Hvornår begyndte Ruslands historie?
I midten af 800-tallet begyndte skandinaver, eller varæger som de kaldte sig selv, at sejle på de russiske floder, hvor de etablerede handelspladser i det, der senere blev kendt som Novgorodområdet. Der er dog ifølge historiker Paul Ulff-Møller uenighed mellem nordiske og russiske forskere om, hvorvidt grundlæggelsen af Rusland kan tilskrives disse varæger (se kilder). Fra handelspladserne kunne varægerne bl.a. tvinge de lokale slaviske stammer til at betale tribut (afgift), og den sene Nestorkrønike (ca. 1125) beskriver endvidere, hvordan slaverne fordrev varægerne, hvorefter de, grundet interne stridigheder, alligevel inviterede tre af dem til at regere over sig (se kilder). Den mest kendte, Rurik, regerede Novgorod, og hans efterfølger indlemmede desuden Kiev i sin magtbase. Den nordiske overklasse og det slaviske flertal smeltede sammen, og således blev kimen til Kiev-riget lagt. I 988 lod fyrst Vladimir sig kristne, og Kiev manifesterede sig efter byzantinsk forbillede som et religiøst og kulturelt centrum. Det fik imidlertid en brat ende i 1240, da mongolerne invaderede og ødelagde Kiev.
Hvad var Det Mongolske Åg?
Det Mongolske Åg betegner tiden fra ca. 1240 til 1500, hvor store dele af det nuværende Rusland var under mongolsk herredømme. Batu Khan grundlagde omkring 1240 riget Den Gyldne Horde, som formelt hørte under storkhanen i Karakoum. Mongolerne, som kom fra Mongoliet, der geografisk er placeret mellem Kasakhstan, Kina og det vestlige Rusland, slog sig ned i byen Sarai, det nuværende Volgograd, ved Volgas nedre løb, hvorfra de opkrævede tribut (afgifter) hos fyrsterne og i realiteten styrede Rusland. I 1240 erobrede de Kiev, som blev så ødelagt, at der, ifølge dr.phil. Knud Rasmussen, efter sigende næppe var mere end 200 huse tilbage (se kilder). Batu Khan døde i 1255, hvorefter hans bror Berke Khan tog over. I 1328 blev den moskovitiske fyrste Ivan 1. som også gik under navnet Ivan Pengesæk, med Khanen i Sarais godkendelse, indsat som storfyrste af Vladimir. Det indebar, at han fik til opgave at indsamle tribut fra de erobrede områder og dernæst betale den til selvsamme Khan, som på det tidspunkt hed Öz Beg Khan. De efterfølgende fyrster udnyttede imidlertid deres status som storfyrster til at styrke deres magtposition, og i 1502 var Moskvas storfyrste, Ivan 3. den Store, blevet så stærk, at han nægtede at adlyde Khanen i Sarai, hvilket blev begyndelsen på enden for 250 års mongolsk overherredømme i det, der i dag er Rusland.
Hvad var Zar-Rusland?
Betegnelsen Zar-Rusland dækker over tiden fra 1547, hvor Ivan 4. den Grusomme tog titlen zar (kejser) til Nikolaj 2. abdicerede i 1917. I 1721 skiftede Peter den Store imidlertid zar-titlen ud med den mere moderne titel ’alrussisk kejser’, hvilket blev den formelle titel for Ruslands herskere frem til 1917. Peter den Store var handlekraftig og gennemførte adskillige reformer. Han vendte blikket mod Europa og forsøgte, efter vesteuropæisk forbillede, at skabe et enevældigt monarki. Omstillingen skulle ske gennem en række reformer: Hæren blev bl.a. opgraderet med den første russiske orlogsflåde, kirken kom under statens kontrol, administrationen blev styrket og regeringssædet blev flyttet fra Moskva til Peter den Stores prestigeprojekt Skt. Petersborg, som ifølge ruslandskender og lektor ved Københavns Universitet Hans Bagger også skulle lægge kaj til den nye krigsflåde (se kilder). Tidsrummet efter Peter den Stores død og frem til Katharina 2. den Store var en turbulent tid, hvor stridigheder om tronfølgen fyldte meget. Da Katharina den Store kom til magten, reformerede hun bl.a. statsforvaltningen, retsvæsenet og uddannelsessystemet, hvilket styrkede hendes egen magt på bekostning af adelens. Bøndernes livegenskab blev der dog ikke ændret på. Det blev der til gengæld på landegrænserne efter to succesrige krige mod tyrkerne i perioderne 1763-1774 og 1787-1792, hvor Rusland erobrede henholdsvis Krim og Ukraine, ligesom Rusland også blev udvidet mod vest efter Polens tre delinger i 1772, 1793 og 1795.
