Mellemkrigstiden

Artikel type
faktalink
stud. mag. Louise Refstrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2008
Main image
Storstrømsbroen bliver indviet d. 26. september 1937.
Storstrømsbroen bliver indviet d. 26. september 1937.
Foto: Per Pejlstrup/Scanpix

’Mellemkrigstiden’ leder for mange tankerne hen på en dyster tid mellem to brutale verdenskrige, hvor arbejdsløshed, spirende fascisme og lidt for mange grøddage var en del af realiteterne. Men det er bare én side af historien om tiden mellem et Europa i brand. En anden er historien om en toneangivende epoke, der satte skub i nybrydende tanker og kunststrømninger, som skulle få enorm betydning for efterkrigstidens danske samfund helt frem til i dag. Mellemkrigstiden blev ismernes tid, krisernes tid og massekulturens tid. De nye kunststrømninger sivede ind i det danske kulturliv fra syd, og fra USA i vest skyllede massekulturen og jazzens improviserende rytmer ind over landets grænser.

Mellemkrigstiden blev begyndelsen til en moderne hverdag for mange danskere. Bilismen gryede, jernbanebroer og nye dieseldrevne lyntog skar mere end fem timer af rejsetiden mellem København og Ålborg, og København fik sin første lufthavn. Verden var med et slag blevet mindre, mens danskerne fik varmt vand i hanerne, Daells Varehus og deres første socialdemokratiske regering - tilmed med verdens første kvindelige minister.

Introduktion til Mellemkrigstiden

Hvorfor hedder perioden ’mellemkrigstiden’?

Som navnet i sig selv antyder, så har perioden fået sin betegnelse, fordi den dækker over det historiske mellemspil, der var mellem 1. Verdenskrig (1914-1918) og 2. Verdenskrig (1939-1945). Mellemkrigsårene bliver også ofte delt op i 1920’erne og 30’erne, når perioden skal forklares og forstås mere uddybende.

Hvad kendetegner mellemkrigstiden?

Mellemkrigstiden blev en epoke i den vestlige verdens historie, der kom til at stå for et værdisammenbrud side om side med en kulturel opblomstring, der begge fik stor betydning for eftertidens vestlige samfund og kulturer.

Værdisammenbruddet var et resultat af 1. Verdenskrigs grusomheder. Ifølge bogen ”Mellemkrigstiden” (se kilder) havde mellem 10 og 12 millioner soldater mistet livet, og dem, der var sluppet levende fra slagmarken, vendte ofte hjem med alvorlige fysiske og psykiske men. Opfindelser som maskingeværer, håndgranater og giftgas havde vist bagsiden af den teknologiske udvikling, og tilliden til det civiliserede menneske smuldrede.

Værdisammenbruddet affødte en kulturel opblomstring, og mellemkrigsårene blev ismernes storhedstid. Avantgardistiske kunststrømninger som futurismen, kubismen, ekspressionismen og surrealismen gjorde under fællesbetegnelsen modernisme op med den traditionelle finkultur og forestillingen om, hvad kunst var. Der opstod et helt nyt menneskesyn med fokus på individets betydning, uanset social rangstige. Sideløbende med de kunstneriske ismer blev politiske ideologier dyrket, og mange steder ud i ekstremerne med nazismen, fascismen og kommunismen som resultater.

Fra USA bølgede jazzen, massekulturen og Fords firkantede A-modeller ind over det europæiske kontinent i 20’erne. Det samme gjorde den verdensomspændende økonomiske krise, der fik eftertiden til at døbe 30’erne som depressionens årti.

Baggrunden for Mellemkrigstiden

Hvordan var de politiske forhold?

Inden 1. Verdenskrig satte Europa i brand, havde der været fredstid på europæisk grund siden 1871. I imperialismens navn havde England, Frankrig og Rusland travlt med at udvide deres kolonier i store dele af Afrika og Asien, og Tyskland samlede sig gradvist til ét storrige, mens det østrig-ungarske kejserdømme sad på næsten hele Balkan. Det nye tyske storrige, der kom til at fylde mere og mere på landkortet også økonomisk og politisk, fik de tre kolonimagter England, Frankrig og Rusland til at slå sig sammen i alliancen Ententen. Som modsvar dannede Tyskland og Østrig-Ungarn alliancen Centralmagterne, og hermed var to fronter trukket op i Europa.

Da den østrig-ungarske tronfølger blev myrdet af en ung serbisk nationalist den 28. juni 1914, erklærede Østrig Serbien krig. Det fik alliancerne til at røre på sig, og 1. Verdenskrig var en realitet. USA’s indtræden i krigen i 1917 blev afgørende. Da de trådte til med friske tropper og krigsforsyninger måtte Centralmagterne bukke under, og Tyskland overgav sig den 11. november 1918.

Efter nederlaget gik det østrig-ungarske kejserrige i opløsning, og nationalstaterne Østrig, Tjekkoslovakiet, Ungarn og det nye sammensatte Jugoslavien kom på europakortet.

I Tyskland overtog demokratiet og socialdemokraterne magten fra kejserdømmet.

