Indledning
Rundt om i landet ligger en lang række asylcentre, som huser mennesker, der er kommet til Danmark i håb om at blive anerkendt som flygtninge og få lov at blive i landet. De fleste er kommet fra lande præget af krig og undertrykkelse, f.eks. Syrien, Eritrea, Afghanistan og Irak, og mange asylansøgere har været udsat for tortur og har oplevet vold og forfølgelse. Nogle asylansøgere har opholdt sig i mange år på asylcentrene, og ventetiden og uvisheden gør mange asylansøgere psykisk syge.
Psykologer, læger, jurister og andre eksperter fra Danmark og udlandet har kritiseret forholdene på de danske asylcentre for at være i strid med internationale konventioner, og da V-regeringen i slutningen af 2015 besluttede at oprette teltlejre til at huse nogle af de nyankomne flygtninge, vakte det protester fra oppositionen og fra flere organisationer. Regeringen forsvarede teltlejrene med, at de var nødvendige for at skabe husly til alle de nyankomne, og at det var vigtigt ikke at gøre det for attraktivt at komme til Danmark som asylansøger. Få år før var der ellers gennemført en række forbedringer af de fysiske forhold på centrene, og i samme omgang tillod man et mindre antal børnefamilier og andre asylansøgere at flytte ud af centrene.
Igen i 2018 og 2019 opstod der debat om forholdene på asylcentrene. Især er det kommet frem, at børnene på asylcentrene mistrives, og Dansk Flygtningehjælp har i en undersøgelse påvist, at de ikke modtager hjælp fra de danske myndigheder i samme omfang som danske børn, hvilket de ellers har krav på. I november 2019 blev S-regeringen og SF, Enhedslisten og Radikale Venstre enige om, at de afviste asylansøgere med børn på det omdiskuterede Udrejsecenter Sjælsmark nu skal indkvarteres på et nyt udrejsecenter indrettet på baggrund af Ombudsmandens og Røde Kors’ anbefalinger. Det sker efter omfattende kritik af vilkårene for børnene på centret.
Mohammed Ali Abdis fortæller om at bo på Asylcenter Jelling.