flygtninge i båd
158 bådflygtninge fra Libyen får udleveret redningsveste under en redningsaktion den 4. november 2016.
Foto: Andreas Solard / Scanpix

Bådflygtninge

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. April 2015
Top image group
flygtninge i båd
158 bådflygtninge fra Libyen får udleveret redningsveste under en redningsaktion den 4. november 2016.
Foto: Andreas Solard / Scanpix
Main image
Flere hundrede bådflygtninge frygtes druknet i Middelhavet i foråret 2015. Det har ført til en fornyet debat om immigranterne i Italien.
Flere hundrede bådflygtninge frygtes druknet i Middelhavet i foråret 2015. Det har ført til en fornyet debat om immigranterne i Italien.
Foto: Scanpix

I løbet af en enkelt weekend i april 2015 druknede op mod 1.000 bådflygtninge i Middelhavet, og det fik EU’s regeringsledere til at mødes til et særligt topmøde for at diskutere, hvad Unionen og de enkelte lande kan gøre for at bremse antallet af flygtninge, der søger ud på Middelhavet i et forsøg på at nå frem til Europa. Problemet med de hundredtusindvis af desperate mennesker, der risikerer druknedøden for at nå frem til Europa, er imidlertid ikke nyt, og det ser heller ikke ud til, at det bliver løst foreløbig. Der er stor uenighed om, hvis ansvar flygtningene er både moralsk og juridisk, og hvordan årsagerne til de store strømme af bådflygtninge kan bekæmpes. Nogle mener, at det er hyklerisk, når politikerne udtrykker sorg over døde bådflygtninge samtidig med at de afviser at tage imod dem, der når frem med livet i behold. Andre hævder, at hvis EU hjælper de bådflygtninge, der er i fare for at drukne, vil det blot få endnu flere til at sige ja til menneskesmuglernes tilbud om dyre og risikable rejser over havet.

Artikel type
faktalink

Baggrund og historie

Vietnamesiske bådflygtninge i 1981.
Vietnamesiske bådflygtninge i 1981.
Foto: Scanpix

Hvad er bådflygtninge?

Bådflygtninge er en betegnelse, som man oprindeligt brugte om flygtninge fra Vietnam, der i ofte synkefærdige både søgte væk fra deres hjemland i tiden efter Vietnamkrigens afslutning i 1975. I dag bruges begrebet generelt om flygtninge, der flygter i både eller skibe. Denne form for flygtninge findes mange steder i verden, men i den danske og europæiske debat har der især siden årtusindskiftet været stigende fokus på migranter, der forsøger at nå til Europa fra Afrika ved at sejle over Middelhavet. Begrebet bådflygtninge henviser derfor i dag ofte til de mennesker, der forsøger at nå Europa, typisk Italien, med både over Middelhavet fra Nordafrika. Også Australien er imidlertid mål for et stort antal bådflygtninge, som sejler fra Indonesien, ligesom der kommer en del bådflygtninge fra Myanmar til Thailand.
Historien bag begrebet bådflygtninge og brugen af det beskrives i Gyldendals ’den store danske’ under opslagsordet ’bådflygtninge’ (se kilder).

Hvad dækker begrebet bådflygtninge over?

Fænomenet bådflygtninge er meget ældre end den moderne brug af ordet, der knytter sig til de vietnamesiske flygtninge i 1970’erne og 80’erne. Der har til alle tider været mennesker, som er flygtet fra deres hjemstavn på grund af krig, tørke, sult eller lign., og når disse flygtninge er søgt væk i både, kan de siges at være bådflygtninge. Også i nyere tid har der været bådflygtninge til og fra Danmark. De danske jøder, der flygtede over Øresund til Sverige i oktober 1943, er eksempler på bådflygtninge. Det samme kan siges om en del af de østtyskere, der i 1970’erne og 1980’erne flygtede fra Østtyskland. Nogle af dem søgte i oppustelige kajakker, robåde og andre små både fra Østtyskland kyst til Danmark eller Sverige. Nogle af dem blev reddet op af færger eller både undervejs. En historie om en østtysk bådflygtning findes i artiklen ”Den sidste bådflygtning fra DDR” (se kilder).

Hvem var de vietnamesiske bådflygtninge?

De vietnamesiske bådflygtninge var vietnamesere, der flygtede fra landet efter Vietnamkrigens afslutning. Da amerikanerne i 1975 forlod landet, flygtede først deres tætteste vietnamesiske allierede. I løbet af de næste år forlod årligt 30.000-40.000 vietnamesere landet, og dette antal voksede, da regeringen i 1978 begyndte at chikanere og forfølge handlende, hvoraf mange tilhørte det kinesiske mindretal. Mange af flygtningene valgte at sejle ud i små både i forsøg på at nå til de omkringliggende lande eller i håb om at blive samlet op af forbipasserende skibe.
Internationale aftaler betød, at de flygtninge, der blev samlet op af skibe, typisk kunne få asyl i det land, skibet var indregistreret i. Andre opholdt sig længe i flygtningelejre i regionen, før de blev genbosat i vestlige lande. Ca. 1,5 mio. vietnamesiske flygtninge menes at være blevet genbosat i andre lande, primært i Vesten, i perioden fra 1975-1985. Af dem kom knap 4000 til Danmark. De var stort set alle bådflygtninge, der enten blev samlet op af danske skibe eller blev udvalgt i flygtningelejre i Malaysia, Indonesien, Hongkong eller Filippinerne En del af dem fik siden familiesammenført forældre, ægtefæller og børn.
Baggrunden for de vietnamesiske bådflygtninges flugt og deres integration i Danmark beskrives i et kapitel i bogen ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004” (se kilder), og flere af bådflygtningene portrætteres i artikler på Kvinfo’s hjemmeside (se kilder). 

Bådflygtninge i dag

Det danske skib 'Maersk Ellen' redder en større gruppe flygtninge ud for Sicilien. Den 15. april 2015.
Det danske skib 'Maersk Ellen' redder en større gruppe flygtninge ud for Sicilien. Den 15. april 2015.
Foto: Guglielmo lMangiapana / Scanpix

Hvem er bådflygtningene i vor tid?

