dronning margrethe
Dronning Margrethe forestår åbningen af udstillingen 'Fra kongehusets gemmer' på Amalienborg i september 2016.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Kongerækken i Danmark

Artikel type
faktalink
cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. Juni 2017.
Top image group
dronning margrethe
Dronning Margrethe forestår åbningen af udstillingen 'Fra kongehusets gemmer' på Amalienborg i september 2016.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Indledning

Det danske kongehus kan spore sin oprindelse helt tilbage til Gorm den Gamle og er således mere end 1.000 år gammelt. Danske konger og dronninger har stået i spidsen for riget i stormagtsdagene, hvor deres magt strakte sig over hele Norden og til tider helt til England, men også i perioder, hvor riget havde lidt nederlag på slagmarken og stod på fallittens rand.

I de senere år har kongehusets fremtid jævnligt været til debat, og det er fra nogle debattørers side blevet foreslået at afskaffe monarkiet. Men langt de fleste danskere bakker fortsat trofast op om kongehuset og monarkiet.

Hovedkilderne til samtlige kongebiografier i denne artikel er bøgerne "Kongerækken" af Rikke Agnete Olsen og "Politikens bog om Danmarks konger og dronninger" af Benito Scocozza samt websiderne Danmarkshistorien.dk og Kongehuset.dk (se kilder). Årstal i parentes er regeringsperiode.

 

Baggrund om det danske monarki

Hvad var valgkongedømmet?

Kongedømmet var i ældre tid et valgkongedømme, men i praksis begrænsede valget sig normalt til den ældste søn af den regerende konge. Valgkongedømmet varede indtil enevældens indførelse i 1660. Under valgkongedømmet blev kongen valgt af de førende stormænd inden for adelen og kirken, der med tiden forsamledes i rigsrådet. Rigsrådet og kongen var ifølge bogen "Danmarks konger og dronninger" af Lars Bisgaard m. fl. (se kilder) to modsatte poler i en magtbalance, der hele tiden var under forandring.

Til gengæld for valget måtte kongen som oftest underskrive en håndfæstning, som begrænsede kongens råderum. Håndfæstningen var en slags kontrakt, der fastlagde betingelserne for kongens regeringsperiode. Håndfæstningerne kunne være meget strenge, hvis kongemagten stod svagt i forhold til stormændene.

Hvad er arvekongedømmet, og hvad var enevælden?

Ved indførelsen af enevældigt monarki i 1660 afløstes valgkongedømmet af arveligt monarki. Det vil sige, at tronen automatisk overgik til kongens førstefødte søn. Rigsrådet mistede sin indflydelse på kongens magt. Hvis kongen ikke havde sønner født inden for ægteskabet, var der også bestemmelser, der så afgjorde arvefølgen.

Den enevældige konges magt var absolut. Han stod alene til ansvar over for Gud. Ifølge artiklen "Enevælden 1660-1849" på Danmarkshistorien.dk (se kilder) havde kongen den samlede statsmagt som både lovgiver, regent og øverste dommer. Kongerne kunne i princippet bestemme enerådigt, men de fleste konger i enevælds-perioden støttede sig til rådgivere i form af ledende embedsmænd.

Arvekongedømmet fortsatte, også efter at monarkiet blev ændret fra enevældigt til konstitutionelt i forbindelse med grundloven fra 1849, og det er stadig arvekongedømme, vi har i Danmark i dag.

Hvad er konstitutionelt monarki?

Det konstitutionelle monarki blev indført i Danmark i forbindelse med Junigrundloven af 1849. At monarkiet er konstitutionelt betyder ifølge "Danmarks konger og dronninger" af Lars Bisgaard m. fl. (se kilder), at kongen ikke på egen hånd kan lovgive eller på anden måde regere uden om landets ministre. Ministrene står til gengæld til ansvar over for den folkevalgte forsamling, som i dag er Folketinget.

Med andre ord blev Danmarks styre demokratiseret, selv om kongen dog først for alvor blandede sig uden om landets ledelse fra og med systemskiftet i 1901. Monarkens væsentligste opgaver er ifølge Kongehuset.dk (se kilder) at repræsentere Danmark udadtil og være samlingspunkt indadtil. Selv om monarken underskriver alle love, har de kun gyldighed, når en minister også har skrevet under. Som statsoverhoved medvirker regenten også ved regeringsdannelser.

