Digtanalyse

cand. mag. Mette-Marie Zacher Sørensen, MediefabrikkeniBureauet/Dagbladet Information, 2008. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. April 2013
Main image
Digteren Jens August Schade.
Digteren Jens August Schade.
Foto: Marianne Grøndahl / Scanpix

At analysere et digt vil sige at finde ud af, hvad digtet betyder. For at afkode digtets betydning og mening må man blandt andet kigge på digtets rytme, dets udseende, sprog og tema. Man kan sige, at gennem digtanalysen kommer man ikke blot frem til, hvad der menes med digtet – man bliver også bevidst om, hvilke virkemidler, der er brugt for at frembringe lige præcis mening. Digte er tit sanselige og finurlige små størrelser, der ikke sådan bare lader sig afkode eller knække. Derfor må man som læser ikke blot være grundig og systematisk men også indlevende, nysgerrig og eftertænksom.

 

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til digtanalyse

Hvad er et digt?

Man kan ikke sige præcist, hvad et digt er eller opstille regler for, hvad det kan og må. Men generelt set gælder det, at et digt er en tekst, der er mere fortættet end prosa.

Hvert ord er vigtigt i den korte form, og derfor kræver det langsom læsning og opmærksomhed at analysere digte. Et digt er ofte et øjebliksbillede. Der er ikke samme fremadskridende handling, som man ser i romaner, noveller eller teaterstykker. Digte har et sprog, der tit afviger fra normalsproget, fordi der bliver vendt om på sætninger eller vendinger, og fordi der leges og spilles med sproget. I det hele taget er det opmærksomheden på sproget, der er vigtig ved digtning. Sproget i digte er ikke blot et redskab til at formidle et indhold, ligesom i manualen til en vaskemaskine. Man skal lægge mærke til, hvad det er, ordene siger. Der kan være sproglige billeder og metaforer. Det kan være, at noget bliver sagt på en ny og overraskende måde, så man lægger mærke til, hvad sproget kan – at det kan strækkes, vrides og vendes på hovedet.

Ofte er et digts form også vigtig, fordi rytme, ordvalg og digtets udseende er en del af oplevelsen ved at læse et digt. 

Hvad er digtanalyse?

Selvom man kan fremlægge nogle fællestræk for digte, er det netop kun træk. Og fordi man ikke klokkerent kan sige, hvad et digt er, eller opstille regler for hvad det må og ikke må, er det også svært at opstille regler for, hvordan man skal analysere et digt. Der findes dog nogle retningslinier, så man kan blive bedre til at blive bevidst om et digts rytme, eventuelle rim, ordvalg, fortællerforhold og billedsprog. Man kan udtrykke det sådan, at man må skille de forskellige dele i digtet ad for at lære det bedre at kende. Man må dog altid være bevidst om helheden og den enhed, et digt er. Analysen af rytmen skal hænge sammen med den fornemmelse, man har for digtets stemning og indhold. Ellers risikerer man at komme frem til nogle helt usammenhængende konklusioner. Netop fordi et digt ikke er en manual til en vaskemaskine, er man heller ikke sikker på at forstå alting helt klart.

Poeten og litteraturkritikeren Niels Lyngsø skriver i “At notere himlen – Digtanalyser 2000” (se kilder) om digtlæsning, at: “Et digt er et mulighedsfelt. Når man læser det, foretager man ord efter ord en lang serie af valg og fravalg som indskrænker dette mulighedsfelt. I litteraturteorien taler man om tekstens ‘tomme pladser’ som kan udfyldes på et utal af måder.”

Et digt har altså nogle “huller”, som læseren skal fylde ud. Disse huller er ikke ligesom et tomrum eller en mangel, men et mulighedsrum for forståelse. Alle kommer jo med forskellige oplevelser og minder i rygsækken, så et særligt ord eller billede vil sandsynligvis tale forskelligt til os. Dette betyder ikke, at man helt selv bestemmer betydningen af et digt. Men man skal ikke være bange for at påpege, at en analyse kan have flere konklusioner, fordi man netop kan gå til det fra forskellige vinkler, og hele tiden i analysen vælger til og fra. 

Når man analyserer tekster, findes der forskellige metoder. Det betyder, at der er forskellige filosofier bag, hvordan man griber en tekst an. I det følgende gennemgås ikke en bestemt metode, i stedet gives en overordnet fremstilling af digtanalyse der trækker på flere forskellige metoder. Hvis man vil vide mere om forskellige metoder, står de kort beskrevet i FaktaLink-artiklen “Tekstanalyse”.  

Hvorfor analysere?

Når man læser et digt igennem første gang, er det ofte hurtigt overstået. Man kan skimme de få linier, måske lægge mærke til et sjovt ord og have en fornemmelse for en sitrende rytme eller lille melodi. Men det behøver ikke ende der. Digte, der er gode, har flere lag, og der er arbejdet seriøst med sproget, så der er en masse betydning at hente. Man kan som digtlæser næsten føle sig som en kriminalkommissær, der efterforsker en forbrydelse. Først ser man bare overfladen og de beviser og vidneudsagn, der er. Når man så langsomt dykker ned i stoffet, opdager man måske et mønster. Konklusionen på et digt er ikke ligeså entydig, som det at finde ud af, hvem morderen er. Men på vejen ned gennem betydningslagene har man forhåbentlig lært lidt om følelser og stemninger, men også om hvordan sproget kan fungere.

Grunden til at analysere er altså at blive bevidst om, hvordan et digt kommer til at betyde, hvad det betyder. Dette forhold mellem hvad og hvordan kan måske forstås ved hjælp af dette lille eksempel, der også er et godt lille tip til dine egne analyser.

