Politik og debat

Hvorfor er der stort fokus på bådflygtninge nu?

Det skyldes især, at der i løbet af en weekend i april 2015 var to store kæntrings- og drukneulykker med bådflygtninge. I alt menes op mod 1.000 mennesker at være druknet i løbet af denne ene weekend i de to ulykker. I alt druknede 1.500 bådflygtninge på vej til Europa fra nytår til midten af april 2015, fremgår det af artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder).
Ulykkerne fik stor mediebevågenhed og fik EU’s stats- og regeringschefer til at beslutte at mødes ved et hasteindkaldt topmøde for at diskutere, hvad EU kan og vil gøre.
Det er dog langtfra første gang, at store drukneulykker med bådflygtninge har skabt debat om problemet. Det er sket adskillige gange siden 2001. I oktober 2013 forliste et skib mindre end en kilometer fra den italienske ø Lampedusa syd for Sicilien. Om bord var 513 mennesker, de fleste flygtninge fra Eritrea. Kun 157 af dem blev reddet. De døde blev begravet, og politikere holdt taler. Men de overlevende blev sendt i modtagecenter, blev anklaget for ulovlig indvandring og fik ikke fik ikke lov at deltage i begravelsesceremonien.

Hvad har været EU’s politik på området frem til foråret 2015?

EU har i høj grad ladet de lande, som ligger ud til Middelhavet, og som flygtningene typisk ankommer til, tage sig af problemet. Især Italien, Spanien og Grækenland har modtaget mange bådflygtninge. Samtidig har EU forsøgt at lave aftaler med landene syd for Middelhavet om at patruljere ud for deres kyster og forsøge at forhindre bådflygtninge i at komme ud på Middelhavet.
Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, beskriver EU’s indsats på bådflygtningeområdet således i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder): ”Alle de tiltag, EU er kommet med de senere år for at løse problemet har handlet om at holde flygtningene ude af syne, øge patruljeringen, overvågningen og skabe en bufferzone i Nordafrika, så flygtninge og migranter ikke når frem til selve Europa.”

Hvad er Mare Nostrum og Triton?

Mare Nostrum var en eftersøgnings- og redningsindsats, som Italien etablerede, efter at flere end 360 bådflygtninge druknede, da deres båd kæntrede tæt på den italienske kyst i oktober 2013. Programmet blev dog lukket af italienerne i slutningen af 2014, da de økonomiske udgifter var for store for landet. I løbet af 2014 reddede Mare Nostrum omkring 100.000 bådflygtninge op af Middelhavet. Italien bad EU om at overtage redningsaktionen, men det afviste EU af frygt for, at hvis programmet fortsatte, ville det få flere til at forsøge at krydse Middelhavet i håb om, at EU-skibe samlede dem op på halvvejen. EU etablerede i stedet sin egen kystbevogtningsoperation Triton, der er en del af EU’s grænsebevogtningsindsats Frontex. Operationen omfatter overvågningsfly, patruljeskibe samt officerer, som afhører flygtninge og patruljerer primært ud for Italiens kyst. Men Triton opererer – i modsætning til Mare Nostrum – kun i italiensk farvand tæt på den italienske kyst og redder derfor ikke det store antal bådflygtninge, der kommer i havsnød i internationalt farvand.

Hvad har EU planer om at gøre fremover?

I slutningen af april 2015 fremlagde EU-Kommissionen en ny plan for, hvad EU vil gøre for at forebygge, at så mange bådflygtninge søger mod Europa, og at så mange drukner undervejs.
I planen indgår bl.a. disse elementer:
· EU vil fordoble det beløb, der bliver brugt til at patruljere i Middelhavet under den såkaldte Triton-operation, især for at sætte hårdt ind mod menneskesmuglernes både, inden de har fået migranter om bord. Ved at jage og sænke menneskesmuglernes både håber EU at kunne ødelægge deres ulovlige forretning og sænke antallet af bådflygtninge.
· EU vil lave et projekt, hvor medlemslande frivilligt kan tage imod et antal bådflygtninge, der har behov for beskyttelse. Målet med projektet er, at flygtningene skal fordeles mere ligeligt, så det ikke primært er lande i Sydeuropa, hvor asylsøgerne ankommer til, der skal huse dem, der får asyl.

Hvilke politiske løsninger findes i andre dele af verden?

