Fantasygenrens kendetegn og bredde

Er fantasy både for børn og voksne?

Fantasy er op gennem tiden blevet sidestillet med eventyr og kategoriseret som en genre primært til børn og nogle få voksne nørder. Men fantasyfortællinger rummer ofte langt mere end blot en eventyrlig børnehistorie. Forfatter og sognepræst Lars Tjalve skriver i bogen ”C.S. Lewis og vejen til Narnia” (se kilder): ”Det lykkedes C.S. Lewis at få nedlagt næsten hele sin teologi og store viden om middelalderens og renæssancens litteratur i sine fortællinger for børn, som da også – ligesom H.C. Andersens eventyr – er mindst lige så meget for voksne”.
Nogle fantasyfortællinger er dog skrevet decideret til voksne. Det gælder f.eks. Philip Pullmans trilogi ”His Dark Materials”, der består af ”Det gyldne kompas” (1995), ”Skyggernes kniv” (1997) og ”Ravkikkerten” (2000), Guy Gavriel Kays trilogi ”Finovargobelinen” (1984-1989) og Ursula K. Le Guins fire romaner i serien om ”Troldmanden fra Jordhavet” (1968-1990).
I 1994 udkom første bind i George R.R. Martins stort anlagte serie ”A song of Ice and Fire”. Med et persongalleri, der tæller mere end tusinde, en yderst kompleks storyline samt masser af sex og vold er denne serie klart rettet mod voksne og har sat helt nye standarder for, hvad fantasy kan.
I dag, hvor fantasy har fået så stor udbredelse, er genrens litteratur og film ofte specifikt målrettet enten børn, unge eller voksne.

Hvilke undergenrer til fantasy findes der?

Flere eksperter – f.eks. lærerbogsforfatter Trine May i bogen ”Fantastiske fortællinger” (2003) (se kilde), og lektor og forsker i fantasylitteratur Mathias Clasen i artiklen ”Fantasy” på litteratursiden.dk (se kilder) – er enige om, at der overordnet set findes to undergenrer inden for fantasy, nemlig high og low fantasy.

High fantasy: Den mest udbredte og kendte form for fantasy, også kaldet episk fantasy eller lukket fantasy. Det er den klassiske fortælling om kampen mellem det gode og det onde, hvor handlingen udspiller sig i en lukket, opdigtet verden uden nogen forbindelse til den virkelige verden, som vi kender. Universet er ofte detaljeret beskrevet, hvilket gør det nemmere for læseren og tilskueren at acceptere de mange overnaturlige elementer. J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre” er det mest kendte eksempel på high fantasy.
Low fantasy: Nogle af denne undergenres fortællinger tager udgangspunkt i den virkelige verden med elementer af magi og eventyr, eller de beskriver samtidig en parallelverden, der eksisterer side om side med vores verden. I low fantasy kan karaktererne for eksempel befinde sig i et eventyrligt univers, som man via en slags portal kan komme til fra vores verden, som for eksempel i C.S. Lewis' ”Narnia” (1950-1956) eller J.K. Rowlings ”Harry Potter”-serie (2001-2011).

Herudover findes flere andre, mindre brugte betegnelser for undergenrer, f.eks.: urban fantasy, paranormal romance, heroic fantasy, sword and sorcery, science fantasy og dark fantasy.

Hvilke genretræk er typiske for fantasy?

Fantasy trækker på elementer fra flere kendte genrer, bl.a. middelalderromanen, melodramaet og eventyret.
Fra middelalderromanen stammer elementer som riddere, drager og kampen mellem det gode og det onde. Herfra stammer også fantasygenrens fascination af alt middelalderligt, som den ofte gør brug af i miljøskildringer: borge, tårne, træ- eller lerhuse, brønde, ildsteder, sejlskibe, heste, kærrer med forspand, sværd, dolke, lanser, skjolde, spyd og andre middelaldervåben.

Fra melodramaet kommer de intense følelser og skarpt tegnede karakterer, hvor de onde er helt ekstremt onde, og de gode er meget gode. Kærligheden er stærk, og det hele udspiller sig i et moralsk univers, hvor det er yderst tragisk, når de gode dør.
Det vigtigste genretræk i fantasy er eventyret. Heraf kommer den læserkontrakt, der tillader, at enhver realisme suspenderes, og dyr får lov at tale, magi råder og der kan udøves vold, uden at det afføder frygt eller afsky. Alle – fra heltemodige kongesønner til små frygtsomme hobbitter – kan blive helte eller heltinder, og uanset hvor sort det kan se ud for helten eller heltinden undervejs, ender historien altid godt.


