hvid bil
Det vakte enorm opmærksomhed da det i 1989 kom frem at der i årevis i Danmark havde eksisteret en hemmelig dansk PFLP-celle.
Foto: Ernst Nielsen / Ritzau Scanpix

Blekingegadebanden

cand.mag. Kasper Qvist Færgemann, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af stud.mag. Maria Høher-Larsen. Juni 2014
Top image group
hvid bil
Det vakte enorm opmærksomhed da det i 1989 kom frem at der i årevis i Danmark havde eksisteret en hemmelig dansk PFLP-celle.
Foto: Ernst Nielsen / Ritzau Scanpix
Main image
Effekter fra Blekingegadebanden befinder sig dybt under Politigården i København. Barnevognen der blev brugt til at køre penge væk i under røveriet i Daells varehus.
Effekter fra Blekingegadebanden befinder sig dybt under Politigården i København. Barnevognen der blev brugt til at køre penge væk i under røveriet i Daells varehus.
Foto: Claus Bech / Scanpix

Indledning

Tyskland havde Rote Armee Fraktion. Italien havde De Røde Brigader. Og i Danmark havde vi Blekingegadebanden. Med afsæt i sluttressernes radikaliserede og anti-kapitalistiske europæiske venstrefløj forsøgte Blekingegadebanden i 1970’erne og 80’erne at skaffe penge til bl.a. PFLP’s kamp for et frit Palæstina. 

Blekingegadebandens illegale aktiviteter var planlagt og organiseret i en grad, der ikke tidligere havde været set i Danmark og omfattede både dokumentfalsk, overvågning, biltyveri, våbentyveri og en række voldsomme bankrøverier. Kort efter et dramatisk røveri af Købmagergades Postkontor og drabet på en politimand fandt politiet frem til gruppen i 1989. Der har siden været kritik af myndighedernes håndtering af sagen, og der er nedsat en undersøgelseskommission til at udrede især Justitsministeriets og Politiets Efterretningstjenestes rolle i opklaringsarbejdet.

Se filmen Blekingegadebanden på Filmstriben.

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til Blekingegadebanden

Hvad var Blekingegadebanden?

Blekingegadebanden var en radikalt venstreorienteret gruppe af danskere, der opererede fra 1970'erne og frem til slutningen af 1980'erne. Gruppen stod bag en lang række kriminelle aktioner, som gruppen opfattede som nødvendige legitime midler i en international, revolutionær politisk kamp. Målet var bl.a. at støtte organisationen PFLP i kampen for et frit Palæstina. Blekingegadebandens illegale aktiviteter var planlagt og organiseret i en grad, der ikke tidligere havde været set i Danmark og omfattede bl.a. dokumentfalsk, overvågning, biltyveri, våbentyveri og en række voldsomme bankrøverier.

Gruppens mest berømte aktion var røveriet af Københavns Postkontor på Købmagergade i København i 1988. Udbyttet af kuppet var omkring 13 millioner kroner og medførte drabet på en politibetjent. Fundet af gruppens hemmelige tilholdssted på Blekingegade i København, der bl.a. rummede et stort våbenlager, førte til, at gruppen i pressen blev døbt 'Blekingegadebanden'.

Hvem var medlemmer i gruppen?

Gruppen bestod af syv kernemedlemmer: Torkil Lauesen, Peter Døllner, Niels Jørgensen, Karsten Møller Hansen, Carsten Nielsen, Bo Weimann og Jan Weimann, der alle blev dømt i retssagen, som fandt sted i 1990-1991. Bo Weimann og Peter Døllner var begge udtrådt af gruppen inden postrøveriet i 1988, men havde deltaget i gruppens øvrige aktiviteter. Derudover blev schweizeren Marc Rudin i en selvstændig retssag i 1993 dømt for at havde assisteret i røveriet på Købmagergade i 1988. 

Gruppens ideologiske baggrund og historie

Hvad var gruppens historiske baggrund?

Blekingegadebandens historie kan føres tilbage til organisationen KAK (Kommunistisk Arbejdskreds), der blev stiftet af Gotfred Appel i 1963. Gotfred Appel havde siden afslutningen af 2. Verdenskrig i 1945 været medlem af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, men blev i 1963 ekskluderet fra partiet grundet uoverensstemmelser omkring den ideologiske linje. Mens DKP fulgte den marxistiske linje fra Sovjet - personificeret af partilederen Nikita Khrusjtjov - så tilsluttede Appel sig den marxistiske linje fra Kina med partilederen Mao Tse-tung i spidsen. Hvor den sovjetiske linje argumenterede for indførslen af socialismen af parlamentarisk vej, så fastholdt Mao, at en mere omfattende og væbnet revolution var nødvendig. Et af de mest berømte citater fra ”Maos lille røde. Citater fra formand Mao” (også kendt som ”Den lille røde"”) er da også, at ”Politisk magt vokser ud af et geværløb” (se kilder). Journalisten Ulla Haunton, der senere dannede par med Appel, var et af de første medlemmer i KAK. Sammen kom de to til at udgøre ledelsen i KAK.

I 1968 stiftede Appel organisationen KUF (Kommunistisk Ungdomsforbund), der skulle fungere som KAK's ungdomsorganisation. Appel havde især fået øjnene op for de unges revolutionære engagement i forbindelse med protesterne imod Vietnamkrigen. Nogle af de første medlemmer i KUF var bl.a. Jan Weimann og Peter Døllner.

KAK og KUF adskilte sig især fra de øvrige venstrefløjsorganisationer i deres meget aktivistiske linje. Det blev f.eks. opfattet som helt legitimt at udfordre de etablerede autoriteter i konkrete, illegale aktioner som at male graffiti med politiske slagord, holde uanmeldte demonstrationer, søge konfrontationer med politiet og modsætte sig anholdelse. Det illegale arbejde udviklede sig hurtigt i omfang, og allerede midt i 1970'erne omfattede det forsøg på brandstiftelse, våbentyveri og pengerøveri.

Arbejdet i KAK og KUF var helt afgørende for dannelsen af den senere Blekingegadebande. For eksempel i forhold til at få erfaring med gennemførsel af illegale aktioner, udvikling af politisk ideologi og ledelsesstruktur eller i forbindelse med etableringen af kontakter til organisationer som PFLP. I en overordnet betragtning kunne man sige, at arbejdet i KAK og KUF i 1970'erne allerede på et tidligt tidspunkt var med til at forme opfattelsen af, hvad der var legitime midler i den politiske kamp.

Hvornår blev Blekingegadebanden dannet som gruppe?

Etableringen af selve den gruppe, der senere blev kendt under navnet Blekingegadebanden, kan føres tilbage til organisation KA, som blev stiftet i 1978. Organisationen opstod som et resultat af interne stridigheder og utilfredshed med ledelsen i KAK. I realiteten var Appel og Haunton blevet afsat som ledere af de øvrige medlemmer i KAK, men Appel nægtede at opgive lederskabet. Det førte til, at en stor del af arbejdet fra KAK og KUF blev videreført i nye selvstændige organisationer. En af dem hed KA (Manifest - Kommunistisk Arbejdsgruppe), og det var medlemmerne i denne gruppe, der i de næste ti år kom til at udgøre personkredsen omkring Blekingegadebanden. Gruppen involverede omkring 15 medlemmer og omfattede det meste af inderkredsen fra KUF, nært betroede venner, kærester og andre, der havde haft en tæt tilknytning til arbejdet i KAK og KUF, jf. ”Blekingegadebanden 1” og ”Det handler om politik” (se kilder).

Kernemedlemmerne i gruppen, der efter anholdelsen i 1989 blev kendt som Blekingegadebanden, stod for gennemførslen af de illegale aktiviteter i KA.

Hvilken politisk ideologi dannede grundlag for gruppen?

Gruppens oprindelige ideologiske grundlag, som det var blevet udviklet i KAK, var en radikal venstreorienteret, militant marxisme, der bekendte sig til Maos politiske teorier. Det vigtigste værk var ”Maos lille røde”, som Gotfred Appel midt i 1960'erne havde fået udgivet på sit eget forlag Futuras. På verdensplan er bogen i øvrigt blevet trykt i knap 1 mia. eksemplarer - et antal nogle mener kun er overgået af Biblen, jf. internetsiden www.howstuffworks.com (se kilder).

Det centrale ideologiske omdrejningspunkt var 'snylterstatsteorien', som Appel i forlængelse af det maoistiske udgangspunkt selv havde udviklet i løbet af 1960'erne. Grundtanken i teorien er, at arbejderklassen i de vestlige lande har opgivet deres idealisme og modstand mod det kapitalistiske system til fordel for en højere levestandard og opfyldelse af egne materielle behov. Den vestlige arbejderklasse er med andre ord blevet til en særlig overklasse af arbejdere, der med lønstigninger bliver betalt for at acceptere og opretholde det globale kapitalistiske system. Et system der ifølge teorien indebærer, at vestlige virksomheder udnytter verdens udviklingslande for at sikre sig billige råstoffer og underbetalt arbejdskraft. Vestens høje materielle levestandard er kun mulig i kraft af denne kapitalistiske og imperialistiske udnyttelse af udviklingslandene.

