Indledning

Falklandskrigen var en krig mellem Argentina og Storbritannien, der i perioden april-juni 1982 udkæmpedes til vands, til lands og i luften i det sydlige Atlanterhav omkring Falklandsøerne, der er beliggende 500 km øst for Magellanstrædet.
Krigen drejede sig om herredømmet over den britiske kronkoloni Falklandsøerne, som Argentina gjorde krav på.

Introduktion

Introduktion til Falklandskrigen

Hvad var Falklandskrigen?

Falklandskrigen var en krig mellem Argentina og Storbritannien, der i perioden april-juni 1982 udkæmpedes til vands, til lands og i luften i det sydlige Atlanterhav omkring Falklandsøerne, der er beliggende 500 km øst for Magellanstrædet.

Krigen drejede sig om herredømmet over den britiske kronkoloni Falklandsøerne, som Argentina gjorde krav på og besatte.

Hvad handlede Falklandskrigen om?

Falklandskrigen blev af mange anset for en fejltagelse, der kunne have været undgået med et bedre virkende diplomati. En væsentlig årsag til krigen var indre problemer i både Argentina og Storbritannien, og resultatet blev således en krig, der var resultatet af interne problemer, der intet havde at gøre med stridens substans.

Krigen var den første krig efter 2. verdenskrig mellem et latinamerikansk land og et land uden for det amerikanske kontinent. I Argentina betragtede man krigen som en Nord-Syd-konflikt. Det argentinske militærdiktatur betragtede Falklandsøerne som en rest af det britiske kolonirige, der burde leveres tilbage til den retmæssige ejer. Krigen var en kamp mod fortsat britisk kolonialisme.

I Storbritannien anså man krigen for et retfærdigt demokratisk forsvar for øboernes interesser mod et brutalt og aggressivt diktatur. Den britiske udlægning blev anvendt både internt og eksternt. Den skaffede regeringen bred opbakning i den britiske befolkning og fik både USA og EF til at støtte Storbritannien (se kilder).

Hvad er den historiske baggrund for striden?

Når både Argentina og Storbritannien gør krav på Falklandsøerne, skyldes det øernes historiske udvikling.

Ved freden i Utrecht i 1713 fik Spanien lov til at beholde sine besiddelser i Sydamerika, herunder Falklandsøerne, men alligevel slog briterne sig i 1765 ned på Vestfalkland. I 1770 genbesatte Spanien øerne, men da man ikke kunne få fransk støtte til en krig mod Storbritannien måtte Spanien i 1771 underskrive en fredserklæring med Storbritannien, hvori Spanien dog forbeholdt sig fortrinsret med hensyn til spørgsmålet om suverænitet over Las Islas Malvinas, Falklandsøerne. Denne passus findes imidlertid ikke i den britiske kopi af traktaten.

I 1774 blev den britiske garnison på Vestfalkland trukket tilbage, og øen havde herefter ingen faste indbyggere. På Østfalkland forblev en lille spansk koloni frem til 1811. I 1790 underskrev Spanien og Storbritannien Nootka Sound Konventionen, hvorefter Storbritannien officielt opgav eventuelle koloniseringsplaner i Sydamerika og de omliggende øer.

I 1816 erklærede Argentina sig uafhængigt af Spanien og i 1820 gjorde Argentina officielt krav på Falklandsøerne.

I 1832 vendte briterne tilbage til Falklandsøerne, og året efter blev alle argentinere sendt tilbage til fastlandet. Siden har Falklandsøerne været britisk kronkoloni (se kilder).

Hvordan forløb uenigheden?

Striden mellem Argentina og Storbritannien er aldrig blevet endeligt afgjort på internationalt plan, og det er stadig usikkert, hvem der folkeretligt har retten på sin siden.

Allerede i 1910 begyndte man i Storbritannien at komme i tvivl om, hvem der egentlig havde ret til at besidde øerne, men med udviklingen af international ret efter 1. Verdenskrig anvendte man med held et argument, der hvilede på princippet om hævdvunden ret.

I 1927 udvidede Argentina kravet til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands samt det britiske antarktiske område, og i løbet af 1930'erne blussede striden for alvor op. Storbritannien overvejede en form for overdragelse, og i 1940 udfærdigede man et dokument med overskriften 'Tilbud fra Hendes Majestæts Regering om en Genforening af Falklandsøerne og Argentina samt Accept af Lejemål.' Seks år senere beskrev en intern britisk undersøgelse besættelsen af Falklandsøerne i 1833 som uberettiget indtrængen.

Striden ulmede stadig, da FN i 1965 vedtog resolution 2065, der opfordrede de to lande til at indlede forhandlinger med det formål at finde frem til en fredelig løsning på suverænitetsspørgsmålet. I årene fremover fandt der jævnlige drøftelser sted, hvor man enedes om forskellige praktiske spørgsmål, men selve hovedspørgsmålet kunne man ikke enes om, og i 1982 tog Argentina så sagen i egen hånd (se kilder).

Hvordan var situationen i Argentina?

Argentina havde siden 1955 været styret af rene militærregeringer og formelt civile regeringer, der styrede på militærets nåde.

Det seneste militærkup havde fundet sted i 1976 under ledelse af general Jorge Videla. Militæret suspenderede alle forfatningsmæssige rettigheder og udløste en voldsom bølge af bortførelser og mord. De følgende år forsvandt mere end 25.000 mennesker, bortført og myrdet af sikkerhedsstyrkerne.

Militærjuntaen åbnede grænserne overfor fri import, hvilket smadrede en tredjedel af produktionsapparatet. Et halvt århundredes sejre i arbejderbevægelsen blev annulleret, lønningerne faldt til halvdelen og de regionale økonomier blev kvalt af tårnhøje renter. Kvægbestanden blev reduceret med 10 millioner hoveder, og udlandsgælden voksede til 60 milliarder dollars, af hvilke en fjerdedel blev brugt på import af våben. Den produktive kapital blev i stigende grad kastet ind i spekulation og bidrog til, at finanssektoren fra 1980 begyndte at bryde sammen.

I 1981 blev Videla udskiftet med først general Roberto Viola og kort efter med general Leopoldo Galtieri (se kilder).

Hvorfor besatte Argentina Falklandsøerne?