Hvilken temaer ses i fantasy?

Store temaer som kampen mellem det gode og det onde er ofte omdrejningspunktet i fantasy. Der er en ubetinget tro på, at der står en skjult god kraft bag verdens indretning, og det giver helten (og læseren) håb om det godes sejr imod alle synlige odds. Helten har ikke altid noget frit valg, men er underlagt sin skæbne, der ofte varsles i en profeti, og må finde mod til at stå ansigt til ansigt med ondskaben. Der er f.eks. profetier om menneskebørnene i Narnia, og Harry Potter og hans uundgåelige opgør med Voldemort er også nævnt i en ældgammel profeti. Hovedpersonerne bliver altså ofte ufrivilligt involveret i kampe og opgør, der har en oprindelse langt tilbage i tiden. Igennem historien modnes de og udvikler sig til stærke helte. En del fantasyfortællinger kan derfor også betegnes som dannelses- eller udviklingshistorier. Modstanden består her blot ikke i arbejdsløshed, sygdom eller ægteskabelige problemer, men i drager, onde riddere eller magtsyge slægter som Malfoy-slægten i Harry Potter-serien.

Hvad karakteriserer sproget i fantasy?

I næsten al fantasy benyttes ord fra andre sprog end tekstens originalsprog. Ifølge lektor i dansk Bilbo Egelund i bogen ”Fantasylitteratur” (se kilder) er latin, oldgræsk og hebraisk sammen med oldnordisk og oldengelsk de mest benyttede sproglige lån. J.R.R. Tolkien, der skrev den berømte fantasytrilogi ”Ringenes Herre”, var sprogprofessor, og til denne trilogi skabte han et helt nye sprog, som elvere, dværge- og orker i bøgerne taler.
I Harry Potter-serien har trylleformularerne latinske rødder, og mange af karakterernes navne har en sammenhæng med deres personlighed: Harry Potters ugle Minerva er f.eks. opkaldt efter den romersk gudinde for bl.a. lærdom, og heksen Luna Lovegood – der går en årgang under Harry Potter på Hogwarts – har et navn, der er sammensat af dele af ordene lunatic, love og good. Også i fantasyspil leges der med sproget, f.eks. i computerspillet ”Skyrim”, hvor man kan møde det opdigtede sprog dragon language, der også har sit helt eget alfabet, der kan ses på www.elderscrollsonline.com.

Hvordan fremstilles kvinder i fantasy?

En del fantasyfortællinger finder sted i en tid, der ligner middelalderens, med samme teknologiske udviklingstrin og samme kvinde- og manderoller. Et væsentligt kritikpunkt, som nogle kritikere retter mod klassisk fantasy, er derfor, at kønsrollerne virker forældede. Hos forfatteren Tolkien er næsten alle de kæmpende helte mænd. I megen nyere fantasy spiller kvinderne imidlertid en langt større rolle, og i George R.R. Martins serie ”Game of Thrones” er halvdelen af fortællingens vigtigste karakterer kvinder. I artiklen ”Er Game of Thrones fantasy?” på videnskab.dk (se kilder) skriver lektor og forsker i medievidenskab Rikke Schubart, at en af grundene til tv-seriens popularitet netop er de mange stærke og spændende portrætter af kvinder, der er både gode, onde og stærke. Kvindelige actionhelte er ikke noget nyt fænomen, og repræsentationen af kvinder har været støt stigende siden 1980'erne. Udbuddet er dog langt større og mere varieret i dag, hvor succeser som filmen ”Wonder Woman” og computerspillene ”Tomb Raider” og ”Horizon Zero Dawn” er med til at bane vej for flere store heltinder. Det er dog stadig de mandlige helte, der dominerer fantasybilledet – især inden for film- og spilbranchen, hvor kommercielle interesser spiller en afgørende rolle.

 

Klip fra ”Game of Thrones”, der viser kroningen af en tv-seriens helt centrale figurer Cersei Lannister.