Hvad var den oldenborgske slægt?
De direkte linjer af den ældre danske kongeslægt uddøde i 1448 med Christoffer 3. Han blev efterfulgt af greve Christian af Oldenborg, der blev dansk konge under navnet Christian 1. Han var kun fjernt beslægtet med den gamle kongeslægt. Faktisk skulle man hele seks generationer tilbage for at finde en dansk konge blandt Christian 1.'s aner. Christian blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt, der regerede frem til 1863. Med oldenborgerne begynder traditionen med, at de danske konger enten hedder Christian eller Frederik.
I oldenborgernes regeringstid ændrede kongedømmet karakter fra at være valgkongedømme over enevældigt arvekongedømme til konstitutionelt monarki.
Christian 1. (1448-1481)
Christian 1. var konge af Danmark og Norge og i perioden 1457-1464 også af Sverige. Svenskerne havde i første omgang ellers valgt en svensk stormand som konge. Christian 1. blev konge af Danmark efter at have giftet sig med den barnløse Christoffers 18-årige enke, Dorothea. Christian blev også hertug af Slesvig og Holsten, og her fik stormændene lavet en aftale om, at de to hertugdømmer skulle "ewich tosamende ungedelt" (evigt sammen udelt). Det kom til at give en masse problemer for eftertiden, for Slesvig stod i sidste ende under den danske konges overherredømme, mens Holsten stod under den tyske kejsers overherredømme.
Christian 1. var en respekteret konge i Europa, men led under konstant pengemangel. Det betød, at han måtte inddrive hårde skatter, hvilket særligt gav problemer i Sverige; svenskerne gjorde oprør og smed Christian på porten.
I 1479 grundlagde Christian 1. Københavns Universitet efter at have hentet tilladelse ved et besøg hos paven i Rom.
Hans (1481-1513)
Kong Hans var konge af Danmark og Norge og i årene 1497-1513 også af Sverige. Efter dermed at have genoplivet Kalmarunionen for en tid måtte han igen give afkald på Sverige efter et oprør. Kong Hans var bundet af en stærk håndfæstning, der gav adelen store privilegier og indskrænkede kongens råderum.
Kong Hans var en dygtig taktiker og administrator. Han forsøgte at besætte en del af rigets høje embeder med borgerlige og lavadelige for at sikre sig loyalitet. Her stødte han dog på hård modstand fra stormændene. Med tiden udviklede det sig til et decideret uvenskab med stormændene, der dog samtidig gerne så Hans fortsætte som konge for en samlet nordisk union. Kong Hans døde i 1513 af skader efter et fald fra hest.
Christian 2. (1513-1523)
Christian 2. var søn af kong Hans, og han blev den endegyldigt sidste unionskonge. Christian blev valgt til konge af Danmark og Norge efter kong Hans’ død i 1513, og i 1520 lykkedes det ham efter tre års krig med svenskerne også at bemægtige sig tronen i Sverige. Da han skulle krones ved en overdådig festlighed i Stockholm, lod Christian af dunkle årsager de fornemme stormænd og biskopper indespærre, og 83 af de fornemme folk blev halshugget i det, der skulle blive kendt som 'Det Stockholmske Blodbad'. Svenskerne gjorde oprør mod Christian og smed ham ud. Blodbadet vakte skandale i hele Europa, og den danske adel begyndte at frygte for deres skæbne.
Christian havde været på kant med den danske adel mange gange før. Han var bundet af en skrap håndfæstning, der indskrænkede hans råderum, men Christian udfordrede den gang på gang og forsøgte at forbedre vilkårene for borgere og bønder på bekostning af adelen.
I 1523 besluttede danske adelsmænd sig for at opsige deres troskab over for kongen og afsætte ham. I stedet ville de have Christians farbror, hertug Frederik, som konge. Christian 2. kom efter flere forsøg på at tilbageerobre kronen til at leve resten af sine dage i fængsel, først på Sønderborg Slot, siden på Kalundborg Slot.
Frederik 1. (1523-1533)
Frederik 1. var fuldstændig afhængig af adelens opbakning og blev kaldt ’adelens fange’. Han havde underskrevet en benhård håndfæstning, der gjorde adelen, som samledes i rigsrådet, til rigets reelle hersker. Frederik var bror til kong Hans og blev kaldt til tronen, da Christian 2. blev afsat. I næsten hele sin regeringstid måtte Frederik forsvare sig mod angreb fra den folkekære Christian 2., indtil Christian blev pågrebet og sat i fængsel.
Frederiks regeringstid blev præget af reformationens kamp mellem den katolske kirke og den nye protestantiske tro. Frederik havde gennem sin håndfæstning forpligtet sig til at bekæmpe den protestantiske tro, men i det stille fremmede han protestanternes sag.
