Konflikten i Nordirland

Konflikten i Nordirland var en voldelig konflikt i 1968-1998 mellem protestanter og katolikker, som kæmpede om, hvorvidt Nordirland skulle være en del af Republikken Irland eller Storbritannien, og om katolikkerne i Nordirland skulle have de samme borgerrettigheder som protestanterne.

     3.532 mennesker mistede livet i konflikten. På begge sider var flere paramilitære grupper og undergrundshære involveret i konflikten, og i lange perioder var hverdagen præget af bombeattentater med uskyldige ofre, hævnaktioner, mord på civile og et dybt had mellem dele af befolkningen. Et had, som havde rødder tilbage til 1100-tallet og århundreders britisk undertrykkelse af den irsk-katolske befolkning.

     The Troubles, som konflikten kaldes på engelsk, eskalerede i 1968-69, da politiet og den britiske hær blev sat ind for at sikre ro og orden ved katolske protestmarcher mod ulighed og diskrimination. Det udviklede sig til de værste uroligheder i Nordirland i 50 år.

     Først i 1998 lykkedes det at indgå en fredsaftale, Belfast-aftalen, som alle centrale parter var enige om, og som sikrede katolikkerne samme rettigheder som protestanterne.

     Efter 8 års forhandlinger blev aftalen ført ud i livet i 2006. Dog ulmer konflikten fortsat og blusser kortvarigt op indimellem og koster menneskeliv. I nordirske byer er der derfor stadig 5-6 meter høje såkaldte fredshegn mellem visse katolske og protestantiske kvarterer.

     Konflikten i Nordirland er et eksempel på, hvordan religiøs splittelse langt tilbage i historien kan føre til diskrimination, fjendskab og dybe skel i et nationalt fællesskab, som det kan tage mange generationer at hele, og som måske altid vil kunne springe op igen.

     Med Brexit er der blevet pirket til modsætningerne, samtidig med at befolkningens sammensætning har ændret sig, så der nu er flere katolikker end protestanter i Nordirland: I 2024 har Nordirland for første gang fået en irsk-katolsk regeringsleder, Michelle O’Neill fra Sinn Féin-partiet, som leder en samlingsregering. Ved sin indsættelse sagde hun, at hun forventer en folkeafstemning om et forenet Irland inden for 10 år.

De faktuelle historiske afsnit i denne artikel er baseret på Kai Rasmussens bog, ”Irland – historie og samfund i et århundrede”, udgivet på Frydenlund i 2023

, samt artikler om de forskellige perioder i Irlands historie på lex.dk

  og www.britannica.com

, medmindre andet er angivet.

     Konflikten i Nordirland startede i 1968-69, da først det protestantiske nordirske politi, RUC, og derefter britiske tropper blev sat ind overfor katolske borgerrettighedsdemonstrationer. Det udviklede sig til de værste og længstvarende uroligheder i Vesteuropa siden 2. verdenskrig.

     Konflikten havde dybe historiske rødder tilbage til 1100-tallet, hvor England fik overherredømme i Irland og op gennem historien undertrykte den irsk-katolske befolkning: Efter England konverterede til protestantismen i 1529-36, blev de katolske godsejere fordrevet, og Irland gjort til en engelsk koloni. I 1801 blev Irland indlemmet i Storbritannien, og efter delingen af Irland 1921 i Nordirland og fristaten Irland, indsatte englænderne et rent protestantisk lokalt parlament i Nordirland, selvom 1/3 af befolkningen var katolikker.

     I Nordirland blev det katolske mindretal diskrimineret på en række områder. Katolikkerne blev bl.a. holdt uden for politisk indflydelse og fik dårligere muligheder for bolig, uddannelse og job, ligesom f.eks. katolske gudstjenester og irsk folkemusik var forbudt i statsradioen.

     Derfor opfattede katolikkerne det som endnu et undertrykkende tiltag mod dem, da det protestantiske politi og den britiske hær greb ind i borgerrettighedsdemonstrationerne i 1968-69. Snart blev undergrundshære mobiliseret på begge sider, og voldelige aktioner, som tit kostede menneskeliv, blev en del af hverdagen i de store nordirske byer.

     Konflikten blev yderligere optrappet med Bloody Sunday 30. januar 1972, hvor engelske faldskærmstropper dræbte 14 ubevæbnede irske civile, da de forsøgte at stoppe en ulovlig protestmarch.

     Bloody Sunday kom til at indvarslede en langvarig blodig og brutal periode i Nordirlands historie: I både det irsk-katolske og det britisk-protestantiske samfund i Nordirland tilsluttede mange sig nu undergrundshærene og de paramilitære grupper og deltog i bombeattentater, drab og hævnaktioner.

     Konflikten i Nordirland var en politisk konflikt om, hvorvidt Nordirland skulle forenes med Irland som en samlet uafhængig stat, eller om Nordirland fortsat skulle være del af Storbritannien. For forståelsens skyld betegnes parterne her i teksten som ’katolske’ og ’protestantiske’, fordi de to grupper gennem århundreder har levet socialt og politisk adskilt i hvert deres samfund, hvor protestanterne med engelske rødder har været overherrer, mens katolikkerne med irske rødder har været en undertrykt minoritet. Medlemmerne af de militante grupper var derfor ikke nødvendigvis troende.

     På den katolske side opererede bl.a. fraktioner af IRA (Irish Republican Army), som også udførte bombeattentater i Irland og England, og på den protestantiske side opererede bl.a. UDA (Ulster Defence Assiociation) og UVF (Ulster Volunteer Force), som primært dræbte tilfældige civile katolikker.

     Efter en række forliste forsøg på at indgå en fredsaftale lykkedes det i 1998, hvor Belfast-aftalen blev underskrevet.

     Konflikten havde på det tidspunkt kostet 3.532 mennesker livet

.

     Det tog 8 år at realisere aftalen, og fredsprocessen var flere gange undervejs ved at bryde sammen. Med St. Andrews-aftalen i 2006 lykkedes det endelig at få alle brikker til at falde på plads.