Jellingekongerne (958-1448)

Hvem var Jellingekongerne?

Det danske monarki er ifølge Kongehuset.dk (se kilder) blandt de ældste i verden. Kongehuset kan med sikkerhed føre sin historie tilbage til Gorm den Gamle (d. 958). Gorm er stamfader til den danske kongefamilie, og stamtavlen kan føres hele vejen op til Danmarks nuværende regent, Dronning Margrethe 2.. Stamtavlen bliver dog de fleste steder delt op i tre hovedslægter, hvor regenterne nedstammer fra hinanden i nogenlunde lige linje. Den første kongeslægt fra Gorm den Gamle til og med Christoffer af Bayern kaldes Jellingekongerne, efter den første kongeby, eller Gorm den Gamles efterslægt efter sin stamfader.

Kongedømmet var i ældre tid et valgkongedømme, men i praksis begrænsede valget sig normalt til ældste søn af den regerende monark. Det geografiske område, som kongerne i denne periode, regerede over, var særdeles omskiftelige. I nogle perioder omfattede riget udover det nuværende Danmark også Sverige eller dele af det nuværende Sverige, dele af Nordtyskland og andre Østersølande samt Norge eller dele af Norge. Dertil kom nogle af vikingekongernes herredømme over England.

Gorm den Gamle (?-958)

Gorm omtales første gang som konge i skriftlige kilder fra 936, og det menes, at han døde omkring 958 i en alder af 40-50 år. Vi ved ikke meget om Gorm, men i Jelling i Østjylland kan man ved siden af Harald Blåtands store runesten finde en mindre sten, som Gorm lod rejse til ære for sin Dronning Thyra. I Jelling finder man også Gorms store gravhøj. Gravkammeret er dog tomt, fordi Gorms søn Harald Blåtand formentlig genbegravede hans lig i den første trækirke i Jelling. Gorm var ikke kristnet og fulgte den gamle asatro.

Gorm regerede nok ikke over hele Danmark, men var efter alt at dømme konge i Jylland eller i hvert fald dele af Jylland.

Harald 1. Blåtand (958-senest 987)

På den store runesten i Jelling bekendtgøres det, at "Harald konge satte dette minde over Gorm sin fader og Thyra sin moder. Den Harald som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne". Påstanden om, at Harald vandt sig både Danmark og Norge, er nok lidt overdreven, men i hvert fald Danmark eller størstedelen af Danmark kom under Haralds magt, og i perioder var dele af Norge også underlagt Harald. Harald har måske i en periode regeret sammen med sin far, Gorm den Gamle, inden dennes død.

Harald blev døbt cirka år 965 og blev dermed den første kristne, danske konge. Resten af Danmarks befolkning har dog nok været en hel del langsommere til at lade sig omvende til den nye religion.

Rundt omkring i Danmark og Skåne kan man finde konkrete vidnesbyrd om Haralds magt i form af sporene fra de enorme ringborge, som Harald lod opføre for at forsvare riget mod den tyske kejser Otto. Disse ringborge fandtes blandt andet i Trelleborg ved Slagelse og i Aggersborg i Nordjylland.

Svend 1. Tveskæg (senest 987-1014)

Svend Tveskæg var måske i en periode medkonge med sin far, Harald Blåtand, men på et tidspunkt kom de i borgerkrig med hinanden. Harald måtte flygte fra Danmark og døde – muligvis myrdet af en af Svends folk. I år 1000 besejrede han den norske konge Olav Trygvasson i slaget ved Svold og fik dermed overherredømmet over Norge.

Svend brugte meget af sin tid i England, hvor der var et stort område ved navn Danelagen kontrolleret af danske og norske vikinger og deres efterkommere. I 1013 erobrede Svend hele England, men døde i 1014. Svend var den første danske konge, der slog mønt med sit eget navn og billede indgraveret.

Harald 2. Svensen (1014-1018)

Harald efterfulgte sin far, Svend Tveskæg, som konge i Danmark, mens hans lillebror Knud (2.) blev konge i England. Meget andet ved vi ikke om Harald Svensens korte regeringsperiode.

