Kongerækken i Danmark

Det danske kongehus kan spore sin oprindelse helt tilbage til Gorm den Gamle og er således mere end 1.000 år gammelt. Danske konger og dronninger har stået i spidsen for riget i stormagtsdagene, hvor deres magt strakte sig over hele Norden og til tider helt til England, men også i perioder, hvor riget havde lidt nederlag på slagmarken og stod på fallittens rand.

     I de senere år har kongehusets fremtid jævnligt været til debat, og det er fra nogle debattørers side blevet foreslået at afskaffe monarkiet. Men langt de fleste danskere bakker fortsat trofast op om kongehuset og monarkiet.

     Hovedkilderne til samtlige kongebiografier i denne artikel er bøgerne "Kongerækken" af Rikke Agnete Olsen og "Politikens bog om Danmarks konger og dronninger" af Benito Scocozza samt websiderne Danmarkshistorien.dk og Kongehuset.dk (se kilder). Årstal i parentes er regeringsperiode.

Kongedømmet var i ældre tid et valgkongedømme, men i praksis begrænsede valget sig normalt til den ældste søn af den regerende konge. Valgkongedømmet varede indtil enevældens indførelse i 1660. Under valgkongedømmet blev kongen valgt af de førende stormænd inden for adelen og kirken, der med tiden forsamledes i rigsrådet. Rigsrådet og kongen var ifølge bogen "Danmarks konger og dronninger" af Lars Bisgaard m. fl. (se kilder) to modsatte poler i en magtbalance, der hele tiden var under forandring.

     Til gengæld for valget måtte kongen som oftest underskrive en håndfæstning, som begrænsede kongens råderum. Håndfæstningen var en slags kontrakt, der fastlagde betingelserne for kongens regeringsperiode. Håndfæstningerne kunne være meget strenge, hvis kongemagten stod svagt i forhold til stormændene.

Ved indførelsen af enevældigt monarki i 1660 afløstes valgkongedømmet af arveligt monarki. Det vil sige, at tronen automatisk overgik til kongens førstefødte søn. Rigsrådet mistede sin indflydelse på kongens magt. Hvis kongen ikke havde sønner født inden for ægteskabet, var der også bestemmelser, der så afgjorde arvefølgen.

     Den enevældige konges magt var absolut. Han stod alene til ansvar over for Gud. Ifølge artiklen "Enevælden 1660-1849" på Danmarkshistorien.dk (se kilder) havde kongen den samlede statsmagt som både lovgiver, regent og øverste dommer. Kongerne kunne i princippet bestemme enerådigt, men de fleste konger i enevælds-perioden støttede sig til rådgivere i form af ledende embedsmænd.

     Arvekongedømmet fortsatte, også efter at monarkiet blev ændret fra enevældigt til konstitutionelt i forbindelse med grundloven fra 1849, og det er stadig arvekongedømme, vi har i Danmark i dag.

Det konstitutionelle monarki blev indført i Danmark i forbindelse med Junigrundloven af 1849. At monarkiet er konstitutionelt betyder ifølge "Danmarks konger og dronninger" af Lars Bisgaard m. fl. (se kilder), at kongen ikke på egen hånd kan lovgive eller på anden måde regere uden om landets ministre. Ministrene står til gengæld til ansvar over for den folkevalgte forsamling, som i dag er Folketinget.

     Med andre ord blev Danmarks styre demokratiseret, selv om kongen dog først for alvor blandede sig uden om landets ledelse fra og med systemskiftet i 1901. Monarkens væsentligste opgaver er ifølge Kongehuset.dk (se kilder) at repræsentere Danmark udadtil og være samlingspunkt indadtil. Selv om monarken underskriver alle love, har de kun gyldighed, når en minister også har skrevet under. Som statsoverhoved medvirker regenten også ved regeringsdannelser.

Det danske monarki er ifølge Kongehuset.dk (se kilder) blandt de ældste i verden. Kongehuset kan med sikkerhed føre sin historie tilbage til Gorm den Gamle (d. 958). Gorm er stamfader til den danske kongefamilie, og stamtavlen kan føres hele vejen op til Danmarks nuværende regent, Dronning Margrethe 2.. Stamtavlen bliver dog de fleste steder delt op i tre hovedslægter, hvor regenterne nedstammer fra hinanden i nogenlunde lige linje. Den første kongeslægt fra Gorm den Gamle til og med Christoffer af Bayern kaldes Jellingekongerne, efter den første kongeby, eller Gorm den Gamles efterslægt efter sin stamfader.

     Kongedømmet var i ældre tid et valgkongedømme, men i praksis begrænsede valget sig normalt til ældste søn af den regerende monark. Det geografiske område, som kongerne i denne periode, regerede over, var særdeles omskiftelige. I nogle perioder omfattede riget udover det nuværende Danmark også Sverige eller dele af det nuværende Sverige, dele af Nordtyskland og andre Østersølande samt Norge eller dele af Norge. Dertil kom nogle af vikingekongernes herredømme over England.

Gorm omtales første gang som konge i skriftlige kilder fra 936, og det menes, at han døde omkring 958 i en alder af 40-50 år. Vi ved ikke meget om Gorm, men i Jelling i Østjylland kan man ved siden af Harald Blåtands store runesten finde en mindre sten, som Gorm lod rejse til ære for sin Dronning Thyra. I Jelling finder man også Gorms store gravhøj. Gravkammeret er dog tomt, fordi Gorms søn Harald Blåtand formentlig genbegravede hans lig i den første trækirke i Jelling. Gorm var ikke kristnet og fulgte den gamle asatro.

     Gorm regerede nok ikke over hele Danmark, men var efter alt at dømme konge i Jylland eller i hvert fald dele af Jylland.

På den store runesten i Jelling bekendtgøres det, at "Harald konge satte dette minde over Gorm sin fader og Thyra sin moder. Den Harald som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne". Påstanden om, at Harald vandt sig både Danmark og Norge, er nok lidt overdreven, men i hvert fald Danmark eller størstedelen af Danmark kom under Haralds magt, og i perioder var dele af Norge også underlagt Harald. Harald har måske i en periode regeret sammen med sin far, Gorm den Gamle, inden dennes død.

     Harald blev døbt cirka år 965 og blev dermed den første kristne, danske konge. Resten af Danmarks befolkning har dog nok været en hel del langsommere til at lade sig omvende til den nye religion.

     Rundt omkring i Danmark og Skåne kan man finde konkrete vidnesbyrd om Haralds magt i form af sporene fra de enorme ringborge, som Harald lod opføre for at forsvare riget mod den tyske kejser Otto. Disse ringborge fandtes blandt andet i Trelleborg ved Slagelse og i Aggersborg i Nordjylland.