Formålet med at tilbageerobre Falklandsøerne var ikke blot opfyldelsen af en gammel nationalistisk drøm. Juntaen havde brug for en sag, der kunne samle nationen. Der var et stadigt stigende antal demonstrationer mod den upopulære militærjunta, men med generobringen af Falklandsøerne skiftede folkestemningen. Befolkningen bakkede op om kravet på øerne.

Galtieri havde ikke forudset, at Storbritannien ville reagere med omfattende militær slagkraft. Derfor kan det ikke overraske, at den argentinske presse efter krigens udbrud førte voldsomme verbale angreb på personen Thatcher. Man brugte hendes køn til at forklare, hvorfor hun handlede irrationelt og overdrevent, og man gik så vidt som til at påstå, at det havde at gøre med hormonale svingninger i relation til overgangsalderen.

Til gengæld havde Galtieri regnet med at få USA's accept af besættelsen. Han havde som øverstkommanderende for de væbnede styrker indgået en aftale med USA om argentinske militærfolks deltagelse i USA's intervention i Mellemamerika. Dermed troede han at have frit spil, men USA tog parti for Storbritannien og støttede fordømmelsen i FN's sikkerhedsråd (se kilder).

Hvorfor gik Storbritannien i krig?

Når den argentinske antagelse af, at Storbritannien ikke ville sætte store summer og menneskeliv på spil for at forsvare nogle småøer 12.000 km borte i det sydlige Atlanterhav, ikke havde hold i virkeligheden, skyldtes det bl.a., at også situationen for den britiske regering var vanskelig.

I 1979 havde de konservative vundet valget, og for første gang fik Storbritannien en kvindelig premierminister, Margaret Thatcher. Hun fik dog hurtigt problemer. En opinionsundersøgelse i vinteren 1981 gav Thatchers styre en vælgeropbakning på sølle 23 procent, det laveste tal nogen sinde for en siddende britisk regering. Situationen på Falklandsøerne var således en kærkommen lejlighed til at vise handlekraft og genvinde en folkelig popularitet. Dertil kom, at Storbritannien havde behov for at vise verden, at den engang så mægtige sømagt stadig kunne gøre sig gældende (se kilder).

Hvilken rolle spillede Falklandsøerne?

Det økonomiske aspekt, der ofte er af stor betydning, når der føres krige, spillede ingen rolle i Falklandskrigen. Øerne har ingen naturrigdomme i form af fx olie og gas. Det nærmeste vi kommer på en naturrigdom er tilstedeværelsen af krill i det omgivende farvand. Krill er små rejelignende organismer med højt proteinindhold, som måske i fremtiden ville kunne udnyttes rentabelt til fabrikation af føde.

Falklandsøerne var i det hele taget ikke noget guldæg. Så sent som i 1976 havde den britiske regering fået udarbejdet en rapport om øernes økonomiske fremtidsudsigter, den såkaldte Shackelton-rapport. Rapporten slog fast, at hvis øerne skulle blive et økonomisk aktiv, var store investeringer nødvendige.

I perioden 1976-1980 modtog Falklandsøerne en økonomisk støtte fra Storbritannien på £6,6 mio., der bl.a. blev anvendt til bygningen af et el-værk, en permanent lufthavn ved Stanley, en vej fra Stanley til Darwin samt en flyvemaskine med tilhørende hangar til den interne flyvetjeneste, der udgør hovedforbindelsen mellem Stanley og resten af området.

Fra argentinsk side var kravet til indlemmelse af øerne baseret på forventninger om økonomisk gevinst (se kilder).

Hvad var krigens politiske konsekvenser?

I Argentina blev Falklandskrigen optakten til militærstyrets fald. Tre dage efter de argentinske styrkers overgivelse på Falklandsøerne trådte Galtieri tilbage, og der blev gennemført en delvis udrensning inden for ledelserne af de tre militære værn. I 1983 afholdtes det første valg i syv år, og i januar 1984 fik landet en civil regering.

Krigen medførte også, at Argentina diplomatisk og juridisk måtte se sig henvist til en situation, der svarede til forholdene i 1833, hvor briterne smed argentinerne ud fra øerne og gjorde Falklandsøerne til britisk koloni.

I Storbritannien medførte krigen, at de konservative ved valget i 1983 fik en stor mandatgevinst, og Margaret Thatcher kunne fortsætte som regeringsleder (se kilder).

Hvad var krigens økonomiske konsekvenser?

Krigen betød, at Storbritannien blev nødt til at opretholde en betydelig garnison på øerne, hvilket var en stor belastning for det i forvejen hårdt belastede forsvarsbudget. I 1984 var udgifterne til Falklandsøernes forsvar på et niveau, der svarede til 5 mio. kr. pr. indbygger på øerne (se kilder).

Hvem tilhører Falklandsøerne?

For at afgøre spørgsmålet om, hvem Falklandsøerne tilhører, må man vælge et retsprincip, og et sådant er ikke givet på forhånd. Man kan vælge at lade ét af følgende principper være afgørende:

*   Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der opdagede øerne.
*   Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der først gjorde landgang på øerne.
*   Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der koloniserede øerne.
*   Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der har den faktiske kontrol over øerne.

Vælger man pkt. 1, peger ejerskabet på Storbritannien, da man antager, at øerne blev opdaget af John Davis i 1592, men rigtigheden af denne antagelse kan være et spørgsmål om, at kildematerialet hvad angår britiske rejser er bedre end andre landes. 

Vælger man pkt. 2, peger ejerskabet også på Storbritannien, da der er almindelig enighed om, at den britiske søfarer Johan Strong i 1690 var i land på øerne. Det var også Strong, der navngav øerne.  

Vælger man pkt. 3, peger ejerskabet på Frankrig, da en gruppe franskmænd fra byen St. Malo i 1764 grundlagde en koloni på øerne og gav dem navnet Isles Malaunies, der på spansk blev til Islas Malvinas. I 1766 enedes Frankrig og Spanien om, at øerne skulle tilhøre Spanien, og da Argentina løsrev sig fra spansk overherredømme overtog Argentina kraver på Falklandsøerne.

Vælger man pkt. 4, peger ejerskabet på Storbritannien (se kilder).

Hvad kostede Falklandskrigen?

