Digtanalyse

Hvad er et digt?

Man kan ikke sige præcist, hvad et digt er eller opstille regler for, hvad det kan og må. Men generelt set gælder det, at et digt er en tekst, der er mere fortættet end prosa.

Hvert ord er vigtigt i den korte form, og derfor kræver det langsom læsning og opmærksomhed at analysere digte. Et digt er ofte et øjebliksbillede. Der er ikke samme fremadskridende handling, som man ser i romaner, noveller eller teaterstykker. Digte har et sprog, der tit afviger fra normalsproget, fordi der bliver vendt om på sætninger eller vendinger, og fordi der leges og spilles med sproget. I det hele taget er det opmærksomheden på sproget, der er vigtig ved digtning. Sproget i digte er ikke blot et redskab til at formidle et indhold, ligesom i manualen til en vaskemaskine. Man skal lægge mærke til, hvad det er, ordene siger. Der kan være sproglige billeder og metaforer. Det kan være, at noget bliver sagt på en ny og overraskende måde, så man lægger mærke til, hvad sproget kan – at det kan strækkes, vrides og vendes på hovedet.

Ofte er et digts form også vigtig, fordi rytme, ordvalg og digtets udseende er en del af oplevelsen ved at læse et digt. 

Hvad er digtanalyse?

Selvom man kan fremlægge nogle fællestræk for digte, er det netop kun træk. Og fordi man ikke klokkerent kan sige, hvad et digt er, eller opstille regler for hvad det må og ikke må, er det også svært at opstille regler for, hvordan man skal analysere et digt. Der findes dog nogle retningslinier, så man kan blive bedre til at blive bevidst om et digts rytme, eventuelle rim, ordvalg, fortællerforhold og billedsprog. Man kan udtrykke det sådan, at man må skille de forskellige dele i digtet ad for at lære det bedre at kende. Man må dog altid være bevidst om helheden og den enhed, et digt er. Analysen af rytmen skal hænge sammen med den fornemmelse, man har for digtets stemning og indhold. Ellers risikerer man at komme frem til nogle helt usammenhængende konklusioner. Netop fordi et digt ikke er en manual til en vaskemaskine, er man heller ikke sikker på at forstå alting helt klart.

Poeten og litteraturkritikeren Niels Lyngsø skriver i “At notere himlen – Digtanalyser 2000” (se kilder) om digtlæsning, at: “Et digt er et mulighedsfelt. Når man læser det, foretager man ord efter ord en lang serie af valg og fravalg som indskrænker dette mulighedsfelt. I litteraturteorien taler man om tekstens ‘tomme pladser’ som kan udfyldes på et utal af måder.”

Et digt har altså nogle “huller”, som læseren skal fylde ud. Disse huller er ikke ligesom et tomrum eller en mangel, men et mulighedsrum for forståelse. Alle kommer jo med forskellige oplevelser og minder i rygsækken, så et særligt ord eller billede vil sandsynligvis tale forskelligt til os. Dette betyder ikke, at man helt selv bestemmer betydningen af et digt. Men man skal ikke være bange for at påpege, at en analyse kan have flere konklusioner, fordi man netop kan gå til det fra forskellige vinkler, og hele tiden i analysen vælger til og fra. 

Når man analyserer tekster, findes der forskellige metoder. Det betyder, at der er forskellige filosofier bag, hvordan man griber en tekst an. I det følgende gennemgås ikke en bestemt metode, i stedet gives en overordnet fremstilling af digtanalyse der trækker på flere forskellige metoder. Hvis man vil vide mere om forskellige metoder, står de kort beskrevet i FaktaLink-artiklen “Tekstanalyse”.  

Hvorfor analysere?

