KU ungdom marcherer
Konservative Ungdom marcherer med straarem og støvler i Københavns gader. (Udateret arkivbillede)
Foto: Ritzau Scanpix

Mellemkrigstiden

stud. mag. Louise Refstrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2008
Top image group
KU ungdom marcherer
Konservative Ungdom marcherer med straarem og støvler i Københavns gader. (Udateret arkivbillede)
Foto: Ritzau Scanpix
Main image
Storstrømsbroen bliver indviet d. 26. september 1937.
Storstrømsbroen bliver indviet d. 26. september 1937.
Foto: Per Pejlstrup/Scanpix

Indledning

’Mellemkrigstiden’ leder for mange tankerne hen på en dyster tid mellem to brutale verdenskrige, hvor arbejdsløshed, spirende fascisme og lidt for mange grøddage var en del af realiteterne. Men det er bare én side af historien om tiden mellem et Europa i brand. En anden er historien om en toneangivende epoke, der satte skub i nybrydende tanker og kunststrømninger, som skulle få enorm betydning for efterkrigstidens danske samfund helt frem til i dag. Mellemkrigstiden blev ismernes tid, krisernes tid og massekulturens tid. De nye kunststrømninger sivede ind i det danske kulturliv fra syd, og fra USA i vest skyllede massekulturen og jazzens improviserende rytmer ind over landets grænser.

Mellemkrigstiden blev begyndelsen til en moderne hverdag for mange danskere. Bilismen gryede, jernbanebroer og nye dieseldrevne lyntog skar mere end fem timer af rejsetiden mellem København og Ålborg, og København fik sin første lufthavn. Verden var med et slag blevet mindre, mens danskerne fik varmt vand i hanerne, Daells Varehus og deres første socialdemokratiske regering - tilmed med verdens første kvindelige minister.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Mellemkrigstiden

Hvorfor hedder perioden ’mellemkrigstiden’?

Som navnet i sig selv antyder, så har perioden fået sin betegnelse, fordi den dækker over det historiske mellemspil, der var mellem 1. Verdenskrig (1914-1918) og 2. Verdenskrig (1939-1945). Mellemkrigsårene bliver også ofte delt op i 1920’erne og 30’erne, når perioden skal forklares og forstås mere uddybende.

Hvad kendetegner mellemkrigstiden?

Mellemkrigstiden blev en epoke i den vestlige verdens historie, der kom til at stå for et værdisammenbrud side om side med en kulturel opblomstring, der begge fik stor betydning for eftertidens vestlige samfund og kulturer.

Værdisammenbruddet var et resultat af 1. Verdenskrigs grusomheder. Ifølge bogen ”Mellemkrigstiden” (se kilder) havde mellem 10 og 12 millioner soldater mistet livet, og dem, der var sluppet levende fra slagmarken, vendte ofte hjem med alvorlige fysiske og psykiske men. Opfindelser som maskingeværer, håndgranater og giftgas havde vist bagsiden af den teknologiske udvikling, og tilliden til det civiliserede menneske smuldrede.

Værdisammenbruddet affødte en kulturel opblomstring, og mellemkrigsårene blev ismernes storhedstid. Avantgardistiske kunststrømninger som futurismen, kubismen, ekspressionismen og surrealismen gjorde under fællesbetegnelsen modernisme op med den traditionelle finkultur og forestillingen om, hvad kunst var. Der opstod et helt nyt menneskesyn med fokus på individets betydning, uanset social rangstige. Sideløbende med de kunstneriske ismer blev politiske ideologier dyrket, og mange steder ud i ekstremerne med nazismen, fascismen og kommunismen som resultater.

Fra USA bølgede jazzen, massekulturen og Fords firkantede A-modeller ind over det europæiske kontinent i 20’erne. Det samme gjorde den verdensomspændende økonomiske krise, der fik eftertiden til at døbe 30’erne som depressionens årti.

Baggrunden for Mellemkrigstiden

Hvordan var de politiske forhold?

Inden 1. Verdenskrig satte Europa i brand, havde der været fredstid på europæisk grund siden 1871. I imperialismens navn havde England, Frankrig og Rusland travlt med at udvide deres kolonier i store dele af Afrika og Asien, og Tyskland samlede sig gradvist til ét storrige, mens det østrig-ungarske kejserdømme sad på næsten hele Balkan. Det nye tyske storrige, der kom til at fylde mere og mere på landkortet også økonomisk og politisk, fik de tre kolonimagter England, Frankrig og Rusland til at slå sig sammen i alliancen Ententen. Som modsvar dannede Tyskland og Østrig-Ungarn alliancen Centralmagterne, og hermed var to fronter trukket op i Europa.

Da den østrig-ungarske tronfølger blev myrdet af en ung serbisk nationalist den 28. juni 1914, erklærede Østrig Serbien krig. Det fik alliancerne til at røre på sig, og 1. Verdenskrig var en realitet. USA’s indtræden i krigen i 1917 blev afgørende. Da de trådte til med friske tropper og krigsforsyninger måtte Centralmagterne bukke under, og Tyskland overgav sig den 11. november 1918.

Efter nederlaget gik det østrig-ungarske kejserrige i opløsning, og nationalstaterne Østrig, Tjekkoslovakiet, Ungarn og det nye sammensatte Jugoslavien kom på europakortet.

I Tyskland overtog demokratiet og socialdemokraterne magten fra kejserdømmet.

I Rusland førte krigen mod Tyskland til store tab, og en stigende utilfredshed med zardømmet voksede. Situationen kulminerede med den russiske revolution i 1917, der blev zarstyrets endeligt. En kommunistisk regering med Vladimir Lenin (1870-1924) i spidsen kom til magten, trak Rusland ud af krigen og samlede det kommunistiske Sovjetunionen, der skulle komme til at eksistere i mere end 70 år. 

Hvilke økonomiske forhold prægede tiden inden?

Den ekspanderende industrialisering og teknologiske udvikling, der havde indtaget Europa siden 1870’erne, medførte masseproduktion og økonomisk vækst. Det var dog langt fra alle, der fik del i den stigende rigdom. Det gjaldt især den store nye gruppe af industriarbejdere, der voksede frem i byerne. Folk, der boede i egne, hvor industrialiseringen ikke var slået igennem, fik heller ikke den økonomiske optur at føle.

1. Verdenskrig fik stor betydning for den europæiske økonomi. Under krigen blev meget industri omlagt til produktion af krigsmateriel, og da krigen sluttede, stod især de krigsførende lande tilbage med nedslidte produktionsapparater og lagre uden råvarer og varer at sælge. Desuden var de krigsførende lande holdt op med at handle med hinanden, og det havde fået det internationale handelsmarked til at gå i stå. Det samme gjaldt valutakurssystemet. Før krigen havde de vigtigste valutaer bundet sig til guld, der havde en nogenlunde stabil værdi.