Blandt bådflygtninge er der både mennesker, der flygter fra f.eks. borgerkrig, og som altså falder ind under den kategori, der også i andre sammenhænge omtales som flygtninge. Andre er migranter, der rejser på grund af fattigdom og drømmen om et bedre liv for sig selv og deres familier. Der kan være flydende grænser mellem flygtninge og migranter.
Ifølge migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, Jesper Bjarnesen, er de fleste bådflygtninge i Middelhavet vestafrikanske migrantarbejdere, som ikke har nogen mulighed for at komme lovligt ind i Europa på grund af de ret skrappe migrationsregler. I artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) beskriver han, hvordan tusindvis af fattige, ufaglærte mænd i vestafrikanske lande som Mali og Senegal søger visum til EU-lande. Men kun få af dem får visum, og i stedet søger mange at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet.

Hvordan har antallet af bådflygtninge udviklet sig?

Antallet har været stigende, og det ser ikke ud til, at den store risiko ved flugten afskrækker flygtningene.
I 2014 nåede over 170.000 bådflygtninge frem til Italien efter en rejse over Middelhavet. I de første knap fire måneder af 2015 var antallet af bådflygtninge, der kom til Italien, ca. 30.000. På en enkelt uge i april 2015 krydsede ca. 10.000 mennesker Middelhavet for at søge asyl eller arbejde i Europa.
Af artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) fremgår det, at der i 2014 kom ca. 170.000 bådflygtninge til Italien. Af dem var to tredjedele migrantarbejdere, mens 65.000 var asylsøgere – primært fra Syrien, Libyen og Eritrea. En del af asylsøgerne var i første omgang flygtet til Libyen, men efter at der udbrød borgerkrig i Libyen, har mange af dem følt sig tvunget til at søge videre.
Hvordan flygtningene er parat til at løbe større og større risiko for at finde en flugtveje beskrives i artiklen ”Bådflygtningene finder hele tiden farligere veje” i Information den 8. oktober 2013 (se kilder).

Hvor rejser bådflygtningene fra og til?

De fleste flygter fra Nordafrika, især Libyen, til Italien. Mange har opholdt sig i flere lande undervejs på deres flugt, men er på grund af borgerkrigen i Libyen søgt videre. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) er der eksempler på flygtninge fra lande som Sierra Leone, Sydsudan, Nigeria, Elfenbenskysten og Tchad, der er kommet til Libyen og derfra forsøger at komme over Middelhavet til Europa. Mest benyttet er en rute fra Libyen til Sicilien eller den mindre ø Lampedusa. Mange kommer også fra Marokko til Spanien. Tidligere var en meget benyttet rute fra Senegal til De Kanariske Øer.
Der åbnes dog hele tiden ny ruter af menneskesmuglerne. Efterhånden som kystbevogtningsskibe i f.eks. Libyen bliver opmærksomme på en rute, finder smuglerne nye ruter for at undgå at blive anholdt. Et stigende antal flygtninge sendes f.eks. nu af sted i førerløse fragtskibe fra den tyrkiske kyst mod Italien. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder).

Hvorfor flygter de over Middelhavet?

Bådflygtningenes historier er forskellige, men generelt gælder det, at de efter mange forsøg på at komme i sikkerhed eller skaffe penge til at forsørge sig selv og deres familie ikke ser andre muligheder end at søge til Europa. Mange af dem er klar over, at de ved at betale en menneskesmugler for at fragte sig over Middelhavet løber en stor risiko for at dø undervejs. Nogle eksempler på desperate migranter, der ikke er anden udvej end at blive bådflygtninge, findes f.eks. i artiklen ”Menneskesmugling er i høj kurs i Libyen” i Information den 21. april 2015 (se kilder):
”Vi kommer her for at søge efter et bedre liv. Men når vi så er kommet hertil, forstår vi, at tingene ikke er ok – og så bliver vi nødt til at finde en anden måde. Eneste udvej er havet,” siger en 32-årige ghaneser. En 30 årig sygeplejerske fra Eritrea udtaler: ”Hvis regeringen ikke vil hjælpe os, hvis UNHCR ikke vil hjælpe os – hvis ingen kan hjælpe os – så er vores eneste mulighed at gå til menneskesmuglerne.”
I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) er der eksempler på bådflygtninge, der allerede har forsøgt at komme over Middelhavet i båd, har været tæt på at drukne og alligevel er parate til at forsøge igen.

Hvordan bliver flugten over havet organiseret?

De fleste bådflygtninge betaler et kriminelt netværk, som tager op imod 10.000 dollars for at organisere rejsen fra flygtningenes hjemland til Europa, inklusive den farlige overfart over Middelhavet. Menneskehandlerne selv siger, at de ikke tvinger nogen om bord, men ofte kan flygtningene fortælle, hvordan de i deres desperation efter at komme af sted, lader sig overtale til at tage af sted, selv om båden f.eks. er overfyldt og ikke lever op til det, de blev stillet i udsigt.
Ofte må flygtningene arbejde i lang tid i f.eks. Libyen for at tjene penge til rejsen over Middelhavet. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) fortæller en ung mand fra Sydsudan, der befinder sig i Libyen, hvordan han arbejdede i en sæbehandel for at spare op til at betale de lokale smuglere for at komme over Middelhavet. Da han havde sparet penge nok op, blev han udsat for et røveri og derefter anholdt, og han måtte så begynde forfra. Da han endelig havde penge nok til at betale smuglerne, blev bådturen et mareridt, og han overlevede kun med nød og næppe en uge, hvor båden sejlede rundt i cirkler ud for Libyens kyst. Han og de andre i båden blev reddet af den libyske kystvagt. Den unge mand er alligevel parat til at prøve igen.
På grund af borgerkrigen i Syrien er der opstået nye smuglernetværk og -ruter, og flugten organiseres med brug af moderne midler som Facebook. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder), hvor en 21-årig flygtning fra byen Homs i Syrien citeres for at forklare, at overfarten kan reserveres på Facebook: ”Det er syriske menneskesmuglere, der organiserer afgange med to til tre dages mellemrum fra alle tyrkiske havnebyer – fra Istanbul, Mersin og Antalya. Med et gyldigt pas kan vi uden problemer krydse grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og derfra kan man så selv vælge, hvilken havn man vil videre fra.”
Nogle flygtninge forsøger sig i gummibåde, der kan gå under kystbevogtningsskibenes radar.