Ingen ved nøjagtigt, hvor meget Falklandskrigen kostede i penge, men der var tale om milliarder af kroner. Det laveste skøn er på 24 mia. kr., men dette tal dækker kun selve krigsomkostningerne. Til dette tal skal lægges de udgifter, som briterne siden har måttet udrede for at udbygge øsamfundet og for at opretholde en garnison på øerne. I menneskeliv kostede krigen ca. 700 argentinske ofre mens 256 briter mistede livet. Dertil kommer ikke bare de sårede, men også de psykiske problemer, som mange britiske soldater led under siden krigen. I 2002 kunne South Atlantic Medal Association således oplyse, at 264 at de britiske soldater, der havde deltaget i krigen, havde begået selvmord. Dette tal er således højere end det direkte tabstal (se kilder).

Fakta

Fakta om Falklandsøerne

Hvem opdagede Falklandsøerne?

Man ved ikke, hvem der først opdagede Falklandsøerne. Nogle mener, at den italienske søfarer Amerigo Vespucci var den første, da hans skib under en storm i 1502 blev tvunget sydpå i Atlanterhavet. Andre mener, at æren bør tilfalde den portugisiske søfarer Fernando Magellan, da han på en rejse 1520 nåede gennem Magellanstrædet mellem Sydamerika og Ildlandet.

Argentinerne mener, at øerne blev opdaget af unavngivne spanske og portugisiske søfolk under deres tilbagerejse i 1522, da de havde deltaget i Magellans ekspedition. Den argentinske historiker Maria Laura San Martino de Dromi daterer således et kort, hvorpå øerne er indtegnet til at være fremstillet mellem 1522 og 1561.  

Briterne mener, at den britiske søfarer John Davis på skibet Desire sandsynligvis var den første, der fandt Falklandsøerne.

Alle er enige om, at den hollandske søfarer Sebald de Weerdt i 1600 opdagede de øer ved Vestfalkland, der i dag kaldes Jason Islands. Han aftegnede dem nemlig på et søkort.

Den første, der vides at være gået i land på Falklandsøerne, er den britiske kaptajn John Strong. Han døbte sundet mellem de to største øer Falklandsundet efter den daværende britiske overadmiral, Lord Falkland. Først senere blev admiralens navn knyttet til hele øgruppen. 

Selv om Argentina og Storbritannien den dag i dag ikke er enige om, hvem der først opdagede Falklandsøerne, er dette spørgsmål ikke interessant i relation til striden om retten til øerne. International ret har aldrig accepteret opdagelseskriteriet alene som et gyldigt suverænitetskrav. Opdagelseskriteriet har kun betydning, når det knyttes sammen med beviser for bosættelse og fastboende administration (se kilder).

Hvor ligger Falklandsøerne?

Falklandsøerne er beliggende i det sydlige Atlanterhav mellem 51º og 53º sydlig bredde og 57º og 62º vestlig længde. Øerne ligger således nogenlunde lige så langt syd for ækvator, som London ligger nord for. Øerne ligger ca. 493 km ud fra det sydamerikanske fastland øst for Magellanstrædet (se kilder).

Hvor stor er øgruppen?

Falklandsøerne består af to hovedøer, Øst- og Vestfalkland samt op mod 700 mindre øer. Det samlede areal er 12.173 km², hvilket nogenlunde svarer til Nordirlands. Afstanden fra det vestligste til det østligste punkt er 238 km. Øernes højeste punkt er Mt. Usborne på Østfalkland med 705 m (se kilder).

Hvor stort er befolkningstallet?

Ifølge den seneste folketælling fra 2001 bestod befolkningen af 2.379 mennesker, at hvilke de 1.989 boede i hovedstaden Stanley, øernes eneste by. 

Befolkningsfordelingen fremgår af nedenstående tabel, der ikke omfatter det udstationerede britiske militære personel, der lige nu er på 1.700.

96 % af befolkningen er britiske statsborgere, og de fleste har britiske aner, men den lokale telefonbog rummer også navne som Hansen, Anderson og Berntsen, hvilket peger på et skandinavisk islæt (se kilder).

Hvad er Falklandsøernes status i dag?

Falklandsøerne er et såkaldt Overseas Territory of the United Kingdom. Øerne har indre selvstyre med undtagelse af forsvars- og udenrigspolitik, der varetages af den britiske regering. 

Guvernøren repræsenterer formelt den udøvende magt på vegne af det britiske statsoverhoved, men i praksis fastlægges øernes politik af en valgt regering ifølge øernes nugældende grundlov, der trådte i kraft i 1985.  

Der er otte rådsmedlemmer, der hver er valgt for en fire-årig periode. De udgør det lovgivende råd. Rådsmedlemmerne vælger i deres kreds tre medlemmer til et forretningsudvalg, der rådgiver guvernøren. Administrationen foregår i Falkland Islands Government Civil Service, der ledes af en chefadministrator. Der findes 22 departementer med hver deres ansvarsområde så som landbrug, fiskeri, uddannelse osv. (se kilder).

Hvordan er klimaet på Falklandsøerne?

Gennemsnitstemperaturen i januar-februar er 15° C og i juni-juli 4° C. Den højest målte temperatur er 29,2° C og den laveste -9.5° C. De dominerende vinde kommer fra vest, og de er kraftigere om sommeren end om vinteren. Der falder mere regn på Østfalkland end på Vestfalkland. Den gennemsnitlige årlige regnmængde ved Mount Pleasant er 566 mm. 

Øerne er lige så solskinsrige som Sydenglands kystegne. Det gennemsnitlige antal solskinstimer går fra 7½ time om dagen i december til 2 timer i juni og juli (se kilder).

Hvilket dyreliv findes på øerne?

Den turistmæssige hovedattraktion med hensyn til Falklandsøernes dyreliv er pingvinerne, hvoraf der findes fem ynglende arter.

Øerne rummer 17 arter af pattedyr, hvoraf kan nævnes søelefanter, søløver, sæler og delfiner. Desuden finder man mere end 70 fuglearter rækkende fra den lille mørkhovede jord-tyran til den store sortpandede albatros og den stribede caracara (gribbefalk), også kaldet Johnny Rook (se kilder).

Hvilke erhverv findes på Falklandsøerne?

