Danske dialekter

Rigsdansk og lavkøbenhavnsk vinder indpas overalt i landet og trænger dialekterne ud i landets afkroge. Men selvom dialekterne gradvist forsvinder fra det sproglige danmarkskort, må en stor gruppe mennesker stadig skifte mellem dialekt og rigsdansk dagligt, og det kan give den dialekttalende problemer. Forskellige initiativer sætter fokus på dialekter og den dialekttalendes dilemma i håb om at gøre det mere acceptabelt at tale dialekt – også i medierne, hvor dialekterne ellers sjældent kommer til orde.

En dialekt er et talesprog, der er knyttet til en bestemt egn og har helt specielle lokale træk. I daglig tale forveksler mange ordet ’dialekt’ med ordet ’accent’, som betyder en ”udtaleejendommelighed, især med hensyn til tonegang” (Gyldendals Fremmedordbog), men sprogforskningen stiller som krav til en dialekt, at det er et lokalt sprog, der har en langvarig geografisk tilknytning til en bestemt egn, og at det, ud over intonation (tonegang), indeholder nogle særlige træk i såvel grammatik som i ordforråd.

     En dialekt indeholder særlige lyde og ord, som ikke findes på det danske standardsprog, rigsdansk, for eksempel ’møj’ i stedet for ’meget’ eller ’håw’ i stedet for ’huske’. Dialekter har også specielle grammatiske træk, som når vestjyder og sønderjyder siger ’en’ til næsten alle navneord, for eksempel ’en hus’ (udtalt ’æ hus’). De traditionelle landbodialekter var så forskellige fra hinanden, at der ofte var store forståelsesvanskeligheder mellem folk fra hver sin ende af landet, men mange af forskellene er blevet mindre eller helt forsvundet i løbet af de sidste generationer. I dag er det først og fremmest udtale og tonegang, der varierer fra egn til egn.

Dialekterne er knap 1000 år gamle. Noget forenklet kan man sig, at man omkring år 1000 endnu stort set talte det samme sprog, et fælles dansk, i hele landet. I de følgende århundreder skete der så en række omfattende forandringer med dette gamle fællessprog, samtidig med at sprogene i de enkelte dele af landet begyndte at udvikle sig i forskellige retninger. Denne adskillelse fortsatte i de følgende århundreder – hvor længe ved man ikke præcis – og slutresultatet blev de dialekter, som vi kender i dag.

Dialekterne udviklede sig i en periode, hvor befolkningen i Danmark havde forholdsvis lidt kontakt med folk fra andre egne af landet. Bønderne var de oprindelige bærere af dialekterne, og de flyttede generelt meget lidt, især inden stavnsbåndet blev ophævet (i 1788), for da havde bønderne ikke frihed til at flytte.

     Den ene egn kunne således udvikle sig forskelligt fra den anden, også sprogligt. Et ord som ’kostald’ hed for eksempel under stavnsbåndet noget så forskelligt som ’kohus’, ’nødset’, ’øddel’, ’fæhus’ og ’kolade’, alt efter hvor man befandt sig i Danmark. Med tiden opstod der mange forskellige dialekter, hver med sit særlige ordforråd og med sin særlige kombination af grammatiske og lydlige træk.

Det er ikke muligt at sige, præcis hvor mange danske dialekter der findes, men under 50 er et realistisk bud. Hvis man forsøger at tegne et danmarkskort over de forskellige dialekter, får man et kort opdelt i mange små områder, hver med sin dialekt, der adskiller sig fra nabodialekterne. Københavns Universitet har udarbejdet en hjemmeside, dialekt.ku.dk, hvor man kan klikke på forskellige egne i Danmark og høre, hvordan dialekten lyder (se kilder). Grænserne mellem de forskellige områder er dog langtfra knivskarpe, men snarere flydende, især i dag hvor dialekterne gradvis bliver mere udtyndede. Derfor er det ikke muligt at sige, præcis hvor grænsen går mellem hvert område – eller hvor mange dialekter der egentlig er.

     Typisk inddeler man dialekterne i tre overordnede grupper: jysk, ømål og bornholmsk. Disse hovedgrupper kan må så inddele videre i undergrupper, for eksempel kan man klassificere ømål i sjællandsk, sydømål og fynske mål. Bent Jul Nielsen og Karen Margrethe Pedersen har i bogen ”Danske talesprog” fra 1991 (se kilder) tegnet et dialekttræ, der viser, hvordan dialekterne kan klassificeres.