Svend Tveskæg var måske i en periode medkonge med sin far, Harald Blåtand, men på et tidspunkt kom de i borgerkrig med hinanden. Harald måtte flygte fra Danmark og døde – muligvis myrdet af en af Svends folk. I år 1000 besejrede han den norske konge Olav Trygvasson i slaget ved Svold og fik dermed overherredømmet over Norge.

     Svend brugte meget af sin tid i England, hvor der var et stort område ved navn Danelagen kontrolleret af danske og norske vikinger og deres efterkommere. I 1013 erobrede Svend hele England, men døde i 1014. Svend var den første danske konge, der slog mønt med sit eget navn og billede indgraveret.

Harald efterfulgte sin far, Svend Tveskæg, som konge i Danmark, mens hans lillebror Knud (2.) blev konge i England. Meget andet ved vi ikke om Harald Svensens korte regeringsperiode.

Knud 2. den Store var konge af England 1016-35, af Danmark 1018-35 og af Norge 1028-35. I hans regeringstid nåede det danske Nordsø-imperium sin største udstrækning. Knud blev konge i England efter sin far Svend Tveskægs død, og blev nogle år efter også konge i Danmark efter sin bror Haralds død. Hans herredømme var dog stærkest i England, og han måtte flere gange drage mod Danmark for at sikre roen. Faktisk kan man med nogen ret sige, at Knud mere var en engelsk konge, der havde Danmark som provins, end en dansk konge med England som provins.

     Knud tilkæmpede sig ved flere store slag også magten over Norge. Allerede inden denne bedrift må Knud have været en internationalt anset konge, for han var inviteret med til pavens kroning af den tyske kejser Konrad i Rom. Her blev han efter eget udsagn overøst med gaver af kejseren.

     Knud den Store havde sidst i livet herredømmet over England, Danmark, Norge og dele af Sverige, men dette rige skulle dog hurtigt gå i opløsning efter hans død.

Hardeknud blev konge i Danmark efter Knud den Stores død, mens hans halvbror Harald Harefod greb magten i England. Efter Haralds død i 1040 blev Hardeknud kaldt til England som konge, men her blev han hurtigt upopulær, da han udskrev høje skatter for at finansiere sin store flåde. Han døde blot to år senere.

Magnus blev kåret til konge i 1036 i Norge som kun 10-årig efter Knud den Stores død. Da Hardeknud blev konge i England i 1040, begyndte Magnus at erobre Danmark og blev ved Hardeknuds død i 1042 også anerkendt som dansk konge. I årene op til Magnus' død i 1047 blev hans magt i Danmark udfordret af Knud den Stores nevø Svend Estridsen, der endte med at fordrive Magnus fra Danmark. Med Magnus' norske herredømme blev den danske kongerække for første og sidste gang brudt af en udenlandsk hersker.

I Svend Estridsens lange regeringsperiode blev kongemagten bedre organiseret og udbygget. I Svends regeringstid sluttede æraen med hærgende vikingekonger, der jævnligt drog på togter med deres følge, og middelalderkongernes tid begyndte. Svend sørgede først og fremmest for at knytte kirken og kongemagten tættere sammen. Danmark blev inddelt i otte bispesæder, som bestod gennem hele middelalderen. Der blev også bygget en vældig masse trækirker i hele Danmark, og Svend forsøgte uden held at skaffe et ærkebispedømme til Norden, så den danske kirke kunne løsrives fra ærkebispen i Hamburg-Bremen.

     Igennem Svends regeringsperiode kom det gentagne gange til væbnede stridigheder med den norske konge Harald Hårderåd.

     Svend fik 18 børn – et af dem med sin kone Gunhild. Hele fem af Svends børn blev senere danske konger.

Vi ved ikke så meget om Haralds regeringstid, men han var formentlig Svend Estridsens ældste søn. Han blev valgt som konge i konkurrence med sin bror, den senere kong Knud den Hellige, som blev støttet af nogle af deres mange brødre. Knud gik i landflygtighed i Sverige, hvorfra han blev ved med at bekæmpe Harald.

     Harald videreførte bestræbelserne for at skaffe et ærkebispesæde til Danmark. Han var i det hele taget tæt knyttet til kirken og brevvekslede med paven i Rom.

Efter Haralds død blev Knud valgt som konge i 1080. Han arbejdede for at opbygge en kongelig administration og indførte blandt andet en række skatter og afgifter, der skulle tilfalde kongen og kirken. Knud søgte at styrke den danske kirke og gøre den uafhængig af kirken i Rom, da det samtidig ville styrke hans egen magt.

     Måske var Knud lidt for ivrig efter at opkræve skatter og afgifter, eller også følte landets stormænd sig truet af den stigende kongelige magt. Knud blev under alle omstændigheder myrdet af oprørske jyder, der slog ham ihjel i Skt. Albani kirke i Odense. Efter Knuds død begyndte en kampagne for at få Knud helgenkåret, og det lykkedes under den senere konge Erik Ejegod.

Oluf var endnu en af Svend Estridsens sønner, der blev konge. Han havde en ledende rolle i oprøret mod Knud den Hellige og blev efter Knuds død kåret som ny konge. Meget tyder på, at stormændene fik øget indflydelse på rigets styring i disse år.

     Vi ved meget lidt om Olufs kongedømme udover at riget, i lighed med resten af Europa, var hjemsøgt af hungersnød, hvilket gav Oluf Hunger hans tilnavn.

Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, der blev konge. Han stod på Knud den Helliges side under oprøret mod ham og måtte gå i eksil efter hans død, indtil han selv blev valgt som konge efter Oluf Hungers død. Hans regeringstid nød godt af, at hungersnøden nu var slut, og han fik også succes med at bekæmpe vendiske pirater, der hærgede de syddanske øer.

     Erik fik kåret Knud den Hellige som helgen og fik endelig bragt et ærkebispesæde til Danmark, nærmere bestemt Lund i Skåne. Stormanden Asser blev indsat som ærkebiskop. Konge, stormænd og kirke indgik hermed et stærkt partnerskab. Erik Ejegod døde på en pilgrimsrejse på vej til Jerusalem.

Niels var den femte og sidste af Svend Estridsens sønner, der blev valgt til konge. I modsætning til sine brødre kom han til at regere i en lang periode, hele 30 år. De første mange år af Niels' regeringstid forløb fredeligt med yderligere styrkelse af forholdet til kirken og udbygning af den kongelige administration. I stedet for at rejse riget rundt med et stort følge af såkaldte hirdsmænd, udnævnte Niels i stedet disse hirdsmænd til lokale embedsmænd, der skulle varetage kongens interesser. Det siges, at Niels regerede i fællesskab med sin dronning, Margrete Fredkulla.

