flygtninge i båd
158 bådflygtninge fra Libyen får udleveret redningsveste under en redningsaktion den 4. november 2016.
Foto: Andreas Solard / Scanpix

Bådflygtninge

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. April 2015
Top image group
flygtninge i båd
158 bådflygtninge fra Libyen får udleveret redningsveste under en redningsaktion den 4. november 2016.
Foto: Andreas Solard / Scanpix
Main image
Flere hundrede bådflygtninge frygtes druknet i Middelhavet i foråret 2015. Det har ført til en fornyet debat om immigranterne i Italien.
Flere hundrede bådflygtninge frygtes druknet i Middelhavet i foråret 2015. Det har ført til en fornyet debat om immigranterne i Italien.
Foto: Scanpix

I løbet af en enkelt weekend i april 2015 druknede op mod 1.000 bådflygtninge i Middelhavet, og det fik EU’s regeringsledere til at mødes til et særligt topmøde for at diskutere, hvad Unionen og de enkelte lande kan gøre for at bremse antallet af flygtninge, der søger ud på Middelhavet i et forsøg på at nå frem til Europa. Problemet med de hundredtusindvis af desperate mennesker, der risikerer druknedøden for at nå frem til Europa, er imidlertid ikke nyt, og det ser heller ikke ud til, at det bliver løst foreløbig. Der er stor uenighed om, hvis ansvar flygtningene er både moralsk og juridisk, og hvordan årsagerne til de store strømme af bådflygtninge kan bekæmpes. Nogle mener, at det er hyklerisk, når politikerne udtrykker sorg over døde bådflygtninge samtidig med at de afviser at tage imod dem, der når frem med livet i behold. Andre hævder, at hvis EU hjælper de bådflygtninge, der er i fare for at drukne, vil det blot få endnu flere til at sige ja til menneskesmuglernes tilbud om dyre og risikable rejser over havet.

Baggrund og historie

Vietnamesiske bådflygtninge i 1981.
Vietnamesiske bådflygtninge i 1981.
Foto: Scanpix

Hvad er bådflygtninge?

Bådflygtninge er en betegnelse, som man oprindeligt brugte om flygtninge fra Vietnam, der i ofte synkefærdige både søgte væk fra deres hjemland i tiden efter Vietnamkrigens afslutning i 1975. I dag bruges begrebet generelt om flygtninge, der flygter i både eller skibe. Denne form for flygtninge findes mange steder i verden, men i den danske og europæiske debat har der især siden årtusindskiftet været stigende fokus på migranter, der forsøger at nå til Europa fra Afrika ved at sejle over Middelhavet. Begrebet bådflygtninge henviser derfor i dag ofte til de mennesker, der forsøger at nå Europa, typisk Italien, med både over Middelhavet fra Nordafrika. Også Australien er imidlertid mål for et stort antal bådflygtninge, som sejler fra Indonesien, ligesom der kommer en del bådflygtninge fra Myanmar til Thailand.
Historien bag begrebet bådflygtninge og brugen af det beskrives i Gyldendals ’den store danske’ under opslagsordet ’bådflygtninge’ (se kilder).

Hvad dækker begrebet bådflygtninge over?

Fænomenet bådflygtninge er meget ældre end den moderne brug af ordet, der knytter sig til de vietnamesiske flygtninge i 1970’erne og 80’erne. Der har til alle tider været mennesker, som er flygtet fra deres hjemstavn på grund af krig, tørke, sult eller lign., og når disse flygtninge er søgt væk i både, kan de siges at være bådflygtninge. Også i nyere tid har der været bådflygtninge til og fra Danmark. De danske jøder, der flygtede over Øresund til Sverige i oktober 1943, er eksempler på bådflygtninge. Det samme kan siges om en del af de østtyskere, der i 1970’erne og 1980’erne flygtede fra Østtyskland. Nogle af dem søgte i oppustelige kajakker, robåde og andre små både fra Østtyskland kyst til Danmark eller Sverige. Nogle af dem blev reddet op af færger eller både undervejs. En historie om en østtysk bådflygtning findes i artiklen ”Den sidste bådflygtning fra DDR” (se kilder).

Hvem var de vietnamesiske bådflygtninge?

