mette bock
Kulturminister Mette Bock var i samråd om public service den 22. august 2017.
Foto: Mads Claus Rasmussen / ritzau/scanpix

Public service

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet. Januar 2018.
Top image group
mette bock
Kulturminister Mette Bock var i samråd om public service den 22. august 2017.
Foto: Mads Claus Rasmussen / ritzau/scanpix

Indledning
Skal DR og TV2 sende underholdningsprogrammer som X Factor? Kan politikerne sikre, at børn og unge læser og ser dansksprogede nyheder, som oplyser dem om kultur og samfund? Skal der skæres i støtten til DR, så der i stedet kan gives flere penge til aviser og internetmedier? Spørgsmål som disse indgår i den aktuelle debat om public service. Begrebet public service, som betyder offentlig tjeneste, har i Danmark især dækket over ikke-kommerciel radio- og tv-virksomhed, der udbyder alsidige og afbalancerede programmer med nyheder, oplysning, kunst og underholdning. Det har historisk været Danmarks Radio (DR) og siden også TV2, der har lavet public service til danskerne. Men nu mener flere mediefolk og politikere, at der skal ændres på statens støtte, så flere medievirksomheder får penge for at lave public service. En ny medieaftale, som skal træde i kraft i 2019, bliver afgørende for, hvordan dansk public service udvikler sig.

 

 

Baggrund og historie

Hvad er public service?

Public service er et begreb, der er sammensat af de engelske ord public, som betyder ’offentlig’, og service, som betyder ’tjeneste’ eller ’service’. Ifølge ordnet.dk (se kilder) har begrebet været kendt i dansk sammenhæng siden 1984. Ifølge samme kilde kan public service defineres som ”virksomhed, som en (ikkekommerciel) radio- eller tv-kanal yder i offentlighedens interesse, især i form af et alsidigt og afbalanceret programudbud”.
På linje hermed forklares begrebet i Gyldendals Encyklopædi Den Store Danske (se kilder) som ”oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed, specielt inden for tv og radio, f.eks. Danmarks Radio” med det formål at ”sprede programmer til hele befolkningen af alsidig, kulturel og oplysende art”. Det fremgår desuden, at virksomheden skal ”være uafhængig af direkte økonomiske og partipolitiske interesser”.

Hvad har public service bestået af i Vesteuropa historisk set?

I bl.a. Vesteuropa har public service generelt været underlagt offentlige myndigheder og har typisk været finansieret gennem en særlig radio- og tv-afgift, licens. Mange lande i Vesteuropa har indrettet deres public service-lovgivning og -virksomhed efter britisk forbillede, hvor den nationale public service-udbyder af radio og tv, BBC (British Broadcasting Corporation), har været model og inspirationskilde.

Da de elektroniske medier brød igennem i 1920’erne, begyndte man i Vesteuropa fra myndighedernes side at udvikle offentlige radio- og siden tv-stationer, som i begyndelsen havde monopol på at sende. I modsætning til totalitære regimer i andre dele af verden, som styrede de statslige monopolmediers indhold totalt, var der dog i de fleste vesteuropæiske lande en vis politisk uafhængighed på public service-medierne. I bl.a. Frankrig var radio og tv dog reelt den siddende regerings talerør, mens man i bl.a. Skandinavien var mere opsatte på at tilstræbe en politisk balance.
Monopolet blev ophævet de fleste steder i løbet af 1980'erne, og public service-medierne stod nu over for spørgsmålet om, hvorvidt de skulle konkurrere med de kommercielle radio- og tv-stationer på antal seere, eller om man skulle satse på klassisk public service og til gengæld have færre seere og lyttere. Denne udvikling beskrives i Den Store Danskes opslag om public service (se kilder).

Hvordan har public service udviklet sig i Danmark?

I Danmark som i andre vesteuropæiske lande var public service til at begynde med lig med offentlige radio- og siden tv-kanaler, som havde monopol. Til at yde public service oprettedes Danmarks Radio (nu DR), som ifølge den danske radiolov fra 1926 skulle sprede programmer til hele befolkningen af ”alsidig, kulturel og oplysende art”. Et politisk sammensat Radioråd, hvor også lytter- og seerorganisationer var repræsenteret, skulle kontrollere, at Danmarks Radio levede op til formålet i loven. Der var også i de første årtier ofte debat om, hvorvidt DR var politisk afbalanceret og leverede et alsidigt indhold. Der blev i de første årtier især sendt undervisende og oplysende radio og siden tv, og DR hørte 1940-61 under Undervisningsministeriet. Efterhånden kom flere underholdningsprogrammer dog til, især på grund af øget konkurrence fra kommercielle medier, og fordi man fra 1950’erne begyndte at tolke kravet om alsidighed i public service bredere.
I 1988 blev monopolet på public service i Danmark brudt, da TV2/Danmark kom til som en public service tv-kanal, der skulle fungere som alternativ til DR.
Udviklingen beskrives i Den Store Danskes opslag om public service (se kilder).

