BRIKS-landene – de nye økonomier

journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret september 2015
Main image
I bedste Korsbæk stil fik Verdensbanken en konkurrent. Ovre på den anden side af gaden var det BRIKS-landene, der på et topmøde i Brasilien i juli 2014, etablerede en ny bank.
I bedste Korsbæk stil fik Verdensbanken en konkurrent. Ovre på den anden side af gaden var det BRIKS-landene, der på et topmøde i Brasilien i juli 2014, etablerede en ny bank.
Foto: Nacho Doce / Scanpix

De sidste ti år har den enorme økonomiske vækst i Brasilien, Rusland, Indien, Sydafrika og især Kina ændret markant på magtforholdene i international politik og økonomi. BRIKS-landene er allerede nu blandt verdens største økonomier. Deres areal udgør tilsammen en fjerdedel af Jordens landareal, og de fem lande huser tilsammen 40% af verdens befolkning og står for omkring 20% af verdensøkonomien. Nogle frygter, at de fem lande enten sammen eller hver for sig vil udfordre den nuværende verdensorden, hvor USA er den suveræne supermagt. Andre mener, at udviklingslandenes vækst ikke udgør nogen trussel, enten fordi de mener, at BRIKS-landenes vækst er positiv for hele verden, eller fordi de mener, at væksten i BRIKS-landene ikke vil fortsætte. 

Artikel type
faktalink

BRIKS-gruppens baggrund og historie

Hvordan opstod betegnelsen BRIK?

Betegnelsen BRIK – fællesbetegnelsen for Brasilien, Rusland, Indien og Kina, på engelsk BRIC – blev brugt første gang i 2003. Det var en analytiker hos amerikanske Goldman Sachs, en af verdens største og mest indflydelsesrige investeringsbanker, der brugte forkortelsen som en samlebetegnelse for de fire lande, der alle oplevede stærk økonomisk udvikling, var blandt verdens største lande både økonomisk, befolkningsmæssigt og når det kommer til landareal, lå uden for Vesten og alle havde åbnet deres økonomi op efter årtier med lukket økonomi. Goldman Sachs-analytikeren skrev en rapport om de fire lande, hvor han forudså, at landenes økonomier ville fortsætte med at vokse, og at BRIK-landene sammen med USA ville udgøre verdens fem største økonomier i 2050. I dag er prognosen, at Kina og Indien i 2050 vil være verdens henholdsvis første- og tredjestørste økonomi, mens Brasilien vil ligge på syvendepladsen og Rusland vil være nummer 15. 

Hvornår oprettede landene BRIK-samarbejdet?

Over hele verden begyndte medier, politikere og økonomer at bruge akronymet, BRIK, og BRIK-landenes økonomiske vækst fik stor opmærksomhed. Det var dog først i 2006, at de fire landes regeringer tog udtrykket BRIK til sig og begyndte at benytte sig af det selv. De fire landes udenrigsministre begyndte også at føre samtaler om at skabe et politisk og økonomisk samarbejde. I 2009 førte forhandlingerne til den officielle oprettelse af samarbejdsgruppen, der adopterede akronymet BRIK, da de fire landes regeringschefer – Luiz Inácio Lula da Silva fra Brasilien, Dimitri Medvedev fra Rusland, Manmohan Singh fra Indien og Hu Jintao fra Kina – holdt det første officielle BRIK-møde i Yekaterinburg i Rusland. De fire regeringsledere blev enige om at forsøge at arbejde tættere sammen for at fremme deres fortsatte vækst og opnå større indflydelse på den internationale politiske og økonomiske scene. 

Hvordan kom Sydafrika med i samarbejdet?

