Konflikten i nyere tid – ”The Troubles”

Hvad var ”The Troubles”?

Ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) er ”The Troubles” betegnelsen for de konflikter i Nordirland, der startede i 1968. Nogle betragter drabet på en 67-årig civil katolik som startskuddet til ”balladen”, men mere markant i historien står en borgerrettighedsdemonstration i byen Derry, som blev nedkæmpet med stave af politienheden Royal Ulster Constabulary (RUC), så mange mennesker blev hårdt såret. Filmoptagelser af hændelsen gik verden rundt, og herefter fulgte den ene demonstration efter den anden. 

Ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder) var ”The Troubles” kendetegnet ved øje for øje-princippet og hævngerninger mellem henholdsvis katolske og protestantiske paramilitære grupper. Konflikten startede som beskrevet i ovennævnte bog, fordi protestantiske demonstranter efter deres demonstrationer begyndte at angribe katolske kvarterer i Belfast og Londonderry. Derfor genopstod organisationen Irish Republican Army (IRA) for at beskytte katolikkerne, og IRA og det republikanske parti Sinn Féin begyndte også at stille krav til Storbritannien. Kravene gik ud på, at Nordirland i stedet for at være en del af Storbritannien skulle være en del af Irland. Demonstrationerne udviklede sig til borgerkrig.

Hvem var parterne i ”The Troubles”?

Oversigten bygger på oplysninger fra bogen ”Magtdeling i Nordirland” af Inger V. Johansen (se kilder). Flere af grupperne er opløst i dag, hvilket fremgår af beskrivelsen.

Politiske partier – unionister/loyalister:

Progressive Unionist Party (PUP). Politik: Loyalister, som ønsker et selvstændigt Nordirland i fredeligt samarbejde med katolske nationalister. Rekruttering: Blandt Ulster-regionens protestantiske arbejderklasse.

Ulster Democratic Party (UDP). Politik: Unionister/ loyalister, som ønskede et selvstændigt Nordirland i fredeligt samarbejde med katolske nationalister. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Ulsters protestantiske arbejderklasse. Partiet blev opløst i november 2001.

Ulster Democratic Unionist Party (DUP). Politik: DUP ønsker at bevare unionen med Storbritannien. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands protestantiske befolkning.

Ulster Unionist Party (UUP). Politik: UUP arbejder for den anglo-irske union. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands britiske befolkning.

Paramilitære grupper på unionister/loyalisters og protestanters side:

Ulster Defense Association (UDA) og Ulster Freedom Fighters (UFF). UDA er den største og vigtigste gruppe og herefter UFF. UDA/UFF’s politiske front er Ulster Democratic Party (UDP). 

Ulster Volunteer Force (UVF). Blev dannet i 1968, og dens politiske front er Progressive Unionist Party (PUP). 

Loyalist Volunteer Force (LVF). En udløber af UVF, som ingen politisk front har.

De politiske partier – republikanere:

Sinn Féin. Politik: Sinn Féin holdt indtil de sidste fredsforhandlinger fast i ønsket om et samlet og selvstændigt Irland, total uafhængigt af Storbritannien. I dag er partiet mere moderat. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands katolske befolkning.

Social Democratic and Labour Party (SDLP). Politik: SDLP er et moderat nationalistisk parti, der arbejder for en fredelig løsning, der involverer både Irland, Nordirland og Storbritannien. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands katolske befolkning.

Paramilitære grupper på republikanernes og katolikkernes side:

Irish Republican Army (IRA). Den største katolske terrorgruppe er den militante udløber af det republikanske parti Sinn Féin.

Continuity IRA. En paramilitær gruppe, der løsrev sig fra IRA i 1995, og hvis politiske del hedder Republican Sinn Féin (RSF). 

Irish National Liberation Army (INLA). INLA er også en udløber af IRA, der løsrev sig tidligt i 1970erne. Den har ingen politiske repræsentanter.

Andre partier og interessegrupper:

Alliance Party of Northern Ireland. Politisk: Uafhængig af partipolitik. Ønsker en fredelig løsning på konflikten. Medlemmer: Cirka lige mange katolikker og protestanter.

Northern Ireland Women’s Coalition (NIWC). Politik: Kvindeparti, der arbejder for at skabe ligeret mellem kønnene og udligne sociale forskelle. Medlemmer: Både katolikker og protestanter.

Royal Ulster Contabulary (RUC). En af de mest omstridte organisationer i den irske konflikt. RUC er det nordirske politikorps, der blev stiftet i 1822 og har spillet en vigtig rolle, både i forbindelse med urolighederne i Nordirland og i forbindelse med fredsprocessen. 
Den katolske befolkning har fra startet været imod eksistensen af RUC, da det er en overvejende protestantisk styrke.

Hvorfor sluttede unge katolikker sig til IRA?

Efter at der kom splid mellem protestanter og katolikker, sendte Storbritannien soldater til Nordirland. IRA begyndte at lave flere aktioner, og derfor skruede de britiske soldater bissen på og lavede brutale husundersøgelser i katolske bydele. Men ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) foretog britiske soldater ikke tilsvarende undersøgelser i kvarterer, hvor protestantiske terrorister skjulte sig, og det fik katolikkerne til at føle sig undertrykte af de britiske soldater. Derfor sluttede mange unge katolikker sig til IRA.

