Omfang og konsekvenser

Hvor udbredt er sugardating?

Sugardating i Danmark er et fænomen, som særligt er kommet i fokus de seneste par år. Der findes ingen konkrete tal på, hvor udbredt det er. Selvom antallet af profiler på diverse sugardatingsider er steget de seneste år, er det ikke nogen klar indikator for antallet af sugardatere, da det langtfra er sikkert, at alle disse profiler er aktive. På Sugardaters.dk, som markedsfører sig som Danmarks største sugardatingside, var der i efteråret 2016 cirka 58.000 profiler, og i 2017 var antallet vokset til 78.000. Heraf er cirka 45 % sugardaddies, 35 % er sugarbabies, 20 % boytoys og 5 % sugarmamas. Det fremgår af Berlingske-artiklen ”DR-program puster liv i sugardating: ’At folk hører om konceptet er nok til, at nye brugere strømmer ind’” (se kilder).

I samarbejde med blandt andet RedenUng, Roskilde Universitetscenter og Aarhus Universitet er VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd gået i gang med en større undersøgelse om sugardating blandt unge i Danmark, der blandt andet skal afdække udbredelsen og omfanget af fænomenet. Undersøgelsen løber frem til december 2020, fremgår det af VIVEs hjemmeside (se kilder).

Hvorfor begynder unge mennesker at sugardate?

Der kan være flere forskellige årsager til, at unge begynder at sugardate. I RedenUng oplever de i deres rådgivning, at det er penge og ikke gaver og oplevelser, de unge går efter, når de sugardater: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at det der med at sugardate for at få gaver ikke er noget, vi ser. For dem, som vi rådgiver, handler det simpelthen om penge, og det handler om, at de vil have et bedre liv, de vil have luksusting,” fortæller Christina Wind fra RedenUng i et interview med Faktalink (se kilder). Samtidig nævner hun også spænding og nysgerrighed – især i forhold til seksualitet og egne grænser – som grunde til, at unge begynder at sugardate.

I artiklen ”Ung kvinde om sugardating: ’Jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede de 100’” i Berlingske (se kilder) fortæller flere unge kvinder om deres erfaringer med sugardating og om, og at de gør det af både lyst og nysgerrighed, og fordi de gerne vil føle sig eftertragtede. 19-årige Line fra København fremhæver også det klassiske kønsrollemønster i sugardating, hvor manden forsørger kvinden: ”Det er de gamle normer. Der er så meget snak om ligestilling i dag. Jeg er lidt tiltrukket af det gammeldags, hvor manden forsørger kvinden.”

I lande som f.eks. USA, hvor der ikke er gratis uddannelse og lægehjælp, eller i lande som f.eks. Storbritannien, hvor unge mennesker typisk stifter stor studiegæld, kan sugardating være en måde for unge at finansiere deres liv på. De ældre mænd sponsorerer således de unges uddannelse og husleje, men ofte også deres luksuriøse livsstil.

Hvilke konsekvenser kan sugardating have?

Sugardating kan have alvorlige konsekvenser for de unge piger eller drenge. I Berlingske-artiklen ”Ung kvinde om sugardating: ’Jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede de 100’” (se kilder) fortæller flere unge piger, at oplevelserne med sugardating har gjort dem afhængige af de hurtige og nemme penge, man kan opnå via sugardating. De fortæller også om, hvordan de oplever at overskride deres egne grænser og om ubehagelige situationer, hvor den ældre date har forventet noget seksuelt af dem, som de ikke på forhånd havde aftalt. For 24-årige Petra har sugardating ligefrem ødelagt hendes forestilling om kærlighed: ”Jeg har mødtes med piloter, ledende forretningsfolk og rigtigt mange familiefædre. Sugardaters har grundlæggende forandret min indstilling til kærlighed. Fredag aften og søndag aften vil jeg gerne have en kæreste. På alle andre tidspunkter tænker jeg, at det skal jeg aldrig have. Jeg tænker på konerne, på kæresterne. På børnene. Der er noget, der er bristet inde i mig.”

Ifølge Christina Wind, der er projektleder i RedenUng, kan sugardating have den konsekvens, at de unge bliver afhængige af at blive bekræftet hele tiden: ”Det handler om afhængighed af intimitet, bekræftelse og penge. Hvis man få sit kærlighedskick fra det her, så er det svært at lægge på hylden,” forklarer hun i artiklen ”Sugardater: Det er mig, der betaler prisen, hvis jeg knækker” på DR (se kilder). Hun peger desuden på, at man som sugardater kan få et forskruet forhold til kærlighed, hvor man forventer at modtage noget for at være intim med nogen: ”Ens fokus ændrer sig. Det er ikke længere nok, at der er noget seksuelt og intimt i det, for man er vant til at få noget for det. Så man tænker, at man giver noget gratis, som man egentlig kunne have fået noget for.”

 

20-årige Nikolaj Ryom fortæller om, hvordan han med sugardating oplevede at overskride sine egne grænser og blive udsat for et seksuelt overgreb. TV2 Echo, januar 2019.