Hvilke naturvidenskabelige idéer dominerede tiden inden?

Positivismen, der kun anerkender viden, som baserer sig på sanselige og målbare kendsgerninger, havde været den dominerende videnskabsteori siden 1870’erne. Positivismen var afledt af naturalismens virkelighedsopfattelse, der går på, at naturen skal forklares ud fra naturen selv. Gud eller andre overnaturligheder kan ikke bruges til at skaffe faktuel viden om naturen. Det gjaldt også al viden om mennesket, der ifølge naturalister og positivister er en del af naturen. Kvantitative naturvidenskabelige metoder blev idealet for, hvordan man skaffede sig viden om stort set alt. Freuds (1856-1939) teorier om menneskets underbevidsthed og drifter og Darwins (1808-1882) evolutionsteori var f.eks. udvundet af empirisk arbejde med henholdsvis patienter og et stort antal dyre- og plantemateriale.

Ifølge positivismen blev naturlovene opfattet som almengyldige, forstået på den måde at de gælder, uanset hvor og i hvilken tid, de optræder. Naturlovene gav vished om verden, som man tidligere havde fundet i religion og tro. I 1905 vendte Albert Einstein (1879-1955) op og ned på dette verdensbillede med sin berømte relativitetsteori. Mange opfattede teorien som et bevis på, at der ikke findes absolutte og objektive træk i naturen, men at alt afhænger af tid og rum og øjnene, der ser. Altså, alt er relativt. Einsteins teori vakte først den store opmærksomhed efter 1. Verdenskrig, ifølge avisartiklen ”Relativitet og relativisme” (se kilder), hovedsageligt fordi tanken om, at alt er relativt gik godt i spænd med den subjektivorienterede og oprørske tidsånd, som kom for dagen i mellemkrigstiden.

En anden naturvidenskabsmand, der gjorde sig vældig bemærket i tiden op til mellemkrigsårene var den danske fysiker Niels Bohr (1885-1962). Hans kortlægning af atomets struktur lagde også afstand til positivismen ved at være teoretisk fysik, der ikke kunne sanses og måles.

Hvilke ideologiske strømninger fandtes der i tiden inden?

I tiden op til 1. Verdenskrig var det europæiske kontinent præget af en stærk nationalisme. Nationalismen opfatter nationen som den vigtigste samhørighed mellem et folk med hensyn til sprog, historie og livssyn. Der behøver altså ikke nødvendigvis at være sammenfald mellem en stat og en nation. F.eks. kan en, der opfattes som dansker, sagtens bo uden for Danmarks nationale grænser.

Kolonimagternes imperialistiske bedrifter frem til 1. Verdenskrig var blandt andet drevet af en national glæde ved at erobre fjerne landområder. I de mange nationale mindretal, der befandt sig rundt omkring i Europa, tiltog løsrivelsestrangen fra slutningen af 1800-tallet. F.eks. kæmpede lande som Irland, Norge og Polen for selvstændighed, og en ung serbers nationalfølelse skulle komme til at udløse 1. Verdenskrig. Den europæiske nationalisme kulminerede i de to verdenskrige.

Socialismen havde også meldt sig som toneangivende ideologi inden 1. Verdenskrig, og i 1917 blev den med Den Russiske Revolution indført som statsideologi i det nyoprettede Sovjetunionen. Socialismen opstod på baggrund af det kapitalistiske industrisamfund og den heraf følgende arbejderklasse. Socialismen bygger på den marxistiske verdensopfattelse, hvor den historiske udvikling, gennem klassekampe mellem arbejdere og kapitalister, til sidst ville ende i et kommunistisk samfund, der med andre ord kaldes proletariatets diktatur. I det socialistiske samfund er der ingen privat ejendomsret til produktionsmidlerne, såsom fabrikker, maskiner og jord. Den private ejendomsret erstattes af kollektiv ejendomsret, der i praksis bliver til statseje, som man så det i Sovjetunionen.

Samfundsmæssige forhold i mellemkrigstiden

Hvilke politiske forhold var dominerende?

Da 1. Verdenskrig var slut, begyndte den opdeling mellem kommunismen i øst og kapitalismen i vest, der kom til at vare helt indtil til Den Kolde Krigs afslutning i 1989.

I det nyetablerede Sovjetunionen havde den russiske revolution fjernet det zaristiske herredømme og indført kommunismen.

I USA fortsatte man den liberalistiske kurs uden at blande sig i andre landes foretagender. Det resulterede i, at mange klarede sig godt, og USA forvandlede sig i løbet af 20’erne til et moderne masseforbrugssamfund.

I Europa så situationen noget anderledes ud. Mange lande kom efter krigen til at kæmpe med arbejdsløshed og politiske uroligheder. Værst stod det til i Tyskland og Østrig. I Tyskland blev de politiske uroligheder en alvorlig udfordring for den nyslåede demokratiske Weimar-republik, der var ledet af socialdemokrater. En af de mange politiske grupperinger, der var utilfredse med Weimar-republikken, var den nye nationalsocialistiske bevægelse, og med Adolf Hitler i front kom nazistpartiet til magten den 30. januar 1933. Med Weimar-republikken røg det tyske demokrati til fordel for et diktatur, ligesom det også gjorde i blandt andet Italien, Rusland, Spanien, Ungarn, Polen og de baltiske lande.

Hvilke økonomiske forhold var dominerende?

Det første tiår efter verdenskrigen omtales ofte som de brølende 20’ere, mens 30’erne har fået tilnavnet depressionens årti på grund af den økonomiske verdenskrise, fattigdom og social armod. Det brølende årti betegner dog mest situationen på den anden side af Atlanten i USA. Amerikanerne oplevede en enorm økonomisk og kulturel vækst i 1920’erne, der øgede levestandarten betydeligt og gjorde USA til et masseforbrugssamfund. Folk fik egen bil, gik i biografen og dansede charleston til langt ud på de sene timer. I Europa udviklede økonomien sig noget anderledes i de første år efter krigens afslutning. Tyskland fik med Versailles-fredstraktaten pålagt at betale en enorm krigsskadeerstatning til sejrslandene. Det udløste en galopperende inflation, som endte med at skyde den tyske økonomi i sænk. I efteråret 1923 kunne tyskerne betale flere millioner mark for et enkelt frimærke. Krigsskadeerstatningen fik en af de økonomer, der deltog i arbejdet med Versailles-fredstraktaten, til at udvandre i protest. Han mente, at krigsgælden var urealistisk og kunne få fatale følger for den tyske økonomi. Den protesterende økonom var John M. Keynes (1883-1946), der skulle få stor betydning for de vestlige økonomier i efterkrigstiden.