På Falklandsøerne har man ingen forurenende industri. Der findes ca. 720.000 får, der årligt leverer ca. 2,300 t. uld fra 87 farme. Der er nyligt bygget et slagteri, der lever op til alle EU-standarder, hvorfor man fremover håber at kunne tjene på produktion af lammekød. Desuden har man på øerne en årlig produktion af fisk og blæksprutter på 250-300.000 t.

Falklandsøerne er i dag økonomisk i stand til at klare sig selv (se kilder).

Hvordan kommer man til Falklandsøerne?

Royal Air Force står for den direkte flyforbindelse mellem Falklandsøerne og Storbritannien. Ruten går fra RAF Brize Norton i Oxfordshire til den internationale lufthavn ved Mount Pleasant. Der er seks flyafgange over en fire ugers periode. Desuden er der en ugentlig flyforbindelse til Falklandsøerne fra Santiago i Chile.

Både britiske og europæiske krydstogtsskibe anløber Falklandsøerne, og mange selskaber arrangerer turistrejser, både som almindelige turistrejser og rejser med specielt fagligt indhold. Således arrangerer fx Äventyrsresor i Stockholm rejser for fugleinteresserede (se kilder).

Hvilke krav stilles til turister?

Der kræves ikke visum af borgere i EU, der vil besøge Falklandsøerne, men siden juli 1999 har turister skullet være i besiddelse af følgende:

*   Gyldigt pas.
*   Returbillet.
*   Tilstrækkelige midler til at dække alle udgifter under opholdet.
*   Forudbestilt indkvarteringsplads.

Det er ikke muligt for turister at få arbejde på øerne. Arbejdstilladelser gives kun af the FIG Immigration Officer, og en sådan tilladelse skal være givet inden ankomsten til øerne. Turister skal være opmærksom på, at der endnu findes 120 minefelter på øerne. De er dog tydeligt afmærkede, og hidtil er ingen civile kommet til skade (se kilder).

Kampen

Kampen om Falklandsøerne

Hvornår begyndte Falklandskrigen?

Falklandskrigen tog sin begyndelse den 2. april 1982 kl. 4,30, da et hold argentinske kommandosoldater blev landsat ved Mullett Creek på Østfalkland og gik til angreb på de britiske forlægninger. Efter nogle korte træfninger gav den britiske kommandør Rex Hunt ordre til overgivelse, og han blev sammen med de udstationerede 84 marinere fløjet til Montevideo.

Også South Georgia blev besat. Her var den britiske modstand kraftigere, men også her endte det med britisk overgivelse (se kilder).

Hvad var det storpolitiske aspekt?

Man kan hævde, at når Storbritannien valgte at besvare den argentinske besættelse af Falklandsøerne med væbnet magt, skyldtes det dybest set ønsket om landets overlevelse som militær sømagt.

I sig selv spillede Falklandsøerne ikke nogen militær rolle, men en generobring af øerne ville have en ikke ringe signalværdi. Det skal erindres, at koldkrigsscenariet var på sit højeste. Storbritanniens reaktion på besættelse ville derfor blive nøje fulgt i både øst og vest og ikke mindst af de to supermagter Sovjetunionen og USA.

Signalet til Sovjetunionen var at vise den militærkraft, som Storbritannien var i stand til at sætte ind i en offensiv så langt hjemmefra med de logistiske problemer en sådan offensiv indebar. Reaktionen ville afspejle den kraft, som Sovjetunionen kunne forvente fra britisk side i tilfælde af kamphandlinger mod eksempelvis en allieret NATO-partner.

Signalet til USA var en demonstration af viljen til at sætte magt bag ord og dermed legitimere Storbritanniens berettigelse som partner på den internationale scene og som respekteret NATO-partner (se kilder).

Hvordan var den britiske flåde forberedt?

I 1982 var den britiske flåde dimensioneret til en konflikt med den daværende Warszawapagt med Nordatlanten som det primære operationsområde.

Storbritannien førte på daværende tidspunkt en stram økonomisk politik, og flåden stod over for store nedskæringer. Et hangarskib var allerede solgt til Indien og flere destroyere stod for udfasing uden erstatning. Alligevel betragtedes flåden som balanceret, da den rummede enheder fra hangarskibe og nukleare ubåde til destroyere og minestrygere.

En operation på Falklandsøerne indebar dog store logistiske problemer. Således var det på grund af den store afstand ikke muligt at anvende mindre enheder så som minestrygere (se kilder).

Hvad var den britiske strategi?

Den overordnede britiske strategi foreskrev en hurtig tilbageerobring, da den kommende vinter ville besværliggøre en landgangsoperation. Den underliggende strategi var at erobre et brohoved, hvorfra der kunne landsættes et troppekontigent.

Det var således flåden, der skulle forestå operationen og det var meningen, at troppestyrken skulle bestå af marinekorps. I praksis blev der dog også anvendt specialstyrker som SAS, SBS og Gurkha regiment.

Briterne ønskede ikke en ukontrolleret eskalation af konflikten. Derfor proklamerede de en krigszone på 200 sømil omkring øerne og tilkendegav, at mål på det argentinske fastland ikke ville blive angrebet (se kilder).

Hvornår blev South Georgia generobret?

Den britiske regering besluttede omgående at generobre øerne med magt og sendte en flådestyrke af sted. Planen var først at generobre South Georgia, og i midten af april var flåden nået frem. Landsættelsen på South Georgia skete pr. helikopter, men på grund af det dårlige vejr måtte der flere forsøg til.

Den 24. april lykkedes det de britiske tropper at lokalisere og grundsætte den argentinske ubåd Santa Fe. Da de nåede frem til bebyggelsen Grytviken, blev de mødt med hvide flag, og den argentinske kommandør overgav sig officielt (se kilder).

Hvordan forberedtes landgangen på Falklandsøerne?

Betingelsen for en vellykket landgang var totalt søherredømme i et givet område i en given tidsperiode.

Dette klarede briterne ved at sende destroyere ind som mineryddere, hvorved en 1000 m bred rute blev farbar. Derpå indsattes SEA King antiubådshelikoptere, der ved hjælp af undervandssonars sikrede, at der ikke var fjendtlige ubåde i nærheden.

Endelig overvågede briterne de argentinske flådebaser ved hjælp af ubåde, og hermed var briterne i stand til at danne sig et pålideligt trusselsbillede (se kilder).

