Hooligans

Hvad betyder hooliganisme?

Begrebet hooliganisme kommer af det engelske ord hooliganism og kan ifølge Dansk Fremmedordbog (se kilder) oversættes med bølleoptøjer. Ordet hooligan dukkede første gang op i 1889 i den engelske dagspresse i forbindelse med et ikke-fodboldrelateret slagsmål. Ordet siges at stamme fra navnet på ireren Padraic Houlihan, der i 1800-tallet deltog i en hærværksaktion mod engelske fabrikker sammen med en gruppe irske småbønder som en protest imod den industri, der tvang bønderne væk fra deres oprindelige levevej. Selvom dette ikke forklarer, hvorfor det netop er fodboldfans, der er blevet tildelt betegnelsen hooligans, vidner det om, at hooligans altid har været opfattet som mere eller mindre voldelige og i opposition mod forskellige samfundsgrupper.  

Hvad er en hooligan?

I bred forstand betegner ordet hooligan en fodboldtilhænger, der dyrker sit fodboldhold på fanatisk vis, og som i bogstavelig forstand er villig til at slås for sit hold. Mange forbinder hooligans med stærkt berusede og voldelige fodboldfans, der kommer fra samfundets nederste sociale lag. I det billede er det småtbegavede, arbejdsløse voldsmænd, som ikke har andet at lave end at sidde på værtshus hele dagen, og som så samles en gang om ugen for at gå til fodboldkamp og slås. Virkeligheden ser dog noget anderledes og mere nuanceret ud. Der er formentlig både hooligans, som er arbejdsløse og hooligans, som har fast arbejde. Samtidig har også klubber, der ligger i områder, hvor der traditionelt er høj levestandard, små grupper af hooligans.

Det eneste, som ligger helt fast, er, at hooligans næsten udelukkende består af grupper af unge mænd på under 35 år. 

Hvorfor bliver man hooligan?

For langt de fleste hooligans er årsagen ikke alene knyttet til en interesse for fodbold. Hooligankulturen er i høj grad en social kultur, der dyrkes i stærke fællesskaber med bestemte ritualer og normer. Det mentale omdrejningspunkt er de klart definerede fjendebilleder i form af fans fra de andre fodboldklubber. Det fysiske omdrejningspunkt er stadion, men ofte mødes grupperne på værtshus inden kampen eller på aftalte steder, som for eksempel en togstation, hvor man slår følge.

Begrebet hooligan rummer mange facetter, og skal derfor forstås i lyset af en kompleks række af faktorer. Ifølge sportssociologen Eric Dunning i “Sport Matters – Sociological studies of sport, violence and civilization” (se kilder) er en hooligans opførsel et produkt af hans personlige sociale baggrund og de her-og-nu-begivenheder, som han står overfor, netop i den situation, hvor han opfører sig som decideret hooligan. Det kan for eksempel være, når hans yndlingshold taber, at han har indtaget alkohol eller narko, at stemningen på stadion er intens og overophedet og lignende. Derfor kan hooliganisme i vid udstrækning betragtes som en livsstil, der især udfolder sig 1-2 gange om ugen i forbindelse med fodboldkampe. Alligevel bliver hooligan-aspektet en stor del af personligheden, fordi det repræsenterer et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Ifølge Eric Dunning er de hooligans, der optræder særligt voldeligt eller racistisk, antageligt ikke ret interesserede i sporten, når det kommer til stykket. De bruger formentlig blot fodboldsfæren som en platform, hvorfra de kan dyrke deres interesser, eksempelvis slagsmål.

Det, der umiddelbart er afgørende årsager til, at man opsøger hooliganmiljøet, er det utroligt stærke sammenhold, der findes der. Den stærke identifikation, som fodboldholdet repræsenterer og den loyalitet, der findes blandt gruppens medlemmer, er næsten ikke at finde i andre subkulturer. Endvidere er den spænding, et hooligan-slagsmål medfører, en vigtig årsag. 

Hvad tænder de unge mænd?

Sammenhold og gruppepsykologi er også de væsentligste faktorer, når det kommer til at beskrive drivkraften bag, hvorfor personer som ellers er normalt fungerende, bedriver hooliganisme ifølge bogen ”Hooligan – De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” (se kilder), der skildrer drivkraften bag hooliganisme indefra. Bogen følger tre danske hooligans fra henholdsvis Southside United (Brøndby), White Pride (AGF) og Copenhagen Casuals (FCK), og viser hvordan de involverede personer sætter en stor ære i at forsvare den gruppe de høre til og til dels også den klub, de er en del af. En af de tilhængerne der i bogen optræder under navnet ’Søren’ fortæller om, hvor stor en betydning det har haft for ham at blive mødt med åbne arme, omsorg og opmærksomhed fra de ældre i grupperingen Southside United. Han beskriver det sociale aspekt som altafgørende element: ”For os betyder det sociale jo meget. Det er det, der holder os sammen og gør os stærke i forhold til andre (…) Når jeg slås, er det selvfølgelig for Brøndby, men det er mere for firmaet”. Det handler altså om sammenhold, om at have et tilhørsforhold og om æren der er forbundet med at indgå i dette broderskab om en fælles passion, der overskygger alt andet. ”Det er ukompliceret passion. Det er sgu rart at være et sted om ugen, hvor der kun er en ting, der betyder noget. Og det er sgu kun én ting, der betyder noget, når man er parat til at gøre, hvad man gør” siger en anden af fansene fra bogen.