Når man læser et digt igennem første gang, er det ofte hurtigt overstået. Man kan skimme de få linier, måske lægge mærke til et sjovt ord og have en fornemmelse for en sitrende rytme eller lille melodi. Men det behøver ikke ende der. Digte, der er gode, har flere lag, og der er arbejdet seriøst med sproget, så der er en masse betydning at hente. Man kan som digtlæser næsten føle sig som en kriminalkommissær, der efterforsker en forbrydelse. Først ser man bare overfladen og de beviser og vidneudsagn, der er. Når man så langsomt dykker ned i stoffet, opdager man måske et mønster. Konklusionen på et digt er ikke ligeså entydig, som det at finde ud af, hvem morderen er. Men på vejen ned gennem betydningslagene har man forhåbentlig lært lidt om følelser og stemninger, men også om hvordan sproget kan fungere.

Grunden til at analysere er altså at blive bevidst om, hvordan et digt kommer til at betyde, hvad det betyder. Dette forhold mellem hvad og hvordan kan måske forstås ved hjælp af dette lille eksempel, der også er et godt lille tip til dine egne analyser.

Man skal omskrive en sætning i et digt til mere korrekt hverdagssprog, der kort og præcist fremlægger, hvad der egentlig står i sætningen. Hvis vi for eksempel tager en passage fra Gustaf Munch-Petersens digt “tal ikke til mig”. 

1)

“meget meget forsigtigt

maa jeg gaa,

hvis jeg skal finde noget” 

Kan vi omskrive det til: 

2)

jeg må gå meget forsigtigt, hvis jeg skal finde noget. 

Forskellen mellem 1 og 2 kan betegnes som “hvordan”. Man kan sige, at 2 er “hvad”, fordi det siges uden omsvøb – det lyder bare mere som en forskrift til ravsamlere. I den rigtige sætning (1) afsløres jeg’ets usikkerhed dets tøven og sårbarhed. Pointen er således også, at et digt ikke kan oversættes direkte – en del af dets indhold er rytmen, opholdet, fornemmelsen og sanseligheden. Det er ens opgave som læser også at pege på disse mere uhåndterlige størrelser.

Hvad er digtets formalia?

I en analyse er det en god idé først at få digtets overordnede fakta på plads. Hvem har skrevet det? Hvornår er det udgivet og i hvilken samling? Man kan også skrive kort om forfatterens fødselsår og kendetegn. Hvis man finder det relevant, kan man kort skitsere den tid, digtet er skrevet i. Der er nemlig forskel på, om et digt er skrevet i dag, i Romantikken eller under Anden Verdenskrig. Man skal ikke starte med en formodning om, at digtet afspejler sin tid på den ene eller anden måde, men det er godt lige at have en historisk fornemmelse, som man eventuelt kan bruge senere i sin perspektivering. 

Hvad er digtets genre?

Inden for digte kan man tale om forskellige genrer. Er digtet for eksempel et rimdigt, prosadigt eller lyrisk digt?

· Et rimdigt er selvsagt et digt, der rimer. Der findes forskellige mønstre for, hvordan de forskellige linier rimer. Se afsnittet “Hvad er rim og rytme?”.

· Et prosadigt er skrevet på frie ubundne vers. Sproget ligner hverdagssproget, men der kan være gentagelser, billedsprog og en form for rytme.

· Et lyrisk digt er karakteriseret ved, at det ikke har nogen handling, men gengiver stemninger og følelser. Det lyriske jeg’s indre tilstand beskrives. Typisk er sproget mere “digt-agtigt” end i prosadigtet, der anvender sig af mere almensproglige sætninger. Det lyriske digt kan udelade verber eller sammensætte sætninger på nye og overraskende måder.

· Modsat et lyrisk digt er et episk digt fortællende. Der foregår en udvikling i digtet, der bevæger sig fra et sted til et andet. Det udfolder sig både i tid og rum. For yderligere detaljer om forskellen mellem episk og lyrisk digt se også afsnittet “Hvad er ordtyper”. 

Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at de forskellige digtgenrer kan overlappe hinanden. Men man kan bruge opdelingen til at sige, hvad der er mest karakteristisk for digtet. Et prosadigt har på grund af sin frie form et mere gennemskueligt budskab. Et rimdigt er bundet til sin form, men det giver måske nye muligheder. 