Hvad sker der med bådflygtningene på havet?

For mange bådflygtninge bliver turen et mareridt, og for en del ender den med døden. Ofte tager turen meget længere, end de er blevet stillet i udsigt, fordi de mister kursen, eller der opstår uvejr. Ofte har flygtningene for lidt mad og vand til at klare den lange rejse. Så en del flygtninge er tæt på at dø af sult og tørst, nogle ser andre dø, og en del falder overbord og bliver kun i sidste øjeblik reddet af et forbipasserende skib eller ved at svømme i land, hvis skibet kæntrer tæt på kysten.
Der er flere og flere eksempler på, at menneskesmuglerne for ikke selv at blive opdaget og anholdt, sender skibe af sted uden besætning eller med en besætning, som kun bliver om bord i kort tid. Udtjente fragtskibe sendes af sted med hundredvis af flygtninge i lasten. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder).
Et eksempel på, hvordan en flugt kan udvikle sig, findes i artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder), hvor en 24 årig mand fra Nigeria fortæller om en flugt, som han med nød og næppe overlevede ved at blive bragt tilbage til Libyen. De libyske smuglere havde sat dem på båden, kun udstyret med et kompas, men uden styrmand. ”’Ingen vidste, hvor vi skulle styre hen Alle havde en idé om, hvad vi skulle gøre: tabe bestik af solen.’ Deres beholdning af brød og vand – blot tre dusin 500 ml flasker – slap op efter to dage. Uden mulighed for at bevæge sig måtte mændene midt i båden urinere på deres naboer. På bådens ræling fik to mænd overbalance, faldt i vandet og druknede. En tredje syntes at være så overvældet af situationen eller af tørst, at han forsøgte at sænke båden. ’Så tog de andre drenge ham og kastede ham over bord’”.
Smuglerne sender ofte skibene af sted i storm og om natten, da der så er mindre risiko for at blive opdaget af kystbevogtningsskibe. Til gengæld øger det risikoen for kæntrings- og drukneulykker.
I nogle tilfælde bliver skibene opdaget af kystbevogtningsfartøjer og tvunget tilbage til land, eller forbipasserende skibe hjælper de nødstedte bådflygtninge. F.eks. samler skibe fra Mærsks containerrederi, Mærsk Line, jævnligt bådflygtninge op i Middelhavet for at redde dem fra druknedøden. Fra januar til april 2015 reddede Mærsk Lines skibe ca. 750 bådflygtninge.

Hvor mange mister livet undervejs?

Det vides ikke med sikkerhed, da ingen ved, hvor mange der rejser af sted, og det er ikke sikkert, at alle de mennesker, der drukner undervejs, bliver fundet. Men FN vurderer, at hver tiende dør undervejs. En opgørelse fra International Organisation for Migration, IOM, viser, at 3.279 bådflygtninge mistede livet i 2014. Organisationen vurderede i april 2015, at endnu flere vil miste livet i løbet af 2015. Ifølge artiklen ”Bådflygtningene finder hele tiden farligere veje” i Information 8. oktober 2013 (se kilder) anføres det, at antallet af omkomne bådflygtninge i Middelhavet var 630 i 2007 og 1.500 i 2011. Tallet er altså stigende.

Hvad sker der med bådflygtningene i Europa?

Typisk får de et lægetjek og interneres så i centre, hvor de venter på, at deres asylsag behandles. Alle lande, der har tilsluttet sig EU’s såkaldte Dublinkonvention, skal samarbejde om, at asylsøgere registreres med fingeraftryk i det første EU-land, de ankommer til, og så skal deres sag behandles der. I praksis har både Italien og Grækenland – fordi de modtager så mange flygtninge – undladt at tage fingeraftryk på mange bådflygtninge. De kan derfor rejse videre til andre lande og søge asyl der. Nogle bådflygtninge undgår bevidst at blive registreret i f.eks. Italien. De skjuler sig og lever illegalt, mens de forsøger at samle penge sammen til at rejse videre til et andet land – i håb om at få arbejde der. Det gælder især afrikanske migranter, som ikke regner med, at de kan få asyl, da de primært er flygtet fra fattigdom. Nogle af dem kommer til lande som Danmark, hvor en del ender på gaden og klarer sig ved at samle flasker. Det beskrives i artiklen ”Man sejler bedst om natten” i Information den 1. juli 2014 (se kilder) og i dokumentarfilmen ”Under den samme himmel” (se kilder).

Politik og debat

Statsminister Helle Thorning-Schmidt forlader mødet i udenrigspolitisk Nævn den 23. april 2015 forud for topmødet om indvandring i EU og bådflygtninge samme dag.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt forlader mødet i udenrigspolitisk Nævn den 23. april 2015 forud for topmødet om indvandring i EU og bådflygtninge samme dag.
Foto: Nikolai Linares / Scanpix

Hvorfor er der stort fokus på bådflygtninge nu?

Det skyldes især, at der i løbet af en weekend i april 2015 var to store kæntrings- og drukneulykker med bådflygtninge. I alt menes op mod 1.000 mennesker at være druknet i løbet af denne ene weekend i de to ulykker. I alt druknede 1.500 bådflygtninge på vej til Europa fra nytår til midten af april 2015, fremgår det af artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder).
Ulykkerne fik stor mediebevågenhed og fik EU’s stats- og regeringschefer til at beslutte at mødes ved et hasteindkaldt topmøde for at diskutere, hvad EU kan og vil gøre.
Det er dog langtfra første gang, at store drukneulykker med bådflygtninge har skabt debat om problemet. Det er sket adskillige gange siden 2001. I oktober 2013 forliste et skib mindre end en kilometer fra den italienske ø Lampedusa syd for Sicilien. Om bord var 513 mennesker, de fleste flygtninge fra Eritrea. Kun 157 af dem blev reddet. De døde blev begravet, og politikere holdt taler. Men de overlevende blev sendt i modtagecenter, blev anklaget for ulovlig indvandring og fik ikke fik ikke lov at deltage i begravelsesceremonien.

