Fakta om Falklandsøerne

Citat
En ustandselig bræen lyder over Falklandsøerne, hvor får så udpræget er i overtal
Helle Askgaard, lektor.

Hvem opdagede Falklandsøerne?

Man ved ikke, hvem der først opdagede Falklandsøerne. Nogle mener, at den italienske søfarer Amerigo Vespucci var den første, da hans skib under en storm i 1502 blev tvunget sydpå i Atlanterhavet. Andre mener, at æren bør tilfalde den portugisiske søfarer Fernando Magellan, da han på en rejse 1520 nåede gennem Magellanstrædet mellem Sydamerika og Ildlandet.

Argentinerne mener, at øerne blev opdaget af unavngivne spanske og portugisiske søfolk under deres tilbagerejse i 1522, da de havde deltaget i Magellans ekspedition. Den argentinske historiker Maria Laura San Martino de Dromi daterer således et kort, hvorpå øerne er indtegnet til at være fremstillet mellem 1522 og 1561.  

Briterne mener, at den britiske søfarer John Davis på skibet Desire sandsynligvis var den første, der fandt Falklandsøerne.

Alle er enige om, at den hollandske søfarer Sebald de Weerdt i 1600 opdagede de øer ved Vestfalkland, der i dag kaldes Jason Islands. Han aftegnede dem nemlig på et søkort.

Den første, der vides at være gået i land på Falklandsøerne, er den britiske kaptajn John Strong. Han døbte sundet mellem de to største øer Falklandsundet efter den daværende britiske overadmiral, Lord Falkland. Først senere blev admiralens navn knyttet til hele øgruppen. 

Selv om Argentina og Storbritannien den dag i dag ikke er enige om, hvem der først opdagede Falklandsøerne, er dette spørgsmål ikke interessant i relation til striden om retten til øerne. International ret har aldrig accepteret opdagelseskriteriet alene som et gyldigt suverænitetskrav. Opdagelseskriteriet har kun betydning, når det knyttes sammen med beviser for bosættelse og fastboende administration (2,3)

Hvor ligger Falklandsøerne?

Falklandsøerne er beliggende i det sydlige Atlanterhav mellem 51º og 53º sydlig bredde og 57º og 62º vestlig længde. Øerne ligger således nogenlunde lige så langt syd for ækvator, som London ligger nord for. Øerne ligger ca. 493 km ud fra det sydamerikanske fastland øst for Magellanstrædet (4)

Hvor stor er øgruppen?

Falklandsøerne består af to hovedøer, Øst- og Vestfalkland samt op mod 700 mindre øer. Det samlede areal er 12.173 km², hvilket nogenlunde svarer til Nordirlands. Afstanden fra det vestligste til det østligste punkt er 238 km. Øernes højeste punkt er Mt. Usborne på Østfalkland med 705 m (4,5,6)

Hvor stort er befolkningstallet?

Ifølge den seneste folketælling fra 2001 bestod befolkningen af 2.379 mennesker, at hvilke de 1.989 boede i hovedstaden Stanley, øernes eneste by. 

Befolkningsfordelingen fremgår af nedenstående tabel, der ikke omfatter det udstationerede britiske militære personel, der lige nu er på 1.700:  

Falklandsøernes folketal 2001
Område Folketal
Stanley 1989
Østfalkland 208
Vestfalkland 144
Øvrige øer 38
Mount Pleasant 534
I alt 2.913

 

96 % af befolkningen er britiske statsborgere, og de fleste har britiske aner, men den lokale telefonbog rummer også navne som Hansen, Anderson og Berntsen, hvilket peger på et skandinavisk islæt (5,6,7)

Hvad er Falklandsøernes status i dag?

Falklandsøerne er et såkaldt Overseas Territory of the United Kingdom. Øerne har indre selvstyre med undtagelse af forsvars- og udenrigspolitik, der varetages af den britiske regering. 

Guvernøren repræsenterer formelt den udøvende magt på vegne af det britiske statsoverhoved, men i praksis fastlægges øernes politik af en valgt regering ifølge øernes nugældende grundlov, der trådte i kraft i 1985.  