Hvilke britiske flådeenheder deltog?

Falklandskrigen var den første større britiske flådeoperation siden Suez-krisen i 1956. Storbritannien indsatte mere end hundrede skibe, hvoraf de 44 var krigsskibe, 25 var hjælpefartøjer fra flåden og 45 var civile skibe, der blev anvendt til transport af tropper og forsyninger. Af de vigtigste flådeenheder kan nævnes:

*   Hangarskibe: Hermes og Invincible
*   Landgangs- og forsyningsfartøjer: Fearless, Intrepid, Sir Bedivere, Sir Galahad, Sir Geraint, Sir Lancelot, Sir Percivale og Sir Tristram.
*   Destroyere: Antrim, Bristol, Cardiff, Coventry, Exeter, Glamorgan, Glasgow og Sheffield.
*   Fregatter: Active, Alacrity, Ambuscade, Andromeda, Antelope, Ardent, Argonaut, Arrow, Avenger, Brilliant, Broadsword, Minerva, Penelope, Plymouth og Yarmouth.
*   Ubåde: Conqueror, Courageous, Onyx, Spartan, Splendid og Valiant.

Blandt de civile fartøjer var det først og fremmest de to linere Queen Elizabeth 2 og Canberra der stod for den omfattende overførsel af tropper (se kilder).

Hvad vendte krigen?

Som udgangspunkt var det omstridt, hvem der besad det sømilitære overherredømme, men allerede den 2. maj, på kamphandlingernes anden dag, blev den argentinske krydser General Belgrano, Argentinas næststørste krigsskib, sænket af en britisk ubåd, hvorved 321 argentinere omkom. Herefter valgte Argentina af frygt for ubådene, at trække flåden tilbage fra området. Nu besad briterne det reelle sømilitære overherredømme, og argentinerne var afskåret fra en effektiv genforsyning af okkupationsstyrkerne (se kilder).

Hvordan foregik landkrigen på Falklandsøerne?

I de første dage af maj blev specialstyrker landsat på Falklandsøerne pr. helikopter med det formål at danne sig et indtryk af omfanget af den argentinske besættelsesstyrke.

Den egentlige landsætning fandt sted tidligt om morgenen den 21. maj ved San Carlos på vestsiden af Østfalkland. Briterne etablerede et brohoved og bragte sig i stilling på toppen af Sussexbjergene umiddelbart sydpå, men på grund af heftige argentinske luftangreb måtte briterne imidlertid afstå fra en hastig fremrykning mod hovedstaden Port Stanley.

Den 26. maj rykkede en mindre styrke mod syd for at indtage landsbyen Goose Green. Her mente briterne, at der befandt sig en mindre argentinsk enhed, men den viste sig at være på mere end 1.200 tropper, der var forberedt på et britisk angreb. Det kom til et par dages heftige kampe, der endte med argentinsk overgivelse. 200 argentinske soldater blev dræbt og 1.000 taget til fange. Briterne mistede 16 mand, mens 30 blev såret.

27.-28. maj marcherede en anden enhed til Teal Inlet, hvor de den 30. maj mødtes med et tredie enhed, der var marcheret ad en nordligere rute via Douglas. De to enheder marcherede derefter til området vest for Port Stanley, hvor de sammen med tropper fløjet ind fra Goose Green skulle indtage de strategisk vigtige højdedrag. Det drejede sig om Mount Estancia, Mount Kent, Mount Challenger og Mount Harriet. Hermed var vejen fri til Port Stanley, og den 14. juni kl. 21 overgav de argentinske styrker sig. 11.313 argentinere blev taget til fange og sejlet tilbage til fastlandet på britiske skibe (se kilder).

Hvor mange skibe mistede Storbrtitannien?

Den britiske flåde mistede følgende fartøjer:

*   Destroyere: Coventry, Sheffield.
*   Fregatter: Ardent, Antelope.
*   Landgangs- og forsyningsfartøjer: Sir Galahad.
*   Forsyningsskibe: Atlantic Conveyor.
*   Destroyere: Antrim, Glamorgan, Glasgow.
*   Fregatter: Alacrity, Argonaut, Arrow, Brilliant, Broadsword, Plymouth.
*   Landgangsfartøjer: Sir Bedivere, Sir Lancelot, Sir Tristram.

Hvor mange fly mistede Storbritannien?

De britiske flytab var takket være flådens tilstedeværelse relativt begrænsede. Flere af tabene skyldtes ulykker, der ikke havde nogen direkte forbindelse med krigshandlingerne. Flytabene fordelte sig på:

*   Jagerfly: 4 Sea Harrier og 4 Harrier GR 3.
*   Helikoptere: 9 Wessex, 7 Sea King, 3 Gazelle, 3 Lynx HAS, 3 Chinook og 1 Scout.

Hvor mange skibe mistede Argentina

Den tidlige sænkning af den argentinske krydser General Belgrano fik som sagt argentinerne til at trække flåden tilbage fra krigszoner. Derfor blev de argentinske skibstab relativt begrænsede.

Foruden General Belgrano mistede argentinerne:

*   Transportskibene Isla de los Estados, Bahia Buen Suceso og Rio Carcarana.
*   Coasteren Monsunen.
*   Trawleren Narwal.
*   Patruljebskibene Rio Iguaza og Alferez Sobral.
*   Ubåden Santa Fe.

Hvor mange fly mistede Argentina

Bortset fra kampene på land, var krigen først og fremmest et opgør mellem argentinske fly og britiske krigsskibe.

De argentinske flytab var store, men deres anvendelse af Exocet-missiler medførte uventede store skader på de britiske skibe. I krigens slutfase blev destroyeren Glamorgan beskadiget af et landbaseret Exocet-missiler, men resten af de ødelæggende missiler blev affyret af argentinske fly. De argentinske flytab var følgende:

*   Jagerfly: 2 Aermacchi MB-339A, 9 Dagger A, 2 Mirage III, 14 Pucara og 20 Skyhawks.
*   Helikoptere: 1 Alouette III, 1 Agusta A-109A, 1 Chinook CH-47C, 1 Lynx HAS og 6 Puma SA.330L.
*   Bombefly / Rekognosceringsfly: 2 Canberra B.62, 1 Learjet 35A og 1 Skyvan.
*   Transportfly: 1 Hercules C.130E.