De vietnamesiske bådflygtninge var vietnamesere, der flygtede fra landet efter Vietnamkrigens afslutning. Da amerikanerne i 1975 forlod landet, flygtede først deres tætteste vietnamesiske allierede. I løbet af de næste år forlod årligt 30.000-40.000 vietnamesere landet, og dette antal voksede, da regeringen i 1978 begyndte at chikanere og forfølge handlende, hvoraf mange tilhørte det kinesiske mindretal. Mange af flygtningene valgte at sejle ud i små både i forsøg på at nå til de omkringliggende lande eller i håb om at blive samlet op af forbipasserende skibe.
Internationale aftaler betød, at de flygtninge, der blev samlet op af skibe, typisk kunne få asyl i det land, skibet var indregistreret i. Andre opholdt sig længe i flygtningelejre i regionen, før de blev genbosat i vestlige lande. Ca. 1,5 mio. vietnamesiske flygtninge menes at være blevet genbosat i andre lande, primært i Vesten, i perioden fra 1975-1985. Af dem kom knap 4000 til Danmark. De var stort set alle bådflygtninge, der enten blev samlet op af danske skibe eller blev udvalgt i flygtningelejre i Malaysia, Indonesien, Hongkong eller Filippinerne En del af dem fik siden familiesammenført forældre, ægtefæller og børn.
Baggrunden for de vietnamesiske bådflygtninges flugt og deres integration i Danmark beskrives i et kapitel i bogen ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004” (se kilder), og flere af bådflygtningene portrætteres i artikler på Kvinfo’s hjemmeside (se kilder). 

Bådflygtninge i dag

Det danske skib 'Maersk Ellen' redder en større gruppe flygtninge ud for Sicilien. Den 15. april 2015.
Det danske skib 'Maersk Ellen' redder en større gruppe flygtninge ud for Sicilien. Den 15. april 2015.
Foto: Guglielmo lMangiapana / Scanpix

Hvem er bådflygtningene i vor tid?

Blandt bådflygtninge er der både mennesker, der flygter fra f.eks. borgerkrig, og som altså falder ind under den kategori, der også i andre sammenhænge omtales som flygtninge. Andre er migranter, der rejser på grund af fattigdom og drømmen om et bedre liv for sig selv og deres familier. Der kan være flydende grænser mellem flygtninge og migranter.
Ifølge migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, Jesper Bjarnesen, er de fleste bådflygtninge i Middelhavet vestafrikanske migrantarbejdere, som ikke har nogen mulighed for at komme lovligt ind i Europa på grund af de ret skrappe migrationsregler. I artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) beskriver han, hvordan tusindvis af fattige, ufaglærte mænd i vestafrikanske lande som Mali og Senegal søger visum til EU-lande. Men kun få af dem får visum, og i stedet søger mange at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet.

Hvordan har antallet af bådflygtninge udviklet sig?

Antallet har været stigende, og det ser ikke ud til, at den store risiko ved flugten afskrækker flygtningene.
I 2014 nåede over 170.000 bådflygtninge frem til Italien efter en rejse over Middelhavet. I de første knap fire måneder af 2015 var antallet af bådflygtninge, der kom til Italien, ca. 30.000. På en enkelt uge i april 2015 krydsede ca. 10.000 mennesker Middelhavet for at søge asyl eller arbejde i Europa.
Af artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) fremgår det, at der i 2014 kom ca. 170.000 bådflygtninge til Italien. Af dem var to tredjedele migrantarbejdere, mens 65.000 var asylsøgere – primært fra Syrien, Libyen og Eritrea. En del af asylsøgerne var i første omgang flygtet til Libyen, men efter at der udbrød borgerkrig i Libyen, har mange af dem følt sig tvunget til at søge videre.
Hvordan flygtningene er parat til at løbe større og større risiko for at finde en flugtveje beskrives i artiklen ”Bådflygtningene finder hele tiden farligere veje” i Information den 8. oktober 2013 (se kilder).

Hvor rejser bådflygtningene fra og til?