     Gløderne ulmer dog stadig i den århundreder gamle konflikt, og f.eks. Brexit og andre aktuelle begivenheder har jævnligt fået dem til at blusse op, dog kun kortvarigt indtil nu.

Den irske ø blev i 1921-22 delt i to stater med hver sit politiske styre, Irland som selvstændig republik med Dublin som hovedstad, og Nordirland som del af det forenede kongerige Storbritannien, med Belfast som nordirsk hovedstad og med egen regering og eget parlament, som under konflikten blev sat ud af kraft. Nordirlands nuværende selvstyreregering blev oprettet i 1998 og blev efter flere afbrydelser i kølvandet på konflikten genindsat i 2007.

     Nordirland har knap 2 mio. indbyggere og et areal på 14.139 km2, der udgør cirka 1/6 af den samlede irske ø, svarende til cirka 1/3 af Danmark. Nordirland ligger i provinsen Ulster og består af 6 amter: Antrim, Armagh, Derry, Down, Fermanagh og Tyrone.

Konflikten i Nordirland har rødder tilbage til 1169, hvor England fik overherredømmet i Irland. Den katolske mindretal ønskede at gøre op med protestanternes undertrykkelse af den katolske befolkning gennem mange hundrede år, mens det protestantiske flertal kæmpede for at bevare de økonomiske og politiske privilegier, de havde haft i århundreder, takket været deres engelske rødder.

     Efter den engelske reformation 1529-36, hvor England blev protestantisk, gik den den engelske konge i gang med at fordrive den katolske adel i Irland. Tiden var præget af blodige stridigheder mellem protestanter og katolikker i hele Nordeuropa, og katolikkerne havde paven i Rom på deres side – en magtfuld fjende, som England frygtede.

     Ulster i Nordirland blev derfor i forbindelse koloniseret af en elite af engelske og skotske protestanter, som overtog godser, jord og ejendom med den irsk-katolske befolkning som undertrykte fæstebønder, der blev behandlet som undermennesker og frataget politiske og økonomiske rettigheder. The Plantation kaldes Englands kolonisering af Ulster, hvor engelske handelsfolk og håndværkere også blev tilbudt særlige privilegier, hvis de slog sig ned i Ulster. På den måde blev de irske oprørere effektivt holdt nede.

Den irske befolkning har op gennem historien gjorde kraftig modstand mod den engelske overmagt med en række blodige massakrer, belejringer og opstande, som englænderne har besvaret med voldelige modangreb og love, som har forbudt irere at eje jord, have stemmeret osv.

     Efter fejlslagent irsk forsøg på at løsrive Irland i 1798 nedlagde England det irske parlament og lagde Irland ind under den britiske union og parlamentet i London.

     Men efter kartoffelpesten i 1840’erne, hvor 1 million irere døde af sult, mens den engelske regering forholdt sig passiv, fik en ny irsk nationalistisk bevægelse vind i sejlene. I 1870’erne formulerede den krav om Home Rule (hjemmestyre) og større selvbestemmelse til den irsk-katolske befolkning.

     Protestanterne i det rige Ulster var massivt imod ideen om hjemmestyre, da de frygtede at miste deres særlige privilegier: Også de protestantiske arbejdere havde bedre løn og jobs, mens den fattige katolske landbefolkning, som søgte til byen efter hungersnøden på landet i 1840’erne, ikke kunne få arbejde på de store protestantiske fabrikker med de gode arbejdspladser og var henvist til at bo i slumkvarterer. Derfor opstod der jævnligt voldsomme sammenstød mellem katolske og protestantiske arbejdere – to grupper, som senere kom til at spille en hovedrolle i The Troubles.

I 1912-13 samlede store frivillige private hære (paramilitære fraktioner) af katolikker og protestanter sig på hver sin side, klar til at kæmpe mod hinanden for deres sag.

     Nogle af de paramilitære katolikker – republikanerne - ønskede ikke bare hjemmestyre, men en selvstændig irsk republik, som var helt uafhængig af England. I det fejlslagne Påskeoprør i april 1916 forsøgte republikanerne at løsrive Irland, og de fortsatte bagefter kampen mod den britiske hær i den irske uafhængighedskrig i 1919-1921, hvorefter England delte Irland i to: Nordirland, hvor flertallet var protestanter, som forblev en del af Storbritannien, og fristaten Irland (fra 1949 Den Irske Republik), hvor flertallet var katolikker.

     I Nordirland fortsatte den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale diskrimination af det katolske mindretal, der stadig blev behandlet som underklasse og levede adskilt fra den protestantiske del af befolkningen. Det førte i 1968-69 til The Troubles.

Vold og blodige konflikter har op gennem historien præget konflikten mellem protestanter og katolikker i Irland.

     De fraktioner, som stod bag de blodige konflikter under Konflikten i Nordirland, havde rødder tilbage til de private hære og paramilitære fraktioner, som kæmpede for hjemmestyre, løsrivelse eller union op til 1921, og som mente, at væbnet oprør og voldelig kamp mod modstanderne var vejen frem. 

     Blandt de protestantiske unionister var en række fraktioner klar til at bekæmpe Home Rule for enhver pris. De viste deres styrke ved at gennemføre en demonstration med 100.000 deltagere i 1912, og i 1913 dannede de det frivillige privat protestantiske hjemmeværn, Ulster Volunteer Force (UVF).

     Blandt katolikkerne dannede unge frivillige den katolske borgerhær, Irish Volunteers, som nåede op på 160.000 medlemmer i 1914. Den bestod både af katolske nationalister, som støttede Home Rule, og katolske republikanere, som ønskede en selvstændig irsk republik. Efter en storstrejke, hvor 4 arbejdere blev dræbt, dannede katolske fagforeningsledere den revolutionær hær, Irish Citizen Army (ICA), som skulle bekæmpe kapitalismen. Også Irish Republican Brotherhood (IRB) havde en styrke på 150.000 mand, der ikke mente, at irsk uafhængighed var et spørgsmål, som skulle afgøres på parlamentarisk vis.

