demonstration
Protester mod den iranske udenrigsminister ved Munich Security konferencen i Tyskland den 18. februar 2018.
Foto: Siavosh Hosseini / ritzau/scanpix

Iran

journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet. Februar 2018.
Top image group
demonstration
Protester mod den iranske udenrigsminister ved Munich Security konferencen i Tyskland den 18. februar 2018.
Foto: Siavosh Hosseini / ritzau/scanpix

Indledning
Iran var i oldtiden et af verdens største og mest magtfulde riger. I dag spiller Iran en afgørende rolle på den globale scene. Iran har siden en revolution i 1979 været styret som en blanding af teokrati og demokrati, og landet opfattes internationalt som en problematisk aktør, fordi det har kapacitet til at udvikle atomvåben, og fordi det blander sig militært i en række konflikter i Mellemøsten. I 2015 indgik Iran og en række lande en aftale om, at Iran ville stoppe sin udvikling af kernekraft til gengæld for, at de økonomiske sanktioner mod landet blev ophævet. Aftalen bragte håb om økonomisk vækst, men udviklingen er ikke gået så hurtigt, som mange iraner håbede. Det er en del af baggrunden for, at der ved årsskiftet 2017/18 udbrød demonstrationer i en række iranske byer.

 

What I learned by befriending Iranians on Facebook. Vox, 7. april 2015

Artikel type
faktalink

Irans historie

Hvornår begynder Irans historie?

Iran, frem til 1935 kaldet Persien, var et af oldtidens mest magtfulde riger. Fra omkring 1000 f.Kr. befolkede iranske stammer efterhånden det område, der i dag udgør det nuværende Iran, og i løbet a det 6. århundrede f.Kr. underlægger perserne sig Det Mediske Rige, Lilleasien, Babylonien og Egypten. Herefter regeres Persien af mange skiftende dynastier, bl.a. sassaniderne fra 3. århundrede f.Kr. I 600-tallet erobrer de muslimske arabere Persien.
Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Hvordan udviklede Irans historie sig efter islamiseringen?

Efter den arabiske erobring foregik der en tiltagende islamisering af Persien, som var underlagt mange skiftende dynastier og bl.a. i 300 år var underlagt mongolsk herredømme.
I 1500-tallet tog safaviderne, et shiitisk dynasti, magten, og under safaviderne oplevede Persien en blomstringstid, som kulminerede under shah Abbas 1. i 1588-1629. Safaviderne gjorde shiaislam til statsreligion og var gentagne gange i krig mod Osmannerriget, hvis magthavere var sunnimuslimer.
Persiens og Irans historie med de mange skiftende dynastier og magthavere beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Hvordan udviklede Iran sig i 1900-tallet?

Iran erklærede sig neutralt under 1. Verdenskrig, og de sydlige dele af landet blev besat af Storbritannien. Fra 1925, hvor pahlavi-dynastiet kommer til magten, moderniseres Iran. I 1941 styrtes Reza Shah af de allierede, som mistænker ham for at være tyskvenlig, og frem til 1946 er Iran er besat af de allierede. Efter krigen samledes shahens modstandere i Den Nationale Front, ledet af en af Reza Shahs modstandere, Muhammad Mossadeq. Nationalisterne var fortalere for, at iranerne selv skulle overtage produktionen af olie, som et britisk selskab og siden den britiske stat havde siddet på siden begyndelsen af 1900-tallet. I 1951 nationaliserede Mossadeq olieindustrien, hvilket udløste en krise i forholdet til USA og Storbritannien. Da iranerne ikke selv var i stand til at producere og markedsføre olien, faldt statsindtægterne, og Mossadeqs politiske grundlag begyndte at smuldre. Hæren kunne derfor med aktiv støtte fra det amerikanske efterretningsvæsen fjerne ham ved et kup i 1953 og genindsætte shahen, hvorefter amerikanske selskaber fik del i den iranske olieproduktion. USA anså shahen for at være en garant mod kommunistisk magtovertagelse i Iran og støttede ham derfor økonomisk og militært og med opbygning af et hemmeligt politi.
Presset af USA gennemførte shahen en jordreform, som tilgodeså nogle få store jordejere på bekostning af millioner af småbønder og landarbejdere, som søgte ind til byerne, hvor arbejdsløsheden og fattigdommen steg. I samme periode fik kvinderne stemmeret, hvilket fik de religiøse retslærde til at kritisere shahen for at handle i strid med islam og førte til sammenstød mellem politi og demonstranter i den hellige by Qom i 1963.
Irans nyere historie beskrives grundigt i opslaget ”Iran” i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Hvad var den islamiske revolution og baggrunden for den?