I 2010 begyndte Sydafrika, der ligesom BRIK-landene havde oplevet stor økonomisk vækst, at arbejde for at komme med i BRIK-gruppen. Sydafrika er Afrikas største og mest lovende økonomi, men landet er både økonomisk og befolkningsmæssigt meget mindre end de fire oprindelige BRIK-lande,  og derfor var der delte meninger i gruppen om, hvorvidt det afrikanske land skulle have lov at blive en del af samarbejdet. Overvejelserne endte imidlertid med, at de fire lande i slutningen af 2010 bød Sydafrika velkommen i samarbejdsgruppen. Som en konsekvens af Sydafrikas indlemmelse i gruppen bliver dens navn ændret fra BRIK til BRIKS. Ifølge eksperter, der har fulgt BRIK-samarbejdet, var det afgørende for optagelsen af Sydafrika i gruppen, at Kina er Sydafrikas største handelspartner, og at Indien ønsker at udvide sine investeringer i Afrika. Desuden giver det gruppen større gennemslagskraft at have medlemmer i fire verdensdele – Brasilien i Sydamerika, Rusland i Europa, Kina og Indien i Asien og Sydafrika i Afrika. 

Hvad er den historiske baggrund for BRIKS-landenes økonomiske vækst?

Fælles for den økonomiske vækst i Brasilien, Rusland, Indien og Kina er, at den er et resultat af, at landene har åbnet deres økonomi delvist op efter at have fulgt en socialistisk orienteret økonomisk politik gennem flere årtier.

Kina bliver af mange anset som det vigtigste BRIKS-land, fordi det er verdens hurtigst voksende økonomi, og siden det kinesiske styre i slutningen af 1970’erne begyndte at reformere sin økonomiske politik, har den gennemsnitlige årlige vækst været omkring 10%. I 2010 overtog Kina pladsen som verdens næststørste økonomi fra Japan, og ifølge flere prognoser vil Kina allerede i 2030 overhale USA og indtage positionen som verdens største økonomi. Den stærke vækst i Kinas økonomi er resultatet af tre årtiers reformer, der har ført Kina væk fra en isolationistisk, kommunistisk politik og mod en mere åben og international økonomisk politik, der dog stadig i høj grad er styret af staten.

I Indien begyndte den økonomiske vækst i 1991, da den daværende finansminister Manmohan Singh, der siden blev præsident, satte gang i reformer af økonomien. Siden Indiens selvstændighed fra Storbritannien i 1947 havde Indien dyrket en kommunistisk inspireret økonomisk politik, der isolerede Indien fra verdensøkonomien og førte til en meget beskeden årlig økonomisk vækst på cirka 1%. I 1991 begyndte Indien imidlertid at åbne sin økonomi op, landet begyndte at bevæge sig væk fra den socialistisk inspirerede økonomiske model og imod fri markedsøkonomi. En række økonomiske reformer, der tog sin begyndelse i 1991, førte til en gennemsnitlig årlig vækst på 7,5% i slutningen af 00’erne.

Også i Rusland begyndte den økonomiske vækst i årene efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, i takt med, at den russiske regering vendte ryggen til den centralt styrede økonomiske politik, privatiserede et stort antal virksomheder og i det hele taget bevægede sig mod en liberal markedsøkonomi .

I Brasilien blev grunden for den økonomiske vækst lagt i slutningen af 1980’erne. På det tidspunkt var den brasilanske økonomi efter mange års militærstyre præget af høj inflation, og den nyvalgte præsident Fernando Collor de Mello åbnede op for privatisering af statsejede virksomheder og gennemføre reformer for at stabilisere økonomien. Resultatet blev en mærkbar økonomisk vækst.

I Sydafrika begyndte den økonomiske vækst efter apartheidstyrets afskaffelse i 1994 og den efterfølgende demokratisering. Sydafrika, der havde været isoleret blandt andet som følge af apartheidpolitikken, blev nu langsomt reintegreret i den regionale og internationale økonomi og oplevede gradvis økonomisk fremgang. 

BRIKS-gruppens udvikling og politik

Billedet, som er taget i 2012, viser et massivt ejendomskompleks i Hefei, hovedstaden i den østlige provins Anhui i Kina.
Billedet, som er taget i 2012, viser et massivt ejendomskompleks i Hefei, hovedstaden i den østlige provins Anhui i Kina.
Foto: Peter Parks / Scanpix

Hvordan har BRIKS-samarbejdet udviklet sig?