Man skal omskrive en sætning i et digt til mere korrekt hverdagssprog, der kort og præcist fremlægger, hvad der egentlig står i sætningen. Hvis vi for eksempel tager en passage fra Gustaf Munch-Petersens digt “tal ikke til mig”. 

1)

“meget meget forsigtigt

maa jeg gaa,

hvis jeg skal finde noget” 

Kan vi omskrive det til: 

2)

jeg må gå meget forsigtigt, hvis jeg skal finde noget. 

Forskellen mellem 1 og 2 kan betegnes som “hvordan”. Man kan sige, at 2 er “hvad”, fordi det siges uden omsvøb – det lyder bare mere som en forskrift til ravsamlere. I den rigtige sætning (1) afsløres jeg’ets usikkerhed dets tøven og sårbarhed. Pointen er således også, at et digt ikke kan oversættes direkte – en del af dets indhold er rytmen, opholdet, fornemmelsen og sanseligheden. Det er ens opgave som læser også at pege på disse mere uhåndterlige størrelser.

Digtets situation / overordnede formalia

Hvad er digtets formalia?

I en analyse er det en god idé først at få digtets overordnede fakta på plads. Hvem har skrevet det? Hvornår er det udgivet og i hvilken samling? Man kan også skrive kort om forfatterens fødselsår og kendetegn. Hvis man finder det relevant, kan man kort skitsere den tid, digtet er skrevet i. Der er nemlig forskel på, om et digt er skrevet i dag, i Romantikken eller under Anden Verdenskrig. Man skal ikke starte med en formodning om, at digtet afspejler sin tid på den ene eller anden måde, men det er godt lige at have en historisk fornemmelse, som man eventuelt kan bruge senere i sin perspektivering. 

Hvad er digtets genre?

Inden for digte kan man tale om forskellige genrer. Er digtet for eksempel et rimdigt, prosadigt eller lyrisk digt?

· Et rimdigt er selvsagt et digt, der rimer. Der findes forskellige mønstre for, hvordan de forskellige linier rimer. Se afsnittet “Hvad er rim og rytme?”.

· Et prosadigt er skrevet på frie ubundne vers. Sproget ligner hverdagssproget, men der kan være gentagelser, billedsprog og en form for rytme.

· Et lyrisk digt er karakteriseret ved, at det ikke har nogen handling, men gengiver stemninger og følelser. Det lyriske jeg’s indre tilstand beskrives. Typisk er sproget mere “digt-agtigt” end i prosadigtet, der anvender sig af mere almensproglige sætninger. Det lyriske digt kan udelade verber eller sammensætte sætninger på nye og overraskende måder.

· Modsat et lyrisk digt er et episk digt fortællende. Der foregår en udvikling i digtet, der bevæger sig fra et sted til et andet. Det udfolder sig både i tid og rum. For yderligere detaljer om forskellen mellem episk og lyrisk digt se også afsnittet “Hvad er ordtyper”. 

Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at de forskellige digtgenrer kan overlappe hinanden. Men man kan bruge opdelingen til at sige, hvad der er mest karakteristisk for digtet. Et prosadigt har på grund af sin frie form et mere gennemskueligt budskab. Et rimdigt er bundet til sin form, men det giver måske nye muligheder. 

Hvad er digtets stilart?

Et digts stilart er den tradition, det tilhører. En stilart kan være en måde at skrive på, som har været dominerende i en særlig historisk periode eller af en særlig gruppe digtere. Man kan prøve at undersøge, om et digt tilhører en overordnet stilart som for eksempel Romantikken, Barokken, Ekspressionismen eller Konkretismen. I de følgende afsnit gennemgås de vigtigste stilarter. Ønsker du en dybere redegørelse se: Finn Stein Larsens “Indføring i digtlæsning” (se kilder). 

Hvad er Barokken?

Barokken er en kunsthistorisk stilperiode, der havde sin storhedstid i Danmark fra cirka 1650 til 1720. Barokkens kendetegn er det pompøse, det symmetriske og det overdrevne. Idealet var en modelverden, hvor alt hang sammen, og mennesket havde kontrol med naturen. Derfor har barokhaver tilklippede buske og hække i en sirlig symmetrisk orden. I Barokken blev der brugt mange symboler, og der var ofte et fokus på døden. Man skal her tænke på, at religion betød meget i tiden samt, at der var en enevældig konge som regerede. Den mest karakteristiske danske barokdigter er Thomas Kingo (1625-1700). Et eksempel på hans digtning er første strofe af digtet “Paa Første Paaske-Dag”:  

“Som dend Gyldne Sool frembryder

Giennem dend kulsorte Sky,

Og sin straale-Glans udskyder,

Saa at Mørk og Molm maa fly,

Saa min Jesus aff sin Grav

Og det dybe Dødsens Hav

Opstood ærefuld aff Døde

Imod Paaske Morgen-røde.” 

(fra samlingen “Vinterparten”, 1689) 

Hvad er Romantikken?

Romantikken er en periode, der herskede i Danmark op igennem 1800-tallet. Digtningen betonede kunstneren som et geni, der lod sig gennemstrømme og inspirere af det guddommelige. Man havde en tro på, at livsverdenen blot var et genskin af den guddommelige, ideale verden, og at man kunne ane disse idealer ude i naturen. Man dyrkede følelsesfuldhed og individualitet. Kendte danske romantiske digtere er Adam Oehlenschlæger og Schack von Staffeldt. En passage i sidstnævntes kendte digt “Indvielsen” hedder: 

“Dog blev fra nu for Tanke og Trang

Jorden et fængsel;

Vel lindrer vel Anelse, Drøm og Sang

Hjertet sin længsel,

Dog brænder mig Kysset,

Jeg kiender ei Fred

førend jeg drager Himlene ned!” 

