Hvornår begynder Irans historie?
Iran, frem til 1935 kaldet Persien, var et af oldtidens mest magtfulde riger. Fra omkring 1000 f.Kr. befolkede iranske stammer efterhånden det område, der i dag udgør det nuværende Iran, og i løbet a det 6. århundrede f.Kr. underlægger perserne sig Det Mediske Rige, Lilleasien, Babylonien og Egypten. Herefter regeres Persien af mange skiftende dynastier, bl.a. sassaniderne fra 3. århundrede f.Kr. I 600-tallet erobrer de muslimske arabere Persien.
Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).
Hvordan udviklede Irans historie sig efter islamiseringen?
Efter den arabiske erobring foregik der en tiltagende islamisering af Persien, som var underlagt mange skiftende dynastier og bl.a. i 300 år var underlagt mongolsk herredømme.
I 1500-tallet tog safaviderne, et shiitisk dynasti, magten, og under safaviderne oplevede Persien en blomstringstid, som kulminerede under shah Abbas 1. i 1588-1629. Safaviderne gjorde shiaislam til statsreligion og var gentagne gange i krig mod Osmannerriget, hvis magthavere var sunnimuslimer.
Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).
Hvordan udviklede Iran sig i 1900-tallet?
Iran erklærede sig neutralt under 1. Verdenskrig, og de sydlige dele af landet blev besat af Storbritannien. Fra 1925, hvor pahlavi-dynastiet kommer til magten, moderniseres Iran. I 1941 styrtes Reza Shah af de allierede, som mistænker ham for at være tyskvenlig, og frem til 1946 er Iran er besat af de allierede. Efter krigen samledes shahens modstandere i Den Nationale Front, ledet af en af Reza Shahs modstandere, Muhammad Mossadeq. Nationalisterne var fortalere for, at iranerne selv skulle overtage produktionen af olie, som et britisk selskab og siden den britiske stat havde siddet på siden begyndelsen af 1900-tallet. I 1951 nationaliserede Mossadeq olieindustrien, hvilket udløste en krise i forholdet til USA og Storbritannien. Da iranerne ikke selv var i stand til at producere og markedsføre olien, faldt statsindtægterne, og Mossadeqs politiske grundlag begyndte at smuldre. Hæren kunne derfor med aktiv støtte fra det amerikanske efterretningsvæsen fjerne ham ved et kup i 1953 og genindsætte shahen, hvorefter amerikanske selskaber fik del i den iranske olieproduktion. USA anså shahen for at være en garant mod kommunistisk magtovertagelse i Iran og støttede ham derfor økonomisk og militært og med opbygning af et hemmeligt politi.
Presset af USA gennemførte shahen en jordreform, som tilgodeså nogle få store jordejere på bekostning af millioner af småbønder og landarbejdere, som søgte ind til byerne, hvor arbejdsløsheden og fattigdommen steg. I samme periode fik kvinderne stemmeret, hvilket fik de religiøse retslærde til at kritisere shahen for at handle i strid med islam og førte til sammenstød mellem politi og demonstranter i den hellige by Qom i 1963.
Irans nyere historie beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).
Hvad var den islamiske revolution?
En af shahens hårdeste kritikere, ayatollah Ruhollah Khomeini, blev arresteret under demonstrationerne i Qom i 1963 og sendt i eksil i Irak. Herfra fortsatte han med at kritisere shahens styre og krævede, at Iran skulle styres efter en shiitisk ideologi, som satte islam og Koranen over de verdslige love og havde en religiøs autoritet som øverste instans. Hans popularitet i Iran voksede, både blandt småhandlende og håndværkere og blandt de fattige i slumkvartererne. Ikke-religiøse oppositionsgrupper begyndte desuden at se Khomeini som en mulig allieret i kampen mod shahstyret.
I 1978 var der sammenstød mellem demonstrerende studenter og politi i Qom, og protesterne mod shahen spredte sig til en række byer. USA pressede shahen til at komme demonstranterne i møde, men shahen tøvede og måtte efterhånden – da også arbejdere i olieindustrien og offentligt ansatte gik i strejke – indse, at han manglede opbakning i befolkningen. Shahen flygtede ud af landet i 1979, og Khomeini vendte hjem fra eksilet i Irak og indsatte sig selv som Irans nye leder. Monarkiet blev afskaffet, og en ny forfatning, der gjorde Iran til en islamisk republik, blev vedtaget.
Hvordan har Iran udviklet sig siden den islamiske revolution?
I årene lige efter revolutionen var der voldsomme magtkampe mellem de grupper, der havde stået i opposition til shahen. De ikke-religiøse grupper og deres tilhængere var chokerede over islamiseringen af samfundet og af Khomeinis effektive monopolisering af magten.
I 1980 gik Irak under Saddam Hussein i krig mod Iran. Krigen, som varede otte år, kostede ifølge vestlige kilder ca. 400.000 mennesker livet og var med til at forarme begge lande.
Protest- og oppositionsbevægelser i Iran blev forfulgt, og mange blev fængslet og henrettet. Selv om der siden har været reformkræfter valgt ind i parlamentet, og der under flere præsidenter har været tilnærmelser til Vesten, har de konservative kræfter i Iran – også efter Khomeinis død i 1989 og Ali Khameneis overtagelse af embedet som den øverste religiøse leder – formået at bevare magten, bl.a. ved hjælp af Revolutionsgarden, efterretningstjenester og hemmeligt politi.
Opstande og protester i 1999 og 2009 førte ikke til det regimeskifte, som mange iranere håbede på, og heller ikke mange år med sanktioner fra det internationale samfund samt kritik fra bl.a. FN for brud på menneskerettighederne har ført til, at det iranske regime for alvor har været truet. Det politiske liv er præget af magtkampe mellem konservative kræfter og mere reformvenlige kræfter, mens den egentlige opposition, der ønsker præstestyret afskaffet, ikke får mulighed for at deltage i det officielle politiske liv.