Falklandskrigen

Falklandskrigen var en krig mellem Argentina og Storbritannien, der i perioden april-juni 1982 udkæmpedes til vands, til lands og i luften i det sydlige Atlanterhav omkring Falklandsøerne, der er beliggende 500 km øst for Magellanstrædet.  Krigen drejede sig om herredømmet over den britiske kronkoloni Falklandsøerne, som Argentina gjorde krav på.

Falklandskrigen var en krig mellem Argentina og Storbritannien, der i perioden april-juni 1982 udkæmpedes til vands, til lands og i luften i det sydlige Atlanterhav omkring Falklandsøerne, der er beliggende 500 km øst for Magellanstrædet.

     Krigen drejede sig om herredømmet over den britiske kronkoloni Falklandsøerne, som Argentina gjorde krav på og besatte.

Falklandskrigen blev af mange anset for en fejltagelse, der kunne have været undgået med et bedre virkende diplomati. En væsentlig årsag til krigen var indre problemer i både Argentina og Storbritannien, og resultatet blev således en krig, der var resultatet af interne problemer, der intet havde at gøre med stridens substans.

     Krigen var den første krig efter 2. verdenskrig mellem et latinamerikansk land og et land uden for det amerikanske kontinent. I Argentina betragtede man krigen som en Nord-Syd-konflikt. Det argentinske militærdiktatur betragtede Falklandsøerne som en rest af det britiske kolonirige, der burde leveres tilbage til den retmæssige ejer. Krigen var en kamp mod fortsat britisk kolonialisme.

     I Storbritannien anså man krigen for et retfærdigt demokratisk forsvar for øboernes interesser mod et brutalt og aggressivt diktatur. Den britiske udlægning blev anvendt både internt og eksternt. Den skaffede regeringen bred opbakning i den britiske befolkning og fik både USA og EF til at støtte Storbritannien (se kilder).

Når både Argentina og Storbritannien gør krav på Falklandsøerne, skyldes det øernes historiske udvikling.

     Ved freden i Utrecht i 1713 fik Spanien lov til at beholde sine besiddelser i Sydamerika, herunder Falklandsøerne, men alligevel slog briterne sig i 1765 ned på Vestfalkland. I 1770 genbesatte Spanien øerne, men da man ikke kunne få fransk støtte til en krig mod Storbritannien måtte Spanien i 1771 underskrive en fredserklæring med Storbritannien, hvori Spanien dog forbeholdt sig fortrinsret med hensyn til spørgsmålet om suverænitet over Las Islas Malvinas, Falklandsøerne. Denne passus findes imidlertid ikke i den britiske kopi af traktaten.

     I 1774 blev den britiske garnison på Vestfalkland trukket tilbage, og øen havde herefter ingen faste indbyggere. På Østfalkland forblev en lille spansk koloni frem til 1811. I 1790 underskrev Spanien og Storbritannien Nootka Sound Konventionen, hvorefter Storbritannien officielt opgav eventuelle koloniseringsplaner i Sydamerika og de omliggende øer.

     I 1816 erklærede Argentina sig uafhængigt af Spanien og i 1820 gjorde Argentina officielt krav på Falklandsøerne.

     I 1832 vendte briterne tilbage til Falklandsøerne, og året efter blev alle argentinere sendt tilbage til fastlandet. Siden har Falklandsøerne været britisk kronkoloni (se kilder).

Striden mellem Argentina og Storbritannien er aldrig blevet endeligt afgjort på internationalt plan, og det er stadig usikkert, hvem der folkeretligt har retten på sin siden.

     Allerede i 1910 begyndte man i Storbritannien at komme i tvivl om, hvem der egentlig havde ret til at besidde øerne, men med udviklingen af international ret efter 1. Verdenskrig anvendte man med held et argument, der hvilede på princippet om hævdvunden ret.

     I 1927 udvidede Argentina kravet til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands samt det britiske antarktiske område, og i løbet af 1930'erne blussede striden for alvor op. Storbritannien overvejede en form for overdragelse, og i 1940 udfærdigede man et dokument med overskriften 'Tilbud fra Hendes Majestæts Regering om en Genforening af Falklandsøerne og Argentina samt Accept af Lejemål.' Seks år senere beskrev en intern britisk undersøgelse besættelsen af Falklandsøerne i 1833 som uberettiget indtrængen.