Interregnum (periode uden regent) 1533-1534
Den adelige forsamling, rigsrådet, der stod for at vælge kongen, ville ikke udnævne Frederik den1.'s ældste søn, Christian (3.), til ny konge, fordi han var protestant. Derfor udsatte de valget af ny konge i et år, hvor rigsrådet skulle regere. Dette magttomrum ville tilhængere blandt byernes borgerskab udnytte til at genindsætte den fængslede Christian 2. på tronen. Derfor startede en borgerkrig, hvor hovedskillelinjen var mellem adelen på den ene side og borgere og bønder på den anden. Også reformationen og dens kamp mellem katolicisme og protestantisme spillede også en nøglerolle i krigen.
Borgerkrigen bliver kaldt Grevens Fejde efter grev Christoffer af Oldenburg, som anførte en hær af lejetropper, der skulle erobre Danmark i Christian 2.s navn.
Christian 3. (1534-1559)
Selv om Frederik 1.'s ældste søn, Christian, var overbevist protestant, ville det katolsk-dominerede rigsråd hellere have ham på tronen end fortsætte med kaosset under Grevens Fejde. Derfor valgte de at krone ham til konge i 1534.
Der skulle dog gå endnu to år med borgerkrig, inden Christian 3. kunne indtage København. Herefter gik Christian med stor beslutsomhed i gang med at gennemføre reformationen. Den katolske kirke blev afskaffet og erstattet af den protestantiske kirke under kongens ledelse. Dette havde den sidegevinst for Christian, at store dele af kirkens gods overgik til kronen, som dermed øgede sine indtægter betydeligt.
Christian 3.'s regeringstid var præget af gode økonomiske tider, og perioden blev præget fred og genopbygning af riget. Forholdet mellem adel og konge blev mere stabilt, og man blev enige om en ordning for en fælles ledelse af riget.
Norge mistede sin selvstændighed, og de norske stormænd havde ikke længere indflydelse på valget af kongen.
Frederik 2. (1559-1588)
Frederik 2. var søn af Christian 3. og blev allerede som lille dreng valgt som tronarving ved Christians død. Frederik fortsatte sin fars reformer af kongemagten og øgede kronens indtægter fra sine godser.
I årene 1563-1570 var riget i krig mod Sverige i Den nordiske Syvårskrig, og før det var der også krig i Ditmarsken i Sønderjylland. Krigene krævede penge, og Frederik fik derfor opført fæstningen Kronborg ved indsejlingen til Øresund. Dermed kunne han forøge indtægterne fra Øresundstolden.
Frederik havde et lykkeligt hjemmeliv med den unge dronning Sophie og deres mange børn, heriblandt den senere kong Christian 4.
Christian 4. (1588-1648)
Christian 4. var konge af Danmark og Norge i hele 60 år og dermed den længst regerende af alle danske monarker. Ved begyndelsen af sin regeringstid var Christian 4. Europas rigeste konge, særligt på grund af indtægterne fra Øresundstolden. Da han døde, hang rigets og kongens økonomi til gengæld laser.
I de første 30 år af Christian 4.'s regeringstid gik det godt, og mange af hans initiativer blomstrede. Christian 4. er nok allermest berømt for de prægtige bygningsværker, han lod opføre sammen med nye byer og bydele. Her kan blot nævnes Børsen, Rosenborg og Frederiksborg.
Christian 4. var stærkt involveret i det europæiske magtspil, og det blev en kilde til mange nederlag og økonomisk ruin. Særlig katastrofal blev hans deltagelse i Trediveårskrigen i Tyskland, ligesom han led nederlag i endnu en krig med Sverige. Det fik dog ikke Christian til at holde igen med de mange dyre projekter, og det var sammen med generel økonomisk nedgang i Europa medvirkende til, at riget ved Christians død stod på fallittens rand.
Frederik 3. (1648-1670)
Frederik 3. var kun den næstældste søn af Christian 4., men den ældste søn, Christian, var død i 1647, og derfor kom Frederik i betragtning til tronen. Han måtte underskrive en streng håndfæstning ved kongevalget, men Frederik kom snart til at vende forholdet mellem adel og konge på hovedet. Anledningen var faktisk et sviende nederlag under Karl Gustav-krigene mod Sverige.
Frederik gik i krig med landet bag sig, men mod forventning løb svenskerne fuldstændig Danmark over ende. Ved Roskilde-freden i 1658 måtte Danmark afstå Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne. Alligevel vandt kongen alles respekt, da han forblev i det belejrede København, mens adelen flygtede i sikkerhed.