BRIK-landenes regeringschefer holdt det første officielle møde i regi af det nye samarbejde i 2009. Siden har landene holdt årlige møder, som de skiftes til at være værter for. Det er på de årlige møder, at landene forsøger at blive enige om, hvordan samarbejdet skal udvikle sig, og hvilke mål de skal have for det kommende år. Efter hvert møde udsender samarbejdsgruppen en fælleserklæring, hvori de formulerer en række mål. I BRIKS-samarbejdets indledende år ændrede formen på samarbejdet sig ikke afgørende; samarbejdet bestod primært af de årlige møder samt lejlighedsvist samarbejde i forbindelse med internationale forhandlinger. Ved BRIKS-landenes sjette topmøde, som foregik i Brasilien i juli 2014, annoncerede landene, at de fremover vil samarbejde endnu tættere om at skabe og køre en udviklingsbank – som af eksperterne er blevet døbt BRIKS-landenes modsvar til IMF, Den Internationale Valutafond – og om en fælles reservevalutafond, der skal gøre de fem lande mindre afhængige af IMF.

Hvad har BRIKS-landenes møder handlet om?

På BRIK-gruppens første møde i Rusland i 2009 var det især formuleringen af samarbejdets form og målsætninger, der fyldte på programmet. Derudover var den verdensomspændende finanskrise, der i var på sit højeste i 2009, på dagsordenen.

I 2010, hvor mødet blev holdt i Brasilien, blev der især brugt tid på kravet om en reform af FN. På trods af at både Brasilien og Indien ønskede at være en del af FN’s Sikkerhedsråd, støttede Kina og Rusland, der allerede begge var medlemmer af sikkerhedsrådet, ikke dette krav, og en reformering af sikkerhedsrådet kom derfor ikke til at indgå i den fælles erklæring fra mødet.

I 2011 deltog det nye medlemsland Sydafrika for første gang ved mødet, der foregik på den kinesiske ø Hainan. Nu støttede Kina op om Indiens og Brasiliens krav om en reformering af FN’s Sikkerhedsråd.

I 2012 foregik mødet I New Delhi i Indien, og øverst på programmet stod oprettelsen af en ny udviklingsbank, der skal finansiere udvikling og infrastruktur i udviklingslande. Regeringscheferne kunne dog ikke nå til enighed, og de besluttede derfor at nedsætte en række arbejdsgrupper, der skulle undersøge mulighederne for en udviklingsbank og fremlægge resultaterne på mødet i 2013 i Sydafrika. 

Ved mødet, der for første gang varede to dage i stedet for en enkelt, blandt andet på grund af tidspresset på de første møder, arbejdede man videre med udviklingsbanken, som blev annonceret på BRIKS-landenes sjette topmøde i Brasilien i 2014. Banken og den reservevalutafond, der samtidig blev annonceret, var de altoverskyggende punkter på programmet. Før mødet i 2015 var der enighed om banken og reservevalutafonden. De to punkter fyldte derfor primært i forbindelse med den officielle lancering af begge initiativer, hvilket banede vej for, at andre punkter også kunne komme på programmet. For Rusland handlede mødet blandt andet om at sikre opbakning i forhold til krisen i Ukraine, hvor Rusland havde fået hård kritik af det internationale samfund. Det lykkedes, og BRIKS-landene udsendte en erklæring, der støttede Rusland, skriver Reuters (se kilder). Landene diskuterede også den fælles energifond, som Rusland har foreslået.

Hvad er formålet med BRIKS-samarbejdet?

I løbet af de indtil videre seks afholdte topmøder har BRIKS-landene formuleret en række målsætninger for samarbejdet.

Det gennemgående hovedformål er en reformering af internationale organisationer som FN, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken. BRIKS-landene ønsker at være bedre repræsenteret i magtfulde internationale organisationer, der hidtil primært har haft vestlige ledere. Det gælder eksempelvis FN’s Sikkerhedsråd, der har fem permanente medlemmer – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – som både Brasilien og Indien ønsker at være en del af. Derudover ønsker BRIKS-landene en mere gennemsigtig proces, når der skal vælges ledere til de internationale organisationer, så BRIK(S)-landene og andre ikke-vestlige lande også har en chance for at byde ind med deres kandidater.