De brølende 20’ere i USA kastede dog lidt af sin glans på det øvrige Europa, selvom størstedelen af de europæiske valutaer havde startvanskeligheder efter krigen. Under krigen var handelen mellem landene gået i stå, og flere lande, blandt andre Danmark, havde løsrevet deres valuta fra guldmøntfoden for at regulere økonomien i krigstiden. Nu skulle der genoprettes en fælles valutaenhed, der kunne stabilisere valutaerne og få handelen mellem landene til at fungere igen.

Det gigantiske opsving i USA fik en brat ende, da den overophedede økonomi bukkede under med børskrakket i Wall Street i 1929. Krakket sendte chokbølger langt ind i de europæiske økonomier og startede den verdensomspændende krise, der kom til at præge årtiet helt frem til 2. Verdenskrig.

Hvilke teknologiske landvindinger spillede en rolle i perioden?

Den rivende teknologiske udvikling, der havde været i gang siden 1870’erne, kom folk til gode i mellemkrigstiden. Samlebåndsmetoden og masseproduktionen blev udviklet af Henry Ford, og pludselig fik flere råd til at have bil. Elektriciteten, der var blevet udviklet til alment brug sidst i 1800-tallet, kom også for alvor til at revolutionere mange menneskers hverdag i mellemkrigstiden. Nu kunne der køres med elektriske sporvogne og bruges eldrevne maskiner, der kunne nedsætte arbejdsbyrden, både i hjemmet og på fabrikker.

Krigsindustrien havde været med til at udvikle nye teknikker og materialer, og de teknologiske landvinger gjorde verden mindre: Man kunne (hvis man havde råd) flyve mellem de europæiske storbyer, ja sågar helt over Atlanten. Det blev også muligt at følge med i verden hjemme fra sin egen stue gennem et af de nye radioapparater. Den nye teknologi bragte den moderne konsum- og massekultur med sig. Nu kunne flertallet gå i biografen og se film, der var indspillet på den anden side af kloden, og købe tøj, der lignede det, de gik med i Paris.

Inden for byggeri og industri opstod der også nye muligheder i kraft af blandt andet nye materialer som jernbeton og nye måder at anvende stål og glas på.

Hvilken rolle spillede de totalitære ideologier i perioden?

Efter 1. Verdenskrig udviklede de politiske yderfløje sig til ideologiske ekstremer, og i mange lande fik de realpolitiske konsekvenser. I Italien kom den fascistiske diktator Benito Mussolini (1883-1945) til magten i 1922, og Sovjetunionen havde været under kommunistisk diktatur siden 1917. Den alvorlige økonomiske krise, der hang som en sort sky over Europa efter børskrakket i 1929 gav ekstra næring til de antidemokratiske tanker, der var på vej frem i store dele af Europa. I Tyskland voksede nazismen sig afgørende stærk, delvis på grundlag af den økonomiske krise og den deraf følgende sociale armod, tyskerne i særdeleshed havde fået at mærke efter krigen. Adolf Hitler (1889-1945) og hans nationalsocialistiske parti overtog magten og afskaffede demokratiet i 1933. Seks år senere i 1939 kom Francisco Franco (1892-1975) til magten i Spanien efter Den Spanske Borgerkrig (1936-39). Han fungerede som diktator helt frem til sin død i 1975. Portugal, Ungarn og næsten alle de østeuropæiske lande blev også underlagt fascistiske diktatorer i mellemkrigstiden.

Kulturelle strømninger i mellemkrigstiden?

Hvilke filosofiske strømninger spillede en rolle i mellemkrigstiden?

1927 udgav den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) sit hovedværk ”Væren og tid” (”Sein und Zeit”), der siden blev et af de mest betydningsfulde værker i filosofihistorien. I værket forsøger Heidegger at gøre rede for menneskets tilstedeværen i verden, og han definerer mennesket som noget, der altid er involveret i verden, og hvis eksistens er indvævet i en bestemt stemning og indstilling overfor den omverden, det møder. Mennesket er med andre ord altid forbundet med en konkret verden i tid og rum.

Heideggers svært tilgængelige værk trækker på tidligere filosoffer som blandt andre Aristoteles, Descartes, Hegel, Kant og Kierkegaard. I eftertiden kom det til at få betydning for adskillige filosofiske retninger, som f.eks. Sartres eksistentialisme, Gadamers hermeneutik og Derridas dekonstruktivisme og en række videnskabsfelter som litteraturvidenskab, psykologi og teologi. Heideggers filosofiske virke blev dog noget præget af hans tilslutning til nazistpartiet. I forbindelse med, at han blev udnævnt til rektor af universitetet i Freiburg i 1933, meldte han sig ind i nazistpartiet og forblev medlem gennem 2. Verdenskrig.

En anden filosofisk retning, der kom til at præge mellemkrigsårene, var den logiske positivisme, som udviklede sig i løbet af 1920’erne. Den logiske positivisme udelukkede al metafysik fra filosofien ved at kræve, at filosofien skulle basere sig på de samme videnskabelige grundlag som naturvidenskaberne. Således antog de logiske positivister, at alle argumenter skulle kunne baseres på logiske ræsonnementer eller målbare observeringer. Den danske filosof Jørgen Jørgensen (1894-1969) og østrigeren Ludwig Wittgenstein (1889-1951) var nogle af dem, der tilsluttede sig den logiske positivisme. Wittgenstein forkastede dog ideologien senere.

Hvilken rolle spillede mellemkrigstidens ’menneskevidenskaber’?

Efter 1. Verdenskrig fik Sigmund Freuds (1856-1939) psykoanalytiske teorier et omfattende gennembrud, og de blev grundlaget for en stor del af den samfundskritik, der voksede frem i mellemkrigstiden, og som kom til udtryk i både tidens nye kunst- og kulturstrømninger. Freuds teorier om, at mennesket ikke alene er styret af sin fornuft, men også af drifter, f.eks. dødsdriften, og af underbevidstheden, kunne give mange en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor tingene kunne udvikle sig til 1. Verdenskrigs rædsler, på trods af den sunde fornufts herredømme. Ifølge Freud var fornuftens fortrængninger af drifterne nemlig årsag til en ophobning af frustrationer og aggressioner, der kan få et menneske til at bryde sammen. I en større målestok gjaldt det også kulturer, der pålægger sine medlemmer fuldstændigt afkald på drifter. Freud mente, at kulturer i sig selv bygger på driftsundertrykkelse, og løsningen, der kunne afhjælpe en kultur fra at eksplodere, var at minimere fortrængningerne og undertrykkelsen af drifterne gennem psykoanalysens indsigt.