     I de sidste år af Niels' regeringstid kom der dog uro og splid i landet. Niels' søn Magnus snigmyrdede sin fætter Knud Lavard, som havde opbygget megen magt i Sønderjylland og kunne tænkes at gøre krav på tronen, når Niels døde. Det udløste en blodig borgerkrig, hvor Niels og Magnus stod på den ene side og Erik Emune, søn af Erik Ejegod, på den anden side sammen med en lang række stormænd. Krigen kulminerede i slaget ved Fodevig i Skåne, hvor en stor del af rigets elite i form af biskopper og jarler måtte lade livet. Niels tabte krigen og måtte flygte. Kort efter blev han slået ihjel af borgere i byen Slesvig som hævn for mordet på Knud Lavard.

Erik Emune var en hård hersker, der lod sine modstandere dræbe, for at hans herredømme ikke kunne bestrides. Han nåede også at brænde Oslo af på et togt til Norge og afstraffede venderne på den tyske ø Rügen. Eriks hårde fremfærd skaffede ham mange fjender, og efter kun tre års regeringstid blev han myrdet i Sønderjylland.

Erik Lam var en anden søn af Erik Ejegod og kom på tronen efter mordet på Erik Emune. Dette betød dog ikke, at striden mellem Erik Emunes slægt og kong Niels' slægt ophørte, og Erik måtte gentagne gange slås for sin trone. Udover disse stridigheder var Erik Lams regeringstid præget af en rolig udbygning af kongemagten og hans begunstigelse af kirken. I 1146 blev han formodentlig syg og afstod frivilligt tronen for at blive munk. Han døde kort tid efter.

Efter at Erik Lam havde trukket sig fra tronen, fulgte en periode, hvor riget reelt blev delt mellem konkurrerende konger. Derfor taler man om både Svend, Knud og Valdemar som Danmarks herskere i denne periode. Erik Emunes søn Svend blev valgt som konge af stormændene i Østdanmark, mens stormændene i Jylland valgte kong Niels' barnebarn Knud (5.) som konge. Efter tysk indblanding blev Svend enekonge, mens Knud og Knud Lavards søn, Valdemar, blev tildelt store landområder som len.

     Aftalen blev dog brudt, og i 1154 kaldte både Knud og Valdemar sig også konge. Tyskerne blandede sig igen, og i 1157 blev man enige om at dele riget, så Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da Svend, Knud og Valdemar mødtes den 9. august 1157 i Roskilde for at bekræfte aftalen, forsøgte Svend, så vidt vides, at dræbe de to andre i det, der senere blev kaldt ’Blodgildet i Roskilde’. Knud blev dræbt, men Valdemar slap væk. Derefter tørnede Svend og Valdemar sammen i slaget på Grathe Hede ved Viborg, hvor Svend døde. Sejrherren Valdemar stod derefter tilbage som konge over hele Danmark.

Efter de mange års uro og borgerkrig fik Valdemar skabt fred, samlede kongeriget og styrkede kongemagten. Han indgik i et stærkt partnerskab med den sjællandske stormandsslægt Hviderne, som blandt andet talte den senere ærkebiskop Absalon og hans bror Esbern Snare. Valdemars største bedrift var måske indtagelsen af de vendiske piraters hovedby Arkona på den tyske ø Rügen og kristningen af dens indbyggere.

     Under Valdemars regering indledtes en periode, hvor kongen, kirken og velhavende herremænd satte sig på størstedelen af landbrugsjorden. Bønderne måtte betale afgifter til godsejeren for at få lov til dyrke jorden. Landbruget i Danmark var i fremgang, hvilket gav godsejerne store indtægter. Mange landsbyer voksede sig store og blev til købstæder under kongens beskyttelse, mens klostre og stenkirker skød op i hele Danmark.

Knud blev allerede i løbet af Valdemar den Stores regeringstid kronet som konge for at sikre, at kongemagten gik i arv. Knud erobrede støtte fra Absalon og sin bror, den senere konge Valdemar Sejr, områder i Nordtyskland og gjorde kongemagten endnu stærkere. Han løsrev Danmark fra mange års tysk indflydelse og gennemførte lovgivning, der blandt andet begrænsede blodhævn. Danmark blev i Knuds regeringstid regnet som Nordeuropas stærkeste stat. Knud fik ingen børn.

Valdemar Sejr var bror til Knud og blev kåret til konge ved Knuds død. Valdemar Sejr sad som konge i en periode på næsten 40 år, hvor riget endnu en gang blev udvidet mod syd ned i Tyskland og mod øst. Erobringerne kulminerede med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen under et slag. I de følgende år gik det dog ned ad bakke, og Valdemar mistede mange besiddelser i Nordtyskland.

     Kort inden Valdemar Sejrs død i 1241 udstedte han lovsamlingen Jyske Lov med den berømte indledning: "Med lov skal land bygges". Den var særlig ved at være udtryk for kongens vilje og ikke blot en nedskrivning af gamle sædvaner.

Erik var ældste søn af Valdemar Sejr og efterfulgte ham på tronen. Valdemars øvrige sønner var blevet tildelt landområder som len, men det afholdt ikke Eriks bror Abel, der var hertug af Sønderjylland, fra også at gøre krav på tronen. Erik måtte slås med Abel i en borgerkrig, og samtidig måtte han i krig mod ydre fjender ved rigets grænser. Erik opkrævede store skatter for at finansiere sit militær, blandt andet på plove, hvilket gav ham hans tilnavn. Han opkrævede også store skatter fra herremænd og kirken og blev dermed også upopulær i disse lejre.

     Erik havde egentlig besejret Abel, men under et besøg i byen Slesvig blev han tvunget ombord på en båd og myrdet ude på fjorden. Det var formentlig Abel, der stod bag mordet.

Abel blev efter mordet på Erik Plovpenning kåret som konge med støtte fra den stærke Hvideslægt. Han gjorde sig primært bemærket ved at blive den danske konge, der har siddet i kortest tid (godt halvandet år) og ved at være den sidste danske konge, der blev dræbt i krig.

     Ved Abels død under et krigstogt mod friserne i den vestlige del af Holsten grundlagdes en mangeårig strid om den danske trone mellem efterkommerne af Abel og Abels bror Christoffer, hertug af Lolland-Falster.

Den afdøde kong Abel havde en søn, som imidlertid sad i fangenskab i Køln i Tyskland. Dette gav mulighed for, at Abels bror, Christoffer, kunne indtage tronen, blandt andet ved at afgive indflydelse til stormændene.