Hvad er digtets stilart?

Et digts stilart er den tradition, det tilhører. En stilart kan være en måde at skrive på, som har været dominerende i en særlig historisk periode eller af en særlig gruppe digtere. Man kan prøve at undersøge, om et digt tilhører en overordnet stilart som for eksempel Romantikken, Barokken, Ekspressionismen eller Konkretismen. I de følgende afsnit gennemgås de vigtigste stilarter. Ønsker du en dybere redegørelse se: Finn Stein Larsens “Indføring i digtlæsning” (se kilder). 

Hvad er Barokken?

Barokken er en kunsthistorisk stilperiode, der havde sin storhedstid i Danmark fra cirka 1650 til 1720. Barokkens kendetegn er det pompøse, det symmetriske og det overdrevne. Idealet var en modelverden, hvor alt hang sammen, og mennesket havde kontrol med naturen. Derfor har barokhaver tilklippede buske og hække i en sirlig symmetrisk orden. I Barokken blev der brugt mange symboler, og der var ofte et fokus på døden. Man skal her tænke på, at religion betød meget i tiden samt, at der var en enevældig konge som regerede. Den mest karakteristiske danske barokdigter er Thomas Kingo (1625-1700). Et eksempel på hans digtning er første strofe af digtet “Paa Første Paaske-Dag”:  

“Som dend Gyldne Sool frembryder

Giennem dend kulsorte Sky,

Og sin straale-Glans udskyder,

Saa at Mørk og Molm maa fly,

Saa min Jesus aff sin Grav

Og det dybe Dødsens Hav

Opstood ærefuld aff Døde

Imod Paaske Morgen-røde.” 

(fra samlingen “Vinterparten”, 1689) 

Hvad er Romantikken?

Romantikken er en periode, der herskede i Danmark op igennem 1800-tallet. Digtningen betonede kunstneren som et geni, der lod sig gennemstrømme og inspirere af det guddommelige. Man havde en tro på, at livsverdenen blot var et genskin af den guddommelige, ideale verden, og at man kunne ane disse idealer ude i naturen. Man dyrkede følelsesfuldhed og individualitet. Kendte danske romantiske digtere er Adam Oehlenschlæger og Schack von Staffeldt. En passage i sidstnævntes kendte digt “Indvielsen” hedder: 

“Dog blev fra nu for Tanke og Trang

Jorden et fængsel;

Vel lindrer vel Anelse, Drøm og Sang

Hjertet sin længsel,

Dog brænder mig Kysset,

Jeg kiender ei Fred

førend jeg drager Himlene ned!” 

(Fra “Digte”, 1804) 

Se også FaktaLink-artiklen “Romantikken“ 

Hvad er Ekspressionismen?

Ekspressionismen er en kunstnerisk strømning både blandt forfattere, billedkunstnere, musikere og filmmagere. Den opstod omkring 1910 og havde sin storhedstid frem til 1930’erne. De store ekspressionistiske digtere herhjemme var Rudolf Broby Johansen, Emil Bønnelycke og Tom Kristensen. Ekspressionismen er et opgør med det fremmedgørende, borgerlige samfund og betyder direkte oversat, ‘at udtrykke sig’. Man krænger så at sige det indre ud, og det kan have mærkelige og uforståelige former. Tænk for eksempel på Edward Munchs billede “Skriget” – det er et ekspressionistisk maleri. I det ekspressionistiske digt er formen tit sprængt og uharmonisk. Digteren nærmest råber sine følelser ud. Der er voldsomme metaforer, og farve og lyd er nærværende. Der er kaos, men også visioner. Et eksempel på et ekspressionistisk digt er Rudolf Broby Johansens “BORDELPIGE DRÆBER UFØDT”: 

“SKAMSLIDT DIVAN 

PÅ RYGGEN TØS

MED CHEMIS-VALK OVER MAVE

SPREDBEN

BORER STRIKKEPIND

IKULHÅRSUDFRYNSET VULVA

GURGLENDE 

LIG KØNS-KRYBER” 

(Fra samlingen “Blod”, 1922) 

Se også FaktaLink-artiklen “Ekspressionismen“ 

Hvad er Surrealisme?

