væg med skriften 'antifascist'
Foto: Scanpix

Højreekstremisme og nynazisme

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Kasper Qvist Færgemann. 2012. Opdateret af journalist Michelle Arrouas. November 2016
Top image group
væg med skriften 'antifascist'
Foto: Scanpix
Main image
Våben beslaglagt hos højreekstremistiske grupper i Tyskland. Udstillet på Berlins rådhus, marts 2012.
Våben beslaglagt hos højreekstremistiske grupper i Tyskland. Udstillet på Berlins rådhus, marts 2012.
Foto: Leif Rosas / Scanpix

Højreekstremisme – eller højreradikalisme – findes i stort set alle vestlige, demokratiske samfund. De seneste år har også højrepopulistiske partier oplevet voldsom vækst verden over, og Donald Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg og Storbritanniens beslutning om at forlade EU nævnes som højrepopulistiske sejre. Ideologisk tager højreekstremismen ofte afsæt i nazismen eller i fascismen fra tiden omkring 2. verdenskrig, men det er samtidig vigtigt at skelne mellem højreekstremistiske partier, som er mere moderate og ikke officielt er inspireret af nazisme eller fascisme, og andre grupperinger, som til tider er mere rabiate.

I dag er samlingspunktet for de højreekstreme organisationer først og fremmest modstanden mod indvandrere og flygtninge, som typisk kommer til udtryk i en skarp antimuslimsk position. Nogle af bevægelserne er aktive på gadeplan, men flere sympatisører eksisterer kun på internettet, hvor antallet af højreekstreme debatfora er stigende, og hvor debatindholdet bliver mere og mere radikalt. I nogle lande bekæmper man højreekstremismen ved at forbyde organisationer og partier, og i andre lande er der tværtimod tradition for at tillade tilsvarende partier og organisationer. Hvordan man bedst bekæmper det ekstreme højre, har igen været til debat ovenpå afsløringen af en nynazistisk likvideringsgruppe i Tyskland, og Anders Behring Breiviks massakre i Norge. 

 

højre

Definitioner og historisk baggrund

Hvad er højreekstremisme?

Højreekstremisme – eller højreradikalisme – er en betegnelse for politiske synspunkter og bevægelser, der ligger alleryderst til højre i det politiske spektrum. Det kan både gælde politiske partier, som generelt er mere moderate, og folkelige bevægelser på gadeplan og online, som ofte er mere racistiske, militante og antidemokratiske end de officielle partier. Bevægelserne har blandt andet nogle af følgende kendetegn: 

  • · En stærk konservatisme og et skeptisk fremtidssyn. Fortiden idealiseres, mens fremtiden bliver opfattet som truende. Det indebærer bl.a. en modvilje mod ”det moderne”, for eksempel i form af ny teknologi og nye livsformer, da brud med traditioner opfattes som trusler mod ”sunde” og positive moralske værdier 
  • · Modstand mod samfundets intellektuelle elite, der ofte betragtes som modstandere af ”folket”. Det kommer bl.a. til udtryk i forestillingen om, at der eksisterer en omfattende konspiration mellem magthaverne og eliten 
  • · Systematisk brug af syndebukke, for eksempel indvandrere, muslimer, jøder, handicappede og homoseksuelle 
  • · En stærkt nationalistisk, ofte racistisk, militant, moralsk fundamentalistisk og antidemokratisk ideologi 
  • · Dyrkelse af nationale ritualer, myter og historie

 

Mærkesagerne er bl.a. beskrevet af historikeren Adam Holm i kronikken ”Pia, Adolf og pudlen” i Politiken 19. november 2001 (se kilder). 

Hvad er nazisme?

Nazisme – eller nationalsocialisme, som det er en sproglig sammentrækning af – er en politisk bevægelse og ideologi, der opstod i Tyskland i årene umiddelbart efter 1. verdenskrig. Se artikel om Mellemkrigstiden.

Nazismen er først og fremmest en racistisk politisk ideologi, idet nazister opfatter sig selv som et særligt overordnet ”herrefolk”, også kaldet den ”ariske race”. Denne idé om at mennesker kan inddeles i et særligt biologisk hierarki, baserer sig på tidlige raceteorier fra det 18. og 19. århundrede, og anerkendes i dag ikke videnskabeligt. For eksempel har man senere kunnet vise, at det kun er seks ud af menneskets omkring 30.000 gener, der bestemmer forskellen i hudfarven.