(Fra “Digte”, 1804) 

Se også FaktaLink-artiklen “Romantikken“ 

Hvad er Ekspressionismen?

Ekspressionismen er en kunstnerisk strømning både blandt forfattere, billedkunstnere, musikere og filmmagere. Den opstod omkring 1910 og havde sin storhedstid frem til 1930’erne. De store ekspressionistiske digtere herhjemme var Rudolf Broby Johansen, Emil Bønnelycke og Tom Kristensen. Ekspressionismen er et opgør med det fremmedgørende, borgerlige samfund og betyder direkte oversat, ‘at udtrykke sig’. Man krænger så at sige det indre ud, og det kan have mærkelige og uforståelige former. Tænk for eksempel på Edward Munchs billede “Skriget” – det er et ekspressionistisk maleri. I det ekspressionistiske digt er formen tit sprængt og uharmonisk. Digteren nærmest råber sine følelser ud. Der er voldsomme metaforer, og farve og lyd er nærværende. Der er kaos, men også visioner. Et eksempel på et ekspressionistisk digt er Rudolf Broby Johansens “BORDELPIGE DRÆBER UFØDT”: 

“SKAMSLIDT DIVAN 

PÅ RYGGEN TØS

MED CHEMIS-VALK OVER MAVE

SPREDBEN

BORER STRIKKEPIND

IKULHÅRSUDFRYNSET VULVA

GURGLENDE 

LIG KØNS-KRYBER” 

(Fra samlingen “Blod”, 1922) 

Se også FaktaLink-artiklen “Ekspressionismen“ 

Hvad er Surrealisme?

Surrealisme betyder, at noget er mere end realistisk. Stilperioden løber i Danmark fra omkring 1930’erne, og frihedstrang og opbrudsstemning er dominerende. Kunsten skal vise den mærkværdige sandhed om menneskets indre. I digtene er der overdrivelser og groteske billeder. Det er humoristisk, absurd og tit makabert på samme tid. Et eksempel på et surrealistisk digt er Jens August Schades “Paa Café”. 

“En god Sang,

et lille skørt Mirakel

udgaar af Grammofonen,

mens jeg tier.

Og til alles Forbavselse

rykker jeg Stolen bort under mig,

og bliver siddende i Luften. 

Foran mig sidder en Pige

med grimme Tænder

og flygtige Øjne.

Hun tier.

-vi to véd,

hvad der foregår indeni hinanden,

og stærke som Løver kysses vore Sjæle. 

Hun stiger op i Luften,

og jeg med,

vi finder hinanden

dér over Bordene.

Og til Drøn og Klapsalver

over Sangens Mirakel

vikler vi os ind i hinanden

og karussellerer ud af Caféen.” 

(fra “Hjerte-Bogen”, 1930). 

Hvad er Konkretisme?

Konkretismen begynder omkring 1960’erne og er en slags minimalisme, der blandt andet spiller på ord og tegns bogstavelighed – i overbogstavelig forstand. Der er ikke mere, end der står på papiret, og bogstaverne bliver nogle gange en slags billeder. Danske digterrepræsentanter er Vagn Steen, Johannes L. Madsen, Per Højholt med flere. Et eksempel på Vagn Steens konkretpoesi ses i et uddrag af digtet “Er ordet Aktivt for Passivt?” 

“er ordet LANGT for kort

forlanges det forlænget

så det kan blive rigtig

L                    A                   N                   G                   T 

og er ordet STILLE for støjende

dæmpes det ned

så det blir rigtig 

således digter man 

ordet FORSVINDE

vil virkelig

FORS 

og ordet BORTE

blir virkelig” 

(fra “Kære Pilu”, 1998) 

Hos yngre digtere kan man stadig støde på konkretisme, eller konkretistiske elementer. Simon Grotrian har for eksempel skrevet digtet “Svaner set gennem tårer”, der sådan her ud:“

0 0

2 0

0 2

0 0

(“Fire”, 1990) 

Hvad er knækprosa?

Knækprosa er prosa, der er sat op ligesom et digt – det vil sige lange normalsproglige sætninger, der har et klart og tydeligt indhold. Knækprosaen er en lidt udskældt genre, fordi den mangler digtets typiske træk med metaforer, rytme og fortættet sprog. Knækprosaen stammer fra 1970’erne og blev kendt med en repræsentant som Vita Andersen, der skrev om dagligdags hændelser og kvindefrigørelse i et let og forståeligt sprog. Et eksempel er første strofe fra Vita Andersens digt “Depression”:

 

“Der var ikke det hun ikke havde forsøgt

ejerlejlighed

skifte type

kassebukser

et smukt smil

krydderurter i lerpotter

kærlighed

skifte job

håndbøger i filosofi

hun klarede sig dårligere og dårligere

jo ældre hun blev

mere uegnet til alting

hun følte at lige meget hvad hun gjorde

spildte hun tiden

på den ene eller anden måde

andre spildte ikke tiden tænkte hun

der var noget hun skulle nå

hun vidste ikke hvad

hun havde prøvet det meste” 

(fra “Tryghedsnarkomaner”, 1977). 

Hvordan refereres et digt?