Men ifølge bogen ”Hooligan – De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” (se kilder) handler det i høj grad også om kemi, som kan sammenlignes med den, der er på spil, når folk går i krig eller oplever en voldsom ulykke. Der bliver udskilt en masse stoffer i kroppen, og det er det kick, nogle af de involverede bliver afhængige af. En adrenalinrus der kan være vanskelig at forstå, men som er stærkt vanedannende i så høj grad at mennesker er villige til at sætte deres liv på spil for at opleve den igen og igen. Oven i rusen kommer så dopamineffekten. Dopamin er et signalstof, som har nogenlunde samme virkning som kokain i hjernen. Det frigives, når en person vinder et spil eller lykkedes med en vanskelig opgave: ”Adrenalinen tænder lunten, og endorfin og dopamin skal have en stor del af æren for den glædesfornemmelse, ro og følelse af succes, der skyller gennem kroppen efter et veloverstået slagsmål.” Om denne særlige rus udtaler en af bogens interviewpersoner: ”Jeg blev så glad for adrenalin, at jeg ikke var på særligt meget andet og faktisk slet ikke drak, når vi skulle slås, for det ødelagde rusen lidt, synes jeg. Uretfærdigheden, man kan føle, når holdet ikke vinder en fodboldkamp, var i sig selv nok til at gøre mig klar”.

Hvornår opstod hooliganisme?

Hooliganismen blev først officielt identificeret i England omkring 1960’erne, men som nævnt blev selve begrebet allerede taget i brug tilbage i 1800-tallet. Hooliganismens historie går dog meget længere tilbage end til 60’erne, eftersom man har sporet hooliganlignende fænomener helt tilbage til antikkens Grækenland, hvor mange typer sportsgrene- og lege blev overværet af fanatiske tilskuere i kæmpemæssige arenaer.

I det følgende fokuseres på hooliganismen i det 20. århundred med England i centrum. 

Hvordan udviklede hooliganismen sig i England i 1960’erne?

Siden 1960’erne begyndte de engelske medier at skrive om hooligans i forbindelse med både hjemlige og udenlandske fodboldkampe. Især under VM i 1966 bemærkede sportskommentatorer, at en ny fankultur var under udvikling. Som noget nyt var nogle af fodboldfansene begyndt at færdes i større grupper, og endvidere begyndte disse grupper at skabe deres egne særlige kendetegn. Det kunne for eksempel være i form af en bestemt tøjstil eller en frisure. De nye grupper opførte sig meget aggressivt overfor modstanderholdets supportere, men også politi og myndigheder blev nu et oplagt hadeobjekt. Dette blev udtrykt gennem smædesange og provokerende tilråb samt aggressive fagter.  

Hvordan udviklede hooliganismen sig i England i 1970’erne

I 1970’erne begyndte den engelske hooliganisme for alvor at organisere sig, og de såkaldte firms eller crews blev oprettet. Betegnelserne betyder slet og ret grupper eller fraktioner, og især betegnelsen firm er også blevet en del af den danske hooliganretorik.

Det var også i 1970’erne, at en ny tendens brød frem i det engelske hooliganmiljø. Fra de barske arbejdermiljøer kom en ny gruppe fans, som udviklede en form for lokalpatriotisme for deres fodboldhold og troppede op til kampene iført en uniform, der bestemt ikke var for børn: glatragede isser, pilotjakker og overdimensionerede kampstøvler. Kort sagt skinheads. Man har ofte kædet skinheads sammen med den højreekstremisme, der i visse miljøer blussede op i disse år. Det stærkt højreorienterede politiske parti National Front hvervede da også partimedlemmer og skabte opmærksomhed omkring sig selv ved at dele materiale ud under fodboldkampe og få deres logo – en bulldog – trykt på flere af holdenes merchandise. Siden er National Fronts logo blevet en slags maskot for højreorienterede fodboldtilhængere. Endvidere blev bladet The Bulldog udgivet, som var henvendt til højreorienterede fodboldfans. Bladet havde i hvert nummer et par sider, der opgav ranglister over de hårdeste hooligangrupper. Højt på listerne var som regel grupper tilknyttet West Ham og Chelsea.