I Rusland førte krigen mod Tyskland til store tab, og en stigende utilfredshed med zardømmet voksede. Situationen kulminerede med den russiske revolution i 1917, der blev zarstyrets endeligt. En kommunistisk regering med Vladimir Lenin (1870-1924) i spidsen kom til magten, trak Rusland ud af krigen og samlede det kommunistiske Sovjetunionen, der skulle komme til at eksistere i mere end 70 år. 

Hvilke økonomiske forhold prægede tiden inden?

Den ekspanderende industrialisering og teknologiske udvikling, der havde indtaget Europa siden 1870’erne, medførte masseproduktion og økonomisk vækst. Det var dog langt fra alle, der fik del i den stigende rigdom. Det gjaldt især den store nye gruppe af industriarbejdere, der voksede frem i byerne. Folk, der boede i egne, hvor industrialiseringen ikke var slået igennem, fik heller ikke den økonomiske optur at føle.

1. Verdenskrig fik stor betydning for den europæiske økonomi. Under krigen blev meget industri omlagt til produktion af krigsmateriel, og da krigen sluttede, stod især de krigsførende lande tilbage med nedslidte produktionsapparater og lagre uden råvarer og varer at sælge. Desuden var de krigsførende lande holdt op med at handle med hinanden, og det havde fået det internationale handelsmarked til at gå i stå. Det samme gjaldt valutakurssystemet. Før krigen havde de vigtigste valutaer bundet sig til guld, der havde en nogenlunde stabil værdi.

Hvilke naturvidenskabelige idéer dominerede tiden inden?

Positivismen, der kun anerkender viden, som baserer sig på sanselige og målbare kendsgerninger, havde været den dominerende videnskabsteori siden 1870’erne. Positivismen var afledt af naturalismens virkelighedsopfattelse, der går på, at naturen skal forklares ud fra naturen selv. Gud eller andre overnaturligheder kan ikke bruges til at skaffe faktuel viden om naturen. Det gjaldt også al viden om mennesket, der ifølge naturalister og positivister er en del af naturen. Kvantitative naturvidenskabelige metoder blev idealet for, hvordan man skaffede sig viden om stort set alt. Freuds (1856-1939) teorier om menneskets underbevidsthed og drifter og Darwins (1808-1882) evolutionsteori var f.eks. udvundet af empirisk arbejde med henholdsvis patienter og et stort antal dyre- og plantemateriale.

Ifølge positivismen blev naturlovene opfattet som almengyldige, forstået på den måde at de gælder, uanset hvor og i hvilken tid, de optræder. Naturlovene gav vished om verden, som man tidligere havde fundet i religion og tro. I 1905 vendte Albert Einstein (1879-1955) op og ned på dette verdensbillede med sin berømte relativitetsteori. Mange opfattede teorien som et bevis på, at der ikke findes absolutte og objektive træk i naturen, men at alt afhænger af tid og rum og øjnene, der ser. Altså, alt er relativt. Einsteins teori vakte først den store opmærksomhed efter 1. Verdenskrig, ifølge avisartiklen ”Relativitet og relativisme” (se kilder), hovedsageligt fordi tanken om, at alt er relativt gik godt i spænd med den subjektivorienterede og oprørske tidsånd, som kom for dagen i mellemkrigstiden.

En anden naturvidenskabsmand, der gjorde sig vældig bemærket i tiden op til mellemkrigsårene var den danske fysiker Niels Bohr (1885-1962). Hans kortlægning af atomets struktur lagde også afstand til positivismen ved at være teoretisk fysik, der ikke kunne sanses og måles.

Hvilke ideologiske strømninger fandtes der i tiden inden?

I tiden op til 1. Verdenskrig var det europæiske kontinent præget af en stærk nationalisme. Nationalismen opfatter nationen som den vigtigste samhørighed mellem et folk med hensyn til sprog, historie og livssyn. Der behøver altså ikke nødvendigvis at være sammenfald mellem en stat og en nation. F.eks. kan en, der opfattes som dansker, sagtens bo uden for Danmarks nationale grænser.

Kolonimagternes imperialistiske bedrifter frem til 1. Verdenskrig var blandt andet drevet af en national glæde ved at erobre fjerne landområder. I de mange nationale mindretal, der befandt sig rundt omkring i Europa, tiltog løsrivelsestrangen fra slutningen af 1800-tallet. F.eks. kæmpede lande som Irland, Norge og Polen for selvstændighed, og en ung serbers nationalfølelse skulle komme til at udløse 1. Verdenskrig. Den europæiske nationalisme kulminerede i de to verdenskrige.

Socialismen havde også meldt sig som toneangivende ideologi inden 1. Verdenskrig, og i 1917 blev den med Den Russiske Revolution indført som statsideologi i det nyoprettede Sovjetunionen. Socialismen opstod på baggrund af det kapitalistiske industrisamfund og den heraf følgende arbejderklasse. Socialismen bygger på den marxistiske verdensopfattelse, hvor den historiske udvikling, gennem klassekampe mellem arbejdere og kapitalister, til sidst ville ende i et kommunistisk samfund, der med andre ord kaldes proletariatets diktatur. I det socialistiske samfund er der ingen privat ejendomsret til produktionsmidlerne, såsom fabrikker, maskiner og jord. Den private ejendomsret erstattes af kollektiv ejendomsret, der i praksis bliver til statseje, som man så det i Sovjetunionen.