Udkantsdanmark

Der er så dejligt ude på landet, sagde man engang. Men i dag handler mediernes historier om livet langt fra de store byer mest om forfald, arbejdsløshed og lukning af skoler, butikker og andre lokale livsnerver. Det har betydet, at man i de senere år ivrigt har diskuteret problemer og løsninger for de dele af Danmark, der har fået betegnelsen ’Udkantsdanmark’, fordi de ligger udenfor landets vækstcentre. Et af de centrale spørgsmål er, om den megen negative omtale i sig selv er det største problem, for måske er der rent faktisk stadig dejligt ude på landet.

Professor Gunnar L.H. Svendsen skriver i artiklen ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder), at ordet ‘Udkantsdanmark’ først for alvor begyndte at blive brugt i medierne og i debatten i løbet af 2010. Det er opgjort ud fra, hvor ofte ordet optræder i artikler i otte landsdækkende aviser. Indtil da havde man i 00erne i et vist omfang talt om ”yderområder” og ”udkantsområder”, men endnu ikke generelt gjort brug af udtrykket ’Udkantsdanmark’. Ifølge opgørelsen i de otte aviser blev ordet ‘Udkantsdanmark’ i 2009 kun anvendt 31 gange, mens det i 2010 blev brugt næsten 1.000 gange. I de følgende år er det blevet brugt lidt færre gange, og at ordets popularitet tilsyneladende toppede i 2010 skyldes ifølge Gunnar L.H. Svendsen blandt andet, at det var det år, Danmarks Radio sendte temaet ”Danmark knækker”, der netop handlede om de store forskelle på centrum og periferi i Danmark.

I samme analyse af mediernes omtale af landdistrikterne i artiklen ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder) opererer professor Gunnar L.H. Svendsen med tre kategorier af betegnelser for landdistrikter, nemlig: negative betegnelser, neutrale betegnelser og positive betegnelser. Inden for disse tre kategorier nævner han følgende betegnelser:

• Negative: Udkantsdanmark, yderområder, udkantsområder, den rådne banan. 
• Neutrale: På landet, landdistrikter, landområder. 
• Positive: Vandkantsdanmark, Forkantsdanmark, Ressourcedanmark, den grønne agurk.

     Disse betegnelser regnes i analysen som de væsentligste, selvom der findes flere betegnelser, særligt i den negative kategori. Af de positive betegnelser er det kun ’Vandkantsdanmark’, der i et vist omfang er slået igennem. Undersøgelsen viser, at i 2014 blev de negative betegnelser brugt 30 gange så meget som de positive betegnelser.

Man kan ikke præcist sige, hvor ‘Udkantsdanmark’ ligger, for brugen af begrebet afhænger helt af afsenderen og formålet. Der bliver derfor heller ikke brugt en bestemt afgrænsning af ‘Udkantsdanmark’ i denne Faktalink-artikel. Et bud på en definition eller geografisk afgrænsning af begrebet fremgår af den daværende regerings vækstudspil ”Danmark i balance i en global verden” fra 2010 (se kilder). Her udpeges 29 ud af landets 98 kommuner som ”kommuner i yderområder”. Et andet bud er regeringens årlige landsplanredegørelser og landdistriktsredegørelser, der i nogle år har arbejdet med cirka 16 yderkommuner og cirka 30 landkommuner, som også tit regnes med til ’Udkantsdanmark’.

     Et fællestræk for udkantsområderne er, at de for det meste ligger relativt langt fra de store bycentre i Hovedstadsområdet og Østjylland. Det vil sige, at ‘Udkantsdanmark’ i manges øjne går i en blød bue gennem Nord-, Vest- og Sønderjylland videre hen over øsamfundene i Det Sydfynske Øhav, Lolland-Falster og Bornholm. Ofte er der også medtaget nogle fynske og sjællandske kommuner.

Mange kender det romantiske billede af det dejlige danske sommerland, som det fremstilles i Morten Korch-filmene. Her er der fyldt med stovte bondemænd og søde bondepiger, som er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. I de senere år er dette fiktive billede af den lyse og venlige provins imidlertid afløst af andre billeder både i medier og kunst, der mere fokuserer på social udstødelse, forfald og en lurende vold under overfladen.

     Dette mere negative billede er dog – ligesom Morten Korch-filmenes idealiserede billede – alt for unuanceret, hævder en række debattører. En af dem er forfatteren og politikeren Kaare Dybvad, der i sin kritiske debatbog ”Udkantsmyten” (se kilder) hævder, at provinsen bliver skåret over én kam gennem en række fremstillinger i kunst, litteratur, underholdning og dokumentarprogrammer. Det gælder for eksempel reality-serier som ”De unge mødre”, dokumentarserier som TV2’s ”På røven i Nakskov” og også den internationalt anerkendte tv-serie ”Borgen”, hvor de sjældne fremstillinger af mennesker uden for København blandt andet viser indskrænkede og truende dyremishandlere.