Fordi digte ikke er ligesom noveller og romaner, kan det være svært at give et decideret handlingsreferat. Men det er en fordel at nævne grundstemningen i digtet. Er det dystert eller lystigt? Er det gammeldags eller nyt? Man kan for eksempel udvælge tre ord, som man synes, er karakteristiske for digtets grundstemning. Det kan være ord som “sommerfugl, glæde, ynde”, “neon, fremtid, logik” eller “samfund, plankeværk, smørrebrød”. Hvis der er store kontraster i digtet, kan det også være en pointe. Man skal ikke gå langt ind i sproget, men blotlægge den fornemmelse, digtet umiddelbart giver. Det er tit de ting, man lægger mærke til, som det giver mening at undersøge nærmere. Senere når man så frem til i analysen, hvorfor og hvordan digtet giver den fornemmelse, det gør. Man kan starte med et overordnet skema af hv-spørgsmål, når man går til digtet: 

Hvem?

(taler til) Hvem?

Hvor?

Hvornår?

(om) hvad?

Hvorledes.  

Der skal senere i analysen uddybes, hvem der taler og til hvem, ligesom hvorledes spørgsmålet er vægtigt i digtanalysen, fordi det vedrører sprogbrugen, formen og stilistikken i det hele taget. Dette vil altså sige, at referatet kort gør rede for, hvad digtet handler om. Senere skal det så i høj grad udfoldes, hvordan digtet egentlig gør det, det gør. Det vil sige, hvordan sproget, rytmen, klangen og så videre hænger sammen. 

Et digt kan godt være hævet over tid og sted. Man taler om “det lyriske altid”, fordi et digt ikke nødvendigvis karakteriserer en periode. Men hvis man finder det relevant, kan man godt prøve at diagnosticere digtets tid og miljø. Er der nogle ord, der hentyder, hvor vi befinder os og hvornår? Tid og miljø kan være elementer, der er vigtige, når man anslår digtets temaer.  

Læs mere om referat, tid og miljø i: Jørn Ingemann Knudsen “Textanalyse.dk” (se kilder). 

Hvad er digtets fortællerforhold?

Hvem taler i digtet? Er det et jeg eller et vi? Der behøver heller ikke være udtalte personer. Et digt kan godt være en fortalt sansning, hvor man så alligevel godt kan tale om digterjeget og dets ladede tillægsord med videre. Typisk har man karakteriseret digte ved, at de har et lyrisk jeg, der ligger meget tæt op ad forfatteren. Det vil sige, at forfatteren ikke opfinder et persongalleri, men bruger digtet til at udtrykke sine egne tanker, sansninger og følelser. Digte, der anvender sig af et sådant fortællerjeg kalder man centrallyriske, og centrallyrikken har været dominerende i dansk digtning de sidste 200 år og bliver først så småt brudt i 1900-tallet. Det er stadig det mest normale, men alligevel skal man have blik for, at fortælleren altid er adskilt fra forfatteren. Man bør altså aldrig sige “Forfatteren mener i det her digt”. Man skal tale om fortælleren og have blik for, om der er ironi i digtet, om det er en troværdig fortæller og om der er en flerstemmighed.

Fortællerholdningen hænger tæt sammen med digtets overordnede tema, så det giver god mening at undersøge, hvilke holdninger og værdier der kommer til udtryk. Udtrykker digtet, hvad der er godt eller skidt? Hvad der er rigtigt eller forkert? Smukt eller grimt? I den sammenhæng er man også nødt til at analysere på, hvem fortælleren henvender sig til. Er det en indadvendt sansning – eller et udråb til samfundet, Gud, eller den elskede. Hvis et digterjeg henvender sig direkte til en person eller en ting (For eksempel: “Oh Rose”, “Sig mig elskede”, ”Min Gud”) kaldes det en apostrofe. 

Du kan læse mere om fortæller og fortællerholdning i: Jørn Ingemann Knudsens “Textanalyse.dk” eller i Finn Stein Larsens “Indføring i digtlæsning” (se kilder).

Du kan læse mere om centrallyrikken i: Peter Stein Larsens Opbrud fra centrallyrikken (se kilder).

Du kan læse mere om apostrofen i: Lisa Korsbeks “Lyrisk dialog: digtet som diskurs og henvendelse” (se kilder).

Digtets form

Hvad er vers og strofe?

Normalt, når man taler om sange, er strofer en enkelt linie, og et vers er en samling af flere strofer. I digte er det mærkeligt nok omvendt. En linie kaldes her et vers, og en strofe er en gruppe vers, der hænger sammen. Selv hvis et digt ikke har flere strofer, taler man stadig om digtets enkelte linier som vers.  

Hvad er rim?

At noget rimer betyder, at der er en lydlig overensstemmelse mellem to eller flere ord. Det er et enderim, når det sidste ord i et vers (en linie) rimer med det sidste ord i en anden verslinie. For at organisere digtet og kunne tale om rimene, er det en god ide at give de verslinier med samme rimlyd det samme bogstav. For eksempel vil en analyse af rimene i første strofe af H. A. Brorsons digt “Dig min søde” se sådan her ud:

 

“Dig min søde                                        A

Skat at møde                                                                A

Med mit kys og favne-tag,                    B

Og at skue,                                             C

Dig min drue,                                                               C

Er min længsel nat og dag.”                B

 

Fordi søde/møde rimer, favne-tag/dag rimer og skue/drue rimer, får de det samme bogstav. 

Når to verslinier i træk har samme rim (AA) hedder det et parrim. Hvis rimene flettes ind mellem hinanden, for eksempel i mønsteret ABAB, hedder det et krydsrim eller fletrim. Man kan også have et omsluttende rim: Det følger rimmønstret ABCA eller ABBA (der ydermere er et spejlrim). 

