Danske dialekter

Hvad er en dialekt?

En dialekt er et talesprog, der er knyttet til en bestemt egn og har helt specielle lokale træk. I daglig tale forveksler mange ordet ’dialekt’ med ordet ’accent’, som betyder en ”udtaleejendommelighed, især med hensyn til tonegang” (Gyldendals Fremmedordbog), men sprogforskningen stiller som krav til en dialekt, at det er et lokalt sprog, der har en langvarig geografisk tilknytning til en bestemt egn, og at det, ud over intonation (tonegang), indeholder nogle særlige træk i såvel grammatik som i ordforråd.

En dialekt indeholder særlige lyde og ord, som ikke findes på det danske standardsprog, rigsdansk, for eksempel ’møj’ i stedet for ’meget’ eller ’håw’ i stedet for ’huske’. Dialekter har også specielle grammatiske træk, som når vestjyder og sønderjyder siger ’en’ til næsten alle navneord, for eksempel ’en hus’ (udtalt ’æ hus’). De traditionelle landbodialekter var så forskellige fra hinanden, at der ofte var store forståelsesvanskeligheder mellem folk fra hver sin ende af landet, men mange af forskellene er blevet mindre eller helt forsvundet i løbet af de sidste generationer. I dag er det først og fremmest udtale og tonegang, der varierer fra egn til egn.

Hvor gamle er dialekterne?

Dialekterne er knap 1000 år gamle. Noget forenklet kan man sig, at man omkring år 1000 endnu stort set talte det samme sprog, et fælles dansk, i hele landet. I de følgende århundreder skete der så en række omfattende forandringer med dette gamle fællessprog, samtidig med at sprogene i de enkelte dele af landet begyndte at udvikle sig i forskellige retninger. Denne adskillelse fortsatte i de følgende århundreder – hvor længe ved man ikke præcis – og slutresultatet blev de dialekter, som vi kender i dag.

Hvorfor opstod dialekterne?

Dialekterne udviklede sig i en periode, hvor befolkningen i Danmark havde forholdsvis lidt kontakt med folk fra andre egne af landet. Bønderne var de oprindelige bærere af dialekterne, og de flyttede generelt meget lidt, især inden stavnsbåndet blev ophævet (i 1788), for da havde bønderne ikke frihed til at flytte.

Den ene egn kunne således udvikle sig forskelligt fra den anden, også sprogligt. Et ord som ’kostald’ hed for eksempel under stavnsbåndet noget så forskelligt som ’kohus’, ’nødset’, ’øddel’, ’fæhus’ og ’kolade’, alt efter hvor man befandt sig i Danmark. Med tiden opstod der mange forskellige dialekter, hver med sit særlige ordforråd og med sin særlige kombination af grammatiske og lydlige træk.

Hvor mange dialekter er der i Danmark?

Det er ikke muligt at sige, præcis hvor mange danske dialekter der findes, men under 50 er et realistisk bud. Hvis man forsøger at tegne et danmarkskort over de forskellige dialekter, får man et kort opdelt i mange små områder, hver med sin dialekt, der adskiller sig fra nabodialekterne. Københavns Universitet har udarbejdet en hjemmeside, dialekt.ku.dk, hvor man kan klikke på forskellige egne i Danmark og høre, hvordan dialekten lyder (se kilder). Grænserne mellem de forskellige områder er dog langtfra knivskarpe, men snarere flydende, især i dag hvor dialekterne gradvis bliver mere udtyndede. Derfor er det ikke muligt at sige, præcis hvor grænsen går mellem hvert område – eller hvor mange dialekter der egentlig er.

Typisk inddeler man dialekterne i tre overordnede grupper: jysk, ømål og bornholmsk. Disse hovedgrupper kan må så inddele videre i undergrupper, for eksempel kan man klassificere ømål i sjællandsk, sydømål og fynske mål. Bent Jul Nielsen og Karen Margrethe Pedersen har i bogen ”Danske talesprog” fra 1991 (se kilder) tegnet et dialekttræ, der viser, hvordan dialekterne kan klassificeres.

Hvad er regionalsprog?

