Konflikten i Nordirland

Hvornår begyndte konflikten i Nordirland?

Konflikten i Nordirland begyndte, da Storbritannien sendte soldater til Nordirland i slutningen af 1960erne. Men baggrunden for konflikten går tilbage til 1100-tallet. For at forstå den historiske baggrund for begivenhederne i det 20. århundrede, skal man tilbage til året 1169. De følgende afsnit er baseret på oplysninger fra bøgerne ”Nordirland – mellem håb og terror” af Kjartan Simonsen og ”Magtdeling i Nordirland” af Inger V. Johansen (se kilder).

I år 1169 besatte Englands konge, Henrik den 2., nabolandet Irland for at hjælpe paven med at indlemme irerne i det romersk-katolske fællesskab. Og der var bred opbakning til den engelske invasion, efter at en smædekampagne havde udråbt irerne som kættere og afgudsdyrkere. Erobringen af Irland blev en delvis succes, og en del af erobrerne bosatte sig i Irland og giftede sig ind i irske familier. Men den engelske konge formåede ikke at bevare herredømmet over disse erobrere, som levede deres eget liv på deres respektive borge og kun respekterede den magt, de selv havde i hvert sit område. De fik tilnavnet The Old English, og de var hadet af irerne og mistroet af englænderne, og derfor blev deres vigtigste mål at forsvare sig selv.

Hvad betød reformationen for irerne?

I perioden 1529-36 blev reformationen gennemført i England. I 1536-37 blev reformationen også vedtaget i Irland af et parlament indført af Henrik den 8. Reformationen fik dog ikke de store konsekvenser i praksis, fordi katolicismen forblev irernes samlingspunkt, til trods for englændernes ihærdige forsøg på at gennemtvinge protestantismen. National identitet, selvstændighedstrang og kirketilhørsforhold blev efterhånden vævet tæt sammen: ”At være irer er at være katolik. At være englænder er at være protestant”, som det fremgår af bogen ”Nordirland – mellem håb og terror” (se kilder). Alligevel blev Irland angrebet talrige gange af engelske styrker op gennem 1500- og 1600-tallet, både under Henrik den 8., Elizabeth den 1. og den kontroversielle engelske statsmand Oliver Cromwell. I 1607 flygtede de to største jarler i den nordlige region Ulster fra deres jordområder, og det blev startskuddet for englænderne til at beslaglægge og sælge irsk jord til englændere og skotter. Tanken var, at Irland skulle bebos af engelske bønder og godsejere, men de engelske jordbesiddere foretrak billig, irsk arbejdskraft. Denne uenighed var en af grundene til, at den engelske kolonisation mislykkedes.

Hvordan blev irerne undertrykt af englænderne?

I 1652 vedtog englænderne under ledelse af Oliver Cromwell den såkaldte bosættelseslov ”Act for the Settlement of Ireland”, der fordelte tre fjerdedele af Irland mellem protestanterne, mens den resterende fjerdedel blev afsat som reservat til de irere, der nægtede at afsværge deres katolske tro. Englænderne betragtede irerne som undermennesker og gik i visse tilfælde så vidt som at sælge irere til slavearbejde i Vestindien. Irerne blev endvidere holdt uden for politisk og økonomisk indflydelse ved hjælp af en række straffelove kaldet ”The Penal Laws”, og de irske katolikker ejede på det tidspunkt kun 14% af jorden i Irland.

Hvilken betydning havde religion for konflikten på dette tidspunkt?

Ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder) kan den irske konflikt allerede på dette tidspunkt karakteriseres som en religionskrig. Fra konfliktens begyndelse i 1100-tallet var den første engelske invasion ansporet af et paveligt ønske. Og den katolske indflydelse fortsatte. Den katolske kirke opfordrede til oprør mod protestanterne og dermed englænderne. Først i 1766 anerkendte paven de engelske konger. Ifølge ovennævnte artikel (se kilder) var magtfordelingen i Irland herefter i grove træk sådan, at ”protestanterne sad på den økonomiske og den politiske magt, mens katolikkerne havde den åndelige magt”.

Hvornår blev Irland gjort til en del af Storbritannien?