Surrealisme betyder, at noget er mere end realistisk. Stilperioden løber i Danmark fra omkring 1930’erne, og frihedstrang og opbrudsstemning er dominerende. Kunsten skal vise den mærkværdige sandhed om menneskets indre. I digtene er der overdrivelser og groteske billeder. Det er humoristisk, absurd og tit makabert på samme tid. Et eksempel på et surrealistisk digt er Jens August Schades “Paa Café”. 

“En god Sang,

et lille skørt Mirakel

udgaar af Grammofonen,

mens jeg tier.

Og til alles Forbavselse

rykker jeg Stolen bort under mig,

og bliver siddende i Luften. 

Foran mig sidder en Pige

med grimme Tænder

og flygtige Øjne.

Hun tier.

-vi to véd,

hvad der foregår indeni hinanden,

og stærke som Løver kysses vore Sjæle. 

Hun stiger op i Luften,

og jeg med,

vi finder hinanden

dér over Bordene.

Og til Drøn og Klapsalver

over Sangens Mirakel

vikler vi os ind i hinanden

og karussellerer ud af Caféen.” 

(fra “Hjerte-Bogen”, 1930). 

Hvad er Konkretisme?

Konkretismen begynder omkring 1960’erne og er en slags minimalisme, der blandt andet spiller på ord og tegns bogstavelighed – i overbogstavelig forstand. Der er ikke mere, end der står på papiret, og bogstaverne bliver nogle gange en slags billeder. Danske digterrepræsentanter er Vagn Steen, Johannes L. Madsen, Per Højholt med flere. Et eksempel på Vagn Steens konkretpoesi ses i et uddrag af digtet “Er ordet Aktivt for Passivt?” 

“er ordet LANGT for kort

forlanges det forlænget

så det kan blive rigtig

L                    A                   N                   G                   T 

og er ordet STILLE for støjende

dæmpes det ned

så det blir rigtig 

således digter man 

ordet FORSVINDE

vil virkelig

FORS 

og ordet BORTE

blir virkelig” 

(fra “Kære Pilu”, 1998) 

Hos yngre digtere kan man stadig støde på konkretisme, eller konkretistiske elementer. Simon Grotrian har for eksempel skrevet digtet “Svaner set gennem tårer”, der sådan her ud:“

0 0

2 0

0 2

0 0

”

(“Fire”, 1990) 

Hvad er knækprosa?

Knækprosa er prosa, der er sat op ligesom et digt – det vil sige lange normalsproglige sætninger, der har et klart og tydeligt indhold. Knækprosaen er en lidt udskældt genre, fordi den mangler digtets typiske træk med metaforer, rytme og fortættet sprog. Knækprosaen stammer fra 1970’erne og blev kendt med en repræsentant som Vita Andersen, der skrev om dagligdags hændelser og kvindefrigørelse i et let og forståeligt sprog. Et eksempel er første strofe fra Vita Andersens digt “Depression”:

“Der var ikke det hun ikke havde forsøgt

ejerlejlighed

skifte type

kassebukser

et smukt smil

krydderurter i lerpotter

kærlighed

skifte job

håndbøger i filosofi

hun klarede sig dårligere og dårligere

jo ældre hun blev

mere uegnet til alting

hun følte at lige meget hvad hun gjorde

spildte hun tiden

på den ene eller anden måde

andre spildte ikke tiden tænkte hun

der var noget hun skulle nå

hun vidste ikke hvad

hun havde prøvet det meste” 

(fra “Tryghedsnarkomaner”, 1977). 

Hvordan refereres et digt?