Det første nazistiske parti var Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP, der opstod i Bayern i 1920. Stifterne af partiet var imod den fredsaftale fra 1919, som pålagde Tyskland at afstå fra de territorier, landet havde erobret under 1. verdenskrig. NSDAP stillede ikke op til valg og var i det hele taget modstandere af demokratiet som styreform. Demokratiet fungerede på det tidspunkt i Tyskland heller ikke særlig godt, og mange små stridende fraktioner betød, at rigsdagen, det tyske parlament, i perioder stort set var ude af stand til at træffe beslutninger. Nazisterne ønskede i stedet en koncentration af magten, og en stærk og handlekraftig politisk ledelse.

Fra 1921 overtog Adolf Hitler ledelsen af partiet og udviklede nazisternes ideologi, der sammenblandede elementer fra religiøs mystik med nationalisme og realpolitiske krav. For mange tyskere virkede den nazistiske ideologi tiltrækkende. Ikke mindst i tiden efter 1929 hvor en dyb økonomisk og politisk krise ramte Tyskland og medførte høj arbejdsløshed, utryghed og generel utilfredshed med tingenes tilstand. I løbet af få år blev NSDAP landets største parti, og i januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler. Da rigsdagen brændte en måned efter, benyttede Hitler det som anledning til at sætte de borgerlige rettigheder ud af kraft, og herefter havde han den absolutte magt i landet.

Nazisterne brugte blandt andet magten til at arrestere sine politiske modstandere, og målsætningen om et racerent samfund førte senere til forfølgelse af jøder, handicappede og homoseksuelle. Drømmen om et Stortyskland resulterede i 2. verdenskrig og udryddelsen af op mod seks millioner jøder. 

Hvad er nynazisme?

Nynazisme er en betegnelse for den nazistiske ideologi og de nazistiske bevægelser, som er opstået efter 2. verdenskrigs afslutning. Den dækker altså også over de nazistiske bevægelser og grupper, der findes i dag. Nogle forskere hævder, at nynazisternes ideologi er helt anderledes end nazismen i 1930’erne og 40’erne. Andre fokuserer på, at der er store ligheder mellem ideologi og retorik hos datidens og nutidens nazistiske grupperinger, og de argumenterer for, at der slet ikke er tale om en ny nazisme, men blot om nye udtryk for nazisme. Nynazister ser dog typisk ikke jøder, men indvandrere og flygtninge som den største trussel mod såvel Europas sikkerhed som mod den ”ariske” race.

Nynazister er desuden typisk optaget af den såkaldte revisionisme. Det er en historieskrivning, der bl.a. benægter Holocaust og betragter de ledende nazister under 2. verdenskrig som helte, der kæmpede for at sikre fred og sikkerhed. Revisionisterne mener derfor også, at de dømte nazister ved Nürnbergdomstolen efter 2. verdenskrig, blev uretfærdigt dømt. Revisionisternes propaganda produceredes blandt andet på Institute for Historical Review i Californien. Mange nynazister henviser desuden til Hitlers bog ”Mein Kampf” fra 1924 for at forklare indholdet i deres ideologi. 

Hvad er fascisme?

Fascisme bruges af mange som et overordnet begreb for højreekstreme politiske ideologier og bevægelser, der har en antidemokratisk grundholdning. Fascisme er ligesom nazisme en politisk bevægelse og ideologi, som opstod i Europa i mellemkrigstiden. Fascister er som nazister antidemokrater og ønsker i stedet magten koncentreret hos en stærk politisk leder. Fascister går ind for en absolut statskontrol, blandt andet skal virksomheder gøres til statsejendom, og fagforeninger og politiske partier skal forbydes.

Fascismen er som ideologi først og fremmest nationalistisk og militant, men den bygger ikke på racisme, sådan som nazismen gør. Fascisterne ser vold som et nødvendigt middel til at opnå og beholde magten. Som alle øvrige diktaturer er det kendetegnet ved censur og fravær af ytringsfrihed.

Fascismen opstod i Italien på et tidspunkt, hvor der var økonomisk krise i Europa, og hvor en stærk socialistisk og kommunistisk bevægelse voksede frem. Fascisterne var modstandere af kommunismen og så en fuldstændig statskontrol som den eneste måde at undgå fattigdom og kaos. Fascismen blev etableret som egentlig politisk bevægelse i 1919, hvor italieneren Benito Mussolini etablerede partiet Partito Nazionale Fascista. Allerede i 1922 lykkedes det Mussolini at få sit parti med i regeringen, og tre år senere overtog hans parti magten. Mussolini regerede herefter diktatorisk frem til 1943, da de allieredes styrker invaderede Syditalien. Mussolini blev i 1945 dræbt af partisanere i Norditalien. 

Er højreekstremisme det samme som nazisme og fascisme?