Hertil kom de fly, som efter kapitulationen blev erobret af briterne. Det drejede sig om: 

*   Jagerfly: 3 Aermacchi MB-339A og 11 Pucara.
*   Helikoptere: 2 Agusta A-109A, 2 Bell 212, 1 Chinook CH-47C, 9 Iroquois UH-1H og 1 Puma SA.330L.

(se kilder).

Kronologi

Falklandskronologi

Nogle mener, at den italienske søfarer Amerigo Vespucci var den første, der opdagede Falklandsøerne, da hans skib under en storm i 1502 blev tvunget sydpå i Atlanterhavet. Noget bevis findes ikke.

Andre mener, at den portugisiske søfarer Fernando Magellan som den første så Falklandsøerne, da han på en rejse 1520 nåede gennem Magellanstrædet mellem Sydamerika og Ildlandet.

I Argentina er det en udbredt opfattelse, at det var søfolk fra Magellans flåde, der på hjemrejsen i 1522 opdagede Falklandsøerne. Den argentinske historiker Maria Laura San Martino de Dromi hævder, at øerne er aftegnet på kort, der kan dateres til mellem 1522 og 1561.

Britiske historikere mener, at den britiske søfarer John Davis på skibet Desire sandsynligvis var den første, der fandt Falklandsøerne.

Alle er enige om, at den hollandske søfarer Sebald de Weerdt i 1600 opdagede de øer ved Vestfalkland, der i dag kaldes Jason Islands. Han aftegnede dem nemlig på et søkort.

Den første, der vides at være gået i land på Falklandsøerne, er den britiske kaptajn John Strong. Han døbte sundet mellem de to største øer Falklandsundet efter den daværende britiske overadmiral, Lord Falkland. Først senere blev admiralens navn knyttet til hele øgruppen.

Ved freden i Utrecht bekræftes Spaniens kontrol med landets traditionelle områder i Sydamerika med omliggende øer, heriblandt Falklandsøerne.

Efter endt jordomsejling foreslår admiral Lord Anson, at Falklandsøerne gøres til flådebase på grund af øernes strategiske beliggenhed nær Cape Horn. Briterne forbereder i 1749 en flådeekspedition til øerne men opgiver efter spansk protest.

Den franske søfarer Louis-Antoine de Bougainville grundlægger den første bebyggelse på Falklandsøerne. På Østfalkland bygges fortet Fort San Louis, og bosættelsen Port Louis etableres. Bougainville erklærer området for fransk koloni, hvilket afføder stærke spanske protester.

Bougainville går ind på at overdrage den franske koloni til Spanien, hvilket sker året efter. Briterne var de første, der slog sig ned på Vestfalkland. I januar 1765 tog kaptajn John Byron officielt øen i besiddelse og grundlagde Port Egmont.

Under ledelse af kaptajn John McBride ankommer en britisk ekspedition, der skal fuldføre den påbegyndte koloni. Briterne forsøger at fordrive franskmændene fra Port Louis. De er uvidende om, at Spanien er ved at overtage den franske koloni.

Den franske koloni overdrages officielt til Spanien og får navnet Puerto de la Soledad Ensomhedens Havn.

Spanien og Storbritannien anmoder gensidigt hinanden om at forlade Falklandsøerne.

Den spanske guvernør i Buenos Aires sender fem fregatter og 1.400 mand til Østfalkland. Briterne overgav sig, og det spanske flag blev hejst i Port Egmont. De to lande var nu på randen af en krig, men den blev undgået, fordi franskmændene overtalte spanierne til at trække sig tilbage fra øerne.

Spanien og Storbritannien underskriver en fredserklæring. Heri understreger Spanien, at man forbeholder sig fortrinsret med hensyn til spørgsmålet om suverænitet over Las Islas Malvinas, Falklandsøerne. Denne passus findes imidlertid ikke i den britiske kopi af traktaten.

På grund af den økonomiske og politiske situation i Europa trækkes den britiske garnison på Vestfalkland tilbage, og øen havde herefter ingen faste indbyggere. På Østfalkland forblev en lille spansk koloni frem til 1811.

Storbritannien og Argentina underskriver 'Nootka Sound Konventionen', hvorefter Storbritannien officielt opgiver eventuelle koloniseringsplaner i Sydamerika og de omliggende øer.

Argentina erklærer sig uafhængigt af Spanien.

Argentina gør officielt krav på Falklandsøerne.

Den første argentinske guvernør over øerne udnævnes.

Louis Vernet, en købmand med franske og tyske aner, slår sig ned på Falklandsøerne sammen med 90 kolonister, og under hans ledelse oprettes en betydelig koloni samt en straffekoloni.

Vernet udnævnes til argentisk guvernør over øerne.

Den britiske konsul i Buenos Aires beordres til at protestere over den argentinske besættelse af øerne. Protesten har ingen virkning.

Det amerikanske krigsskib USS Lexington ødelægger den argentinske koloni på Østfalkland som hævn for opbringelsen af tre amerikanske skibe, der jagede sæler i området. Vernet er inden angrebet taget til Buenos Aires og vender ikke tilbage. I 1833 fik han af briterne økonomisk kompensation for sine tabte ejendomme.

En ny guvernør udnævnes, men han myrdes af oprørske kolonister. Kajtajn James Onslow ankommer til Falklandsøerne på krigsskibet Clio for at stadfæste den britiske konges suverænitet over øerne.

Briterne sløjfer det argentinske flag, sender alle argentinere tilbage til fastlandet og overtager Falklandsøerne som britisk kronkoloni. Den argentinske regering protesterede kraftigt og forsøgte at indgå en aftale med Storbritannien om at frafalde alle argentinske krav på øerne mod at få eftergivet et lån på 1 mio. £, hvilket briterne nægtede. Falklandsøerne har siden været britisk kronkoloni.

Richard D. Moody udnævnes til guvernør.

Moody bekendtgør, at Falklandsøerne nu er under civil administration.

Falklandsøernes 'hovedstad' døbes Stanley.

Falklandsøernes altdominerende hovederhverv, fåreavl, samles under Falkland Islands Company.

De ca. 1.800 britiske beboere på øerne er nu selvforsynende.

