Danske dialekter

Artikel type
faktalink
journalist Camilla Mehlsen Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2002
Main image
Den 3. søndag i juli afholdes der hvert år Sønderhodag i Sønderho på Fanø.
Den 3. søndag i juli afholdes der hvert år Sønderhodag i Sønderho på Fanø.
Foto: Maria Ortmann/Scanpix

Rigsdansk vinder indpas overalt i landet og trænger dialekterne ud i landets afkroge. Det viser alle dialektologiske undersøgelser, der er foretaget i de sidste årtier. I en undersøgelse fra 2001, "Jeg er da stolt af at jeg er sønderjyde", slår sprogforsker Marie Maegaard fast, at sønderjysk ikke vil overleve ret længe som andet end nogle få lokale udtalevarianter, og at københavnsk vil komme til at spille en endnu større rolle i såvel Sønderjylland som i resten af Danmark. Men selvom dialekterne gradvist forsvinder fra det sproglige danmarkskort, må en stor gruppe mennesker stadig skifte mellem dialekt og rigsdansk dagligt.

Dialekter, regionalsprog og rigsdansk

Indledning

Rigsdansk vinder indpas overalt i landet og trænger dialekterne ud i landets afkroge. Det viser alle dialektologiske undersøgelser, der er foretaget i de sidste årtier. I en undersøgelse fra 2001, "Jeg er da stolt af at jeg er sønderjyde", slår sprogforsker Marie Maegaard fast, at sønderjysk ikke vil overleve ret længe som andet end nogle få lokale udtalevarianter, og at københavnsk vil komme til at spille en endnu større rolle i såvel Sønderjylland som i resten af Danmark. Men selvom dialekterne gradvist forsvinder fra det sproglige danmarkskort, må en stor gruppe mennesker stadig skifte mellem dialekt og rigsdansk dagligt, og det kan give den dialekttalende problemer. En ny hjemmeside, dialekt.dk, sætter fokus på dialekter og den dialekttalendes dilemma i håb om at gøre det mere acceptabelt at tale dialekt - også i medierne, hvor dialekterne ellers sjældent kommer til orde.

Hvad er dialekt?

En dialekt er et talesprog, der er knyttet til en bestemt egn og har helt specielle lokale træk. I daglig tale forveksler mange ordet 'dialekt' med ordet 'accent', som betyder en "udtaleejendommelighed, især med hensyn til tonegang" (Gyldendals Fremmedordbog), men sprogforskningen stiller som krav til en dialekt, at det er et lokalt sprog, der har en langvarig geografisk tilknytning til en bestemt egn, og at det, ud over intonation (tonegang), indeholder nogle særlige træk i såvel grammatik som i ordforråd.

En dialekt indeholder særlige lyde og ord, som ikke findes på det danske standardsprog, rigsdansk, for eksempel 'møj' i stedet for 'meget' eller 'håw' i stedet for 'huske'. Dialekter har også specielle grammatiske træk, som når vestjyder og sønderjyder siger 'en' til næsten alle navneord, for eksempel 'en hus' (udtalt 'æ hus'). De traditionelle landbodialekter var så forskellige fra hinanden, at der ofte var store forståelsesvanskeligheder mellem folk fra hver sin ende af landet, men mange af forskellene er blevet mindre eller er helt forsvundet i løbet af de sidste generationer. I dag er det først og fremmest udtale og tonegang, der varierer fra egn til egn.

Hvor gamle er dialekterne?

Dialekterne er knap 1000 år gamle. Noget forenklet kan man sig, at man omkring år 1000 endnu stort set talte det samme sprog, et fælles dansk, i hele landet. I de følgende århundreder skete der så en række omfattende forandringer med dette gamle fællessprog, samtidig med at sprogene i de enkelte dele af landet begyndte at udvikle sig i forskellige retninger. Denne adskillelse fortsatte i de følgende århundreder - hvor længe ved man ikke præcis - og slutresultatet blev de dialekter, som vi kender i dag.