Hvad har været EU’s politik på området frem til foråret 2015?

EU har i høj grad ladet de lande, som ligger ud til Middelhavet, og som flygtningene typisk ankommer til, tage sig af problemet. Især Italien, Spanien og Grækenland har modtaget mange bådflygtninge. Samtidig har EU forsøgt at lave aftaler med landene syd for Middelhavet om at patruljere ud for deres kyster og forsøge at forhindre bådflygtninge i at komme ud på Middelhavet.
Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, beskriver EU’s indsats på bådflygtningeområdet således i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder): ”Alle de tiltag, EU er kommet med de senere år for at løse problemet har handlet om at holde flygtningene ude af syne, øge patruljeringen, overvågningen og skabe en bufferzone i Nordafrika, så flygtninge og migranter ikke når frem til selve Europa.”

Hvad er Mare Nostrum og Triton?

Mare Nostrum var en eftersøgnings- og redningsindsats, som Italien etablerede, efter at flere end 360 bådflygtninge druknede, da deres båd kæntrede tæt på den italienske kyst i oktober 2013. Programmet blev dog lukket af italienerne i slutningen af 2014, da de økonomiske udgifter var for store for landet. I løbet af 2014 reddede Mare Nostrum omkring 100.000 bådflygtninge op af Middelhavet. Italien bad EU om at overtage redningsaktionen, men det afviste EU af frygt for, at hvis programmet fortsatte, ville det få flere til at forsøge at krydse Middelhavet i håb om, at EU-skibe samlede dem op på halvvejen. EU etablerede i stedet sin egen kystbevogtningsoperation Triton, der er en del af EU’s grænsebevogtningsindsats Frontex. Operationen omfatter overvågningsfly, patruljeskibe samt officerer, som afhører flygtninge og patruljerer primært ud for Italiens kyst. Men Triton opererer – i modsætning til Mare Nostrum – kun i italiensk farvand tæt på den italienske kyst og redder derfor ikke det store antal bådflygtninge, der kommer i havsnød i internationalt farvand.

Hvad har EU planer om at gøre fremover?

I slutningen af april 2015 fremlagde EU-Kommissionen en ny plan for, hvad EU vil gøre for at forebygge, at så mange bådflygtninge søger mod Europa, og at så mange drukner undervejs.
I planen indgår bl.a. disse elementer:
· EU vil fordoble det beløb, der bliver brugt til at patruljere i Middelhavet under den såkaldte Triton-operation, især for at sætte hårdt ind mod menneskesmuglernes både, inden de har fået migranter om bord. Ved at jage og sænke menneskesmuglernes både håber EU at kunne ødelægge deres ulovlige forretning og sænke antallet af bådflygtninge.
· EU vil lave et projekt, hvor medlemslande frivilligt kan tage imod et antal bådflygtninge, der har behov for beskyttelse. Målet med projektet er, at flygtningene skal fordeles mere ligeligt, så det ikke primært er lande i Sydeuropa, hvor asylsøgerne ankommer til, der skal huse dem, der får asyl.

Hvilke politiske løsninger findes i andre dele af verden?

Australien og nogle få andre lande har valgt at forsøge at stoppe bådflygtningene, før de når frem til deres land, og så sende dem tilbage til det sted, de er sejlet ud fra – eller sende dem til andre steder for at få deres asylsag behandlet. Både med flygtninge, der bliver opdaget på åbent hav ud for Australien, bliver typisk tvunget til at vende om og sejle tilbage til det land, de er rejst af sted fra i båd, ofte Indonesien. Eller bådflygtningene bliver samlet op af flådeskibe og sejlet til lejre i stillehavsnationer som Nauru og Papua Ny Guinea eller i Cambodja. Den australske regering har aftalt med disse nationer, at de mod betaling huser asylsøgerne, mens deres sag behandles. Australiens ministerpræsident opfordrede i april 2015 EU til at indføre samme politik.
EU-Kommissionen har dog hidtil afvist at indføre en lignende politik, da den efter EU-Kommissionens mening vil være er brud med de standarder for asylpolitik og -rettigheder, som EU ønsker at følge. Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard, ønsker ikke at følge Australiens eksempel, mens Dansk Folkeparti mener, at den australske politik er værd at efterligne.

Hvilke andre løsninger er blevet foreslået?

Nogle forskere og politikere har talt for, at EU skal øge udviklingsbistanden for at bekæmpe den fattigdom og de politiske kriser, som er en væsentlig del af årsagen til, at så mange bådflygtninge søger mod Europa. Det har bl.a. den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, argumenteret for.
EU’s migrationskommissær har foreslået, at EU-landene gør det muligt for asylsøgere at indgive deres ansøgninger på EU-landenes ambassader i Afrika, så de ikke behøver at tage på en farlig færd over Middelhavet for at få mulighed for at søge asyl i et EU-land.
Flere migrationsforskere har foreslået, at EU-landene tillader en kontrolleret indvandring af ufaglært arbejdskraft fra de områder, hvor bådflygtningene kommer fra. Dette forslag kommer bl.a. fra den danske migrationsforsker Jesper Bjarnesen, der i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) siger: ”De migrantarbejdere, jeg har talt med, siger alle sammen, at de helst vil blive hjemme i deres eget land, men de har ikke noget at leve af. De vil til Europa for at arbejde og tjene penge, som de kan sende hjem til familien i nogle år, og så rejser de hjem igen.”
Dansk Folkeparti har foreslået, at EU kan være med til at oprette særlige centre i Marokko, som EU kan sende bådflygtningene tilbage til.

Hvilken kritik rettes mod EU’s indsats over for bådflygtningene?