Falklandsøerne får officiel status af britisk kronkoloni.

I Storbritannien begynder man at nære tvivl om, hvem der har retten til Falklandsøerne, men med udviklingen af international ret efter 1. Verdenskrig anvender man med held argumentet om hævdvunden ret.

Argentina udvider kravet om Falklandsøerne til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands og det britiske antarktiske område.

FNs generalforsamling vedtager resolution 2065, der pålægger Storbritannien og Argentina at finde en fredelig løsning på striden om Falklandsøerne.

Argentinerne etablerer en videnskabelig base på Southern Thule, en ø blandt South Sandwich Islands.

Storbritannien modtager underretning om øget militær aktivitet omkring Falklandsøerne og sender to fregatter og en u-båd til området. Konfrontationen udeblev dog.

En argentinsk skrothandler går i land på South Georgia med en gruppe arbejdere for at afmontere en gammel hvalfangerstation, der blev forladt i 1964. Det argentinske flag hejses.

Falklandsøernes guvernør, Rex Hunt, anmoder argentinerne om at forlade øen, hvilket de nægter. Den britiske regering sender patruljeringsskibet Endurance til Grytviken for at undersøge sagen nærmere.

Den argentinske militærjunta beslutter at invadere Falklandsøerne. Efter planerne skal det ske på revolutionsdagen den 25. maj eller på uafhængighedsdagen den 9. juli. På grund af uroligheder i landet bliver invasionen et par dage efter fremskyndet.

I Argentina er der omfattende arbejderdemonstrationer mod militærjuntaen.

Den argentinske flåde medførende ca.6.000 tropper besætter Falklandsøerne. Den lille britiske garnison forsvarer sig i første omgang men får ordre af guvernøren til at nedlægge våbnene. De flyves sammen med guvernøren til Montevideo.

Argentinske tropper bemægtiger sig South Georgia og South Sandwich. General Mario Menendez proklameres som militær guvernør over øerne. Besættelsen af øerne er populær i Argentina. I Buenos Aires, hvor arbejderne en uge tidligere demonstrerede mod militærstyret, viser de nu deres begejstring i gaderne. Den britiske regering beordrer en større flådestyrke til farvandet omkring Falklandsøerne. FNs Sikkerhedsråd vedtager resolution 502, der beordrer Argentina til omgående at trække sine styrker tilbage fra Falklandsøerne.

Argentinske tropper indtager South Georgia og Falklandsøerne erklæres for argentinsk provins under navnet Malvinerne.

Den stærkeste flådestyrke, der har været samlet i 25 år forlader Portsmouth med kurs mod Falklandsøerne. Næsten 2/3 af den samlede britiske flåde sættes ind. Storbritanniens udenrigsminister, lord Carrington, beslutter at træde tilbage, og som hans efterfølger udnævnes Francis Pym. USA's præsident Ronald Reagan meddeler, at han vil forsøge at mægle i striden.

Storbritannien beordrer stop for al import fra Argentina.

USA's udenrigsminister Alexander Haig indleder penduldiplomati London-Buenos Aires. Storbritannien erklærer en 200 sømiles lukket zone omkring Falklandsøerne.

Alexander Haig kommer til London, hvor han mødes med premierminister Margaret Thatcher og udenrigsminister Francis Pym.

I Bruxelles enes de 10 EF-lande om at standse al våbeneksport til Argentina. Alexander Haig forlader London, med et budskab til Argentina om, at hvis et væbnet opgør skal undgås, skal alle argentiske styrker trækkes tilbage. Argentina meddeler, at man vil gengælde ethvert britisk angreb. Meddelelsen er et svar på en britisk udmelding om, at ethvert argentinsk krigsskib inden for 200 sømiles zonen vil blive sænket.

Alexander Haig kommer til Buenos Aires for at forhandle med militærjuntaen. EF tiltræder handelssanktioner mod Argentina.

Argentina tilbyder Alexander Haig at trække styrkerne tilbage, hvis Storbritannien vil afblæse flådeopbygningen og anerkende argentinsk overhøjhed over Falklandsøerne. Man tilbyder også at sætte øerne under civilt styre med deltagelse af den lokale befolkning.

Den britiske flådeblokade af Falklandsøerne træder i kraft. Alexander Haig kommer til London, hvor han mødes med premierminister Margaret Thatcher. Hun fastholder, at en argentinsk tilbagetrækning er en forudsætning for forhandlinger.

Argentina forbyder al import fra EF. Alexander Haig vender hjem efter en tilsyneladende mislykket mission.

Alexander Haig rejser til Buenos Aires. USA advarer Sovjetunionen mod at blande sig i striden og forsyne argentinerne med oplysninger om den britiske flådes position.

Alexander Haig gør i Buenos Aires et sidste forsøg på at bryde dødvandet i mæglingsbestræbelserne.

Alexander Haig udsætter sin rejse til London. Fredsplanen, der er blevet til i forhandlinger med præsident Leopoldo Galtieri, offentliggøres ikke.

Alexander Haig vender tilbage til Washington, hvorfra han sender mæglingsskitsen til Margaret Thatcher, der straks indkalder sin krisestab til møde. Argentina meddeler, at man vil påkalde sig Riotraktaten i tilfælde af et britisk angreb. Ifølge denne traktat vil et angreb på ét medlem af OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) kunne udløse hjælp fra de øvrige OAS-lande.

Den britiske udenrigsminister Francis Pym rejser til Washington for at mødes med Alexander Haig.

Det britiske udenrigsministerium opfordrer alle britiske statsborgere til at forlade Argentina. Det argentinske nyhedsbureau Telam meddeler, at britiske skibe er trængt gennem den argentinske flådes sikkerhedszone.

Francis Pym vender tilbage til London uden de store resultater.

En mindre britisk styrke generobrer Georgia Island. Den argentinske u-båd Santa Fe sættes ud af spillet. Den argentinske øverstbefalende på stedet, kaptajn Largos, underskriver en uforbeholden overgivelse om bord på HMS Antrim. Den senere så berygtede flådekaptajn Alfredo Astiz underskrev et tilsvarende dokument om bord på HMS Plymouth efter at have overgivet sig sammen med sin deling uden at løsne så meget som et skud, hvilket var i strid med den argentinske militære codex.