Regionalsprog er, som dialekter, lokale sprog, men de har både træk fra dialekter og fra rigsdansk. Regionalsprog er derfor en slags ’blandingssprog’ og kan betragtes som udtyndede dialekter. De kan ikke afgrænses til så snævre områder som dialekterne, da de er knyttet til større områder (regioner). I dag kan man ofte godt høre, om en person er fra for eksempel Fyn, Vestjylland eller Sydsjælland, men det er svært at lokalisere det nærmere, fordi de fleste efterhånden taler regionalsprog eller rigsdansk. Mens dialekterne udviklede sig i en periode, hvor der var lidt kontakt mellem de forskellig egne, er regionalsprogene opstået, fordi folk netop har fået mere og mere kontakt med hinanden. Befolkningens øgede mobilitet mellem områder har fået mange til at holde op med at bruge de specielle dialekttræk og i stedet tale regionalsprog.

Over for dialekterne og regionalsprogene står rigsdansk – også kaldet rigsmål eller standardsprog og tidligere højkøbenhavnsk eller højdansk. Det minder meget om det sprog, der tales i København i dag. Rigsdansk er da også opstået som en dialekt i København, hvor den var hoffets og administrationens sprog. København var traditionelt delt op i lav- og højkøbenhavnsk: Mens højkøbenhavnsk blev talt af personer med høj status, for eksempel akademikere eller politikere, var lavkøbenhavnsk arbejderklassens sprog. Oprindelig var rigsdansk det samme som højkøbenhavnsk, men der er efterhånden kommet en del lavkøbenhavnske træk i rigsdansk, for eksempel er flade a’er og samme udtale i ord som ’ret’ og ’rat’ ved at brede sig til rigsdansk. Med tiden er rigsdansk blevet gjort til den ’rigtige’ dialekt, og det er i dag det sprog, der står stærkest som normgivende sprogform. Vi hører det i medierne, på uddannelsesinstitutioner og i det hele taget i det offentlige Danmark.

     Hvorfor der er opstået et rigssprog, ved man ikke i detaljer, men som i de fleste andre lande udviklede der sig i Danmark et standardsprog omkring hovedstaden. København havde tidligere, som nu, en meget dominerende rolle, da det var her, såvel kongemagten, centraladministrationen som det veletablerede borgerskab holdt til. Under enevælden (17. og 18. århundrede) slog en egentlig ensretning af skriftsproget igennem, men det var først i det 19. århundrede, at et decideret rigssprog som talesprog vandt indpas.

En vigtig årsag til, at dialekterne forsvinder, er, at lokalsamfundet i dag er under opløsning. I dag flytter befolkningen langt mere end tidligere, og folk har fået mere kontakt med hinanden på tværs af dialektgrænser, blandt andet via telefon, tv, radio og internettet. Hvor det lokale tidligere havde stor betydning for den enkeltes sprog og identitet, blev det i løbet af det 20. århundrede snarere ens sociale opvækst, klasse og ’sociolekt’ (socialt bestemt sprogform), der kom til at sætte præg på den enkeltes talesprog.

     En anden væsentlig grund er, at rigsdansk er den dominerende sprogform i det offentlige Danmark, da hovedstadsdialekten, højkøbenhavnsk, gennem lange tider har været den mønstergyldige dialekt. Det skyldes ikke, at højkøbenhavnsk i sig selv er en smukkere dialekt – det drejer sig ikke om æstetik – men at København var og er den toneangivende by i Danmark, og at der i lange tider er blevet set ned på dialekterne uden for hovedstaden. I 1690 gav grammatikeren Henrik Gerner for eksempel udtryk for følgende nedvurdering af de landlige dialekter i sin bog ”Epitome Philologiæ Danicæ”, her citeret fra Inge Lise Pedersens artikel ”Dagligsproget – lokalsprog eller klassesprog?” fra 1994 (se kilder):

     ”Ieg giver det vel mact at alle Dialecter i vort Sprok er Danske, men icke altid ret oc zirlig Danske; Oc derfor skal de lære af dem, som endten er fødde i Hovedstaden, af ret Danske Forældre, eller oc er oplærde i Hovedstaden oc ved Academiet.”.