Da riget skulle genrejses efter krigene, så Frederik i 1660 sit snit til at ændre magtbalancen fuldstændig. Resultatet blev Arveenevoldsregeringsakten af 10. januar 1661, som afsluttede tiden med håndfæstninger. Kongeloven fra 1665 sikrede Danmarks konge den stærkeste enevældige magt i Europa. Valgkongedømmet var hermed afsluttet, og enevælden, som kom til at vare til 1848, var indført.
Christian 5. (1670-1699)
Christian 5. arvede tronen som den første enevældige monark. Han gennemførte en lang række reformer af finansvæsenet, forvaltningen og retsvæsenet og styrkede dermed fundamentet for det enevældige styre. Christian var dog ikke en stor intellektuel begavelse, så han overlod en del af beslutningerne til rigets øvrige ledende kræfter, såsom Peder Griffenfeld, der dog blev styrtet i 1676.
Christian havde til gengæld en sund snusfornuft og en flittig arbejdsmoral. Desuden talte han dansk i modsætning til mange af sine forgængere, hvilket gjorde ham til en af de mest folkekære af de enevældige monarker.
Han døde i 1699 efter en jagtulykke i Jægersborg Dyrehave.
Frederik 4. (1699-1730)
Frederik 4. arvede tronen fra sin far, Christian 5., og var enevældig konge af Danmark og Norge 1699-1730. Frederik var ligesom sin far ikke bogligt begavet, men til gengæld var han myreflittig og blandede sig i alle detaljer af rigets styre.
Frederik kom til at stå i spidsen for den sidste store krig mod svenskerne, Store nordiske Krig 1709-1721. Den endte uden sejrherre, men den danske flåde fejrede store triumfer, blandt andet anført af Tordenskjold. En af Frederiks betydeligste bedrifter var opførslen af henved 250 skoler, hvor børnene lærte at læse, skrive, regne og at elske konge og fædreland.
Christian 6. (1730-1746)
Christian 6.'s regeringstid var bemærkelsesværdig ved, at riget slet ikke var i krig. Til gengæld var perioden kendetegnet af dyb økonomisk krise, der blandt andet førte til indførelsen af stavnsbåndet i 1733 for at sikre arbejdskraft til landbruget. Christian 6. gjorde også meget for at støtte handelen, hvilket blandt andet førte til oprettelse af Asiatisk Kompagni. Der blev skabt grobund for den kommende tids såkaldt florissante handelsperiode, hvor rigets internationale handel blomstrede.
Christian 6. var dybt religiøs, hvilket gav sig udslag i indførsel af konfirmationen og en streng kirketugt, der betød bøder eller gabestok, hvis man ikke mødte op til gudstjeneste. Teater og fest blev forbudt på helligdage og om søndagen. Privat levede kongen et fromt liv med sin dronning Sophie Magdalene fjernt fra rigets almindelige befolkning.
Frederik 5. (1746-1766)
Fredsperioden fra Christian 6.'s regeringsperiode fortsatte under hans søn, kong Frederik den 5. Økonomisk var der tilmed fremgang. Kunst og videnskab blomstrede, og sociale og økonomiske forhold blev sat til debat. Samtidig kom der igen liv i de offentlige forlystelser, og Frederik var sammen med sin dronning Louise meget populær i befolkningen.
Det var dog ikke Frederik selv, der styrede landet, men hans ministre, heriblandt A.G. Moltke og J.H.E. Bernstorff. Imens brugte kongen sin tid på jagt og druk, og kongens ministre måtte skjule kongens udskejelser, der også omfattede voldelige overfald på hans mange elskerinder.
Christian 7. (1766-1808)
Christian 7. var konge af Danmark og Norge 1766-1808, men reelt havde Christian ingen magt. Han havde et skrøbeligt sind og udviklede en psykisk sygdom, der i vore dage ville blive betegnet skizofreni. Det betød, at kongens livlæge, Struensee, der var hans nærmeste fortrolige, varetog regeringen. Struensee indledte også et forhold til dronning Caroline Mathilde, og de fik et barn sammen, i tilgift til kronprins Frederik (6.), som Caroline Mathilde havde fået med kongen.
Struensee regerede nærmest enevældigt, og indførte en byge af reformer inspireret af den europæiske oplysningstid. Reformerne stødte dog på modstand fra andre af rigets ledende skikkelser. I 1772 blev han taget til fange efter et hofbal og siden dømt til henrettelse på hjul og stejle. Rigets ledelse lå derefter i hænderne på Christian 5.'s enkedronning, Juliane Marie, og geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg. Dette fik dog sin ende i 1784, da en kreds af personer med kronprins Frederik (6.) i front tog magten ved et kup. Ligesom i de foregående år var den psykisk syge Christian 7. dog formelt set konge indtil sin død i 1808.
