I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark.

     Baggrunden for genforeningen var nederlaget i 1864. Her måtte Danmark overdrage hertugdømmerne Lauenburg, Holsten og Slesvig til Preussen (senere Tyskland) og Østrig. De tre hertugdømmer udgjorde to femtedele af Danmarks landområde og befolkning, så det var et stort og traumatisk tab for landet.

     Den nationale selvfølelse havde fået et ordentlig knæk og der var ingen umiddelbare muligheder for at vinde de tabte områder tilbage på grund af periodens politiske og økonomiske forhold. Men 54 år senere havde magtbalancen i Europa ændret sig markant.

     Tyskland var en af de store tabere i 1. Verdenskrig. Det tyske kejserrige kollapsede, og landet måtte underlægge sig en hård fredsaftale ved forhandlingerne i Versailles i Frankrig. Det åbnede mulighed for, at Danmark kunne tilbageerobre noget af Sønderjylland.

     Versaillestraktaten erklærede nemlig, at de imperier, der havde tabt, måtte lade de landområder, hvor befolkningen ønskede selvstændighed eller et andet nationalt tilhørsforhold, bestemme selv. Derfor blev der afholdt folkeafstemning i de sønderjyske områder.

     Med afstemningens resultat kom det nordlige Slesvig – det vi i dag kalder Sønderjylland – tilbage til Danmark, med et tysk mindretal på den danske side og et dansk mindretal på den tyske side. Det kaldte man ”Genforeningen”, og det blev fejret med stor jubel i både Danmark og Sønderjylland

     Sønderjyllands genforening med Danmark den 15. juni 1920 var den sidste i en række af store ændringer af dansk territorium i årene omkring 1. Verdenskrig. Danmark havde solgt kolonien De Vestindiske Øer, St. Jan, St. Thomas og St. Croix, til USA i 1917, og i 1918 anerkendte Danmark Island som en selvstændig stat.

     I sin nytårstale den 31.12.2019 kom Dronning Margrethe ind på 100-året for Genforeningen og hvorfor det stadig har betydning os i dag:

     ”Måske mange i dag kan føle, at det ligger fjernt, men spørg sønderjyderne: De ved, at dér vendte et blad sig i Danmarks historie. Det kan vi godt være bekendt at fejre, når årsdagen kommer, og det vil vi fejre. I sensommeren besøgte jeg Slesvig-Holsten, hvor jeg fik en varm og festlig modtagelse, som var med til at bekræfte det stærke naboskab og gode venskab mellem Tyskland og Danmark. Det blev også til et uforglemmeligt møde med det danske mindretal. I kom ikke hjem til Danmark for 100 år siden. Men Danmark er og bliver jeres hjerteland. Det rørte mig at høre, også fra den unge generation. Det vil jeg aldrig glemme! Både det danske mindretal og det tyske mindretal har deres del i, at grænselandet i årenes løb har udviklet sig så harmonisk og fredeligt. Det er blevet et forbillede for hele verden.”