I påsken 1916 forsøgte 1200 oprørere fra de paramilitære grupper Irish Volunteers, ICA og IRB at løsrive Irland fra Storbritannien. De besatte strategisk vigtige bygninger i Dublin, men overgav sig efter blodige gadekampe mod 20.000 britiske tropper, der kostede 1500 sårede og 500 døde, her af 318 civile.

     Den britiske regering indførte krigsret, arresterede 3500 irere og henrettede 15 oprørsledere, som fik helte- og martyrstatus i den brede irske befolkning.

     I 1919 vendte utilfredse irske soldater hjem fra 1. verdenskrig, og borgerhæren Irish Volunteers blev reorganiseret som undergrundshæren Irish Republican Army (IRA), der på egen hånd erklærede Irland for at være en selvstændig irsk republik. Det anerkendte Storbritannien ikke, men IRA førte guerillakrig mod alle i britisk uniform, og det britiske styre svarede igen med specialkommandoer af britiske soldater, som gennembankede og likviderede modstandere, foretog voldsomme ransagelser og hærgede katolske kvarterer og landsbyer i den irske uafhængighedskrig 1919-21.

     I 1921 foreslog den britiske premierminister våbenhvile og valg til to nye irske parlamenter i syd og nord, der begge skulle være del af unionen. Det nationalistiske katolske Sinn Féin-parti (dannet i 1905-6) vandt dog en overvældende sejr i syd. Og mens Nordirland blev en selvstændig enhed i Storbritannien, endte briterne i december 1921 med at acceptere en irsk fristat i syd med en selvstændig regering i Dublin, men stadig med den engelske konge som overhoved.

I den nye fristat Irland var mange i IRA stærkt utilfredse med, at deres nye ledere var gået med til, at Irland blev delt, og at fristaten stadig hørte under den engelske konge. At de ikke havde insisteret på en samlet irsk republik, helt uafhængig af England, var forræderi mod den sag, republikanerne havde kæmpet så hårdt for, mente de utilfredse.

     I foråret 1922 udviklede den interne katolske uenighed sig til borgerkrig, hvor en IRA- udbrydergruppe kæmpede mod den nye fristats regeringsstyrker. Cirka 4.000 døde, inden de utilfredse republikanere opgav kampen i maj 1923.

     Traktatmodstanderen Eamon de Valera dannede derefter det nye parti Fianna Fáil (Skæbnens Soldater), som i 1930’erne kom til magten og begyndte den politiske proces, der i 1949 førte til, at Irland endelig fik sin selvstændighed som republik.

     IRA fortsatte med at eksistere som en primært nordirsk organisation, der kæmpede for et forenet Irland og gennemførte en række bombekampagner i Nordirland, Storbritannien og Irland.

Nordirland fik som en del af Storbritannien sin egen lokale regering, som var en tro kopi af den britiske.

     I 1921-22 førte blodige uroligheder, som bl.a. IRA stod bag, til oprettelse af et nyt officielt politikorps og flere specialkorps på i alt 50.000 mand. Der blev også indført nødretslov og dødsstraf for besiddelse af våben, og med borgerkrigen i syd aftog urolighederne. IRA rørte dog jævnligt på sig, da det nordirske styre var kendetegnet ved en systematisk diskrimination af det katolsk-irske mindretal, som udgjorde 1/3 af befolkningen. Der blev f.eks. ikke udnævnt en eneste katolsk minister i 50 år, og frem til 1972 blev der kun nyansat to katolske embedsmænd. De katolske unge blev dårligere uddannet, og arbejdsløsheden blandt katolikker var 2,5 gange højere end blandt protestanter

. Transmission i radioen af katolske gudstjenester, irsk folkemusik og til tider også irske sportsbegivenheder var forbudt. Love om mindretalsrettigheder og mod diskrimination fandtes ikke. Protestanter og katolikker levede desuden ret skarpt adskilt

.

Inspireret af den sorte borgerrettighedsbevægelse i USA og det franske studenteroprør arrangerede den nordirske borgerrettighedsbevægelse NICRA Northern Ireland Civil Rights Association) i 1968-69 en række protestmarcher for lige rettigheder i uddannelses-, job- og boligpolitik, hvor det katolske mindretal blev diskrimineret.

     En gruppe protestanter støttede også sagen, for Nordirland var inde i en rolig periode, hvor en reformvenlig protestantisk middelklasse boede i nærheden af katolske kvarterer og gik ind for et britisk demokrati med lige rettigheder til alle borgere.

     Men de protestantiske arbejdere i unionistpartiet var fortsat imod enhver form for katolsk indflydelse, som kunne betyde, at protestantiske arbejdere mistede magt og privilegier, og den gamle konflikt lurede lige under overfladen: Da den nordirske politistyrke RUC greb ind overfor en borgerrettighedsmarch i byen Derry i 5. oktober 1968, endte det i gadekampe med 80 sårede.

     Mens det protestantiske styre i Nordirland afviste alle krav om borgerrettigheder, fordi de opfattede marchen som iscenesat af IRA og republikanerne, opfattede det katolske mindretal RUC’s indgriben som et brutalt udtryk for, hvordan det protestantiske nordirske styre undertrykte katolikkerne, og på kort tid blev NICRA en massebevægelse med afdelinger i de fleste katolske kvarterer.

Samtidig blev militante fraktioner på begge sider opildnet til at blande sig. Bl.a. de protestantiske loyalister, som var tilhængere af præsten Ian Paisley, der agiterede for vold i gaderne. Ved en borgerrettighedsmarch i januar 1969 angreb 200 loyalister de katolske demonstranter og bankede dem – mens RUC, efter NICRAs mening, ikke greb ind, som de burde.

     I løbet af 1969 fulgte flere sammenstød og gadekampe mellem borgerrettighedsfolk og Paisley-tilhængere, og ved The Battle of Bogside 12. august blev det primært katolske kvarter Bogside i Derry omdannet til en krigszone, da katolske nationalister angreb en lokal RUC-politistation.

     Den nordirske regering så sig nødsaget til at bede det britiske militær om hjælp til at holde ro i gaderne, og for første gang siden deling af Irland i 1921 satte britiske soldater fødder på irsk jord 14. august 1969.