Regionalsprog er, som dialekter, lokale sprog, men de har både træk fra dialekter og fra rigsdansk. Regionalsprog er derfor en slags ’blandingssprog’ og kan betragtes som udtyndede dialekter. De kan ikke afgrænses til så snævre områder som dialekterne, da de er knyttet til større områder (regioner). I dag kan man ofte godt høre, om en person er fra for eksempel Fyn, Vestjylland eller Sydsjælland, men det er svært at lokalisere det nærmere, fordi de fleste efterhånden taler regionalsprog eller rigsdansk. Mens dialekterne udviklede sig i en periode, hvor der var lidt kontakt mellem de forskellig egne, er regionalsprogene opstået, fordi folk netop har fået mere og mere kontakt med hinanden. Befolkningens øgede mobilitet mellem områder har fået mange til at holde op med at bruge de specielle dialekttræk og i stedet tale regionalsprog.

Hvad er rigsdansk?

Over for dialekterne og regionalsprogene står rigsdansk – også kaldet rigsmål eller standardsprog og tidligere højkøbenhavnsk eller højdansk. Det minder meget om det sprog, der tales i København i dag. Rigsdansk er da også opstået som en dialekt i København, hvor den var hoffets og administrationens sprog. København var traditionelt delt op i lav- og højkøbenhavnsk: Mens højkøbenhavnsk blev talt af personer med høj status, for eksempel akademikere eller politikere, var lavkøbenhavnsk arbejderklassens sprog. Oprindelig var rigsdansk det samme som højkøbenhavnsk, men der er efterhånden kommet en del lavkøbenhavnske træk i rigsdansk, for eksempel er flade a’er og samme udtale i ord som ’ret’ og ’rat’ ved at brede sig til rigsdansk. Med tiden er rigsdansk blevet gjort til den ’rigtige’ dialekt, og det er i dag det sprog, der står stærkest som normgivende sprogform. Vi hører det i medierne, på uddannelsesinstitutioner og i det hele taget i det offentlige Danmark.

Hvorfor der er opstået et rigssprog, ved man ikke i detaljer, men som i de fleste andre lande udviklede der sig i Danmark et standardsprog omkring hovedstaden. København havde tidligere, som nu, en meget dominerende rolle, da det var her, såvel kongemagten, centraladministrationen som det veletablerede borgerskab holdt til. Under enevælden (17. og 18. århundrede) slog en egentlig ensretning af skriftsproget igennem, men det var først i det 19. århundrede, at et decideret rigssprog som talesprog vandt indpas.

Hvorfor forsvinder dialekterne?

En vigtig årsag til, at dialekterne forsvinder, er, at lokalsamfundet i dag er under opløsning. I dag flytter befolkningen langt mere end tidligere, og folk har fået mere kontakt med hinanden på tværs af dialektgrænser, blandt andet via telefon, tv, radio og internettet. Hvor det lokale tidligere havde stor betydning for den enkeltes sprog og identitet, blev det i løbet af det 20. århundrede snarere ens sociale opvækst, klasse og ’sociolekt’ (socialt bestemt sprogform), der kom til at sætte præg på den enkeltes talesprog.

En anden væsentlig grund er, at rigsdansk er den dominerende sprogform i det offentlige Danmark, da hovedstadsdialekten, højkøbenhavnsk, gennem lange tider har været den mønstergyldige dialekt. Det skyldes ikke, at højkøbenhavnsk i sig selv er en smukkere dialekt – det drejer sig ikke om æstetik – men at København var og er den toneangivende by i Danmark, og at der i lange tider er blevet set ned på dialekterne uden for hovedstaden. I 1690 gav grammatikeren Henrik Gerner for eksempel udtryk for følgende nedvurdering af de landlige dialekter i sin bog ”Epitome Philologiæ Danicæ”, her citeret fra Inge Lise Pedersens artikel ”Dagligsproget – lokalsprog eller klassesprog?” fra 1994 (se kilder):

”Ieg giver det vel mact at alle Dialecter i vort Sprok er Danske, men icke altid ret oc zirlig Danske; Oc derfor skal de lære af dem, som endten er fødde i Hovedstaden, af ret Danske Forældre, eller oc er oplærde i Hovedstaden oc ved Academiet.”.

Hvad er holdningen til dialekter i dag?