Freuds banebrydende teorier grundlagde et helt nyt syn på mennesket og blev inspirationskilde og afsæt for mange andre videnskaber. Den berømte Frankfurterskole, der opstod i løbet af 1920’erne, udviklede ”den kritiske teori”, blandt andet med inspiration fra Freud og marxismen. Frankfurterskolens kritiske teori blev et modsvar til den traditionelle teori, fordi den var tværfagligt baseret på flere forskellige videnskaber, såsom filosofi, litteratursociologi, psykologi, økonomi og historie. Den kritiske teori var en civilisationskritik, der blandt andet gik på arbejderklassens politiske passivisering og undersøgelser af familien som samfundsbevarende funktion. Frankfurterskolens marxistiske kultur- og samfundsteori har været afgørende i det 20. århundrede, og den fik især betydning for studenteroprørene i 1960’erne.

Hvilken rolle spillede surrealismen?

Surrealismen var en af de nye modernistiske kunstretninger, der opstod i kølvandet på værdisammenbruddet, og den havde sine kronede dage i mellemkrigstiden. Den opstod i Paris under inspiration fra blandt andet dadaismen, symbolismen og i særlig grad Freuds teorier om underbevidstheden og de menneskelige drifter. Surrealisterne fornyede kunsten og litteraturen med et billedsprog, der lod uventede sammenhænge skabe nye fortællinger i absurde drømmeuniverser ofte med stærkt erotiske undertoner. André Breton (1896-1966) udgav i 1924 ”Det Surrealistiske Manifest”, hvori han skrev, at den surrealistiske kunstners fornemste opgave er at udforske sin egen underbevidsthed og udtrykke den i sin kunst. Surrealisterne skildrede undertrykte drømme, drifter og fantasier i ønsket om at frigøre det inderste og ubevidste i mennesket. Målet var også at få almindelige folk til at åbne for underbevidstheden. På denne front tog surrealisterne del i tidens samfundskritik, som en slags bevidsthedsrevolution på barrikaderne for det åndeliges frigørelse fra fornuftens snærende bånd.

I billedkunsten opstod der to retninger inden for surrealismen: Den veristiske eller figurative surrealisme, hvor genkendelige genstande optræder i absurde og drømmeagtige sammenhænge, og den absolutte eller organiske surrealisme med et mere abstrakt billedsprog. Repræsentanter for den veristiske surrealisme, der er den mest gængse forståelse af surrealisme, er f.eks. Salvador Dali, Max Ernst og Rene Magritte.

Hvilken rolle spillede ekspressionismen?

Kvinde betragter et billede af den russiske maler Wassily Kandinsky: The Path to Abstraction,  i Tate Modern i London i 2006. Foto:Polfoto
Kvinde betragter et billede af den russiske maler
Wassily Kandinsky: The Path to Abstraction,
i Tate Modern  i London i 2006. Foto:Polfoto

Ekspressionismen opstod i Tyskland omkring år 1905 og leverede, parallelt med den franske surrealisme, en kritik af det moderne menneskes livsbetingelser.

Ekspressionisterne var en generation af kunstnere, der følte sig fremmedgjorte i den verden, de befandt sig i, og de skildrede ofte temaer som død, forfald, ensomhed, tro og meningsløshed. Bevægelsen var en reaktion imod favoriseringen af det rationelle og hyldesten af de teknologiske fremskridt og den fremtidsoptimisme, der baserede sig herpå.

Som en reaktion mod impressionismen og realismens afbildninger af en ydre registreret virkelighed, vendte ekspressionisterne blikket indad for at skildre subjektive verdensopfattelser og udtrykke sindstilstande, såsom følelser og oplevelser. I litteraturen optræder ekspressionisme som et malerisk og medrivende sprog, og i billedkunsten bruges der stærke farver, skarpe linjer og konturer, kantede former, ofte stærkt forenklede motiver og manglende perspektiv. Disse træk er et udtryk for ekspressionisternes hyldest til den naturlige og uspolerede tilværelse og idealiseringen af barndommen og det primitive.

Ludwig Kirchner (1880-1938) og Emil Nolde (1867-1955) var blandt de tidligste ekspressionister, der dannede kunstnergruppen ”Die Brücke” i 1905. De var særligt inspirerede af primitive kulturer og levemåder, og hentede stor inspiration i Paul Gauguins (1848-1903) malerier af Tahitis oprindelige befolkning, som i deres øjne var eksempler på det oprindelige og uskyldsrene menneske. Brücke-kunstnernes foretrukne motiv var den nøgne krop, men de skildrede også ofte det dekadente storbyliv.

En anden vigtig kunstnergruppe inden for den ekspressionistiske bevægelse var ”Der Blaue Reiter”, som blev grundlagt af Wassily Kandinsky (1866-1944) og Franz Marc (1880-1916) i 1911. Andre vigtige repræsentanter for bevægelsen er blandt andre kunstmaleren Edvard Munch og forfatterne Franz Kafka (1883-1924) og August Strindberg (1849-1912).

Læs mere om ekspressionismen i Faktalink-artiklen ”Ekspressionismen”

Hvilken rolle spillede funktionalismen?

Funktionalismen, også kendt som funkis, var endnu en af de ismer, der opstod i modernismens ånd. I tråd med at man i kunstretninger som surrealismen og i Freuds teorier stræbte efter at finde ind til kernen i det menneskelige væsen, søgte en række designere og arkitekter på samme måde ind til tingenes essens. Menneskets tilværelse skulle ifølge funktionalisterne hvile på et ærligt grundlag, og i den forbindelse mente de, at de brugsting og bygninger, som omgav mennesker, spillede en væsentlig rolle.

Funktionalisterne ville skabe menneskevenlige boliger med lys, luft og grønne områder. De tog udgangspunkt i den industrielle udvikling og de nye teknikker og produktionsformer, den havde bragt med sig, og gjorde stål, jernbeton og glas til deres favoritmaterialer. Under parolen ”form follows function” efterstræbte funktionalisterne en ægthed og gennemskuelighed, der fik dem til at bandlyse klunker og krummelurer og andet overflødigt for at lade funktionen skinne rent igennem. F.eks. lod de ofte den indre ruminddeling være tydelig uden på bygninger. Den renhed, funktionalisterne efterstræbte, understøttede de med enkel linjeføring, få materialer og farver og gerne store hvide flader og glaspartier. Funktionalismen var et socialt projekt, der med sin forkastelse af alt prang og pryd havde som mål at skabe sunde og hygiejniske boligforhold til alle, også industriarbejderne i byerne.