     I løbet af de næste uger bredte gadekampene sig til andre nordirske byer, Bl.a. Belfast, hvor 7 personer blev dræbt, 750 såret og 1800 primært katolske familier fordrevet fra deres boliger. 10. september blev der etableret en fredslinje, dvs. et hegn som adskilte byens protestantiske og katolske kvarterer.

     Regeringen vedtog også en række reformer, som skulle styrke samarbejdet mellem forskellige grupper i befolkningen og reformere politiet. To nye midtsøgende partier blev etableret, bl.a. SDLP, katolikkernes socialdemokratiske arbejderparti, som mange år senere kom til at spille en central rolle i fredsforhandlingerne.

     De nye reformer henvendte sig imidlertid ikke til den unge militante arbejderklasse hos protestanterne og katolikkerne, som i stedet gik i kamp mod hinanden.

At den britiske hær blev sat ind mod den irske befolkning, der demonstrerede mod den britiske undertrykkelse, blev afgørende for, at The Troubles udviklede sig til en 30 år lang væbnet konflikt.

     IRA var med årene skrumpet ind til en gruppe på cirka 60 aktive i Nordirlands regeringsby Belfast

, men på et halvt år voksede bevægelsen nu til en undergrundshær på 1500 mand ved udgangen af 1969, og snart blev IRAs bombeattentater en del af den nordirske hverdag. 

     Efter et par år ønskede flertallet i IRA at bryde med den militante linje og erklærede i 1972 betingelsesløs våbenhvile.

     Men den militante IRA-udbrydergruppe, The Provisional IRA, (herefter bare omtalt som IRA) kom til at spille en hovedrolle i The Troubles i de kommende årtier. Deres mål var et forenet Irland gennem en kompromisløs væbnet kamp med slagordet ’Briterne skal ud’: Det nordirske samfundssystem skulle omstyrtes, og de britiske tropper drives ud af Nordirland med bombeattentater, lemlæstelse og drab rettet mod både de britiske styrker, RUC, offentlige nordirske institutioner og store firmaer ejet af protestanter.

IRA’s mål var også at få det katolske mindretal til at vende sig imod de britiske styrker med demonstrationer og gadeuorden, og det lykkedes på kort tid IRA at skabe sig et image som det irske folks beskytter overfor den undertrykkende, imperialistiske britiske fjende – et image, som fik en stor del af det katolske mindretal til at acceptere, at voldelige midler var nødvendige for at bekæmpe denne fjende og samle Irland.

     Billedet af IRA som folkets beskytter blev bl.a. skabt ved hjælp af propaganda og erindringspolitisk historiebrug af historiske myter. Fx om irerne som et særlig keltisk folk, selvom både irere og englændere reelt havde keltiske rødder.

     De britiske styrker brugte samtidig forbud mod marcher, udgangsforbud og spærretid i katolske kvarterer, og tåregas og plastikkugler mod de katolske demonstranter – tiltag, der var med til at optrappe konflikten og bekræfte den katolske befolknings fjendebillede af briterne.

Blandt unionisterne var der uenighed om, hvordan konflikten skulle løses – både i forhold til kravene om lige rettigheder, reformer, tilstedeværelsen af britiske styrker og holdningen til IRA, og i 1970 blev unionisternes bevægelse splittet op i fem partier.

     Ian Paisley dannede det loyalistiske parti DUP, Democratic Unionist Party, som appellerede til den frustrerede protestantiske, voldsparate arbejderklasse, og som gødede jorden for flere ulovlige paramilitære loyalistiske grupper – f.eks. UDA, Ulster Defence Association, grundlagt i 1972, som fik 40.000 medlemmer på to år, og som ville genoprette den gamle orden, bl.a. gennem spontane aktioner og likvideringer.

     Fælles for de paramilitære, protestantiske grupper var, at volden ofte ramte uskyldige katolikker, da det var svært at identificere IRA-medlemmer, samtidig med at grupperne tiltrak en del kriminelle. Derfor tog mange protestanter afstand fra deres voldelige metoder.

I august 1971 forsøgte den nordirske regering at sætte ind overfor de næsten daglige IRA-bombeattentater med en ny lov, som gav myndighederne lov til at masseanholde borgere uden dom, og de britiske tropper blev udvidet med 6000 mand, der skulle stå for husundersøgelser, arrestationer og checkpoints i de større byer. 1200 katolikker mistænkt for IRA-aktiviteter blev interneret.

     Blandt den katolske befolkning blev det opfattet som endnu et overgreb mod dem, og det katolske samfund stillede sig nu samlet bag IRA.

     Efter et UVF-angreb på en katolsk bar i Nordbelfast 4. december 1971, hvor 15 døde, heraf to børn, blev den nordirske regering udvidet med sin første katolske politiker nogensinde, og premierministeren lovede katolikkerne, at de ville få større del i den politiske magt, hvis volden stoppede – et løfte, der dog ikke fik den effekt, han håbede på.

Den nordirske regering forbød også marcher, men da en borgerrettighedsmarch med 15.000 deltagere, som demonstrerede mod den nye interneringslov, alligevel blev gennemført i Derry søndag den 30. januar 1972, satte den nordirske regering et britisk faldskærmskorps ind mod civile: Soldaterne affyrede over 100 skud mod demonstranterne, og 14 blev dræbt.

     Begivenheden blev kaldt Bloody Sunday, og vreden var enorm i hele det katolske Irland, hvor den blev opfattet som en massakre mod civile: Den irske regeringsleder, Jack Lynch, kaldte det fx ’et overlagt og helt uberettiget angreb på ubevæbnede civile’

.

     En britisk kommission konkluderede i 1971, at de britiske soldater var blevet angrebet først, og at de derfor kun forsvarede sig. Men i 2010 konkludere en ny undersøgelseskommission (nedsat af Tony Blair, som var premierminister i Storbritannien i 2010), at drabene var uberettigede og ikke kunne retfærdiggøres: Ingen af ofrene udgjorde en trussel eller havde handlet på måder, der retfærdiggjorde, at der blev skudt mod dem. Betjentene var ikke blevet angrebet først, de havde skudt på demonstranterne uden varsel, og de løj bagefter under afhøringerne for at dække over sig

.