Som det beskrives i bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder), fik protestanterne i 1782 gennemtrumfet dannelsen af et selvstændigt irsk parlament, og i 1798 brød et oprør løs med byen Belfast som centrum og med revolutionære katolikker som hovedaktører. Oprøret var for England et tegn på foragt og manglende respekt for engelske værdier, og optøjerne blev slået ned i løbet af en måned. Som straf blev det irske parlament afskaffet, og i 1801 blev Irland gjort til en del af Storbritannien. På den måde kunne englænderne både støtte de nordirske protestanter og legitimere tilstedeværelsen af den engelske hær og flåde i Irland (se kilder).

Hvordan udviklede forskellene mellem katolikker og protestanter sig?

Mens England gennemgik den industrielle revolution i 1800-tallet, sakkede Irland agterud og blev fattigere, blandt andet fordi alle katolske irere skulle betale en tiendedel af deres indkomst i kirkeskat til statskirken, selvom kirken var en udløber af den engelske, og som sådan protestantisk, ikke katolsk. Det førte i 1830 til Tiendekrigen, hvor den irske befolkning greb til vold mod den engelske overmagt. Efter krigen blev kirkeskatten sat ned og størstedelen af de manglende skatteindbetalinger eftergivet. Efter at have set de positive resultater af en væbnet modstand greb irerne også senere til våben mod andre uretfærdigheder, heriblandt fordeling af jorden, den påtvungne union med England, politisk undertrykkelse og racisme. Det beskrives i bogen “Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” af Kai Rasmussen (se kilder). Heller ikke når det gjaldt stemmeret, var der ligeberettigelse mellem katolikker og protestanter. Fra 1793 havde katolske velhavere stemmeret, dog uden selv at kunne blive valgt til parlamentet. Fra 1829 fik katolikker ret til at sidde i parlamentet, men ved samme lejlighed blev antallet af stemmeberettigede katolikker reduceret fra 100.000 til 16.000, således at katolikkerne ikke kom til at dominere protestanterne. Som det opridses i ovennævnte bog (se kilder): ”Det var efterhånden slut med irernes tro på, at England ville og kunne gøre noget positivt for Irland”.

Hvilke grupperinger blev dannet under konflikten i 1700- og 1800-tallet?

Fra midten af 1700-tallet opstod forskellige grupperinger på begge sider af konflikten. Protestanterne dannede ”Orange-ordenen”, ”Oakboys” og ”Hearts of Steel”, som alle kæmpede imod katolikker og katolsk indflydelse, blandt andet ved at forfølge og undertrykke irske bønder. På den anden side dannede katolikkerne blandt andet ”Whiteboys” og ”Ribbonmen”, som kæmpede imod politiet og domstolene. De katolske grupper greb til vold og terror for at beskytte sig mod de protestantiske magthavere. Senere i historien blev lignende grupper en væsentlig del af konflikten, som det fremgår af Inger V. Johansens bog ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder).

Hvilke konsekvenser fik den irske hungersnød og udviklingen herefter?

I midten af 1800-tallet var situationen i Irland så kritisk, at mere end 800.000 mennesker døde af sult på fem år. I erkendelse af de håbløse tilstande i Irland udvandrede mere end seks millioner irere til USA, Canada, Australien og England fra 1846-1921, som det beskrives i artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder). De irere, der blev tilbage, blev fra 1840'erne mødt af engelske missionærer, der med 300 års forsinkelse forsøgte at gennemføre reformationen i Irland. Til trods for at missionærerne havde midler til og mulighed for at afhjælpe den akutte hungersnød, blev de mødt med massiv modstand. Modreaktionen på den protestantiske mission blev en opblomstring af pavekirkens åndelige retningslinjer, som det beskrives i bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder), hvor det endvidere skitseres, at hungersnød og udvandring fjernede de fattigste fra Irland med en vis social opblomstring til følge. Desuden begyndte katolikkerne efterhånden at modtage økonomisk bistand fra udvandrerne, hvilket satte dem i stand til at ernære sig, men også at indkøbe våben til at forsvare sig med. Ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) var situationen omkring 1900 den, at Nordirlands protestanter – de såkaldte unionister – ønskede at forblive en del af Storbritannien, mens katolikkerne – de såkaldte republikanere – ønskede et frit og selvstændigt Irland. I kraft af at den irske befolkning ikke længere i samme grad var ramt af sociale problemer, blev irerne langsomt bedre i stand til at forsvare sig. Befolkningen i Nordirland havde på deres side intet ønske om at forlade Irland, fordi størstedelen af nordirerne enten havde opbygget gode forretninger eller på anden måde formået at finde en plads i det protestantiske samfund. 