Fra 70’erne og frem til 80’erne opstod der flere og flere optøjer ved fodboldkampene. Dog var det ikke de grotesk voldelige scenarier, man senere har set udspille sig, for der blev ‘kun’ slået og sparket. De tiltagende uroligheder fik den konsekvens, at tilskuertallet faldt drastisk. Fra sæsonen 60/61 og frem til sæsonen 77/78 faldt det samlede tilskuertal i ligakampene fra 28,6 millioner til 9,7 millioner. 

Hvordan udviklede hooliganismen sig i England i 1980’erne?

I slutningen af 70’erne opstod der igen en ny type af hooligans. De gik lækkert klædt i dyre mærkevarer og lignede ikke de traditionelle fodboldbøller. Modsat skinheadsene, der satte en ære i at skilte med deres barske baggrund, var denne gruppe supportere ikke tilbøjelige til at udtrykke noget om deres baggrund. Gruppen kom dog også primært fra arbejdermiljøet, og i mange tilfælde var deres eksklusive tøj enten stjålet fra butikker eller hjemmelavede piratkopier. Den nye supportergruppe fik tilnavnet Casuals – en betegnelse, der siden er blevet anvendt om hooligans generelt. Navnet opstod i 1983, da et engelsk livsstilsmagasin skrev “the football casual” i omtalen af den nye fangruppes tilbagelænede og elegante tøjstil, som stod i grel kontrast til det traditionelle hooliganudstyr. Casualgrupper er i dag et fænomen, der findes i mange europæiske fodboldnationer, deriblandt Danmark.

Op igennem 80’erne blev der mere og mere ballade til kampene. Under en pokalkamp mellem de engelske hold Luton Town og Millwall i 1985, stormede en stor gruppe Millwall-fans banen og angreb efterfølgende politiet. Senere på året mistede en 15-årig dreng livet i forbindelse med en fodboldkamp mellem Leeds og Birmingham. Det var dog ikke kun til de hjemlige kampe, de engelske hooligans markerede sig negativt. I årevis havde de fulgt deres klubber rundt i Europa, når der blev spillet internationale turneringer. I kølvandet fulgte vold, heftig druk og massivt hærværk. 

Hvad var tragedien på Heysel Stadion?

Den 29. maj 1985 mødte engelske Liverpool det italienske hold Juventus i Europa Cup-finalen på Heysel Stadion i Bruxelles. På forhånd var interessen for kampen enorm. Journalister fra hele verden var til stede på stadion, og fodboldinteresserede i 80 lande verden over kunne følge kampen direkte på tv. Bag det ene mål stod de to holds fangrupper lige op og ned af hinanden, kun adskilt af et tyndt hegn. Stemningen var meget ophidset, og mindre end en time før kampens planlagte start gik englænderne til angreb på italienerne med kasteskyts, slag og spark. Italienerne forsøgte at flygte, men da de ikke kunne komme ind på banen, blev de mast sammen i den modsatte ende mod en mur, der adskilte siddepladserne fra ståtribunen bag målet. Presset fra massen af italienske fans, der forsøgte at flygte, blev så stort, at både hegnet ind til banen og muren, der afsluttede ståtribunen, brød sammen.

Mange blev dræbt eller kvæstet under den sammenstyrtede mur, mens andre efterfølgende blev trampet ihjel. Redningsmandskabet var næsten 40 minutter om komme frem til stadion, og desperate italienere søgte efter venner og familiemedlemmer, mens andre forsøgte at hjælpe de tilskadekomne. Imens fortsatte de engelske hooligans angrebene på italienere og politiet, der kæmpede for at få kontrol over begivenhederne. Af sikkerhedsgrunde valgte arrangørerne at gennemføre kampen, som Juventus vandt 1-0.

I alt mistede 39 mennesker livet, og mindst 350 blev sårede. Alle var enige om englænderes skyld, selv om de belgiske arrangører også blev stærkt kritiseret for ikke at have adskilt de to fangrupper og på grund af det forældede stadion. Konsekvensen blev, at de engelske klubber blev udelukket fra at deltage i de europæiske turneringer i en årrække, hvilket påførte dem tab for mange millioner pund. I England gennemgik politiet desuden 50 timers videooptagelser fra stadion med lup og kunne med sikkerhed udpege 26 personer, som havde været ansvarlige for optøjerne. Disse mænd blev anholdt og måtte i begyndelsen sidde i et britisk fængsel, mens man ventede på indenrigsministerens afgørelse. Derefter blev de stillet for retten i Belgien anklaget for mord. I 1988 afslørede myndighederne i Bruxelles dog, at 20 af de fængslede englændere var blevet løsladt mod kaution, og at fem allerede var blevet frigivet tidligere.