Den britiske regering i London greb ind og lukkede det nordirske parlament 24. marts 1972 og overtog styringen af Nordirland – et indgreb, som kom til at vare frem til 1998.

     IRA fik bred opbakning fra befolkningen og intensiverede sine bombeangreb. Bl.a. 2. februar 1972, hvor brandbomber brændte den engelske ambassade ned, og 22. februar 1972, hvor en bilbombe ved faldskærmsbrigadens kaserne i England dræbte syv ansatte.

     I 1972-75 var IRA den eneste talsperson for katolikkerne i Nordirland og deltog i fredsforhandlinger med den britiske regering i juni 1972. IRA stillede krav om, at de britiske tropper i Nordirland skulle trækkes tilbage, og da briterne afviste dette, brød IRA våbenhvilen med aktionen Bloody Friday 21. juli 1972, hvor 22 bomber i Belfast sprang i løbet af 75 minutter, og 9 mistede livet. 

     Volden eskalerede fortsat, og 1972 blev det blodigste år i konflikten med 1400 bombeeksplosioner, 10.000 skudepisoder og 467 døde.

     I juli 1973 blev nødretslovene genindført, og sager kunne lynafgøres af en dommer uden vidner – samtidig med at katolikkerne anklagede RUC for ulovlige forhørsmetoder.

     Flere forsøg på fredsaftaler kuldsejlede, bl.a. Sunningdale-aftalen i december 1973. Parterne stod stejlt overfor hinanden, og op gennem 1970’erne var fokus kun på den væbnede kamp.

Fængslede IRA-folk blev sat i specielle fængsler og havde færre rettigheder end andre fanger. I 1980-81 gik flere fanger i sultestrejke, bl.a. med krav om bedre muligheder for uddannelse, socialt samvær og strafnedsættelse ved god opførsel. Krav, som den nyudnævnte konservative britiske premierminister, Magarat Thatcher, konsekvent afviste. 10 fanger døde af sult, bl.a. den 27årige Bobby Sands, som under sin strejke vandt både et lokalvalg og en plads i parlamentet i London, før han døde 5. maj 1981.

     Fangernes død affødte voldsomme reaktioner: Internationalt haglede protester over den umenneskelige behandling nu ned over regeringen, og over 100.000 deltog i Bobby Sands begravelse, der blev en massiv manifestation af modstanden mod det britiske styre

.

     Erindringspolitisk blev Bobby Sand også et ikon for den irsk-katolske befolkning, der inkarnerede myten om irske mænd og kvinder, der ofrede deres liv for Irland.

I IRA var taktikken nu ikke længere at opnå en hurtig sejr, men at føre langvarig krig: Bl.a. inspireret af sultestrejkerne slog IRA ind på en ny kurs, hvor de åbnede op for at bruge både våben og stemmeboksen til at nå deres mål.

     Via Sinn Fein-partiet gik IRA nu også ind i den parlamentariske politiske kamp, samtidig med at den militante kamp fortsatte med bl.a. et attentat mod det konservative partis årsmøde i Brighton i oktober 1984, hvor 5 døde, og hvor premierminister Thatcher også var tæt på at miste livet.

Et af de første afgørende skridt på vejen mod en fredsaftale blev taget i november 1985, da Irlands og Storbritanniens regeringer kom med et fælles bud på, hvordan man kunne arbejde sammen om at løse problemerne i Nordirland i ’Den irsk-engelske aftale’.

     Storbritannien og IRA samarbejdede ikke, men Irlands regering forhandlede på vegne af det katolske mindretal i Nordirland, og i aftalen løste Thatcher op for sin benhårde linje og kom endelig med indrømmelser, måske pga. briternes store udgifter til hær og sikkerhed i Nordirland, påpeger Kai Rasmussen i bogen ”Irland -historie og samfund i et århundrede”

. 

     Aftalen splittede IRA: Da flertallet i IRA i 1986 valgte, at Sinn Féin-partiet skulle åbne for et tættere politisk samarbejde om en fredsproces, holdt en udbrydergruppe fast i det ubetingede krav om et samlet uafhængigt Irland.

     Og i den anden lejr holdt de militante protestantiske loyalister fast i deres krav om, at Nordirland fortsat skulle være en del af Storbritannien.

     Begge parter var derfor vrede over aftalen: Loyalisterne mente, at aftalen banede vej for en samling af Irland, mens IRA var vrede over, at briterne fastholdt delingen af Irland, så briterne blev ved med at have uindskrænket politisk magt over Nordirland.

     Senere trak den irske regering sig også ud af aftalen, fordi briterne afviste at reformere det nordirske RUC-politi og det nordirske retssystem.

I starten af 1990erne fortsatte volden, bl.a. med et granatangreb på den britiske premierministers bolig i London i Downing Street i 1991.

     Men efter IRA-attentater, hvor flere børn døde, vendte stemningen i befolkningen, og en lang række meningsmålinger pegede på, at befolkningen nu ønskede en kompromissøgende løsning, ifølge Cain-arkivet på Ulster University, der har samlet statistik om konflikten

.

     Over fem år fra 1988 til 1993 lykkedes det endelig de katolske nationalister at blive enige om et udspil til en fredsaftale, som både det moderate SDLP (det irske socialist- og arbejderparti) og IRA’s Sinn Féin-parti kunne stå inde for: I udspillet opfordrede de Storbritannien til at anerkende Nordirlands ret til selvbestemmelse og trække de engelske styrker ud af Nordirland. 

     Selvom unionisterne var imod, udsendte den britiske regering 15. december 1993 Downing Street-erklæringen, hvor de anerkendte, at Irland ønskede selvbestemmelse, at Nordirlands fremtid skulle afgøres af flertallet i befolkningen, og at Sinn Féin-partiet kunne deltage i processen, når en IRA-våbenhvile var indgået.

Internt var IRA splittet mellem en hård kerne, der insisterede på, at briterne skulle komme med flere indrømmelser, som kunne bane vej for et forenet Irland, og Sinn Féin-partiet, der ønskede våbenhvile, fordi de mistede stemmer, da flertallet i den katolske befolkning nu foretrak en fredsaftale frem for bomber.

