Hvad er en dialekt?
En dialekt er et talesprog, der er knyttet til en bestemt egn og har helt specielle lokale træk. I daglig tale forveksler mange ordet ’dialekt’ med ordet ’accent’, som betyder en ”udtaleejendommelighed, især med hensyn til tonegang” (Gyldendals Fremmedordbog), men sprogforskningen stiller som krav til en dialekt, at det er et lokalt sprog, der har en langvarig geografisk tilknytning til en bestemt egn, og at det, ud over intonation (tonegang), indeholder nogle særlige træk i såvel grammatik som i ordforråd.
En dialekt indeholder særlige lyde og ord, som ikke findes på det danske standardsprog, rigsdansk, for eksempel ’møj’ i stedet for ’meget’ eller ’håw’ i stedet for ’huske’. Dialekter har også specielle grammatiske træk, som når vestjyder og sønderjyder siger ’en’ til næsten alle navneord, for eksempel ’en hus’ (udtalt ’æ hus’). De traditionelle landbodialekter var så forskellige fra hinanden, at der ofte var store forståelsesvanskeligheder mellem folk fra hver sin ende af landet, men mange af forskellene er blevet mindre eller helt forsvundet i løbet af de sidste generationer. I dag er det først og fremmest udtale og tonegang, der varierer fra egn til egn.
Hvor gamle er dialekterne?
Dialekterne er knap 1000 år gamle. Noget forenklet kan man sig, at man omkring år 1000 endnu stort set talte det samme sprog, et fælles dansk, i hele landet. I de følgende århundreder skete der så en række omfattende forandringer med dette gamle fællessprog, samtidig med at sprogene i de enkelte dele af landet begyndte at udvikle sig i forskellige retninger. Denne adskillelse fortsatte i de følgende århundreder – hvor længe ved man ikke præcis – og slutresultatet blev de dialekter, som vi kender i dag.
Hvorfor opstod dialekterne?
Dialekterne udviklede sig i en periode, hvor befolkningen i Danmark havde forholdsvis lidt kontakt med folk fra andre egne af landet. Bønderne var de oprindelige bærere af dialekterne, og de flyttede generelt meget lidt, især inden stavnsbåndet blev ophævet (i 1788), for da havde bønderne ikke frihed til at flytte.
Den ene egn kunne således udvikle sig forskelligt fra den anden, også sprogligt. Et ord som ’kostald’ hed for eksempel under stavnsbåndet noget så forskelligt som ’kohus’, ’nødset’, ’øddel’, ’fæhus’ og ’kolade’, alt efter hvor man befandt sig i Danmark. Med tiden opstod der mange forskellige dialekter, hver med sit særlige ordforråd og med sin særlige kombination af grammatiske og lydlige træk.
Hvor mange dialekter er der i Danmark?
Det er ikke muligt at sige, præcis hvor mange danske dialekter der findes, men under 50 er et realistisk bud. Hvis man forsøger at tegne et danmarkskort over de forskellige dialekter, får man et kort opdelt i mange små områder, hver med sin dialekt, der adskiller sig fra nabodialekterne. Københavns Universitet har udarbejdet en hjemmeside, dialekt.ku.dk, hvor man kan klikke på forskellige egne i Danmark og høre, hvordan dialekten lyder (se kilder). Grænserne mellem de forskellige områder er dog langtfra knivskarpe, men snarere flydende, især i dag hvor dialekterne gradvis bliver mere udtyndede. Derfor er det ikke muligt at sige, præcis hvor grænsen går mellem hvert område – eller hvor mange dialekter der egentlig er.
Typisk inddeler man dialekterne i tre overordnede grupper: jysk, ømål og bornholmsk. Disse hovedgrupper kan må så inddele videre i undergrupper, for eksempel kan man klassificere ømål i sjællandsk, sydømål og fynske mål. Bent Jul Nielsen og Karen Margrethe Pedersen har i bogen ”Danske talesprog” fra 1991 (se kilder) tegnet et dialekttræ, der viser, hvordan dialekterne kan klassificeres.
Hvad er regionalsprog?
Regionalsprog er, som dialekter, lokale sprog, men de har både træk fra dialekter og fra rigsdansk. Regionalsprog er derfor en slags ’blandingssprog’ og kan betragtes som udtyndede dialekter. De kan ikke afgrænses til så snævre områder som dialekterne, da de er knyttet til større områder (regioner). I dag kan man ofte godt høre, om en person er fra for eksempel Fyn, Vestjylland eller Sydsjælland, men det er svært at lokalisere det nærmere, fordi de fleste efterhånden taler regionalsprog eller rigsdansk. Mens dialekterne udviklede sig i en periode, hvor der var lidt kontakt mellem de forskellig egne, er regionalsprogene opstået, fordi folk netop har fået mere og mere kontakt med hinanden. Befolkningens øgede mobilitet mellem områder har fået mange til at holde op med at bruge de specielle dialekttræk og i stedet tale regionalsprog.
Hvad er rigsdansk?
Over for dialekterne og regionalsprogene står rigsdansk – også kaldet rigsmål eller standardsprog og tidligere højkøbenhavnsk eller højdansk. Det minder meget om det sprog, der tales i København i dag. Rigsdansk er da også opstået som en dialekt i København, hvor den var hoffets og administrationens sprog. København var traditionelt delt op i lav- og højkøbenhavnsk: Mens højkøbenhavnsk blev talt af personer med høj status, for eksempel akademikere eller politikere, var lavkøbenhavnsk arbejderklassens sprog. Oprindelig var rigsdansk det samme som højkøbenhavnsk, men der er efterhånden kommet en del lavkøbenhavnske træk i rigsdansk, for eksempel er flade a’er og samme udtale i ord som ’ret’ og ’rat’ ved at brede sig til rigsdansk. Med tiden er rigsdansk blevet gjort til den ’rigtige’ dialekt, og det er i dag det sprog, der står stærkest som normgivende sprogform. Vi hører det i medierne, på uddannelsesinstitutioner og i det hele taget i det offentlige Danmark.
Hvorfor der er opstået et rigssprog, ved man ikke i detaljer, men som i de fleste andre lande udviklede der sig i Danmark et standardsprog omkring hovedstaden. København havde tidligere, som nu, en meget dominerende rolle, da det var her, såvel kongemagten, centraladministrationen som det veletablerede borgerskab holdt til. Under enevælden (17. og 18. århundrede) slog en egentlig ensretning af skriftsproget igennem, men det var først i det 19. århundrede, at et decideret rigssprog som talesprog vandt indpas.