Der er otte rådsmedlemmer, der hver er valgt for en fire-årig periode. De udgør det lovgivende råd. Rådsmedlemmerne vælger i deres kreds tre medlemmer til et forretningsudvalg, der rådgiver guvernøren. Administrationen foregår i Falkland Islands Government Civil Service, der ledes af en chefadministrator. Der findes 22 departementer med hver deres ansvarsområde så som landbrug, fiskeri, uddannelse osv. (8,9)

Hvordan er klimaet på Falklandsøerne?

Gennemsnitstemperaturen i januar-februar er 15° C og i juni-juli 4° C. Den højest målte temperatur er 29,2° C og den laveste -9.5° C. De dominerende vinde kommer fra vest, og de er kraftigere om sommeren end om vinteren. Der falder mere regn på Østfalkland end på Vestfalkland. Den gennemsnitlige årlige regnmængde ved Mount Pleasant er 566 mm. 

Øerne er lige så solskinsrige som Sydenglands kystegne. Det gennemsnitlige antal solskinstimer går fra 7½ time om dagen i december til 2 timer i juni og juli (5)

Hvilket dyreliv findes på øerne?

Den turistmæssige hovedattraktion med hensyn til Falklandsøernes dyreliv er pingvinerne, hvoraf der findes fem ynglende arter.

Øerne rummer 17 arter af pattedyr, hvoraf kan nævnes søelefanter, søløver, sæler og delfiner. Desuden finder man mere end 70 fuglearter rækkende fra den lille mørkhovede jord-tyran til den store sortpandede albatros og den stribede caracara (gribbefalk), også kaldet Johnny Rook (5,10)

Hvilke erhverv findes på Falklandsøerne?

På Falklandsøerne har man ingen forurenende industri. Der findes ca. 720.000 får, der årligt leverer ca. 2,300 t. uld fra 87 farme. Der er nyligt bygget et slagteri, der lever op til alle EU-standarder, hvorfor man fremover håber at kunne tjene på produktion af lammekød. Desuden har man på øerne en årlig produktion af fisk og blæksprutter på 250-300.000 t.

Falklandsøerne er i dag økonomisk i stand til at klare sig selv (5,11)

Hvordan kommer man til Falklandsøerne?

Royal Air Force står for den direkte flyforbindelse mellem Falklandsøerne og Storbritannien. Ruten går fra RAF Brize Norton i Oxfordshire til den internationale lufthavn ved Mount Pleasant. Der er seks flyafgange over en fire ugers periode. Desuden er der en ugentlig flyforbindelse til Falklandsøerne fra Santiago i Chile.

Både britiske og europæiske krydstogtsskibe anløber Falklandsøerne, og mange selskaber arrangerer turistrejser, både som almindelige turistrejser og rejser med specielt fagligt indhold. Således arrangerer fx Äventyrsresor i Stockholm rejser for fugleinteresserede (12,13,14)

Hvilke krav stilles til turister?

Der kræves ikke visum af borgere i EU, der vil besøge Falklandsøerne, men siden juli 1999 har turister skullet være i besiddelse af følgende:

  • Gyldigt pas.
  • Returbillet.
  • Tilstrækkelige midler til at dække alle udgifter under opholdet.
  • Forudbestilt indkvarteringsplads.

Det er ikke muligt for turister at få arbejde på øerne. Arbejdstilladelser gives kun af the FIG Immigration Officer, og en sådan tilladelse skal være givet inden ankomsten til øerne. Turister skal være opmærksom på, at der endnu findes 120 minefelter på øerne. De er dog tydeligt afmærkede, og hidtil er ingen civile kommet til skade (5,12)

Illustrationer

Under illustrationer henvises til enkelte billeder på Internettet som for eksempel en tegning eller et foto. Samlinger af illustrationer som for eksempel gallerier skal findes under videre links. Billederne er udvalgt efter søgning på Internettet for at supplere og/eller visualisere faktaoplysningerne.

Worldatlas.com: Falkland Islands. Kort over Falklandsøerne.