Hvordan førte hjemmestyreplaner til påskeoprøret?

I 1870'erne begyndte irerne at arbejde for at indføre hjemmestyre i Irland. Ifølge bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder) var det en politisk reaktion på det britiske godsejervælde og de jordbesiddelseslove, der i stor udstrækning forhindrede irerne i selv at eje den jord, de dyrkede. Men forslagene om hjemmestyre fik en blandet modtagelse, og avisen The Belfast News Letter skrev i februar 1874, at ”hjemmestyre er lig med romersk styre”, underforstået en katolsk overmagt. Kampen for hjemmestyre fortsatte, og hjemmestyret blev i 1912 vedtaget i det britiske Underhus. Men det britiske Overhus havde mandat til at forsinke loven i op til to år, og i den periode lovede det britiske konservative parti sin uforbeholdne støtte til protestanterne til gengæld for hjemmestyre. Samtidig blev der indsamlet 250.000 underskrifter fra protestanter, som var imod hjemmestyret. I 1913 blev Ulster Volunteer Force (UVF) stiftet for at gribe til væbnet kamp mod tilhængere af hjemmestyre. Men i de følgende år stod hjemmestyrediskussionen stille på grund af Første Verdenskrig. I mellemtiden brød det såkaldte påskeoprør ud i påsken 1916. Som det skildres i bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder), begyndte påskeoprøret den 24. april, da irske republikanere marcherede i gaderne i Dublin, indtog strategisk vigtige bygninger i byen og proklamerede dannelsen af Republikken Irland. Midlerne og våbnene til oprøret kom i høj grad fra udvandrede irere i USA. Oprøret blev hurtigt slået ned, og lederne dømt og henrettet af den britiske regering. En af de fængslede, Michael Collins, var senere med til at stifte IRA (Irish Republican Army). Påskeoprøret fik desuden den konsekvens, at fokus i konflikten flyttede fra regionen Ulster til Dublin. 

Hvornår og hvordan fandt den officielle deling af Irland sted?

Ifølge bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder) vandt det republikanske parti Sinn Féin et overvældende flertal blandt katolske vælgere ved valget i 1918. Det førte til, at Sinn Féin boykottede det britiske parlament og dannede et irsk parlament, Dail Eireann, i overensstemmelse med proklamationen af Republikken Irland i 1916. Den britiske regering gik ind i konflikten med soldater og politi og med IRA på den modsatte side. Det førte til den irske uafhængighedskrig, der blev udkæmpet fra 1919-1921, og i 1922 førte til den endelige officielle deling af øen Irland. 26 grevskaber udgjorde herefter den selvstændige Republik Irland, mens seks grevskaber i nord – omkring regionen Ulster – blev udråbt som Nordirland. Sidstnævnte var i union med Storbritannien. Intentionen fra Storbritannien var ifølge bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder) at skabe et område med tilpas stort protestantisk flertal til, at man kunne undgå nye konflikter. Briterne delte desuden Irland, fordi den britiske hær var meget svækket, og fordi de ikke ville slippe hele Irland og dermed tabe ansigt. ”Men uanset hvordan grænsen mellem Nordirland og Republikken Irland var blevet trukket, ville nogle havne på den forkerte side. Det vil sige, at der i Republikken Irland også boede protestanter, lige såvel som der i Nordirland boede katolikker”.

Hvad var Stormont?

Som det fremgår af bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder), var Stormont både betegnelsen for den regering, der fungerede i Nordirland 1921-1972, og navnet på den bygning uden for Belfast, hvor regeringen havde til huse. Parlamentet Stormont blev etableret i 1921 som et selvstændigt parlament med 52 medlemmer, som hørte under Storbritannien. 