De danske arbejdere er med deres høje levestandard netop med til at sikre denne fortsatte udnyttelse af verdens fattige befolkning. Med teoriens ord har de danske arbejdere dermed udviklet sig til at være globale snyltere: Arbejderne har sikret deres egne behov ved at snylte på udviklingslandende. Det betyder, at den vestlige arbejderklasse ikke længere er interesseret i en socialistisk revolution, der kunne medføre en nedgang i egen materiel levestandard. Ifølge snylterstatsteorien er den socialistiske revolution derfor nødt til at tage sin begyndelse i udviklingslandene. Hvis disse lande kan frigøre sig fra den kapitalistiske udnyttelse, vil det medføre en økonomisk krise i de vestlige lande, som så kan danne grundlag for, at der også her kan gennemføres en socialistisk revolution. Teorien forklares bl.a. i ”Blekingegadebanden 1” og ”Det handler om politik” (se kilder).

Udviklingen af snylterstatsteorien betød, at KAK og KA i modsætning til den øvrige venstrefløj kun i meget begrænset omfang interesserede sig for 'den danske arbejder', fordi arbejderne i Vesten netop var en del af problemet. Det primære mål var i stedet at støtte de internationale organisationer, der kæmpede for den socialistiske revolution i verdens fattige lande.

En senere inspirationskilde i KA's ideologi var økonomen Arghiri Emmanuel og teorien om det ulige bytte i verdenshandlen. Teoriens hovedargument er, at den globale økonomiske ulighed opstår i kraft af, at det samme arbejde aflønnes forskelligt i fattige og rige lande. Ifølge teorien burde det samme arbejde principielt have samme økonomiske værdi, uanset hvor i verden det bliver udført. Teorien underbygger og videreudvikler dermed i vidt omfang ideerne fra snylterstatsteorien.

Hvilke internationale forbindelser havde gruppen?

KAK havde allerede tidligt etableret tætte forbindelser med den kinesiske ambassade i København og styret i Beijing. Bl.a. fungerede organisationens eget forlag Futuras som det officielle oversættelses- og udgivelsesorgan for en lang række kinesiske publikationer. Samarbejdet blev dog afbrudt sidst i 1960'erne grundet ideologiske uoverensstemmelser, hvilket betød, at KAK måtte søge nye alliancepartnere, jf. tankegangen i snylterstatsteorien. I 1969 tog Appel derfor kontakt til den palæstinensiske organisation PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine / Folkefronten til Palæstinas Befrielse). I sin kamp mod det amerikansk støttede Israel bekendte PFLP sig til en militant marxistisk ideologi, der var i fin overensstemmelse med KAK's eget politiske grundsyn, herunder ideerne i snylterstatsteorien. Udover PFLP etablerede KAK forbindelser til de nordvietnamesiske kommunister, der kæmpede imod amerikanere i Vietnamkrigen, samt en række andre frihedsbevægelser verden over.

KAKs primære samarbejde foregik med PFLP, og i de følgende år blev flere af medlemmerne sendt på 'studieture' til PFLP-lejre i Libanon og Jordan. Her kunne samarbejdet med PFLP koordineres mere præcist, men derudover gennemgik deltagerne også militærtræning, hvilket f.eks. kunne være skydetræningen med forskellige håndvåben, vejledning i brug af sprængstoffer eller instruktioner i, hvordan et ur kunne anvendes som bombedetonator. Appel og Haunton besøgte også selv PFLP i september 1970. Under besøget blev de vidner til en af PFLP's mest spektakulære aktioner, der omfattede kapringen af fire forskellige passagerfly. Mere end 400 mennesker blev tilbageholdt som gidsler i den jordanske ørken, og Appel og Haunton fik i løbet af deres ophold selv mulighed for at tale med nogle af gidslerne, mens der bliver forhandlet om gidslernes løsladelse.

Efter opgøret i KAK i 1978 blev kontakterne med PFLP videreført af den nye gruppe, dvs. KA og personerne i Blekingegadegruppen. Gruppen var i PFLP-kredse fra KAK-tiden blevet kendt som 'æblerne', opkaldt efter Appel, og det blev navn fastholdt på trods af de nye samarbejdsrelationer, der ikke længere involverede Appel.

KA indgik i de næste ti år et tæt og direkte samarbejde med PFLP, der i et vist omfang indebar, at PFLP gav KA konkrete 'ønskelister' alt afhængig af, hvad PFLP havde brug for. Det kunne være bestemte typer af våben, penge eller efterretningsoplysninger om bestemte danskere. Omvendt leverede PFLP omfattende 'knowhow' til planlægning af KA's egne aktioner, ligesom de også kunne bidrage med viden om, hvordan man undgik søgelyset fra efterretningstjenester. Endelig kunne de også assistere med mandskab ved aktioner, hvilket bl.a. var tilfældet i røveriet på Købmagergade, hvor schweizeren Marc Rudin deltog.

Mens der ikke er nogen tvivl om, at KA arbejdede tæt sammen med PFLP, så har nogle af medlemmerne fra KA - Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann - senere selv afvist, at gruppen i perioden også havde et mere etableret internationalt samarbejde med f.eks. tyske Rote Armee Fraktion, De Røde Brigader fra Italien eller Carlos (Sjakalen), der stod bag flere forskellige PFLP-aktioner først i 1970'erne. Gruppen har dog selv bekræftet, at KAK i starten af 1970'erne afholdte en række møder med Wadi Haddad, der ifølge forfatter til ”Blekingadebanden” (se kilder) Peter Øvig Knudsen af mange internationale eksperter regnes for at være selve hovedarkitekten bag udviklingen af det netværk af venstreorienterede terrorgrupper, der prægede en stor del af Vesteuropa op igennem 1970'erne og 1980'erne. Haddad samarbejdede bl.a. også med efterretningstjenester fra Østblokken som det russiske KGB og det østtyske Stasi i forbindelse med udveksling af informationer om israelske agenter, våbenleverancer m.m.

Selvom det stadigvæk er usikkert, om danske KA i perioden var en integreret del af et større internationalt netværk, så har f.eks. Peter Øvig Knudsen forsøgt at sandsynliggøre, at et mere direkte samarbejde fandt sted. Bl.a. havde alle de forskellige grupperinger på et eller andet tidspunkt direkte kontakt til den formodede bagmand i netværket, Wadi Haddad. Derudover tyder meget på, at medlemmer fra de forskellige grupper deltog i de samme militære PFLP-træningslejre. Og endelig er våben, som man ved stammer fra nogle af Blekingegadebandens egne våbenrøverier, senere dukket op rundt omkring i Europa i forskellige aktioner, som f.eks. har involveret Rote Armee Fraktion (se kilder).

Blekingegadebandens aktiviteter

Hvilke legale aktiviteter deltog gruppen i?

Grundlæggende kan arbejdet i KA opdeles i legale og illegale aktiviteter. Alle medlemmerne i KA deltog i forskelligt omfang i de legale aktiviteter, mens de illegale aktiviteter kun var forbeholdt den allerinderste kerne i KA - Blekingegadebanden.

Hvad angår de legale aktiviteter, blev en stor del af tiden brugt på projektet 'Tøj Til Afrika', der allerede var blevet søsat under KAK i 1972. Her indsamlede man genbrugstøj i Danmark, som så blev sendt videre til forskellige afrikanske frihedsbevægelser, der delte tøjet ud i lokale flygtningelejre. Projektet involverede også mange frivillige, der ikke var medlem af KAK eller det senere KA.

En anden legal aktivitet var 'Cafe Liberation' på Islands Brygge i København, der blev drevet af frivillig arbejdskraft. Cafeens overskud blev givet videre til marxistisk inspirerede frihedsbevægelser rundt omkring i verden.

Derudover udgav KA bladet 'Manifest', hvor der foregik en fortsat diskussion af nyere marxistiske teori og imperialismeteori. Bladet havde omkring 200 abonnenter.

Hvordan foregik Blekingegadebandens illegale arbejde?

Af gode grunde er det svært at vide med sikkerhed, hvor omfattende Blekingegadebandens illegale aktiviteter i virkeligheden var. Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen har gennem interviews med centrale medlemmer fra KAK og KA fået bekræftet, at gruppens illegale praksis både var omfattende og velorganiseret i såvel planlægning som udførelse.

Den systematiske arbejdsform kom f.eks. til udtryk i gruppens rutinemæssige brug af forfalskede identiteter i pas og kørekort. Personlysningerne i de falske papirer blev bl.a. skaffet gennem overvågning af enkeltpersoner og telefoninterviews, hvor gruppen udgav sig for at gennemføre undersøgelser for et analyseinstitut. Nogle af de mere detaljerede og intime personoplysninger fik gruppen fra Karsten Møller Hansens daværende kæreste, der arbejdede som læge. Af uklare grunde blev hun aldrig tiltalt i sagen på trods af, at hun tilstod at have videregivet personfølsomme oplysninger til gruppen, jf. artiklen ”Læge gav CPR-numre til Blekingegadebanden” på www.avisen.dk (se kilder).

De falske identiteter blev efterfølgende brugt til at oprette 'skuffeselskaber', så gruppen f.eks. kunne få fat på dyrt teknisk udstyr, som det ville vække for stor opsigt at købe som enkeltpersoner. F.eks. radioer der kunne aflytte kommunikationen på politiets egne frekvenser. De falske selskaber blev også brugt til at leje biler, oprette telefonforbindelser og lejemål som lejligheden på Blekingegade, så gruppemedlemmernes egne navne ikke umiddelbart kunne forbindes med noget, der havde relation til de kriminelle aktiviteter.

