Samfundsforhold i Iran

Hvordan styres Iran i dag?

Iran er en blanding af islamisk teokrati og demokrati. Iran blev erklæret som islamisk republik i 1979 efter en folkeafstemning om styreformen. Forfatningen fra 1979, der også var til folkeafstemning, og som stadig gælder i dag – med visse ændringer tilføjet i 1989 – er skabt med forbillede i den demokratiske franske forfatning fra 1958. Forfatningen indeholder desuden en række bestemmelser om økonomi, som er inspireret af en socialistisk revolutionær statsmodel baseret på en stærk national økonomi med kooperativer og arbejderråd. Endelig indeholder forfatningen bestemmelser, som baserer sig på revolutionens sejrherre ayatollah Khomeinis statsmodel, som bygger på islamisk sharia-lov. Disse bestemmelser slår fast, at præsteskabet og den øverste religiøse leder skal sørge for, at al lovgivning og administration er i overensstemmelse med præsteskabets fortolkning af islamisk lov. Det byder i praksis, at alle de demokratiske procedurer og aktører, bl.a. parlament, præsident, retsvæsen og offentlig administration, er underlagt det såkaldte Vogternes Råd samt den øverste religiøse leder. Den øverste religiøse leder kan blandt andet ophæve beslutninger, som er truffet af præsidenten og parlamentet. Desuden kontrollerer den øverste religiøse leder medierne. Forfatningens karakter og det iranske styres særlige kombination af teokrati og demokrati beskrives i artiklen ”Det betyder noget hvem iranerne vælger som præsident” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Hvem er de væsentligste aktører i iransk politik?

Den særlige blanding af teokrati og demokrati betyder, at der er en del forskellige aktører, som har indflydelse på den politiske udvikling i Iran. Blandt de vigtigste er:
· Den øverste religiøse leder, kaldet rahbar. Den nuværende rahbar er ayatollah Ali Khamenei, der har siddet på posten siden 1989, da den daværende rahbar, ayatollah Ruhollah Khomeini, hovedarkitekten bag den islamiske revolution i 1979, døde.
· Vogternes Råd: Den iranske grundlov fra 1979 slår fast, at islamisk lov, sharia, står over alle andre love i samfundet. Det er Vogternes Råd, der består af seks præster udpeget af den åndelige leder og seks jurister udpeget af parlamentet, som har ansvaret for at overvåge dette. Parlament, præsident, retsvæsen m.m. er underlagt Vogternes Råd, som f.eks. skal godkende alle kandidater til parlaments- og præsidentvalg og typisk kun godkender ganske få af de mange, der ønsker at stille op. Udover Vogternes Råd findes flere religiøse råd, herunder Ekspertforsamlingen.
· Præsidenten har mindre magt end i mange andre republikker, idet han er underlagt den øverste åndelige leder og Vogternes Råd. Præsidenten vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Den nuværende præsident, Hassan Rouhani, er kendt som moderat. Han blev valgt første gang i 2013 og genopstillede i 2017, hvor han vandt en jordskredssejr. Vogternes Råd, efterretningstjenesterne og Revolutionsgarden modarbejder mange af Rouhanis reformforslag.
 
DR-indslag om genvalget af Rouhani
 
· Parlamentet vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Ved det seneste valg til parlamentet i 2016 fik parlamentet en majoritet af moderate kræfter. Parlamentet er dog underlagt Vogternes Råd og den øverste åndelige leder og har derfor begrænset magt.
· Revolutionsgarden er Irans mest magtfulde militære enhed og refererer direkte til Irans øverste leder. Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret og har siden fået tiltagende magt. Bl.a. er revolutionsgarden dybt involveret i den iranske økonomi og driver mange store virksomheder og fonde. Garden menes at tælle 125.000 mand, som primært løser sikkerhedsopgaver i Iran. En del af garden, al-Quds, opererer dog i udlandet.
Revolutionsgardens stigende magt har fået den danske Iran-forsker Ali Alfoneh til at konkludere, at Iran har udviklet sig fra et præstestyre til et militærdiktatur, idet det er revolutionsgarden – hverken præsidenten eller den åndelige leder – der fører Irans politik i Mellemøsten. Det fremgår af artiklen ”Irans valg handler om magt” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Hvilken rolle spiller shiaislam i nutidens Iran?