     I første omgang sprang IRA fra fredsaftalen og markerede kravet om flere indrømmelser med en række bombesprængninger i London, der skabte ny uro. Men 31. august 1994 erklærede IRA endelig våbenhvile, og 13. oktober erklærede loyalisterne, at de også ville holde våbenhvile. 17 måneder komme den til at vare.

     I The Framework Dokument i februar 1995 blev den irske og britiske regering enige om flere detaljer. Og den amerikanske præsident Bill Clinton udsendte fredsforhandleren George Mitchell, som i en rapport fra januar 1996 opfordrede til at fortsætte forhandlingerne ud fra seks principper.

     Men unionisterne var dybt skeptiske, og den britiske premierminister John Major var tilbageholdende, da unionisterne sikrede ham et spinkelt flertal.

     I den anden lejr var IRA splittet: Selvom våbenhvilen gav Sinn Féin ny stor opbakning i befolkningen, og Belfast fik sin første katolske borgmester, var tålmodigheden ved at slippe op hos nogle IRA-folk.

     4. februar 1996 eksploderede en kraftig IRA-bombe i London Docklands, som dræbte to og sårede over hundrede tilfældige mennesker. Loyalisterne svarede igen, og flere nye voldelige aktioner fandt sted. Bl.a. sprængte en IRA-bombe et stormagasin i Manchester i luften under EM i fodbold i juni 1996.

En meningsmåling viste i vinteren 1996-97, at op mod 94 % i befolkningen nu ønskede våbenhvile. Et markant økonomisk opsving var også på vej, og store dele af befolkningen var interesseret i fred og stabilitet

. 

     Da den nye britiske premierminister, Tony Blair, og Irlands premierminister, Bertie Ahern, sammen lavede en plan for de videre fredsforhandlinger i juni 1997, valgte flertallet i IRA derfor at indgå våbenhvile 20. juli 1997 og lade Sinn Féin deltage i fredsforhandlingerne, mens udbrydergruppen RIRA/The Real Irish Republican Army erklærede, at den ville fortsætte den militante kamp for et forenet Irland.

     Afgørende for, at fredsforhandlingerne lykkedes, var, at Tony Blairs nye regering lovede, at en del af de britiske tropper skulle trækkes ud af Nordirland, at det nordirske politi skulle reformeres grundlæggende, at der skulle gennemføres ligestilling mellem katolikker og protestanter på arbejdsmarkedet, og at en kommission skulle undersøge begivenhederne på Bloody Sunday, som havde udløst den langvarige militante konflikt.

     10. april 1998 underskrev de nordirske partier, inklusive Sinn Feín og de politiske repræsentanter for UVF og UVD, Belfast-aftalen (kaldes også Langfredagaftalen eller Påskeaftalen).

     Med aftalen accepterede Sinn Féin, at en samling af Irland kun kunne ske, hvis et flertal i befolkningen i både Irland og Nordirland ønskede det.

     22. maj 1998 var der folkeafstemning i både Nordirland og Irland, hvor fredsaftalen fik en overvældende støtte: I republikken Irland stemte 94 % ja, og i Nordirland stemte 71 % ja – blandt de protestantiske / nationalistiske vælgere stemte dog kun 53 % ja.

Vigtige punkter i aftalen var, at Nordirland skulle have:

• Et selvstyre med et parlament og en fælles regering, dvs. et ministerråd, hvor unionister, nationalister og republikanere for første gang skulle deles om magten og samarbejde, så det katolske mindretal fik samme mulighed for politisk indflydelse som protestanterne. 
• To råd, hvor Nordirlands parlament skulle arbejde sammen med både Irlands regering og de andre parlamenter i den britiske union.

     Aftalen var desuden bygget op med mange garantier og sikkerhedsventiler, som skulle sikre, at forhandlingerne ikke endnu en gang gik i hårdknude.

     Flere konfliktfyldte punkter skulle f.eks. først afklares, når aftalen havde været til folkeafstemning i både Nordirland og Irland, og befolkningen havde godkendt den.

     Det drejede sig om ømtålelige emner, som tidligere havde spændt ben for fredsprocessen: de paramilitære gruppers aflevering af våben; løsladelse af politiske fanger; og en politireform, da katolikkerne opfattede det nordirske politi RUC som et magtinstrument, protestanterne havde brugt til at bekæmpe katolikkerne. Derfor havde katolikkerne ikke tillid til, at RUC ville behandle dem ligeværdigt

.

     Hovedarkitekten bag processen var den amerikanske fredsforhandler George Mitchell, og bag aftalen stod John Hume fra SDLP, to katolske præster fra Belfast og premierminister Tony Blair.

     I december 1998 blev Nobels Fredspris tildelt de to nordirske partiledere fra hver sin side for deres indsats under fredsforhandlingerne: Den katolske nationalist John Hume fra SDLP og den protestantiske unionistiske premierminister David Trimble fra UUP.

To måneder efter, i juli 1998, var der valg til det nye parlament, og i december 1999 tiltrådte det nye nordirske parlament, hvor UUP og SDLP fik fleste stemmer, mens modstanderne af aftalen i Det Demokratiske Unionistparti blev 3. størst.

     I begge lejre var der i nogle grupper kraftig modstand mod aftalen.

     Hos unionisterne afviste Ian Paisley og DUP enhver indrømmelse, og mange mente, at man med aftalen lod IRA vinde konflikten. Det var lykkedes Trimble at overbevise 2/3 sit bagland om, at aftalen var et skridt i den rigtige retning, mens den sidste 1/3 blev ved med at være stærk modstander af aftalen.

     Hos de katolske grupper blev aftalen modtaget overvejende positivt, og Sinn Féin og et flertal i IRA gav samtykke til den, mens to udbrydergrupper, INLA og Real IRA, var imod enhver form for fredsaftale og accept af, at det nu kun var en folkeafstemning, som en gang i fremtiden ville kunne afgøre, om Irland skulle samles.