     Striden ulmede stadig, da FN i 1965 vedtog resolution 2065, der opfordrede de to lande til at indlede forhandlinger med det formål at finde frem til en fredelig løsning på suverænitetsspørgsmålet. I årene fremover fandt der jævnlige drøftelser sted, hvor man enedes om forskellige praktiske spørgsmål, men selve hovedspørgsmålet kunne man ikke enes om, og i 1982 tog Argentina så sagen i egen hånd (se kilder).

Argentina havde siden 1955 været styret af rene militærregeringer og formelt civile regeringer, der styrede på militærets nåde.

     Det seneste militærkup havde fundet sted i 1976 under ledelse af general Jorge Videla. Militæret suspenderede alle forfatningsmæssige rettigheder og udløste en voldsom bølge af bortførelser og mord. De følgende år forsvandt mere end 25.000 mennesker, bortført og myrdet af sikkerhedsstyrkerne.

     Militærjuntaen åbnede grænserne overfor fri import, hvilket smadrede en tredjedel af produktionsapparatet. Et halvt århundredes sejre i arbejderbevægelsen blev annulleret, lønningerne faldt til halvdelen og de regionale økonomier blev kvalt af tårnhøje renter. Kvægbestanden blev reduceret med 10 millioner hoveder, og udlandsgælden voksede til 60 milliarder dollars, af hvilke en fjerdedel blev brugt på import af våben. Den produktive kapital blev i stigende grad kastet ind i spekulation og bidrog til, at finanssektoren fra 1980 begyndte at bryde sammen.

     I 1981 blev Videla udskiftet med først general Roberto Viola og kort efter med general Leopoldo Galtieri (se kilder).

Formålet med at tilbageerobre Falklandsøerne var ikke blot opfyldelsen af en gammel nationalistisk drøm. Juntaen havde brug for en sag, der kunne samle nationen. Der var et stadigt stigende antal demonstrationer mod den upopulære militærjunta, men med generobringen af Falklandsøerne skiftede folkestemningen. Befolkningen bakkede op om kravet på øerne.

     Galtieri havde ikke forudset, at Storbritannien ville reagere med omfattende militær slagkraft. Derfor kan det ikke overraske, at den argentinske presse efter krigens udbrud førte voldsomme verbale angreb på personen Thatcher. Man brugte hendes køn til at forklare, hvorfor hun handlede irrationelt og overdrevent, og man gik så vidt som til at påstå, at det havde at gøre med hormonale svingninger i relation til overgangsalderen.

     Til gengæld havde Galtieri regnet med at få USA's accept af besættelsen. Han havde som øverstkommanderende for de væbnede styrker indgået en aftale med USA om argentinske militærfolks deltagelse i USA's intervention i Mellemamerika. Dermed troede han at have frit spil, men USA tog parti for Storbritannien og støttede fordømmelsen i FN's sikkerhedsråd (se kilder).

Når den argentinske antagelse af, at Storbritannien ikke ville sætte store summer og menneskeliv på spil for at forsvare nogle småøer 12.000 km borte i det sydlige Atlanterhav, ikke havde hold i virkeligheden, skyldtes det bl.a., at også situationen for den britiske regering var vanskelig.

     I 1979 havde de konservative vundet valget, og for første gang fik Storbritannien en kvindelig premierminister, Margaret Thatcher. Hun fik dog hurtigt problemer. En opinionsundersøgelse i vinteren 1981 gav Thatchers styre en vælgeropbakning på sølle 23 procent, det laveste tal nogen sinde for en siddende britisk regering. Situationen på Falklandsøerne var således en kærkommen lejlighed til at vise handlekraft og genvinde en folkelig popularitet. Dertil kom, at Storbritannien havde behov for at vise verden, at den engang så mægtige sømagt stadig kunne gøre sig gældende (se kilder).

Det økonomiske aspekt, der ofte er af stor betydning, når der føres krige, spillede ingen rolle i Falklandskrigen. Øerne har ingen naturrigdomme i form af fx olie og gas. Det nærmeste vi kommer på en naturrigdom er tilstedeværelsen af krill i det omgivende farvand. Krill er små rejelignende organismer med højt proteinindhold, som måske i fremtiden ville kunne udnyttes rentabelt til fabrikation af føde.