Man kan spørge sig selv, hvad man egentlig skal bruge rimanalysen til. Rimene kan være en del af oplevelsen af digtet. Det er dem, der er med til at give rytme (Se “Hvad er rytme?”), og fordelingen af rimene kan have forskellige effekter. Hænger det for eksempel sammen med indholdet, hvis rimmønstret pludselig ændrer sig? Nogle rimmønstre kan også have en spændingsopbyggende effekt. Et rimmønster med formen ABAAB, eller eksemplet vi så i Brorsons digt, giver en særlig energi, fordi læseren venter i spænding, i den tid der går, indtil rimet kommer igen, og der gives velbehag. Denne effekt påpeger Ulla Albeck i “Dansk stilistik” (se kilder). 

Hvad er rytme?

Et digts rytme og dets eventuelle rim er en del af dets form. I oldtidens græske antik var digte tæt forbundne med musik. Man fremsagde verselinier, og så blev der spillet til. Nyere digte behøver ikke at have en fast rytme, men man skal altid lægge mærke til den. Dette gøres bedst ved at læse digtet op for sig selv. Når man læser op, kan man fornemme, om digtet har en fast rytme, det vil sige om det principielt kan synges eller “rappes”.

Alle ord veksler mellem trykstærke (“–”) og tryksvage (“U”) stavelser. I ord som “mu-sik” eller “gi-raf” er den første stavelse svag, og den anden er stærk. Man kan skrive det sådan her:

· Gi-raf (U –): Dette kaldes en Jambe. 

Omvendt er ord som “svane”, “lygte” og “spade” trykstærke i første stavelse og tryksvage i næste:

· Sva-ne (– U): Dette er en stigende betoning og kaldes en Trokæ. 

Det er en lidt skør ting at huske, men ordet jambe er faktisk en trokæ og omvendt.

Sammensætningen af trykstærke og tryksvage ord og stavelser kaldes versefod. Hvis et digt gentager versefødder, har det rytme. Man kan prøve at læse digtet op, og i stedet for at sige ordene, kan man sige “da da dum dum da da dum”. Dermed lægger man mærke til rytmen og kan sige, om den er fast eller uregelmæssig.  

Når man nedskriver jamber og trokæer i et digt, kaldes det en skandering. Et eksempel på en fast rytme og en skandering, kan ses i den første strofe af Emil Aarestrups digt “Angst” fra 1838: 

“Hold fastere omkring mig (U–U–U–U)

Med dine runde Arme; (U–U–U–U)

Hold fast imens dit Hjerte (U–U–U–U)

Endnu har Blod og Varme.” (U–U–U–U) 

Det er ofte digte, der rimer, der har en fast rytme. Rytmen kan være med til at understrege en grundstemning i digtet. Eller den kan stå i kontrast til digtets indhold. Er rytmen energisk eller stillestående? Er der temposkift således, at der pludselig er passager, der stiger eller falder i tempo? Hvilken funktion har det? Tempo og acceleration kan virke optimistisk eller hektisk. En hakkende eller langsom rytme kan virke trist, negativ eller tøvende. Det er meget et spørgsmål om fornemmelse, og derfor er det altid vigtigt at læse digtet højt og høre, om lyden og rytmen i sig selv har en funktion. For at finde ud af, om der er regelmæssighed i digtet, er det også en god ide at tælle stavelserne i hver linie. 

Du kan læse mere om rim og rytme i: Jørn Ingemann Knudsens “Textanalyse.dk” eller i Finn Stein Larsens “Indføring i digtlæsning” (se kilder). 

Hvad er digtets grafiske lag?

Det grafiske lag er, hvordan digtet konkret ser ud på papiret. Er det stillet op på en særlig måde? Konkretismen arbejdede for eksempel med digte, der er sat op på en måde, så det ligner en sky, en vandkande eller et æble. (Læs “Hvad er konkretisme?”)

Det grafiske lag er også at gå ned i detaljer som skrifttype og effekter. Dette hedder typografien. Er der STORE eller små bogstaver, ord med fed, eller kursiv. Er der en speciel brug af punktummer, udeladelse af kommaer, eller spørgsmålstegn, udråbstegn med videre. Hvis man påpeger sådanne detaljer, skal man altid huske at analysere, hvilken effekt det har, eller hvad hensigten synes at være med det.  

Hvad er æstetiske virkemidler?

Det grafiske udseende kan også siges at være et æstetisk virkemiddel. Man kan argumentere for, at et digt ikke kun sanses med ørene, men i høj grad også med øjnene. I det hele taget findes der, ud over det ordene betyder, en merbetydning, der ligger i ordenes udseende, deres lyd og opsætning. Rytmen kan også siges at være et æstetisk virkemiddel. Men eksempler på andre er:

· Bogstavernes “farver – det vil sige, er vokalerne mørke eller lyse. Man kan sige, at vokalerne I og Y er lyse vokaler, der frembringer en let og lystig stemning. E, U og A er mere neutrale, mens Ø, Å, O og Æ er mørke vokaler, der frembringer en mere mørk og dyster stemning.

· Man kan også tale om bogstavernes lyd, hvis særlige ord er med til at frembringe klang og lydefterligninger som: suse, hvisle, knitre, buldre, runge. Igen kan det være en fordel at læse op for sig selv, så er det også nemmere at opdage bogstavrim: Det vil sige, at de samme lyde bliver gentaget enten som det første bogstav i ordet eller gentagelser af vokaler midt i ordet.  

Du kan læse mere om æstetiske virkemidler i: Ulla Albecks “Dansk stilistik” og Jørn Ingemann Knudsens “Textanalyse.dk” (se kilder). 

Hvad er et enjambement?