Knud 2. den Store (1018-1035)

Knud 2. den Store var konge af England 1016-35, af Danmark 1018-35 og af Norge 1028-35. I hans regeringstid nåede det danske Nordsø-imperium sin største udstrækning. Knud blev konge i England efter sin far Svend Tveskægs død, og blev nogle år efter også konge i Danmark efter sin bror Haralds død. Hans herredømme var dog stærkest i England, og han måtte flere gange drage mod Danmark for at sikre roen. Faktisk kan man med nogen ret sige, at Knud mere var en engelsk konge, der havde Danmark som provins, end en dansk konge med England som provins.

Knud tilkæmpede sig ved flere store slag også magten over Norge. Allerede inden denne bedrift må Knud have været en internationalt anset konge, for han var inviteret med til pavens kroning af den tyske kejser Konrad i Rom. Her blev han efter eget udsagn overøst med gaver af kejseren.

Knud den Store havde sidst i livet herredømmet over England, Danmark, Norge og dele af Sverige, men dette rige skulle dog hurtigt gå i opløsning efter hans død.

Hardeknud Knud 3. (1035-1042)

Hardeknud blev konge i Danmark efter Knud den Stores død, mens hans halvbror Harald Harefod greb magten i England. Efter Haralds død i 1040 blev Hardeknud kaldt til England som konge, men her blev han hurtigt upopulær, da han udskrev høje skatter for at finansiere sin store flåde. Han døde blot to år senere.

Magnus 1. den Gode (1042-1047)

Magnus blev kåret til konge i 1036 i Norge som kun 10-årig efter Knud den Stores død. Da Hardeknud blev konge i England i 1040, begyndte Magnus at erobre Danmark og blev ved Hardeknuds død i 1042 også anerkendt som dansk konge. I årene op til Magnus' død i 1047 blev hans magt i Danmark udfordret af Knud den Stores nevø Svend Estridsen, der endte med at fordrive Magnus fra Danmark. Med Magnus' norske herredømme blev den danske kongerække for første og sidste gang brudt af en udenlandsk hersker.

Svend 2. Estridsen (1047-1074)

I Svend Estridsens lange regeringsperiode blev kongemagten bedre organiseret og udbygget. I Svends regeringstid sluttede æraen med hærgende vikingekonger, der jævnligt drog på togter med deres følge, og middelalderkongernes tid begyndte. Svend sørgede først og fremmest for at knytte kirken og kongemagten tættere sammen. Danmark blev inddelt i otte bispesæder, som bestod gennem hele middelalderen. Der blev også bygget en vældig masse trækirker i hele Danmark, og Svend forsøgte uden held at skaffe et ærkebispedømme til Norden, så den danske kirke kunne løsrives fra ærkebispen i Hamburg-Bremen.

Igennem Svends regeringsperiode kom det gentagne gange til væbnede stridigheder med den norske konge Harald Hårderåd.

Svend fik 18 børn – et af dem med sin kone Gunhild. Hele fem af Svends børn blev senere danske konger.

Harald 3. Hén (1074-1080)

Vi ved ikke så meget om Haralds regeringstid, men han var formentlig Svend Estridsens ældste søn. Han blev valgt som konge i konkurrence med sin bror, den senere kong Knud den Hellige, som blev støttet af nogle af deres mange brødre. Knud gik i landflygtighed i Sverige, hvorfra han blev ved med at bekæmpe Harald.

Harald videreførte bestræbelserne for at skaffe et ærkebispesæde til Danmark. Han var i det hele taget tæt knyttet til kirken og brevveksede med paven i Rom.

Knud 4. den Hellige (1080-1086)

Efter Haralds død blev Knud valgt som konge i 1080. Han arbejdede for at opbygge en kongelig administration og indførte blandt andet en række skatter og afgifter, der skulle tilfalde kongen og kirken. Knud søgte at styrke den danske kirke og gøre den uafhængig af kirken i Rom, da det samtidig ville styrke hans egen magt.