Australien og nogle få andre lande har valgt at forsøge at stoppe bådflygtningene, før de når frem til deres land, og så sende dem tilbage til det sted, de er sejlet ud fra – eller sende dem til andre steder for at få deres asylsag behandlet. Både med flygtninge, der bliver opdaget på åbent hav ud for Australien, bliver typisk tvunget til at vende om og sejle tilbage til det land, de er rejst af sted fra i båd, ofte Indonesien. Eller bådflygtningene bliver samlet op af flådeskibe og sejlet til lejre i stillehavsnationer som Nauru og Papua Ny Guinea eller i Cambodja. Den australske regering har aftalt med disse nationer, at de mod betaling huser asylsøgerne, mens deres sag behandles. Australiens ministerpræsident opfordrede i april 2015 EU til at indføre samme politik.
EU-Kommissionen har dog hidtil afvist at indføre en lignende politik, da den efter EU-Kommissionens mening vil være er brud med de standarder for asylpolitik og -rettigheder, som EU ønsker at følge. Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard, ønsker ikke at følge Australiens eksempel, mens Dansk Folkeparti mener, at den australske politik er værd at efterligne.

Hvilke andre løsninger er blevet foreslået?

Nogle forskere og politikere har talt for, at EU skal øge udviklingsbistanden for at bekæmpe den fattigdom og de politiske kriser, som er en væsentlig del af årsagen til, at så mange bådflygtninge søger mod Europa. Det har bl.a. den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, argumenteret for.
EU’s migrationskommissær har foreslået, at EU-landene gør det muligt for asylsøgere at indgive deres ansøgninger på EU-landenes ambassader i Afrika, så de ikke behøver at tage på en farlig færd over Middelhavet for at få mulighed for at søge asyl i et EU-land.
Flere migrationsforskere har foreslået, at EU-landene tillader en kontrolleret indvandring af ufaglært arbejdskraft fra de områder, hvor bådflygtningene kommer fra. Dette forslag kommer bl.a. fra den danske migrationsforsker Jesper Bjarnesen, der i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) siger: ”De migrantarbejdere, jeg har talt med, siger alle sammen, at de helst vil blive hjemme i deres eget land, men de har ikke noget at leve af. De vil til Europa for at arbejde og tjene penge, som de kan sende hjem til familien i nogle år, og så rejser de hjem igen.”
Dansk Folkeparti har foreslået, at EU kan være med til at oprette særlige centre i Marokko, som EU kan sende bådflygtningene tilbage til.

Hvilken kritik rettes mod EU’s indsats over for bådflygtningene?

EU er blevet kritiseret af både forskere i EU-politik og migration, politikere og organisationer som Læger uden Grænser og Amnesty International. Kritikken går bl.a. på, at EU længe har kendt til de enorme problemer med desperate flygtninge, der forsøger at krydse Middelhavet i overfyldte, synkefærdige både, og at gentagne ulykker med mange druknede ikke har ført til handling.
I april 2015 udtalte formanden for Læger uden Grænser, Loris De Filippi, i en pressemeddelelse (gengivet i Information den 19. april 2015 se kilder)): ”En massegrav er ved at forme sig i Middelhavet, og det er europæisk politik, der står med ansvaret.
Den katolske kirkes overhoved pave Frans har flere gange kritiseret både EU og andre politiske aktører for at være passive og ligegyldige over for de mange bådflygtninge. I april 2015 holdt han en tale, hvor han kommenterede de store kæntrings- og drukneulykker med bådflygtninge ved bl.a. at sige: ”De er mænd og kvinder som os. Brødre og søstre, der er sultne, forfulgte, udnyttede og ofre for krig: Mænd og kvinder som os, der blot søgte et bedre liv.” Dette uddrag af hans tale blev citeret i artiklen ”Jagten går ind på nødens købmænd” i Berlingske Tidende 19. april 2015 (se kilder).
I samme artikel citeres FN’s flygtningehøjkommissær, Zeid Ra’ad Al Hussein, for følgende: ”Europa vender ryggen til nogle af verdens mest sårbare flygtninge og risikerer at forvandle Middelhavet til en kæmpe kirkegård.”

Hvordan er fremtidsudsigterne?

Vurderinger fra rederier, menneskerettighedsorganisationer og andre lyder på, at der befinder sig op mod en million mennesker i Nordafrika, som alle venter på at få plads på en båd, der kan sejle dem til Europa. Så længe de ikke har udsigt til at kunne skabe sig et bedre liv på anden måde, er mange af dem parate til at sætte livet på spil som bådflygtninge.
Formodentlig er der ikke for alvor politisk vilje i EU til at hjælpe de mange flygtninge, vurderer en række eksperter i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder). Her siger professor i EU-politik ved Københavns Universitet Marlene Wind: ”Kynismen har sejret, både i europæisk politik og i de enkelte EU-lande. Der er simpelthen ikke længere politisk vilje i EU’s medlemslande til at hjælpe folk i nød.”
Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, udtaler: ”EU-landene har valgte den mest kyniske, ineffektive og populistiske måde at løse problemet med bådflygtningene på.