Digte kan bruge utraditionel placering eller udeladelse af punktummer og kommaer. Det kan også have en effekt, når en sætning brydes midt i og fortsætter i næste vers (det vil sige på næste linie). Dette hedder et enjambement. Da når man som læser lige at stoppe op og tænke med selv. Ordene bliver mere vigtige og meningen en anden, end hvis man blot skrev det hele ud. Et eksempel på et digt med enjambementer er Inger Christensens “Vandskorpen”: 

“Vandskorpen

skærer sig selv

med is 

Vinterbåden

skræmmes

på land 

Under huden

værger

et hjerte sig” 

(fra “Lys”, 1962) 

Man kunne jo også skrive: “Vandskorpen skærer sig selv med is. Vinterbåden skræmmes på land. Under huden værger et hjerte sig.” Men det ville ikke have den samme effekt. Enjambementer kan være med til at skærpe opmærksomheden og giver luft og plads i digtet til, at læseren kan nå at danne sine egne billeder og associationer.  

Du kan læse mere om vers og enjambementer i: Frank Kjørups “Sprog versus sprog” (se kilder).

Digtets sproglige plan

Hvordan analyserer man digtets sprog?

Når man analyserer et digts sprog, kan man starte med at se på sætningskonstruktionerne. Digte adskiller sig tit fra dagligsproget, fordi sætningerne kan være ufuldstændige. Det kaldes en ellipse, når et udtryk udelader elementer, uden at meningen ødelægges. Der kan også være byttet rundt på ordstillingen i digtet, enten fordi det passer med at skulle rime eller for at fremhæve et ord. Hvis man for eksempel lader et vigtigt ord stå først i sætningen, selvom det ødelægger den traditionelle ordstilling, kalder man det en emfatisk placering. Et eksempel på en emfatisk placering ses i Tom Kristensens digt “ANGST”, hvor første linie lyder:

“Asiatisk i vælde er angsten.”. Hvis man skulle oversætte det til hverdagssprog, ville man jo sige: “Angsten er ligeså stor som Asien” Men det ville slet ikke give samme fornemmelse.  

Hvad er ordtyper?

Et digts ordtyper er dets navneord, udsagnsord, tillægsord og så videre. At sidde og tælle, hvor mange der er af hver, lyder umiddelbart lidt nørdet, men det kan være fint at bruge til at argumentere for, hvorfor et digt giver den fornemmelse, det gør. Hvis man for eksempel synes, digtet virker hverdagssprogligt, kan man prøve at tælle navneordene. Hvis der ikke er så mange navneord, nærmer digtet sig det episke, mens et lyrisk digt ofte er karakteriseret ved at have en høj frekvens af navneord. Antallet af tillægsord er også høj i lyrik. Jo flere verber der er, des mere energisk vil digtet føles. Omvendt vil der være en fornemmelse af stilstand, hvis der næsten ikke er nogle. Man kan groft sagt opdele det sådan, at lyriske digte har få verber, mens episke digte har mange. (Se: “Hvad er digtets genre?”).  

Du kan læse mere om sprog og ordtyper i: Ulla Albecks “Dansk stilistik” (se kilder). 

Hvad er billedsprog

Noget, der adskiller digte fra normalsproget, er, at det ofte anvender sig af billedsprog. Billedsprog vil sige, at et ord eller et udtryk ikke bare betyder det, der står, men at der er en overført betydning, som man skal analysere sig frem til. Billedsprogets bogstavelige betydning (det der står) kan man kalde billedplan, mens det man så når frem til, at det betyder, kaldes realplan. Et eksempel på billedsprog er Tom Kristensens linie fra “ANGST”, hvor man kan prøve at dele det op i billedplan og realplan:

· Billedplanet: “Asiatisk i vælde er angsten”. Det er det, der konkret står i teksten, det som forfatteren har valgt at skrive ned på papiret. 

· Realplanet: Her må man ind og se på, hvad der virkelig menes. Det handler om angst, der laves en sammenligning mellem angst og Asien. Hvis man kender en smule til verdens geografi, ved man, at Asien er kæmpe stor. Det vil sige, at når noget er “asiatisk i vælde”, er det stort. Man kan selvfølgelig ikke konkret sige, at angst er lige så stort som Asien, fordi angst er en følelse og ikke håndgribelig. Men det, at angsten er rigtig stor, kan betyde, at den fylder meget i sindet, at den ikke er til at komme uden om og så videre. Man kan lidt forenklet sige, at realplanet siger, at “angst fylder meget.” 

Billedsproget er ofte det, der giver digtet sit særpræg. Det er de vendinger, man griner af, undrer sig over, eller synes er smukke, som oftest må undersøges nærmere for at se, hvilke forskellige betydninger der kan graves frem. 

Billedsprog kan inddeles i forskellige typer. Der er både sammenligninger, metaforer, symboler og allegorier. I det følgende gennemgås de enkelte typer.

Hvad er en sammenligning?

En sammenligning kan kendes ved, at der er bindeord som: “som”, “ligesom”, “som om”, og “ligner”. Det er en sammenstilling af “noget”, og noget som dette “noget” er lige som. Det vil sige, at der sættes lighedstegn mellem to elementer for at sige noget billedligt om det første. Nogle gængse sammenligninger er: “Han er stærk som en okse”, “Hun er smuk som en rose” eller “Filmen var lang som et ondt år”. Brorson skriver i en af stroferne i “Op! all den ting, som Gud har gjort”:  

“Når fugle-sangen sammen slaaer

Som tusind harpe-strenge?“ 

Det er en sammenligning mellem lyden af fuglenes sang og lyden af en harpe. En sammenligning er ofte opfindsom og nyskabende i digte. En sammenligning er mere enkel og entydig end en metafor. 

Hvad er en metafor?