Måske var Knud lidt for ivrig efter at opkræve skatter og afgifter, eller også følte landets stormænd sig truet af den stigende kongelige magt. Knud blev under alle omstændigheder myrdet af oprørske jyder, der slog ham ihjel i Skt. Albani kirke i Odense. Efter Knuds død begyndte en kampagne for at få Knud helgenkåret, og det lykkedes under den senere konge Erik Ejegod.

Oluf 1. Hunger (1086-1095)

Oluf var endnu en af Svend Estridsens sønner, der blev konge. Han havde en ledende rolle i oprøret mod Knud den Hellige og blev efter Knuds død kåret som ny konge. Meget tyder på, at stormændene fik øget indflydelse på rigets styring i disse år.

Vi ved meget lidt om Olufs kongedømme udover at riget, i lighed med resten af Europa, var hjemsøgt af hungersnød, hvilket gav Oluf Hunger hans tilnavn.

Erik 1. Ejegod (1095-1103)

Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, der blev konge. Han stod på Knud den Helliges side under oprøret mod ham og måtte gå i eksil efter hans død, indtil han selv blev valgt som konge efter Oluf Hungers død. Hans regeringstid nød godt af, at hungersnøden nu var slut, og han fik også succes med at bekæmpe vendiske pirater, der hærgede de syddanske øer.

Erik fik kåret Knud den Hellige som helgen og fik endelig bragt et ærkebispesæde til Danmark, nærmere bestemt Lund i Skåne. Stormanden Asser blev indsat som ærkebiskop. Konge, stormænd og kirke indgik hermed et stærkt partnerskab. Erik Ejegod døde på en pilgrimsrejse på vej til Jerusalem.

Niels (1104-1134)

Niels var den femte og sidste af Svend Estridsens sønner, der blev valgt til konge. I modsætning til sine brødre kom han til at regere i en lang periode, hele 30 år. De første mange år af Niels' regeringstid forløb fredeligt med yderligere styrkelse af forholdet til kirken og udbygning af den kongelige administration. I stedet for at rejse riget rundt med et stort følge af såkaldte hirdsmænd, udnævnte Niels i stedet disse hirdsmænd til lokale embedsmænd, der skulle varetage kongens interesser. Det siges, at Niels regerede i fællesskab med sin dronning, Margrete Fredkulla.

I de sidste år af Niels' regeringstid kom der dog uro og splid i landet. Niels' søn Magnus snigmyrdede sin fætter Knud Lavard, som havde opbygget megen magt i Sønderjylland og kunne tænkes at gøre krav på tronen, når Niels døde. Det udløste en blodig borgerkrig, hvor Niels og Magnus stod på den ene side og Erik Emune, søn af Erik Ejegod, på den anden side sammen med en lang række stormænd. Krigen kulminerede i slaget ved Fodevig i Skåne, hvor en stor del af rigets elite i form af biskopper og jarler måtte lade livet. Niels tabte krigen og måtte flygte. Kort efter blev han slået ihjel af borgere i byen Slesvig som hævn for mordet på Knud Lavard.

Erik 2. Emune (1134-1137)

Erik Emune var en hård hersker, der lod sine modstandere dræbe, for at hans herredømme ikke kunne bestrides. Han nåede også at brænde Oslo af på et togt til Norge og afstraffede venderne på den tyske ø Rügen. Eriks hårde fremfærd skaffede ham mange fjender, og efter kun tre års regeringstid blev han myrdet i Sønderjylland.

Erik 3. Lam (1137-1146)

Erik Lam var en anden søn af Erik Ejegod og kom på tronen efter mordet på Erik Emune. Dette betød dog ikke, at striden mellem Erik Emunes slægt og kong Niels' slægt ophørte, og Erik måtte gentagne gange slås for sin trone. Udover disse stridigheder var Erik Lams regeringstid præget af en rolig udbygning af kongemagten og hans begunstigelse af kirken. I 1146 blev han formodentlig syg og afstod frivilligt tronen for at blive munk. Han døde kort tid efter.