Det korte svar er nej. Blandt nutidens højreekstreme kan der findes personer med nazistiske og fascistiske sympatier, men der kan ikke sættes lighedstegn mellem højreekstremisme på den ene side og (ny)nazisme og fascisme på den anden. Ifølge kronikken ”Pia, Adolf og pudlen” i Politiken 19. november 2001 (se kilder), skrevet af historiker Adam Holm, er der en række forskelle på nazismen og fascismen i 1930’ernes Europa og højreekstremisme i det 21. århundrede: 

  • · Mange af nutidens højreekstreme forsvarer de fri markedskræfter, mens fascister og nazister ønsker, at staten skal have den totale kontrol med kapitalen 
  • · Nutidens højreekstreme dyrker ikke i samme grad den karismatiske lederskikkelse 
  • · Nutidens højreekstreme ønsker i nogle tilfælde at begrænse frihedsrettighederne for bestemte grupper i samfundet – for eksempel indvandrere – men er generelt ikke modstandere af demokrati som sådan

Årsager og historisk udvikling

Hvad er årsagen til højreekstremismens fremvækst i 1980’erne og 90’erne?

Der er ikke nogen enkel forklaring på højreekstremismens fremvækst i den vestlige verden. Ifølge flere forskere kan der dog peges på en række politiske, sociologiske og økonomiske faktorer, som formodentlig er afgørende: 

  • · Problemer med integration af indvandrere og flygtninge i de vestlige samfund. Ifølge den britiske journalist Angus Roxburgh har de højreekstreme partier og organisationer peget på problemer, som har været tabubelagte i den almindelige politiske debat indtil begyndelsen af 1990’erne. Det gælder blandt andet problemer med integration af flygtninge og indvandrere. Den forklaring nævner Roxburgh i interviewet ”De veltrimmede populister lever” i Politiken den 22. december 2002 (se kilder). 
  • · Social udstødelse og marginalisering. Den tyske filosof Axel Honneth mener, at de grupper, der ikke føler sig anerkendt og værdsat af samfundet, typisk reagerer ved at danne modkulturer, som bruger vold for at vise deres utilfredshed. Den voldelige del af det højreekstreme miljø kan forklares som et udtryk for, at mange unge mennesker ikke føler sig anerkendt, forklarer Honneth i artiklen ”Hvordan skal de udstødte protestere?” i Information den 20. november 2004 (se kilder). Det gælder især unge, som er arbejdsløse og føler, at samfundet ikke har behov for deres evner. 
  • · Angst for globaliseringen og moderniteten. Opbrud i traditionelle samfundsstrukturer og stigende globalisering – herunder udflytning af arbejdspladser fra den vestlige verden – er ifølge den italienske samfundsforsker Piero Ignazi med til at skabe grobund for nationalistiske og konservative ideologier. Idealet i ideologierne er et homogent, overskueligt og tætvævet samfund, der ikke undgår større forandringer, hvilket også skulle gøre det muligt at undgå arbejdsløshed. Denne baggrund for højreekstremismens fremgang i Europa beskrives i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder). 
  • · Manglende historisk viden. En udbredt del af de højreekstreme miljøer har begrænset eller faktuel forkert viden om 2. verdenskrig og krigens konsekvenser, hvilket blandt andet er påpeget af Ole Lindboe i bogen ”Nynazismen – magt eller afmagt” (se kilder). Denne uvidenhed kan være med til at gøre unge åbne over for ideologier, der baserer sig på revisionistisk historieskrivning og udpeger bestemte befolkningsgrupper og minoriteter som syndebukke. 
  • · Økonomisk krise. I mange lande har samfundsforskere påvist en sammenhæng mellem den økonomiske udvikling og tiltroen til det demokratiske system og de etablerede partier. Denne sammenhæng kan ifølge den italienske samfundsforsker Pietro Ignazi være med til at forklare fremgangen for en række højreekstreme bevægelser i Europa i 1990’erne. Mange af disse bevægelser har især fået tilslutning fra mennesker, der har mistet tilliden til de etablerede partier, fremhæver han i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder). 

Hvordan har højreekstremismen udviklet sig?

Højreekstremismen og –populismen har udviklet sig på to planer: Der er den blødere partipolitiske version af højrepopulismen, som partier såsom Dansk Folkeparti, tyske Alternative für Deutschland og franske Front National står for, og den markant hårdere højreekstreme linje, som bevægelser såsom tyske Pegida og Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse repræsenterer. Mens de politiske partier er højrepopulistiske snarere end højreekstreme, så vedkender mange af de mere ekstreme bevægelser sig at være inspirerede af nazismen og fascismen.