     Dog blev det tydeligt, at den folkelige opbakning til fredsprocessen var så stor, at mange tog afstand til de paramilitære gruppers aktioner. Fx da en bilbombe i byen Omaghs centrum dræbte 29 personer, primært kvinder og børn, i august 1998 – et angreb, ingen tog ansvar for, og som samtlige parter bag Belfast-aftalen fordømte

.

Aftalen om de paramilitære gruppers aflevering af våben blev en alvorlig udfordring frem til 2007.

     IRA havde så stor modvilje mod at destruere deres våbenlagre, at den britiske regering valgte at suspendere Belfast-aftalen og genindføre direkte styre fra London, og det nye politiske samarbejde mellem unionister og nationalister stoppede. Unionisterne henviste til, at IRA ikke ville aflevere deres våben og fungerede som et selvbestaltet politi i de katolske kvarterer.

     Omvendt nægtede Sinn Féin at anerkende det nye politi, som var blevet oprettet i 2001. Og mange nationalister tvivlede på, at unionisterne ville gå fuldt og helt ind for ligestilling og deling af magten og fx anerkende den irske kultur, dens gæliske sprog og flag på offentlige bygninger.

     Politisk var der også en tendens til, at vælgerne trak væk fra de kompromissøgende midterpartier og ud på fløjene: Et stigende antal katolikker stemte på Sinn Féin, og et stigende antal protestanter stemte på det radikale loyalistiske parti DUP, som havde nægtet at gå med i Belfast-aftalen

.

Først i 2007 blev det nordirske parlament genindsat:

     Med Saint Andrews-aftalen i 2006 lykkedes det at skabe ro og samarbejdsånd.

     IRA gik endelig med til at nedlægge sine våbenlagre, DUP forpligtede sig på Belfast-aftalen og på at deltage i det fælles ministerråd, mens Sinn Féin ville bakke op om det nye nordirske politi, hvis politistyrken kom til at bestå af lige mange protestantiske og katolske betjente

.

     I dag uddannes det nordirske politi i en menneskerettighedsånd som en ’police service’, ikke en ’police force’ – altså et politi, der står i befolkningens tjeneste og f.eks. beskytter demonstranter fremfor at angribe dem, med lige så mange katolske som protestantiske betjente, og med nye uniformer og nyt navn.

     Små militante grupper på begge sider står fortsat bag voldelige aktioner, og i 2019 vurderede den britiske efterretningstjeneste MI5 og det nordirske politi, at et par hundrede katolikker var medlemmer af IRA-fraktionen The New IRA, som blev dannet i 2012

.

Nordirland har i dag et politisk, parlamentarisk og offentligt system, som ikke diskriminerer katolikker, og som giver muligheder for politisk dialog, forhandling og fælles løsninger på tværs, selvom der jævnligt er opstået perioder med politisk dødvande uden politisk handlekraft mellem de protestantiske loyalisters parti DUP og katolikkernes nationalistiske Sinn Feín-parti, forklarer Kai Rasmussen

. Bl.a. i 2018, hvor det politiske samarbejde gik i stå pga. en kombination af en vandmiljøskandale, Brexitforhandlinger om grænsen mellem Nordirland og Irland og en større og større vælgertilslutning til det stærkt loyalistiske DUP-parti, der kæmper for et fortsat britisk Nordirland: Mens katolikkerne ønsker at være del af Irland og EU, ønsker bl.a. DUP at bevare det tætte forhold til Storbritannien. Igen i 2022 havnede samarbejdet i den nordirlandske regering i et dødvande, da Nordirlands premierminister, Paul Givan fra DUP, sagde op i protest mod en ny handelsaftale mellem EU og Storbritannien, som betød øget grænsekontrol mellem Nordirland og Storbritannien. Derfor trak DUP sig ud af alt samarbejde i det nordirske parlament i 727 dage og boykottede dermed Belfast-aftalen om regeringssamarbejde.

Selv om man på mange planer arbejder for at styrke det nationale fællesskab via samarbejde, undervisning, integration i fælles boligkvarterer og skoler samt opbygningen af offentlige institutioner med lige repræsentation af protestantiske og katolske nordirere, så findes de høje fredshegn stadig mange steder og adskiller katolske og protestantiske kvarterer, hvor man fortsat lever hver sit liv, nogle steder også med store jernporte, der låses hver aften for at forhindre voldelige konflikter, påpeger Kai Rasmussen, og vurderer, at der er fred i den forstand, at vold og drab ikke hører til den daglige orden som i de værste år under The Troubles i 1970'erne og 1980'erne

.

     Kristine Höglund og Mimmi Kovacs Söderberg påpeger desuden i artiklen ”Beyond the absence of war: the diversity in post-settlement societies”, at det er et typisk mønster, at tidligere kolonier, som har gennemlevet perioder med borgerkrige og andre former for organiseret vold, bagefter har sværere ved at opretholde en bæredygtig fred, selvom der er indgået en fredsaftale, og selvom de voldelige aktioner er fraværende

.

     I den nordirske hverdag er de sociale problemer også stadig præsente: Dele af den katolske middelklasse og den protestantiske overklasse har oplevet forbedringer, og den direkte politiske diskrimination af katolikkerne er forsvundet, men på de nedre trin på den sociale rangstige oplever nordirerne kun små sociale forbedringer, da mange er økonomisk pressede, ligesom ungdomsarbejdsløsheden er høj. Det er med til at holde liv i gamle fjendebilleder og konflikter.

Over 3500 mennesker døde under The Troubles, og et forsigtigt skøn er, at yderligere 5-700 mennesker har mistet livet, efter Belfast-aftalen blev indgået i 1998

.   To undersøgelser, ”The Poverty and Social Exclusion (PSE)” i 2002/3 og igen i 2012, foretaget af PSE, som er et samarbejde mellem britiske og nordirske universiteter

, viser, at de traumatiske oplevelser under The Troubles har påvirket den nordirske befolknings livskvalitet på langt sigt. De to undersøgelser viser bl.a. at:

• 8 % blev selv fysisk såret. 
• 10 % af alle voksne mistede en nær pårørende og 11 % mistede en nær ven. 
• 33 % var vidner til en bombeeksplosion, og 3 % af de voksne var vidne til mord 
• 9 % havde fået foretaget husundersøgelse af det nordirske politi eller britiske soldater.

