Udbredelse

Hvor mange får demens?

Nationalt Videnscenter for Demens (se kilder) anslår, at der i 2015 fandtes omkring 84.000 mennesker i Danmark med demens. I fremtiden forventer man, at antallet af demensramte vil stige, fordi vi lever længere og længere. Nationalt Videnscenter for Demens anslår således, at antallet af demensramte i 2020 vil være steget til over 100.000. Centeret understreger samtidig, at der kan være stor usikkerhed i deres prognose.

Andre har desuden sået tvivl om prognosen, som de mener er overdreven. Professorerne Kaare Christensen fra Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, professor Erik Lykke Mortensen fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet og aldersforsker, læge og forfatter Henning Kirk mener alle tre, at antallet af demente ikke vil stige tilsvarende med antallet af ældre. Det fremgår af en artikel fra Politiken i 2015 (se kilder). De baserer deres argument på international forskning og danske befolkningsundersøgelser, der viser at andelen af demente i befolkningerne ligger på et stabilt niveau – og endda i nogle lande er faldende.

Også Sundheds- og Ældreministeriet påpeger i deres rapport "Status på demensområdet i Danmark 2016", at det Nationale Videnscenters fremskrivninger er usikre (se kilder): "Fremskrivningerne er dog behæftet med usikkerhed, da kommende generationer af ældrebefolkningen generelt forventes at have en bedre sundhedstilstand, og nye udenlandske befolkningsundersøgelser tyder på, at andelen af nye tilfælde per år (incidensraten) i ældrebefolkningen er stagnerende eller faldende. Hvis samme tendens gør sig gældende i Danmark, forventes antallet af mennesker med demens stadig at stige, men det kan betyde, at stigningen bliver mindre end ventet."

Hvem får demens?

Det er mest ældre mennesker, som udvikler demens – ofte først efter de 65 år. Det betyder dog ikke, at yngre mennesker ikke kan udvikle demens.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens (se kilder) er der flere kvinder end mænd, som udvikler demens. Variationen mellem kønnene stiger med alderen. Mens der kun er en lille forskel i antallet af demenstilfælde mellem mænd og kvinder i aldersgruppen 60-64 år, er der mange flere kvinder end mænd med demens i aldersgruppen 80-84 år. I denne aldersgruppe får 15 % kvinder demens, mens det kun gælder for 8 % af mændene.

Hvorfor får man demens?

Årsagerne bag udviklingen af demens er svære at afdække, men der er alligevel nogle risikofaktorer, som man blandt fagpersoner er enige om. Høj alder er den mest væsentlige risikofaktor i udviklingen af demens: jo ældre man bliver, jo højere er risikoen for, at man bliver dement. Men ifølge Nationalt Videnscenter for Demens er der også andre risikofaktorer, som kan spille ind. På deres hjemmeside peger de på følgende (se kilder):

  • Fysisk helbred: f.eks. fedme, forhøjet blodtryk og udvikling af diabetes sent i livet
  • Mentalt helbred: depression og stress
  • Lægemidler: langvarigt brug af medicin, der hæmmer hjernens vigtigste signalsystem, det "kolinerge signalsystem"
  • Kost og ernæring: f.eks. mangel på B- og D-vitamin
  • Livsstil: rygning og fysisk inaktivitet, øget alkoholforbrug
  • Demografiske og psykosociale faktorer: lav uddannelse og enlig tilværelse
  • Miljøpåvirkninger: eksponering for lavfrekvente elektromagnetiske felter og kemikalier i arbejdssammenhæng

Ikke alle risikofaktorer er lige veldokumenterede, men man er generelt enige om, at gentagne depressioner og en stresset tilværelse øger risikoen for at udvikle demens betydeligt. Desuden er livsstilen og det fysiske helbred afgørende i forhold til udviklingen af vaskulær demens, som er forårsaget af små blodpropper og blødninger i hjernen. Og ifølge Nationalt Videnscenter for Demens (se kilder) har man i befolkningsundersøgelser også fundet en sammenhæng mellem oplevelsen af ensomhed hos ældre og udviklingen af Alzheimers sygdom, selvom man ikke kan fastsætte, hvordan det præcist hænger sammen.