Hvorfor opstod dialekterne?

Dialekterne udviklede sig i en periode, hvor befolkningen i Danmark havde forholdsvis lidt kontakt med folk fra andre egne af landet. Bønderne var de oprindelige bærere af dialekterne, og de flyttede generelt meget lidt, især inden stavnsbåndet blev ophævet (i 1788), for da havde bønderne ikke frihed til at flytte.

Den ene egn kunne således udvikle sig forskelligt fra den anden, også sprogligt. Et ord som 'kostald' hed for eksempel under stavnsbåndet noget så forskelligt som 'kohus', 'nødset', 'øddel', 'fæhus' og 'kolade', alt efter hvor man befandt sig i Danmark. Med tiden opstod der mange forskellige dialekter, hver med sit særlige ordforråd og med sin særlige kombination af grammatiske og lydlige træk.

Hvor mange dialekter er der i Danmark?

Det er ikke muligt at sige, præcis hvor mange danske dialekter der findes, men under 50 er et realistisk bud. Hvis man forsøger at tegne et danmarkskort over de forskellige dialekter, får man et kort opdelt i mange små områder, hver med sin dialekt, der adskiller sig fra nabodialekterne. Institut for Dansk Dialektforskning, Københavns Universitet, og Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning, Aarhus Universitet, har udarbejdet en hjemmeside, hvor man kan klikke på forskellige egne i Danmark og høre, hvordan dialketen lyder (se kildeliste). Grænserne mellem de forskellige områder er dog langtfra knivskarpe, men snarere flydende, især i dag hvor dialekterne gradvis bliver mere udtyndede. Derfor er det ikke muligt at sige, præcis hvor grænsen går mellem hvert område - eller hvor mange dialekter der egentlig er.

Typisk inddeler man dialekterne i tre overordnede grupper: jysk, ømål og bornholmsk. Disse hovedgrupper kan må så inddele videre i undergrupper, for eksempel kan man klassificere ømål i sjællandsk, sydømål og fynske mål. Bent Jul Nielsen og Karen Margrethe Pedersen har i bogen "Danske talesprog" fra 1991 (se kildeliste) tegnet et dialekttræ, der viser, hvordan dialekterne kan klassificeres.

Hvad er regionalsprog?

Regionalsprog er, som dialekter, lokale sprog, men de har både træk fra dialekter og fra rigsdansk. Regionalsprog er derfor en slags 'blandingssprog' og kan betragtes som udtyndede dialekter. De kan ikke afgrænses til så snævre områder som dialekterne, da de er knyttet til større områder (regioner). I dag kan man ofte høre, om en person er fra for eksempel Fyn, Vestjylland eller Sydsjælland, men det er svært at lokalisere det nærmere, fordi de fleste efterhånden taler regionalsprog eller rigsdansk. Mens dialekterne udviklede sig i en periode, hvor der var lidt kontakt mellem de forskellig egne, er regionalsprogene opstået, fordi folk netop har fået mere og mere kontakt med hinanden. Befolkningens øgede mobilitet har fået mange til at holde op med at bruge de specielle dialekttræk og i stedet tale regionalsprog.

Hvad er rigsdansk?

Over for dialekterne og regionalsprogene står rigsdansk - også kaldet rigsmål eller standardsprog og tidligere højkøbenhavnsk eller højdansk. Det minder meget om det sprog, der tales i København i dag. Rigsdansk er da også opstået som en dialekt i København, hvor den var hoffets og administrationens sprog. København var traditionelt delt op i lav- og højkøbenhavnsk: Mens højkøbenhavnsk blev talt af personer med høj status, for eksempel akademikere eller politikere, var lavkøbenhavnsk arbejderklassens sprog. Oprindelig var rigsdansk det samme som højkøbenhavnsk, men der er efterhånden kommet en del lavkøbenhavnske træk i rigsdansk, for eksempel er flade a'er og samme udtale i ord som 'ret' og 'rat' ved at brede sig til rigsdansk. Med tiden er rigsdansk blevet gjort til den 'rigtige' dialekt, og det er i dag det sprog, der står stærkest som normgivende sprogform. Vi hører det i medierne, på uddannelsesinstitutioner og i det hele taget i det offentlige Danmark.