     Falklandsøerne var i det hele taget ikke noget guldæg. Så sent som i 1976 havde den britiske regering fået udarbejdet en rapport om øernes økonomiske fremtidsudsigter, den såkaldte Shackelton-rapport. Rapporten slog fast, at hvis øerne skulle blive et økonomisk aktiv, var store investeringer nødvendige.

     I perioden 1976-1980 modtog Falklandsøerne en økonomisk støtte fra Storbritannien på £6,6 mio., der bl.a. blev anvendt til bygningen af et el-værk, en permanent lufthavn ved Stanley, en vej fra Stanley til Darwin samt en flyvemaskine med tilhørende hangar til den interne flyvetjeneste, der udgør hovedforbindelsen mellem Stanley og resten af området.

     Fra argentinsk side var kravet til indlemmelse af øerne baseret på forventninger om økonomisk gevinst (se kilder).

I Argentina blev Falklandskrigen optakten til militærstyrets fald. Tre dage efter de argentinske styrkers overgivelse på Falklandsøerne trådte Galtieri tilbage, og der blev gennemført en delvis udrensning inden for ledelserne af de tre militære værn. I 1983 afholdtes det første valg i syv år, og i januar 1984 fik landet en civil regering.

     Krigen medførte også, at Argentina diplomatisk og juridisk måtte se sig henvist til en situation, der svarede til forholdene i 1833, hvor briterne smed argentinerne ud fra øerne og gjorde Falklandsøerne til britisk koloni.

     I Storbritannien medførte krigen, at de konservative ved valget i 1983 fik en stor mandatgevinst, og Margaret Thatcher kunne fortsætte som regeringsleder (se kilder).

Krigen betød, at Storbritannien blev nødt til at opretholde en betydelig garnison på øerne, hvilket var en stor belastning for det i forvejen hårdt belastede forsvarsbudget. I 1984 var udgifterne til Falklandsøernes forsvar på et niveau, der svarede til 5 mio. kr. pr. indbygger på øerne (se kilder).

For at afgøre spørgsmålet om, hvem Falklandsøerne tilhører, må man vælge et retsprincip, og et sådant er ikke givet på forhånd. Man kan vælge at lade ét af følgende principper være afgørende:

• Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der opdagede øerne. 
• Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der først gjorde landgang på øerne. 
• Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der koloniserede øerne. 
• Falklandsøerne bør tilhøre den stat, der har den faktiske kontrol over øerne.

     Vælger man pkt. 1, peger ejerskabet på Storbritannien, da man antager, at øerne blev opdaget af John Davis i 1592, men rigtigheden af denne antagelse kan være et spørgsmål om, at kildematerialet hvad angår britiske rejser er bedre end andre landes. 

     Vælger man pkt. 2, peger ejerskabet også på Storbritannien, da der er almindelig enighed om, at den britiske søfarer Johan Strong i 1690 var i land på øerne. Det var også Strong, der navngav øerne.  

     Vælger man pkt. 3, peger ejerskabet på Frankrig, da en gruppe franskmænd fra byen St. Malo i 1764 grundlagde en koloni på øerne og gav dem navnet Isles Malaunies, der på spansk blev til Islas Malvinas. I 1766 enedes Frankrig og Spanien om, at øerne skulle tilhøre Spanien, og da Argentina løsrev sig fra spansk overherredømme overtog Argentina kraver på Falklandsøerne.

     Vælger man pkt. 4, peger ejerskabet på Storbritannien (se kilder).

Ingen ved nøjagtigt, hvor meget Falklandskrigen kostede i penge, men der var tale om milliarder af kroner. Det laveste skøn er på 24 mia. kr., men dette tal dækker kun selve krigsomkostningerne. Til dette tal skal lægges de udgifter, som briterne siden har måttet udrede for at udbygge øsamfundet og for at opretholde en garnison på øerne. I menneskeliv kostede krigen ca. 700 argentinske ofre mens 256 briter mistede livet. Dertil kommer ikke bare de sårede, men også de psykiske problemer, som mange britiske soldater led under siden krigen. I 2002 kunne South Atlantic Medal Association således oplyse, at 264 at de britiske soldater, der havde deltaget i krigen, havde begået selvmord. Dette tal er således højere end det direkte tabstal (se kilder).