Hvem laver public service i Danmark i dag?

Public service-virksomheden i Danmark udøves i dag af en række forskellige aktører, bl.a. DR, TV 2 Danmark A/S, de regionale TV 2-virksomheder og (fra november 2011) også Radio24syv:
· DR er en selvstændig offentlig institution og er den største aktør inden for public service i Danmark. DR skal lave programmer og tjenester til befolkningen via tv, radio, internet og andre relevante platforme. Det skal omfatte nyhedsformidling, oplysning, undervisning i form af uddannelse og læring, kunst og underholdning.
· TV 2 gik i luften den 1. oktober 1988 som et alternativ til DR’s fjernsynsvirksomhed. Det var oprindeligt en selvejende institution, men den landsdækkende del af TV 2 blev i 2003 omdannet til et aktieselskab, som ejes 100% af den danske stat, og som skal drive public service-virksomhed på hovedkanalen TV 2. Programmerne skal omfatte nyhedsformidling, sport, oplysning, kunst og underholdning. Derudover har TV 2 en række nichekanaler, som ikke er omfattet af krav til public service.
· De regionale TV 2-virksomheder er otte selvstændige public service-virksomheder, der sender regionale tv-programmer: TV2/Lorry, TV S yd, TV 2/NORD, TV 2/Bornholm, TV ØST, TV 2/Østjylland, TV MIDTVEDT og TV 2/FYN. De fungerer redaktionelt og økonomisk uafhængigt af TV 2 Danmark A/S, selv om de historisk har været en del af TV 2 og stadig har et tæt samarbejde med TV 2 Danmark A/S. De regionale TV 2-virksomheders programmer skal omfatte nyheds- og aktualitetsprogrammer samt programmer med kultur, oplysning og underholdning.
· Radio24syv privatejet, licensfinansieret, public service-radio, der sender taleradio. I dag får Radio24syv lidt over 90 millioner licenskroner om året og skal til gengæld sende både nyheder, aktualitetsprogrammer, debat, reportage, sport og kultur.
· Public service-puljen: Desuden findes en Public service-pulje, som administreres af Det Danske Filminstitut, og som støtter dansk tv-drama og tv-dokumentarprogrammer samt public service-tv-programmer, der er målrettet børn og unge. Denne pulje kan søges af produktionsselskaber og ikke-kommercielle lokale tv-stationer og andre, som ikke allerede får støtte til public service via licensmidlerne. I medieaftalen for 2015-2018 er reglerne blevet ændret, så puljen nu også kan støtte tv-programmer på on demand-tjenester målrettet et dansk publikum, hvis programmerne efterfølgende sendes på en flow tv-kanal.
I 2017 var puljen på 42,5 mio. kr., hvoraf 70% gik til tv-drama og 30% til tv-dokumentar. Blandt de serier, puljen finansieret over de seneste år, er: HBO Nordics tv-drama ”Erobreren” instrueret af Per Fly, Kanal 5s tv-drama ”Gidseltagningen”, TV 2s tv-drama ”Lykke-Per” instrueret af Bille August, TV 2s tv-drama ”Badehotellet” og DK4s tv-dokumentar ”Özlems Jomfrurejse”.

Hvordan finansieres produktionen af public service?

Licensen er en særlig afgift, som alle danskere over 18 år, der har et licenspligtigt apparat (tv, radio, computer eller smartphone), skal betale. Den er på 2.492 kroner om året og kan betales månedligt eller halvårligt.
67% af medielicensen går til DR, 9% går til de regionale TV 2-stationer, 2% går til Radio24Syv, mens 1% procent går til lokalradio- og -tv rundt omkring i landet.
· DR, som er den største producent af public service i Danmark, drives fuldt ud for licensmidler. DR må ikke sende reklamer for at finansiere sin programvirksomhed. DR får 3,7 milliarder kroner om året.
· TV 2 Danmark har ikke modtaget licens siden juni 2004, men har fra det tidspunkt finansieret sin drift med reklameindtægter fra sine nichekanaler.
· De regionale TV 2-virksomheder har ingen reklameindtægter og finansieres næsten udelukkende af licensmidler – ca. 65 mio. kr. om året per virksomhed.

Hvordan er public service-medierne reguleret?

Public service i Danmark reguleres af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (se kilder), hvor der i kapitel 3 er et afsnit om public service-virksomhed. Her står i §10: ”Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.”
Hvordan public service-medierne mere konkret skal leve op til disse krav, fremgår af aftaler (kontrakter), som indgås mellem kulturministeren og de enkelte medier. DR’s public service-forpligtelser fremgår således af en public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, og hver af de otte regionale TV 2-stationer har også indgået en kontrakt med ministeren, hvor deres public service-forpligtelser er beskrevet. Kravene til TV 2 Danmarks public service-virksomhed findes i dens public service-tilladelse. En oversigt over public service-aktører og de aftaler, deres virksomhed er reguleret af, findes på Kulturministeriets hjemmeside (se kilder), hvor der også er links til kontrakter og aftaler.