Hvorfor der er opstået et rigssprog, ved man ikke i detaljer, men som i de fleste andre lande udviklede der sig i Danmark et standardsprog omkring hovedstaden. København havde, tidligere som nu, en meget dominerende rolle, da det var her, såvel kongemagten, centraladministrationen som det veletablerede borgerskab holdt til. Under enevælden (17. og 18. århundrede) slog en egentlig ensretning af skriftsproget igennem, men det var først i det 19. århundrede, at et decideret rigssprog som talesprog vandt indpas

Sprogudvikling og sprogholdninger

Hvorfor forsvinder dialekterne?

En vigtig årsag til at dialekterne forsvinder er, at lokalsamfundet i dag er under opløsning. I dag flytter befolkningen langt mere end tidligere, og folk har fået mere kontakt med hinanden på tværs af dialektgrænser, blandt andet via telefon, tv, radio og internettet. Hvor det lokale tidligere havde stor betydning for den enkeltes sprog og identitet, blev det i løbet af det 20. århundrede snarere ens sociale opvækst, klasse og 'sociolekt' (socialt bestemt sprogform), der kom til at sætte præg på den enkeltes talesprog.

En anden væsentlig grund er, at rigsdansk er den dominerende sprogform i det offentlige Danmark, da hovedstadsdialekten, højkøbenhavnsk, gennem lange tider har været den mønstergyldige dialekt. Det skyldes ikke, at højkøbenhavnsk i sig selv er en smukkere dialekt - det drejer sig ikke om æstetik - men at København var og er den toneangivende by i Danmark, og at der i lange tider er blevet set ned på dialekterne uden for København. I 1690 gav grammatikeren Henrik Gerner for eksempel udtryk for følgende nedvurdering af de landlige dialekter i sin bog "Epitome Philologiæ Danicæ", her citeret fra Inge Lise Pedersens artikel "Dagligsproget - lokalsprog eller klassesprog?" fra 1994 (se kildeliste):

"Ieg giver det vel mact at alle Dialecter i vort Sprok er Danske, men icke altid ret oc zirlig Danske; Oc derfor skal de lære af dem, som endten er fødde i Hovedstaden, af ret Danske Forældre, eller oc er oplærde i Hovedstaden oc ved Academiet.".

Hvad er holdningen til dialekter i dag?

Hvis man spørger folk direkte, så giver de ofte udtryk for nogle positive holdninger over for de traditionelle dialekter, da de fleste synes, det er synd, dialekterne forsvinder. Ikke desto mindre opfatter mange - bevidst eller ubevidst - dialekter som landlige og gammeldags. Adskillige undersøgelser - for eksempel Inge Lise Pedersens undersøgelse "Bondsk og ligefrem eller moderne og byagtig" fra 1986 eller Marie Maegaards "Jeg er da stolt af at jeg er sønderjyde " fra 2001 - viser da også, at danskerne typisk vurderer folk, der taler med dialekt, mere negativt end folk, der taler rigsdansk. Marie Maegaard, ph.d.-studerende ved Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet, konkluderer på baggrund af en undersøgelse af unge sønderjyders sprogbrug, at de unge langtfra er positivt stemt over for den lokale sprogbrug, men til gengæld synes de godt om rigsdansk og københavnsk.