Man ved ikke, hvem der først opdagede Falklandsøerne. Nogle mener, at den italienske søfarer Amerigo Vespucci var den første, da hans skib under en storm i 1502 blev tvunget sydpå i Atlanterhavet. Andre mener, at æren bør tilfalde den portugisiske søfarer Fernando Magellan, da han på en rejse 1520 nåede gennem Magellanstrædet mellem Sydamerika og Ildlandet.

     Argentinerne mener, at øerne blev opdaget af unavngivne spanske og portugisiske søfolk under deres tilbagerejse i 1522, da de havde deltaget i Magellans ekspedition. Den argentinske historiker Maria Laura San Martino de Dromi daterer således et kort, hvorpå øerne er indtegnet til at være fremstillet mellem 1522 og 1561.  

     Briterne mener, at den britiske søfarer John Davis på skibet Desire sandsynligvis var den første, der fandt Falklandsøerne.

     Alle er enige om, at den hollandske søfarer Sebald de Weerdt i 1600 opdagede de øer ved Vestfalkland, der i dag kaldes Jason Islands. Han aftegnede dem nemlig på et søkort.

     Den første, der vides at være gået i land på Falklandsøerne, er den britiske kaptajn John Strong. Han døbte sundet mellem de to største øer Falklandsundet efter den daværende britiske overadmiral, Lord Falkland. Først senere blev admiralens navn knyttet til hele øgruppen. 

     Selv om Argentina og Storbritannien den dag i dag ikke er enige om, hvem der først opdagede Falklandsøerne, er dette spørgsmål ikke interessant i relation til striden om retten til øerne. International ret har aldrig accepteret opdagelseskriteriet alene som et gyldigt suverænitetskrav. Opdagelseskriteriet har kun betydning, når det knyttes sammen med beviser for bosættelse og fastboende administration (se kilder).

Falklandsøerne er beliggende i det sydlige Atlanterhav mellem 51º og 53º sydlig bredde og 57º og 62º vestlig længde. Øerne ligger således nogenlunde lige så langt syd for ækvator, som London ligger nord for. Øerne ligger ca. 493 km ud fra det sydamerikanske fastland øst for Magellanstrædet (se kilder).

Falklandsøerne består af to hovedøer, Øst- og Vestfalkland samt op mod 700 mindre øer. Det samlede areal er 12.173 km², hvilket nogenlunde svarer til Nordirlands. Afstanden fra det vestligste til det østligste punkt er 238 km. Øernes højeste punkt er Mt. Usborne på Østfalkland med 705 m (se kilder).

Ifølge den seneste folketælling fra 2001 bestod befolkningen af 2.379 mennesker, at hvilke de 1.989 boede i hovedstaden Stanley, øernes eneste by. 

     Befolkningsfordelingen fremgår af nedenstående tabel, der ikke omfatter det udstationerede britiske militære personel, der lige nu er på 1.700.

     96 % af befolkningen er britiske statsborgere, og de fleste har britiske aner, men den lokale telefonbog rummer også navne som Hansen, Anderson og Berntsen, hvilket peger på et skandinavisk islæt (se kilder).

Falklandsøerne er et såkaldt Overseas Territory of the United Kingdom. Øerne har indre selvstyre med undtagelse af forsvars- og udenrigspolitik, der varetages af den britiske regering. 

     Guvernøren repræsenterer formelt den udøvende magt på vegne af det britiske statsoverhoved, men i praksis fastlægges øernes politik af en valgt regering ifølge øernes nugældende grundlov, der trådte i kraft i 1985.  

     Der er otte rådsmedlemmer, der hver er valgt for en fire-årig periode. De udgør det lovgivende råd. Rådsmedlemmerne vælger i deres kreds tre medlemmer til et forretningsudvalg, der rådgiver guvernøren. Administrationen foregår i Falkland Islands Government Civil Service, der ledes af en chefadministrator. Der findes 22 departementer med hver deres ansvarsområde så som landbrug, fiskeri, uddannelse osv. (se kilder).

Gennemsnitstemperaturen i januar-februar er 15° C og i juni-juli 4° C. Den højest målte temperatur er 29,2° C og den laveste -9.5° C. De dominerende vinde kommer fra vest, og de er kraftigere om sommeren end om vinteren. Der falder mere regn på Østfalkland end på Vestfalkland. Den gennemsnitlige årlige regnmængde ved Mount Pleasant er 566 mm. 

     Øerne er lige så solskinsrige som Sydenglands kystegne. Det gennemsnitlige antal solskinstimer går fra 7½ time om dagen i december til 2 timer i juni og juli (se kilder).