Funktionalismens oprindelse var i Frankrig og Tyskland, hvor henholdsvis den svejtsiske arkitekt Le Corbusier (1887-1965) og Bauhaus-skolen, der opstod i Tyskland i 1919, var bannerførere for den nye retning i europæisk arkitektur og design. En af Bauhaus-skolens grundtanker var at skabe en tværfaglig og tæt forbindelse mellem kunst, håndværk og industri, der skulle gøre det muligt for almindelige mennesker at skaffe sig produkterne.

Bauhaus blev lukket af nazisterne i 1933, hvorefter flere af skolens medlemmer emigrerede til USA. En af dem var den verdenskendte Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969), skolens leder fra 1930-1933 og ophavsmanden til skoleeksemplet på den æstetiske funktionalisme, Barcelona-pavillonen fra 1929. Bauhaus-skolens idéer om æstetisk industriel formgivning af dagligdagsting har haft stor betydning for eftertiden både i Europa og USA.

Mellemkrigstiden i Danmark

Hvilke politiske og økonomiske forhold prægede Danmark?

Efter 1. Verdenskrig fik Danmark ved Genforeningen i 1920 det geografiske omfang, det har i dag. Da krigen sluttede, mistede Danmark en del af sit eksportmarked, blandt andet det, der havde været i de krigsførende lande. Det fik flere danske virksomheder og banker til at gå konkurs og arbejdsløsheden steg. Op gennem 20’erne forblev arbejdsløsheden relativt høj i Danmark. Dertil kom problemet med en normalisering af valutakursen på den danske krone, der pga. inflation under krigen var blevet frigjort fra guldmøntfoden.

Den verdensomspændende økonomiske krise i 30’erne gik heller ikke ubemærket forbi Danmark. Krisen medførte prisfald på handelsvarer og dernæst tårnhøj arbejdsløshed med sig. Allerværst blev det i 1932, hvor mere end en tredjedel af landets arbejdsstyrke var arbejdsløse.

I mellemkrigstiden bestod dansk politik af et parlamentarisk firepartisystem med Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. I 1924 kunne socialdemokraterne for første gang sætte sig på regeringsmaten med Thorvald Stauning (1873-1942) i spidsen og Det Radikale Venstre som støtteparti. To år efter indtog Venstre regeringsposten med superliberalisten Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943) som statsminister. Madsen-Mygdal indførte kraftige besparelser på det offentlige område, og det blev medvirkende til, at Stauning igen kunne overtage statsministerposten i 1929.

Socialdemokratiet og de radikale regeringspartnere kom til at styre Danmark hele vejen gennem de kriseramte 30’ere og kom til at stå bag det berømte Kanslergadeforlig, der blev indgået mellem regeringspartnerne og Venstre en sen nattetime den 29. januar 1933 i Staunings hjem i Kanslergade. Forliget var et forsøg på at mildne den økonomiske krise i et Danmark, hvor en storkonflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere var under opsejling og landbruget var i dyb krise pga. prisstigninger og eksportlandenes protektionisme. Kanslergadeforliget blev et kompromis mellem arbejdere og bønder repræsenteret af Socialdemokratiet på den ene side og Venstre på den anden. Løsningen på arbejdsmarkedskonflikten blev et forbud mod strejker og lockouter i et år, og for at komme landmændene i møde nedskrev man kronens værdi, så deres varer nemmere kunne afsættes i eksportlandene. Desuden fik socialminister K.K Steincke (1880-1963) vedtaget en socialreform, der ofte siden er blevet udråbt som grundstenen til den danske velfærdsstat, der så dagens lys i 1960’erne.

 

lillebæltsbroen

'Den gamle Lillebæltsbro' blev opført i årene 1925-1935.Foto: Torben Huss / Scanpix

 

Hvilke begreber var centrale i periodens danske samfund?

Med mellemkrigstiden kom det enkelte individ og dets behov i fokus, og det satte blandt andet disse helt nye emner på dagsordenen i 1920’erne og 30’erne:

  • Opdragelse og undervisning
  • Kvindefrigørelse
  • Seksualmoral
  • Social bevidsthed
  • Sundhed

Freuds opdagelse af barndommens betydning for individets videre liv åbnede for en helt ny opfattelse af børn. Nu var de ikke længere små mennesker, der skulle rettes af til små voksne. ”Den sorte skoles” opdragelses- og undervisningsmetoder fik modstand fra tilhængere af en opdragelse og undervisning, der lod børnene lære gennem sang og leg og kropslig udfoldelse. I Vanløse-forsøgene fra 1924 blev der eksperimenteret med de nye undervisnings- og opdragelsesidealer. Forsøgene blev dog lukket igen allerede i 1928. En anden gruppe, der hidtil havde haft ringe status, var kvinderne, og også deres position kom i centrum i mellemkrigstidens Danmark. De danske kvinder havde fået stemmeret ved folketingsvalg i 1915 og begyndte også at indfinde sig på arbejdsmarkedet, først hovedsageligt som fabriksarbejdersker og husassistenter, men i løbet af 30’erne også som sygeplejersker og kontordamer. I 20’erne så man også en helt ny kvindetype i byernes gader og - til stor forargelse for mange - natteliv. Garçonne-pigen eller drengepigen, som den nye kvindetype blev kaldt, lagde korsettet og de kvindelige former på hylden og viste ben i kunstsilkestrømper, mens de røg cigaretter og gik med mænd og make-up.

Garçonne-pigen var et udtryk for, at kvinderne ville have de samme rettigheder og friheder som mænd. I kvindefrigørelsens ånd blev der også slået et slag for kvinders ret til at kontrollere deres reproduktion, og forfatteren Thit Jensen (1876-1957) og lægen Jonathan Leunbach (1884-1955) stiftede sammen Foreningen for seksuel Oplysning i 1924. Det var især de dårligt bemidlede familiers levevilkår med store børneflokke, som knapt kunne forsøges, der drev seksualoplysningsprojektet. Leunbach blev en ombrust personlighed på grund af sin kamp for kvinders rettigheder til prævention og ikke mindst sine illegale bedrifter som abortlæge. I 1936 blev han dømt for fosterfordrivelse og måtte tre måneder bag tremmer. Oven i hatten måtte han også vinke farvel til sine borgerlige rettigheder i fem år.

Sundhed og ernæring var også et af de emner, der kom på dagsordenen i mellemkrigstidens Danmark. Det afspejlede sig blandt andet i tidens funktionalistiske boligbyggeri, der integrerede lys, luft og hygiejniske forhold, ligesom der skød sportsklubber for almindelige mennesker op rundt omkring i landet.

