den folkelige dannelse. Frem for alt koncentrerede han sig om Sorø Akademi, hvor hans ven, digteren B.S. Ingemann, var ansat. Da Kong Christian VIII ville reformere akademiet, anbefalede Grundtvig, at der ved siden af den lærde skole skulle oprettes en Sorø Real-Højskole. I brevet ”Om indretningen af Sorø akademi til en folkelig højskole” (se kilder) skrev Grundtvig: "Hvad vi nu Alle, baade Høie og Lave, Lærde og Læge, kan og skal have tilfælles, er unægtelig kun Menneskelighed, Fæderneland og Modersmaal, saa derom maa paa den folkelige høiskole Alting dreje sig, og selv Menneskeligheden maa betragtes folkelig, da det kun er enkelte høitbegavede Sjæle, der virkelig kan fatte og føre et høiere Menneske-Liv." Kong Christian blev begejstret for Grundtvigs visioner og vedtog den 31. december 1847 en resolution for Sorø Real-Højskole. Året efter døde kongen imidlertid, og ideen blev manet til jorden af datidens kulturministre D.G. Monrad (1811-1877) og J.N. Madvig (1804-1886). Men på trods af, at der blev ikke nogen Sorø Real-Højskole, er Grundtvigs skrifter hovedinspirationen for Danmarks mange højskoler op til i dag. 

Hvilken højskole var den første i Danmark?

Danmarks første højskole Rødding Folkehøjskole åbnede, før Grundtvig havde forelagt sin idé om Sorø Real-Højskole for Kong Christian. Alligevel var Rødding inspireret af Grundtvigs visioner, som var udgivet i forskellige skrifter. Den 7. november 1844 åbnede Rødding Folkehøjskole på initiativ af Christian Flor (1792-1875). Højskolen lå i Nordslesvig, hvor spørgsmålet om dansk eller tysk sprog var et stort stridspunkt. Flor var professor i dansk sprog ved universitetet i Kiel og ønskede at holde fast i dansk sprog og kultur i Slesvig. Bogen ”Udfordringer til Højskolen” fra 1994 (se kilder) citerer Flor for at sige: ”Jeg arbejder lige ivrigt for Grundtvigs theologiske og historiske Anskuelse, for Rasks Sproglære og for den nordiske Treenighed, kort for Alt, hvad der udspringer af den Nordiske Aands Liv.” Flor ville have en skole for folket, hvor bonde og borger fik viden indenfor områder, som ikke nødvendigvis var beslægtet med deres fag. Den grundtvigske højskole havde modersmål og historie som hovedfag. Eleverne skulle ikke disciplineres, men vækkes og stimuleres gennem diskussion. 

Hvordan foregik højskolens udbredelse?

Oprettelsen af Rødding Folkehøjskole i 1844 åbnede op for en helt ny skoleform. Det var en lille skole med 2-3 lærere og omkring tyve elever, som måske ikke var så imponerende i sig selv, men alligevel blev et forbillede for andre. Fra den første højskoles grundlæggelse og frem til 1864 blev der oprettet i alt 15 levedygtige højskoler. At lave en højskole dengang var en privat forretning. Enhver kunne beslutte sig for at købe eller bygge en højskole, og så måtte elevtilgangen vise, om det økonomisk kunne løbe rundt. Efter 1864 steg antallet af nye højskoler eksplosivt. Her blev de store skoler som Vallekilde, Askov og Testrup anlagt. Alene i årene 1865-67 kom der 25 nye højskoler til, oplyser bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder). I 1870 var der over 50 højskoler i landet, og omkring århundredskiftet var man oppe på 80. Men selvom antallet af højskoler steg, var hovedparten af højskolerne stadig små. I 1890 havde 32 skoler under 20 årselever og i 1910 var antallet af små skoler helt oppe på 49. Højskolernes udbredelse stoppede ikke ved Danmarks grænser. Man begyndte også at blive inspireret af højskoletankerne rundt omkring i Europa og resten af verden, hvilket man blandt andet kan læse om i bøgerne ”Grundtvigs skoletanker i USA, Argentina og Chile” fra 1997 (se kilder) og ”Grundtvigs skoletanker i Japan, Filippinerne og Israel” fra 1994 (se kilder). 

Hvad var de bjørnbakske højskoler?