Den turistmæssige hovedattraktion med hensyn til Falklandsøernes dyreliv er pingvinerne, hvoraf der findes fem ynglende arter.

     Øerne rummer 17 arter af pattedyr, hvoraf kan nævnes søelefanter, søløver, sæler og delfiner. Desuden finder man mere end 70 fuglearter rækkende fra den lille mørkhovede jord-tyran til den store sortpandede albatros og den stribede caracara (gribbefalk), også kaldet Johnny Rook (se kilder).

På Falklandsøerne har man ingen forurenende industri. Der findes ca. 720.000 får, der årligt leverer ca. 2,300 t. uld fra 87 farme. Der er nyligt bygget et slagteri, der lever op til alle EU-standarder, hvorfor man fremover håber at kunne tjene på produktion af lammekød. Desuden har man på øerne en årlig produktion af fisk og blæksprutter på 250-300.000 t.

     Falklandsøerne er i dag økonomisk i stand til at klare sig selv (se kilder).

Royal Air Force står for den direkte flyforbindelse mellem Falklandsøerne og Storbritannien. Ruten går fra RAF Brize Norton i Oxfordshire til den internationale lufthavn ved Mount Pleasant. Der er seks flyafgange over en fire ugers periode. Desuden er der en ugentlig flyforbindelse til Falklandsøerne fra Santiago i Chile.

     Både britiske og europæiske krydstogtsskibe anløber Falklandsøerne, og mange selskaber arrangerer turistrejser, både som almindelige turistrejser og rejser med specielt fagligt indhold. Således arrangerer fx Äventyrsresor i Stockholm rejser for fugleinteresserede (se kilder).

Der kræves ikke visum af borgere i EU, der vil besøge Falklandsøerne, men siden juli 1999 har turister skullet være i besiddelse af følgende:

• Gyldigt pas. 
• Returbillet. 
• Tilstrækkelige midler til at dække alle udgifter under opholdet. 
• Forudbestilt indkvarteringsplads.

     Det er ikke muligt for turister at få arbejde på øerne. Arbejdstilladelser gives kun af the FIG Immigration Officer, og en sådan tilladelse skal være givet inden ankomsten til øerne. Turister skal være opmærksom på, at der endnu findes 120 minefelter på øerne. De er dog tydeligt afmærkede, og hidtil er ingen civile kommet til skade (se kilder).

Falklandskrigen tog sin begyndelse den 2. april 1982 kl. 4,30, da et hold argentinske kommandosoldater blev landsat ved Mullett Creek på Østfalkland og gik til angreb på de britiske forlægninger. Efter nogle korte træfninger gav den britiske kommandør Rex Hunt ordre til overgivelse, og han blev sammen med de udstationerede 84 marinere fløjet til Montevideo.

     Også South Georgia blev besat. Her var den britiske modstand kraftigere, men også her endte det med britisk overgivelse (se kilder).

Man kan hævde, at når Storbritannien valgte at besvare den argentinske besættelse af Falklandsøerne med væbnet magt, skyldtes det dybest set ønsket om landets overlevelse som militær sømagt.

     I sig selv spillede Falklandsøerne ikke nogen militær rolle, men en generobring af øerne ville have en ikke ringe signalværdi. Det skal erindres, at koldkrigsscenariet var på sit højeste. Storbritanniens reaktion på besættelse ville derfor blive nøje fulgt i både øst og vest og ikke mindst af de to supermagter Sovjetunionen og USA.

     Signalet til Sovjetunionen var at vise den militærkraft, som Storbritannien var i stand til at sætte ind i en offensiv så langt hjemmefra med de logistiske problemer en sådan offensiv indebar. Reaktionen ville afspejle den kraft, som Sovjetunionen kunne forvente fra britisk side i tilfælde af kamphandlinger mod eksempelvis en allieret NATO-partner.

     Signalet til USA var en demonstration af viljen til at sætte magt bag ord og dermed legitimere Storbritanniens berettigelse som partner på den internationale scene og som respekteret NATO-partner (se kilder).

I 1982 var den britiske flåde dimensioneret til en konflikt med den daværende Warszawapagt med Nordatlanten som det primære operationsområde.