De fleste flygter fra Nordafrika, især Libyen, til Italien. Mange har opholdt sig i flere lande undervejs på deres flugt, men er på grund af borgerkrigen i Libyen søgt videre. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) er der eksempler på flygtninge fra lande som Sierra Leone, Sydsudan, Nigeria, Elfenbenskysten og Tchad, der er kommet til Libyen og derfra forsøger at komme over Middelhavet til Europa. Mest benyttet er en rute fra Libyen til Sicilien eller den mindre ø Lampedusa. Mange kommer også fra Marokko til Spanien. Tidligere var en meget benyttet rute fra Senegal til De Kanariske Øer.
Der åbnes dog hele tiden ny ruter af menneskesmuglerne. Efterhånden som kystbevogtningsskibe i f.eks. Libyen bliver opmærksomme på en rute, finder smuglerne nye ruter for at undgå at blive anholdt. Et stigende antal flygtninge sendes f.eks. nu af sted i førerløse fragtskibe fra den tyrkiske kyst mod Italien. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder).

Hvorfor flygter de over Middelhavet?

Bådflygtningenes historier er forskellige, men generelt gælder det, at de efter mange forsøg på at komme i sikkerhed eller skaffe penge til at forsørge sig selv og deres familie ikke ser andre muligheder end at søge til Europa. Mange af dem er klar over, at de ved at betale en menneskesmugler for at fragte sig over Middelhavet løber en stor risiko for at dø undervejs. Nogle eksempler på desperate migranter, der ikke er anden udvej end at blive bådflygtninge, findes f.eks. i artiklen ”Menneskesmugling er i høj kurs i Libyen” i Information den 21. april 2015 (se kilder):
”Vi kommer her for at søge efter et bedre liv. Men når vi så er kommet hertil, forstår vi, at tingene ikke er ok – og så bliver vi nødt til at finde en anden måde. Eneste udvej er havet,” siger en 32-årige ghaneser. En 30 årig sygeplejerske fra Eritrea udtaler: ”Hvis regeringen ikke vil hjælpe os, hvis UNHCR ikke vil hjælpe os – hvis ingen kan hjælpe os – så er vores eneste mulighed at gå til menneskesmuglerne.”
I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) er der eksempler på bådflygtninge, der allerede har forsøgt at komme over Middelhavet i båd, har været tæt på at drukne og alligevel er parate til at forsøge igen.

Hvordan bliver flugten over havet organiseret?

De fleste bådflygtninge betaler et kriminelt netværk, som tager op imod 10.000 dollars for at organisere rejsen fra flygtningenes hjemland til Europa, inklusive den farlige overfart over Middelhavet. Menneskehandlerne selv siger, at de ikke tvinger nogen om bord, men ofte kan flygtningene fortælle, hvordan de i deres desperation efter at komme af sted, lader sig overtale til at tage af sted, selv om båden f.eks. er overfyldt og ikke lever op til det, de blev stillet i udsigt.
Ofte må flygtningene arbejde i lang tid i f.eks. Libyen for at tjene penge til rejsen over Middelhavet. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) fortæller en ung mand fra Sydsudan, der befinder sig i Libyen, hvordan han arbejdede i en sæbehandel for at spare op til at betale de lokale smuglere for at komme over Middelhavet. Da han havde sparet penge nok op, blev han udsat for et røveri og derefter anholdt, og han måtte så begynde forfra. Da han endelig havde penge nok til at betale smuglerne, blev bådturen et mareridt, og han overlevede kun med nød og næppe en uge, hvor båden sejlede rundt i cirkler ud for Libyens kyst. Han og de andre i båden blev reddet af den libyske kystvagt. Den unge mand er alligevel parat til at prøve igen.
På grund af borgerkrigen i Syrien er der opstået nye smuglernetværk og -ruter, og flugten organiseres med brug af moderne midler som Facebook. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder), hvor en 21-årig flygtning fra byen Homs i Syrien citeres for at forklare, at overfarten kan reserveres på Facebook: ”Det er syriske menneskesmuglere, der organiserer afgange med to til tre dages mellemrum fra alle tyrkiske havnebyer – fra Istanbul, Mersin og Antalya. Med et gyldigt pas kan vi uden problemer krydse grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og derfra kan man så selv vælge, hvilken havn man vil videre fra.”
Nogle flygtninge forsøger sig i gummibåde, der kan gå under kystbevogtningsskibenes radar.

Hvad sker der med bådflygtningene på havet?

