Teksten er hentet fra Forfatterweb under Genrer
Lyrikken er den ene af de tre klassiske hovedgenrer og kaldes også poesi eller digtning. Ordet lyrik stammer fra det græske ”lyra”, der var et strengeinstrument, og lyrikken var oprindeligt forbundet med sang og musik. Lyrik kan karakteriseres ved den korte, kompakte form, der ikke nødvendigvis indeholder et handlingsforløb, men som i stedet ofte udtrykker en subjektiv tanke, idé, stemning eller følelse. Teksten er tit et komprimeret øjebliksbillede, der indkapsler en subjektiv erkendelse med et særligt billedsprog eller rytmisk udtryk. Derfor bruger nogle en bouillonterning til at illustrere, hvad et digt er: et indkog af tekst, der med få ord kan sprogliggøre omfattende eller komplekse fænomener.
Digtet er fritaget fra de almindeligt gældende sprognormer og kan derfor i sit layout lege med store og små bogstaver, tegnsætning og kursiver. Ulogiske linjebrud kan skabe ufuldstændige sætninger, eller digtet kan skrives med en alternativ syntaks. Typisk bruges metaforer, symboler og sammenligninger i lyrikken, der også er kendetegnet ved dens sproglige melodi, der skabes ved tryk, enderim, indrim, allitterationer, assonans og lignende.
Man kender genren helt tilbage fra det antikke Grækenland, hvor Sapho (ca. 630-570 f.Kr.) skrev kærlighedsdigte, hymner og bryllupsdigte, men hvoraf kun fragmenter er bevaret. Også i det gamle Rom blev genren dyrket af bl.a. Ovid (43 f.Kr.-ca. 17 e.Kr.), der skrev mytologiske fortællinger på det klassiske versemål heksameter, mens de tidligste nordiske eksempler er den såkaldte edda-digtning. Lyrik som litterær form kom først til Danmark i 1600-tallet, hvor lærde religiøse som Thomas Kingo skrev lejlighedsdigte, hyrdedigte og salmer. I romantikken blev lyrikken en yndet udtryksform, og en forfatter som Schack von Staffeldt regnes for en af periodens største naturdigtere. I digtet ”Indvielsen” fra 1803 udtrykker han på rim længslen efter et andet åndeligt sted, hvor tankerne og erkendelsen ikke som på jorden er begrænsede. Han får overrakt denne indsigt af en muse, og det er da også fra romantikken, at ideen om digteren som en udvalgt, ophøjet person, der gennem poesien får indblik i sandheden, stammer. Staffeldt eksperimenterede allerede i 1800-tallet med at bryde de klassiske former og skrive i ikke-metriske strofer. Den mere frie lyriske form blev videreudviklet i det 20. århundrede, og genren var særlig populær blandt modernister, der fandt digtet brugbart til at udstille sprogets begrænsninger i en splittet verden.
Den ældre lyrik havde altså faste versemål og fulgte nogle vedtagne genrekonventioner om nøjagtige antal strofer og vers, f.eks. at en sonet bestod af 14 vers med en særlig opdeling og et fastlagt rimsystem. Moderne poesi har brudt med disse formkrav, selvom enkelte forfattere stadig skriver i de gamle versemål. Eksempelvis er Inger Christensens ”Sommerfugledalen” fra 1991 en sonetkrans, hvilket vil sige, at den sidste linje i den ene sonet er førstelinjen i den næste. Herudover er sommerfuglen et symbol på døden, som netop er digtenes tematik. Det er ellers primært i børnerim, sangtekster, rap eller poetryslam, at man i dag fastholder rimskemaer og stavelsesantal. Halfdan Rasmussens ”Børnerim” (1964) er rimede vrøvlevers, der er rige på neologismer, dvs. selvopfundne ord, som bruges til at skabe nye betydninger. Rasmussens anden børneklassiker ”Halfdans ABC” (1967) er et ekstremt eksempel på brugen af allitterationer og assonans, da hvert digt er skrevet til et bogstav i alfabetet og derfor rummer så mange ord som muligt, der enten begynder med eller lydligt repræsenterer dette bogstav. Glæden ved ordenes lydlige side går igen hos en konkretist som Vagn Steen, der betragter digte som eksempler på sprog. Sproget er et materiale, og derfor er indholdet i det konkretistiske digt minimeret. I digtsamlingen ”Digte?” (1964) udstiller Steen eksempelvis sprogets logik og grammatik ved at opremse sproghandlinger, afskrive vejskilte i Aarhus eller afbilde en tændstikæske, hvor bogstaver er visket ud, så tordenskjold bliver til ord kold.
Poesien har i perioder været beskyldt for at være elitær og utilgængelig, og forlagene har nedprioriteret at udgive digtsamlinger med henvisning til dårlige salgstal. Men yngre digtere som Yahya Hassan, Theis Ørntoft, Signe Gjessing og Asta Olivia Nordenhof har i 2010’erne skabt fornyet opmærksomhed omkring genren, og nogle mener at lyrikken dermed har fået en revival.
Kilder:
Primærlitteratur
Bredsdorff, Thomas og Anne Marie Mai (red.): 1000 danske digte. Rosinante, 2000. bibliotek.dk
Christensen, Inger: Sommerfugledalen. Brøndum, 1991. bibliotek.dk
Rasmussen, Halfdan: Børnerim. Schønberg, 1964. bibliotek.dk
Rasmussen, Halfdan: Halfdans ABC. Carlsen, 1967. bibliotek.dk
Staffeldt, Schack von: Indvielsen.
Steen, Vagn: Digte? Gyldendal, 1964. bibliotek.dk
Sekundærlitteratur
Ewald, Mette og Rikke Taber: Lyrik – når sproget spiller. Systime, 2016. bibliotek.dk
Kjær-Hansen, Barbara og Tinne Serup Bertelsen: Litteraturhistorien - på langs og på tværs. Systime, 2014. bibliotek.dk
Stein Larsen, Peter: Drømme og dialoger - To poetiske traditioner omkring 2000. Syddansk Universitetsforlag, 2009. bibliotek.dk
Ølholm, Marianne: Uforståelighed som æstetisk strategi: læsninger af nyere eksperimenterende dansk og amerikansk lyrik. Spring, 2009. bibliotek.dk
Forfatterportrætter
Hjemmesider