Et andet hovedpunkt er at presse det internationale samfund til at forsøge at opnå resultater i Verdensbankens mislykkede Doha-forhandlinger, der har til formål at sænke handelsbarriererne verden over.

Det er også et mål for BRIKS-landene at samarbejde bedre på områder som fødevarepriser og klima og energi for at stå stærkere som gruppe i internationale forhandlinger.

Endelig har BRIKS-landene gentagne gange brugt den fælles erklæring, som de udsender efter deres årlige møde, til at fordømme international intervention i bestemte lande. Eksempelvis var alle BRIK-landene meget kritiske overfor NATO-operationen i Libyen i 2011, der skulle beskytte libyske borgere mod Gaddafi’s angreb i den borgerkrig, der var udbrudt i landet i kølvandet på Det Arabiske Forår. 

Hvad er New Development Bank? 

På BRIKS-mødet I den brasilianske storby Fortaleza i 2014 nåede de fem lande til enighed om den nye udviklingsbank, de havde forhandlet om i flere år. Banken har fået navnet New Development Bank og skal fungere som en udviklingsbank og et alternativ til de to modsvarende vestlige institutioner, Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Den nye udviklingsbank, som har fået hovedkontor i den kinesiske storby Shanghai og bliver ledet af en af Indiens mest anerkendte bankmænd, K.V. Kamath, blev etableret i 2015 og vil begynde at låne penge ud, i første omgang til infrastrukturprojekter, i slutningen af året. Derudover vil banken få en valutareserve på 100 millioner amerikanske dollars: 41 millioner dollars kommer fra Kina, 18 millioner dollars fra både Brasilien, Indien og Rusland,, og de sidste 5 millioner dollars kommer fra Sydafrika. Valutareserven skal låne penge ud til medlemslandene, hvis der kommer dramatiske økonomiske udsving, der kan true deres økonomiske stabilitet, skriver Berlingske Nyhedsbureau (se kilder).  

BRIKS-landenes betydning

Hvilken betydning har BRIK-landenes samarbejde på globalt plan?

BRIKS-landene og deres samarbejde har allerede fået stor betydning globalt. Som følge af, at de har udviklet sig til økonomiske supermagter, har de også fået mere magt på den politiske verdensscene, og denne magt fortsætter med at vokse i takt med deres økonomier som nu tilsammen udgør en femtedel af verdensøkonomien.

En af de afgørende konsekvenser af BRIKS-samarbejdet er, at G8 – koalitionen af verdens otte førende økonomier – er blevet mindre relevant i takt med, at vigtigheden af landene i G20 – koalitionen af verdens tyve største økonomier – er vokset. G20-koalitionen blev stiftet i 1999, men det var først i slutningen af 00’erne, at den for alvor fik indflydelse. I 2009, efter at BRIK-landene havde oprettet deres officielle samarbejde, annoncerede flere lande, at G20 nu ville overtage G8’s rolle, og at man fremover ville bruge G20-forummet til at diskutere verdens økonomiske udfordringer, mens G8-landene nok ville fortsætte med at mødes, men nu primært for at diskutere sikkerhedspolitik. Samtidig har BRIKS-landene promoveret sig selv som udviklingslandenes talerør på internationale topmøder som eksempelvis FN’s klimatopmøde i København i 2009. 

Hvilke faktorer begrænser BRIKS-samarbejdets indflydelse?

BRIKS-landenes formelle samarbejde har dog fortsat haft begrænset betydning på den globale politiske arena, primært fordi samarbejdet er forholdsvis nyetableret. Dets betydning har derfor hidtil primært været af signalpolitisk karakter: BRIKS-landene er begyndt at kræve ændringer af de internationale organisationer, der primært er skabt af vestlige magter, sådan at de fremover giver større plads og magt til nye supermagter som BRIKS-landene og andre udviklingslande. Indtil videre har BRIKS-landenes interne rivalisering og stridigheder dog forhindret dem i at opnå konkrete ændringer, hvilket man blandt andet har kunnet se ved, at Rusland nægter at støtte Indien og Brasiliens krav om en reformering af FN’s Sikkerhedsråd, så de to sidstnævnte lande også kan blive permanente medlemmer af rådet. Intern rivalisering mellem landene i BRIKS-samarbejdet var også baggrunden for, at gruppen måtte opgive at stille en fælles kandidat til posten som chef for Den Internationale Valutafond i 2011. Landene kunne ikke blive enige om én fælles kandidat og promoverede i stedet hver deres.