En af shahens hårdeste kritikere, ayatollah Ruhollah Khomeini, blev arresteret under demonstrationerne i Qom i 1963 og sendt i eksil i Irak. Herfra fortsatte han med at kritisere shahens styre og krævede, at Iran skulle styres efter en shiitisk ideologi, som satte islam og Koranen over de verdslige love og havde en religiøs autoritet som øverste instans. Hans popularitet i Iran voksede, både blandt småhandlende og håndværkere og blandt de fattige i slumkvartererne. Ikke-religiøse oppositionsgrupper begyndte desuden at se Khomeini som en mulig allieret i kampen mod shahstyret.
I 1978 var der sammenstød mellem demonstrerende studenter og politi i Qom, og protesterne mod shahen spredte sig til en række byer. USA pressede shahen til at komme demonstranterne i møde, men shahen tøvede og måtte efterhånden – da også arbejdere i olieindustrien og offentligt ansatte gik i strejke – indse, at han manglede opbakning i befolkningen. Shahen flygtede ud af landet i 1979, og Khomeini vendte hjem fra eksilet i Irak og indsatte sig selv som Irans nye leder. Monarkiet blev afskaffet, og en ny forfatning, der gjorde Iran til en islamisk republik, blev vedtaget.

Hvordan har Iran udviklet sig siden den islamiske revolution?

I årene lige efter revolutionen var der voldsomme magtkampe mellem de grupper, der havde stået i opposition til shahen. De ikke-religiøse grupper og deres tilhængere var chokerede over islamiseringen af samfundet og af Khomeinis effektive monopolisering af magten.
I 1980 gik Irak under Saddam Hussein i krig mod Iran. Krigen, som varede otte år, kostede ifølge vestlige kilder ca. 400.000 mennesker livet og var med til at forarme begge lande.
Protest- og oppositionsbevægelser i Iran blev forfulgt, og mange blev fængslet og henrettet. Selv om der siden har været reformkræfter valgt ind i parlamentet, og der under flere præsidenter har været tilnærmelser til Vesten, har de konservative kræfter i Iran – også efter Khomeinis død i 1989 og Ali Khameneis overtagelse af embedet som den øverste religiøse leder – formået at bevare magten, bl.a. ved hjælp af Revolutionsgarden, efterretningstjenester og hemmeligt politi.
Opstande og protester i 1999 og 2009 førte ikke til det regimeskifte, som mange iranere håbede på, og heller ikke mange år med sanktioner fra det internationale samfund samt kritik fra bl.a. FN for brud på menneskerettighederne har ført til, at det iranske regime for alvor har været truet. Det politiske liv er præget af magtkampe mellem konservative kræfter og mere reformvenlige kræfter, mens den egentlige opposition, der ønsker præstestyret afskaffet, ikke får mulighed for at deltage i det officielle politiske liv.
 

Samfundsforhold i Iran

Hvordan styres Iran i dag?

 
Iran er en blanding af islamisk teokrati og demokrati. Iran blev erklæret som islamisk republik i 1979 efter en folkeafstemning om styreformen. Forfatningen fra 1979, der også var til folkeafstemning, og som stadig gælder i dag – med visse ændringer tilføjet i 1989 – er skabt med forbillede i den demokratiske franske forfatning fra 1958. Forfatningen indeholder desuden en række bestemmelser om økonomi, som er inspireret af en socialistisk revolutionær statsmodel baseret på en stærk national økonomi med kooperativer og arbejderråd. Endelig indeholder forfatningen bestemmelser, som baserer sig på revolutionens sejrherre ayatollah Khomeinis statsmodel, som bygger på islamisk sharia-lov. Disse bestemmelser slår fast, at præsteskabet og den øverste religiøse leder skal sørge for, at al lovgivning og administration er i overensstemmelse med præsteskabets fortolkning af islamisk lov. Det byder i praksis, at alle de demokratiske procedurer og aktører, bl.a. parlament, præsident, retsvæsen og offentlig administration, er underlagt det såkaldte Vogternes Råd samt den øverste religiøse leder. Den øverste religiøse leder kan blandt andet ophæve beslutninger, som er truffet af præsidenten og parlamentet. Desuden kontrollerer den øverste religiøse leder medierne. Forfatningens karakter og det iranske styres særlige kombination af teokrati og demokrati beskrives i artiklen ”Det betyder noget hvem iranerne vælger som præsident” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Hvem er de væsentligste aktører i iransk politik?