En anden højtsystematiseret illegal aktivitet var tyveriet af biler og brugen af falske nummerplader. Siden tiden i KAK havde gruppen udviklet et omfangsrigt kartotek over bestemte biler, der ville kunne bruges i forbindelse med udførelsen af de større aktioner. I begyndelsen blev bilerne stjålet direkte, men senere fandt man ud af, at det var lettere at stjæle og kopiere forskellige bilnøgler fra autoværksteder. Når nøglerne i løbet af natten så var blevet kopieret og leveret tilbage i til værkstederne, kunne man i ro og mag tage ud og 'hente' bilen, når man havde brug for den. Samtidig kunne man også overvåge bilejerne og derved skaffe sig oplysninger, der kunne bruges i fremstilling af de falske papirer som kørekort.

Allerede under KAK havde medlemmerne i gruppen udviklet skrappe sikkerhedsregler, der skulle sikre, at de kriminelle aktiviteter ikke blev afsløret. Og selvom de fleste medlemmer i KA formentlig var klar over, at der sideløbende med det legale arbejde også foregik en række illegale aktiviteter, så var det kun inderkredsen, der kendte de nærmere detaljer. Det illegale arbejde var ikke noget, man meldte sig til, men noget man blev inviteret til at deltage i.

De der deltog i arbejdet var underlagt en streng disciplin i forhold til kommunikation og mødeaktivitet. Det betød i realiteten, at medlemmerne levede et dobbeltliv, hvor det illegale arbejde foregik i yderste hemmelighed, mens de ved siden af levede ganske almindelige liv med kærester, hustruer, børn og arbejde. Ikke engang den nærmeste familie vidste helt præcist, hvad der foregik. Af frygt for aflytninger talte man aldrig direkte om det illegale arbejde i telefonen, ligesom man f.eks. heller aldrig mødtes på offentlige steder, hvor gruppen kunne blive overvåget. Gruppen vidste dog allerede fra tiden i KAK, at den i et eller andet omfang blev overvåget af PET (Politiets Efterretningstjeneste). Et bevis på det fandt man i forbindelse med anholdelsen af gruppen, hvor det viste sig, at medlemmerne havde lavet lister med numrene på de biler, som PET brugte i overvågningen af gruppen. Hvis man blev fulgt af en bil fra listen, kunne man derfor hurtigt ændre ruten, så et mødested eller en dækadresse ikke blev afsløret. Brødrene Bo og Jan Weimann arbejdede på et tidspunkt begge for det daværende Regnecentralen, hvor de bl.a. var med til at installere et nyt it-system hos politiet. En af teorierne er, at de igennem deres arbejde har haft mulighed for at søge på bilnumre i motorregistret for at se, om mistænkte biler tilhørte politiet. Det er dog senere blevet afvist af Jan Weimann i artiklen ”Det handler om politik” (se kilder).

Hvilke illegale aktioner stod kernen i KAK bag i 1970'erne?

· Den første store illegale aktion, som kernegruppen i KAK - og dvs. nogle af de senere medlemmer i Blekingegadebanden - stod bag, var et våbentyveri fra et hjemmeværnsdepot i Jægersborg vandtårn i januar 1973. Her blev der stjålet maskinpistoler, maskingeværer, panserbrydende geværer, gaspistoler samt en større mængde ammunition. Tyveriet vidnede om, at tyvene vidste, hvad de gik efter, da der var blevet stjålet matchende bundstykker og ammunition til våbnene, mens dyrt radioudstyr og kontanter ikke var blevet rørt. Tyveriet blev aldrig opklaret, men en del af våbnene dukkede senere op ved ransagningen af lejligheden på Blekingegade i 1989. På grund af forældelsesfristen var alt efterforskningsmateriale fra dengang dog allerede blevet destrueret, ligesom ingen længere kunne tiltales for tyveriet.

· KAK's første pengerøveri fandt sted i december 1975, hvor to pengebude blev overfaldet og frarøvet en halv mio. kr. på Nordre Fasanvej i København. Et lignende røveri, der havde nogenlunde samme udbytte, blev gennemført i september 1976, hvor to postfunktionærer blev overfaldet ved bagindgangen til postkontoret i Lyrskovgade på Vesterbro. Ved begge røverier var de ansatte blevet overfaldet af to maskerede mænd, der havde affyret gaspistoler med tåregas i ansigtet på dem. Flere praktiske sammenfald, det lange planlægningsforløb og røveriernes præcision tydede ifølge politiet på, at det var de samme personer, der stod bag, men trods stor omtale i pressen lykkedes det dengang aldrig at opklare røverierne. Senere er det dog blevet bekræftet, at KAK og medlemmer fra Blekingegadebanden stod bag.

· Postgirobedrageriet fra 1976 var en tredje større aktion, hvor det på en enkelt dag lykkedes gruppen at få udbetalt 1,4 mio. kr. ved hjælp af falske postgiroanvisninger. Anvisningerne blev dengang brugt til at få udbetalt restskat på posthuset, og de falske kort var blevet trykt på KAK og Appels eget trykkeri. Dette bedrageri forblev også uopklaret, indtil et medlem senere oplyste, at dette bedrageri også var en KAK-aktion.

Hvilke illegale aktioner stod Blekingegadebanden bag i 1980'erne?

I Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadegruppen - og i politiets endelige anklageskrift - forbindes Blekingegadegruppen til en lang række uopklarede kriminelle aktioner i 1980'ene (se kilder).

· En af aktionerne var et voldsomt røveriforsøg i Glostrup i 1980. I sin private villa blev en bankdirektør sammen med sin hustru og sit barnebarn slået ned af tre forklædte mænd, der udgav sig for at være politifolk. Mens hustruen og barnebarnet blev kneblet og låst fast i kælderen, blev direktøren truet på sit kontor. Røveriet blev opgivet undervejs, da det ikke lykkedes at få adgang til bankens boks. Røveriforsøget blev aldrig opklaret, og først ved anholdelsen i 1989 kædede politiet kidnapningen og røveriforsøget sammen med Blekingegadebanden. Politiet sigtede i 1989 gruppen for aktionen, men frafaldt senere sigtelsen grundet manglende beviser.

· Det næste større røveri, der tilskrives Blekingegadebanden, er røveriet af trekvart mio. kr. ved Vesterport Station i København i 1982. To postansatte fra posthuset på Vester Farimagsgade var på i vej banken for at aflevere posthusets omsætning fra dagen før, da de blev overfaldet af to maskerede mænd kort før, de nåede banken. De to mænd slog postbudene ned bagfra, tog pengeposerne fra dem, hvorefter de af forskellige vidner blev set flygte ind i en ventende bil. Røveriet blev aldrig opklaret dengang, og først i 1989 blev medlemmer af Blekingegadebanden i forbindelsen med anholdelsen sigtet for røveriet bl.a. grundet de mange ligheder med nogle af gruppens andre røverier. Som i røveriforsøget fra Glostrup frafaldt politiet sigtelsen mod gruppen grundet manglende beviser.

· Gruppen er også blevet sat i forbindelse med et større våbenrøveri i den lille by Flen syd for Stockholm. Her brød tyve ind i et svensk militærdepot i november 1982, hvorfra der bl.a. forsvandt 34 panserværnsraketter, 120 håndgranater, ti kasser plastisk sprængstof, fodminer, detonatorer, tændsatser og mere end tusind patroner. Indbruddet vidnede om, at tyvene vidste, hvad de gik efter. Ingen er nogensinde blevet dømt for indbruddet, men et tidligere gruppemedlem har efterfølgende fortalt, at PFLP gav gruppen konkrete 'bestillingslister' med våben. En del af våbnene fra røveriet i Flen dukkede senere op i lejligheden i Blekingegade.

· Et af danmarkshistoriens største uopklarede røverier forbindes også til gruppen. I 1983 blev en rutinemæssig pengetransport fra Danske Bank overfaldet i Lyngby med et udbytte på 8,3 mio. kr. Transporten havde hentet penge fra nogle af bankens filialer, og i forbindelse med afhentningen på rutens næstsidste stop blev transporten overfaldet af to maskerede mænd. Røverne forsvandt i pengetransporten og fortsatte bl.a. ned ad en gang- og cykelsti, før de skiftede til en flugtbil. Godt tre uger efter røveriet blev to palæstinensere anholdt i Paris' lufthavn anholdt med 6 mio. danske kr. i kontanter, som de ulovligt forsøgte at føre ud af Frankrig. De to personer viste sig efterfølgende at arbejde for ledelsen i PFLP. Selvom de danske efterforskere modtog interne tip fra den franske efterretningstjeneste om, at det rent faktisk var de samme penge, der var blevet stjålet fra pengetransporten i Lyngby, lykkedes det aldrig for efterforskerne at få udleveret pengene elle de to anholdte personer til Danmark, og efterforskningen blev senere opgivet. I forbindelse med retssagen mod gruppen blev Niels Jørgensen tiltalt for røveriet på grundlag af et centralt vidneudsagn, men ingen blev nogensinde dømt for røveriet. I kølvandet på Peter Øvig Knudsens gennemgang af sagen har hele efterforskningsforløbet og særligt PET og Justitsministeriets rolle været genstand for fornyet diskussion. Denne diskussion bliver gennemgået nærmere i det afsluttende debatafsnit.