Københavns Universitets dialektforskning (se kilder) undersøger med jævne mellemrum de danske dialekter – og danskernes holdninger til dialekter. Hvis man spørger folk direkte, så giver de ofte udtryk for nogle positive holdninger over for de traditionelle dialekter, da de fleste synes, det er synd, dialekterne forsvinder. Ikke desto mindre vokser ingen nye generationer op og taler det lokale sprog, som generationer før dem talte, ifølge Københavns Universitet. Og samtidig tyder undersøgelser på, at danskerne typisk vurderer folk, der taler med dialekt, mere negativt end folk, der taler rigsdansk. Der er dermed nogle modstridende holdninger til dialekter. Inden for sprogforskningen taler man om bevidste og underbevidste sprogholdninger; det danskerne siger, når man spørger dem direkte om dialekter versus det, de egentlig mener om dialekter, men som de måske ikke reflekterer over. Hvor den bevidste holdning til dialekter lader til at være mere positiv, er den underbevidste holdning altså mere negativ.

     Når dialektologer, det vil sige dialektforskere, beder danskerne lave en såkaldt dialekt-hitliste, havner rigsdansk næsten altid øverst på listen. Fynsk ligger normalt også fint placeret, bornholmsk rutsjer lidt frem og tilbage, mens sjællandsk, lollandsk og lavkøbenhavnsk ender i bunden. Ifølge Københavns Universitet (se kilder) ser dialekt-hitlisten generelt sådan ud:

1. Rigsdansk (højkøbenhavnsk) 
2. Dialekterne vest for Storebælt 
3. Dialekterne øst for Storebælt 
4. Københavnsk (lavkøbenhavnsk)

     Denne hitliste afspejler samfundets herskende opfattelse og har stor betydning for, hvordan den enkelte opfatter dialekterne. Når alle synes at være enige om, at rigsdansk er den smukkeste dialekt, så vil den enkelte dansker typisk også vurdere rigsdansk som den smukkeste. På trods af den dårlige placering til lavkøbenhavnsk, er der ved at ske et holdningsskift, især blandt unge, som er positivt stemt over for lavkøbenhavnsk. Det skyldes formentlig, at det for de unge i høj grad er lavkøbenhavnsk, der signalerer, at man tilhører en moderne, dynamisk storby.

Forskning viser, at vi ubevidst tildeler hinanden stereotype roller på baggrund af vores sprog. Når forskere laver lytteprøver for at finde ud af, hvilke værdier danskerne forbinder med de forskellige dialekter, så viser det sig, at personer, der taler rigsdansk, typisk vurderes som mere velbegavede, ambitiøse, veluddannede, smarte og selvsikre, men også snobbede og storsnudede samt upålidelige og uøkonomiske sammenlignet med dialekttalende personer. Spørger man til de menneskelige kvaliteter, klarer dialekterne sig noget bedre, da personer med lokalt præg typisk bliver vurderet som rare og pålidelige, flinke og hjælpsomme, men også dårligt uddannede og snæversynede. Det fremgår blandt andet af en artikel fra videnskab.dk den 4. september 2016 (se kilder). Københavnsktalende regnes for mere dynamiske, og det bevirker, at holdningen til det københavnske (=lavkøbenhavnske) er blevet mere positiv i de senere år, blandt andet fordi en dynamisk indstilling og omstillingsparathed er noget, der vurderes meget højt i dagens samfund, især blandt unge.

     I førnævnte artikel siger sprogforsker, Michael Ejstrup, således om den lavkøbenhavnske dialekts stigende popularitet: “Eksempelvis kan man opleve, at det nyligt tilkomne indvandrerinspirerede sprog på Nørrebro i København synes at have opnået en så høj status, at skolebørn med alle hudfarver, øjenkulører og frisurer med stor fornøjelse taler netop den tone- og sprogart, som slås an i det sprog, der er udsprunget af indvandrernes farvning af dansk på Nørrebro. Samme tendens kan spores i bestemte områder i både Aarhus og Odense. Unge i de østlige dele af den sjællandske region har altså en klart positiv holdning til lavkøbenhavnsk (herunder det moderne indvandrerinspirerede sprog), og sådan har det været i mange år. Værdier som effektivitet, dynamik og selvsikkerhed knyttes til netop de talesprog.”

Hvis vi ser på det danske mediebillede, så stemmer det ikke overens med det faktiske billede af, hvor mange forskellige slags dansk der reelt er i Danmark. I medierne er rigsdansk nemlig det dominerende sprog, og studieværter og journalister har altid skullet tale rigsdansk. Derfor reagerer folk i dag negativt, hvis der er nogle, der bruger dialekter i medierne. I de senere år har de landsdækkende tv- og radiostationer dog lempet på kravet om rigsdansk, så enkelte værter taler nu regionalsprog. Det skyldes blandt andet, at der i kølvandet på afskaffelsen af DR’s monopol på radio og tv er kommet adskillige regionale og lokale radio- og tv-stationer. Men klingende sønderjysk eller bornholmsk hører man sjældent på en landsdækkende tv-kanal, og hvis det sker, er det som oftest forsynet med undertekster.