EU er blevet kritiseret af både forskere i EU-politik og migration, politikere og organisationer som Læger uden Grænser og Amnesty International. Kritikken går bl.a. på, at EU længe har kendt til de enorme problemer med desperate flygtninge, der forsøger at krydse Middelhavet i overfyldte, synkefærdige både, og at gentagne ulykker med mange druknede ikke har ført til handling.
I april 2015 udtalte formanden for Læger uden Grænser, Loris De Filippi, i en pressemeddelelse (gengivet i Information den 19. april 2015 se kilder)): ”En massegrav er ved at forme sig i Middelhavet, og det er europæisk politik, der står med ansvaret.
Den katolske kirkes overhoved pave Frans har flere gange kritiseret både EU og andre politiske aktører for at være passive og ligegyldige over for de mange bådflygtninge. I april 2015 holdt han en tale, hvor han kommenterede de store kæntrings- og drukneulykker med bådflygtninge ved bl.a. at sige: ”De er mænd og kvinder som os. Brødre og søstre, der er sultne, forfulgte, udnyttede og ofre for krig: Mænd og kvinder som os, der blot søgte et bedre liv.” Dette uddrag af hans tale blev citeret i artiklen ”Jagten går ind på nødens købmænd” i Berlingske Tidende 19. april 2015 (se kilder).
I samme artikel citeres FN’s flygtningehøjkommissær, Zeid Ra’ad Al Hussein, for følgende: ”Europa vender ryggen til nogle af verdens mest sårbare flygtninge og risikerer at forvandle Middelhavet til en kæmpe kirkegård.”

Hvordan er fremtidsudsigterne?

Vurderinger fra rederier, menneskerettighedsorganisationer og andre lyder på, at der befinder sig op mod en million mennesker i Nordafrika, som alle venter på at få plads på en båd, der kan sejle dem til Europa. Så længe de ikke har udsigt til at kunne skabe sig et bedre liv på anden måde, er mange af dem parate til at sætte livet på spil som bådflygtninge.
Formodentlig er der ikke for alvor politisk vilje i EU til at hjælpe de mange flygtninge, vurderer en række eksperter i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder). Her siger professor i EU-politik ved Københavns Universitet Marlene Wind: ”Kynismen har sejret, både i europæisk politik og i de enkelte EU-lande. Der er simpelthen ikke længere politisk vilje i EU’s medlemslande til at hjælpe folk i nød.”
Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, udtaler: ”EU-landene har valgte den mest kyniske, ineffektive og populistiske måde at løse problemet med bådflygtningene på.

Bådflygtninge i dag

Hvem er bådflygtningene i vor tid?

Blandt bådflygtninge er der både mennesker, der flygter fra f.eks. borgerkrig, og som altså falder ind under den kategori, der også i andre sammenhænge omtales som flygtninge. Andre er migranter, der rejser på grund af fattigdom og drømmen om et bedre liv for sig selv og deres familier. Der kan være flydende grænser mellem flygtninge og migranter.
Ifølge migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, Jesper Bjarnesen, er de fleste bådflygtninge i Middelhavet vestafrikanske migrantarbejdere, som ikke har nogen mulighed for at komme lovligt ind i Europa på grund af de ret skrappe migrationsregler. I artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) beskriver han, hvordan tusindvis af fattige, ufaglærte mænd i vestafrikanske lande som Mali og Senegal søger visum til EU-lande. Men kun få af dem får visum, og i stedet søger mange at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet.

Hvordan har antallet af bådflygtninge udviklet sig?

Antallet har været stigende, og det ser ikke ud til, at den store risiko ved flugten afskrækker flygtningene.
I 2014 nåede over 170.000 bådflygtninge frem til Italien efter en rejse over Middelhavet. I de første knap fire måneder af 2015 var antallet af bådflygtninge, der kom til Italien, ca. 30.000. På en enkelt uge i april 2015 krydsede ca. 10.000 mennesker Middelhavet for at søge asyl eller arbejde i Europa.
Af artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) fremgår det, at der i 2014 kom ca. 170.000 bådflygtninge til Italien. Af dem var to tredjedele migrantarbejdere, mens 65.000 var asylsøgere – primært fra Syrien, Libyen og Eritrea. En del af asylsøgerne var i første omgang flygtet til Libyen, men efter at der udbrød borgerkrig i Libyen, har mange af dem følt sig tvunget til at søge videre.
Hvordan flygtningene er parat til at løbe større og større risiko for at finde en flugtveje beskrives i artiklen ”Bådflygtningene finder hele tiden farligere veje” i Information den 8. oktober 2013 (se kilder).

Hvor rejser bådflygtningene fra og til?

De fleste flygter fra Nordafrika, især Libyen, til Italien. Mange har opholdt sig i flere lande undervejs på deres flugt, men er på grund af borgerkrigen i Libyen søgt videre. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) er der eksempler på flygtninge fra lande som Sierra Leone, Sydsudan, Nigeria, Elfenbenskysten og Tchad, der er kommet til Libyen og derfra forsøger at komme over Middelhavet til Europa. Mest benyttet er en rute fra Libyen til Sicilien eller den mindre ø Lampedusa. Mange kommer også fra Marokko til Spanien. Tidligere var en meget benyttet rute fra Senegal til De Kanariske Øer.
Der åbnes dog hele tiden ny ruter af menneskesmuglerne. Efterhånden som kystbevogtningsskibe i f.eks. Libyen bliver opmærksomme på en rute, finder smuglerne nye ruter for at undgå at blive anholdt. Et stigende antal flygtninge sendes f.eks. nu af sted i førerløse fragtskibe fra den tyrkiske kyst mod Italien. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder).

Hvorfor flygter de over Middelhavet?

Bådflygtningenes historier er forskellige, men generelt gælder det, at de efter mange forsøg på at komme i sikkerhed eller skaffe penge til at forsørge sig selv og deres familie ikke ser andre muligheder end at søge til Europa. Mange af dem er klar over, at de ved at betale en menneskesmugler for at fragte sig over Middelhavet løber en stor risiko for at dø undervejs. Nogle eksempler på desperate migranter, der ikke er anden udvej end at blive bådflygtninge, findes f.eks. i artiklen ”Menneskesmugling er i høj kurs i Libyen” i Information den 21. april 2015 (se kilder):
”Vi kommer her for at søge efter et bedre liv. Men når vi så er kommet hertil, forstår vi, at tingene ikke er ok – og så bliver vi nødt til at finde en anden måde. Eneste udvej er havet,” siger en 32-årige ghaneser. En 30 årig sygeplejerske fra Eritrea udtaler: ”Hvis regeringen ikke vil hjælpe os, hvis UNHCR ikke vil hjælpe os – hvis ingen kan hjælpe os – så er vores eneste mulighed at gå til menneskesmuglerne.”
I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) er der eksempler på bådflygtninge, der allerede har forsøgt at komme over Middelhavet i båd, har været tæt på at drukne og alligevel er parate til at forsøge igen.