Katedralen i Stanley. Falkland Islands Tourist Board. Fotografi af katedralen i Stanley i juli-snevejr. (Konstateret utilgængelig 2020-06-02)

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Hodgson, Bryan: The Falkland Islands. Life After the War. - National Geographic. - Vol. 173, 1988, nr. 3, side 390-411.
Beskrivelse af livet på Falklandsøerne på et tidspunkt, hvor øerne er ved at have overvundet krigen og skal til at virke som et selvfungerende samfund. Artiklen giver også en gennemgang af øernes historiske udvikling.

Wandel, Stig: Falklandsøerne er en succeshistorie. - Politiken. - 1999-09-05. Situationsrapport på baggrund af et besøg på Falklandsøerne.

Work Kristensen, Jens: Falklandskrigens åbne sår. - Samvirke. - Årg. 72, 1999, nr. 6, side 28-31.
Besøg på Falklandsøerne, hvor øboerne mere end 17 år efter krigen fortsat knuges af mindet om argentinernes besættelse, mens briterne derimod er populære som aldrig før

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

Falklands Conservation. Engelsk tekst. Siden rummer bl.a. en fortegnelse over Falklandsøernes pattedyr, fisk, fugle og planter.

Falkland Islands. CRW Flags Inc. Engelsk tekst. Beskrivelse i tekst og billeder af Falklandsøernes flag.

Falkland Islands Government. Engelsk tekst. Den officielle hjemmeside for Falklandsøernes regering. Siden fungerer også som en portal til øerne.

Falkland Islands Tourist Board. Engelsk tekst. Siden rummer generelle oplysninger om øernes natur og befolkning og rådgiver om turistens muligheder på øerne. Her findes også information om rejseforbindelse.

 

Kilder

  1. Askgaard, Helle: Falklandsøerne. Den Store Danske Encyklopædi, bind 6, 1996, side 187.
  2. Chronicle of the Falklands / Malvinas History and War of 1982. Yendor of Yonder. Engelsk tekst.
    http://www.yendor.com/vanished/falklands-war.html
  3. Wisler, Jeanet: Falklandkrisen. EK speciale. Handelshøjskolen i København, 1984. 65 sider + bilag.
  4. Geography. The Falkland Islands Development Corporation og The Falkland Islands Internet Initiative Group. Engelsk tekst.
    http://www.falklandislands.com/environment/geography.asp
  5. Frequently Asked Questions. The Falkland Islands Development Corporation og The Falkland Islands Internet Initiative Group. Engelsk tekst.
    http://www.falklandislands.com/about_us/faq.asp
  6. Statistics. The Falkland Islands Development Corporation og The Falkland Islands Internet Initiative Group. Engelsk tekst.
    http://www.falklandislands.com/about_us/statistics.asp
  7. People & Culture. The Falkland Islands Development Corporation og The Falkland Islands Internet Initiative Group. Engelsk tekst.
    http://www.falklandislands.com/about_us/people_culture.asp
  8. System of Government. The Falkland Islands Development Corporation og The Falkland Islands Internet Initiative Group. Engelsk tekst.
    http://www.falklandislands.com/government/system.asp
  9. Government. Falkland Islands Government. Engelsk tekst.
    http://www.falklands.gov.fk/
  10. Flights. Falkland Islands Tourist Board. Engelsk tekst.
    http://www.tourism.org.fk/flights.htm
  11. UK/European Cruise Ships. Falkland Islands Tourist Board. Engelsk tekst.
    http://www.tourism.org.fk/euro-cruise-ships.htm
  12. Continental European Tour Operators. Falkland Islands Tourist Board. Engelsk tekst.
    http://www.tourism.org.fk/euro-tour.htm
  13. Natural World. Falkland Islands Tourist Board. Engelsk tekst.
    http://www.tourism.org.fk/natural-world.htm
  14. Agriculture. The Falkland Islands Development Corporation og The Falkland Islands Internet Initiative Group. Engelsk tekst.
    http://www.falklandislands.com/business/agriculture.asp