· En af de aktioner som gruppen planlagde, men aldrig gennemførte, var kidnapningen af den svenske milliardærarving Jörn Rausing. Aktionen skulle være foregået i 1985 og var blevet nøje forberedt gennem længere tid. I ransagningen af lejligheden på Blekingegade fandt politiet bl.a. en detaljeret drejebog for kidnapningen, over fyrre timers videoovervågning af Rausing-familien og forudindtalte trusselsbånd, der kunne afspilles i telefonen. Derudover havde gruppen, med hjælp fra Karsten Møller Hansens daværende kæreste der var læge, udarbejdet grundige notater om, hvordan forskellige bedøvelsesmidler virkede, hvilke doser der skulle anvendes, og hvordan man sikrede sig mod kvælning og hjertestop i forbindelse med bedøvelsen. Gruppen havde også lejet en hytte i Norge og bygget en særlig lydisoleret celle inde i hytten, hvor Jörn Rausing skulle holdes fanget i løbet af kidnapningen. Gruppen blev i retssagen dømt for planlægningen af aktionen, men frikendt for selve kidnapningen grundet frivillig tilbagetræden. I den forbindelse er der en afgørende juridisk forskel på, om kidnapningen ikke blev gennemført, fordi der var tale om en 'teknisk hindring', eller fordi der var tale om en 'frivillig tilbagetræden'. Peter Øvig Knudsen sætter i sine bøger store spørgsmålstegn ved gruppemedlemmernes forklaringer på, at kidnapningen blev opgivet som følge af en frivillig tilbagetræden, da gennemgangen af sagen viser, at de forskellige gruppemedlemmer har vidt forskellige versioner af hændelsesforløbet

· Rullestolsrøveriet på Herlev Postkontor i 1985 er en anden af Blekingegadebandens gennemførte aktioner. I forbindelse med en rutinemæssig pengeafhentning blev en bankbetjent fra Privatbanken overfaldet og frarøvet 1,4 mio. kr. af to røvere i postkontorets forhal. De to røvere - der var forklædt som 'handicappet' i rullestol og som hjælper til rullestolsbrugeren - havde foregivet at vente på posthusets elevator, da de slog betjenten ned, netop som han var på ned af trappen og ud til den ventende pengetransport. Røveriet blev ikke opklaret dengang, men i forbindelse med ransagningen af lejligheden på Blekingegadebanden fandt politiet beviser på, at gruppen havde stået bag røveriet. Bl.a. fandt man notater, der indeholdt registreringsnummeret på den pengetransport, der var blevet brugt til pengeafhentningen, ligesom man fandt en drejebog for planlægningsarbejdet og kvitteringer for indkøb fra en udklædningsbutik. Flere af vidnerne havde over for politiet bemærket, at røverne var udklædt med falsk hår og skæg. Retten fandt det i den senere retssag godtgjort, at det var Blekingegadegruppen der stod bag røveriet, men da det ikke præcist kunne afklares, hvem der havde deltaget i røveriet, blev alle medlemmerne i gruppen frifundet.

· Det samme forhold gjorde sig gældende for julerøveriet i Daells Varehus den 22. december 1986. Forklædt som tre håndværkere havde røverne ventet i en smal gang uden for det kontor på tredje sal, hvor varehusets kassebeholdning blev opbevaret. Netop som et pengebud var på vej ud af døren, stormede de tre mænd ind i kontoret og truede personalet med pistoler og slog en af de ansatte ned. På vej ud af varehuset kom røverne i kontakt med flere af de ansatte, bl.a. blev en sikkerhedsvagt slået ned, hvilket resulterede i, at han fik et mindre kraniebrud. Via bagtrappen forsvandt røverne ned i gården, hvor de smed taskerne op i en parkeret barnevogn og forsvandt ud af porten. Røverne forsvandt med udbyttet - omkring 5,5 mio. kr. - ned i parkeringskælderen under Israels Plads, hvor politiet efter en times tid fandt barnevognen. Herefter stoppede sporet. Undervejs i flugten havde røverne tabt et magasin til en pistol. I lejligheden i Blekingegade fandt man bl.a. senere en pistol, der passede med magasinet. Selvom retten mente, at det var bevist, at gruppen også stod bag dette røveri, kunne det heller ikke i dette tilfælde præcist afgøres, hvem der havde medvirket. Alle medlemmer blev derfor frifundet for røveriet i den senere retssag.

· Z-file var en af Blekingegadebandens noget anderledes illegale aktiviteter. Opgaven var en konkret bestillingsopgave fra PFLP's efterretningsafdeling og havde til formål at afdække zionismens (en politisk ideologi der har den jødiske stat som mål) indflydelse i Danmark og afsløre evt. herboende, operative Mossad-agenter (israelske efterretningsagenter). Arbejdet blev påbegyndt allerede i 1982, og den hovedansvarlige for opgaven var Bo Weimann, der var uddannet bibliotekar fra Danmarks Biblioteksskole. I første omgang bestod arbejdet i en systematisk gennemgang af de forskellige blade og magasiner, der blev anset for at være mest zionistiske. Senere blev også forskellige arrangementer, debatindlæg og underskriftsindsamlinger inddraget. Målet var at finde frem til de virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, der udtrykte særlige sympatier for det zionistiske projekt. Mere end 500 danske virksomheder og enkeltpersoner blev igennem tiden oprettet i kartoteket. Heraf blev en mindre gruppe på 6-7 personer, der ifølge gruppen udviste en særlig mistænkelig adfærd, efterforsket mere intenst. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis en person tidligere i en offentlig sammenhæng havde udtalt sig meget pro-israelsk, men pludselig valgte at være mindre synlig i den offentlige debat. I disse tilfælde kunne der i stedet for en registrering blive tale om en egentlig overvågning, der bl.a. kunne omfatte diskret, hemmelig aflæsning og kopiering af den mistænktes post. Oplysningerne blev derefter videregivet til PFLP. Flere bidrog med oplysninger til arbejdet, men Bo Weimann blev som den eneste fra gruppen i den senere retssag dømt for at have 'bistået et fremmed efterretningsvæsen'.

Hvad var Blekingegadebandens mest kendte aktion?

Gruppens mest kendte aktion, som førte til gruppens anholdelse, var postrøveriet på Købmagergade i 1988. Røveriet var med et udbytte på omkring 13 mio. kr. på det tidspunkt danmarkshistoriens største røveri og resulterede i drabet på politimanden Jesper Egtved Hansen. Planerne for røveriet havde været under udarbejdelse i næsten et år og blev gennemført af Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen, Carsten Nielsen og Marc Rudin. Derudover medvirkede Bo Weimann og Karsten Møller Hansen også til selve planlægningen af røveriet.

Røveriet fandt sted lidt over kl. 5 torsdag morgen den 3. november 1988, hvor fire betjente dukkede op ved portvagten på Københavns Postkontor i Løvstræde - to af dem i uniform og to af dem i civil. Under påskud af, at der var sket et knivoverfald i nærheden, begav de uniformerede betjente sig ind i gården, mens de to civilklædte betjente fortsatte samtalen med portvagten. I samme øjeblik ankom en pengetransport fra morgentoget. Pengesækkene fra transporten blev rutinemæssigt læsset over i en trådvogn, og nu startede selve røveriet. De to uniformerede betjente overfaldt postbudene i pengetransporten, mens de to civilklædte betjente overfaldt portvagten og åbnede porten til postgården. En femte person bakkede herefter en varevogn ind i gården. Mens en af de civilklædte betjente truede postbudene med en pistol, blev pengesækkene læsset over i varevognen. Omkring halvandet minut senere kørte varevognen ud af gården ned mod Købmagergade med 13 mio. kr. bagagerummet.

Chaufføren i pengetransporten havde i forbindelse med overfaldet nået at slå alarm, og ved et rent tilfælde befandt to patruljevogne sig på det tidspunkt lige i nærheden af gerningsstedet. Røverne mødte den første patruljevogn midt på Løvstræde. Det lykkedes dem at få kantet sig forbi patruljevognen, men en af betjentene fik i forbifarten affyret et skud, der smadrede bagruden på flugtbilen. På Købmagergade mødte flugtbilen den anden patruljevogn. Flugtbilen stoppede, og mens personen fra varevognens passagersæde ved siden af chaufføren var sprunget ud af bilen med et oversavet jagtgevær for at affyre et ”varselsskud”, var den 22-årige politibetjentelev Jesper Egtved Hansen steget ud af den anden patruljevogn. Han blev ramt af et hagl fra røvernes varselsskud og døde senere samme aften på hospitalet. Røverne fortsatte derefter flugten ned til en parkeringskælder i Klerkegade, hvor de skiftede biler.

Postrøveriet og politidrabet satte med det samme gang i en voldsom efterforskningsindsats fra politiet. F.eks. genoptog PET allerede få timer efter røveriet den tidligere overvågning af den såkaldte Appel-gruppe. Og med nedsættelsen af en særlig efterforskningsgruppe, der både omfattede kriminalbetjente og efterretningsfolk, arbejdede Københavns Politi og PET for første gang sammen om mistanken mod den gruppe, som PET med skiftende mellemrum havde overvåget igennem de sidste tyve år.