Efter at Stormont-parlamentet blev oprettet, var der meget stor undertrykkelse af katolikker i Nordirland. Det skete blandt andet ved, at katolikkernes huse blev brændt ned af protestanter, og mange måtte forlade deres arbejde på grund af fjendtlige protestantiske kollegaer. På samme tid påbegyndte IRA en serie kidnapninger, baghold, snigmord og bombeattentater i Nordirland for at frigøre hele Irland fra det britiske styre. Storbritannien og Nordirland svarede igen med en væbnet politistyrke, det såkaldte B-specials.

Hvad er den selvstændige republik Éire?

Republikken Irland, der blev udråbt under Påskeoprøret i 1916, omfattede de dele af øen, der ikke var Nordirland. Efter Anden Verdenskrig udråbte man den selvstændige republik Éire, som omfattede samtlige 32 grevskaber – altså også de seks grevskaber, der i 1922 var blevet adskilt som Nordirland. Denne handling førte ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder) til, at Republikken Irland omgående blev ekskluderet af det britiske Commonwealth-samarbejde, og adskillelsen mellem de to dele af Irland blev dermed endnu skarpere.

Hvordan udviklede situationen sig fra 2. Verdenskrig til 1950'erne?

Under 2. Verdenskrig tilbød den engelske regering ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder), at Irland kunne blive forenet, hvis engelske krigsskibe måtte lægge til i irske havne. Men Irland fastholdt at sin neutralitet, mens Nordirland hjalp briterne, og derfor blev Belfast bombet af tyskerne. I 1949 blev Irland endegyldigt til Republikken Irland og dermed helt selvstændig, mens Nordirland blev tættere knyttet til Storbritannien. Af bogen fremgår det også, at de katolske nordirere efter 2. Verdenskrig kunne få bedre uddannelse og komme på universitetet. Det førte til, at der i løbet af 1950erne opstod en katolsk middelklasse, der nu ikke kun havde harmen at forsvare sig med, men også uddannelse og penge til at samle modstanden i en fælles front mod protestanterne. Katolikkerne, der udgjorde cirka en tredjedel af befolkningen i Nordirland, måtte dog ifølge bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder), fortsat finde sig i diskrimination både økonomisk og socialt.

Hvad var ”The Troubles”?

Ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) er ”The Troubles” betegnelsen for de konflikter i Nordirland, der startede i 1968. Nogle betragter drabet på en 67-årig civil katolik som startskuddet til ”balladen”, men mere markant i historien står en borgerrettighedsdemonstration i byen Derry, som blev nedkæmpet med stave af politienheden Royal Ulster Constabulary (RUC), så mange mennesker blev hårdt såret. Filmoptagelser af hændelsen gik verden rundt, og herefter fulgte den ene demonstration efter den anden. 

Ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder) var ”The Troubles” kendetegnet ved øje for øje-princippet og hævngerninger mellem henholdsvis katolske og protestantiske paramilitære grupper. Konflikten startede som beskrevet i ovennævnte bog, fordi protestantiske demonstranter efter deres demonstrationer begyndte at angribe katolske kvarterer i Belfast og Londonderry. Derfor genopstod organisationen Irish Republican Army (IRA) for at beskytte katolikkerne, og IRA og det republikanske parti Sinn Féin begyndte også at stille krav til Storbritannien. Kravene gik ud på, at Nordirland i stedet for at være en del af Storbritannien skulle være en del af Irland. Demonstrationerne udviklede sig til borgerkrig.

Hvem var parterne i ”The Troubles”?

Oversigten bygger på oplysninger fra bogen ”Magtdeling i Nordirland” af Inger V. Johansen (se kilder). Flere af grupperne er opløst i dag, hvilket fremgår af beskrivelsen.

Politiske partier – unionister/loyalister:

Progressive Unionist Party (PUP). Politik: Loyalister, som ønsker et selvstændigt Nordirland i fredeligt samarbejde med katolske nationalister. Rekruttering: Blandt Ulster-regionens protestantiske arbejderklasse.

Ulster Democratic Party (UDP). Politik: Unionister/ loyalister, som ønskede et selvstændigt Nordirland i fredeligt samarbejde med katolske nationalister. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Ulsters protestantiske arbejderklasse. Partiet blev opløst i november 2001.

Ulster Democratic Unionist Party (DUP). Politik: DUP ønsker at bevare unionen med Storbritannien. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands protestantiske befolkning.