I England blev der yderligere nedsat en lang række nye regler for adfærd under fodboldkampene. Blandt andet i kraft af lovsamlingen Sporting Events Act, der forbyder udskænkning af alkohol på stadioner. 

Hvordan udviklede hooliganismen i England sig fra 1990’erne?

Op igennem 1990’erne begyndte hooliganfænomenet at sprede sig til de små klubber, så det ikke længere kun var de store super-hooligangrupper som Red Army (Manchester United) eller ICF (West Ham), der kunne betegnes som rigtige hooligans. Overraskende nok betød dette ikke, at hooligansituationen blev forværret i England. Tværtimod blev forholdene på stadioner mere og mere rolige. Det skyldtes dog ikke, at hooligan-æraen er slut, men snarere at det ikke længere er muligt at udføre den tiltænkte ballade eller den tiltænkte slåskamp omkring stadion.

Politi og vagter har fået langt større beføjelser til at gribe ind, og skjulte kameraer på stadion gør det vanskeligt for hooligans at begå lovovertrædelser uden at blive opdaget. I stedet mødes hooligangrupper ofte et afsides aftalt sted og slås, før eller efter fodboldkampen. For en udenforstående kan det være svært at få øje på den egentlige relation til fodboldkampen, og muligvis er denne relation heller ikke længere tilstedeværende. Ikke desto mindre lever volden og hadet i bedste velgående.  

Hvilke hooligangrupperinger er de dominerende i England?

· Red Army: Som en naturlig følge af Manchester Uniteds succes op igennem 1950’erne begyndte den nationale opbakning til holdet at stige. Fra 1960’erne begyndte den voldelige og konfliktsøgende del af Manchester Uniteds fanskare at blive betegnet som Red Army, et navn pressen havde opfundet. Navnet giver mindelser til den bolsjevistiske venstreorienterede hær, der kæmpede under den russiske borgerkrig i 1918, og som fra 1922 og indtil Sovjetunionens fald i 1991 var Sovjetunionens hær. Desuden giver navnet mindelser til den tyske venstreorienterede militante gruppe Rote Armee Fraktion, der eksisterede fra 1970 til 1993, og som på engelsk kaldes Red Army Fraction. Navnet knyttede sig til, at Manchester Uniteds fodboldfans primært var unge mænd fra arbejdermiljøer. Angiveligt var det spændingen og følelsen af den kollektive styrke, der var det store trækplaster. I midten af 1970’erne havde Red Army fået oparbejdet et uskønt ry for blandt andet at indbefatte de mest uvorne og uvelkomne supportere.

I pressen blev de kaldt for vilde dyr – en betegnelse der blev manifesteret ved, at man på stadioner begyndte at sætte gitre foran dem, så de var adskilt fra spillerne på banen og derfor rent faktisk mindede om vilde dyr i bure. I takt med, at hooliganismen blev mere organiseret, begyndte også andre superhooligangrupper at markere sig. Det blev almindeligt, at hooligans fra de store grupper begyndte at dele pamfletter ud, der opfordrede stridende fans til at mødes og slås ved udvalgte kampe. Her vandt Red Army ofte terræn og fik status som en slags elite indenfor den engelske hooligankultur.  

· Inter City Firm: En anden fangruppe, der har sat sine spor i den engelske hooliganhistorie, er West Ham’s Inter City Firm, populært kaldet ICF. Navnet tillagde gruppen sig i 1970’erne, og det kom sig af, at gruppen ikke benyttede sig af de officielle supporterbusser ved udekampene, men udelukkende foretrak den offentlige transport (for eksempel Inter-city tog). Årsagen var, at de på den måde var sværere at identificere af politi og andre officials. Af samme grund blev deres kendetegn at de gik klædt i almindeligt tøj, så det nærmest var umuligt at skelne dem fra fredelige fodboldsupportere. ICF’s erklærede mål har siden 1970’erne været at komme til fodboldkampene for at slås og intimidere modpartens fans, altså det modsatte holds hooligans. ICF består af en kerne på cirka 150 medlemmer og yderligere 400 medløbere, som kan tilkaldes til ekstra support.  

· Af andre dominerende grupper i det engelske hooliganmiljø kan nævnes Leeds’ Service Crew, Arsenals the Gooners, Chelseas the Headhunters og Leicesters Baby Squad. Disse grupper hører under, hvad man i dag vil betegne som lidt ældre grupper, da der siden er kommet utallige nye crews og firms til, mens andre er sygnet hen. De fleste af de store dominerende grupper er organiseret og styret ud fra de principper, som Red Army og ICF slog igennem med i 1970’erne og 1980’erne.