For mange bådflygtninge bliver turen et mareridt, og for en del ender den med døden. Ofte tager turen meget længere, end de er blevet stillet i udsigt, fordi de mister kursen, eller der opstår uvejr. Ofte har flygtningene for lidt mad og vand til at klare den lange rejse. Så en del flygtninge er tæt på at dø af sult og tørst, nogle ser andre dø, og en del falder overbord og bliver kun i sidste øjeblik reddet af et forbipasserende skib eller ved at svømme i land, hvis skibet kæntrer tæt på kysten.
Der er flere og flere eksempler på, at menneskesmuglerne for ikke selv at blive opdaget og anholdt, sender skibe af sted uden besætning eller med en besætning, som kun bliver om bord i kort tid. Udtjente fragtskibe sendes af sted med hundredvis af flygtninge i lasten. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder).
Et eksempel på, hvordan en flugt kan udvikle sig, findes i artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder), hvor en 24 årig mand fra Nigeria fortæller om en flugt, som han med nød og næppe overlevede ved at blive bragt tilbage til Libyen. De libyske smuglere havde sat dem på båden, kun udstyret med et kompas, men uden styrmand. ”’Ingen vidste, hvor vi skulle styre hen Alle havde en idé om, hvad vi skulle gøre: tabe bestik af solen.’ Deres beholdning af brød og vand – blot tre dusin 500 ml flasker – slap op efter to dage. Uden mulighed for at bevæge sig måtte mændene midt i båden urinere på deres naboer. På bådens ræling fik to mænd overbalance, faldt i vandet og druknede. En tredje syntes at være så overvældet af situationen eller af tørst, at han forsøgte at sænke båden. ’Så tog de andre drenge ham og kastede ham over bord’”.
Smuglerne sender ofte skibene af sted i storm og om natten, da der så er mindre risiko for at blive opdaget af kystbevogtningsskibe. Til gengæld øger det risikoen for kæntrings- og drukneulykker.
I nogle tilfælde bliver skibene opdaget af kystbevogtningsfartøjer og tvunget tilbage til land, eller forbipasserende skibe hjælper de nødstedte bådflygtninge. F.eks. samler skibe fra Mærsks containerrederi, Mærsk Line, jævnligt bådflygtninge op i Middelhavet for at redde dem fra druknedøden. Fra januar til april 2015 reddede Mærsk Lines skibe ca. 750 bådflygtninge.

Hvor mange mister livet undervejs?

Det vides ikke med sikkerhed, da ingen ved, hvor mange der rejser af sted, og det er ikke sikkert, at alle de mennesker, der drukner undervejs, bliver fundet. Men FN vurderer, at hver tiende dør undervejs. En opgørelse fra International Organisation for Migration, IOM, viser, at 3.279 bådflygtninge mistede livet i 2014. Organisationen vurderede i april 2015, at endnu flere vil miste livet i løbet af 2015. Ifølge artiklen ”Bådflygtningene finder hele tiden farligere veje” i Information 8. oktober 2013 (se kilder) anføres det, at antallet af omkomne bådflygtninge i Middelhavet var 630 i 2007 og 1.500 i 2011. Tallet er altså stigende.

Hvad sker der med bådflygtningene i Europa?

Typisk får de et lægetjek og interneres så i centre, hvor de venter på, at deres asylsag behandles. Alle lande, der har tilsluttet sig EU’s såkaldte Dublinkonvention, skal samarbejde om, at asylsøgere registreres med fingeraftryk i det første EU-land, de ankommer til, og så skal deres sag behandles der. I praksis har både Italien og Grækenland – fordi de modtager så mange flygtninge – undladt at tage fingeraftryk på mange bådflygtninge. De kan derfor rejse videre til andre lande og søge asyl der. Nogle bådflygtninge undgår bevidst at blive registreret i f.eks. Italien. De skjuler sig og lever illegalt, mens de forsøger at samle penge sammen til at rejse videre til et andet land – i håb om at få arbejde der. Det gælder især afrikanske migranter, som ikke regner med, at de kan få asyl, da de primært er flygtet fra fattigdom. Nogle af dem kommer til lande som Danmark, hvor en del ender på gaden og klarer sig ved at samle flasker. Det beskrives i artiklen ”Man sejler bedst om natten” i Information den 1. juli 2014 (se kilder) og i dokumentarfilmen ”Under den samme himmel” (se kilder).