Hvilken rolle spillede de totalitære ideologier på den politiske scene i Danmark?

Den nød og elendighed, der fulgte med den økonomiske krise, fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved de demokratiske og parlamentarisk valgte regeringer. Selvom Danmark som et af de få lande i Europa undgik, at yderliggående og totalitære ideologier kom til magten, undlod hverken fascinationen af nazismen eller kommunismen at sætte sine aftryk.

DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti), som lignede en dansk kopi af det tyske nazistparti, blev stiftet i 1930 og kom i Folketinget i 1939 med tre mandater. De nåede dog aldrig tættere på magten. Heller ikke under besættelsen, formentlig takket være det tætte samarbejde mellem den danske regering og besættelsesmagten, der tilbageholdt tyskernes ønske om at indsætte nazistpartiet på regeringstaburetten, sådan som det f.eks. skete i Norge. Partiets leder fra 1933 til 1943, lægen Frits Clausen (1893-1947), blev om nogen ansigtet på den danske nazisme.

I den modsatte ende af det politiske spekter fik kommunismen også tag i en del af den danske befolkning, og i 1932 kom Kommunistpartiet med Aksel Larsen i spidsen i Folketinget med to mandater.

De traditionelle partiers ungdomsafdelinger lod sig også inspirere af de totalitære vinde, der blæste i tiden. Konservativ Ungdom marcherede med faner, skrårem og blankpudsede støvler, mens socialdemokraternes og kommunisternes unge tilhængere deltog i gadekampe mod grupper med andre politiske orienteringer. Det førte blandt andet til et voldsomt sammenstød mellem KU og unge socialdemokrater på Blågårds Plads i 1934.

Hvilken rolle spillede de totalitære ideologier i det danske kulturliv og i den offentlige debat?

De antidemokratiske vinde fik også tag i den offentlige debat, og sympatien for ”den stærke fører” og antiparlamentarismen var ofte slet skjult. I 1933 omtalte blandt andre Jyllands-Posten flere gange de nyslåede diktaturer i syd med begejstring: ”Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling. De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres.” Så udtalt lyder holdningen til det, der skete syd for Danmark i artiklen ”Krise og diktatur” i Jyllands-Posten den 17. maj 1933, knapt fire måneder efter Hitler kom til magten. Citatet understreger den skeptiske holdning til demokrati og parlamentarisme, der bredte sig i kølvandet på den økonomiske krise. Desuden viser citatet, at glæden ved nazismen og fascismen var hjulpet godt på vej af et had til kommunismen, som allerede havde vist sine skyggesider i Sovjetunionen. Ingen havde på dette tidspunkt erfaret, hvilke rædsler de to højreorienterede diktaturformer kunne føre med sig.

Flere kulturpersonligheder flirtede med nazismen i perioden. Den mest kendte af dem var digterpræsten Kaj Munk (1898-1944), Han udtrykte i flere debatindlæg i løbet af 30’erne sin tilslutning til idealet om den stærke leder frem for parlamentarismen, som han anså som et svagt statsstyre. Hans beundring af fascismen forsvandt dog efter jødeforfølgelserne og Mussolinis brutale landindvindinger, og han viste sig som modstandsmand, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Modstanden mod besættelsesmagten skulle sågar blive hans død - han blev skudt og dræbt af tyske soldater i 1944. Trods sin udprægede modstand mod besættelsesmagten har Kaj Munk været en omstridt kulturpersonlighed på grund af sin flirt med antiparlamentarisme og nazistiske idealer i mellemkrigstiden.

Kulturlivet og den offentlige debat var også præget af sympati for det kommunistiske Sovjetunionen. Mange intellektuelle sluttede sig til kommunismen, og toneangivende personligheder, som blandt andre digteren Rudolf Broby-Johansen (1900-1987) og juristen og forfatteren Hans Kirk (1898-1962), blev talerør for ideologien i den offentlige debat.

Hvilken rolle spillede ekspressionismen?

Flere unge danske digtere og kunstnere lod sig inspirere af den tyske ekspressionisme og gav strømningen en væsentlig plads i den danske kunst- og litteraturhistorie. De mest markante litterære ekspressionister i Danmark var Rudolf Broby-Johansen (1900-1987), Harald Landt Momberg (1896-1975) og Tom Kristensen (1893-1974). Digterne eksperimenterede med sproget og skrev i frie vers. I Broby-Johansens digtsamling ”Blod” (1922) skildres mødet med den rå virkelighed i en moderne storby, som digteren oplever den, med alt hvad det indebærer af prostitution, vold og triste skæbner: ”BORDELPIGE DRÆBER UFØDT / SKAMSLIDT DIVAN” (fra digtet ”Bordelpige dræber ufødt”). Denne utilslørede skildring af livet i en storby var for meget for samtiden, og digtsamlingen led samme skæbne som flere af Wilhelm Freddies surrealistiske kunstværker, der blev beslaglagt for usædelighed.

Tom Kristensens digtsamling ”Fribytterdrømme” fra 1920 er et andet skoleeksempel på et ekspressionistisk sansemættet og farverigt sprog. Hans roman ”Hærværk” fra 1930 er også spækket med ekspressionistiske træk, og den er siden blevet en nøgleroman i dansk litteraturhistorie.

Inden for billedkunsten gjorde blandt andre Harald Giersing (1881-1927) sig bemærket som ekspressionist. Han beskrev ekspressionismen sådan her i tidsskriftet ”Klingen” (1917-1920): ”At få billedet til at knalde, få linjerne til at eksplodere imod hinanden, farverne til at skratte af stejl kraft og pragt, give virkeligheden, som den er, når man oplever den stærkest (…)”. Kunstnersammenslutningen De 4, som var Wilhelm Lundstrøm, Axel Salto, Karl Larsen og Svend Johansen, repræsenterede også ekspressionismen på den danske kunstscene.

Hvilken rolle spillede surrealismen?

Surrealismen kom også til at vække postyr på den danske kunstscene, hvor kunstneren Wilhelm Freddie (1909-1995) blev et af de mest markante danske svar på den samfundskritiske surrealisme, der opstod i Frankrig. Han gjorde med sine malerier, installationer og skulpturer oprør mod især den herskende seksualmoral og kvindeundertrykkelse. Det udløste sig i et ramaskrig, da Freddie åbnede sin udstilling ”Træk gaflen ud af øjet på sommerfuglen - Sex-surreal” i København i 1937. Freddie endte bag tremmer, dømt for pornografi, og flere af hans værker blev konfiskeret.

