Debat om kropsdyrkelse

Hvordan søger kampagner og projekter at omdefinere kropsidealer?

Da parfumefirmaet Dove i 2004 lancerede kampagnen, hvor de bevidst lod såkaldt almindelige kurvede kvindekroppe repræsenterer deres produkter, vakte det stor opmærksomhed. Siden er kampagnen blevet beskrevet som en slags first mover for en bevægelse, der på mange områder har forsøgt at fremhæve den uperfekte krop som ideal. Artiklen ”Derfor er uperfekt det nye perfekt” på Berlingske.dk nævner en række eksempler på tendensen, blandt andet hvordan en række kendte i 2015 begyndte at dele uperfekte billeder af deres kroppe på sociale medier (se kilder). Også den svenske kunstner Arvida Byström har med sin lingerikampagne for det newzealandske tøjmærke Lonely demonstreret, at man sagtens kan reklamere for undertøj uden urealistisk tynde og seksualiserede modeller. Det fremgår af artiklen ”Lingeri er til alle – ny kampagne sætter fokus på kropsidealer”, som viser billeder fra kampagnen (se kilder). Også kunstprojektet ANYbody, som blev udstillet i indkøbscenteret Sallings vinduer i Aarhus i 2017 søgte at udforske og udfordre vores kropsidealer, som det fremgår under overskriften ”ANYbody – et kunstprojekt der udfordrer vores kropsidealer” på headstartfashion.dk (se kilder).

Hvordan kan kropsdyrkelse true fællesskabet?

Kropsdyrkelsen bliver ofte et individuelt projekt, som først og fremmest handler om effektivt at opnå et bestemt kropsideal, og hvor det sociale aspekt af det at træne eller dyrke sport kommer i anden række eller slet ikke spiller en rolle. Det er en del af forklaringen på, hvorfor fitnesscentre skyder op, mens idrætsforeninger taber medlemmer, vurderer idrætsanalytiker hos Idrættens Analyseinstitut Kasper Lund Kirkegaard i artiklen ”Fællesskab må vige for kropsdyrkelse” i Jyllands-Posten (se kilder).
Eller som sociologistuderende Ida Nielsen Langendorf beskriver det i debatartiklen ”Først når vi låner kroppen til fællesskabet, bliver den fri” i Dagbladet Information (se kilder): ”I et fitnesscenter står jeg helt alene med min krop. Det skaber ingen fælles værdi, når jeg presser den, selv om der paradoksalt nok er masser af mennesker rundt omkring mig”. Artiklen er et opråb om at huske fællesskabet i dyrkelsen af kroppen og refererer til filosoffen Hegels beskrivelse af, at mennesket først opnår social frihed, når det kan ’være-ved-sig-selv-i-den-anden’. Altså fri sammen med andre. Det er denne mangel på følelse af frihed i sociale fællesskaber, som gør den moderne fitnesskultur til en trussel mod menneskers selvværd og identitet, argumenterer debattøren.

Hvordan kan dyrkelse af kroppen omvendt skabe fællesskaber?

Selv om fitnesskulturen ofte bliver beskrevet som individuelt orienteret og en trussel mod foreningslivet og det sociale sammenhold, som er centralt for holdsport og andre former for foreningsidræt, kan kropsdyrkelse – også i det som i dag betegnes fitnesskulturen sagtens være bundet op omkring sociale fællesskaber. Mange søger holdaktiviteter i fitnesscentrene, hvor det sociale og fællesskabet er i centrum. Det kan man læse i undersøgelsen ”Fitnesskultur mellem forening og forretning – Aktive fitnessudøveres træningsmotiver” (se kilder). Når kommercielle fitnesscentre har overtaget en del af foreningernes medlemmer, skyldes det blandt andet, at de tilbyder mange forskellige holdaktiviteter på forskellige tidspunkter, som gør det muligt at passe træningen ind i en travl hverdag. Det behøver altså ikke være et ønske om at træne alene med henblik på at dyrke sin egen krop, men kan være et spørgsmål om helt praktiske udfordringer, der får medlemmerne til at vælge fitnesscenteret frem for foreningsfællesskabet. Og fællesskabet omkring træningen er ofte en motiverende faktor. Ifølge undersøgelsen er det vigtigste argument for de fleste idrætsaktive danskere ønsket om at styrke deres sundhed. Dernæst kommer fællesskabet, mens en mindre andel af de voksne idrætsaktive svarer, at mere ’præstationsorienterede’ begrundelser betyder mest.

Hvilke konsekvenser for sundheden kan kropsdyrkelse få?

Kropsdyrkelse i form af motionsafhængighed kan få alvorlige sundhedsmæssige og sociale konsekvenser. F.eks. i form af overbelastning af led, psykisk tvangspræget afhængighed og kontroltab, som gør, at træningen kommer til at styre livet og griber ind i det sociale liv på bekostning af familie, venner og andet. I sådanne tilfælde taler man om sygelig besættelse. Kropsdyrkelsen går fra at være en aktivitet, der giver mening til at blive selve meningen med livet. Overskridelsen af grænsen fra sundt til sygt sker oftest som en glidende overgang, forklarer Mia Beck Licthenstein, som har skrevet speciale om motionsafhængighed, i artiklen ”Når sundhed bliver til sygdom” i PsykNyt (se kilder). Udenlandske studier har vist, at godt 60 % af en idrætspopulation i perioder vil udvise risikoadfærd, mens 5-10 % har motionen fået altdominerende betydning på usund vis. Det kan man læse i afhandlingen ”Træningsafhængighed – om psykisk afhængighed af fysisk aktivitet” (se kilder).