Metaforen er et overordnet begreb for udtryk, der ikke skal forstås i deres umiddelbare mening. Når Gustav Wied skriver, at “Han lagde sine Asparges paa Tolderens Skulder” er asparges en metafor for fingre. En metafor kan være mange ting. Den er ofte mere omfattende eller sløret end en sammenligning, og det kræver blik for den samlede tekst, at “oversætte” en metafor. En metafor kan være en spøjs blanding af forskellige betydningsområder. Det vil sige, at der overføres noget fra et betydningsområde til et andet. En metafor kan også være en besjæling, hvor ting tillægges menneskelige egenskaber. Dette ses for eksempel i Henrik Nordbrandts digt “vilde rosenbuske”: 

“de vilde rosenbuske i støvregnen

er ikke melankolske, er ikke

triste og ikke engang bedrøvede” 

De forskellige definitioner af billedsprog og metaforer er ofte svære at anvende i praksis. Et digt kan indeholde blandingsformer. Når Tom Kristensen for eksempel skriver: “hendes Sjæl er æthertynd som Duft fra en Flacon”, er der både en metafor og en sammenligning til stede.

Når man finder metaforer i et digt, er det vigtigt ikke bare at påpege, at de er der, men også videre at beskrive, hvilken betydning de kan have. Ofte når man først ind til at kunne tale om indholdet i et digt, når metaforerne og symbolerne er analyseret. Man kan se på dem som en overflade, der skal kradses i for at kunne nå videre ned i dybden til et indhold og et tema. 

Hvad er et symbol?

Et symbol kan defineres som “gentagelse af billedsprog”, men dette kan forstås på mange måder. Hvis der i en tekst er en fortælling om kærlighed, og der sideløbende er beskrivelser af et træ, der vokser, kan man i sammenhængen sige, at træet bliver symbol på deres kærlighed. Et symbol kan således være noget, der etableres i teksten selv, således at det kun er der, gentagelsen finder sted. Men betydningen af et symbol kan også være noget, man som læser tager med sig udefra. Hvis ordet havregrød for eksempel minder en om hyggelige vintermorgener hos ens bedstemor, kan man notere det. Selvom det stammer fra en personlig erfaring, er det netop med til at pege på det synspunkt, at et digt består af “huller”, som læseren er med til at fylde ud. Der er plads til videre refleksion. Man skal selvfølgelig passe på ikke at forvilde sig helt væk fra sammenhængen. Hvis grøden indgår i en tekstsammenhæng, hvor det kommer til at betyde “noget der er gråt og sjasket”, var det måske alligevel ikke hygge, det var symbol for. Men den slags modsætninger eller mulige betydninger er fine at påpege.

Et symbol kan også være konventionelt, det vil sige, et man er “enige” om betydningen inden for en kultur. Et kors kan for eksempel betyde kristendom, og en due kan betyde fred. Netop fordi denne type symboler er blevet gentaget så mange gange, er det decideret blevet en konvention. Når man leder efter konventionelle symboler er det netop vigtigt at have blik for, i hvilken kontekst digtet er skrevet. Det vil sige i hvilken tid, hvilket land og af hvilken type person. Disse betragtninger kan tages videre med over i fortolknings- og perspektiveringsdelen.  

Hvad er en allegori?

En allegori er bredere end et symbol, fordi en allegori er, når en hel tekst betyder noget andet. En kendt allegori er H.C. Andersens fabel-eventyr om den grimme ælling, hvor hele ællingens historie er en allegori for et menneskes (og H.C. Andersens eget) liv. Et digt kan være allegorisk, hvis det for eksempel er ironisk hele vejen igennem, så man må påpege, hvad det i virkeligheden betyder, eller hvis hele digtet holder sig til et billedsprog, der må oversættes. Et digt kan for eksempel være en allegori over samfund, kærlighed eller død. 

Du kan læse mere om billedsprog i: Ulla Albecks “Dansk stilistik” og Jørn Ingemann Knudsens “Textanalyse.dk” (se kilder). 

Hvad er et ordspil?

Ordspillet beror på modsætningen mellem ordenes formelle lighed og indholdsmæssige forskellighed (på en måde ligesom rimet gør det). Et ordspil sammenfører to forskellige betydningsmæssige felter ved hjælp af ligheder på ordenes udtryksniveau. Det er en leg og et spil med ords lydlighed og deres flertydighed. Ordspil spiller ofte på, at der er mange ord, der kan betyde flere ting. Tænk bare på ordet “bar” (cocktailbar, være nøgen, chokoladebar, ren og bar og så videre). Ordspil kan spænde fra platte vitser – sådan nogle ens far siger, for eksempel: “Det kan se ud som om, det kommer til at kni’ve med gafler, men du kan stole på, at vi har borde nok” – til spidsfindige lyriske formuleringer som f.eks. hos Simon Grotrian, der afslutter følgende digt med et spil på dobbeltheden i ordet “springe”: 

“Tro er livets trilling

et akropolis i buskene

et sukkerdrysset hjerte

der har læsket mine syndefald fra klipper

alle nætterne var jorden en ballon

i karmeliters univers

og jeg bliver rørt af konsekvenserne

når træet springer med mig ud” 

(fra digtsamlingen “Livet er en ko”, 2000) 

Ordspil kan også være selvopfundne ord eller stavemåder, og nogen gange er betydningen afhængig af, om digtet læses indenad eller læses op. Dette ses for eksempel i Rasmus Nikolajsens digtsamling “Digte om lidt” (2000), hvor det selvopfundne ord “Dig-lighed” får en anden betydning, hvis det læses højt. 

Du kan læse mere om ordspil i: Stefan Kjerkegaards “Ildspor” (se kilder).