     Christoffers regeringstid blev præget af strid med kirken, som konkurrerede med kongemagten om indflydelse. Striden kulminerede med Christoffers arrestation af Ribe-bispen Jacob Erlandsen. Til sidst var Christoffer nærmest i krig til alle sider; Abels slægt bekrigede ham, og det gjorde Roskildes biskop og Rügens fyrste også. Christoffer endte sit liv på flugt i Ribe, hvor han blev begravet i domkirken.

Erik Klipping blev kronet som 10-årig ved sin far Christoffers død, og adskillige andre slægtninge forsøgte at tilrane sig kronen i løbet af hans regeringstid. De første år var hans mor, dronning Margrete Sambiria, landets reelle hersker. Erik var under pres fra både kirken og stormændene, som søgte at øge deres indflydelse på bekostning af kongen. I 1282 måtte han som den første danske konge underskrive en såkaldt håndfæstning, der begrænsede kongens råderum i forhold til stormændene.

     I 1286 blev Erik Klipping myrdet med 56 knivstik i Finderup Lade tæt på Viborg under dunkle omstændigheder. Det er fortsat en af danmarkshistoriens mest berømte uopklarede mordsager.

Mordet i Finderup Lade satte gang i et retsopgør, der skulle komme til at sætte sit præg på efterfølgeren Erik Menveds lange regeringsperiode. Flere stormænd, blandt andet marsk Stig Andersen, blev idømt fredløshed for mordet, selv om de formentlig var uskyldige. Det betød, at de blev frataget alle rettigheder og frit kunne slås ihjel. De flygtede sammen med andre stormænd til Norge, hvorfra de i samarbejde med den norske konge førte krig mod Erik. 

     Erik fortsatte striden med kirken og fængslede blandt andet ærkebiskop Jens Grand. På trods af problemerne formåede Erik dog at slå alle oprør ned og udvide rigets magt i Østersøen. For at skaffe midler til sit militær pantsatte Erik dele af riget og udskrev store skatter. Til sidst i Eriks regeringsperiode var kronens midler næsten sluppet op, og han havde ingen søn til at følge sig på tronen.

Christoffer 2. var bror til Erik Menved, men måtte ved sin tronbestigelse underskrive en streng håndfæstning, der indskrænkede hans magt i forhold til stormændene. Erik Menved havde forgældet riget, og Christoffer måtte derfor pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, heriblandt Grev Gerhard, kaldet Den kullede Greve.

     I årene 1326-1330 indsatte tyske kreditorer Valdemar 3. som marionetkonge. Christoffer vendte tilbage til tronen i 1330, men ved hans død i 1332 var hans indflydelse i det danske rige meget lille.

Efter Christoffers død fulgte en otteårig periode uden regent. Centralmagten var brudt sammen, og landets mange panthavere kunne hverken holde styr på landet eller få inddrevet skatter. Der var kræfter, der arbejdede for at få Christoffers ældste søn, Valdemar, på tronen, og efterhånden blev alle interesserede i at få genskabt en vis grad af orden. Inden det skete, drog Grev Gerhard hærgende og plyndrende op gennem Jylland, men i Randers blev han myrdet af den jyske herremand Niels Ebbesen.

Christoffers yngste søn, Valdemar, blev efter drabet på grev Gerhard indsat som dansk konge. Han indgik en aftale med de tyske panthavere om at indfri gælden og dermed gradvist få hele Danmark tilbage på kongens hænder. Valdemar Atterdag formåede at få samlet og genrejst riget gennem politisk snilde og hård militærmagt. Han fik sikret sig kontrol med kirken og besejrede gentagne gange oprørske stormænd på slagmarken. I denne periode blev en række borganlæg bygget eller udbygget, heriblandt Vordingborg Slot med det berømte Gåsetårn. Valdemar fik også styr på skatteopkrævningen og udbygget den dømmende magt.

     Udenrigspolitisk fejrede Valdemar Atterdag triumfer ved blandt andet at generobre Skåne, der havde været på norsk-svenske hænder i en periode. Ved Valdemar Atterdags død i 1375 var det danske rige atter stærkt.

Valdemar Atterdags eneste voksne søn, Christoffer, døde allerede i 1363, og derfor overgik kongemagten til den kun 5-årige Oluf, der var søn af Valdemars datter, Margrete, og kong Håkon af Norge. Olufs forældre regerede landet sammen med forsamlingen af stormænd i rigsrådet på vegne af den mindreårige konge. Da kong Håkon døde i 1380, blev Oluf også konge af Norge. Dette kongefælleskab mellem Danmark og Norge fortsatte helt frem til 1814.

     Oluf døde i 1387 som 16-årig uden at efterlade sig arvinger.

Ved sin søn Olufs død i 1387 blev Margrete kåret til ’fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder’. I Norge blev den unge Erik af Pommern, der var slægtning til Margrete, kåret til konge, men da han ikke var myndig, fortsatte Margrete også her med at regere som formynder.

     Sverige var splittet af indre stridigheder mellem konge og stormænd. Margrete støttede stormændene, og efter at en svensk-dansk-norsk hær besejrede den svenske kong Albrecht styrede Margrete også det svenske rige. Dermed stod hun i spidsen for de tre nordiske riger Danmark, Norge og Sverige. Margrete styrede med fast hånd og forbød blandt andet adelen at bygge nye borge. Dronning Margretes magt blev sjældent udfordret gennem hendes lange regeringsperiode.

     I 1397 blev den stadig umyndige Erik af Pommern kronet til konge i både Danmark, Norge og Sverige. Dette foregik i den svenske by Kalmar i Småland under overværelse af en stor forsamling af nordiske stormænd. Margrete benyttede lejligheden til at forhandle om en traktat om fortsat kongefællesskab og fælles udenrigspolitik – kendt som Kalmarunionen.  

     Erik af Pommern blev erklæret myndig i 1401, men alligevel fortsatte Margrete som den reelle leder af de tre riger frem til sin død i 1412.

Selv om Erik af Pommern var blevet kronet til unionskonge allerede i 1397, overtog han reelt først kongemagten i Danmark, Sverige og Norge ved Margrete den 1.'s død i 1412. Hans regeringsperiode blev præget af krige om overherredømmet i Slesvig. Krigsførelsen krævede mange midler, og derfor indførte Erik i 1429 Øresundstolden, der i skiftende former kom til at bestå i mere end 400 år. Erik måtte også gennemtvinge andre skatter, hvilket betød øget modstand mod hans styre, særligt i Sverige.

     I 1439-1442 blev han afsat som konge i alle tre unionslande og efterfulgt af sin nevø, Christoffer.