Efterforskning og domsfældelse

Hvordan forløb efterforskningen af gruppen?

Efterforskningen og det tværgående politisamarbejde førte til, at Blekingegadegruppen hurtigt blev de hovedmistænkte i sagen. Umiddelbart lykkedes det dog ikke for politiet at finde nogen afgørende, håndfaste beviser mod gruppen. Efter fem måneders efterforskning stod politiet nærmest på bar bund.

For at komme videre var de fleste i efterforskningsenheden enige om, at en egentlig anholdelse og ransagning af gruppemedlemmernes tilholdssteder var nødvendig. At få en dommer til at udstede en ransagningskendelse krævede dog mere konkrete beviser. Det afgørende gennembrud kom først, da et vidne fra Lyngby-røveriet (1982) identificerede et af gruppemedlemmerne - Niels Jørgensen - på et fotografi. PET havde ikke dengang udleveret fotografier af gruppen - formentlig af frygt for at afsløre egne efterforskningsmetoder - men i det nyetablerede samarbejde var der igen blevet taget billeder af gruppemedlemmerne. Vidnegenkendelsen blev det afgørende bevis i den såkaldte Helium-rapport, som efterforskningsleder Jørn Moss udarbejdede i marts 1989. Rapporten forsøgte at tegne et billede af en velorganiseret kriminel gruppe, der ikke bare stod bag røveriet på Købmagergade, men også en lang række andre uopklarede røverier som f.eks. røveriet i Lyngby Station, rullestolsrøveriet i Herlev (1985) og røveriet i Daells Varehus (1986). Internt i politiet anså mange dengang rapporten for at være alt for luftig og spekulativ med for få konkrete beviser udover vidnegenkendelsen fra Lyngby-røveriet. Rapporten fik derfor hurtigt tildelt navnet 'Helium-rapporten', ligesom efterforskningslederen Jørn Moss blev kaldt for 'Ballonskipperen'. Efterforskningen, retssagen - og senere interviews med medlemmer fra gruppen - har dog vist, at mange af antagelserne i rapporten rent faktisk holdt stik.

På baggrund af rapporten fik politiet grønt lys af en dommer til at anholde Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen og Peter Døllner den 13. april 1989. Udbyttet af ransagningerne og afhøringerne viste sig dog at være yderst begrænset. Dagen efter anholdelsen var dommeren i byretten heller ikke imponeret af bevismaterialet og gav kun politiet 72 timer til at finde nye beviser, der kunne opretholde anholdelserne. Ved det næste møde i retten blev politiets tungeste bevis det matchende nøglesæt, som var blevet fundet hos tre af de anholdte, samt en liste med registreringsnumre på nogle af de biler, som politiet havde brugt til at følge gruppen. Fra den tidligere overvågning af gruppen vidste politiet, at medlemmerne før havde benyttet sig af dæklejligheder, og i det næste stykke tid blev fundet af denne dæklejlighed politiets afgørende mål. Retten forlængede anholdelsen med 10 dage, og samtidig blev et femte gruppemedlem - Carsten Nielsen - efterlyst.

Selvom det ikke var lykkedes at finde dæklejligheden inden næste retsmøde, havde politiet i mellemtiden gennemført en succesfuld vidnekonfrontation med nogle af de anholdte. Barnebarnet fra røveriforsøget og kidnapningen i Glostrup, der nu ni år efter var en 17-årig pige, udpegede et af gruppemedlemmerne som en af mændene fra kidnapningen. Byretten forlængede fængslingen, men afgørelsen blev appelleret og skulle afgøres i Landsretten den 3. maj - seks dage efter. Om morgenen den 2. maj, dagen før retsmødet, var tusindvis af lejligheder rundt omkring i København blevet undersøgt af politiet uden resultat. Hvis politiet ikke fandt nye beviser, ville de anholdte formentlig blive løsladt dagen efter.

Hele sagen tog imidlertid en uventet drejning samme dag. Efterlyste Carsten Nielsen kørte tidligt om morgenen den 2. maj i en voldsom soloulykke galt i sin bil nord for København. I den totalskadede bil fandt politiet bl.a. en rygsæk med kontanter for en halv million kr. i fremmed valuta, en tysk nummerplade, en walkie-talkie, en paryk og et sminkesæt. Carsten Nielsen var så hårdt kvæstet efter ulykken, at det umiddelbart var umuligt for politiet at fastslå hans identitet - især fordi han havde flere forskellige identitetspapirer på sig, herunder et militærtegn med navnet Jan Weimann. De mange mistænkelige fund førte til, at Københavns Politi blev kontaktet. Måske kunne færdselsuheldet være interessant i deres røveriefterforskning. For efterforskningsenheden var det netop denne tilfældige hændelse, man havde ventet på, og alt materialet fra bilen blev i de næste timer minutiøs gennemgået af efterforskerne. Et af fundene fra bilen var et girokort udstedt til et computerfirma på Blekingegade 2, 1. th.

Senere samme dag kunne politiet efter lang tids forgæves efterforskning endelig konstatere, at de havde fundet gruppens dæklejlighed. I lejligheden fandt man bl.a. to store sportstasker, der indeholdt detaljerede noter om røveriet fra Købmagergade, herunder en del af den indstuderede dialog, som gruppen skulle bruge i deres henvendelse til portvagten i postgården. Senere samme dag fandt politiet også et hemmeligt rum i lejligheden, der var skjult bag en fastmonteret reol. Rummet viste sig at indeholde et større våbenlager med flere tusinde forskellige patroner, over 35 kg plastisk sprængstof, miner, omkring 50 håndgranater, lyddæmpere, skudsikre veste og 26 panserværnsraketter. Politiet fandt også jagtpatroner med en bestemt type hagl, der svarede til dem, der var blevet affyret af røverne på Købmagergade. Senere undersøgelser viste, at en del af våbnene stammede fra indbruddet i militærdepotet i Jægersborg vandtårn (1972) og fra indbruddet i det svenske militærlager i Flen (1982). I august 1989 anholdte politiet også Bo Weimann efter længere tids overvågning.

Hvad blev gruppen anklaget for?

I september 1990, knap to år efter røveriet på Købmagergade, blev retssagen indledt mod gruppen i Østre Landsret. Retssagen foregik under et massivt presseopbud, og politiet havde med indsættelse af talrige civilklædte og uniformerede politibetjente, bombehunde og antiterrorkorps truffet omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Retssagen foregik med et nævneting på tolv personer, der sammen med dommerne skulle være med til at afgøre skyldsspørgsmål og fastsætte strafudmåling. Selve retssagen mod gruppen var i sig selv en spektakulær begivenhed, der ryddede samtidens avisforsider. Retssagen - og herunder alle de praktiske omstændigheder omkring retssagen, de involverede hovedaktører og selve det juridiske forløb undervejs - er bl.a. blevet beskrevet i en nyere artikelserie i fire kapitler i Jyllands-Posten fra 2008 under overskriften ”Århundredets retssag” (se kilder).

Det endelige anklageskrift indeholdt følgende forhold:

· 1. Dokumentfalsk

· 2. Groft hæleri med stjålne våben og sprængstoffer

· 3. Spionage (Z-file)

· 4. Lyngby-røveriet (kun Niels Jørgensen blev tiltalt)

· 5. Kidnapningsforsøg af Jörn Rausing

· 6. Rullestolsrøveriet i Herlev

· 7. Planlægning af røveri mod Amagerbanken

· 8. Røveriet mod Daells Varehus

· 9. Røveriet af postkontoret på Købmagergade

· 10. Drabet af politibetjent Jesper Egtved Hansen under røveriet på Købmagergade

· 11. Tillægsspørgsmål om skærpelse af straffen (dvs. hvis det blev vurderet, at der var tale om skærpende omstændigheder)

· Andre sigtelser, der var med i det oprindelige anklageskrift, blev frafaldet i løbet af retssagen.

I modsætning til politiets efterforskning af gruppens konkrete kriminelle aktioner var PET's væsentligste mål for efterforskningen at få etableret en bevisbyrde, der kunne skabe grundlag for en sigtelse af gruppen i henhold til den daværende terrorparagraf, også kendt som straffelovens § 114. Dette forhold kom dog aldrig med i det endelige anklageskrift. Peter Øvig Knudsen har på baggrund af interviews med centrale aktører og gennemgang af relevant kildemateriale antydet, at bestemmelsen om at frafalde § 114-sigtelsen blev truffet politisk. Andre, som f.eks. forsvarsadvokat Claus Bergsøe, har dog bemærket, at der var tale om en helt logisk juridisk beslutning, da terrorparagraffen dengang kun omhandlede støtte til terroraktioner på dansk grund, hvilket ikke var tilfældet med hverken gruppen eller PFLP's aktioner (se kilder).

Hvad blev gruppen dømt for?