Svend 3. Grathe (1146-1157) og Knud 5. Magnussen (1146-1157)

Efter at Erik Lam havde trukket sig fra tronen, fulgte en periode, hvor riget reelt blev delt mellem konkurrerende konger. Derfor taler man om både Svend, Knud og Valdemar som Danmarks herskere i denne periode. Erik Emunes søn Svend blev valgt som konge af stormændene i Østdanmark, mens stormændene i Jylland valgte kong Niels' barnebarn Knud (5.) som konge. Efter tysk indblanding blev Svend enekonge, mens Knud og Knud Lavards søn, Valdemar, blev tildelt store landområder som len.

Aftalen blev dog brudt, og i 1154 kaldte både Knud og Valdemar sig også konge. Tyskerne blandede sig igen, og i 1157 blev man enige om at dele riget, så Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da Svend, Knud og Valdemar mødtes den 9. august 1157 i Roskilde for at bekræfte aftalen, forsøgte Svend, så vidt vides, at dræbe de to andre i det, der senere blev kaldt ’Blodgildet i Roskilde’. Knud blev dræbt, men Valdemar slap væk. Derefter tørnede Svend og Valdemar sammen i slaget på Grathe Hede ved Viborg, hvor Svend døde. Sejrherren Valdemar stod derefter tilbage som konge over hele Danmark.

Valdemar 1. den Store (1157-1182)

Efter de mange års uro og borgerkrig fik Valdemar skabt fred, samlede kongeriget og styrkede kongemagten. Han indgik i et stærkt partnerskab med den sjællandske stormandsslægt Hviderne, som blandt andet talte den senere ærkebiskop Absalon og hans bror Esbern Snare. Valdemars største bedrift var måske indtagelsen af de vendiske piraters hovedby Arkona på den tyske ø Rügen og kristningen af dens indbyggere.

Under Valdemars regering indledtes en periode, hvor kongen, kirken og velhavende herremænd satte sig på størstedelen af landbrugsjorden. Bønderne måtte betale afgifter til godsejeren for at få lov til dyrke jorden. Landbruget i Danmark var i fremgang, hvilket gav godsejerne store indtægter. Mange landsbyer voksede sig store og blev til købstæder under kongens beskyttelse, mens klostre og stenkirker skød op i hele Danmark.

Knud 6. (1182-1202)

Knud blev allerede i løbet af Valdemar den Stores regeringstid kronet som konge for at sikre, at kongemagten gik i arv. Knud erobrede støtte fra Absalon og sin bror, den senere konge Valdemar Sejr, områder i Nordtyskland og gjorde kongemagten endnu stærkere. Han løsrev Danmark fra mange års tysk indflydelse og gennemførte lovgivning, der blandt andet begrænsede blodhævn. Danmark blev i Knuds regeringstid regnet som Nordeuropas stærkeste stat. Knud fik ingen børn.

Valdemar 2. Sejr (1202-1241)

Valdemar Sejr var bror til Knud og blev kåret til konge ved Knuds død. Valdemar Sejr sad som konge i en periode på næsten 40 år, hvor riget endnu en gang blev udvidet mod syd ned i Tyskland og mod øst. Erobringerne kulminerede med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen under et slag. I de følgende år gik det dog ned ad bakke, og Valdemar mistede mange besiddelser i Nordtyskland.

Kort inden Valdemar Sejrs død i 1241 udstedte han lovsamlingen Jyske Lov med den berømte indledning: "Med lov skal land bygges". Den var særlig ved at være udtryk for kongens vilje og ikke blot en nedskrivning af gamle sædvaner.

Erik 4. Plovpenning (1241-1250)

Erik var ældste søn af Valdemar Sejr og efterfulgte ham på tronen. Valdemars øvrige sønner var blevet tildelt landområder som len, men det afholdt ikke Eriks bror Abel, der var hertug af Sønderjylland, fra også at gøre krav på tronen. Erik måtte slås med Abel i en borgerkrig, og samtidig måtte han i krig mod ydre fjender ved rigets grænser. Erik opkrævede store skatter for at finansiere sit militær, blandt andet på plove, hvilket gav ham hans tilnavn. Han opkrævede også store skatter fra herremænd og kirken og blev dermed også upopulær i disse lejre.

Erik havde egentlig besejret Abel, men under et besøg i byen Slesvig blev han tvunget ombord på en båd og myrdet ude på fjorden. Det var formentlig Abel, der stod bag mordet.