Når dialektologer beder danskerne lave en såkaldt dialekt-hitliste, havner rigsdansk - uanset hvor man befinder sig i riget - normalt øverst på listen. Fynsk ligger normalt også fint placeret, bornholmsk rutsjer lidt frem og tilbage, mens sjællandsk, lollandsk og lavkøbenhavnsk ender i bunden. Ifølge Dansk Sproglære fra 1996 (se kildeliste) ser dialekt-hitlisten generelt sådan ud:

  1. Rigsdansk (højkøbenhavnsk)
  2. Dialekterne vest for Storebælt
  3. Dialekterne øst for Storebælt
  4. Københavnsk (lavkøbenhavnsk)

Denne hitliste genspejler samfundets herskende ideologi og har stor betydning for, hvordan den enkelte opfatter dialekterne. Når alle synes at være enige om, at rigsdansk er den smukkeste dialekt, så vil den enkelte dansker typisk også vurdere rigsdansk som den smukkeste. Der er dog ved at ske et holdningsskift over for lavkøbenhavnsk, især blandt unge, som er positivt stemt over for lavkøbenhavnsk. Det skyldes formentlig, at det for de unge i høj grad er lavkøbenhavnsk, der signalerer, at man tilhører den moderne, dynamiske storby.

Hvilke værdier er knyttet til dialekterne?

Når forskere laver lytteprøver for at finde ud af, hvilke værdier danskerne forbinder med de forskellige dialekter, så viser det sig, at personer, der taler rigsdansk typisk vurderes som mere velbegavede, ambitiøse, veluddannede og selvsikre, men også snobbede og storsnudede sammenlignet med dialekttalende personer. Spørger man til de menneskelige kvaliteter, klarer dialekterne sig noget bedre, da personer med lokalt præg typisk bliver vurderet som rare, troværdige, venlige, men også gammeldags og bondske. Københavnsktalende regnes for mere dynamiske, og det bevirker, at holdningen til det københavnske (=lavkøbenhavnske) er blevet mere positiv i de senere år, blandt andet fordi en dynamisk indstilling og omstillingsparathed er noget, der vurderes meget højt i dagens samfund, især blandt unge.

Hvad er holdningen til dialekterne i medierne?

Hvis vi ser på det danske mediebillede, så stemmer det ikke overens med det faktiske billede af, hvor mange forskellige slags dansk der reelt er i Danmark. I medierne er rigsdansk nemlig det dominerende sprog, og studieværter og journalister har altid skullet tale rigsdansk. Derfor reagerer folk i dag negativt, hvis der er nogle, der bruger dialekter i medierne.

I de senere år har de landsdækkende tv- og radiostationer dog lempet på kravet om rigsdansk, så enkelte værter taler nu regionalsprog. Det skyldes blandt andet, at der i kølvandet på afskaffelsen af DR's monopol på radio og tv er kommet adskillige regionale og lokale radio- og tv-stationer. Men klingende sønderjysk eller bornholmsk hører man sjældent på en landsdækkende tv-kanal, og hvis det sker, er det som oftest forsynet med undertekster.

Hvad betyder det, at dialekterne forsvinder?

At den dialektale sprogbrug udtyndes fra den ene generation til den næste betyder, at dialekterne nærmer sig ét fælles sprog, nemlig rigsdansk. Det betyder dog ikke, at enhver variation i talesproget vil forsvinde. Men de traditionelle dialekter vil uddø inden for de nærmeste årtier. Når vi ikke hører de mange forskellige danske dialekter i medierne og i det offentlige Danmark, så vænner vi os til en sproglig ensretning, og vi bliver mere intolerante over for folk, der taler anderledes. Det mener flere dialektforskere, blandt andet Inge Lise Pedersen fra Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet. I et interview med Dagbladet Information den 12. marts 2002 (se kildeliste) påpeger hun, at jo mere ensartet vi kommer til at tale, jo mindre skal forskellene være, førend vi bemærker dem, og jo mere intolerante bliver vi over for sproglig variation. Med den sproglige ensretning og dialekternes forsvinden vil vi, ifølge Inge Lise Pedersen, blive mere intolerante over for personer, der taler et dansk, som falder uden for rigsmålsnormen, for eksempel indvandrere og Prins Henrik.

