Graffiti

Graffiti er en kunstart, der har været kendt i flere tusinde år. Den ældste kendte form for graffiti er hulemalerier lavet af stenalderfolk. Nutidens graffiti er typisk slagord, kunstværker, såkaldte tags, malet med spraymaling på mure, togvogne, s-togstationer og andre offentlige steder og oftest lavet ulovligt af anonyme graffitimalere. Det var filmene "Wild Style" "Style Wars", der i begyndelsen af 1980'erne bragte graffitien til Danmark som en del af hiphopkulturen. Ulovlig graffiti bliver juridisk set betragtet som hærværk og kan udløse bøde, krav om erstatning og fængsel, og undersøgelser har vist, at der i områder med meget graffiti er væsentlig mere kriminalitet end i områder uden. Der findes dog også graffitimalere, der kun arbejder lovligt og bliver betragtet som kunstnere og ofte betalt for deres værker. Street art, der blandt andet omfatter graffiti, er en kunstart, der tiltrækker sig stadigt større opmærksomhed, blandt andet fordi den typisk udtrykker politiske budskaber.

Ifølge Fremmedordbogen er definitionen på graffiti en skravering, et billede, et ord eller en sætning, der er ridset ind i eller skrevet på en mur. Ordet stammer fra det italienske "graffito" eller "graffo", der betyder skrabning, altså en indskrift på klipper, vægge eller lignende. Den form for indskrifter har ofte haft provokerende karakter med seksuelle eller latrinære temaer.

De allertidligste udgaver af graffiti-lignende afbildninger er fundet som en del af forhistoriske hulemalerier, der illustrerede mennesker, dyr, jagt og ritualer. Men den tidligst daterede graffiti, der minder om graffitikunst, som vi kender den i dag, er fundet i oldtidens Grækenland og Romerriget, hvor vægskrifter og malerier var et udbredt fænomen. For eksempel har man fundet graffitilignende skrifter på vægge i Pompeji og i Roms katakomber, mens man har fundet skrifter i kirker, på monumenter og skulpturer fra middelalderen, kan man læse i artiklen "Forbudt, men nødvendig kunst" på Information.dk (se kilder). Dét, at myndighederne også dengang forsøgte at sætte en stopper for disse kunstmarkeringer, giver dem en vis lighed med moderne graffiti. Dengang brugte man kridt, trækul og blod til at male med og spidse genstande som sten, glas og metal som redskaber til at udføre malerarbejdet. Det var også i oldtiden ofte mure - og i Rom også vægge på offentlige toiletter - der lagde lærred til graffitiens politiske slagord, satire, lommefilosofiske indfald og poesi.

Et graffiti-tag er en slags underskrift. Alle graffitimalere har hver deres signatur, altså tag, som markerer, hvem der står bag billedet eller skriveriet. Tags er således en slags koder for særligt indviede, hvor graffitimalerne ikke afslører deres rigtige navn og identitet, men samtidig kan markere sig over for hinanden. Et graffiti-tag kan være et navn som Vamos/Ikea fra Nakskov, som det forklares i artiklen "Graffitimaler: Derfor gør jeg det" på Berlingske.dk (se kilder), eller en kort bogstavkombination som for eksempel TBG.