     Michael Ejstrup skriver i sin bog om dialekt og sprog, “Vælg dit sprog – tal ordentligt” fra 2016 (se kilder), at journalister har en vigtig opgave i at sikre, at fordomme om personer med dialekt, ikke skygger for, at alle kan komme til orde om i et demokrati. Hans pointe er, at journalister – ligesom alle andre danskere – også kan have fordomme om personer med dialekt, og at det er vigtigt at være opmærksom på, når journalisten vinkler en historie.

At den dialektale sprogbrug udtyndes fra den ene generation til den næste, betyder, at dialekterne nærmer sig ét fælles sprog, nemlig rigsdansk. Det betyder dog ikke, at enhver variation i talesproget vil forsvinde, men de traditionelle dialekter vil uddø inden for de nærmeste årtier.

     Sprogforsker ved Københavns Universitet, Malene Monka, siger i en artikel på DR.dk den 1. juni 2018 (se kilder), at “Danmark er et af de lande i Europa med det mest standardiserede sprog. Dialekterne er i højere grad forsvundet i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.” Ifølge forskeren skyldes det, at vi netop dømmer hinanden på måden, vi snakker på. Malene Monka har blandt andet analyseret optagelser med personer fra 1978 og 1989 og sammenlignet dem med nye optagelser af de samme personer flere år senere. På de nye optagelser taler personerne med mindre dialekt. Resultatet peger på, at det går hurtigt i disse år med at slippe dialekten, fordi der er en højere mobilitet, samt at tv og medier gør, at danskerne kommer i kontakt med mange flere mennesker end tidligere. Det siger forskeren i en artikel til DR den 24. december 2015 (se kilder).

     Når vi ikke hører de mange forskellige danske dialekter i medierne og i det offentlige Danmark, så vænner vi os til en sproglig ensretning, og vi bliver mere intolerante over for folk, der taler anderledes. Det mener flere dialektforskere, blandt andet Inge Lise Pedersen fra Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet. I et interview med Dagbladet Information den 12. marts 2002 (se kilder) påpeger hun, at jo mere ensartet vi kommer til at tale, jo mindre skal forskellene være, førend vi bemærker dem, og jo mere intolerante bliver vi over for sproglig variation.

     Malene Monka synes også, det er ærgerligt, at dialekterne forsvinder, fordi sproget bliver ensrettet og kedeligt. Samtidig påpeger hun, at der kan være et demokratisk problem ved, at dialekterne udvandes. Personer, der taler med dialekt, kan nemlig føle sig mindreværdige og derfor ikke deltage i den offentlige debat som andre.

     Danskernes lave tolerancetærskel over for sproglig variation giver også dialekttalende problemer, da de ofte vil stå i dilemmaet, om de skal vælge at holde fast ved dialekten – med fare for at blive betragtet som gammeldags og bondsk – eller skifte til rigsdansk og dermed tale et sprog, som man ikke er så fortrolig med som dialekten, og som ens familie måske vil opfatte som snobbet.

Mange beklager, at dialekterne forsvinder, men de færreste gør noget for at bevare dem. I Sønderjylland har dialekternes trængte position imidlertid fået sønderjyderne op på barrikaderne, og i januar 2000 blev den stadig voksende Æ Synnejysk Forening dannet. Dialektforeningen, der er ”stiftet tæ æ bevarls af æ synnejysk sproch å kultue”, kæmper med hjemmeside og sendetid i den lokale radio mod rigsdansks indtrængen. Som et af de eneste steder i Danmark, oplever dialekten her kun mindre tilbagegang. Ifølge en artikel på DR.dk december 2015 er en af årsagerne, at dialekten under tysk herredømme fra 1864 til 1920 var skærmet for indflydelse fra København. Derudover valgte flere sønderjyder som en politisk erklæring at tale sønderjysk frem for tysk. Opbakningen til den sønderjyske dialekt hænger eftersigende stadig ved – hvert fald bedre fast end dialekter andre steder i landet.

     Hjemmesiden dialekt.dk er et andet initiativ, der forsøger at give de danske dialekter mere opmærksomhed i den offentlige debat. Hjemmesiden er et virtuelt sted, hvor man kan høre forskellige dialekter, søge viden om dialekterne og holdningerne bag dem. Formålet er at gøre det mere acceptabelt at tale dialekt. Gitte Gravengaard, som står bag dialekt.dk, mener, at medierne er det vigtigste sted at sætte ind, hvis danskernes lave tolerancetærskel over for dialekter skal ændre sig, og hun forsøger derfor at slå et slag for, at dialekterne skal komme naturligt til orde i medierne.