Den særlige blanding af teokrati og demokrati betyder, at der er en del forskellige aktører, som har indflydelse på den politiske udvikling i Iran. Blandt de vigtigste er:
· Den øverste religiøse leder, kaldet rahbar. Den nuværende rahbar er ayatollah Ali Khamenei, der har siddet på posten siden 1989, da den daværende rahbar, ayatollah Ruhollah Khomeini, hovedarkitekten bag den islamiske revolution i 1979, døde.
· Vogternes Råd: Den iranske grundlov fra 1979 slår fast, at islamisk lov, sharia, står over alle andre love i samfundet. Det er Vogternes Råd, der består af seks præster udpeget af den åndelige leder og seks jurister udpeget af parlamentet, som har ansvaret for at overvåge dette. Parlament, præsident, retsvæsen m.m. er underlagt Vogternes Råd, som f.eks. skal godkende alle kandidater til parlaments- og præsidentvalg og typisk kun godkender ganske få af de mange, der ønsker at stille op. Udover Vogternes Råd findes flere religiøse råd, herunder Ekspertforsamlingen.
· Præsidenten har mindre magt end i mange andre republikker, idet han er underlagt den øverste åndelige leder og Vogternes Råd. Præsidenten vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Den nuværende præsident, Hassan Rouhani, er kendt som moderat. Han blev valgt første gang i 2013 og genopstillede i 2017, hvor han vandt en jordskredssejr. Vogternes Råd, efterretningstjenesterne og Revolutionsgarden modarbejder mange af Rouhanis reformforslag.
 
DR-indslag om genvalget af Rouhani
 
· Parlamentet vælges for fire år ad gangen ved demokratiske valg. Ved det seneste valg til parlamentet i 2016 fik parlamentet en majoritet af moderate kræfter. Parlamentet er dog underlagt Vogternes Råd og den øverste åndelige leder og har derfor begrænset magt.
· Revolutionsgarden er Irans mest magtfulde militære enhed og refererer direkte til Irans øverste leder. Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret og har siden fået tiltagende magt. Bl.a. er revolutionsgarden dybt involveret i den iranske økonomi og driver mange store virksomheder og fonde. Garden menes at tælle 125.000 mand, som primært løser sikkerhedsopgaver i Iran. En del af garden, al-Quds, opererer dog i udlandet.
Revolutionsgardens stigende magt har fået den danske Iran-forsker Ali Alfoneh til at konkludere, at Iran har udviklet sig fra et præstestyre til et militærdiktatur, idet det er revolutionsgarden – hverken præsidenten eller den åndelige leder – der fører Irans politik i Mellemøsten. Det fremgår af artiklen ”Irans valg handler om magt” i Kristeligt Dagblad 19. maj 2017 (se kilder).

Hvilken rolle spiller shiaislam i nutidens Iran?

Shiaislam er statsreligion i Iran, og præstestyrets fortolkning af shiaislam er udgangspunktet for lovgivning og samfundsliv. Ayatollah Khomeini udviklede en særlig shiitisk ideologi kaldet Wilayat al-Faqih (de retslærdes styre), som handler om, at det iranske præsteskab har en pligt til at lede den iranske stat, indtil islams frelserskikkelse, al-Mahdi, kommer tilbage ved dommedag.
Præsteskabets tolkning af shiaislam har bl.a. medført, at der er strenge regler for borgernes påklædning og adfærd i det offentlige rum, så det f.eks. er lovpligtigt for kvinder at dække håret, og et særligt religiøst politi har til opgave at holde øje med, at påklædningsreglerne bliver overholdt. Det er også forbudt at drikke alkohol, og under den muslimske fastemåned er det forbudt at spise, drikke og ryge på i det offentlige rum.
Irans udenrigspolitik har i stigende grad fokus på at styrke shiaislam i Mellemøsten og udbrede en transnational shiitisk ideologi. Det ses bl.a. ved, at militser, som bevæbnes eller udsendes fra Iran, kæmper mod sunnimuslimske oprørsgrupper og hære i bl.a. Libanon, Yemen, Syrien og Irak. Denne udvikling beskrives i en artikel i Information 18. oktober 2017 (se kilder).
Omkring 89% af befolkningen tilhører ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) shiaislam, mens 9% er sunnimuslimer, og kristne, jøder, zarathurstriere og bahaier udgør tilsammen cirka 2%.
Blandt det shiitiske flertal er der meget stor variation. Mens nogle iranere identificerer sig med præstestyrets tolkning af shiaislam, er mange meget uenige med regimets udlægning og fortolker selv religionen på en anden måde.
Både religiøse og etniske minoriteter undertrykkes og forfølges, selv om jøder, kristne og zarathustriere formelt er anerkendte minoriteter, og mange iranere, der tilhører minoritetsgrupper, er derfor flygtet til udlandet siden revolutionen i 1979.
En oversigt over de etniske og religiøse minoriteter i Iran og deres vilkår findes på hjemmesiden for organisationen Minority Rights Group (se kilder).

Hvordan er de økonomiske forhold i Iran?