Københavns Universitets dialektforskning (se kilder) undersøger med jævne mellemrum de danske dialekter – og danskernes holdninger til dialekter. Hvis man spørger folk direkte, så giver de ofte udtryk for nogle positive holdninger over for de traditionelle dialekter, da de fleste synes, det er synd, dialekterne forsvinder. Ikke desto mindre vokser ingen nye generationer op og taler det lokale sprog, som generationer før dem talte, ifølge Københavns Universitet. Og samtidig tyder undersøgelser på, at danskerne typisk vurderer folk, der taler med dialekt, mere negativt end folk, der taler rigsdansk. Der er dermed nogle modstridende holdninger til dialekter. Inden for sprogforskningen taler man om bevidste og underbevidste sprogholdninger; det danskerne siger, når man spørger dem direkte om dialekter versus det, de egentlig mener om dialekter, men som de måske ikke reflekterer over. Hvor den bevidste holdning til dialekter lader til at være mere positiv, er den underbevidste holdning altså mere negativ.

Når dialektologer, det vil sige dialektforskere, beder danskerne lave en såkaldt dialekt-hitliste, havner rigsdansk næsten altid øverst på listen. Fynsk ligger normalt også fint placeret, bornholmsk rutsjer lidt frem og tilbage, mens sjællandsk, lollandsk og lavkøbenhavnsk ender i bunden. Ifølge Københavns Universitet (se kilder) ser dialekt-hitlisten generelt sådan ud:

1. Rigsdansk (højkøbenhavnsk)

2. Dialekterne vest for Storebælt

3. Dialekterne øst for Storebælt

4. Københavnsk (lavkøbenhavnsk)

Denne hitliste afspejler samfundets herskende opfattelse og har stor betydning for, hvordan den enkelte opfatter dialekterne. Når alle synes at være enige om, at rigsdansk er den smukkeste dialekt, så vil den enkelte dansker typisk også vurdere rigsdansk som den smukkeste. På trods af den dårlige placering til lavkøbenhavnsk, er der ved at ske et holdningsskift, især blandt unge, som er positivt stemt over for lavkøbenhavnsk. Det skyldes formentlig, at det for de unge i høj grad er lavkøbenhavnsk, der signalerer, at man tilhører en moderne, dynamisk storby.

Hvilke værdier er knyttet til dialekterne?

Forskning viser, at vi ubevidst tildeler hinanden stereotype roller på baggrund af vores sprog. Når forskere laver lytteprøver for at finde ud af, hvilke værdier danskerne forbinder med de forskellige dialekter, så viser det sig, at personer, der taler rigsdansk, typisk vurderes som mere velbegavede, ambitiøse, veluddannede, smarte og selvsikre, men også snobbede og storsnudede samt upålidelige og uøkonomiske sammenlignet med dialekttalende personer. Spørger man til de menneskelige kvaliteter, klarer dialekterne sig noget bedre, da personer med lokalt præg typisk bliver vurderet som rare og pålidelige, flinke og hjælpsomme, men også dårligt uddannede og snæversynede. Det fremgår blandt andet af en artikel fra videnskab.dk den 4. september 2016 (se kilder). Københavnsktalende regnes for mere dynamiske, og det bevirker, at holdningen til det københavnske (=lavkøbenhavnske) er blevet mere positiv i de senere år, blandt andet fordi en dynamisk indstilling og omstillingsparathed er noget, der vurderes meget højt i dagens samfund, især blandt unge.

I førnævnte artikel siger sprogforsker, Michael Ejstrup, således om den lavkøbenhavnske dialekts stigende popularitet: “Eksempelvis kan man opleve, at det nyligt tilkomne indvandrerinspirerede sprog på Nørrebro i København synes at have opnået en så høj status, at skolebørn med alle hudfarver, øjenkulører og frisurer med stor fornøjelse taler netop den tone- og sprogart, som slås an i det sprog, der er udsprunget af indvandrernes farvning af dansk på Nørrebro. Samme tendens kan spores i bestemte områder i både Aarhus og Odense. Unge i de østlige dele af den sjællandske region har altså en klart positiv holdning til lavkøbenhavnsk (herunder det moderne indvandrerinspirerede sprog), og sådan har det været i mange år. Værdier som effektivitet, dynamik og selvsikkerhed knyttes til netop de talesprog.”