     Katolikker havde 30-50 % oftere oplevet at været blevet fysisk såret, mistet eller oplevet bombeeksplosioner eller mord. Over 4 gange så mange katolikker som protestanter havde fået foretaget husundersøgelse.

     80 % af de nordirere, som ikke har haft traumatiske oplevelser i forbindelse med The Troubles, oplever, at de har en høj livskvalitet.

     Kun 63 % af dem, der mistede en nær ven eller pårørende, oplever, at de har en høj livskvalitet.

     Forskningen viser desuden, at de traumatiske oplevelser øger risikoen for dårligt fysisk og psykisk helbred, arbejdsløshed og økonomisk udsathed.

Referencer til historiske begivenheder i Irlands og Nordirlands historie og i forbindelse med The Troubles har spillet en central rolle i de paramilitære gruppers argumentation for nødvendigheden af voldelige aktioner med tab af tusinder af menneskeliv – mest markant begivenheder som Bloody Sunday i 1972, Påskeoprøret i 1916 osv., men også efter konflikten i 2012, hvor The New IRA refererer til, at de arbejder ud fra samme principper som under Påskeoprøret i 1916, selvom den politiske kontekst er ændret radikalt, og katolikkerne ikke længere er en politisk og juridisk undertrykt minoritet i 2012. På samme måde som da 25 års-dagen for indgåelsen af Belfast-aftalen blev  brugt som erindringssted på to forskellige måder: Mens den nordirske regering markerede dagen som en festdag, brugte New IRA brugte 25 års-dagen til at mindes en smertelig uret ved at planlægge et bombeattentat, som skulle markere dette.

     Tilbage i 1800-tallet definerede den katolske, nationalistiske bevægelse desuden en række symboler på irernes påståede særlige etniske keltiske rødder, som i senere generationer, og også under The Troubles kom til at definere mange nordirske katolikkers etniske selvforståelse som et folk, der grundlæggende forskelligt fra de protestantiske nordirere med engelske rødder. Dog stammer både briter og irere fra bl.a. keltere, ifølge den irske journalist og forfatter Fergal Keane

. I BBC-serien ”The Story of Ireland” peger han også på, at St. Patricks rolle som Irlands særlige skytshelgen, hvis dødsdag hvert år fejres af irere verden over 17. marts, skyldes konstruktionen af en myte om ham i middelalderen, ligesom nationalister i 17-1800-tallet opfandt myten om, at han brugte den grønne trekløver, shamrock’en, som symbol på treenigheden, hvorfor shamrock’en og den grønne farve er blevet irske nationalsymboler, der siden er blevet brugt vidt og bredt, bl.a. af IRA.

     Kulturelt og kommercielt har The Troubles inspireret til en lang række fiktionsfilm, romaner, selvbiografier, sange og andre kunstneriske og kommercielle kulturprodukter. Et af de mest kendte er den irske rockgruppe U2’s sang ”Sunday Bloody Sunday”, som for hele generationer i og uden for Nordirland har været definerede for, hvordan man forholdt sig til den nordirske konflikt.

Der er stadig fjendskab og dybe skel mellem dele af befolkningen, skriver den irske korrespondent Rory Carroll 7. april 2023 i artiklen ”Belfast’s peace walls: potent symbols of division are dwindling – but slowly” i avisen The Guardian

: Nogle kvarterer er stadig styret af paramilitære grupper, mange lever stadig i adskilte kvarterer, mange børn går stadig i adskilte skoler, og 8 ud af 10 stemmer på politikere med samme trosretning som dem selv. ”Drabene, frygten, sorgen og fortvivlelsen er næsten forsvundet, men nordirerne lever i et limbo: Den fælles regering har ikke fungeret 40 % af tiden, og der står stadig 60 fredshegn i de nordirske byer og adskiller befolkningen fra hinanden – de er op til tre gange så høje som Berlinmuren var, og de har nu stået der dobbelt så længe som den,” pointerer han.

     I næsten to år var Nordirland f.eks. uden regering frem til januar 2024, hvor den britiske regering bevilgede et stort økonomisk ekstrabeløb på den nordirske finanslov, på betingelse af at DUP accepterede at gå med i den nye nordirsk regering, som ledes af Michelle O’Neill fra Sinn Feín-partiet

.

     Hun er den første katolske regeringsleder i Nordirlands historie: I 2021 var der for første gang flere katolikker (45,7 %) end protestanter (43,5 %) i Nordirland

, og ved sin indsættelse sagde O’Neill, at hun forventer en folkeafstemning om Unification – dvs. et forenet Irland – inden for 10 år

.

De seneste års dødvande i den nordirske regering har haft en række alvorlige konsekvenser for befolkningen, påpeger lektor Michael Böss fra Aarhus Universitet i artiklen ”En stor pose penge har været med til at løse knuden” på dr.dk 31. januar 2024

: I 2023-24 har Nordirland været ramt af voldsomme strejker, fordi befolkningen er økonomisk presset af stigende priser, uden at lønnen er fulgt med, samtidig med at sundhedsvæsnet halter og infrastrukturen er slidt ned.

     De mange udfald mod politikerne er symptom på, at der breder sig en vrede og frustration i befolkningen, siger lektor i irsk-britisk historie Sara Dybris McQuaid til dr.dk

: Den tilbagevendende demokratiske undtagelsespolitik i Nordirland slider på befolkningens tillid til politikerne – de er trætte af det evindelige dødvande og er ved at miste tilliden til politikerne. Det forværrer mulighederne for at finde fælles fodslag, og derfor stikker et gammelt spøgelse hovedet frem, vurderer hun.

     Med Brexit, den aktuelle situation i Nordirland og den katolske befolkning, som nu er større end den protestantiske, er der derfor pustet nyt liv i ideen om et forenet Irland, efter ideen var skudt til hjørne efter indgåelsen af fredsaftalen i 1998, og dermed måske også i den loyalistiske modstand og de gløder, som stadig ulmer efter The Troubles.