     Fra 2020 lancerer Foreningen MegaNørd desuden dialektprojektet “Som man siger…”, sammen med sprogforsker Michael Ejstrup. Projektet vil blandt andet turnere rundt med 50 shows om sprog og derudover producere 30 podcastudsendelser og et talesprogsbibliotek.

     Michael Ejstrup siger om projektet i en artikel på Nordea Fondens hjemmeside den 30. april 2019 (se kilder): ”I Danmark er det blevet en folkesport at give et rap over nallerne med spanskrøret, hvis nogen skulle finde på at sige ’hans’, hvor man på rigsdansk ville sige ’sin’ (…) Vi vil gøre op med den tendens til at fokusere på, hvordan folk bør tale dansk, og i stedet undersøge og vise, hvordan dansk faktisk bliver talt i alle kringelkroge af riget. Vi er overbeviste om, at vi ved at give taletid til mangfoldigheden kan få flere til blive stolte af deres særlige måde at tale på, så de vil bruge deres stemmer aktivt. At føle, at man kan tale frit, er en forudsætning for et levende, demokratisk fællesskab og det gode liv.”

I dag tales der mange slags dansk i Danmark. Selvom visse egne af Danmark holder bedre fast i dialekterne end andre, og mange danskere finder dialekterne charmerende, bliver de sproglige forskelle fra egn til egn og fra høj til lav i samfundet fortsat mindre. Når flere og flere fralægger sig dialekten skyldes det blandt andet fordommene om dialekttalende personer.

     I en artikel på DR.dk den 24. december 2015 beskriver 23-årige Tanja Klindt Christiansen sin problematik med at tale med dialekt: “Jeg har altid snakket sønderjysk, og det vil da være kedeligt, hvis vi alle sammen taler ens (…) Jeg taler det tit med min familie, venner og dem, jeg kender godt. Det er jo en del af min opvækst, og det hører til den del – og ikke mit studiemiljø. Jeg vil ikke lyde som en bondeknold.”

     En undersøgelse fra 2018, “Dialekt i periferien” fra Københavns Universitet (se kilder) har undersøgt dialekt på tværs af generationer i Nordjylland, Sønderjylland og på Bornholm. Undersøgelsen har set på, hvordan de unge taler, når de er alene, i skole, sammen med bedsteforældre, og hvordan de kommunikerer på sociale medier. I alle tre områder viste det sig, at de unge havde færre dialekttræk end de ældre. I Nordjylland er dialekten udvandet, både hos den ældre og yngre generation, med undtagelse af enkelte nordjyske udtryk. De unge bornholmere har derimod helt fralagt sig dialekt, hvilket står i kontrast til de unges forældre og bedsteforældre, der stadig bruger bornholmske dialekttræk. De unge i Sønderjylland har derimod holdt fast i dialekten, som de også bruger i undervisningssituationer, på sociale medier, og når de snakker hinanden.

     At de traditionelle danske dialekter forsvinder til fordel for rigsdansk og regionalsprog, er en uundgåelig udvikling, men de dialektale rester, som nu findes i regionalsprogene, har mulighed for at overleve, hvis medierne i højere grad tillader forskellige dialekter, for det vil fremme en sproglig mangfoldighed.

     Det mener mange dialektforskere, blandt andet Tore Kristiansen, som er lektor og ph.d. ved Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet, og som især har studeret sprogholdningers betydning for udviklingen af talesproget: ”Hvis der var værter, som læste nyhederne op med nogle dialektale træk eller med en smule udenlandsk accent, ville danskerne blive vænnet til at se på et anderledes dansk som noget naturligt og uproblematisk – måske endog som noget smukt. Når de først har vanen, kan man håbe, at der også opstår en vilje hos danskerne til at slå ørerne ud og lytte,” siger Tore Kristiansen til Magisterbladet i juli 2001 (se kilder). Dette er sprogforsker Malene Monka enig i. Hun vurderer, at lokale dialekter kan være forsvundet om 30 år, hvis ikke opfattelsen af dialekterne bliver ændret. Det siger hun i en artikel på DR.dk den 24. december 2015 (se kilder). Ligesom Tore Kristiansen mener hun, at det er et spørgsmål om incitament og om at gøre dialekterne accepteret at bruge, for eksempel i fjernsynet.