     Også i litteraturen og filmen bliver provinsen ofte fremstillet som truende og farlig. Forfatteren Erling Jepsen, der skriver romaner om sin sønderjyske fødeegn, fortæller i artiklen ”Provinsen – lad os nu komme af med det lort” i Politiken (se kilder): ”For mig er provinsen i dag stedet med underverden, narko og våben. Den er alt det, man før forbandt med storbyen. (…) I dag skal man virkelig have hår på brystet for at overleve i provinsen. Folk flygter ind til sikkerheden i byen.”

En udpegning af bestemte områder som særligt problemramte kan i sig selv skabe flere problemer for områderne. Dette kaldes stigmatisering. Når nogen eller noget stigmatiseres, risikerer man, at det negative syn er med til at skabe en negativ spiral. Det vil sige, at når udkantsområderne bliver omtalt negativt, bliver det lidt mindre attraktivt at bo der, eller man føler sig mindre tilfreds, hvis man allerede bor der. På den måde lægger det op til mere negativ omtale, hvilket igen gør områderne mindre attraktive. Dette kendes også fra de såkaldte ghettoområder eller særligt udsatte boligområder i byerne (se Faktalink-artiklen om Ghettoer).

     I en undersøgelse gengivet i Gunnar L.H. Svendsens artikel ”Hvorfor bliver der talt så grimt om de danske landdistrikter?” (se kilder) spørges et repræsentativt udvalg af danskerne om, hvordan de opfatter omtalen af yderområderne. Tre fjerdedele af de adspurgte mente, at omtalen af yderområderne i den offentlige debat er negativ eller meget negativ. 65 procent af de adspurgte svarede, at omtalen påvirkede deres syn på at bo i yderområderne.

Overordnet set er forskellen mellem regionerne i Danmark ifølge Sven Illeris' bog ”Regional udvikling” (se kilder) blevet mindre i løbet af sidste halvdel af 1900-tallet. Det vil sige, at de økonomiske, erhvervsmæssige og beskæftigelsesmæssige skel mellem land og by og mellem de enkelte dele af landet er blevet mindre. Siden 1990'erne peger udviklingen dog atter mod større regionale forskelle.

     Industrien var fra anden halvdel af 1800-tallet og frem til 1960'erne den store vækstsektor, og den var primært placeret i de største byer. Fra 1960'erne stagnerede beskæftigelsen i industrien, og fabrikkerne blev nu i overvejende grad placeret i mindre byer i yderområderne. Landbruget var stadig vigtigt, men blev hele tiden effektiviseret, så beskæftigelsen faldt.

     Den offentlige service blev stærkt udbygget i 1960'erne og 1970'erne. Med kommunalreformen i 1970, der sammenlagde mere end tusind små kommuner til 275 kommuner, blev den offentlige service særligt forstærket i landdistrikter og yderkommuner.

     Op gennem 1970'erne og 1980'erne var Københavnsregionen i tilbagegang, både i forhold til arbejdspladser og indbyggere, mens begge dele er steget markant igen siden 1990'erne. Det næsten sammenhængende østjyske byområde fra Kolding over Aarhus til Randers er i stigende grad også et vækstområde, mens udkantsområderne igen taber andele.

Regeringens ”Regional- og landdistriktspolitiske redegørelse 2015” (se kilder) fortæller, at yderområderne har en overvægt af mænd, mens det modsatte gør sig gældende i byerne. I yderområderne har man også en relativt høj andel af ældre borgere, og der er færre børn og unge. Det skyldes blandt andet, at mange unge tager til større byer for at tage en videregående uddannelse, og mange af dem bliver boende der efter endt uddannelse. Der er derfor også langt færre med en videregående uddannelse i yderområderne end i de store byer. I ”Regional- og landspolitisk redegørelse 2018” (se kilder) peges der på, at denne bevægelse fra land til by ikke er entydig, men at der også sker en bevægelse den anden vej. Mange børnefamilier og personer i den erhvervsaktive alder flytter fra by til land. Disse grupper flytter til kommuner i hele landet, men dog oftere til omegnskommuner til de store uddannelsesbyer end til kommuner længere væk. Mange steder er denne bevægelse fra by til land ikke stor nok til at veje op for fraflytning af unge og fødselsunderskud og derved skabe en egentlig befolkningsfremgang.

     I ”Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse 2018” (se kilder) påpeges det, at befolkningsudviklingen i årene efter finanskrisen faldt i mange kommuner, men i de senere år har der været en mere jævnt fordelt befolkningstilvækst, der omfatter flere kommuner længere væk fra de store byer.