Det største konkrete projekt, BRIKS-landene har arbejdet på at realisere, er etableringen af udviklingsbanken New Development Bank. 

Mange eksperter opfatter det projekt som et forsøg på at skabe en rival til Verdensbanken og de andre vestlige økonomiske institutioner – kaldet Bretton Woods-systemet - som BRIKS-landene har kritiseret for ikke at give de nye økonomiske supermagter nok indflydelse i forhold til de vestlige lande. Ved BRIKS-topmøderne i 2012 og 2013 kunne landene ikke nå til enighed om en ny udviklingsbanks grundlag og sammensætning, og først i 2014 kunne de formelt annoncere banken. Den blev etableret i 2015 med hovedsæde i Kina og indisk formandskab de første fem år, efter at der havde været forlydender om stor uenighed mellem netop de to lande, skriver Information (se kilder).

Debat om BRIKS-landenes indflydelse

Udgør BRIKS-landenes vækst en trussel for den nuværende verdensorden?

Blandt akademikere, økonomer, politikere og journalister med speciale i international politik og økonomi debatteres BRIKS-samarbejdets betydning ivrigt. Et af de oftest stillede spørgsmål er, om de nye økonomiske og politiske supermagter i BRIKS-samarbejdet vil blive integreret i den eksisterende verdensorden, hvor USA er den suveræne supermagt, og de fleste internationale organisationer er skabt i og af vestlige lande, eller om BRIKS-landene for alvor vil forsøge – og have held med – at udfordre den eksisterende magtfordeling. Indtil videre har der både været tegn, der peger i retning af det første, og tegn, der peger i retning af det andet. BRIKS-landenes krav om at blive bedre repræsenteret i internationale institutioner og fora tyder på, at de er interesserede i at deltage i den verdensorden, vi kender i dag. Omvendt kan projektet med en udviklingsbank, der skal virke som et alternativ til Verdensbanken, opfattes som et tegn på, at de nye store vækstøkonomier vil vende den vestlige verdensorden ryggen for i stedet at opbygge en alternativ orden med deres egne regler og institutioner.

Nogle iagttagere forudser, at især Kina, der er den største og hurtigst voksende økonomi blandt BRIKS-landene, vil udfordre USA’s status som supermagt, og at det vil medføre i militære konflikter. Kina insisterer på, at landets opstigning til supermagt-status vil være fredelig, men det vil i så fald være første gang i verdenshistorien, at en supermagt etablerer sig som global stormagt uden at udfordre den eksisterende orden. Derfor følger eksperter udviklingen tæt, og alle tegn på aggressioner – eksempelvis fra Kina i forbindelse med striden om Det Sydkinesiske Hav, som flere asiatiske lande gør krav på, eller fra Rusland i forbindelse med krigen i Georgien i 2008 og krigen i Ukraine, der er blevet udkæmpet de sidste par år – bliver tolket og analyseret i blandt andet internationale tidsskrifter. Især udviklingen i Kina og Rusland, der i modsætning til Indien, Brasilien og Sydafrika ikke er demokratier, bliver fulgt tæt. 

Fortsætter væksten i BRIKS-landene?

Mens nogle eksperter debatterer, hvor stor betydning BRIKS-landenes vækst vil få for verdensordenen, diskuterer andre, om væksten overhovedet vil fortsætte. Tidsskriftet Foreign Affairs bragte i slutningen af 2012 en forsidehistorie ved navn ”The Demise of The Rest” – et modsvar på  hvad magasinet kaldte myten om BRIKS-landenes opstigning  der som tendens er blevet døbt The Rise of the Rest– hvori eksperten Ruchir Sharma argumenterede for, at den stærke vækst i BRIK-landenes økonomier ikke vil fortsætte. Han pegede eksempelvis på, at Kinas årlige vækst nu ikke længere er tocifret, som denvar gennem en årrække, og at Ruslands økonomi er meget skrøbelig, da den i høj grad bygger på olie og mineraler, der er udsat for store svingninger i råvarerpriser.

