Historiekanon 18: Stormen på Dybbøl

Stormen på Dybbøl var et afgørende slag i den 2. Slesvigske Krig mellem Danmark og Preussen, som fandt sted den 18. april 1864. Den danske hær tabte, og Danmark måtte efterfølgende afgive store dele af sit territorium til Preussen. Nederlaget ved Dybbøl satte dybe spor i dansk politik, økonomi og kulturliv og er siden blevet brugt som argument både for og imod en aktiv militær udenrigspolitik. Efter nederlaget fokuserede politikerne på industrialisering og uddannelse efter parolen ”hvad udad tabes, det maa indad vindes”, som forfatteren H.P. Holst havde formuleret det.

Stormen på Dybbøl er betegnelsen for et slag mellem den preussiske og danske hær, som fandt sted nær landsbyen Dybbøl den 18. april 1864. Slaget var en del af 2. Slesvigske Krig og endte med et stort nederlag for Danmark. Det blev ifølge artiklen ”Slaget ved Dybbøl 18. april 1864” på danmarkshistorien.dk (se kilder) afgørende for udfaldet af krigen, da den danske hær efterfølgende var bragt i knæ. Krigen endte med, at Danmark afgav hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen.

     Den danske hær rådede over færre soldater end den preussiske – 10.000 mod 35.000 mand – og var dårligere udstyret og mistede knap 5.000 soldater ved Dybbøl. Heraf blev ca. 700 dræbt, 554 sårede og 3.534 blev taget til fange eller deserterede. I artiklen ”Minut for minut: Sådan forløb slaget på Dybbøl” (se kilder) kan du læse, hvordan slaget foregik.

I midten af 1800-tallet bestod Danmark af det nuværende danske rige samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Hertugdømmerne havde særstilling med visse særskilte love. I Holsten og Lauenborg talte befolkningen tysk, og begge hertugdømmer var tilknyttet sammenslutningen af tyske stater. Slesvig havde en blandet tysk-dansk befolkning, og det var især dette områdes tilhørsforhold, de Slesvigske krige handlede om.

     Med vedtagelsen af Danmarks grundlov i 1849 forsøgte de danske politikere at knytte Slesvig tættere til riget ved bl.a. at fratage Slesvig sin særstatus som hertugdømme. Det var en provokation over for både den tysktalende befolkning i Slesvig og det Preussiske Rige. Det udløste 1. Slesvigske Krig, som varede i tre år (og derfor også kaldes Treårskrigen). På grund af diplomatisk opbakning fra Rusland og England faldt krigen hovedsageligt ud til Danmarks fordel – omend Slesvig bevarede dele af sit selvstyre.

     Freden var ifølge Gyldendals Den store Danske (se kilder) dog skrøbelig, da det slesvigske spørgsmål stadig ikke var afklaret. I marts 1863 vedtog den danske regering, at Slesvig skulle indlemmes helt i det danske rige, mens Holsten skulle løsnes. Det udløste så den 2. Slesvigske Krig i december 1863.

På britisk initiativ blev der arrangeret en mæglingskonference i London mellem Preussen og Danmark, der begyndte den 20. april 1864. Det var lige efter Stormen på Dybbøl, hvilket gav Danmark en dårlig forhandlingsposition. Den danske regering – anført af konseilspræsident (regeringsleder/statsminister) D.G. Monrad og kong Christian 9. – var også indbyrdes splittet om, hvad de skulle kæmpe for, at Danmark skulle opnå. Forhandlingerne brød sammen den 25. april, og krigen fortsatte, hvilket førte til, at Preussen – som forventet – vandt krigen.

     Det har i eftertiden været diskuteret, hvad Danmark kunne have opnået ved konferencen, hvis forhandlingerne ikke var brudt sammen. De fleste historikere er enige om, at Danmark begik en fejl ved at lade forhandlingerne bryde sammen, da et militært nederlag til Preussen var givet på forhånd. Du kan læse mere om Londonkonferencen og historikernes vurderinger på Danmarkshistorien.dk’s artikel ”Krigen i 1864” (se kilder).

Erindringen om slaget og den tabte krig satte dybe spor i dansk kultur, økonomi og politik.