Selvom højskolebevægelsen i dag kædes sammen med Grundtvigs ideer og politiske overbevisning, opstod der i løbet af 1800-tallet også en parallel højskolebevægelse – de bjørnbakske højskoler – hvis idégrundlag på nogle punkter adskilte sig markant fra den grundtvigianske. Ifølge Ove Korsgaards bog "Kampen om folket" (se kilder) var der før 1864 adskillige alternative højskoler udover den grundtvigianske. Skolelæreren, pacifisten og politikeren Lars Bjørnbak var modstander af Grundtvigs nationalisme og krigen i 1864. Han gik f.eks. ind for, at Danmark skulle indskrænke udgifterne til militæret til et minimum.

I 1857 havde Lars Bjørnbak stiftet en ikke-grundtvigiansk højskole i Viby, Viby Landboskole under mottoet "Kundskab er Magt - Uvidenhed er trældom – frem Bondemand frem!". Modsat den grundtvigianske højskolebevægelse lagde den bjørnbakske vægt på praktiske færdigheder, og hvor grundtvigianerne ønskede at udviklede folkets nationale identitet, fokuserede bjørnbakkerne på at forbedre de socialpolitiske forhold.

Ove Korsgaard peger i sin bog på, at det var efter nederlaget i 1864, at den grundtvigianske folkenationalisme sejrede i højskolebevægelsen. Statsmagten, eliten og dannelsesborgerskabet havde lidt et knæk, mens den ikke-statsorienterede grundtvigianisme blev styrket (se kilder). Derfor voksede antallet af grundtvigianske højskoler markant i årene efter 1864. 

Var højskoler også for kvinder?

Kvinder fik adgang til højskoler i 1863, da Kristen Kold åbnede en sommerskole i Dalum. Herefter åbnede en del højskoler med fokus på husholdning og idræt. Ifølge kvinfo.dk (se kilder) var Jutta Bojsen Møller fra 1888 højskolemoder på en højskole ved Sorø, Bojensminde. Sidenhen blev hun også formand for Dansk Kvindesamfund, og i 1895 overtalte hun sine køkkenpiger til at starte husholdningsundervisning ved Sorø Højskole.

Sorø Husholdningsskole (i dag kaldet Sorø Fri Fagskole) blev en succes. I 1902 var behovet for lærerinder til husholdningsundervisningen så stort, at Magdalene Lauridsen – den ene af køkkenpigerne – åbnede husholdningsseminariet Ankerhus. Dansk Kvindesamfunds strategi var fra begyndelsen at professionalisere de traditionelle kvindefag, så unge kvinder fik mulighed for en formel uddannelse, bedre løn og arbejdsvilkår. Dette var i overensstemmelse med Grundtvig, som mente, at det var en del af den nordiske ånd: ”ej på val og ej på tinge agtes børn og kvinder ringe” ifølge bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder). Samme værk beskriver, hvordan højskolerne var med til at styrke kvindebevægelsen. 

Hvad er højskolesangbogen?

Lige fra 1894 har Højskolesangbogen (se kilder) været med til at præge højskoleopholdene. Eleverne benytter den til morgensang, og nogle steder indledes foredrag også med sang. Højskolesangbogen deler sig op i følgende temaer:

• Morgen
• Tro
• Liv
• Sprog og ånd
• Frihed og fællesskab
• Året
• Norden
• Kærlighed
• Folkeviser
• Historien
• Bibelhistorien
• Aften

Højskolesangbogen er Danmarks mest solgte bog, og i 2006 udkom den i 18. udgave. Sangbogen bliver løbende opdateret med moderne sange og rummer i dag sange skrevet af alt fra Grundtvig og B.S. Ingemann til viser af Klaus Rifbjerg og Shubidua. Med tiden og i takt med globaliseringen er der udover danske og skandinaviske sange også blevet plads til både engelske og tyske sange, ligesom EU-sangen "Europahymnen" er at finde. 

Hvordan gik det højskolerne efter 2. Verdenskrig?

På grund af den nationale vækkelse i 1940-45 i forbindelse med den tyske besættelse af landet var der en lille vækst i elevtallet efter 2. Verdenskrig. Ifølge bogen ”Udfordringer til Højskolen” fra 1994 (se kilder) fik højskolens budskaber om det danske og folkelige fornyet betydning, mens den kristne tilværelsestolkning nu vejede mindre. Opgangen i elevtallet efter 2. Verdenskrig blev dog kortvarig. Samtidig med at de unge flyttede til byerne for at få uddannelse og arbejde, faldt antallet af elever. Højskolen appellerede stadig mest til folk fra landet, og bortset fra højskolerne Askov og Krogerup var elevtilgangen fra byerne lav. 