Hvordan bliver flugten over havet organiseret? 

De fleste bådflygtninge betaler et kriminelt netværk, som tager op imod 10.000 dollars for at organisere rejsen fra flygtningenes hjemland til Europa, inklusive den farlige overfart over Middelhavet. Menneskehandlerne selv siger, at de ikke tvinger nogen om bord, men ofte kan flygtningene fortælle, hvordan de i deres desperation efter at komme af sted, lader sig overtale til at tage af sted, selv om båden f.eks. er overfyldt og ikke lever op til det, de blev stillet i udsigt.
Ofte må flygtningene arbejde i lang tid i f.eks. Libyen for at tjene penge til rejsen over Middelhavet. I artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder) fortæller en ung mand fra Sydsudan, der befinder sig i Libyen, hvordan han arbejdede i en sæbehandel for at spare op til at betale de lokale smuglere for at komme over Middelhavet. Da han havde sparet penge nok op, blev han udsat for et røveri og derefter anholdt, og han måtte så begynde forfra. Da han endelig havde penge nok til at betale smuglerne, blev bådturen et mareridt, og han overlevede kun med nød og næppe en uge, hvor båden sejlede rundt i cirkler ud for Libyens kyst. Han og de andre i båden blev reddet af den libyske kystvagt. Den unge mand er alligevel parat til at prøve igen.
På grund af borgerkrigen i Syrien er der opstået nye smuglernetværk og -ruter, og flugten organiseres med brug af moderne midler som Facebook. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder), hvor en 21-årig flygtning fra byen Homs i Syrien citeres for at forklare, at overfarten kan reserveres på Facebook: ”Det er syriske menneskesmuglere, der organiserer afgange med to til tre dages mellemrum fra alle tyrkiske havnebyer – fra Istanbul, Mersin og Antalya. Med et gyldigt pas kan vi uden problemer krydse grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og derfra kan man så selv vælge, hvilken havn man vil videre fra.”
Nogle flygtninge forsøger sig i gummibåde, der kan gå under kystbevogtningsskibenes radar.

Hvad sker der med bådflygtningene på havet? 

For mange bådflygtninge bliver turen et mareridt, og for en del ender den med døden. Ofte tager turen meget længere, end de er blevet stillet i udsigt, fordi de mister kursen, eller der opstår uvejr. Ofte har flygtningene for lidt mad og vand til at klare den lange rejse. Så en del flygtninge er tæt på at dø af sult og tørst, nogle ser andre dø, og en del falder overbord og bliver kun i sidste øjeblik reddet af et forbipasserende skib eller ved at svømme i land, hvis skibet kæntrer tæt på kysten.
Der er flere og flere eksempler på, at menneskesmuglerne for ikke selv at blive opdaget og anholdt, sender skibe af sted uden besætning eller med en besætning, som kun bliver om bord i kort tid. Udtjente fragtskibe sendes af sted med hundredvis af flygtninge i lasten. Det beskrives i artiklen ”Førerløse flygtningeskibe” i Information den 2. januar 2015 (se kilder).
Et eksempel på, hvordan en flugt kan udvikle sig, findes i artiklen ”Risikoen for at drukne er bedre end alternativet” i Information den 19. april 2015 (se kilder), hvor en 24 årig mand fra Nigeria fortæller om en flugt, som han med nød og næppe overlevede ved at blive bragt tilbage til Libyen. De libyske smuglere havde sat dem på båden, kun udstyret med et kompas, men uden styrmand. ”’Ingen vidste, hvor vi skulle styre hen Alle havde en idé om, hvad vi skulle gøre: tabe bestik af solen.’ Deres beholdning af brød og vand – blot tre dusin 500 ml flasker – slap op efter to dage. Uden mulighed for at bevæge sig måtte mændene midt i båden urinere på deres naboer. På bådens ræling fik to mænd overbalance, faldt i vandet og druknede. En tredje syntes at være så overvældet af situationen eller af tørst, at han forsøgte at sænke båden. ’Så tog de andre drenge ham og kastede ham over bord’”.
Smuglerne sender ofte skibene af sted i storm og om natten, da der så er mindre risiko for at blive opdaget af kystbevogtningsskibe. Til gengæld øger det risikoen for kæntrings- og drukneulykker.
I nogle tilfælde bliver skibene opdaget af kystbevogtningsfartøjer og tvunget tilbage til land, eller forbipasserende skibe hjælper de nødstedte bådflygtninge. F.eks. samler skibe fra Mærsks containerrederi, Mærsk Line, jævnligt bådflygtninge op i Middelhavet for at redde dem fra druknedøden. Fra januar til april 2015 reddede Mærsk Lines skibe ca. 750 bådflygtninge.

Hvor mange mister livet undervejs?

Det vides ikke med sikkerhed, da ingen ved, hvor mange der rejser af sted, og det er ikke sikkert, at alle de mennesker, der drukner undervejs, bliver fundet. Men FN vurderer, at hver tiende dør undervejs. En opgørelse fra International Organisation for Migration, IOM, viser, at 3.279 bådflygtninge mistede livet i 2014. Organisationen vurderede i april 2015, at endnu flere vil miste livet i løbet af 2015. Ifølge artiklen ”Bådflygtningene finder hele tiden farligere veje” i Information 8. oktober 2013 (se kilder) anføres det, at antallet af omkomne bådflygtninge i Middelhavet var 630 i 2007 og 1.500 i 2011. Tallet er altså stigende.

Hvad sker der med bådflygtningene i Europa?