Mens fascismen i mange forskellige diktatoriske afskygninger levede videre rundt omkring i verden efter 2. verdenskrig, så har især nynazismen først for alvor fået en genopstandelse i de vestlige lande i løbet af 1980’erne. Hvert enkelt land har i høj grad sin egen historie i forhold til fremvæksten af højreekstreme bevægelser. For eksempel har Berlinmurens fald i 1989 – og særligt skuffelsen over, at faldet ikke førte øget velstand med sig – affødt en øget tilslutning til højreekstreme bevægelser i det tidligere Østtyskland og i det tidligere kommunistiske Østeuropa generelt. Andre lande som f.eks. Østrig, Holland, Storbritannien har andre historier.

Set i et overordnet perspektiv så udgøres højreekstremismen og -populismen i dag af en lang række forskellige grupperinger og strømninger, der godt kan have modstridende dagsordener, eksempelvis om bevægelsen er for eller imod homoseksuelle. Et af fællestrækkene – ifølge lektor ved idehistorie Mikkel Thorup i artiklen ”Terror for orden” i Politiken den 29. juli 2011 (se kilder) – er dog, at højreekstremismen og -populismen helt overordnet er optaget af moralske brud og krænkelser på hierarkier og ordenssystemer, som bliver anset for at være ”sande” og naturlige. Som sådan er målet for de højreekstreme stadigvæk – ligesom for nazismen og fascismen – at ”genetablere” en bestemt orden i samfundet. Alt efter udgangspunktet kan det så resultere i forskellige former for højreekstremisme: 

  • · Fundamentalisme som reaktion på et brud af en religiøs orden (f.eks. kristne abortmodstandere i USA) 
  • · Fascisme som reaktion på et brud af en statslig orden (øget centralisering og koncentration af magten, f.eks. i forskellige diktaturer) 
  • · Nazisme og racisme som en reaktion på et brud af et særligt ”racehierarki” eller sammenblanding af befolkningsgrupper (f.eks. hetz mod muslimer eller romaer) 
  • · Militarisme i form af et højreorienteret militærkup (som det er set i mange sydamerikanske lande) som en reaktion på manglende politisk handlekraft og politisk evne til at etablere ”orden” i samfundet

 

Meget af den retorik og mange af de symboler, som nazismen og fascismen indførte tilbage i tiden før 2. verdenskrig, bruges den dag i dag af højreekstreme bevægelser rundt omkring i verden. Men samtidig er det, som bevægelserne opfatter som truslen mod den ”sande” orden ændret, så de i dag – i hvert fald i den vestlige verden – langt hen ad vej identificeres med antimuslimske bevægelser. Som Matthew Taylor skriver i artiklen ”Det ekstreme højres nye kulørte ansigt” i Information den 15. juni 2010 (se kilder), så kan højreekstreme bevægelser i den fælles, globale kamp mod islam i dag bl.a. godt favne homoseksuelle og transseksuelle, der tidligere blev lagt for had.

Mens der fortsat er tilfælde af højreekstremistisk gadevold især i Tyskland, England og i Sverige, hvor nye løsere strukturerede bevægelser ser dagens lys, så er det også en generel tendens, at ældre grupperinger bliver mere parlamentarisk orienteret. Det har bl.a. været tilfældet med Sverigedemokraterne, med BNP i England og med Front National i Frankrig. En række højreekstreme partier er ifølge samfundsforskeren Piero Ignazi i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder) dermed blevet mere midtsøgende og bredt populistiske.

På mange måder bliver højreekstremisme i dag derfor brugt som et meget overordnet begreb. Derfor bliver det også vigtigt at fastholde, at der eksisterer en grænse mellem det, man med Anita Bay Bundegaards ord i artiklen ”Det fælles ideologiske tankegods” (se kilder) kan kalde for højreekstremisme, og det man kan kalde for parlamentarisk højrepopulisme. Selvom der er ”fælles ideologisk tankegods” imellem de forskellige bevægelser og et vist tematisk sammenfald i holdninger, for eksempel i form af en nationalkonservativ grundholdning, grundsynet på indvandring, internationalt samarbejde og EU, så går der en helt afgørende grænse ved, hvordan de forsøger at gøre deres indflydelse gældende og nå deres mål. Mens højrepopulismen gør sin indflydelse gældende ad parlamentarisk vej, så vil denne udvikling aldrig være hurtig eller vidtgående nok for de ekstreme bevægelser. De vil i stedet bekende sig til voldelige aktioner, og er i deres natur dermed grundlæggende antidemokratiske.