Abel (1250-1252)

Abel blev efter mordet på Erik Plovpenning kåret som konge med støtte fra den stærke Hvideslægt. Han gjorde sig primært bemærket ved at blive den danske konge, der har siddet i kortest tid (godt halvandet år) og ved at være den sidste danske konge, der blev dræbt i krig.

Ved Abels død under et krigstogt mod friserne i den vestlige del af Holsten grundlagdes en mangeårig strid om den danske trone mellem efterkommerne af Abel og Abels bror Christoffer, hertug af Lolland-Falster.

Christoffer 1. (1252-1259)

Den afdøde kong Abel havde en søn, som imidlertid sad i fangenskab i Køln i Tyskland. Dette gav mulighed for, at Abels bror, Christoffer, kunne indtage tronen, blandt andet ved at afgive indflydelse til stormændene.

Christoffers regeringstid blev præget af strid med kirken, som konkurrerede med kongemagten om indflydelse. Striden kulminerede med Christoffers arrestation af Ribe-bispen Jacob Erlandsen. Til sidst var Christoffer nærmest i krig til alle sider; Abels slægt bekrigede ham, og det gjorde Roskildes biskop og Rügens fyrste også. Christoffer endte sit liv på flugt i Ribe, hvor han blev begravet i domkirken.

Erik 5. Klipping (1259-1286)

Erik Klipping blev kronet som 10-årig ved sin far Christoffers død, og adskillige andre slægtninge forsøgte at tilrane sig kronen i løbet af hans regeringstid. De første år var hans mor, dronning Margrete Sambiria, landets reelle hersker. Erik var under pres fra både kirken og stormændene, som søgte at øge deres indflydelse på bekostning af kongen. I 1282 måtte han som den første danske konge underskrive en såkaldt håndfæstning, der begrænsede kongens råderum i forhold til stormændene.

I 1286 blev Erik Klipping myrdet med 56 knivstik i Finderup Lade tæt på Viborg under dunkle omstændigheder. Det er fortsat en af danmarkshistoriens mest berømte uopklarede mordsager. 

Erik 6. Menved (1286-1319)

Mordet i Finderup Lade satte gang i et retsopgør, der skulle komme til at sætte sit præg på efterfølgeren Erik Menveds lange regeringsperiode. Flere stormænd, blandt andet marsk Stig Andersen, blev idømt fredløshed for mordet, selv om de formentlig var uskyldige. Det betød, at de blev frataget alle rettigheder og frit kunne slås ihjel. De flygtede sammen med andre stormænd til Norge, hvorfra de i samarbejde med den norske konge førte krig mod Erik. 

Erik fortsatte striden med kirken og fængslede blandt andet ærkebiskop Jens Grand. På trods af problemerne formåede Erik dog at slå alle oprør ned og udvide rigets magt i Østersøen. For at skaffe midler til sit militær pantsatte Erik dele af riget og udskrev store skatter. Til sidst i Eriks regeringsperiode var kronens midler næsten sluppet op, og han havde ingen søn til at følge sig på tronen.

Christoffer 2. (1320-1326 + 1330-1332) og Valdemar 3. Eriksen (1326-1330)

Christoffer 2. var bror til Erik Menved, men måtte ved sin tronbestigelse underskrive en streng håndfæstning, der indskrænkede hans magt i forhold til stormændene. Erik Menved havde forgældet riget, og Christoffer måtte derfor pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, heriblandt Grev Gerhard, kaldet Den kullede Greve.

I årene 1326-1330 indsatte tyske kreditorer Valdemar 3. som marionetkonge. Christoffer vendte tilbage til tronen i 1330, men ved hans død i 1332 var hans indflydelse i det danske rige meget lille.

Interregnum (periode uden regent) 1332-1340

Efter Christoffers død fulgte en otteårig periode uden regent. Centralmagten var brudt sammen, og landets mange panthavere kunne hverken holde styr på landet eller få inddrevet skatter. Der var kræfter, der arbejdede for at få Christoffers ældste søn, Valdemar, på tronen, og efterhånden blev alle interesserede i at få genskabt en vis grad af orden. Inden det skete, drog Grev Gerhard hærgende og plyndrende op gennem Jylland, men i Randers blev han myrdet af den jyske herremand Niels Ebbesen.