Shiaislam er statsreligion i Iran, og præstestyrets fortolkning af shiaislam er udgangspunktet for lovgivning og samfundsliv. Ayatollah Khomeini udviklede en særlig shiitisk ideologi kaldet Wilayat al-Faqih (de retslærdes styre), som handler om, at det iranske præsteskab har en pligt til at lede den iranske stat, indtil islams frelserskikkelse, al-Mahdi, kommer tilbage ved dommedag.
Præsteskabets tolkning af shiaislam har bl.a. medført, at der er strenge regler for borgernes påklædning og adfærd i det offentlige rum, så det f.eks. er lovpligtigt for kvinder at dække håret, og et særligt religiøst politi har til opgave at holde øje med, at påklædningsreglerne bliver overholdt. Det er også forbudt at drikke alkohol, og under den muslimske fastemåned er det forbudt at spise, drikke og ryge i det offentlige rum.
Irans udenrigspolitik har i stigende grad fokus på at styrke shiaislam i Mellemøsten og udbrede en transnational shiitisk ideologi. Det ses bl.a. ved, at militser, som bevæbnes eller udsendes fra Iran, kæmper mod sunnimuslimske oprørsgrupper og hære i bl.a. Libanon, Yemen, Syrien og Irak. Denne udvikling beskrives i en artikel i Information 18. oktober 2017 (se kilder).
Omkring 89% af befolkningen tilhører ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) shiaislam, mens 9% er sunnimuslimer, og kristne, jøder, zarathurstriere og bahaier udgør tilsammen cirka 2%.
Blandt det shiitiske flertal er der meget stor variation. Mens nogle iranere identificerer sig med præstestyrets tolkning af shiaislam, er mange meget uenige med regimets udlægning og fortolker selv religionen på en anden måde.
Både religiøse og etniske minoriteter undertrykkes og forfølges, selv om jøder, kristne og zarathustriere formelt er anerkendte minoriteter, og mange iranere, der tilhører minoritetsgrupper, er derfor flygtet til udlandet siden revolutionen i 1979.
En oversigt over de etniske og religiøse minoriteter i Iran og deres vilkår findes på hjemmesiden for organisationen Minority Rights Group (se kilder).

Hvordan er de økonomiske forhold i Iran?

Irans økonomi er i høj grad baseret på indtægter fra olie, gas, landbrug og serviceydelser, og det gør økonomien sårbar over for udsving i olie- og gaspriser. Desuden har landet i en årrække været underlagt FN-sanktioner, som betød, at Iran ikke måtte eksportere olie og gas. Da der blev indført FN-sanktioner i 2011, faldt bruttonationalproduktet formodentlig med op til 20%, og inflationen nåede op på 40%. Det fremgår af en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om atomaftalen mellem Iran på den ene side og bl.a. USA på den anden.
Siden FN-sanktionerne blev fjernet i 2015, er økonomien blevet forbedret, fremgår det af en kronik i Politiken 26. maj 2017 (se kilder): Inflationen blev bragt ned fra 35% i 2013 til 7,5% i 2017, og mens bruttonationalproduktet havde en negativ vækst på 7% i 2012, var væksten i 2016 på 4,5%.
Verdensmarkedets lave priser på olie og gas har dog begrænset den økonomiske vækst, som iranerne forudså ville blive et resultat af ophævelsen af sanktionerne, og især på landet oplever den fattige del af befolkningen ikke den fremgang, de havde håbet på.