Den mest kendte graffiti er nok tegningen af en mand med en lang næse, der med store øjne kigger over et plankeværk med underteksten "Kilroy was here". Kilroy-graffiti-fænomenet stammer fra USA og bredte sig efterhånden til hele verden. Graffiti-tegningen af Kilroy er en mere stueren udgave af et udbredt toiletmotiv - de mandlige kønsorganer med den bananagtige næse som symbol på penis og de store runde øjne som testiklerne. Udsagnet "Kilroy was here" var en indforstået melding om, at Kilroy - eller ophavsmanden bag tegningen - var hel, sund og i fin form og havde sine ædlere dele intakte. James L. Kilroy var skibsinspektør og levede i Boston. Under 2. Verdenskrig arbejdede Kilroy på et skibsværft i byen Quincy, hvor han kontrollerede nittearbejdet på skibskonstruktionerne. Han fandt på at lave sin egen signatur i stedet for de kridtstreger, arbejderne på værftet oprindeligt lavede for at markere de nitter, de havde kontrolleret. Skibene blev almindeligvis malet, før de blev sendt til søs. Men under krigen var der ikke altid tid til malerarbejdet, og Kilroys signatur var derfor synlig på skibene. Den kreative signatur startede en trend blandt amerikanske soldater, der begyndte at skrive den overalt, hvor de kom frem. Kilroy blev således en slags superinspektør, der altid var først på pletten, og det udviklede sig til en sport at få sat signaturen på de mest umulige steder. I 1946, efter krigens afslutning, blev der udlovet en præmie til den, der kunne bevise, at han var den rigtige Kilroy. Omkring 40 mænd meldte sig, men James L. Kilroy kunne ved hjælp af sine værftskollegaer og nittearbejderne bevise, at han stod bag signaturen og indløse præmien: en sporvogn, som hans ni børn fik i gave og brugte som legehus.

Det var den græskfødte indvandrer Demetrius, der boede i 183th Street på Manhattan i New York, der fra slutningen af 1960'erne og op igennem 1970'erne startede nyere tids graffiti, som vi kender i dag. Han rejste hver dag med undergrundsbanen og gjorde det til en vane at skrive sit kælenavn Taki 183 med tusch i de tog, han kørte med. I løbet af et par år havde hans graffiti-tags skabt en modedille, og forskellige grupperinger begyndte at markere deres territorier på mure og på baneterræner, hvor undergrundens togvogne holdt parkeret for natten, kan man læse i bogen "Skriften på væggen (se kilder).

Inspireret af Demetrius begyndte motorcykelbander i USA at bruge graffiti som en metode til at markere deres territorier. I 1980'erne bredte fænomenet sig til andre grupper, blandt andet fredsaktivister, der brugte graffiti til at sprede deres budskaber, blandt andet budskabet "Make love, not war". Siden har graffitien udviklet sig fra korte tags/signaturer - rene bogstaver - til såkaldte throw ups; store, udfyldte bogstaver malet med spraydåser. De mest anerkendte værker kaldes pieces, en kort version af masterpiece eller på dansk mesterværk. Pieces er egentlige malerier, hvor bogstaverne udgør det vigtigste element blandt figurer og baggrunde i en tredimensionel form med lys- og skyggevirkning. Det fremgår af artiklen "Forbudt, men nødvendig kunst" på Information.dk (se kilder).

Graffitien kom til Danmark i begyndelsen af 1980'erne inspireret af undergrundshiphopfilmen "Wild Style", der blev vist i biografen, og dokumentarfilmen "Style Wars", der blev sendt på tv i Danmark og Sverige. Begge film handlede om graffiti i New Yorks undergrundsbaner, og på kunstmuseet Louisiana kunne man samme efteråret 1984 se udstillingen New York Graffiti, mens bogen "Subway Art" af Martha Cooper og Henry Chalfant udkom og blev en form for bibel for de danske graffiti "skrivere", kan man læse i bogen "Dansk Wild Style Graffiti" af Peter Skaarup (se kilder). Graffiti blev en del af det spirende danske hiphop-miljø, hvor der med inspiration fra USA også blev dyrket breakdance, rap og Dj-optræden.

Graffiti og street art (gadekunst) er to forskellige begreber og fænomener. Street art er en slags udvikling af graffitien. Graffiti består af ord og bogstaver; street art er båret af motiver. Værktøjerne er også typisk forskellige. Mens graffitiskrivere bruger spraymaling, bruger street art-kunstnere typisk pensler. Begge kunstarter bliver oftest til udendørs i det offentlige rum. Men street art er også begyndt at rykke indendørs hos private og i virksomheder, som ønsker at udsmykke rum med gadekunstens ofte mere rå og upolerede udtryk. Det kan man læse på kunstbureauet KOLOSSALs hjemmeside (se kilder).