Christoffer 3. blev den sidste unionskonge for både Danmark, Norge og Sverige. Han formåede at holde sammen på unionen, selv om stormændene i alle tre lande forsøgte at presse ham til indrømmelser. Danmark var præget af bondeoprør i disse år, da bønderne mente, at stormændene ikke blev holdt tilstrækkeligt nede af kongen.

     Christoffer døde barnløs. Ved hans død overgik kongemagten til den oldenborgske gren af kongeslægten.

De direkte linjer af den ældre danske kongeslægt uddøde i 1448 med Christoffer 3. Han blev efterfulgt af greve Christian af Oldenborg, der blev dansk konge under navnet Christian 1. Han var kun fjernt beslægtet med den gamle kongeslægt. Faktisk skulle man hele seks generationer tilbage for at finde en dansk konge blandt Christian 1.'s aner. Christian blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt, der regerede frem til 1863. Med oldenborgerne begynder traditionen med, at de danske konger enten hedder Christian eller Frederik.

     I oldenborgernes regeringstid ændrede kongedømmet karakter fra at være valgkongedømme over enevældigt arvekongedømme til konstitutionelt monarki.

Christian 1. var konge af Danmark og Norge og i perioden 1457-1464 også af Sverige. Svenskerne havde i første omgang ellers valgt en svensk stormand som konge. Christian 1. blev konge af Danmark efter at have giftet sig med den barnløse Christoffers 18-årige enke, Dorothea. Christian blev også hertug af Slesvig og Holsten, og her fik stormændene lavet en aftale om, at de to hertugdømmer skulle "ewich tosamende ungedelt" (evigt sammen udelt). Det kom til at give en masse problemer for eftertiden, for Slesvig stod i sidste ende under den danske konges overherredømme, mens Holsten stod under den tyske kejsers overherredømme.

     Christian 1. var en respekteret konge i Europa, men led under konstant pengemangel. Det betød, at han måtte inddrive hårde skatter, hvilket særligt gav problemer i Sverige; svenskerne gjorde oprør og smed Christian på porten.

     I 1479 grundlagde Christian 1. Københavns Universitet efter at have hentet tilladelse ved et besøg hos paven i Rom.

Kong Hans var konge af Danmark og Norge og i årene 1497-1513 også af Sverige. Efter dermed at have genoplivet Kalmarunionen for en tid måtte han igen give afkald på Sverige efter et oprør. Kong Hans var bundet af en stærk håndfæstning, der gav adelen store privilegier og indskrænkede kongens råderum.

     Kong Hans var en dygtig taktiker og administrator. Han forsøgte at besætte en del af rigets høje embeder med borgerlige og lavadelige for at sikre sig loyalitet. Her stødte han dog på hård modstand fra stormændene. Med tiden udviklede det sig til et decideret uvenskab med stormændene, der dog samtidig gerne så Hans fortsætte som konge for en samlet nordisk union. Kong Hans døde i 1513 af skader efter et fald fra hest.

Christian 2. var søn af kong Hans, og han blev den endegyldigt sidste unionskonge. Christian blev valgt til konge af Danmark og Norge efter kong Hans’ død i 1513, og i 1520 lykkedes det ham efter tre års krig med svenskerne også at bemægtige sig tronen i Sverige. Da han skulle krones ved en overdådig festlighed i Stockholm, lod Christian af dunkle årsager de fornemme stormænd og biskopper indespærre, og 83 af de fornemme folk blev halshugget i det, der skulle blive kendt som 'Det Stockholmske Blodbad'. Svenskerne gjorde oprør mod Christian og smed ham ud. Blodbadet vakte skandale i hele Europa, og den danske adel begyndte at frygte for deres skæbne.

     Christian havde været på kant med den danske adel mange gange før. Han var bundet af en skrap håndfæstning, der indskrænkede hans råderum, men Christian udfordrede den gang på gang og forsøgte at forbedre vilkårene for borgere og bønder på bekostning af adelen.

     I 1523 besluttede danske adelsmænd sig for at opsige deres troskab over for kongen og afsætte ham. I stedet ville de have Christians farbror, hertug Frederik, som konge. Christian 2. kom efter flere forsøg på at tilbageerobre kronen til at leve resten af sine dage i fængsel, først på Sønderborg Slot, siden på Kalundborg Slot.

Frederik 1. var fuldstændig afhængig af adelens opbakning og blev kaldt ’adelens fange’. Han havde underskrevet en benhård håndfæstning, der gjorde adelen, som samledes i rigsrådet, til rigets reelle hersker. Frederik var bror til kong Hans og blev kaldt til tronen, da Christian 2. blev afsat. I næsten hele sin regeringstid måtte Frederik forsvare sig mod angreb fra den folkekære Christian 2., indtil Christian blev pågrebet og sat i fængsel.

     Frederiks regeringstid blev præget af reformationens kamp mellem den katolske kirke og den nye protestantiske tro. Frederik havde gennem sin håndfæstning forpligtet sig til at bekæmpe den protestantiske tro, men i det stille fremmede han protestanternes sag.

Den adelige forsamling, rigsrådet, der stod for at vælge kongen, ville ikke udnævne Frederik den1.'s ældste søn, Christian (3.), til ny konge, fordi han var protestant. Derfor udsatte de valget af ny konge i et år, hvor rigsrådet skulle regere. Dette magttomrum ville tilhængere blandt byernes borgerskab udnytte til at genindsætte den fængslede Christian 2. på tronen. Derfor startede en borgerkrig, hvor hovedskillelinjen var mellem adelen på den ene side og borgere og bønder på den anden. Også reformationen og dens kamp mellem katolicisme og protestantisme spillede også en nøglerolle i krigen.

     Borgerkrigen bliver kaldt Grevens Fejde efter grev Christoffer af Oldenburg, som anførte en hær af lejetropper, der skulle erobre Danmark i Christian 2.s navn.

Selv om Frederik 1.'s ældste søn, Christian, var overbevist protestant, ville det katolsk-dominerede rigsråd hellere have ham på tronen end fortsætte med kaosset under Grevens Fejde. Derfor valgte de at krone ham til konge i 1534.

     Der skulle dog gå endnu to år med borgerkrig, inden Christian 3. kunne indtage København. Herefter gik Christian med stor beslutsomhed i gang med at gennemføre reformationen. Den katolske kirke blev afskaffet og erstattet af den protestantiske kirke under kongens ledelse. Dette havde den sidegevinst for Christian, at store dele af kirkens gods overgik til kronen, som dermed øgede sine indtægter betydeligt.

     Christian 3.'s regeringstid var præget af gode økonomiske tider, og perioden blev præget fred og genopbygning af riget. Forholdet mellem adel og konge blev mere stabilt, og man blev enige om en ordning for en fælles ledelse af riget.