Typisk får de et lægetjek og interneres så i centre, hvor de venter på, at deres asylsag behandles. Alle lande, der har tilsluttet sig EU’s såkaldte Dublinkonvention, skal samarbejde om, at asylsøgere registreres med fingeraftryk i det første EU-land, de ankommer til, og så skal deres sag behandles der. I praksis har både Italien og Grækenland – fordi de modtager så mange flygtninge – undladt at tage fingeraftryk på mange bådflygtninge. De kan derfor rejse videre til andre lande og søge asyl der. Nogle bådflygtninge undgår bevidst at blive registreret i f.eks. Italien. De skjuler sig og lever illegalt, mens de forsøger at samle penge sammen til at rejse videre til et andet land – i håb om at få arbejde der. Det gælder især afrikanske migranter, som ikke regner med, at de kan få asyl, da de primært er flygtet fra fattigdom. Nogle af dem kommer til lande som Danmark, hvor en del ender på gaden og klarer sig ved at samle flasker. Det beskrives i artiklen ”Man sejler bedst om natten” i Information den 1. juli 2014 (se kilder) og i dokumentarfilmen ”Under den samme himmel” (se kilder).

Politik og debat

Hvorfor er der stort fokus på bådflygtninge nu?

Det skyldes især, at der i løbet af en weekend i april 2015 var to store kæntrings- og drukneulykker med bådflygtninge. I alt menes op mod 1.000 mennesker at være druknet i løbet af denne ene weekend i de to ulykker. I alt druknede 1.500 bådflygtninge på vej til Europa fra nytår til midten af april 2015, fremgår det af artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder).
Ulykkerne fik stor mediebevågenhed og fik EU’s stats- og regeringschefer til at beslutte at mødes ved et hasteindkaldt topmøde for at diskutere, hvad EU kan og vil gøre.
Det er dog langtfra første gang, at store drukneulykker med bådflygtninge har skabt debat om problemet. Det er sket adskillige gange siden 2001. I oktober 2013 forliste et skib mindre end en kilometer fra den italienske ø Lampedusa syd for Sicilien. Om bord var 513 mennesker, de fleste flygtninge fra Eritrea. Kun 157 af dem blev reddet. De døde blev begravet, og politikere holdt taler. Men de overlevende blev sendt i modtagecenter, blev anklaget for ulovlig indvandring og fik ikke fik ikke lov at deltage i begravelsesceremonien.

Hvad har været EU’s politik på området frem til foråret 2015?

EU har i høj grad ladet de lande, som ligger ud til Middelhavet, og som flygtningene typisk ankommer til, tage sig af problemet. Især Italien, Spanien og Grækenland har modtaget mange bådflygtninge. Samtidig har EU forsøgt at lave aftaler med landene syd for Middelhavet om at patruljere ud for deres kyster og forsøge at forhindre bådflygtninge i at komme ud på Middelhavet.
Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, beskriver EU’s indsats på bådflygtningeområdet således i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder): ”Alle de tiltag, EU er kommet med de senere år for at løse problemet har handlet om at holde flygtningene ude af syne, øge patruljeringen, overvågningen og skabe en bufferzone i Nordafrika, så flygtninge og migranter ikke når frem til selve Europa.”

Hvad er Mare Nostrum og Triton?

Mare Nostrum var en eftersøgnings- og redningsindsats, som Italien etablerede, efter at flere end 360 bådflygtninge druknede, da deres båd kæntrede tæt på den italienske kyst i oktober 2013. Programmet blev dog lukket af italienerne i slutningen af 2014, da de økonomiske udgifter var for store for landet. I løbet af 2014 reddede Mare Nostrum omkring 100.000 bådflygtninge op af Middelhavet. Italien bad EU om at overtage redningsaktionen, men det afviste EU af frygt for, at hvis programmet fortsatte, ville det få flere til at forsøge at krydse Middelhavet i håb om, at EU-skibe samlede dem op på halvvejen. EU etablerede i stedet sin egen kystbevogtningsoperation Triton, der er en del af EU’s grænsebevogtningsindsats Frontex. Operationen omfatter overvågningsfly, patruljeskibe samt officerer, som afhører flygtninge og patruljerer primært ud for Italiens kyst. Men Triton opererer – i modsætning til Mare Nostrum – kun i italiensk farvand tæt på den italienske kyst og redder derfor ikke det store antal bådflygtninge, der kommer i havsnød i internationalt farvand.

Hvad har EU planer om at gøre fremover?

I slutningen af april 2015 fremlagde EU-Kommissionen en ny plan for, hvad EU vil gøre for at forebygge, at så mange bådflygtninge søger mod Europa, og at så mange drukner undervejs.
I planen indgår bl.a. disse elementer:
· EU vil fordoble det beløb, der bliver brugt til at patruljere i Middelhavet under den såkaldte Triton-operation, især for at sætte hårdt ind mod menneskesmuglernes både, inden de har fået migranter om bord. Ved at jage og sænke menneskesmuglernes både håber EU at kunne ødelægge deres ulovlige forretning og sænke antallet af bådflygtninge.
· EU vil lave et projekt, hvor medlemslande frivilligt kan tage imod et antal bådflygtninge, der har behov for beskyttelse. Målet med projektet er, at flygtningene skal fordeles mere ligeligt, så det ikke primært er lande i Sydeuropa, hvor asylsøgerne ankommer til, der skal huse dem, der får asyl.

Hvilke politiske løsninger findes i andre dele af verden?

Australien og nogle få andre lande har valgt at forsøge at stoppe bådflygtningene, før de når frem til deres land, og så sende dem tilbage til det sted, de er sejlet ud fra – eller sende dem til andre steder for at få deres asylsag behandlet. Både med flygtninge, der bliver opdaget på åbent hav ud for Australien, bliver typisk tvunget til at vende om og sejle tilbage til det land, de er rejst af sted fra i båd, ofte Indonesien. Eller bådflygtningene bliver samlet op af flådeskibe og sejlet til lejre i stillehavsnationer som Nauru og Papua Ny Guinea eller i Cambodja. Den australske regering har aftalt med disse nationer, at de mod betaling huser asylsøgerne, mens deres sag behandles. Australiens ministerpræsident opfordrede i april 2015 EU til at indføre samme politik.
EU-Kommissionen har dog hidtil afvist at indføre en lignende politik, da den efter EU-Kommissionens mening vil være er brud med de standarder for asylpolitik og -rettigheder, som EU ønsker at følge. Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard, ønsker ikke at følge Australiens eksempel, mens Dansk Folkeparti mener, at den australske politik er værd at efterligne.

Hvilke andre løsninger er blevet foreslået?