Ulster Unionist Party (UUP). Politik: UUP arbejder for den anglo-irske union. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands britiske befolkning.

Paramilitære grupper på unionister/loyalisters og protestanters side:

Ulster Defense Association (UDA) og Ulster Freedom Fighters (UFF). UDA er den største og vigtigste gruppe og herefter UFF. UDA/UFF’s politiske front er Ulster Democratic Party (UDP). 

Ulster Volunteer Force (UVF). Blev dannet i 1968, og dens politiske front er Progressive Unionist Party (PUP). 

Loyalist Volunteer Force (LVF). En udløber af UVF, som ingen politisk front har.

De politiske partier – republikanere:

Sinn Féin. Politik: Sinn Féin holdt indtil de sidste fredsforhandlinger fast i ønsket om et samlet og selvstændigt Irland, total uafhængigt af Storbritannien. I dag er partiet mere moderat. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands katolske befolkning.

Social Democratic and Labour Party (SDLP). Politik: SDLP er et moderat nationalistisk parti, der arbejder for en fredelig løsning, der involverer både Irland, Nordirland og Storbritannien. Rekruttering: Fortrinsvis blandt Nordirlands katolske befolkning.

Paramilitære grupper på republikanernes og katolikkernes side:

Irish Republican Army (IRA). Den største katolske terrorgruppe er den militante udløber af det republikanske parti Sinn Féin.

Continuity IRA. En paramilitær gruppe, der løsrev sig fra IRA i 1995, og hvis politiske del hedder Republican Sinn Féin (RSF). 

Irish National Liberation Army (INLA). INLA er også en udløber af IRA, der løsrev sig tidligt i 1970erne. Den har ingen politiske repræsentanter.

Andre partier og interessegrupper:

Alliance Party of Northern Ireland. Politisk: Uafhængig af partipolitik. Ønsker en fredelig løsning på konflikten. Medlemmer: Cirka lige mange katolikker og protestanter.

Northern Ireland Women’s Coalition (NIWC). Politik: Kvindeparti, der arbejder for at skabe ligeret mellem kønnene og udligne sociale forskelle. Medlemmer: Både katolikker og protestanter.

Royal Ulster Contabulary (RUC). En af de mest omstridte organisationer i den irske konflikt. RUC er det nordirske politikorps, der blev stiftet i 1822 og har spillet en vigtig rolle, både i forbindelse med urolighederne i Nordirland og i forbindelse med fredsprocessen. 
Den katolske befolkning har fra startet været imod eksistensen af RUC, da det er en overvejende protestantisk styrke.

Hvorfor sluttede unge katolikker sig til IRA?

Efter at der kom splid mellem protestanter og katolikker, sendte Storbritannien soldater til Nordirland. IRA begyndte at lave flere aktioner, og derfor skruede de britiske soldater bissen på og lavede brutale husundersøgelser i katolske bydele. Men ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) foretog britiske soldater ikke tilsvarende undersøgelser i kvarterer, hvor protestantiske terrorister skjulte sig, og det fik katolikkerne til at føle sig undertrykte af de britiske soldater. Derfor sluttede mange unge katolikker sig til IRA.

Hvad skete derpå “Bloody Sunday”?

En af de begivenheder, der ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder) har sat sig dybe spor i den irske historie, og som mange mener, var afsættet til de følgende års terroraktioner, er den dag, der kaldes “Bloody Sunday” – den blodige søndag den 30. januar 1972. Her deltog 10.000 mennesker i en fredelig katolsk borgerretsmarch i byen Londonderry. Da der udbrød uroligheder, førte det til sammenstød demonstranter og britiske soldater, og soldaterne skød mod katolikkerne. 13 blev dræbt og 17 såret, og alle sårede og dræbte var skudt i hovedet eller brystet. Det vidnede om, at det ikke var tilfældigt skyderi, sådan som den britiske regering ellers fastholdt indtil 1998. 

”Bloody Sunday” blev efterfølgende set som et billede på protestanternes undertrykkelse af det katolske mindretal i Nordirland, selvom det ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) ikke kan udelukkes, at IRA også affyrede skud under urolighederne. Ikke desto mindre retfærdiggjorde disse mord IRAs terroraktioner i de følgende år, mente organisationen selv.

