Indledning

Pressefrihed er mediernes ret til at bringe journalistik, opinionsytringer og meddelelser uden sanktioner. Pressefrihed er en del af ytringsfriheden og beskrives derfor også som mediernes ret til at gøre brug af ytringsfriheden. Pressefriheden er beskyttet juridisk af Grundloven i Danmark og internationalt af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Men i mange lande er der ikke pressefrihed. Flere organisationer måler pressefriheden på verdensplan, og mens Danmark – sammen med Finland, Holland og Norge – ligger i toppen af pressefrihedsindekset, så ligger Syrien, Turkmenistan, Nordkorea og Eritrea i bunden. Selvom Danmark ligger i top, når det kommer til pressefrihed målt på en international skala, så har der de seneste år gentagne gange været kritik af pressefrihedens kår i Danmark. Journalister og eksperter påpeger, at tiltag som offentlighedsloven har været medvirkende til at indskrænke pressefriheden i Danmark.

Som følge af koranafbrændinger foretaget af bl.a. politiker og aktivist Rasmus Paludan har regeringen lavet et lovindgreb mod afbrændinger af hellige skrifter.

Ytringsfrihed_@Tt News AgencyReutersRitzau Scanpix_20230121-135452-1-5760x3840ma.jpg

Ytringsfrihed

Journalister ved pressemøde med statsministeren.

Forholdet mellem medierne og politikerne bliver ofte diskuteret.

Mediernes magt_topbillede.png

Mediernes magt

Relaterede emner

How free is our freedom of the press? | Trevor Timm

Introduktion

Introduktion til pressefrihed

Hvad er pressefrihed?

Pressefrihed beskriver pressens (de trykte medier) – og også andre mediers - ret til at bringe det stof, de ønsker, uden indblanding fra andre aktører eller efterfølgende sanktioner, altså uden efterfølgende at blive truet eller straffet eller på anden måde påvirket til ikke længere at operere frit. Pressefrihed er en del af ytringsfriheden, der giver borgere samme friheder, som pressefriheden giver pressen og de øvrige medier. Pressefriheden gælder alle medier, men udtrykket stammer fra en tid, hvor den trykte presse var den vigtigste kilde til nyheder. Det primære formål med pressefrihed er at sikre, at borgerne har fri adgang til informationer og aktivt kan deltage i debatten om samfundet og offentlige anliggender. Det skriver Gyldendal i leksikonet Den Store Danske Encyklopædi (se kilder).

Hvordan er pressefriheden beskyttet juridisk?

I Danmark er pressefriheden beskyttet af Grundlovens §77, der omhandler ytringsfriheden – herunder pressefriheden – og fastslår, at der aldrig kan indføres begrænsninger på ytrings- og pressefriheden i Danmark: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres,” står der i Grundloven (se kilder). Pressefrihed er også beskrevet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som blev vedtaget i 1948, og som de fleste lande i verden har tilsluttet sig, men som dog ikke er juridisk bindende, og der er ikke direkte sanktioner i FN-systemet mod lande, institutioner eller personer, som begår brud på menneskerettighederne. Presse- og ytringsfriheden er beskrevet i artikel 19 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (se kilder), hvor der står at: “Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.”

Baggrund

Baggrund og historie

Hvordan udviklede pressefriheden sig i Danmark?

Frem til Grundlovens vedtagelse i 1849 havde pressefriheden trange kår i Danmark, om end Danmark ifølge en akademisk artikel af John Christian Laursen (se kilder) havde den frieste presse i Europa på daværende tidspunkt. Før Grundloven blev vedtaget, udkom alle aviser på den enevældige konges nåde, og ifølge Gyldendals leksikon Den Store Danske Encyklopædi (se kilder) kan man ikke tale om egentlig trykkefrihed før 1849, fordi aviserne indtil da var begrænsede af indbyggede censurbestemmelser – de var afhægige af den enevældige konges acccept for at kunne overleve, og dermed var der ifølge eksperter tale om både intern og ekstern cencur på deres dækning. Der var enkelte illegale aviser, der ikke lod sig censurere af den enevældige kongemagt, men de spillede en mindre rolle i Danmark end i andre europæiske lande, skriver Gyldendals leksikon Den Store Danske under punktet ’illegal presse’ (se kilder). Efter at pressefriheden blev sikret med Grundloven af 1849, eksploderede antallet af aviser i Danmark – det faktum, at de nu kunne udgive frit uden kontrol udefra gjorde det nemmere, mere attraktivt og mindre risikabelt økonomisk og politisk at udgive aviser og dagblade.