     Norge mistede sin selvstændighed, og de norske stormænd havde ikke længere indflydelse på valget af kongen.

Frederik 2. var søn af Christian 3. og blev allerede som lille dreng valgt som tronarving ved Christians død. Frederik fortsatte sin fars reformer af kongemagten og øgede kronens indtægter fra sine godser.

     I årene 1563-1570 var riget i krig mod Sverige i Den nordiske Syvårskrig, og før det var der også krig i Ditmarsken i Sønderjylland. Krigene krævede penge, og Frederik fik derfor opført fæstningen Kronborg ved indsejlingen til Øresund. Dermed kunne han forøge indtægterne fra Øresundstolden.

     Frederik havde et lykkeligt hjemmeliv med den unge dronning Sophie og deres mange børn, heriblandt den senere kong Christian 4.

Christian 4. var konge af Danmark og Norge i hele 60 år og dermed den længst regerende af alle danske monarker. Ved begyndelsen af sin regeringstid var Christian 4. Europas rigeste konge, særligt på grund af indtægterne fra Øresundstolden. Da han døde, hang rigets og kongens økonomi til gengæld laser.

     I de første 30 år af Christian 4.'s regeringstid gik det godt, og mange af hans initiativer blomstrede. Christian 4. er nok allermest berømt for de prægtige bygningsværker, han lod opføre sammen med nye byer og bydele. Her kan blot nævnes Børsen, Rosenborg og Frederiksborg.

     Christian 4. var stærkt involveret i det europæiske magtspil, og det blev en kilde til mange nederlag og økonomisk ruin. Særlig katastrofal blev hans deltagelse i Trediveårskrigen i Tyskland, ligesom han led nederlag i endnu en krig med Sverige. Det fik dog ikke Christian til at holde igen med de mange dyre projekter, og det var sammen med generel økonomisk nedgang i Europa medvirkende til, at riget ved Christians død stod på fallittens rand.

Frederik 3. var kun den næstældste søn af Christian 4., men den ældste søn, Christian, var død i 1647, og derfor kom Frederik i betragtning til tronen. Han måtte underskrive en streng håndfæstning ved kongevalget, men Frederik kom snart til at vende forholdet mellem adel og konge på hovedet. Anledningen var faktisk et sviende nederlag under Karl Gustav-krigene mod Sverige.

     Frederik gik i krig med landet bag sig, men mod forventning løb svenskerne fuldstændig Danmark over ende. Ved Roskilde-freden i 1658 måtte Danmark afstå Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne. Alligevel vandt kongen alles respekt, da han forblev i det belejrede København, mens adelen flygtede i sikkerhed.

     Da riget skulle genrejses efter krigene, så Frederik i 1660 sit snit til at ændre magtbalancen fuldstændig. Resultatet blev Arveenevoldsregeringsakten af 10. januar 1661, som afsluttede tiden med håndfæstninger. Kongeloven fra 1665 sikrede Danmarks konge den stærkeste enevældige magt i Europa. Valgkongedømmet var hermed afsluttet, og enevælden, som kom til at vare til 1848, var indført.

Christian 5. arvede tronen som den første enevældige monark. Han gennemførte en lang række reformer af finansvæsenet, forvaltningen og retsvæsenet og styrkede dermed fundamentet for det enevældige styre. Christian var dog ikke en stor intellektuel begavelse, så han overlod en del af beslutningerne til rigets øvrige ledende kræfter, såsom Peder Griffenfeld, der dog blev styrtet i 1676.

     Christian havde til gengæld en sund snusfornuft og en flittig arbejdsmoral. Desuden talte han dansk i modsætning til mange af sine forgængere, hvilket gjorde ham til en af de mest folkekære af de enevældige monarker.

     Han døde i 1699 efter en jagtulykke i Jægersborg Dyrehave.

Frederik 4. arvede tronen fra sin far, Christian 5., og var enevældig konge af Danmark og Norge 1699-1730. Frederik var ligesom sin far ikke bogligt begavet, men til gengæld var han myreflittig og blandede sig i alle detaljer af rigets styre.

     Frederik kom til at stå i spidsen for den sidste store krig mod svenskerne, Store nordiske Krig 1709-1721. Den endte uden sejrherre, men den danske flåde fejrede store triumfer, blandt andet anført af Tordenskjold. En af Frederiks betydeligste bedrifter var opførslen af henved 250 skoler, hvor børnene lærte at læse, skrive, regne og at elske konge og fædreland.

Christian 6.'s regeringstid var bemærkelsesværdig ved, at riget slet ikke var i krig. Til gengæld var perioden kendetegnet af dyb økonomisk krise, der blandt andet førte til indførelsen af stavnsbåndet i 1733 for at sikre arbejdskraft til landbruget. Christian 6. gjorde også meget for at støtte handelen, hvilket blandt andet førte til oprettelse af Asiatisk Kompagni. Der blev skabt grobund for den kommende tids såkaldt florissante handelsperiode, hvor rigets internationale handel blomstrede.

     Christian 6. var dybt religiøs, hvilket gav sig udslag i indførsel af konfirmationen og en streng kirketugt, der betød bøder eller gabestok, hvis man ikke mødte op til gudstjeneste. Teater og fest blev forbudt på helligdage og om søndagen. Privat levede kongen et fromt liv med sin dronning Sophie Magdalene fjernt fra rigets almindelige befolkning.

Fredsperioden fra Christian 6.'s regeringsperiode fortsatte under hans søn, kong Frederik den 5. Økonomisk var der tilmed fremgang. Kunst og videnskab blomstrede, og sociale og økonomiske forhold blev sat til debat. Samtidig kom der igen liv i de offentlige forlystelser, og Frederik var sammen med sin dronning Louise meget populær i befolkningen.

     Det var dog ikke Frederik selv, der styrede landet, men hans ministre, heriblandt A.G. Moltke og J.H.E. Bernstorff. Imens brugte kongen sin tid på jagt og druk, og kongens ministre måtte skjule kongens udskejelser, der også omfattede voldelige overfald på hans mange elskerinder.

Christian 7. var konge af Danmark og Norge 1766-1808, men reelt havde Christian ingen magt. Han havde et skrøbeligt sind og udviklede en psykisk sygdom, der i vore dage ville blive betegnet skizofreni. Det betød, at kongens livlæge, Struensee, der var hans nærmeste fortrolige, varetog regeringen. Struensee indledte også et forhold til dronning Caroline Mathilde, og de fik et barn sammen, i tilgift til kronprins Frederik (6.), som Caroline Mathilde havde fået med kongen.