De argentinske styrker på Falklandsøerne sættes i højeste alarmberedskab. Voldsomme storme sinker den britiske flåde.

USA's præsident Ronald Reagan fremsætter et kompromisforslag. 17 af de 21 medlemslande af OAS vedtager en resolution, der anerkender Argentinas suverænitet over Falklandsøerne. Storbritanien proklamerer en total blokade af Falklandsøererne på havet og i luften.

Argentina erklærer en 200 sømils krigszone omkring Falklandsøerne. Hermed betragtes krigen som en realitet.

USA opgiver mæglerrollen og tager parti for Storbritannien, der loves fuld ikke-militær støtte.

Generalmajor Jeremy Moore overtager ledelsen af landoperationerne, og de britiske modangreb indledes. Briterne ødelægger ved to flyangreb lufthavnen i Port Stanley, og tre argentinske fly skydes ned i den første luftkamp. I den følgende halvanden måned hemmeligholdes de argentinske nederlag for befolkningen ved hjælp af censur. Passagerskibet Queen Elizabeth 2. udskrives som troppetransportskib.

En britisk u-båd sænker den argentinske krydser General Belgrano, der er Argentinas næststørste krigsskib. 321 argentinere omkommer. Francis Pym forhandler i New York med FNs generalsekretær Javier Perez de Cuellar.

Den britiske flåde sænker to argentinske patruljefartøjer.

Et argentinsk jagerfly affyrer et Exocet-missil mod den britiske destroyer Sheffield. Skibet bryder i brand og forlades af besætningen. 20 mand omkom og 24 blev såret af den 286 mands besætning. Skibet brænder ud og synker 10.05.

Premierminister Margaret Thatcher erklærer i Parlamentet, at våbenhvile i Falklandskrigen er udelukket, hvis ikke de argentinske tropper rømmer øerne. Yderligere to britiske Sea Harrier jagerfly går tabt, da de kolliderer om natten i dårligt vejr.

I FN indledes fredsforhandlinger. Storbritannien udvider krigszonen til 12 sømil fra den argentinske kyst.

Øerne bombarderes både fra søsiden og fra luften. Den argentinske trawler Narwal sænkes og en argentinsk helikopter nedskydes.

Det argentinske forsyningsskib Isla de los Estados sænkes og et argentinsk jagerfly nedskydes. Det britiske hospitalsskib Uganda ankommer til øerne og udgør en Røde Kors-enhed sammen med det argentinske Bahia Paraiso.

Argentina mister 4 Skyhawk jagerfly. Den britiske destroyer Glasgow beskadiges.

tre argentinske Skyhawks nedskydes og 11 fly på jorden ødelægges.

Under hårde kampe gør britiske tropper landgang på Falklandsøerne og etablerer brohoved ved Port San Carlos. Fregatten Ardent rammes af bomber og synker dagen efter. Fregatterne Argonaut, Briliant og Broadsword samt destroyeren Antrim beskadiges. 17 argentinske jagerfly og 4 helikoptere nedskydes.

England erklærer officielt, at argentinerne har sænket fregatten Ardent, hvorved 20 omkom og 30 blev såret.

Fregatten Antelope sænkes og 10 argentinske jagerfly nedskydes.

Den britiske destroyer Coventry rammes af et Exocet-missil fra en argentinsk Skyhawk og synker. Forsyningsskibet Atlantic Conveyor rammes ligeledes af et Exocet-missil og synker tre dage efter. Fregatten Broadsword beskadiges.

Krigens hårdeste slag finder sted ved Goose Green, og dagen efter overgiver de argentinske styrker sig.

De argentinske styrker ved Goose Green overgiver sig.

De britiske tropper indtager Mount Kent, og hermed er hovedstaden Port Stanley omringet.

Margaret Thatcher tilbyder Argentina en sidste chance til at trække sig tilbage. De følgende dage forhandles, bl.a. i FN.

Et argentinsk luftangreb på Sir Galahad og Sir tristam i Port Pleasant koster 50 britiske soldater livet. Forsyningsfartøjet Fearless sænkes. Fregatten Plymouth beskadiges.

Pave Johannes Paul 2. ankommer til Buenos Aires og opfordrer argentinerne til at standse Falklandskrigen.

Britiske tropper indtager efter svære kampe Mount Longdon. Samme dag indtages Two Sisters, Mount Harriet og Mount Tumbledown.

Den argentinske garnision i Port Stanley overgiver sig, og hermed er krigen på Falklandsøerne afsluttet.

I Argentina er der demonstrationer mod militærjuntaen.

Argentinas statschef general Leopoldo Galtieri træder tilbage og afløses af general Reynaldo Bignone.

De britiske styrker generobrer South Sandwich Islands. Storbritannien erklærer krigshandlingerne for formelt afsluttet, og den 200 sømiles krigszone afløses af en 150 sømiles beskyttelseszone.

Storbritannien og Argentina genopretter de diplomatiske forbindelser.

Vigtige årstal og datoer i Falklands historie

Falklandskrigen. Heltene vender hjem ombord på Canberra.

large_falklandskrigen_faktalink_20000302-171739-1-1920x1284we.jpg

medium_falklandskrigen_faktalink_20000302-171739-1-1920x1284we.jpg

small_falklandskrigen_faktalink_20000302-171739-1-1920x1284we.jpg

thumbnail_falklandskrigen_faktalink_20000302-171739-1-1920x1284we.jpg

falklandskrigen_faktalink_20000302-171739-1-1920x1284we.jpg

Baggrundskilder

Bøger

Kommenteret materialesamling til dokumentation for, hvad de danske massemedier bragte af nyheder om Falklandskrigen.

Falklandsøerne: hvad vidste vi - hvad fik vi at vide?

Eyewitness Falklands: A Personal Account of the Falklands Campaign

Artikler

Besøg på Falklandsøerne, hvor øboerne mere end 17 år efter krigen fortsat knuges af mindet om argentinernes besættelse, mens briterne derimod er populære som aldrig før

Hvad leder du efter?

Falklandskrigen

Anbefalede links

Baggrundskilder

Bøger

Falklandsøerne: hvad vidste vi - hvad fik vi at vide?

Eyewitness Falklands: A Personal Account of the Falklands Campaign

Artikler

Falklandskrigens åbne sår

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Falklandskrigen'