Digtets tema og perspektivering

Hvad er fortolkning?

At fortolke betyder at give en udredning, forklaring eller tydning af noget. Det vil sige, at man giver sin forklaring på noget, der til at starte med virker uklart. Man kan sige, at fortolkningen er din egen konklusion på analysen. Hvad har du lagt mærke til af form og sprogmæssige virkemidler, og hvad betyder de? Fortolkningen er det moment, hvor man selv kommer på banen, fordi man ved hjælp af analysen har kridtet den op til at kunne komme med en forklaring. Fortolkningen er ikke subjektiv i den forstand, at man helt lægger analysen bag sig og så siger, hvad man selv føler – de to ting hænger sammen. Analysen er fundamentet til at kunne sige noget meningsfuldt i fortolkningen. Det er umuligt helt at skille de to ting ad, for det kan godt være, at man i analysen af digtets metaforer eller grafiske udtryk er kommet med en løbende fortolkning. Disse kan opsummeres nu, og man kan forsøge at indkredse spørgsmål som: Hvad handler digtet om? Hvilke stilmæssige træk er karakteristiske for digtet? Hvorfor tror du, det gør, som det gør? Er der nogle modsætninger eller uklarheder? Har disse modsætninger og uklarheder en funktion? Er der et eller flere temaer, og hvad kan man sige om det/dem? Du kan selv komme på banen med ladede tillægsord, der afslører din holdning til digtet og dets tema, dette kan føre over i perspektiveringen. 

Hvad er perspektivering?

At perspektivere vil sige at hæve blikket fra papiret og se digtet i forhold til en bredere sammenhæng. I perspektiveringen kommer din selvstændighed for alvor på banen, fordi det er din vurdering, hvilke træk du finder interessant ved digtet, og som kan sammenlignes med noget andet. Det kan være en perspektivering til den tid, digtet er skrevet i, hvis det for eksempel virker politisk eller samtidskritisk. Hvis et digt kun handler om kærlighed eller natur, giver det ikke nogen mening at prøve at trække en diagnose af samtidens samfund ud af det. Man kan perspektivere til forfatteren, hvis man vil det, og eventuelt sammenligne med andre digte han/hun har skrevet. Hvis man for eksempel har fundet et tema eller et karakteristisk stiltræk, er det interessant, om disse går igen i den samling, digtet optræder i.  

Hvis man synes, at digtets stilistiske træk er specielle eller interessante, kan man bruge dem i en perspektivering. Man kan sammenligne med andre tekster, eller man kan sammenligne med helt andre kunstarter. Hvis digtet for eksempel minder en om et kunstværk, man har set, eller hvis man ved, de er fra samme stilhistoriske periode.

Perspektiveringen skal gerne være med til at sige endnu mere om digtet, fordi man sammenligner det med noget andet. Når man finder fællestræk, finder man også forskelle, og det som digtet ikke er, viser noget om, hvad det er.

I perspektiveringen kan det være en hjælp at bruge sekundærlitteratur, hvis der er skrevet noget om digtet, forfatteren, perioden eller noget helt andet. Man kan bruge sekundærlitteraturen til at inspirere sig eller til at underbygge pointer, man selv har. Man skal ikke være ked af, hvis der er nogen, der har skrevet noget helt andet om digtet, end man selv har fundet frem til. Så kan man diskutere, hvorfor digtet tillader flere mulige løsninger, eller hvorfor man selv er kommet frem til den konklusion, man er.  

Hvis du vil have inspirationer til fortolkning og perspektivering har Niels Lyngsø skrevet bogen “At notere himlen – Digtanalyser 2000” (se kilder), hvor han fremlægger eksempler på læsninger af digte udgivet i år 2000.

Kilder til baggrund

Links

På Undervisningsministeriets hjemmeside kan man finde bekendtgørelsen for danskfaget for både grundskolen og gymnasiet.
Et supplement til bogen “Textanalyse”. Man skal være opmærksom på, at siden kræver betalings log in.
På undervisningsportalen EMU kan du finde en lang række links til tekstanalyse og info om perioder mm.
Har oplysninger om næsten alle danske forfattere.
Portalen har en lang række portrætter af en lang række danske digtere med grundige analyser og tolkninger.

Faglitteratur

Gall Jørgensen, Keld:
Litterær analyse – Prosa og lyrik, Gyldendal, 2005 (1994).
Nielsen, Erik A.:
Lyrikere., Spring, 2001.
Ølholm, Marianne.:
Postmoderne lyrik – konstituerende træk og læsestrategier. Dansklærerforeningen, 2001.
Kjerkegaard, Stefan:
Ildspor – Ordspillet og dets funktion i Per Højholts, Simon Grotrians og Peter Laugesens digtning. Syddansk Universitetsforlag, 2007.
Knudsen, Jørn Ingemann:
Textanalyse.dk. Systime, 2006.
Stein Larsen, Peter:
Opbrud fra centrallyrikken. Artikel i: Christensen, Ove og Claus Falkenstrøm (red.): På kant med værket. Akademisk forlag, 2004.
Korsbek, Lisa:
Lyrisk dialog – digtet som diskurs og henvendelse. Artikel i: Larsen, Gorm og John Thobo-Carlsen (red.): Modernismens betydende former. Akademisk forlag, 2003.
Kjørup, Frank:
Sprog versus sprog. Gyldendals bogklubber, 2003.
Lyngsø, Niels:
At notere himlen – Digtanalyser 2000. Gyldendal, 2001.
Albeck, Ulla:
Dansk stilistik, Gyldendal, 1996 (1939).
Stein Larsen, Finn:
Indføring i digtlæsning. Gyldendal, 1981.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på digtanalyse