Irans økonomi er i høj grad baseret på indtægter fra olie, gas, landbrug og serviceydelser, og det gør økonomien sårbar over for udsving i olie- og gaspriser. Desuden har landet i en årrække været underlagt FN-sanktioner, som betød, at Iran ikke måtte eksportere olie og gas. Da der blev indført FN-sanktioner i 2011, faldt bruttonationalproduktet formodentlig med op til 20%, og inflationen nåede op på 40%. Det fremgår af en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om atomaftalen mellem Iran på den ene side og bl.a. USA på den anden.
Siden FN-sanktionerne blev fjernet i 2015, er økonomien blevet forbedret, fremgår det af en kronik i Politiken 26. maj 2017 (se kilder): Inflationen blev bragt ned fra 35% i 2013 til 7.5% i 2017, og mens bruttonationalproduktet havde en negativ vækst på 7% i 2012, var væksten i 2016 på 4,5%.
Verdensmarkedets lave priser på olie og gas har dog begrænset den økonomiske vækst, som iranerne forudså ville blive et resultat af ophævelsen af sanktionerne, og især på landet oplever den fattige del af befolkningen ikke den fremgang, de havde håbet på.

Hvordan er de sociale forhold i Iran?

Iran er ikke en velfærdsstat med et stærkt offentligt socialt sikkerhedsnet. Iranerne er generelt afhængige af familiens hjælp, og det er almindeligt, at man understøtter mange familiemedlemmer med sin indtægt.
Sundhedssystemet er dog i løbet af de seneste år blev forbedret betydeligt, levealderen er stigende, analfabetismen stort set udtrykket, og et stigende antal unge studerer på universitetet. Samtidig er arbejdsløsheden imidlertid ifølge en kronik i i Politiken 26. maj 2017 (se kilder) steget de seneste år – fra 10,1% i 2013 til 12,1% i 2017, og blandt de unge er andelen af arbejdsløse omkring det dobbelte. Andelen af fattige er også steget, og uligheden er stigende, fordi den økonomiske vækst især kommer middelklassen i byerne til gode, mens den fattige landbefolkning ikke mærker de store forbedringer.
De sociale forhold i Iran er desuden præget af styrets fortolkning af shiaislam, som sætter skarpe grænser for især kvinders udfoldelsesmuligheder i det offentlige rum og begrænser omgangen mellem mænd og kvinder. Siden den islamiske revolution i 1979 har der været strenge regler for, hvordan piger og kvinder over ni år skal klæde sig, og kvinder, der bryder reglerne, risikerer anholdelser og forskellige former for straffe. Ifølge en nyhedsartikel fra Ritzau 28. december 2017 (se kilder) bliver der dog nu lempet en smule på forholdene, så politiet ikke længere vil anholde kvinder, som overtræder påklædningsreglerne. I stedet skal kvinder, der bryder reglerne, går til en slags undervisning, som politiet forestår, og hvor kvinderne skal lære korrekt påklædning.
De yngre iranske kvinder har længe forsøgt at flytte grænserne for de officielle regler for påklædning. Blandt andet har mange ladet deres tørklæder hænge løst, så ikke alt hår dækkes, eller de har taget frakker på, som kun går til lige under knæene.

Hvordan er kulturlivet i Iran?

Iran har en rig kultur, som går langt tilbage. Persisk musik satte efter arabernes erobring af Persien sit præg på store dele af den arabiske verden, men på grund af shiitiske herskeres negative holdning til musik blev den persiske musik og musikteori i en periode fra 1500-tallet ikke udviklet ret meget.
 
 
 
I 1900-tallet opstod der i Iran en stærk interesse for vestlig musik. Litteraturen har også en lang historie i Persien, som især er kendt for sin poesi. Efter islamiseringen satte sufier (islamiske mystikere) i høj grad deres præg på digtekunsten, og mange iranere kan i dag recitere mange persiske digte. I nyere tid er der også udviklet en moderne litteratur i Iran, som helt har brudt med de traditionelle former. Den mest kendte er nok den kvindelige poet Forough Farrokhzad (1935-1967), der forargede et konservativt Iran med sin sanselige poesi, hvor kvinden blev fremstillet med en aktiv seksualitet og et stærkt begær. I hele 1900-tallet har iranske forfattere været underlagt censur, hvilket har betydet, at mange har udviklet et kreativt formsprog, hvorigennem de indirekte kan udtrykke kritik af de eksisterende samfundsforhold.
Også iranske filminstruktører har været udsat for censur og forfølgelse, og en del af de mest internationalt anerkendte iranske filmskabere i nyere tid får sjældent deres film vist i Iran.
 
 
 
Generelt er udenlandske film stadig forbudt.
Uddybende beskrivelser af den historiske udvikling inden for iransk billedkunst, arkitektur, musik, litteratur og film findes på Gyldendals Den Store Danske under opslaget ’Iran’ (se kilder).