     I rapporten ”Landdistrikternes befolknings- og beskæftigelsesudvikling” af Jens Fyhn Lykke Sørensen (se kilder) nævnes det, at befolkningstallet i landdistrikterne generelt har været støt faldende siden 1945, mens byernes befolkningstal har været konstant stigende. Dermed følger Danmark den generelle tendens til, at befolkningerne søger mod byerne, som man også ser i resten af verden.

I analysen ”Hvor foregår jobvæksten?” (se kilder) for perioden 1996-2013 konkluderes det, at 90 procent af jobvæksten i perioden er sket i Region Hovedstaden. Det er især videnserhvervene, der har skabt nye arbejdspladser. Da yder- og landkommunerne generelt har lavere uddannelsesniveau, har de sværere ved at skabe denne type jobs.

     Rapporten ”Landdistrikternes befolknings- og beskæftigelsesudvikling” (se kilder) viser, at der især er tabt arbejdspladser i yderkommunerne, og især under og umiddelbart efter finanskrisen. Til sammenligning har mellemkommunerne og især bykommunerne haft en fremgang i beskæftigelsen.

     En jobprognose fra AE-rådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) med titlen ”Store dele af landet indhenter ikke de tabte job fra krisen” (se kilder) har fremskrevet jobudviklingen frem til 2020. Ifølge denne prognose forventes beskæftigelsen at stige over hele landet, men i forskelligt tempo. Størstedelen af beskæftigelsesfremgangen vil være at finde omkring København og i Østjylland. Krisen gik hårdest ud over beskæftigelsen udenfor de største byer, og her er niveauet stadig ikke på højde med niveauet før krisen – heller ikke i 2020.

”Regional- og landdistriktspolitiske redegørelse 2018” (se kilder) omtaler tre særligt vigtige brancher, landdistrikter og områder udenfor de større byer:

• Landbrugs- og fødevareerhvervet 
• Industriproduktion 
• Turisme

     I artiklen ”3F til regeringen: Masser af job i grøn omstilling” (se kilder) frem går det, at fagforbundet 3Fs grønne tænketank også peger på, at der kan skabes mange nye arbejdspladser i landdistrikterne inden for den grønne energisektor, for eksempel vindkraft og bioenergi.

     En analyse fra KL (Kommunernes Landsforening) viser, at 54 % af turistovernatningerne i Danmark foregår i landdistrikterne. Dermed er Danmark et af kun fire lande i EU, hvor over halvdelen af overnatningerne foregår i landdistrikter. Professor ved Syddansk Universitet Anne-Mette Hjalager forklarer denne tendens på følgende måde i artiklen ”Turister elsker danske landdistrikter” (se kilder): ”Turismen i Danmark bæres langt hen ad vejen af sommerhusene, der i høj grad er placeret i landdistrikterne. Det er det, der giver Danmark så høj en placering i undersøgelsen. Det hænger også sammen med, at den danske kyst og naturen er meget efterspurgt af vores sydlige naboer.” Den socialdemokratiske politiker og forfatter Kaare Dybvad fremhæver provinsens styrker i forhold til storbyen i interviewartiklen ”Vi har i de sidste årtier skabt den største centralisering siden enevælden” i Politiken (se kilder): ”Der er tre store samfundsudfordringer, hvor provinsen er markant bedre end de store byer til at lykkes: at få unge i uddannelse, sikre eksportindtægter og integrere folk, der kommer fra udlandet.”

     Endelig er der de mere bløde argumenter, der inddrager livskvalitet og lokalmiljø. Journalisten Karen Lumholt spørger i artiklen ”Hvad nu hvis vi stemte med fødderne og gik den anden vej?” (se kilder): ”Hvad nu hvis vi spredte nyheden om, at på landet er der mere tilfredshed med livet end i storbyerne, for her er relationerne i centrum og arbejde og familieliv er mere i balance, fordi du kan nøjes med at arbejde mindre. Børnene har en friere opvækst tæt på naturen – i hvert fald der, hvor de endnu har en skole.” Mange steder i Danmark er der opstået modbevægelser som reaktion på de negative fremstillinger af ’Udkantsdanmark’. Her fremhæver man de positive sider ved sin hjemegn og dyrker lokalpatriotismen. Et eksempel på dette er Lolland-Falster Lovestorm, der opstod spontant på Facebook i kølvandet på TV2’s dokumentarserie ”På røven i Nakskov”.

Erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) rangerer hvert år kommunerne efter, hvor gode de er at drive virksomhed i, og her klarer yderområderne sig samlet set mindst lige så godt som resten af landet. I forbindelse med 2015-undersøgelsen udtalte DI’s administrerende direktør i artiklen ”Virksomheder: Yderkommunerne er langt bedre end deres rygte” på dr.dk (se kilder): ”Der er et positivt erhvervsklima i rigtig mange af yderkommunerne og faktisk er det bedre end i de store kommuner på en række punkter (…) Der er en meget nær personlig kontakt mellem virksomheder, embedsmænd og politikere i yderkommunerne. Det er med til at skabe det engagement, der skal til for at tiltrække nye virksomheder.”

     Samtidig har virksomheder i yderområderne dog nogle andre problemer end virksomheder i de øvrige kommuner. Det største problem er, at kommunerne kæmper med et dårligt image, men der er også flere problemer med infrastruktur og mangel på arbejdskraft i yderområderne. I undersøgelsen af lokalt erhvervsklima for 2018 (se kilder) udgøres top 10 af kommuner i Midt- og Vestjylland samt Fyn. De store byer har generelt det dårligste erhvervsklima.

Den danske regering bekendtgjorde i oktober 2015, at man vil udflytte 3.900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til resten af landet. Denne udmelding blev fulgt op i 2018, hvor regeringen annoncerede, at yderligere 4.000 arbejdspladser skulle flytte fra hovedstaden til resten af landet. Målet er at sikre en mere ligelig fordeling af arbejdspladserne og modarbejde den centralisering af offentlige funktioner, der ellers har været fremherskende i de senere år. Mange mener dog, at udflytningerne bare er et lille plaster på et stort blødende sår i udkantsområderne, når man samtidig skærer ned på andre vigtige områder som uddannelse, de kommunale budgetter og grøn energi. Artiklen ”Regeringen har udflyttet arbejdspladser: Men mange andre job er forsvundet” (se kilder) fortæller, at der mellem 2015 og slutningen af 2018 blev flyttet 4.800 statslige jobs ud af hovedstadsområdet, men alligevel steg antallet af statslige arbejdspladser udenfor Region Hovedstaden kun med knap 2.700. Professor i politik og offentlig forvaltning, Jacob Torfing, peger blandt andet på, at mange gymnasier rundt om i landet har måttet fyre medarbejdere på grund af besparelser.

     Tænketanken Kraka har hævdet, at udflytning af statslige arbejdspladser ikke vil have nogen effekt på den lokale beskæftigelse. Dette bliver dog ifølge artiklen ”Statsjobs kan gavne håndværkere og restauratører” i Politiken (se kilder) modsagt af et studie fra London School of Economics. Her anslås det, at for hver 100 statsjobs, der flyttes ud fra en hovedstad til provinsen, skabes 50-60 lokale private jobs. Dette vil ske, fordi der opstår servicejobs omkring den statslige arbejdsplads inden for eksempelvis konsulent- og advokatvirksomheder, rengøring, håndværk, transport osv. Samtidig skabes et bredere lokalt arbejdsmarked, der vil gøre det lettere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fordi der er større chance for, at kæresten/ægtefællen også kan få et godt job.

     Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti meddelte i begyndelsen af 2019 ifølge artiklen ”Udflytningen er over halvvejs: S og DF vil flytte endnu flere arbejdspladser” (se kilder), at de var klar til at udflytte endnu flere statslige arbejdspladser.

I bogen ”Trods dårlige odds – international inspiration til danske yderområder” (se kilder) beskrives udkantspolitikker og tiltag i en række lande. I Norge fører man en meget markant landdistriktspolitik, hvor der er skattefordele og andre økonomiske fordele både for arbejdsgivere og arbejdstagere i tyndt befolkede og dårligt stillede områder. Samtidig lægger den norske stat generelt nye statslige institutioner uden for de store byer. Disse institutioner ansætter ofte en del højtuddannede, der så også bosætter sig i landdistrikterne – i hvert fald for en periode.

     Norge bliver ofte brugt som eksempel på vellykket landdistriktspolitik. Kritikere mener til gengæld, at Norge med sine oliemilliarder har råd til at ’spilde’ gode penge på at holde lokalsamfund kunstigt i live, og at man ikke kan overføre den norske model til samfund med færre økonomiske ressourcer.

I Sverige førte man en hårdhændet urbaniserings- og centraliseringspolitik i 1960'erne og 1970'erne, hvor der blev bygget 1 million boliger omkring de store byer, mens landsbyer fik lov at uddø. Som modreaktion er der opstået en stærk folkelig bevægelse, der arbejder for at skabe bedre vilkår i landdistrikterne. Den svenske stat arbejder nu aktivt for at forbedre vilkårene, og man har blandt andet ved at yde stor støtte til færgetrafik til de mange beboede øer. Samlet set er befolkningen og væksten dog stadig stærkt koncentreret omkring de store byer.