Frederik 6. (1808-1839)
Frederik 6. var i mange år som kronprins landets reelle konge, da han skulle godkende alle beslutninger. I de første år var Frederik under dyb indflydelse af mænd som A.P. Bernstorff og C.D. Reventlow. Sidstnævnte var arkitekten bag landboreformerne, der kom til at ændre Danmark for altid og gjorde Frederik elsket i den brede befolkning.
Efter Bernstorffs død i 1797 blev kronprinsen rigets ubestridte leder. De følgende år skulle dog bringe ham mange nederlag på den udenrigspolitiske scene. Napoleonskrigene trak dybe spor gennem Europa, og Danmark blev trukket ind i konflikt med England. Det betød nederlag ved Slaget på Reden i 1801 og Københavns bombardement i 1807, hvor den ellers stærke danske flåde blev overgivet til englænderne.
Den danske regering indgik i 1807 en alliance med Napoleons Frankrig, men efterhånden blev Napoleon trængt på de europæiske slagmarker, og til sidst stod Danmark nærmest alene tilbage på Frankrigs side mod de øvrige europæiske stormagter. Danmark måtte erkende sit nederlag og ved Freden i Kiel i 1814 afgive Norge til Sverige. Efter 444 år stod Norge ikke længere under den danske krone.
Den danske stat var oven i alle nederlagene gået bankerot i 1813. I sine sidste regeringsår stod Frederik altså i spidsen for et fattigt og amputeret land. Frederik var stærkt konservativt indstillet, men måtte under indtryk af en voksende modstand mod enevælden og revolutionære tendenser i det øvrige Europa åbne for en vis grad af folkelig deltagelse i rigets styre. Det førte i 1830erne til oprettelsen af stænderforsamlingerne, et rådgivende organ med repræsentanter fra alle samfundslag.
Christian 8. (1839-1848)
Frederik 6. efterlod sig ingen sønner, så ved hans død overgik tronen til hans fætter Christian 8. Fundamentet under enevælden vaklede gevaldigt, og Christian 8. blev Danmarks sidste enevældige konge. Christian var dannet og begavet, men holdt stædigt fast i enevælden, hvilket gjorde ham upopulær i dele af befolkningen.
Det andet store problem i Christians regeringstid var situationen i hertugdømmerne Holsten og Slesvig. Slesvig er med nutidens grænser placeret med én halvdel i det danske Sønderjylland og den anden halvdel i Nordtyskland, mens Holsten ligger syd for Slesvig i Nordtyskland. De blomstrende nationale bevægelser i Danmark og Tyskland pressede på for en afgørelse om Slesvig-Holstens fremtidige tilhørsforhold. Den nationalliberale bevægelse i København ønskede, at Slesvig skulle indgå fuldt i en dansk stat med sydgrænse ved floden Ejderen i det nuværende Nordtyskland. Stærke kræfter i den tysksindede universitetsby Kiel så derimod hellere et udelt Slesvig-Holsten indgå i det nye, dynamiske Tyske Forbund – det, der senere skulle blive til Tyskland. Denne strid forblev uløst gennem Christians regeringstid.
Christian 8. døde på Amalienborg af blodforgiftning som følge af åreladning.
Frederik 7. (1848-1863)
I løbet af Frederik 7.'s regeringstid skete store ting. Kort efter hans tronbestigelse havde Slesvig-Holsten rejst krav om en slesvig-holstensk forfatning og om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Det skubbede til oprettelsen af et nyt ministerium, der skulle lede landet uden kongens deltagelse. Dette ministerium besluttede kort efter at gå i krig mod de oprørske slesvig-holstenere.
Frederik 7. fulgte folkestemningen og var parat til at frasige sig sin enevældige magt. Efter sigende skete det med ordene: "Nu kan jeg vel sove, så længe jeg gider". Ordene afspejler Frederiks folkelige sind, der skulle gøre ham umådeligt populær i den brede befolkning. Frederik blandede sig kun lidt i statens anliggender og foretrak at tilbringe tiden på Amalienborg med sin kone nummer to, den borgerlige Louise Rasmussen (Grevinde Danner), eller med det danske folk på sine hyppige rejser rundt i landet.
Den anden store begivenhed var vedtagelsen af Danmarks første grundlov, der gjorde Danmark til et konstitutionelt monarki og indførte en form for demokrati. Dette var med til at forøge Frederiks popularitet og gav ham eftermælet som 'Grundlovens giver'.
Der udbrød landesorg, da Frederik døde i 1863 uden at efterlade sig børn, der kunne arve tronen. Han blev dermed den sidste af de Oldenborgske konger.