Hvad skete derpå “Bloody Sunday”?

En af de begivenheder, der ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder) har sat sig dybe spor i den irske historie, og som mange mener, var afsættet til de følgende års terroraktioner, er den dag, der kaldes “Bloody Sunday” – den blodige søndag den 30. januar 1972. Her deltog 10.000 mennesker i en protestantisk borgerretsmarch i byen Londonderry. Der brød uroligheder ud mellem protestanter og katolikker, da demonstrationen nåede til det katolske kvarter, og britiske soldater skød mod katolikkerne. 13 blev dræbt og 17 såret, og alle sårede og dræbte var skudt i hovedet eller brystet. Det vidnede om, at det ikke var tilfældigt skyderi, sådan som den britiske regering ellers fastholdt indtil 1998. 

”Bloody Sunday” blev efterfølgende set som et billede på protestanternes undertrykkelse af det katolske mindretal i Nordirland, selvom det ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) ikke kan udelukkes, at IRA også affyrede skud under urolighederne. Ikke desto mindre retfærdiggjorde disse mord IRAs terroraktioner i de følgende år, mente organisationen selv.

 

Filmoptagelser fra den blodige søndag den 30. januar 1972. Produceret af History in Happening.

 

Hvilke konsekvenser fik borgerkrigen?

Som følge af demonstrationerne, ”Bloody Sunday” og den regulære borgerkrig i Nordirland iværksatte IRA en række terroraktioner, og forskellige protestantiske terrorgrupper hævnede med aktioner mod IRA. Som det fremgår af artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder), eskalerede volden hurtigt, og mange civile mistede livet ved terrorhandlinger såsom likvideringer og bombeattentater mod offentlige steder som pubber, stormagasiner og parker. Disse handlinger ramte ofte civile, og fra 1968 frem til midten af 1990erne kostede konflikten mere end 3.000 mennesker livet, mens flere end 25.000 blev såret. Politisk indså man på begge sider, at situationen var uholdbar, og derfor besluttede den britiske regering i 1972 at opløse det nordirske Stormont-parlament og samle det politiske ansvar i England. Derved blev protestanter og katolikker i princippet stillet lige, fordi begge grupper nu var underlagt britisk kontrol, men det førte ikke til fred.

Ifølge bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder) var det vanskeligt at få fredsforhandlinger i gang, fordi ingen ville forhandle med risiko for terrorhandlinger under forhandlingerne. Samtidig ønskede de paramilitære grupper ikke at underskrive en våbenhvile uden modydelse i form af indrømmelser.

Hvordan forløb fredsforhandlingerne?

I 1994 erklærede IRA: ”Vi ophører med al terror”. Ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) kom erklæringen efter pres fra borgerne i Nordirland, som var trætte af terroraktioner, der blot førte til mere terror i en evig spiral af hævnaktioner. Der var også pres fra den irske regering og fra IRAs eget parti, Sinn Féin, ligesom der var pres fra irsk-amerikanere, som ikke længere ville støtte IRA med bomber og våben. Alligevel sprængte IRA en bombe i London i 1996, hvor to personer døde. Året efter erklærede IRA imidlertid igen våbenhvile.

Lederen af Labour-partiet, Tony Blair, havde siden sin indsættelse som premierminister i foråret 1997 gjort meget for at løse den irske konflikt. Som den første britiske leder siden 1922 inviterede han partiet Sinn Féin til fredsforhandlinger. Betingelsen var, at IRA fornyede den seneste våbenhvile. Også USAs daværende præsident Bill Clinton gjorde meget for at stoppe urolighederne. Endelig fik Tony Blairs valg af Dr. Mo Mowlams som Nordirlands minister og hendes måde at gribe problematikken an på op til eventuelle fredsforhandlinger også stor betydning for, at man i 1997-1998 nærmede sig en endelig fredsaftale.

Hvad var ”Langfredagsaftalen”?

I bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder) skitserer forfatteren den såkaldte påskeaftale – kendt som ”Langfredagsaftalen”, som blev indgået den 10. april 1998 mellem Storbritannien, Irland og de vigtigste partier i Nordirland. Aftalen gik ud på at genindføre lokalt selvstyre i Nordirland i form af en provinsforsamling med 108 medlemmer samt et udøvende ministerråd med repræsentanter fra alle væsentlige grupperinger. Med aftalen accepterede det irsk-nationalistiske Sinn Féin-parti, at Nordirlands status kun kan ændres, hvis et flertal ønsker det, og aftalen blev godkendt ved en folkeafstemning den 22. maj 1998, hvor befolkningerne i både Nordirland og Republikken Irland stemte om den samlede fredsaftale, herunder også opgivelsen af Republikken Irlands territoriale krav på Nordirland. 71% af nordirerne stemte for aftalen, mens et stort mindretal af protestanterne i Nordirland stemte imod. 94% af befolkningen i Irland stemte for aftalen, og det samlede flertal i begge lande betød ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder), at fredsaftalen blev vedtaget.