Gruppen blev den 2. maj 1991 dømt for dokumentfalsk, groft hæleri med våben, spionage (dog kun Bo Weimann, der var hovedansvarlig for Z-file), planlægning af røveri mod Amagerbanken, Rausing-kidnapningen og røveriet mod postkontoret på Købmagergade. Retsformanden bemærkede i sin belæring til nævningene, at han mente det var bevist, at gruppen stod bag 'Rullestolsrøveriet' i Herlev og røveriet mod Daells Varehus. Til gengæld var det ikke nøjere bevist, hvem der deltog og derfor skulle gruppen også frifindes for tiltalerne. Det samme forhold gjorde sig også gældende for postrøveriet på Købmagergade, hvilket betød, at ingen blev dømt for drabet under flugten fra røveriet, selvom alle i gruppen blev dømt for at have deltaget i selve røveriet af postkontoret, hvilket flere af gruppemedlemmerne selv havde tilstået. Derudover dømte nævningene gruppen for planlægning af Rausing-kidnapningen, men frikendte efterfølgende gruppen som følge af gruppens 'frivillige tilbagetræden'. Tillægsspørgsmålet om skærpelse af straffen blev også afvist af nævningetinget.

Hvilke domme fik medlemmerne af gruppen?

Retssagen resulterede i følgende domme for gruppen:

· Peter Døllner blev idømt et års fængsel og blev umiddelbart efter domsafsigelsen løsladt, da straffen allerede var blevet udstået i forbindelse med varetægtsfængslingen.

· Karsten Møller Hansen fik tre års fængsel og blev ligeledes løsladt umiddelbart efter retssagen som følge af overstået varetægtsfængsling.

· Bo Weiman og Carsten Nielsen fik henholdsvis syv og otte års fængsel og blev løsladt i foråret 1994.

· Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann blev alle idømt ti års fængsel og blev løsladt sidst i 1995.

· Den femte og sidste person, der deltog i røveriet på Købmagergade, var schweizeren Marc Rudin. Postrøveriets praktiske gennemførsel havde krævet fem medlemmer, og da det ikke var lykkedes at overtale Karsten Møller Hansen til at deltage i røveriet - og Bo Weimann var udtrådt af gruppen i planlægningsfasen - var Marc Rudin blevet stillet 'til rådighed' af PFLP. Rudin blev, efter at have været efterlyst gennem Interpol igennem et år, som det sidste medlem anholdt ved den tyrkisk-syriske grænse i 1991. Han blev efterfølgende idømt otte års fængsel og senere udvist af Danmark i 1997.

Dommen over gruppen var i samtiden genstand for voldsom debat. Særligt det forhold, at retten (dvs. retsformanden) i flere tilfælde fandt det bevist, at gruppens medlemmer rent faktisk stod bag de kriminelle aktioner, men samtidig ikke kunne dømmes for deltagelse i aktionerne, gav grundlag for en omfattende diskussion af begrebet ”kollektivt ansvar”, som ikke anerkendes i dansk retspleje. Nogle debattører mente, at gruppen dermed var ”sluppet” med en for let straf, mens andre tværtimod så det som en sejr for retssikkerheden, at ingen var blevet dømt for mere, end beviserne rent faktisk tillod - på trods af at en sådan dom netop kunne være i konflikt med en moralsk retsfølelse eller retfærdighedssans. Den principielle debat, der fulgte i kølvandet på retssagen, er bl.a. blevet behandlet i detaljer i Hans Bundes bog ”Blekingegade - røvere eller soldater?” (se kilder).

Debat og efterspil

Hvad debatteres i dag i forbindelse med Blekingegadebanden?

Sagen om Blekingegadebanden er uden sammenligning danmarkshistoriens mest omdiskuterede kriminalsag. Som et historisk fænomen er der flere spørgsmål, der ganske naturligt trænger sig på. F.eks. det helt basale spørgsmål om, hvad der rent faktisk skete - hvem gjorde hvad, hvornår, hvordan og hvorfor? Og er alle gruppens aktioner, motiver, internationale kontakter osv. blevet lagt på bordet? De mange ubesvarede spørgsmål, f.eks. også hvem der skød betjenten på Købmagergade, har uden tvivl været med til at holde interessen for sagen i live. Selv i dag, mere end tyve år efter domfældelsen, debatteres sagen flittigt i aviser og andre medier, ligesom sagen også har fundet vej til underholdningsindustrien f.eks. i form af en tv-serie og et skuespil (se kilder).

Den fornyede interesse for sagen skyldes dog nok især Peter Øvig Knudsens to bøger om gruppen fra 2007. Bøgerne bygger på et meget omfattende kildemateriale, herunder en grundig gennemgang af politiets eget omfangsrige materiale i sagen og interviews med flere centrale kilder. Øvig Knudsens helt store scoop var, at det for første gang lykkedes at få et af medlemmerne fra Blekingegadebanden til at udtale sig om gruppens aktiviteter. Det i første omgang anonymiserede medlem optræder i bøgerne under navnet ”Stemmen”, men et par år senere identificerede Bo Weimann sig selv som kilden. Samtalerne med Bo (nu) Weyman gjorde det selvfølgelig muligt at tegne et mere præcist billede af gruppen end ved tidligere forsøg, bl.a. ved at rette eksisterende misforståelser og få svar på nogle af de mange ubesvarede spørgsmål.

Selvom meget vedrørende Blekingegadebanden stadig er til debat, så er mange af de aktuelle og mere principielle diskussioner således først opstået i forlængelse af de nye oplysninger, der blev lagt frem i Øvig Knudsens bøger om gruppen. Nogle af de større diskussioner er f.eks.:

· Hvad er den ”sande” fortælling om gruppen?

· Hvorfor blev gruppen - der igennem tyve år mere eller mindre fast var blevet overvåget af PET - ikke standset tidligere?

· Hvad er legitime midler for at opnå politiske mål, eller, hvor går grænsen mellem politisk idealisme og fanatisme?

Rummer Peter Øvig Knudsens bøger den ”sande” fremstilling af gruppen?

Peter Øvig Knudsen er blevet tildelt en regn af priser for sine bøger om Blekingegadebanden, herunder Cavlingprisen i 2007. Prisen uddeles af Dansk Journalistforbund, som på sin hjemmeside skriver, at ”Prisen gives til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år.” (se kilder). Prisen er den højeste journalistiske anerkendelse, man kan opnå i Danmark og siger derfor også noget om, hvor stor faglig anerkendelse Øvig Knudsens bøger om gruppen rent faktisk nyder. I deres begrundelse for uddelingen skriver Dansk Journalistforbunds bl.a. hjemmesiden (se kilder), at Peter Øvig Knudsen ”… med klassisk, undersøgende journalistik, nøgtern skrivestil og gennemsigtigt kildemateriale har leveret vigtig indsigt i en del af den danske venstrefløjs aktiviteter i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Bøgerne om Blekingegadebanden er et stykke perspektiveret og velfortalt nutidsarkæologi, som viser, hvor langt en gruppe mennesker vil gå for at nå et politisk mål.” Læserne har i stort omfang også taget bøgerne til sig - mere end 350.000 eksemplarer af bogen er blevet solgt ifølge forfatterens egen hjemmeside (se kilder).

I dag fremstår Øvig Knudsens fremstilling om gruppen i vidt omfang derfor også som den autoritative, officielle eller ”sande” fortælling om Blekingegadebanden. Som Øvig Knudsen selv skriver på indersiden af omslaget på sin bog: ”Dette er en dokumentarisk beretning. Teksten er ikke på nogen måde baseret på forfatterens fantasi, men udelukkende på et stort antal skriftlige kilder.” Sammen med dette omfattende skriftlige kildemateriale kan man så tilføje Bo Weyman som førstehåndsvidne.

Selvom Øvig Knudsens fremstilling med egne ord er ”en dokumentarisk beretning”, så er bøgerne i høj grad også en spændende og dramatiseret fremstilling af historiske begivenheder. Udover at det af rent praktiske årsager nærmest kan være helt umuligt at få helt klart overblik over, hvordan tingene helt præcist faktisk foregik for 20-30 år siden, hvad de involverede tænkte osv., så betyder spændingsformatet også, at værkerne operer med mange antydninger, hypoteser og spekulationer. De er spændende og fascinerende læsning, men spørgsmålet er, om alle konklusioner i bogen holder vand. F.eks. blev det, som allerede nævnt, i forbindelse med retssagen besluttet at opgive sigtelsen af gruppen i henhold til den daværende terrorparagraf. I bøgerne antyder Øvig Knudsen, at der var tale om en politisk beslutning højere oppe i systemet, evt. helt op på ministerniveau. For andre var den manglende tiltale en juridisk selvfølgelighed, da den daværende terrorparagraf var meget mere snæver i sin definition af terror forstået som terror mod danske interesser, dvs. mod danske institutioner på dansk grund.

De mange nye oplysninger, antydninger og konklusioner i bøgerne førte også til, at tre medlemmer af Blekingegadegruppen - Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann - tog til genmæle i en artikel i tidsskriftet ”Social Kritik” fra 2009 med overskriften ”Det handler om politik”. Netop for at undgå at Øvig Knudsens tobindsværk ”… står tilbage som sandheden om Blekingegadegruppen. I eftertiden kan vi risikere, at disse bøger vil være hovedkilderne om emnet. Dette ønsker vi at rokke ved.” (se kilder).