Forsiden af Berlingske Tidende den 5. maj 1945

Forsiden af Berlingske Tidende den 5. maj 1945.

large_presse_2_faktalink_850we.jpg

medium_presse_2_faktalink_850we.jpg

small_presse_2_faktalink_850we.jpg

thumbnail_presse_2_faktalink_850we.jpg

presse_2_faktalink_850we.jpg

Hvornår har pressefriheden været truet i Danmark?

Den største trussel mod pressefriheden i Danmark siden Grundlovens indførelse i 1849 opstod i under 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Ifølge dansk ret under besættelsen var det ulovligt at skrive, mangfoldiggøre og distribuere illegale skrifter. Tyskland pålagde den danske presse censur, som det var de danske myndigheders opgave at håndhæve (da Danmark blev betragtet som et suverænt land, kunne kun Danmarks egne myndigheder håndhæve censuren). Presseattachéen ved det tyske gesandtskab øgede løbende sine krav mod pressen. I 1941 blev der udsendt forbud fra den tyske besættelsesmagtmod Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og Tyskland pålagde Danmark at anholde 66 navngivne kommunister. Det blev startskuddet på en opblomstring af den illegale presse, der forsøgte at omgå censuren; mens der allerede eksisterede. ikke.censurede nyhedsbreve, der blev udsend til foreninger, firmaer og politiske firmaer, første forbuddet mod DKP i 1941 til egentlige illegale aviser. DKP begyndte at udsende en illegal avis, som de udsendte under hele besættelsen. Den gik først under navnet Politiske Maanedsbreve og siden Land og Folk (det udviklede sig efter besættelsen til et almindeligt dagblad, der udkom helt frem til 1990). Konservative kredse i København begyndte i slutningen af 1942 at udgive et blad ved navn De frie danske. Det var også navnet på et dagblad, der blev udgivet af modstandsorganisationen Frit Danmark fra 1942, og som i modsætning til de andre var landsdækkende. Det fremgår af artiklen Illegale Blade på Aarhus Universitets hjemmeside danmarkshistorien.dk (se kilder). Ifølge artiklen opstod der flere og flere mindre lokale illegale blade i løbet af de næste par år. I 1943 udkom avisen Dagbladet Information – en af nutidens landsdækkende danske aviser – for første gang. Fordi avisen var skrevet af professionelle journalister, der havde adgang til kilder i den danske centraladministration, havde avisen mere troværdighed end mange andre illegale udgivelser og mange andre aviser, og den blev ifølge førnævnte artikel fra danmarkshistorien.dk (se kilder) betragtet som: ”en slags nyhedstjeneste for den øvrige illegale presse’. Efter at Information begyndte at udkomme, tog ”udviklingen for alvor (…) fart og det med eksponentielt eskalerende styrke indtil befrielsen,” fremgår det af førnævnte artikel. Flere ledende partier og organisationer, blandt andet Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, begyndte at udsende illegale blade, og samtidig blev indholdet i de illegale udgivelser mere og mere radikalt, især i den mere aktivistiske del af den illegale presse; både borgerlige og kommunistiske blade begyndte at opfordre til sabotage i 1942-1943, skriver Historisk Samling fra Besættelsestiden (se kilder). Ifølge opslaget ’illegal presse’ i Gyldendals leksikon Den Store Danske (se kilder) udkom der mere end 600 forskellige illegale blade og skrifter i løbet af besættelsestiden. Men Information er det eneste tidligere illegale dagblad, der i dag udkommer som legal avis.

Internationalt

Pressefrihed internationalt og i andre lande

Hvilke bestemmelser er der om pressefrihed internationalt?

FN vedtog under sin tredje generalforsamling i 1948 Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (se kilder), og heri er pressefriheden beskrevet under artikel 19, hvor der står, at “enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser”. Når der trods denne bestemmelse i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i praksis ikke er pressefrihed i mange lande, skyldes det, at der er tale om en ikke-bindende erklæring. Det er dermed op til hvert enkelt land at lovgive om presse- og ytringsfriheden i overensstemmelse med beskrivelsen i menneskerettighedserklæringen. Hvordan manglen på pressefrihed tager sig ud, er forskelligt fra land til land. Mens der i nogle ikke-demokratiske lande ikke er nogen juridisk sikring af pressefriheden, er der i andre lande ganske vist regler om pressefrihed, men de overholdes ikke i praksis, eller de fortolkes så bredt af domstole og andre myndigheder, at de reelt ikke gælder. Hvordan dette udmønter sig i praksis, er beskrevet i FaktaLink-artiklen om ytringsfrihed.

Hvem og hvordan vurderer, hvordan det står til med pressefriheden?