Valdemar 4. Atterdag (1340-1375)

Christoffers yngste søn, Valdemar, blev efter drabet på grev Gerhard indsat som dansk konge. Han indgik en aftale med de tyske panthavere om at indfri gælden og dermed gradvist få hele Danmark tilbage på kongens hænder. Valdemar Atterdag formåede at få samlet og genrejst riget gennem politisk snilde og hård militærmagt. Han fik sikret sig kontrol med kirken og besejrede gentagne gange oprørske stormænd på slagmarken. I denne periode blev en række borganlæg bygget eller udbygget, heriblandt Vordingborg Slot med det berømte Gåsetårn. Valdemar fik også styr på skatteopkrævningen og udbygget den dømmende magt.

Udenrigspolitisk fejrede Valdemar Atterdag triumfer ved blandt andet at generobre Skåne, der havde været på norsk-svenske hænder i en periode. Ved Valdemar Atterdags død i 1375 var det danske rige atter stærkt.

Oluf 2. (1376-1387)

Valdemar Atterdags eneste voksne søn, Christoffer, døde allerede i 1363, og derfor overgik kongemagten til den kun 5-årige Oluf, der var søn af Valdemars datter, Margrete, og kong Håkon af Norge. Olufs forældre regerede landet sammen med forsamlingen af stormænd i rigsrådet på vegne af den mindreårige konge. Da kong Håkon døde i 1380, blev Oluf også konge af Norge. Dette kongefælleskab mellem Danmark og Norge fortsatte helt frem til 1814.

Oluf døde i 1387 som 16-årig uden at efterlade sig arvinger.

Margrete 1. (1387-1412)

Ved sin søn Olufs død i 1387 blev Margrete kåret til ’fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder’. I Norge blev den unge Erik af Pommern, der var slægtning til Margrete, kåret til konge, men da han ikke var myndig, fortsatte Margrete også her med at regere som formynder.

Sverige var splittet af indre stridigheder mellem konge og stormænd. Margrete støttede stormændene, og efter at en svensk-dansk-norsk hær besejrede den svenske kong Albrecht styrede Margrete også det svenske rige. Dermed stod hun i spidsen for de tre nordiske riger Danmark, Norge og Sverige. Margrete styrede med fast hånd og forbød blandt andet adelen at bygge nye borge. Dronning Margretes magt blev sjældent udfordret gennem hendes lange regeringsperiode.

I 1397 blev den stadig umyndige Erik af Pommern kronet til konge i både Danmark, Norge og Sverige. Dette foregik i den svenske by Kalmar i Småland under overværelse af en stor forsamling af nordiske stormænd. Margrete benyttede lejligheden til at forhandle om en traktat om fortsat kongefællesskab og fælles udenrigspolitik – kendt som Kalmarunionen.  

Erik af Pommern blev erklæret myndig i 1401, men alligevel fortsatte Margrete som den reelle leder af de tre riger frem til sin død i 1412.

Erik 7. af Pommern (1412-1439)

Selv om Erik af Pommern var blevet kronet til unionskonge allerede i 1397, overtog han reelt først kongemagten i Danmark, Sverige og Norge ved Margrete den 1.'s død i 1412. Hans regeringsperiode blev præget af krige om overherredømmet i Slesvig. Krigsførelsen krævede mange midler, og derfor indførte Erik i 1429 Øresundstolden, der i skiftende former kom til at bestå i mere end 400 år. Erik måtte også gennemtvinge andre skatter, hvilket betød øget modstand mod hans styre, særligt i Sverige.

I 1439-1442 blev han afsat som konge i alle tre unionslande og efterfulgt af sin nevø, Christoffer.

Christoffer 3. af Bayern (1440-1448)

Christoffer 3. blev den sidste unionskonge for både Danmark, Norge og Sverige. Han formåede at holde sammen på unionen, selv om stormændene i alle tre lande forsøgte at presse ham til indrømmelser. Danmark var præget af bondeoprør i disse år, da bønderne mente, at stormændene ikke blev holdt tilstrækkeligt nede af kongen.

Christoffer døde barnløs. Ved hans død overgik kongemagten til den oldenborgske gren af kongeslægten.