     Storbritannien førte på daværende tidspunkt en stram økonomisk politik, og flåden stod over for store nedskæringer. Et hangarskib var allerede solgt til Indien og flere destroyere stod for udfasing uden erstatning. Alligevel betragtedes flåden som balanceret, da den rummede enheder fra hangarskibe og nukleare ubåde til destroyere og minestrygere.

     En operation på Falklandsøerne indebar dog store logistiske problemer. Således var det på grund af den store afstand ikke muligt at anvende mindre enheder så som minestrygere (se kilder).

Den overordnede britiske strategi foreskrev en hurtig tilbageerobring, da den kommende vinter ville besværliggøre en landgangsoperation. Den underliggende strategi var at erobre et brohoved, hvorfra der kunne landsættes et troppekontigent.

     Det var således flåden, der skulle forestå operationen og det var meningen, at troppestyrken skulle bestå af marinekorps. I praksis blev der dog også anvendt specialstyrker som SAS, SBS og Gurkha regiment.

     Briterne ønskede ikke en ukontrolleret eskalation af konflikten. Derfor proklamerede de en krigszone på 200 sømil omkring øerne og tilkendegav, at mål på det argentinske fastland ikke ville blive angrebet (se kilder).

Den britiske regering besluttede omgående at generobre øerne med magt og sendte en flådestyrke af sted. Planen var først at generobre South Georgia, og i midten af april var flåden nået frem. Landsættelsen på South Georgia skete pr. helikopter, men på grund af det dårlige vejr måtte der flere forsøg til.

     Den 24. april lykkedes det de britiske tropper at lokalisere og grundsætte den argentinske ubåd Santa Fe. Da de nåede frem til bebyggelsen Grytviken, blev de mødt med hvide flag, og den argentinske kommandør overgav sig officielt (se kilder).

Betingelsen for en vellykket landgang var totalt søherredømme i et givet område i en given tidsperiode.

     Dette klarede briterne ved at sende destroyere ind som mineryddere, hvorved en 1000 m bred rute blev farbar. Derpå indsattes SEA King antiubådshelikoptere, der ved hjælp af undervandssonars sikrede, at der ikke var fjendtlige ubåde i nærheden.

     Endelig overvågede briterne de argentinske flådebaser ved hjælp af ubåde, og hermed var briterne i stand til at danne sig et pålideligt trusselsbillede (se kilder).

Falklandskrigen var den første større britiske flådeoperation siden Suez-krisen i 1956. Storbritannien indsatte mere end hundrede skibe, hvoraf de 44 var krigsskibe, 25 var hjælpefartøjer fra flåden og 45 var civile skibe, der blev anvendt til transport af tropper og forsyninger. Af de vigtigste flådeenheder kan nævnes:

• Hangarskibe: Hermes og Invincible 
• Landgangs- og forsyningsfartøjer: Fearless, Intrepid, Sir Bedivere, Sir Galahad, Sir Geraint, Sir Lancelot, Sir Percivale og Sir Tristram. 
• Destroyere: Antrim, Bristol, Cardiff, Coventry, Exeter, Glamorgan, Glasgow og Sheffield. 
• Fregatter: Active, Alacrity, Ambuscade, Andromeda, Antelope, Ardent, Argonaut, Arrow, Avenger, Brilliant, Broadsword, Minerva, Penelope, Plymouth og Yarmouth. 
• Ubåde: Conqueror, Courageous, Onyx, Spartan, Splendid og Valiant.

     Blandt de civile fartøjer var det først og fremmest de to linere Queen Elizabeth 2 og Canberra der stod for den omfattende overførsel af tropper (se kilder).

Som udgangspunkt var det omstridt, hvem der besad det sømilitære overherredømme, men allerede den 2. maj, på kamphandlingernes anden dag, blev den argentinske krydser General Belgrano, Argentinas næststørste krigsskib, sænket af en britisk ubåd, hvorved 321 argentinere omkom. Herefter valgte Argentina af frygt for ubådene, at trække flåden tilbage fra området. Nu besad briterne det reelle sømilitære overherredømme, og argentinerne var afskåret fra en effektiv genforsyning af okkupationsstyrkerne (se kilder).

I de første dage af maj blev specialstyrker landsat på Falklandsøerne pr. helikopter med det formål at danne sig et indtryk af omfanget af den argentinske besættelsesstyrke.