Hvordan er de sociale forhold i Iran?

Iran er ikke en velfærdsstat med et stærkt offentligt socialt sikkerhedsnet. Iranerne er generelt afhængige af familiens hjælp, og det er almindeligt, at man understøtter mange familiemedlemmer med sin indtægt.
Sundhedssystemet er dog i løbet af de seneste år blev forbedret betydeligt, levealderen er stigende, analfabetismen stort set udtrykket, og et stigende antal unge studerer på universitetet. Samtidig er arbejdsløsheden imidlertid ifølge en kronik i i Politiken 26. maj 2017 (se kilder) steget de seneste år – fra 10,1% i 2013 til 12,1% i 2017, og blandt de unge er andelen af arbejdsløse omkring det dobbelte. Andelen af fattige er også steget, og uligheden er stigende, fordi den økonomiske vækst især kommer middelklassen i byerne til gode, mens den fattige landbefolkning ikke mærker de store forbedringer.
De sociale forhold i Iran er desuden præget af styrets fortolkning af shiaislam, som sætter skarpe grænser for især kvinders udfoldelsesmuligheder i det offentlige rum og begrænser omgangen mellem mænd og kvinder. Siden den islamiske revolution i 1979 har der været strenge regler for, hvordan piger og kvinder over ni år skal klæde sig, og kvinder, der bryder reglerne, risikerer anholdelser og forskellige former for straffe. Ifølge en nyhedsartikel fra Ritzau 28. december 2017 (se kilder) bliver der dog lempet en smule på forholdene, så politiet ikke længere vil anholde kvinder, som overtræder påklædningsreglerne. I stedet skal kvinder, der bryder reglerne, gå til en slags undervisning, som politiet forestår, og hvor kvinderne skal lære korrekt påklædning.
De yngre iranske kvinder har længe forsøgt at flytte grænserne for de officielle regler for påklædning. Blandt andet har mange ladet deres tørklæder hænge løst, så ikke alt hår dækkes, eller de har taget frakker på, som kun går til lige under knæene.

Hvordan er kulturlivet i Iran?

Iran har en rig kultur, som går langt tilbage. Persisk musik satte efter arabernes erobring af Persien sit præg på store dele af den arabiske verden, men på grund af shiitiske herskeres negative holdning til musik blev den persiske musik og musikteori i en periode fra 1500-tallet ikke udviklet ret meget.
 
Classical Persian Music – et udvalg fra klassisk persisk musik fra Traditional Music Channel.
 
I 1900-tallet opstod der i Iran en stærk interesse for vestlig musik. Litteraturen har også en lang historie i Persien, som især er kendt for sin poesi. Efter islamiseringen satte sufier (islamiske mystikere) i høj grad deres præg på digtekunsten, og mange iranere kan i dag recitere mange persiske digte. I nyere tid er der også udviklet en moderne litteratur i Iran, som helt har brudt med de traditionelle former. Den mest kendte er nok den kvindelige poet Forough Farrokhzad (1935-1967), der forargede et konservativt Iran med sin sanselige poesi, hvor kvinden blev fremstillet med en aktiv seksualitet og et stærkt begær. I hele 1900-tallet har iranske forfattere været underlagt censur, hvilket har betydet, at mange har udviklet et kreativt formsprog, hvorigennem de indirekte kan udtrykke kritik af de eksisterende samfundsforhold.
Også iranske filminstruktører har været udsat for censur og forfølgelse, og en del af de mest internationalt anerkendte iranske filmskabere i nyere tid får sjældent deres film vist i Iran.
 
 
Generelt er udenlandske film stadig forbudt.
Uddybende beskrivelser af den historiske udvikling inden for iransk billedkunst, arkitektur, musik, litteratur og film findes på Gyldendals Den Store Danske under opslaget ’Iran’ (se kilder).

Top Ten Iranian Movies You Must Watch. Cinema Paradiso.