I tidsskriftsartiklen påpeger forfatterne indledningsvist en lang række faktuelle fejl i Øvig Knudsens bøger, f.eks. hvem der var til stede hvor, hvornår, hvad der blev sagt osv. De tre medlemmer skriver selv, at fejlene i sig selv ikke var graverende, men at problemet derimod er, at det ikke er muligt for læseren at kontrollere oplysninger, fordi der mangler kildehenvisninger. Igennem teksten sker der derfor, ifølge de tre, en bevidst fordrejning af begivenhederne, så de fremstår ”mere mystiske og dramatiske”. Derudover tager gruppen i artiklen primært stor afstand til Øvig Knudsens antydninger om, at gruppen havde tætte forbindelser til internationale terrororganisationer som f.eks. Rote Armee Fraktion (RAF). I følge artiklen arbejdede gruppen kun direkte sammen med PFLP, og hvorvidt PFLP eller personer tilknyttet PFLP så på egen hånd samarbejdede med organisationer som f.eks. RAF, har gruppen ikke haft nogen indflydelse på.

Artiklen formår i nogen grad at så tvivl om den forbindelse, som Øvig Knudsen forsøger at etablere imellem gruppen og internationale terrororganisationer. (Øvig Knudsens argumentation er gengivet i denne teksts afsnittet om gruppens internationale forbindelser). De mange korrektioner gør det også klart, at Øvig Knudsens fortælling om gruppen ikke er den endelige, objektive, videnskabelige eller ”sande” fortælling om gruppen. Omvendt må man også konstatere, at gruppemedlemmerne heller ikke selv har lagt alle oplysninger på bordet. F.eks. har Bo Weyman erkendt, at han har deltaget i planlægningen af en lang række røverier, men har ikke villet oplyse, hvem der deltog i selve røverierne. Ligesom Jan Weimann, Torkil Lauesen og Niels Jørgensen kun i meget begrænset omfang leverer nye oplysninger om f.eks. de kriminelle aktioner i artiklen i Social Kritik.

Tilbage står, at historien om gruppen stadig lever videre. For nu må Peter Øvig Knudsens bøger dog ses som et af de bedste bud på en samlet fremstilling af fænomenet ”Blekingegadebanden”, selvom bøgerne godt kan anklages for bl.a. at have ofret kildehenvisninger og historisk nøjagtighed på spændingens alter. At nye oplysninger og en revideret genskrivning af historien så måske i fremtiden vil kaste et nyt lys på Øvig Knudsens bøger, må debatten forholde sig til, når det sker. Historien om Blekingegadebanden viser i hvert fald, at nye oplysninger til det samlede puslespil ikke ville være overraskende.

Hvorfor blev gruppen ikke standset tidligere?

En anden af de helt store diskussioner omkring gruppen er, hvorfor det ikke lykkedes politiet at stoppe gruppen tidligere. Særligt Politiets Efterretningstjeneste (PET) er kommet i søgelyset, fordi de allerede siden 1970'erne havde overvåget KAK, der senere udviklede sig til KA og Blekingegadebanden.

Kritikken mod PET retter sig særligt mod efterforskningen af Lyngby-røveriet fra 1983. Efter røveriet blev det lokale politi i Lyngby godt nok tippet af PET om eksistensen af Blekingegadegruppen, ligesom politiet også fik adgang til at læse PET's materiale om gruppen. Politiet får dog samtidig også påbud om, at de kun må læse materialet på stedet, det må ikke kopieres, og materialet må heller ikke offentliggøres og f.eks. indgå i en tiltale mod gruppen. Begrundelserne for PET's tilbageholdenhed har formentlig været, at de for det første ikke ønskede at få afsløret deres metoder for indhentning af information. For det andet var det grundlæggende mål med PET's arbejde ikke så meget at opklare enkelte kriminelle aktioner, men mere at afdække potentielle terrortrusler mod Danmark, herunder i hvilket omfang og hvordan danske organisationer f.eks. samarbejdede med udenlandske organisationer som PFLP. Først efter postrøveriet på Købmagergade i 1988 blev der etableret et tværgående samarbejde mellem PET og det almindelige politi, der i sidste ende førte til gruppens anholdelse og dom.

Pågribelsen af gruppen i forbindelse med Lyngby-røveriet blev dog også besværliggjort af forhold, der måske var resultatet af en politisk indblanding. Godt tre uger efter røveriet af de lidt over 8 mio. kr. i Lyngby blev to palæstinensere, der efterfølgende viste sig at arbejde for PFLP, stoppet i Paris lufthavn med 6 mio. danske kr. i kontanter. Det lykkedes aldrig for de danske efterforskere at få foretaget en ordentlig afhøring af de to personer, da afhøringen var underlagt en lang række forskellige restriktioner af de franske myndigheder. Det lykkedes heller aldrig at få foretaget en egen dansk undersøgelse af pengesedlerne for fingeraftryk, efter at de danske efterforskere havde fundet den franske undersøgelse for mangelfuld. Trods gentagne forsøg lykkedes det heller aldrig at få udleveret de to palæstinensere til Danmark.

En af Peter Øvig Knudsens teorier er, at de franske myndigheder ikke havde nogen ønsker om at lægge sig ud med PFLP som organisation. Anholdelse af personer tilknyttet PFLP havde tidligere betydet ufrivillig involvering i voldsomme gidselaktioner. Det var bl.a. tilfældet i den store PFLP-aktion i 1970, hvor tre fly og over 400 passagerer var blevet holdt som gidsler i ørkenen med krav om penge og frigivelse af fængslede PFLP-folk. Derfor blev de danske efterforskere f.eks. pålagt strenge restriktioner i deres afhøring.

De samme forhold gjorde sig dog også gældende for de danske myndigheder. I hvert fald forsøgte de danske efterforskere, efter at have fået en udleveringsbegæring godkendt i byretten, at få udleveret de to anholdte personer til Danmark. En udleveringsbegæring skulle imidlertid godkendes og afsendes af Justitsministeriet, men af uklare grunde blev den danske udleveringsbegæring aldrig afsendt. Ifølge Øvig Knudsens kilder må udleveringsbegæringen være blevet forhindret på øverste niveau i ministeriet, f.eks. af en departementschef eller minister. Nye oplysninger fra breve tilsendt den danske ambassade i Paris har senere bekræftet, at de danske myndigheder faktisk gjorde alt for ikke at få udleveret de to PFLP-medlemmer til Danmark (se kilder).

Den omfattende kritik af PET og af Justitsministeriets rolle i sagen førte til, at den på det tidspunkt igangværende PET-kommission - om politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område 1945-1989 - blev pålagt at foretage en mere tilbundsgående undersøgelse af, om der var foregået alvorlige fejl i forbindelse med efterforskningen af Lyngby-røveriet. PET-kommissionens undersøgelse, der frit kan læses på http://www.petkommissionen.dk/, endte med en fuldstændig frikendelse af PET og Justitsministeriet. Det affødte bl.a. voldsom kritik fra Peter Øvig Knudsen og tidligere efterforskningsleder Jørn Moss, ”Ballonskipperen”, der stod bag efterforskningen ved gruppens anholdelse.

Senest har Jørn Moss i bogen ”Politiets hemmeligheder” fra 2009 rettet en ny, voldsom kritik imod PET. Moss kritiserer bl.a. PET for direkte at have modarbejdet politiets opklaringsarbejde i kølvandet på gruppens mange røverier, fordi PET selv diskret involverede sig i efterforskningsarbejdet uden at informere det almindelige politi. Frem for at hjælpe med opklaringen af røverierne var PET dermed i en årrække med til at holde en hånd under Blekingegadebandens kriminelle praksis.

Den megen kritik af PET's arbejde, og i særdeleshed også af PET-kommissionens frifindelse af PET, førte til, at en ny undersøgelseskommission blev nedsat - Blekingegadekommissionen (se kilder): ”Kommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for, om Justitsministeriet, Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller andre relevante centrale myndigheder modvirkede det almindelige politis og anklagemyndighedens opklaring og strafforfølgning af de strafbare forhold, som blandt andet i den offentlige debat er blevet forbundet med den gruppe af personer, der blev kendt som Blekingegadebanden.” Kommissionen påbegyndte arbejdet 1. oktober 2010, og i januar 2012 igangsatte Kommissionen afhøringen af 65 personer inden for PET og politiet samt jurister fra politiet og fra Justitsministeriet, ifølge Ritzau-telegram (se kilder).

Den 26. maj 2014 kom Blekingegadekommissionens afgørelse. Den konkluderede, at hverken PET, Justitsministeriet eller andre centrale myndigheder kan kritiseres i forbindelse med efterforskningen af Blekingegadebanden. Kommissionens rapport konkluderer, at PET ikke forhindrede det almindelige politis arbejde, men tværtimod videregav oplysninger, som var relevante i efterforskningsarbejdet (Ulrik Dahlin og Anton Geist: ”PET og Justitsministeriet frikendt for tredje gang i Blekingegade-sagen”. Information 2014-05-27).

Rapporten er blevet kritiseret fra flere sider, bl.a. Peter Øvig Knudsen, som mener, at kommissionen ikke har formået at komme til bunds i sagen. ”Man kan læse af konklusionen, at der er ting, som kommissionen ikke kan finde frem til: Materiale, der er blevet makuleret. Folk, der ikke kan huske noget,” siger han i artiklen ”Blekingegaderapport vækker kritik” i Berlingske Tidende (se kilder). I samme artikel udtrykker Tom Behnke, De Konservatives retsordfører, ligeledes skepsis over for, at alle myndigheder er blevet frikendt.