I 2014 var Kinas økonomiske vækst på 7,4% mod 10,6% i 2010, Brasiliens var på 0,1% mod 7,6% i 2010, Indiens var på 7,4% mod 10,3% i 2010, Ruslands var på 0,6% mod 4,5% i 2010, og Sydafrikas var på 1,0% mod 3,0% i 2010. Det tyder på, at visse eksperter havde ret i deres forudsigelser om, at BRIKS-landenes vilde økonomiske vækst ikke kan fortsætte, men det er værd at tage de vestlige landes økonomiske vækst – eller mangel på samme – med i betragtningen. Til sammenligning var Danmarks økonomiske vækst 1,1% i 2014 mod 1,6% i 2010, Frankrigs var 0,2% i 2014 mod 2,0% i 2010, og USA's var 2,4% i 2014 mod 2,5% i 2010, viser data fra Verdensbanken. 

Hvilke udfordringer er der for BRIKS-samarbejdet?

På trods af at landene har mange fælles karakteristika og målsætninger, er der også store udfordringer i BRIKS-landenes samarbejde. Mens Indien, Brasilien og Sydafrika er demokratier med frie valg og alt, hvad det indebærer, har både Kina og Rusland autokratiske regeringer, der af det internationale samfund og menneskerettigheds-ngo’er kritiseres for deres manglende demokratiske reformer og gentagne brud på menneskerettighederne. Derudover har flere af BRIKS-gruppens medlemslande ligget i indbyrdes krig eller konflikt med hinanden i årtier – eksempelvis har Kina og Indien ligget i bitter strid om grænsedragningen mellem de to lande, og begge lande gør krav på de samme områder. De sidste mange år er der foregået en militær oprustning på begge sider af grænsen.

Brasilien, Rusland, Indien og Sydafrika har til flere møder lagt pres på Kina, som de anklager for at manipulere med valutakursen. De øvrige lande er også utilfredse med, at Kina importerer langt flere råvarer end forarbejdede varer, da landene tjener mindre på at sælge råvarer end behandlede varer. Det er de uligheder – og hvorvidt BRIKS-landene kan overkomme dem – der afgør, hvor indflydelsesrigt BRIKS-samarbejdet bliver, skriver eksperter som den tidligere indiske udenrigsminister Shashi Taroor.

Hvor stor en udfordring er BRIKS-landenes uenigheder for samarbejdet?

Nogle analytikere peger på, at BRIKS-gruppens medlemmer næppe vil kunne stå samlet nok til for alvor at udfordre den eksisterende politiske og økonomiske verdensorden. De peger på de mange konflikter, landene har haft med hinanden de sidste årtier, den interne rivalisering, de store forskelligheder mellem landene både politisk og økonomisk – og deres deraf forskelligartede interesser – samt deres problemer med at nå til enighed på BRIKS-gruppens årlige topmøder. Ifølge visse analytikere betyder disse uenigheder og forskelligheder, at BRIKS-landene ikke udgør en egentlig politisk blok; de er snarere en sammenslutning af lande, der alene har det tilfælles, at de har oplevet enorm vækst, stadig har stort vækstpotentiale og repræsenterer skiftet fra den gamle verdensorden domineret af Vesten til en ny verdensorden, der i højere grad er præget af ikke-vestlige lande. De fælles karakteristika er altså ikke nødvendigvis ensbetydende med, at landene for alvor kan eller vil forpligte sig på en række fælles mål og for alvor stå sammen for at nå dem.