     Den egentlige landsætning fandt sted tidligt om morgenen den 21. maj ved San Carlos på vestsiden af Østfalkland. Briterne etablerede et brohoved og bragte sig i stilling på toppen af Sussexbjergene umiddelbart sydpå, men på grund af heftige argentinske luftangreb måtte briterne imidlertid afstå fra en hastig fremrykning mod hovedstaden Port Stanley.

     Den 26. maj rykkede en mindre styrke mod syd for at indtage landsbyen Goose Green. Her mente briterne, at der befandt sig en mindre argentinsk enhed, men den viste sig at være på mere end 1.200 tropper, der var forberedt på et britisk angreb. Det kom til et par dages heftige kampe, der endte med argentinsk overgivelse. 200 argentinske soldater blev dræbt og 1.000 taget til fange. Briterne mistede 16 mand, mens 30 blev såret.

     27.-28. maj marcherede en anden enhed til Teal Inlet, hvor de den 30. maj mødtes med et tredie enhed, der var marcheret ad en nordligere rute via Douglas. De to enheder marcherede derefter til området vest for Port Stanley, hvor de sammen med tropper fløjet ind fra Goose Green skulle indtage de strategisk vigtige højdedrag. Det drejede sig om Mount Estancia, Mount Kent, Mount Challenger og Mount Harriet. Hermed var vejen fri til Port Stanley, og den 14. juni kl. 21 overgav de argentinske styrker sig. 11.313 argentinere blev taget til fange og sejlet tilbage til fastlandet på britiske skibe (se kilder).

Den britiske flåde mistede følgende fartøjer:

• Destroyere: Coventry, Sheffield. 
• Fregatter: Ardent, Antelope. 
• Landgangs- og forsyningsfartøjer: Sir Galahad. 
• Forsyningsskibe: Atlantic Conveyor. 
• Destroyere: Antrim, Glamorgan, Glasgow. 
• Fregatter: Alacrity, Argonaut, Arrow, Brilliant, Broadsword, Plymouth. 
• Landgangsfartøjer: Sir Bedivere, Sir Lancelot, Sir Tristram.

De britiske flytab var takket være flådens tilstedeværelse relativt begrænsede. Flere af tabene skyldtes ulykker, der ikke havde nogen direkte forbindelse med krigshandlingerne. Flytabene fordelte sig på:

• Jagerfly: 4 Sea Harrier og 4 Harrier GR 3. 
• Helikoptere: 9 Wessex, 7 Sea King, 3 Gazelle, 3 Lynx HAS, 3 Chinook og 1 Scout.

Den tidlige sænkning af den argentinske krydser General Belgrano fik som sagt argentinerne til at trække flåden tilbage fra krigszoner. Derfor blev de argentinske skibstab relativt begrænsede.

     Foruden General Belgrano mistede argentinerne:

• Transportskibene Isla de los Estados, Bahia Buen Suceso og Rio Carcarana. 
• Coasteren Monsunen. 
• Trawleren Narwal. 
• Patruljebskibene Rio Iguaza og Alferez Sobral. 
• Ubåden Santa Fe.

Bortset fra kampene på land, var krigen først og fremmest et opgør mellem argentinske fly og britiske krigsskibe.

     De argentinske flytab var store, men deres anvendelse af Exocet-missiler medførte uventede store skader på de britiske skibe. I krigens slutfase blev destroyeren Glamorgan beskadiget af et landbaseret Exocet-missiler, men resten af de ødelæggende missiler blev affyret af argentinske fly. De argentinske flytab var følgende:

• Jagerfly: 2 Aermacchi MB-339A, 9 Dagger A, 2 Mirage III, 14 Pucara og 20 Skyhawks. 
• Helikoptere: 1 Alouette III, 1 Agusta A-109A, 1 Chinook CH-47C, 1 Lynx HAS og 6 Puma SA.330L. 
• Bombefly / Rekognosceringsfly: 2 Canberra B.62, 1 Learjet 35A og 1 Skyvan. 
• Transportfly: 1 Hercules C.130E.

     Hertil kom de fly, som efter kapitulationen blev erobret af briterne. Det drejede sig om: 

• Jagerfly: 3 Aermacchi MB-339A og 11 Pucara. 
• Helikoptere: 2 Agusta A-109A, 2 Bell 212, 1 Chinook CH-47C, 9 Iroquois UH-1H og 1 Puma SA.330L.

     (se kilder).