Danskernes lave tolerancetærskel over for sproglig variation giver også dialekttalende problemer, da de ofte vil stå i dilemmaet, om de skal vælge at holde fast ved dialekten - med fare for at blive betragtet som gammeldags og bondsk - eller skifte til rigsdansk og dermed tale et sprog, som man ikke er så fortrolig med som dialekten, og som ens familie måske vil opfatte som snobbet. En af initiativtagerne bag den nye hjemmeside dialekt.dk, den danskstuderende Gitte Gravengaard, formulerer den dialekttalendes dilemma således i et interview med Dagbladet Information den 12. marts 2002 (se kildeliste): "Dialekter skaber internt sammenhold i gruppen og afgrænser folk fra dem udefra. Derfor er det farligt, når jeg som dialekttalende ændrer mit sprog, fordi det opfattes, som om jeg melder mig ud af det fællesskab og nedvurderer det. De forældre, der taler for eksempel urdu, ville blive rasende, hvis deres barn talte dansk til dem, og lige sådan ville vendelbomål-forældre reagere, hvis deres barn begyndte at tale rigsdansk."

Hvad gør man for at bevare dialekterne?

Mange beklager, at dialekterne forsvinder, men de færreste gør noget for at bevare dem. I Sønderjylland har dialekternes trængte position imidlertid fået sønderjyderne op på barrikaderne, og i januar 2000 blev den stadig voksende Æ Synnejysk Forening dannet. Dialektforeningen, der er "stiftet tæ æ bevarls af æ synnejysk sproch å kultue", kæmper med hjemmeside og sendetid i den lokale radio mod rigsdansks indtrængen. Om dialektforeningen formår at vinde kampen mod rigsdansk, er tvivlsomt, i hvert fald ifølge dialektforsker Inge Lise Pedersen: "Selve det at man laver en forening, viser jo, hvor svage dialekterne er. For hvis dialekten er naturligt i talesproget, skal man ikke lave en forening. Foreningen viser jo bare, at dialekten har fået sit eget arbejdende museum, men det ændrer ikke en døjt ved sproget, ikke en døjt," har dialektforskeren udtalt til Information den 12. marts 2002 (se kildeliste).

Den nylancerede hjemmeside dialekt.dk er et andet initiativ, der forsøger at give de danske dialekter mere opmærksomhed i den offentlige debat. Hjemmesiden skal være et virtuelt sted, hvor folk kan mødes for at diskutere og søge viden om dialekterne og holdningerne bag dem. Formålet er at gøre det mere acceptabelt at tale dialekt. Gitte Gravengaard, som står bag dialekt.dk, mener, at medierne er det vigtigste sted at sætte ind, hvis danskernes lave tolerancetærskel over for dialekter skal ændre sig, og hun forsøger derfor at slå et slag for, at dialekterne skal komme naturligt til orde i medierne.

Hvordan ser fremtiden ud for de danske dialekter?

I dag tales der mange slags dansk i Danmark, men de sproglige forskelle fra egn til egn og fra høj til lav i samfundet bliver fortsat mindre. Derfor bliver vores sprogbrug også mere ensartet, og det gør os sprogligt intolerante. At de traditionelle danske dialekter forsvinder til fordel for rigsdansk og regionalsprog, er en uundgåelig udvikling, men de dialektale rester, som nu findes i regionalsprogene, har mulighed for at overleve, hvis medierne i højere grad tillader forskellige dialekter, for det vil fremme en sproglig mangfoldighed. Det mener mange dialektforskere, blandt andet Tore Kristiansen, som er lektor og ph.d. ved Institut for Dansk Dialektforskning på Københavns Universitet, og som især har studeret sprogholdningers betydning for udviklingen af talesproget: "Hvis der var værter, som læste nyhederne op med nogle dialektale træk eller med en smule udenlandsk accent, ville danskerne blive vænnet til at se på et anderledes dansk som noget naturligt og uproblematisk - måske endog som noget smukt. Når de først har vanen, kan man håbe, at der også opstår en vilje hos danskerne til at slå ørerne ud og lytte," siger Tore Kristiansen til Magisterbladet i juli 2001 (se kildeliste).