Filmoptagelser fra den blodige søndag den 30. januar 1972. Produceret af History in Happening.

Hvilke konsekvenser fik borgerkrigen?

Som følge af demonstrationerne, ”Bloody Sunday” og den regulære borgerkrig i Nordirland iværksatte IRA en række terroraktioner, og forskellige protestantiske terrorgrupper hævnede med aktioner mod IRA. Som det fremgår af artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder), eskalerede volden hurtigt, og mange civile mistede livet ved terrorhandlinger såsom likvideringer og bombeattentater mod offentlige steder som pubber, stormagasiner og parker. Disse handlinger ramte ofte civile, og fra 1968 frem til midten af 1990erne kostede konflikten mere end 3.000 mennesker livet, mens flere end 25.000 blev såret. Politisk indså man på begge sider, at situationen var uholdbar, og derfor besluttede den britiske regering i 1972 at opløse det nordirske Stormont-parlament og samle det politiske ansvar i England. Derved blev protestanter og katolikker i princippet stillet lige, fordi begge grupper nu var underlagt britisk kontrol, men det førte ikke til fred.

Ifølge bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder) var det vanskeligt at få fredsforhandlinger i gang, fordi ingen ville forhandle med risiko for terrorhandlinger under forhandlingerne. Samtidig ønskede de paramilitære grupper ikke at underskrive en våbenhvile uden modydelse i form af indrømmelser.

Hvordan forløb fredsforhandlingerne?

I 1994 erklærede IRA: ”Vi ophører med al terror”. Ifølge bogen ”Magtdeling i Nordirland” (se kilder) kom erklæringen efter pres fra borgerne i Nordirland, som var trætte af terroraktioner, der blot førte til mere terror i en evig spiral af hævnaktioner. Der var også pres fra den irske regering og fra IRAs eget parti, Sinn Féin, ligesom der var pres fra irsk-amerikanere, som ikke længere ville støtte IRA med bomber og våben. Alligevel sprængte IRA en bombe i London i 1996, hvor to personer døde. Året efter erklærede IRA imidlertid igen våbenhvile.

Lederen af Labour-partiet, Tony Blair, havde siden sin indsættelse som premierminister i foråret 1997 gjort meget for at løse den irske konflikt. Som den første britiske leder siden 1922 inviterede han partiet Sinn Féin til fredsforhandlinger. Betingelsen var, at IRA fornyede den seneste våbenhvile. Også USAs daværende præsident Bill Clinton gjorde meget for at stoppe urolighederne. Endelig fik Tony Blairs valg af Dr. Mo Mowlams som Nordirlands minister og hendes måde at gribe problematikken an på op til eventuelle fredsforhandlinger også stor betydning for, at man i 1997-1998 nærmede sig en endelig fredsaftale.

Hvad var ”Langfredagsaftalen”?

I bogen ”Irland – fra påskeoprør til påskeaftale” (se kilder) skitserer forfatteren den såkaldte påskeaftale – kendt som ”Langfredagsaftalen”, som blev indgået den 10. april 1998 mellem Storbritannien, Irland og de vigtigste partier i Nordirland. Aftalen gik ud på at genindføre lokalt selvstyre i Nordirland i form af en provinsforsamling med 108 medlemmer samt et udøvende ministerråd med repræsentanter fra alle væsentlige grupperinger. Med aftalen accepterede det irsk-nationalistiske Sinn Féin-parti, at Nordirlands status kun kan ændres, hvis et flertal ønsker det, og aftalen blev godkendt ved en folkeafstemning den 22. maj 1998, hvor befolkningerne i både Nordirland og Republikken Irland stemte om den samlede fredsaftale, herunder også opgivelsen af Republikken Irlands territoriale krav på Nordirland. 71% af nordirerne stemte for aftalen, mens et stort mindretal af protestanterne i Nordirland stemte imod. 94% af befolkningen i Irland stemte for aftalen, og det samlede flertal i begge lande betød ifølge artiklen ”Hadet i Nordirland har ulmet i 350 år” i magasinet Historie (se kilder), at fredsaftalen blev vedtaget.