Der er adskillige organisationer, der overvåger og dokumenterer pressefriheden og manglen på samme på verdensplan. Den mest kendte af disse organisationer er Journalister uden grænser (Reporters sans frontièrs), der hvert år udgiver Pressefrihedsindekset (se kilder). Indekset bliver til i tæt samarbejde med lokale journalister, menneskrettighedsaktivister, advokater, forskere og eksperter udsendt af eksempelvis EU (der udsender menneskerettighedsovervågere til en række lande, for tiden eksempelvis Egypten). På baggrund af rapporteringer fra disse kilder og andre faktorer og kriterier sammenfattes pressefrihedens tilstand i de enkelte lande i et tal, som giver landet en konkret placering på Pressefrihedsindekset. Blandt de væsentligste kriterier er, om pressefriheden er beskyttet af lovgivningen, om der bliver praktiseret censur, om der findes statslige mediemonopoler, samt graden og mængden af vold mod journalister. Ifølge Pressefrihedsindekset har pressefriheden bedst kår i lande i Nord- og Vesteuropa, USA og Sydamerika, mens den har trangere kår i mange lande i Asien, Afrika og Mellemøsten.

En anden organisation, der også overvåger pressefriheden verden over, er den amerikanske NGO Freedom House. Den udsender årligt rapporten Freedom of the Press (se kilder), der vurderer lande efter, om de kan betegnes som ’frie’, ’delvis frie’ eller ’ikke frie’ i forhold til graden af pressefrihed.

Hvor er pressefriheden truet?

I deres Pressefrihedsindeks (se kilder) opdeler Journalister uden grænser verdens lande i fem kategorier. Helt i bunden – med den laveste grad af pressefrihed – ligger Eritrea, Nordkorea, Turkmenistan, Syrien, Kina, Vietnam, Sudan, Laos, Djibouti, Cuba, Yemen, Iran, Guinea, Somalia, Usbekistan, Saudi-Arabien, Libyen og Aserbajdsjan. Ifølge en rapport, som organisationen udsendte sammen med Pressefrihedsindekset i 2016 (se kilder), er der siden 2013 sket en ”stor og foruroligende” mindskning af respekten for pressefriheden, målt både på globalt og regionalt niveau. Ifølge rapporten skyldes denne forværring i graden af global pressefrihed blandt andet, at lande som Egypten og Tyrkiet i stigende grad præges af autoritære tendenser, at der i stigende grad er regeringskontrol med statsejede medier i og uden for Europa (Polen nævnes som et eksempel på et europæisk land, hvor der er øget regeringskontrol med statsejede medier), og at sikkerhedssituation generelt – og især for journalister – er blevet dårligere –og i lande som Burundi, Libyen og Yemen endda kan karakteriseres som katastrofal. Samtidig opkøber oligarker (rigmænd i lande som Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker, der er blevet milliardærer på opkøb af statslige virksomheder, og som sidder på en meget stor del af et lands økonomi og ofte har indflydelse på den politiske udvikling) i stigende grad medier og pålægger dem censur og kontrol.

På hvilke måder er pressefriheden blevet begrænset i de senere år?

Ifølge Journalister uden grænser er faldet i pressefrihed sket på alle de indikatorer, organisationen bruger til at lave indekset; det er sket med hensyn til infrastruktur (hvor regeringen har afbrudt nettet eller ødelagt journalisters udstyr, såsom kameraer og trykkerier), juridisk (der er blevet vedtaget flere love, der kan medføre straf til journalister), og når det gælder selvcensur (hvilket blandt andet er sket som følge af, at journalister i stigende grad kan forfølges juridisk. Samtidig fastslår organisationen, at faldet i pressefrihed er sket på alle kontinenter.

I slutningen af 2016 var der stort fokus på de autoritære tendenser i Tyrkiet, hvor præsident Tayyip Recep Erdogan først slog hårdt ned på en række medier ved at anholde deres journalister og siden ved at lade den tyrkiske stat overtage den regeringskritiske avis Zaman. Ifølge flere eksperter er der tale om den værste forværring af pressefriheden i Tyrkiet, siden den moderne republik Tyrkiet blev etableret i 1923, fremgår det af en artikel på DRs hjemmeside (se kilder). Efter et mislykket kupforsøg mod præsident Erdogan i juli 2016 har de tyrkiske myndigheder anholdt 120 journalister, fremgår det af en artikel i New York Times (se kilder).

Danmark i dag

Pressefrihed i Danmark i dag

Hvilken debat er der om pressefrihed i Danmark i dag?