I Danmark delte surrealismen inden for billedkunsten sig i to retninger, ligesom i Frankrig. Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-1957) og Freddie stod for den figurative surrealisme, der benyttede sig af genkendelige, nærmest fotografiske motiver sat sammen i en ny absurd sammenhæng. Den anden linje i dansk surrealisme var den såkaldte abstrakte surrealisme, svarende til den absolutte surrealisme, der udtrykte sig gennem et samspil af farver og abstrakte former. Den var repræsenteret af malere som Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen (1910-1993).

Der var også danske digtere, som satte deres lid til surrealismen. En af dem var Gustav Munch-Petersen (1912-1938). Hans to digtsamlinger ”det underste land” (1933) og mod ”jerusalem” (1934) var stærkt prægede af det surrealistiske formsprog. En anden dansk digter, der var præget af surrealismen var Jens August Schade (1903-1978).

De danske surrealister, både billedkunstnere og digtere, samlede sig om tidsskriftet Linien (1934-1935).

Hvilken rolle spillede funktionalismen?

Funktionalismen fik en helt særlig rolle i Danmark og har siden mellemkrigstiden haft en afgørende position i dansk design- og arkitekturhistorie. Nordisk funktionalisme blev et begreb for sig selv, der er kendetegnet ved et mere blødt udtryk end den hvide og kølige byggestil, som man så hos blandt andre Le Corbusier. I modsætning til den internationale funktionalisme, der forkastede al tradition og historie, integrerede man i Danmark og det øvrige Skandinavien de nye funktionalistiske idealer med traditionelle materialer og byggeskikke. I Danmark blev funktionalismen spydspids i tidens boligtænkning og det kulturradikale projekt om en ordentlig bolig til alle. Rundt omkring i Danmark vidner boligbyggerier, som f.eks. Blidahparken i Hellerup og offentlige bygninger, som Københavns Lufthavnsterminal og Århus Universitet, om funktionalismens betydning i mellemkrigstiden.

Inden for møbeldesign vandt de funktionalistiske idealer også indpas. Den kulturradikale foregangsmand og arkitekt Poul Henningsen (1894-1967) havde den første PH-lampe på tegnebrættet i 1925. Lampen, der integrerede ingeniørkunst og design, var et led i PH’s projekt om at gøre godt design tilgængeligt for alle, ikke kun for samfundets rigeste.

Lampen er siden er blevet et symbol på den danske funktionalisme og det sociale projekt, der lå heri. Inspireret af Marcel Breuer (1902-1981, ungarsk arkitekt og møbeldesigner) eksperimenterede Poul Henningsen også med funktionalismen i sine bøjede stålrørsmøbler fra 1932. Men det skulle blive den særligt nordiske udgave, der inddrog traditionelle materialer som træ i nye forarbejdningsmetoder, der vandt den største udbredelse og anerkendelse. Mellemkrigstidens snedkeri- og møbeludstillinger blev startskuddet til dansk designs guldalder i 1950’erne, og det var på disse udstillinger, at navne som Børge Mogensen (1914-1972), Hans J. Wegner (1914-2007) og Finn Juhl (1912-1989) havde debuteret i slutningen af 30’erne.

Hvad var Kulturradikalismen?

Kulturradikalismen var en reformbevægelse, der opstod i mellemkrigstiden med arkitekten og lyskunstneren Poul Henningsen (1894-1967) som ankermand. De kulturradikales opgør rettede sig mod de traditionelle normer og tænkemåder. I det projekt smed de kulturkonservatismen og finkulturen på porten og hyldede den nye jazz, den dansende Josephine Baker i bananskørt og de nye kunststrømninger, der skyllede ind over Danmark. Ønsket om social lighed, tolerance og frisind var udgangspunktet for de kulturradikales kritik, og der var stort set ikke den del af samfundet, der ikke blev taget under kritisk behandling. Kritikken rettede sig f.eks. mod den autoritære børneopdragelse, den strenge seksualmoral og den victorianske boligindretning.

Kulturradikalismen var en spredt gruppering af kunstnere og intellektuelle, der ikke som sådan knyttede sig til noget bestemt parti, selvom tilhængerne dog primært befandt sig til venstre for den politiske midte. I tidsskriftet Kritisk Revy (1926-1928) ytrede bevægelsen sine holdninger til arkitektur og kultur, og der var snart ikke den ledende arkitekt eller institution, der ikke fik en medfart i tidsskriftet. De kulturradikale var også opsatte på at give tidens nazistiske og fascistiske strømninger kamp til stregen, og det samfundskritiske tidsskrift Kulturkampen (1935-39) blev i særlig grad talerør for bevægelsens kritik af de antidemokratiske værdier, der bredte sig syd for Danmark.

Læs mere om kulturradikalismen i Faktalink-artiklen ”Kulturradikalismen”.

Mellemkrigstidens betydning for eftertiden i Danmark?

Hvilken politisk betydning har mellemkrigstidens haft i eftertiden?

Mellemkrigstiden har haft stor betydning for resten af det 20. århundrede og helt frem til i dag. I denne tid voksede de store ideologier som liberalisme, fascisme og kommunisme frem og tørnede sammen under 2. Verdenskrig. Da USA og Sovjet i fællesskab havde nedkæmpet nazismen og fascismen på det europæiske kontinent, trak det op til uvejr mellem kommunisme i øst og kapitalisme og liberalisme i vest. Storbritanniens daværende premierminister, Winston Churchill (1874-1965), beskrev i 1946 den nye situation med ordene, ”et jerntæppe har sænket sig gennem Europa”. ”Jerntæppet” var et symbol på den politiske og ideologiske opdeling af Øst- og Vesteuropa og Den Kolde Krig mellem USA og Sovjet, der varede helt frem til Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Danmark blev en del af Vesteuropa og var dermed officielt på USA’s side i Den Kolde Krig. Polariseringen mellem ideologierne i øst og vest trængte også ind i det danske samfund og opdelte stort set alt fra politik til kunst og kultur i enten sovjet- eller USA-venligt. Lige efter 2. Verdenskrig voksede tilslutningen til det danske kommunistparti, blandt andet fordi kommunisterne havde været aktive i modstandskampen mod tyskerne. Men partiet indtog hurtigt en marginal placering i dansk politik, og Danmark valgte den sikre politiske mellemvej ligesom resten af Vesteuropa. Den sikre mellemvej blev manifesteret i socialdemokratisk politik, der har spillet en markant rolle i udviklingen af det danske samfund, siden partiet fik regeringsmagten for første gang i mellemkrigsårene.

Socialdemokratiet kan tage en stor del af æren for det sociale sikkerhedsnet og velfærdsstaten, som allerede så småt begyndte at tegne sig i ”det socialdemokratiske årti”, 1930’erne.