     Struensee regerede nærmest enevældigt, og indførte en byge af reformer inspireret af den europæiske oplysningstid. Reformerne stødte dog på modstand fra andre af rigets ledende skikkelser. I 1772 blev han taget til fange efter et hofbal og siden dømt til henrettelse på hjul og stejle. Rigets ledelse lå derefter i hænderne på Christian 5.'s enkedronning, Juliane Marie, og geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg. Dette fik dog sin ende i 1784, da en kreds af personer med kronprins Frederik (6.) i front tog magten ved et kup. Ligesom i de foregående år var den psykisk syge Christian 7. dog formelt set konge indtil sin død i 1808.

Frederik 6. var i mange år som kronprins landets reelle konge, da han skulle godkende alle beslutninger. I de første år var Frederik under dyb indflydelse af mænd som A.P. Bernstorff og C.D. Reventlow. Sidstnævnte var arkitekten bag landboreformerne, der kom til at ændre Danmark for altid og gjorde Frederik elsket i den brede befolkning.

     Efter Bernstorffs død i 1797 blev kronprinsen rigets ubestridte leder. De følgende år skulle dog bringe ham mange nederlag på den udenrigspolitiske scene. Napoleonskrigene trak dybe spor gennem Europa, og Danmark blev trukket ind i konflikt med England. Det betød nederlag ved Slaget på Reden i 1801 og Københavns bombardement i 1807, hvor den ellers stærke danske flåde blev overgivet til englænderne.

     Den danske regering indgik i 1807 en alliance med Napoleons Frankrig, men efterhånden blev Napoleon trængt på de europæiske slagmarker, og til sidst stod Danmark nærmest alene tilbage på Frankrigs side mod de øvrige europæiske stormagter. Danmark måtte erkende sit nederlag og ved Freden i Kiel i 1814 afgive Norge til Sverige. Efter 444 år stod Norge ikke længere under den danske krone.

     Den danske stat var oven i alle nederlagene gået bankerot i 1813. I sine sidste regeringsår stod Frederik altså i spidsen for et fattigt og amputeret land. Frederik var stærkt konservativt indstillet, men måtte under indtryk af en voksende modstand mod enevælden og revolutionære tendenser i det øvrige Europa åbne for en vis grad af folkelig deltagelse i rigets styre. Det førte i 1830erne til oprettelsen af stænderforsamlingerne, et rådgivende organ med repræsentanter fra alle samfundslag.

Frederik 6. efterlod sig ingen sønner, så ved hans død overgik tronen til hans fætter Christian 8. Fundamentet under enevælden vaklede gevaldigt, og Christian 8. blev Danmarks sidste enevældige konge. Christian var dannet og begavet, men holdt stædigt fast i enevælden, hvilket gjorde ham upopulær i dele af befolkningen.

     Det andet store problem i Christians regeringstid var situationen i hertugdømmerne Holsten og Slesvig. Slesvig er med nutidens grænser placeret med én halvdel i det danske Sønderjylland og den anden halvdel i Nordtyskland, mens Holsten ligger syd for Slesvig i Nordtyskland. De blomstrende nationale bevægelser i Danmark og Tyskland pressede på for en afgørelse om Slesvig-Holstens fremtidige tilhørsforhold. Den nationalliberale bevægelse i København ønskede, at Slesvig skulle indgå fuldt i en dansk stat med sydgrænse ved floden Ejderen i det nuværende Nordtyskland. Stærke kræfter i den tysksindede universitetsby Kiel så derimod hellere et udelt Slesvig-Holsten indgå i det nye, dynamiske Tyske Forbund – det, der senere skulle blive til Tyskland. Denne strid forblev uløst gennem Christians regeringstid.

     Christian 8. døde på Amalienborg af blodforgiftning som følge af åreladning.

I løbet af Frederik 7.'s regeringstid skete store ting. Kort efter hans tronbestigelse havde Slesvig-Holsten rejst krav om en slesvig-holstensk forfatning og om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Det skubbede til oprettelsen af et nyt ministerium, der skulle lede landet uden kongens deltagelse. Dette ministerium besluttede kort efter at gå i krig mod de oprørske slesvig-holstenere.

     Frederik 7. fulgte folkestemningen og var parat til at frasige sig sin enevældige magt. Efter sigende skete det med ordene: "Nu kan jeg vel sove, så længe jeg gider". Ordene afspejler Frederiks folkelige sind, der skulle gøre ham umådeligt populær i den brede befolkning. Frederik blandede sig kun lidt i statens anliggender og foretrak at tilbringe tiden på Amalienborg med sin kone nummer to, den borgerlige Louise Rasmussen (Grevinde Danner), eller med det danske folk på sine hyppige rejser rundt i landet.

     Den anden store begivenhed var vedtagelsen af Danmarks første grundlov, der gjorde Danmark til et konstitutionelt monarki og indførte en form for demokrati. Dette var med til at forøge Frederiks popularitet og gav ham eftermælet som 'Grundlovens giver'.

     Der udbrød landesorg, da Frederik døde i 1863 uden at efterlade sig børn, der kunne arve tronen. Han blev dermed den sidste af de Oldenborgske konger.

I 1863 døde Frederik 7. barnløs, og tronen gik derfor ifølge tronfølgeloven af 1853 til slægtningen prins Christian af Glücksborg. Han nedstammede også i lige linje fra kongeslægten, om end man skulle helt tilbage til Christian 3. for at finde en dansk konge i hans aner. Prins Christian blev under kongenavnet Christian 9. stamfader til den nuværende glücksborgske linje på den danske trone.

     Det danske monarki har i hele den glücksborgske regeringstid været et konstitutionelt monarki. Dog har regentens rolle gradvist ændret sig fra at have betydeligt politisk indhold til en overvejende repræsentativ funktion.

Christian 9. var en fjern, men direkte efterkommer efter Christian 3., der var konge i 1500-tallet. Derfor kunne han bestige tronen efter den barnløse Frederik 7. Christian sad på tronen i hele 43 år.

     En af Christians første gerninger som konge var nødtvungent at underskrive Novemberforfatningen, der knyttede Danmark og Slesvig tæt sammen. Det var den direkte udløser af krigen, der førte til det store nederlag i 1864, hvor Danmark mistede Sønderjylland.

     Politisk tilhørte Christian højrefløjen og stod bag de konservative Højre-regeringer, som han selv var med til at udpege. Efter systemskiftet i 1901, der medførte, at regeringen skulle følge Folketingets flertal, samarbejdede han dog også med de heraf følgende Venstre-regeringer.