Ifølge eksperter er etableringen af den nye udviklingsbank et tegn på, at BRIKS-landene kan overkomme de uenigheder og forskelle, der deler dem. Men eksperter mener også at de lange, seje forhandlinger om banken, der tog årevis at etablere, vidner om, hvor svært det er for de fem hastigt voksende verdensøkonomien at stå sammen og i kor adressere de uligheder, de mener, de bliver udsat for af de vestlige verdensøkonomier og det system, de vestlige supermagter har etableret.

Kilder til baggrund

Kilder

Emerging Economies:
Emerging Economies: The Geopolitics of the BRICS Nations. CreateSpace, 2012. Analyse af efterretningsfirmaet Stratfor, der beskriver de magtpolitiske udfordringer i BRIK-landene.
Nedergaard, Peter:
Kina: en grundbog i politik og økonomi. Systime, 2011. En grundbog om kinesisk historie, politik og økonomi.
Rickard, James:
Currency Wars: The Making of the Next Global Crisis. Penguin, 2011. En bog om betydning af valutamanipulation.
O’Neil, Jim:
The Growth Map: Economic Opportunity in the BRICs and Beyond. Portfolio/Penguin, 2011. Bog af den analytiker, der først brugte betegnelsen BRIK (BRIC) om de fire vækstøkonomier Brasilien, Rusland, Indien og Kina.
Friedberg, Aaron L.:
A Contest for Supremacy: China, America, and the Struggle for Mastery in Asia. W. W. Norton and Company, Inc, 2011. Bog om hvordan Kina og USA konkurrerer om magten i Asien.
Fryba Christensen, Steen:
Fremtidens stormagter: BRIK'erne i det globale spil: Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Aarhus Universitetsforlag, 2010. Bog om BRIK-landenes udfordringer og muligheder.
Bahl, Raghav:
Superpowers: The Amazing Race Between China's Hare and India's Tortoise. Penguin Group, 2010. En bog om rivaliseringen mellem Indien og Kina, med fokus på økonomien.
Sieff, Martin:
Shifting Superpowers: The New and Emerging Relationships between the United States, China and India.Cato Institute, 2009. Bog om magtforholdet mellem USA og de nye supermagter.
Jacques, Martin:
When China Rules the World: The End of the Western World and the Birth of a New Global Order: Second Edition. Penguin, 2009. En bog om, hvordan Kina vil udfordre den vestlige verdenorden, og hvad Kina vil sætte i stedet.
Bush, Richard C. & Michael E. O’Hanlon:
A War Like No Other: The Truth About China's Challenge to America. John Wiley and Sons, 2007. Bog af to førende eksperter fra tænketanken Brookings om Kina og USA’s forhold.
Fishman, Ted C.:
China, Inc.: How the Rise of the Next Superpower Challenges America and the World. Simon and Schuster, 2005. En bog om Kinas nye supermagtstatus og betydningen for USA.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på BRIK-landene

Kilder citeret i artiklen

Kilder

Økonomisk rapport, der redegør for baggrunden for BRIK-landenes vækst og kommer med prognose for, hvordan den vil udvikle sig.
BRICs: A Short History
Analyse af BRIK-landenes potentiale for vækst, udfærdiget af den internationale investeringsbank Goldman Sachs.
Artikel om BRIK-landenes mislykkede forsøg på at etablere en ny udviklingsbank som en rival til Verdensbanken.
Samlet side med baggrundsinformation om BRIK-landene og alle artikler om landene, der har været publiceret i New York Times.
Artikel om, hvordan BRIK-landene har svært ved at blive enige om andet end deres navn og logo.
Det toneangivende tidsskrifts samling af artikler, der omhandler the rise of the rest – BRIK-landene og andre vækstlandes udvikling.
"Broken Brics" – eksperten Ruchir Sharmas artikel om, hvorfor BRIK-landene ikke længere er i fremgang, men snarere i forfald.
The Great China Debate – to førende eksperter debatterer, om Kina er verdens nye supermagt.
Kelly, Lydia:
BRICS vow to coordinate actions to protect their economies. Reuters, 2015-07-06.
Hagedorn Hansen, Maja:
BRIKS-landene enige om ny udviklingsbank. Berlingske Nyhedsbureau, 2015-07-14.
Oversigt over verdens landes økonomiske vækst fra 2010-2014.