Ifølge opslaget ’ytringsfrihed’ i Gyldendals leksikon Den Store Danske (se kilder) er der i 00’erne sket en begrænsning af pressefriheden i Danmark på to områder, og begge områder er omfattet af straffeloven. Det drejer sig om krænkelse af privatlivets fred og injurieparagrafferne, ”der ikke tillader brug af ærekrænkende ytringer, idet dog selve indholdet af ytringerne er straffrit, hvis der kan føres sandhedsbevis af den, der har fremsat det,” fremgår det af opslaget. Ifølge en række danske politikere, kommentatorer og journalister er pressefriheden i Danmark under pres på flere områder. Den nye offentlighedslov, der trådte i kraft i 2013, er blevet kritiseret af journalister både i og uden for Danmark. For eksempel udtalte seniorrådgiver Steven Ellis fra Det Internationale Presseinstitut forud for den nye offentlighedslovs vedtagelse til Dagbladet Information (se kilder): “Det er et stort tilbageskridt for demokratiet, hvis Danmark gennemfører de planlagte begrænsninger”. Loven er især blevet kritiseret for en stramning, der gør det muligt at blokere for aktindsigt i dokumenter, der er blevet brugt til at betjene ministre på tværs af statens forskellige forvaltninger.

Også på andre punkter rettes der kritik af pressefriheden i Danmark. I debatindlægget ‘Pressefriheden vakler i Danmark’ (se kilder) skriver Ebbe Dal, administrerende direktør for de private mediers brancheforening, at danske politikere får pressefriheden i Danmark til at vakle. Han peger på, at Folketingets rets- og kulturvalg i 2014 besluttede at kigge på flere spørgsmål, der vedrører medierne, blandt andet om strafniveauet for journalister, der publicerer urigtige historier, bør ændres, og om personer, der udsættes for krænkelse af privatlivets fred, bør have lettere adgang til at gøre et (et større) erstatningsansvar gældende, samt de etiske og moralske dilemmaer, der opstår ved brug af betalte kilder. Derudover peger Ebbe Dal i førnævnte artikel på, at Folketinget ofte kommenterer både mundligt og skriftligt på enkeltsager i medierne, og at politikerne beder Pressenævnet tage sager op af egen drift. Også politikeren Josephine Fock (folketingsmedlem for Alternativet) mener, at pressefriheden i Danmark kom under pres, da politiet valgte at anholde en fotojournalist, der dækkede politiets håndtering af flygtningestrømmene gennem Danmark i 2015. Det argumenter hun for i et debatindlæg i Berlingske magasin Politiko (se kilder).

Demonstrant holder skilt med teksten "Free media can not be silenced".

Ved markeringen af World Press Freedom Day holder en aktivist en plakat under en protest mod situationen for medierne i Tyrkiet foran den tyrkiske ambassade i Berlin, den 3. maj 2017.

large_Pressefrihed ny forside_Markus SchreiberAPRitzau Scanpix@17123416722249-4272x3089ma.jpg

medium_Pressefrihed ny forside_Markus SchreiberAPRitzau Scanpix@17123416722249-4272x3089ma.jpg

small_Pressefrihed ny forside_Markus SchreiberAPRitzau Scanpix@17123416722249-4272x3089ma.jpg

thumbnail_Pressefrihed ny forside_Markus SchreiberAPRitzau Scanpix@17123416722249-4272x3089ma.jpg

Pressefrihed ny forside_Markus SchreiberAPRitzau Scanpix@17123416722249-4272x3089ma.jpg

Originalkilder

Ytrings- og pressefriheden er beskrevet i Grundlovens §77.

Grundloven

I 1948 vedtog FNs tredje generalforsamling Verdenserklæring om Menneskerettigheder, hvor presse- og ytringsfrihed er beskrevet i artikel 19.

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder

Baggrundskilder

Rapporter

Organisationen Journalister uden grænser (Reporters sans frontièrs) udgiver et årligt indeks over, hvor verdens lande placerer sig i forhold til graden af pressefrihed.

Pressefrihedsindekset

Temasider

Dagbladet Information samler på deres hjemmesider artikler, der omhandler pressefrihed, på en særlig temaside.

Pressefrihed

Indhold

Anbefalede links

Pressefrihed – ytringsfrihed

Illegal presse

Illegale blade 1940-1945

David Hume and the Danish Debate about Freedom of the Press in the 1770s

Organisationen Reporters sans frontièrs’ (Reporters Without Borders, Journalister uden grænser) seneste årlige rapport om pressefrihedens tilstand og udvikling, der beskriver faldet i pressefrihed på globalt plan.