Fordi digte ikke er ligesom noveller og romaner, kan det være svært at give et decideret handlingsreferat. Men det er en fordel at nævne grundstemningen i digtet. Er det dystert eller lystigt? Er det gammeldags eller nyt? Man kan for eksempel udvælge tre ord, som man synes, er karakteristiske for digtets grundstemning. Det kan være ord som “sommerfugl, glæde, ynde”, “neon, fremtid, logik” eller “samfund, plankeværk, smørrebrød”. Hvis der er store kontraster i digtet, kan det også være en pointe. Man skal ikke gå langt ind i sproget, men blotlægge den fornemmelse, digtet umiddelbart giver. Det er tit de ting, man lægger mærke til, som det giver mening at undersøge nærmere. Senere når man så frem til i analysen, hvorfor og hvordan digtet giver den fornemmelse, det gør. Man kan starte med et overordnet skema af hv-spørgsmål, når man går til digtet: 

Hvem?

(taler til) Hvem?

Hvor?

Hvornår?

(om) hvad?

Hvorledes.  

Der skal senere i analysen uddybes, hvem der taler og til hvem, ligesom hvorledes spørgsmålet er vægtigt i digtanalysen, fordi det vedrører sprogbrugen, formen og stilistikken i det hele taget. Dette vil altså sige, at referatet kort gør rede for, hvad digtet handler om. Senere skal det så i høj grad udfoldes, hvordan digtet egentlig gør det, det gør. Det vil sige, hvordan sproget, rytmen, klangen og så videre hænger sammen. 

Et digt kan godt være hævet over tid og sted. Man taler om “det lyriske altid”, fordi et digt ikke nødvendigvis karakteriserer en periode. Men hvis man finder det relevant, kan man godt prøve at diagnosticere digtets tid og miljø. Er der nogle ord, der hentyder, hvor vi befinder os og hvornår? Tid og miljø kan være elementer, der er vigtige, når man anslår digtets temaer.  

Læs mere om referat, tid og miljø i: Jørn Ingemann Knudsen “Textanalyse.dk” (se kilder). 

Hvad er digtets fortællerforhold?

Hvem taler i digtet? Er det et jeg eller et vi? Der behøver heller ikke være udtalte personer. Et digt kan godt være en fortalt sansning, hvor man så alligevel godt kan tale om digterjeget og dets ladede tillægsord med videre. Typisk har man karakteriseret digte ved, at de har et lyrisk jeg, der ligger meget tæt op ad forfatteren. Det vil sige, at forfatteren ikke opfinder et persongalleri, men bruger digtet til at udtrykke sine egne tanker, sansninger og følelser. Digte, der anvender sig af et sådant fortællerjeg kalder man centrallyriske, og centrallyrikken har været dominerende i dansk digtning de sidste 200 år og bliver først så småt brudt i 1900-tallet. Det er stadig det mest normale, men alligevel skal man have blik for, at fortælleren altid er adskilt fra forfatteren. Man bør altså aldrig sige “Forfatteren mener i det her digt”. Man skal tale om fortælleren og have blik for, om der er ironi i digtet, om det er en troværdig fortæller og om der er en flerstemmighed.

Fortællerholdningen hænger tæt sammen med digtets overordnede tema, så det giver god mening at undersøge, hvilke holdninger og værdier der kommer til udtryk. Udtrykker digtet, hvad der er godt eller skidt? Hvad der er rigtigt eller forkert? Smukt eller grimt? I den sammenhæng er man også nødt til at analysere på, hvem fortælleren henvender sig til. Er det en indadvendt sansning – eller et udråb til samfundet, Gud, eller den elskede. Hvis et digterjeg henvender sig direkte til en person eller en ting (For eksempel: “Oh Rose”, “Sig mig elskede”, ”Min Gud”) kaldes det en apostrofe. 

Du kan læse mere om fortæller og fortællerholdning i: Jørn Ingemann Knudsens “Textanalyse.dk” eller i Finn Stein Larsens “Indføring i digtlæsning” (se kilder).

Du kan læse mere om centrallyrikken i: Peter Stein Larsens “Opbrud fra centrallyrikken” (se kilder).

Du kan læse mere om apostrofen i: Lisa Korsbeks “Lyrisk dialog: digtet som diskurs og henvendelse” (se kilder).