Nogle forskere og politikere har talt for, at EU skal øge udviklingsbistanden for at bekæmpe den fattigdom og de politiske kriser, som er en væsentlig del af årsagen til, at så mange bådflygtninge søger mod Europa. Det har bl.a. den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, argumenteret for.
EU’s migrationskommissær har foreslået, at EU-landene gør det muligt for asylsøgere at indgive deres ansøgninger på EU-landenes ambassader i Afrika, så de ikke behøver at tage på en farlig færd over Middelhavet for at få mulighed for at søge asyl i et EU-land.
Flere migrationsforskere har foreslået, at EU-landene tillader en kontrolleret indvandring af ufaglært arbejdskraft fra de områder, hvor bådflygtningene kommer fra. Dette forslag kommer bl.a. fra den danske migrationsforsker Jesper Bjarnesen, der i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder) siger: ”De migrantarbejdere, jeg har talt med, siger alle sammen, at de helst vil blive hjemme i deres eget land, men de har ikke noget at leve af. De vil til Europa for at arbejde og tjene penge, som de kan sende hjem til familien i nogle år, og så rejser de hjem igen.”
Dansk Folkeparti har foreslået, at EU kan være med til at oprette særlige centre i Marokko, som EU kan sende bådflygtningene tilbage til.

Hvilken kritik rettes mod EU’s indsats over for bådflygtningene?

EU er blevet kritiseret af både forskere i EU-politik og migration, politikere og organisationer som Læger uden Grænser og Amnesty International. Kritikken går bl.a. på, at EU længe har kendt til de enorme problemer med desperate flygtninge, der forsøger at krydse Middelhavet i overfyldte, synkefærdige både, og at gentagne ulykker med mange druknede ikke har ført til handling.
I april 2015 udtalte formanden for Læger uden Grænser, Loris De Filippi, i en pressemeddelelse (gengivet i Information den 19. april 2015 se kilder)): ”En massegrav er ved at forme sig i Middelhavet, og det er europæisk politik, der står med ansvaret.
Den katolske kirkes overhoved pave Frans har flere gange kritiseret både EU og andre politiske aktører for at være passive og ligegyldige over for de mange bådflygtninge. I april 2015 holdt han en tale, hvor han kommenterede de store kæntrings- og drukneulykker med bådflygtninge ved bl.a. at sige: ”De er mænd og kvinder som os. Brødre og søstre, der er sultne, forfulgte, udnyttede og ofre for krig: Mænd og kvinder som os, der blot søgte et bedre liv.” Dette uddrag af hans tale blev citeret i artiklen ”Jagten går ind på nødens købmænd” i Berlingske Tidende 19. april 2015 (se kilder).
I samme artikel citeres FN’s flygtningehøjkommissær, Zeid Ra’ad Al Hussein, for følgende: ”Europa vender ryggen til nogle af verdens mest sårbare flygtninge og risikerer at forvandle Middelhavet til en kæmpe kirkegård.”

Hvordan er fremtidsudsigterne?

Vurderinger fra rederier, menneskerettighedsorganisationer og andre lyder på, at der befinder sig op mod en million mennesker i Nordafrika, som alle venter på at få plads på en båd, der kan sejle dem til Europa. Så længe de ikke har udsigt til at kunne skabe sig et bedre liv på anden måde, er mange af dem parate til at sætte livet på spil som bådflygtninge.
Formodentlig er der ikke for alvor politisk vilje i EU til at hjælpe de mange flygtninge, vurderer en række eksperter i artiklen ”Der er ingen stemmer i medmenneskelighed” i Information den 19. april 2015 (se kilder). Her siger professor i EU-politik ved Københavns Universitet Marlene Wind: ”Kynismen har sejret, både i europæisk politik og i de enkelte EU-lande. Der er simpelthen ikke længere politisk vilje i EU’s medlemslande til at hjælpe folk i nød.”
Jesper Bjarnesen, migrant- og konfliktforsker ved Nordiske Afrika Instituttet i Uppsala, udtaler: ”EU-landene har valgte den mest kyniske, ineffektive og populistiske måde at løse problemet med bådflygtningene på.

Kilder til baggrund

Undervisningsmaterialer

diverse artikler om migranter: http://www.kvinfo.dk

Avisartikler

Bjøl, Erling:
Da protestanterne var bådflygtninge. Historien om huguenotternes store flugt fra Frankrig. Politiken, 1985-10-20.

Skønlitteratur

Stranger, Simon:
Barsakh – Emilie, Samuel og Gran Canaria. Høst, 2010. Roman om bådflygtninge og teenageproblemer.
Klement, Robert:
70 mil til paradis. Arvids, 2012. Roman om somaliske Siad og hans datter Shara, der forsøger at flygte fra Afrika til Europa i en overfyldt båd.

Dokumentarfilm og tv-indslag

Bullitt Film, 2013. Instruktion: Ditte Haarløv Johnsen. Filmen handler om mennesker, som brændende længes efter en ny tilværelse væk fra det afrikanske kontinent.
Flugten fra Vietnam. USA, 2007. Sendt på DR2 i 2010 & 2013. Efter Vietnamkrigen forsøgte millioner af vietnamesere at flygte, mange over havet i faldefærdige både. De blev kendt som vietnamesiske bådflygtninge. Denne dokumentar handler om et af disse flugtforsøg, der endte med tragedie og kannibalisme.

Fiktionsfilm på Filmstriben

, 2013. Instruktion og manuskript: Emanuele Crialese. (Italiensk tale, undertekster på dansk, tilladt for børn over 11 år). Fiskerne Filippo og hans farfar fra en lille siciliansk ø får en dag øje på en båd fyldt med illegale indvandrere. De giver kystpolitiet besked, så er der nogen, der hopper i vandet, og så er det pludselig havets lov, der gælder.

Kilder citeret i artiklen

Hjemmesider og opslagsværker på internet

Opslag om ’bådflygtninge’

Artikler

Information & The Guardian, 2015-04-21.
Information, 2015-01-02.
Rothenborg, Michael:
Den sidste bådflygtning fra DDR. Politiken, 2013-10-06.

Faglitteratur

Fenger-Grøn, Carsten og Malene Grøndahl:
Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004. Aarhus Universitetsforlag, 2004.