Public service under pres

Hvilke udfordringer er der for public service i Danmark i dag?

Medievirksomheder, eksperter og politikere peger bl.a. på, at dansksproget medieindhold af høj kvalitet er under pres på grund af konkurrence fra udenlandske medievirksomheder. I en kommentar i Berlingske Tidende 11. oktober 2017 (se kilder) skriver repræsentanter for den såkaldte Public Service Alliance (bestående af bl.a. Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund og Producentforeningen): ”Danmark er en lille nation og et lille kultur- og sprogområde. Vi definerer os gennem sprog, fortællinger og vores kultur i bredeste forstand. Der er imidlertid et stort, udenlandsk pres på dansk kultur og demokrati, der betyder, at Danmark netop i disse år bør styrke, ikke svække, public service. Vores demokratiske samtale og kvaliteten af vores nyheder og kultur er truet i den internationale konkurrence.”
Desuden nævnes det ofte i debatten, at børn og unge i stigende grad fravælger public service-medierne og i stedet bruger sociale medier som Facebook og YouTube til at orientere sig. En 6. klasses elev, Jasmin, fra en skole i Haderslev, udtrykker det i en artikel i Information i juni 2015 (se kilder) sådan her: ”Vi bruger jo ikke DR1 og TV 2 og alt det der. Det er noget, de voksne ser for at se, hvordan vejret bliver. Vi har alt muligt andet i vores hoveder, end de ældre har. Vi tænker mere på, hvad vores venner laver.”
Af samme artikel fremgår det, at forskellen på yngre og ældre danskeres mediebrugere er stor, og at der især blandt ældre er stor tilslutning til DR. 95% af danskerne bruger en eller flere af DR’s tilbud hver uge, fremgår det af den seneste public service-redegørelse.

Hvordan er børn og unges medievaner en udfordring for public service?

Børn og unge orienterer sig i højere grad via sociale medier på mobil og iPad end via traditionelle medier som aviser og flow-tv og -radio. Derfor er det vanskeligt at sikre at børn og unge i praksis har adgang til eller bruger det indhold, som public service-virksomhederne producerer. Både medieeksperter, medievirksomheder og politikere er derfor optaget af, hvordan de kan sikre, at børn og unge får den oplysning, som det er public service-virksomhedens formål at give alle danskere, og hvordan man også kan skabe et fællesskab mellem yngre og ældre mediebrugere. I en artikel i Information den 15. juni 2017 (se kilder) følger journalisten kulturminister Mette Bock (LA) under hendes besøg i en 6. klasse i Haderslev, og her siger hun: ”Der er bred politisk enighed om, at vi gerne vil sikre et niveau af dannelse og oplysning i befolkningen. Men det skal være på en ny tids præmisser. Og når vi ikke kun har DR, TV 2 og papiraviser, men unge med helt andre medievaner, hvordan sørger vi så for, at den dannelses- og oplysningstradition kan blive ført videre? Det er opgaven.”
Før besøget på skolen var eleverne i 6. klasse blevet spurgt om, hvilke tre medier de brugte mest, og undersøgelsen viste, at 65% af eleverne brugte Snapchat mest, mens kun én procent brugte DR mest.
Til det sagde Mette Bock: ”Jeg var godt klar over, at der var en generationskløft. Men der er virkelig en generationskløft. Da jeg var barn og gik i sjette klasse, fulgte man med og så TV-Avisen mange aftener om ugen. Det var ligesom det, familien var samlet om. Men det er en total illusion at tro, at vi som politikere kan styre disse børns medieforbrug, og det skal vi heller ikke gøre. Vi kan i stedet for at holde fast i en diskussion om at være for eller imod DR forsøge at finde ud af, hvordan vi kan få indholdet derud, hvor de unge er.”

Hvordan er kommercielle medier en udfordring for public service?

De kommercielle medier, ikke mindst udenlandske, er en udfordring for public service, fordi de økonomisk set er stærkere end danske medier og bl.a. er med til at svække danske medier ved at ’æde’ mange af de annoncekroner, som f.eks. dagbladene før fik. Det fremgår af en kommentar i Berlingske Tidende 11. oktober 2017 (se kilder), hvor repræsentanter for den såkaldte Public Service-Alliance (bestående af bl.a. Dansk Journalistforbund, Dansk Musiker Forbund og Producentforeningen) skriver: ”Facebook i dag er danskernes foretrukne nyhedskanal, og danske medier er helt afhængige af mediegiganten. Dermed har Facebook kontrol med den vigtige distributionskanal, ligesom Google æder en stor del af de annoncekroner, der før tilfaldt medierne. YouTube, som ejes af Google, er nu også blevet Danmarks største streaming-medie og når dagligt ud til flere danskere end DR2 og TV3. Samtidig forsvinder 56 pct. af annoncekronerne ud af landet til netop Google og Facebook.”