     For nationalsindede i samtiden var nederlaget ved Dybbøl og de efterfølgende konsekvenser et traume, der kaldte på en ny fortælling om Danmark. Der blev oprustet kulturelt med nationalromantikken, der fik stor indflydelse på dansk åndsliv. I stedet for at se ud mod verden og fremtiden, vendte man blikket indad mod det nære og tilbage til tiden før krigsnederlaget. De nordiske sagn og myter blev populære, og interessen for vikingetiden blomstrede. Med N.F.S. Grundtvig i spidsen tog også højskolebevægelsen fat med sine ideer om folkelig dannelse af især landbefolkningen.

     I litteraturen opstod det, man kalder ”Sårfeberen efter 1864”, hvor forfattere skrev romaner og digte, der bearbejdede krigstraumet. Blandt de mest berømte er Herman Bangs ”Tine”, hvor 1864-krigen beskrives via menneskeskæbner. Du kan høre et interview med forfatter Tom Buk-Swienty om litteraturen efter 1864 på Litteraturens Huses hjemmeside (se kilder).

     Danmark var med nederlaget i 1864 endegyldigt færdig som europæisk stormagt. Forfatteren H.P. Holst formulerede i 1872 en sætning, der kom til at fungere som en slags motto eller overskrift for forsøget på at lave en ny national fortælling: ”For hvert et Tab igjen Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes”. Tanken var, at Danmark med bl.a. politiske reformer, økonomisk udvikling og styrket fokus på (ud)dannelse skulle rejse sig efter nederlaget. Der skete da også en række gennembrud i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet: Jernbanen vandt frem, ligesom industrialiseringen tog fart. Hedeselskabet blev stiftet i 1866, og med ingeniør Enrico Dalgas i spidsen blev der sat et storstilet projekt i gang med at gøre den jyske hede frugtbar og opdyrke den (læs også faktalink-artiklen om Industrialiseringen).

I dag er Stormen på Dybbøl og krigen i 1864 blevet et brand for især Sønderjylland. Turister lokkes til med krudt, kanoner og interaktive udstillinger. På historiecenter Dybbøl Bankes hjemmeside (se kilder) står der: ”Hold alle sanser åbne, når du bevæger dig ind på området, hvor lyden fra de buldrende kanoner blandede sig med skrigene fra de sårede soldater.”

     Slagmarken som erindringssted bliver altså ikke længere fremstillet som tragedie, men derimod som noget spændende og medrivende. Den samme tendens kunne også ses i DR’s store dramaserie om krigen, ”1864” (se kilder), hvor Stormen på Dybbøl blev genfortalt som underholdning i bedste sendetid.

     Fokus i denne nye erindringskultur er på krig og uenighed – på trods af, at forholdet mellem Danmark og Preussen faktisk fungerede godt i lange perioder. Du kan læse mere om slagmarken som erindringssted og brand i Gerret L. Schlabers biddrag til antologien ”1864 – Krigens følger på langt og kort sigt” (se kilder).

Nederlaget ved Dybbøl og 1864-krigen som helhed er i nyere tid blevet brugt til at argumentere både for og imod Danmarks aktivistiske udenrigspolitik i efter år 2000, især krigene i Irak og Afghanistan.

     Daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), sagde f.eks. i 2003, at Danmarks nye aktivistiske udenrigspolitik var et opgør med den strategi, man havde ført siden 1864: ”Udenrigspolitisk gennemgår Danmark i disse år en vigtig omstilling. Vi er midt i et opgør med den tilpasningspolitik, der har domineret dansk udenrigspolitik fra nederlaget i 1864 og frem til vore dage”. Han brugte dermed nederlaget til Preussen i 1864 til at legitimere sin regerings politik i 2003 og fortolkede nederlaget og dets konsekvenser ind i en nutidig kontekst. Du kan læse hele Anders Fogh Rasmussens tale på Statsministeriets hjemmeside (se kilder).

     Anders Fogh Rasmussen brugte altså nederlaget i 1864 til at argumentere for Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan – hvorimod nogle anså Ole Bornedals stort anlagte dramaserie om krigen, som blev sendt på DR, som et indlæg i debatten imod dansk krigsdeltagelse. Det dramatiske højdepunkt i serien var stormen på Dybbøl, og krigen blev iscenesat som et resultat af nationalisme og vanvid hos de ansvarlige politikere. Igennem en nutidig rammefortælling blev årsagerne til, at Danmark dengang endte i en krig og et nederlag, kædet direkte sammen med Danmarks krigsdeltagelse i begyndelsen af 2000’erne. Du kan læse mere om de modstridende historiske fortolkninger af nederlaget i 1864 i en artikel af Peter Yding Brunbech i det historiske tidsskrift Temp (se kilder).