I 1792, fire år inden Katharinas den Stores død, brød koalitionskrigene ud i Europa. Fælles for krigene var, at Frankrig med Napoleon 1. Bonaparte i spidsen var involveret i dem alle, mens skiftende alliancer udgjorde den anden part. I 1812 rykkede Napoleon ifølge professor emeritus Walter G. Moss ind over den russiske grænse med op imod 600.000 soldater (se kilder). Russerne mødte ikke Napoleon ved grænsen, men trak sig tilbage til byen Borodin lidt udenfor Moskva, hvor franskmændene vandt et blodigt slag. Efter sejren rykkede Napoleons tropper ind i Moskva som brændte, lå i ruiner og var rømmet for mennesker. Napoleon ventede forgæves på forhandlere fra kejser Alexander 1. i Skt. Petersborg, og gav efter fem uger ordre til fransk tilbagetrækning. Tilbagetrækningen blev fatal, og kun en lille del af den oprindelig hær overlevede kulden, sygdommene, sulten, en fjendtlig lokalbefolkning og en jagtende russisk hær. Katastrofen var total og da Napoleon hørte om et muligt kupforsøg i Paris, rejste han til hovedstaden og efterlod hæren i Rusland. Cirka 100 år senere udbrød den russisk-japanske krig i 1905, som bundede i, hvem der skulle kontrollere Manchuriet og Korea. Rusland led en række nederlag, og måtte ved fredsslutningen i Portsmouth i New Hampshire give indrømmelser til Japan, hvilket bl.a. betød, at de måtte opgive kontrollen med Korea.
Hvad var Den Russiske Revolution?
Den Russiske Revolution er samlebetegnelsen for en række opstande og politisk uro i Rusland i perioden 1905-1917. I perioden op til 1905, hvor Rusland tabte den russisk-japanske krig, ulmede borgernes utilfredshed med zarens enevældige styre. De ønskede ifølge tidligere professor i østeuropæisk historie ved Københavns Universitet Bjarne Nørretranders økonomiske fremskridt og indflydelse, hvilket udløste både strejker og demonstrationer, som kulminerede foran Vinterpaladset med Den Blodige Søndag, (se kilder). Zar Nikolaj 2. afvejede situationen og udsendte oktobermanifestet, som bl.a. betød, at der blev oprettet en folkevalgt forsamling, Dumaen. Det var imidlertid ikke nok til at tilfredsstille borgerne, og i februar 1917 førte de ringe levevilkår og regeringens manglende evne til at afslutte deres deltagelse i 1. Verdenskrig med et tilfredsstillende resultat til uroligheder i Petrograd (i dag Skt. Petersborg). De demonstrerende arbejdere tog magten og oprettede få dage efter Petrogradsovjetten, som kom til at repræsentere det meste af den revolutionære arbejder- og bondebevægelse. Herefter indledte den provisoriske komité (senere provisoriske regering) en forhandling med zaren, hvilket førte til, at han abdicerede. Han blev efterfølgende taget til fange sammen med sin familie, inden de i 1918 blev henrettet af bolsjevikkerne, som havde overtaget magten ved Oktoberrevolutionen i 1917, og som bekendte sig til den leninistiske ideologi, som herskede i Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. Således faldt monarkiet, mens Rusland blev en republik med Petrogradsovjetten (det russiske ord sovjet el. совет kan oversættes med råd) som det ene magtorgan og Den Provisoriske Regering som det andet. I oktober 1917 havde sovjetterne i de vigtigste byer, såsom Moskva og Petrograd, bolsjevistisk flertal, og bolsjevikkerne med Lenin og Trotskij i spidsen stormede således Vinterpaladset, væltede Aleksandr Kerenskijs provisoriske regering og banede vejen for ”proletariatets diktatur” under parolen om fred, jord til bønderne, fabrikkernes overdragelse til arbejderne og al magt til sovjetterne. Det var dog langt fra alle, der støttede de kommunistiske bolsjevikker, eller bare de røde. I 1918 udbrød Den Russiske Borgerkrig i kølvandet på revolutionerne med bolsjevikker på den ene side og de hvide antikommunistiske hære, som bl.a. bestod af konservative, tilhængere af tsar-styret, liberale og antibolsjevistiske socialister, som i en kort overgang fik støtte af udenlandske tropper.
Opsummering og levende billeder fra Den Russiske Revolution. Produceret af National Geographic. På Engelsk.
Hvad var Den Russiske Borgerkrig?
Den russiske borgerkrig er betegnelsen for en række konflikter mellem bolsjevikker og forskellige antikommunistiske hvide hære i perioden 1918-20, som endte med bolsjevistisk sejr. Borgerkrigen sluttede dog ikke med bolsjevikkernes sejr over de hvide, og det gik løbende op for befolkningen, at bolsjevikkerne ikke kunne holde deres løfter om jord til bønderne, fred til landet og al magt til sovjetterne.
For at skaffe jord til bønderne ophævede bolsjevikkerne den private ejendomsret og beslaglagde jord fra godsejere, kirke og medlemmer af den tidligere tsar-familie med store protester til følge. Beslaglæggelserne udmøntede sig dog i ikke mere jord til den enkelte bonde, eftersom omfattende mangel på fødevarer i byerne allerede havde fået mange folk til at udvandre fra by til land, hvor der i forvejen var mangel på jord. Bønderne gjorde modstand mod bolsjevikkernes aggressive inddrivning af landbrugsprodukter og deres planer om at kollektivisere landbruget. Modstanden blev besvaret med en brutal politik, hvor der både blev brugt vold og henrettelser. Krigen førte til hungersnød, og den hårdhændede politik skulle vise sig at blive en vedvarende måde at undertrykke befolkningen på de efterfølgende ca. 70 år. Den russiske borgerkrig og hungersnøden anslås at have kostet i omegnen af 12 mio. mennesker livet ifølge professor ved Institut for Historie på SDU Nils Arne Sørensen (se kilder).