Hvem var højskolebevægelsens frontfigur efter 2. Verdenskrig?

Hal Koch (1904-1963), som var professor i teologi, blev en af de ledende kræfter i folkeoplysningsarbejdet efter 2. Verdenskrig. Han var inspireret af Grundtvig, og i 1940 holdt han en række forelæsninger om Grundtvigs oplysningstanker på Københavns Universitet. Koch blev formand for Ungdomskommissionen, der var nedsat af befrielsesregeringen i 1945. Efter krigen udgav han desuden bogen ”Hvad er demokrati” (se kilder), som handlede om demokratiets væsen og vilkår. Han skrev både om demokratiets grundlag i fortiden og trak perspektiver for fremtiden med henblik på det folkelige oplysningsarbejde.

Hal Koch oprettede Krogerup Højskole, som han blev forstander på. Han forsøgte at få flere unge fra byen på højskole og ønskede et sted, hvor unge fra land og by kunne mødes og udveksle synspunkter til gavn for demokratiet. I takt med at byfolk begyndte at søge til Krogerup Højskole, vendte nogle af de gamle højskolekredse ham ryggen. 

Hvordan ændrede elevsammensætningen sig efter 2. Verdenskrig?

Bogen ”Udfordringer til Højskolen” fra 1994 (se kilder) beskriver, hvordan det samlede højskolelandskab forandrede sig radikalt fra 1945 til 1970. Højskolerne var ikke længere landboernes privilegium. I takt med omlægningen af landbruget og tilstrømningen til byerne, opstod der en ny generation af højskolefolk. Ifølge bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder) kom cirka 60 procent af eleverne omkring 1960 fra bondehjem. I begyndelsen af 1970’erne var landboerne helt på vej ud af skolerne. Pludselig dominerede byfolk skolerne, og livsstilen, meningerne og sproget blev nu et helt andet. Udviklingen passede ikke landbokredsene, der før havde følt højskolerne som deres. Mange landbohjem anbefalede ikke længere deres børn at tage af sted. Den nye elevflok var vokset op i et velstandssamfund, og de var karakteriseret ved ikke at have noget forhold til højskolens tradition. 

Hvad betød ungdomsoprøret for højskolerne?

Bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder) beskriver, hvordan ungdomsoprøret var med til at forme højskolen til det, vi kender i dag.  På højskolerne kunne man mærke optakten til ungdomsoprøret i 1968 et helt årti forinden. Ungdomsoprøret var blandt andet et opgør mod udemokratiske institutioner og gamle autoriteter. Højskolebevægelsen havde mere end 100 års traditioner bag sig, men det var samtidig et sted, hvor friheden kunne prøves af. Højskolen havde jo ikke en fastlagt læseplan eller eksamen. Bogen fortæller, hvordan eleverne, i perioden op til 68-oprøret, pludselig krævede at sidde på madrasser i stedet for på stole. Den faste opstilling, hvor alle ansigter var vendt mod foredragsholderen, skulle brydes og forskellen mellem elever og lærere ophæves. Lærerne skulle ned på gulvet og sidde i rundkreds. Højskolen skulle ikke længere bare diskutere demokrati eller opdrage til demokrati, højskolen skulle selv være en demokratisk institution. Bestyrelsesmøder blev til fællesmøder, mens gruppearbejde og projekter afløste klasseundervisning og foredrag. Frem for fag som historie, litteratur og kristendomskundskab kom der nu fokus på psykologi, sociologi, ideologikritik og samfundsvidenskab. Forstandere og lærere mistede samtidig noget af deres autoritet, og der var en del udskiftning i lærerstaben. Lærerne havde for en stor dels vedkommende haft tilknytning til den borgerlige fløj i partiet Venstre eller Det Radikale Venstre. Nu begyndte der at dukke lærere op som bekendte sig til politiske partier som Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne. Forandringen og nytænkningen af højskolen blev stabiliseret hen imod slutningen af 1970’erne. Ungdomsoprøret var med til at forme højskolen til det, vi kender i dag.