     Christian var upopulær i de første år af sin regeringstid, blandt andet på grund af sin tyske accent, men vandt med årene folkets agtelse. En af årsagerne til den stigende popularitet var hans og dronning Louises mange børn, som de sørgede for at gifte ind i de øvrige europæiske monarkier, hvilket gav Christian 9. tilnavnet ’Europas svigerfar’.

Frederik 8. var hele 62 år gammel, da han besteg tronen efter sin afdøde far, og hans regeringstid blev kort. Frederik den 8. var i modsætning til sin far helhjertet tilhænger af et gennemført konstitutionelt monarki, hvor Folketinget var centrum for den politiske magt.

     Frederik var qua sin militære uddannelse særligt optaget af forsvarets stilling, særligt i lyset af de tiltagende spændinger mellem de europæiske stormagter op til 1. Verdenskrig. Han var ikke tilfreds med forsvarsforliget i 1909, men accepterede det som et politisk kompromis i folkestyret.

     Frederik 8. døde i Hamburg på en rejse med familien.

Christian 10. sad på tronen under begge de to verdenskrige samt den verdensomspændende krise i 1930erne. I de første år havde Christian problemer med at blande sig uden om politik og acceptere rollen som konstitutionel monark. Det kom særligt til udtryk under Påskekrisen i 1920, hvor Christian afskedigede regeringen under ledelse af den radikale Zahle på grund af uenighed om Sønderjyllands fremtid. Efter det rettede Christian dog ind, og senere samme år red han i triumf over grænsen til det genvundne Nordslesvig.

     Med tiden skulle Christian 10. blive et nationalt samlingspunkt og en landsfader. Denne status blev slået fast med syvtommersøm under besættelsen 1940-1945, hvor Christian optrådte med værdig trods mod den tyske besættelsesmagt.

     Ved Christian 10.'s død i 1947 udbrød der landesorg på tværs af alle politiske og sociale skel.

Monarkiet mistede i løbet af Frederik 9.'s regeringstid al reel politisk magt, men ikke sin status som folkeligt samlingspunkt. Frederik 9. havde sammen med sin dronning Ingrid en ligefrem og naturlig væremåde, der gjorde kongefamilien elsket. Dette skete som spejlbillede af forandringer i det danske samfund, der udjævnede sociale forskelle og demokratiserede samfundslivet. Samtidig opretholdt regentparret en værdighed omkring embedet, der bevarede respekten for kongehuset.

     Grundloven af 1953 cementerede det parlamentariske demokrati, og tronfølgeloven blev ændret, så der blev indført kvindelig arvefølge. Dette gjorde det muligt for Frederiks og Ingrids ældste datter, Margrethe (2.), at blive regent ved Frederik 9.'s død i 1972.

Danmarks nuværende regent, Margrethe 2., overtog tronen i 1972 ved sin fars død. Dronning Margrethe har videreført den modernisering af kongehuset, der begyndte under hendes far. Hendes mange rejser til alle dele af riget, herunder Grønland og Færøerne, og de årlige nytårstaler har gjort hende til en populær og samlende regent. I sin nytårstale i 2023 bekendtgjorde Margrethe 2., at hun ville abdicere, og den 14. januar 2024 overtog kronprins Frederik tronen som kong Frederik 10.

Kong Frederik 10., født den 26. maj 1968, er søn af dronning Margrethe 2. og prins Henrik. Frederik 10. er blandt andet kendt for sin passion for sport og friluftsliv og sin interesse for moderne kunst og kultur.    Han blev den 14. maj 2004 gift med Mary Elizabeth Donaldson, den nuværende dronning Mary. Sammen har kongeparret fire børn: kronprins Christian, prinsesse Isabella samt tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.

Ifølge en meningsmåling fra 2016 foretaget af Epinion for DR ønsker et flertal af danskerne, at der fortsat skal være monarki i Danmark. Syv ud af ti adspurgte svarede nemlig, at der fortsat skal være monarki i Danmark, mens under hver sjette svarede, at monarkiet bør afskaffes. Undersøgelsen er refereret i artiklen "Måling: Kongehuset ligeså populært som for 40 år siden" (se kilder). Det er udtryk for en stabil opbakning, mener professor i historie Jes Fabricius-Møller ifølge samme artikel: "Det er lidt færre, end når det er højest. Det er udtryk for en relativ stabil og bred tilslutning til kongehuset, og opbakningen har været relativt stabil over de sidste 40 år (...). Kongehuset er en selvfølgelig institution, og det er sådan, vi har indrettet os, og det er de færreste, der betvivler dens legitimitet".

     Epinion spurgte i førnævnte undersgøelse også om danskernes vurdering af fremtiden for monarkiet. Mere end seks ud af ti af adspurgte svarede, at monarkiet stadig ville eksistere om 50 år. Omkring hver sjette troede på, at monarkiet til den tid ville være afskaffet, mens omkring hver femte svarede 'ved ikke' eller 'ønsker ikke at svare'.

Kongehusets fremtid er jævnligt til debat. Argumenterne for, at kongehuset skal bevares, centrerer sig om kongehuset som nationalt samlingspunkt og dets medlemmer som værdige og vigtige repræsentanter for Danmark i udlandet.

     Historiker Lars Hovbakke Sørensen nævner i sin kronik "Kongehusets værdi kan ikke gøres op i penge" (se kilder) tre hovedargumenter for kongehusets bevarelse:   · Kongehuset er en af de få institutioner, der kan samle befolkningen, høj som lav, ung og gammel.   · Kongehuset er med til at give mange danskere følelse af historisk kontinuitet og samhørighed med tidligere slægtsled og det Danmark, der eksisterede engang.   · Det er værdifuldt at have et upolitisk statsoverhoved, der ikke er knyttet til partipolitik.

     Hertil kan nævnes, at det også kan være gavnligt for Danmarks eksport- og turistindtægter, at Danmark kan brande sig med kongehuset som frontfigurer.

Modstanden mod kongehuset handler oftest om det udemokratiske i at have et statsoverhoved, der ikke er folkevalgt, foruden de økonomiske udgifter, der er forbundet med kongehuset.

     I april 2017 skabte den unge blogger og gymnasieelev Claes Theilgaard for eksempel debat, da han argumenterede for en afskaffelse af kongehuset. Han udtalte i artiklen "17-årig skaber røre: 'Kongehuset skal afskaffes!'"(se kilder), at: "kongehuset skal afskaffes, fordi man som borger i et demokrati skal have lov til at vælge det statsoverhoved, der skal repræsentere landet. Det er uretfærdigt, at de skal være hævet over loven og potentielt kan gøre præcis, som de har lyst til, uden man har mulighed for at straffe dem." I stedet foretrækker han, at Danmark omdannes til en republik som Tyskland eller Frankrig, hvor statsoverhovedet er en demokratisk valgt præsident.