Hvor går grænsen for den politiske idealisme?

En sidste stor diskussion, der er blevet rejst i forbindelse med gruppen, er spørgsmålet om, hvor grænsen for den politiske idealisme og den politiske fanatisme går. Hvilke midler er legitime i den politiske kamp, og hvor langt skal man gå for at forfølge sine politiske mål?

Diskussionen er især blevet aktualiseret efter, at Bo Weyman er trådt frem og har forholdt sig til sin medvirken i gruppens kriminelle praksis. I ”Blekingegadebanden 1” beskrev Bo Weyman i anonymiseret form de daværende etiske overvejelser, som lå til grund for gruppens illegale arbejde på følgende måde:

”Enten støttede man befrielseskampen, eller også lagde man sine ikke-handlinger på den forkerte vægtskål. Sådan var forklaringsmodellen, og derfor fandt vi det generelt aldeles i orden at handle, som vi gjorde. Præcis på dét punkt har jeg mit største selvkritiske opgør. For den forklaringsmodel kan jo bruges til at forklare hvad som helst. Måske justerer jeg inden for nogle etiske rammer, men også dét er i sidste ende mit eget valg - i virkeligheden har jeg lov til at gøre alt i sagens tjeneste. At vi har givet os selv det rum, er det mest alvorlige element i hele min politiske historie som medlem af denne sekt: Vi har nok justeret etisk i detaljen, men grundlæggende gav vi os selv fribillet.” (se kilder).

Bo Weymans refleksion over de etiske implikationer af gruppens forskellige aktioner har udviklet sig gradvist, og det var først hen imod slutningen af de to års samtaler med Peter Øvig Knudsen, at han for alvor konfronterede sig selv med de konsekvenser, som handlingerne også har haft for de involverede ofre.

Skridtet videre tog han i 2009, hvor han trådte frem for offentligheden i forbindelse med premieren på filmen ”Blekingegadebanden”. Her siger han bl.a.:

”Det er ikke specielt glorværdigt, at jeg først stiller mig frem nu. Det er alt, alt for sent. Men det har været en meget lang rejse for mig at nå hertil, hvor jeg er i dag. Efter afsoningen havde jeg et stort behov for at lægge tingene bag mig, og det fyldte nok mere end den soningsproces, som jeg nu for alvor har taget hul på i de senere år.”

Ved samme lejlighed opfordrede han de øvrige medlemmer til at stå frem og lægge kortene på bordet. Samtidig afviste han også at sige undskyld til ofrene for bandens forbrydelser: ”Det ville være klamt. Jeg synes, det bedste, jeg kan gøre, er at fortælle sandheden. Ofrene skal ikke intimideres af mine undskyldninger, men det er klart, at jeg har det meget dårligt med det, jeg har lavet.” (se kilder).

Hverken Niels Jørgensen, Torkil Lauesen eller Jan Weimann har taget direkte afstand til de kriminelle aktioner, som gruppen benyttede sig af som midler i den politiske kamp. Med henvisning til bl.a. Machiavellis bog ”Fyrsten” fra 1532 (der regnes for den første teoretiske håndbog i kynisk magtanvendelse), når gruppen i artiklen i Social Kritik frem til en formulering om, at ”Ikke alle mål helliger ethvert middel, men nogle mål helliger nogle midler under nogle omstændigheder”.

Formuleringen skal udtrykke et standpunkt, som ligger midt i mellem de to traditionelle modstridende synspunkter om, at ”målet helliger aldrig midlet”, over for ”målet helliger midlet”. Det afgørende er, at dette tredje synspunkt netop inddrager den politiske sammenhæng, som den konkrete afvejning imellem mål og midler finder sted i. Som de tre også skriver: ”Det var dette synspunkt, som styrede vores handlinger. Men det er et besværligt synspunkt, fordi det kræver, at man overvejer alle tre parametre: målet, midlerne og de konkrete politiske omstændigheder”. De tre argumenterer for, at dette synspunkt, der involverer en konkret afvejning imellem mål og midler efter omstændighederne, ofte anvendes helt legitimt. F.eks. i forbindelse med Irak-krigen, hvor politikere som Anders Fogh Rasmussen og den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright hævdede, at krigen - på trods af de store tabstal - var indsatsen værd. De tre argumenterer videre for, at kampen for et frit Palæstina netop var et politisk mål, der gjorde anvendelse af kriminelle aktioner til legitime politiske midler.

Synspunktet, som det blev præsenteret af de tre, mødte stærk modstand i øvrige medier, f.eks. skrev Peter Nielsen i Information: ”Når det kommer til stykket, er deres indlæg én stor relativering. Deres argumenter for, at under visse omstændigheder kan et mål hellige visse midler, er et farligt skråplan. Og disse kan slet ikke almengøres som del af et politisk program eller kamp, men er et højest individuelt anliggende, hvor den enkelte selv betaler prisen for at overskride de normer, som et demokratisk samfund nødvendigvis må hvile på.” (se kilder)

Ved interviewet med Bo Weyman i forbindelse med filmpremieren udtalte Peter Øvig Knudsen også om artiklen i Social Kritik: ”Den store forskel på Bo Weymann og de andre er, at Bo ikke viger uden om sit ansvar, men tager det på sig. De andre vil ikke se i øjnene, hvilke konsekvenser deres handlinger har haft for andre mennesker. De taler uden om og fortrænger deres ansvar.” (se kilder)

Den aktuelle diskussion om gruppen viser, at det ville være forkert at reducere Blekingegadebanden til et overstået historisk fænomen. Tværtimod, så afføder hele sagen om gruppen en lang række principielle og vigtige diskussioner om moral, demokrati, idealisme og fanatisme, som i høj grad også vil være relevante i fremtiden.

Kilder til baggrund

Hjemmesider

Omfattende hjemmeside med fotografier fra lejligheden i Blekingegade, bevismateriale og meget mere.

Avisartikler. Der er skrevet utallige artikler om Blekingegadebanden. På Informations hjemmeside er der f.eks. mere end 200 artikler med relation til emnet. Et mindre artikeludpluk med nogle forskellige centrale emner:

Bo Weyman, stemmen fra Peter Øvig Knudsens bøger, træder frem i forbindelse med premieren på dokumentarfilmen ”Blekingegadebanden”.
Om Ministerens indblanding i Lyngby-røveriet Bergsøe, Claus: Om Peter Øvig og straffelovens § 114. 2008-01-15.

Tidsskriftsartikler

Interview med Jan Weimann og Torkil Lauesen.

Bøger

Mathiasen, Anders-Peter og Jeppe Facius:
Politiets hemmeligheder - Kriminalinspektør Jørn Moos genåbner Blekingegadesagen. People's Press, 2009.

Emnesøgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Blekingegadebanden

Film

Filmstriben

Kilder citeret i artiklen

Avisartikler

Om den manglende tiltale mod andre medlemmer i KA
Ritzau:
65 skal afhøres om Blekingegade-banden. 2011-08-12

Tidsskriftartikler

Weiman, Jan;Jørgen Lauesen;Niels Jørgensen:
Det handler om politik i Social Kritik nr. 117, 2009.

Bøger

Tsetung, Mao:
Citater fra formand Mao. Rhodos, 1973.
Øvig Knudsen, Peter
Blekingegadebanden 1 - den danske celle. Gyldendal, 2007.
Øvig Knudsen, Peter
Blekingegadebanden 2 - den hårde kerne. Gyldendal, 2007.
Bunde, Hans:
Blekingegade - røvere eller soldater. DR, 1991

Officielle undersøgelser

PET-kommissionen blev nedsat ved lov nr. 359 af 2. juni 1999 og har den 24. juni 2009 afgivet en beretning til Justitsministeren om resultatet af undersøgelsen. Beretningen består af i alt 16 bind, som kan downloades i pdf-format på PET-Kommisionens hjemmeside.
Kommissionen begyndte sit arbejde den 1. oktober 2010 og har til opgave at undersøge, om Justitsministeriet, PET eller andre centrale myndigheder modvirkede det almindelige politis opklaring af de strafbare forhold, som er blevet forbundet med Blekingegadebanden. Man kan følge arbejdet på Blekingegade-Kommissionens hjemmeside. (Konstateret utilgængelig 2020-04-29)

Hjemmesider

På Dansk Journalistforbunds hjemmeside kan man finde forbundets begrundelse for tildelingen af Cavlingprisen til Peter Øvig Knudsen i 2007 for hans arbejde med bøgerne om Blekingegadebanden.
Forfatter Peter Øvig-Knudsen egen hjemmeside med information om hans bøger.

Film

Blekingegade. Krimiserie i 5 afsnit instrueret af Jacob Thuesen. Zentropa i samarbejde med TV2, 2009.
Blekingegadebanden. Dramadokumentar baseret på Peter Øvig Knudsens bøger. Instrueret af Anders Riis-Hansen. Bastard Film, 2009.

Teater

Blekingegade. Teater baseret på Peter Øvig Knudsens bøger og manuskript af Claus Flygare. Instruktion Simon K. Boberg. Husets Teater, 2009.