Hvad har mellemkrigstiden betydet kulturelt for eftertiden?

Eftertiden har i høj grad taget mellemkrigstidens kulturelle og kunstneriske nybrud til sig. De kulturradikales syn på blandt andet opdragelse, seksualitet og boformer har for længst vundet indpas i samfundet og præget danskernes hverdag. Kulturradikalismens betydning for efterkrigstiden berører også velfærdsstatens og folkelighedens udvikling, bland andet fordi den kæmpede for lighed mellem køn og klasse. Desuden har tidens avantgarde kunstformer haft høj status i eftertiden og været en betydningsfuld inspirationskilde for mange senere kunstnere og forfattere. Mellemkrigstidens modernisme satte spot på det moderne menneskes levevilkår i en verden, der dybest set var blevet meningsløs med tabet af traditioner, religion og tusindvis af menneskeliv under krigene. Dette menneskesyn har optrådt på den danske kunstscene mange gange siden, f.eks. i Heretica-modernismen i 50’erne og i 80’ernes postmodernisme.

Danskerne blev også introduceret til ferie og fritid for første gang i mellemkrigsårene. Det skete med ottetimersreglen for arbejde i 1920 og den første ferielov i 1938. Fritidens fremkomst skabte sammen med tidens fokus på sundhed og ernæring grobund for klub- og foreningslivets folkelige opblomstring.

Hvad betyder mellemkrigstiden i dag?

Selvom mellemkrigstiden ligger mere end 70 år og en verdenskrig tilbage i fortiden, er den ikke blot en støvet fortælling om en tid for længe siden. Den er også en fortælling om, hvilke idéer og politiske tiltag, der har dannet rod for vores kultur og samfund i dag.

Perioden revolutionerede livet og dagligdagen for befolkningen og lagde ”de gamle dage” bag sig til fordel for det moderne samfund, vi kender i dag. F.eks. blev radioens udbredelse indgangen til massekommunikationssamfundet, kvinder gjorde for første gang oprør mod den traditionelle kvinderolle, og finkultur ændrede sig til massekultur. Tiden satte skub i en udvikling, der har skabt det samfund, vi har i dag med pædagogik, fri porno og parcelhuse. Derfor er mellemkrigstiden en vigtig periode for forståelsen af samfundet i dag.

Kilder

Danske sites om mellemkrigstiden

Omfattende - men overskuelig - gennemgang af mellemkrigstidens vigtigste begreber og fænomener inden for kunst, videnskab, historie, filosofi og meget andet.
Beskrivelse af mellemkrigstiden og en mængde afledte emner, blandt andet kunstnerens rolle igennem forskellige, historiske perioder.
Omfattende, leksikalsk database, der indeholder mange opslag om mellemkrigstidens strømninger og hovedpersoner.

Udenlandske sites om mellemkrigstiden

Omfattende database, der blandt andet indeholder en videostream-version af udsendelsesrækken ”The Western Tradition”, hvor en professor fra et anerkendt universitet i Californien opridser den vestlige verdens kulturhistorie.
Kæmpestort engelsk opslagsværk. Rummer blandt andet gode artikler om nogle af mellemkrigstidens vigtigste figurer.
Omfattende engelsksproget database, der rummer gode artikler om en lang række historiske perioder.

Avisartikler

Sangild, Torben:
Martin Heidegger: Væren og tid. Jp.dk, 2007-05-17.
Ousager, Asger:
Norden svigtede op til krigsudbruddet. Berlingske Tidende, 2005-05-09.
Kragh, Helge:
Relativitet og relativisme. Weekendavisen, 2005-01-21.

Faglitteratur

Andersen, Jens (red.):
København i en jazztid. Politikens Forlag, 2008.
Skoletjenesten:
Tendenser i mellemkrigstiden - en undervisningsantologi. Skoletjenesten, 2008.
Nicolaisen, Rune Fritz.
At være undervejs. Introduktion til Heideggers filosofi. 2007.
Elbjørn, Kasper og David Gress (red.):
20 begivenheder der skabte Danmark. Gyldendal, 2006.
Flaksted, Kristoffer:
Danske Reklamer mellem krigene. Jepsen og Co., 2006.
Freeman, Charles:
Nazismens vej til magten. Forlaget Flachs, 2006.
Paldam, Camilla Skovbjerg; Rasmus V. Andersen, Martin Paldam og Conni Paldam:
Mellemkrigstiden. Systime, 2006.
Sørensen, Lars Hovbakke:
Et kontinent i krig. Europas historie gennem 1000 år. Aschehoug, 2006.
Bjøl, Erling:
Da verden gik amok. Politik og kulturhistorie 1914-1945. Politikens Forlag, 2005.
Funder, Bent:
Dansk kulturhistorie. Systime, 2005.
Jessen, Kjeld B.:
Indsigt og udsyn. Systime, 2005.
Martinov, Niels:
Litterære ismer. Systime, 2004.
Lauridsen, John T.:
Dansk nazisme 1930-45 - og derefter. Gyldendal, 2002.
Lund, Jørn (red. m.fl.):
Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon, 1994-2002.
Mai, Anne-Marie (red.):
Danske digtere i det 20. århundrede, bd. I-III. Gads Forlag, 2000-2002.
Schanz, Hans-Jørgen:
Europæisk idehistorie. Høst & Søn, 2002.
Knudsen, Jørgen (red.):
Den kulturradikale udfordring. Tiderne Skifter, 2001.
Busck, Steen og Henning Poulsen (red.):
Danmarks historie - i grundtræk. Aarhus Universitetsforlag, 2000.
Hertel, Hans (red.):
Verdens litteratur historie. Gyldendals Forlag, 1994.
Thing; Morten:
Kommunismens kultur - DKP og de intellektuelle 1918-1960. Disputats. Tiderne Skifter, 1993.
Birkebæk, Per:
Stauning og kaos. Munksgaard, 1990.
Fogh, Dorte:
Billedkunst - Ismer i dansk maleri efter 1870. Gyldendal, 1990.
Martinov, Niels:
Kunstrevolutionen i mellemkrigstiden. Gyldendal, 1990.
Friisberg, Claus:
Den ny verdenshistorie. Aschehoug, 1987.
Kolstrup, Søren:
Mellemkrigstidens Danmark. Produktion og levevilkår. Systime, 1987.
Hammerich, Paul:
Lysmageren - En krønike om Poul Henningsen. Gyldendal, 1986.
Bay, Carl Erik og John Chr. Jørgensen (red.):
Litteratur og samfund i mellemkrigstiden. Gyldendal, 1979.
Lund, Erik (red. m.fl.):
De europæiske ideers historie. Gyldendals Forlag, 1962.