I løbet af 1990'erne udviklede den traditionelle graffitikultur sig, og der opstod en form for udløber af graffitien, såkaldt street art. Der er efterhånden en del street art-kunstnere, der har opnået bred anerkendelse, blandt andre kunstneren bag kunstnernavnet Husk Mit Navn, MPO, Peter Skensved, Lasse Elras og Stine Hvid. På hjemmesiden slagelsesstreetart.dk, kan man læse om dem og en række andre kunstnere, der er slået igennem med deres gadekunst og arbejder professionelt med at male street art (se kilder). Mange danske byer har deres egne street art-festivaler - heriblandt Næstved, Horsens, Aalborg, Aarhus og København. På hjemmesiden meetingofstyles.dk kan man finde guides til forskellige ruter i København, hvor man kan opleve gadekunst (se kilder) På hjemmesiden duglemmerdetaldrig.dk kan man finde en rute med street art gennem Aalborgs gader (se kilder). Blandt de internationalt mest anerkendte street art-kunstnere kan nævnes den amerikanske popkunstner og aktivist Keith Haring, den amerikanske kunstner Basquiat og den anonyme britiske kunstner Banksy, hvis værker bliver solgt på auktioner til priser i millionklassen, kan man læse i opslagsværket Wikipedia.org (se kilder).

Banksy er kunstnernavnet for vel nok verdens mest anerkendte britiske street art-kunstner. I mere end 20 år er det lykkedes Banksy at holde sin identitet skjult for offentligheden. Banksy er kendt for sine såkaldte stencils - motiver sprayet efter udskårne skabeloner, oftest med et politisk, antiautoritært eller samfundskritisk budskab. For eksempel malede han i 2004 et billede af to kyssende mandlige betjente på en facade på en pub i byen Brighton, og i London kommenterede han sin holdning til Storbritanniens mange overvågningskameraer med skriften One Nation Under CCTV (overvågningssystem).

     Banksys værker er blevet så populære, at Forbes Magazine i 2013 anslog, at personen bag pseudonymet var god for 20 millioner dollars. Det kan man læse i artiklen "Banksy - den rebelske gadekunstner med hemmelig identitet" på DR.dk (se kilder). I 2020 dukkede et Banksy-vægmaleri op på muren af et hospital i Southampton i det sydlige England - en hyldest til det britiske sundhedspersonale. Værket forestillede en lille dreng, der havde smidt sine superhelte i skraldespanden og i stedet løftede en figur af en sygeplejerske højt i vejret med et beundrende blik på hende. Selvom mange har forsøgt, er det endnu ikke lykkedes at afsløre, hvem der gemmer sig bag pseudonymet Banksy. Den britiske avis Mail on Sunday offentliggjorde i 2008 en teori om, at Banksy måtte være en mand ved navn Robin Gunningham fra en by i nærheden af Bristol, kan man læse i artiklen "Mysteriet om Banksy: Tophemmelig kunstner på spil igen" på Avisen.dk (se kilder).

     I artiklen "Den skjulte graffitikunstner slår til igen - se Banksys nye påfund" (se kilder) er der eksempler på nogle af de værkser, som han har lavet over sommeren 2021 i britiske havnebyer.

Oprindeligt er graffiti blevet brugt til at markere enkeltpersoner eller gruppers territorier, og det er fortsat i mange tilfælde graffitiens funktion. Men der kan være mange andre grunde til at male graffiti. Ofte er motivationen en kombination af trangen til at søge spænding og opnå det adrenalinkick, der følger med at bryde loven uden at blive afsløret. Ofte laver graffitimalerne deres billeder og tags på passager under motorvejsbroer, på togstationer i mørke nattetimer og andre steder forbundet med fare og risiko. For nogle ligger der en trang til at komme til orde og opnå en følelse af at blive set. Det forklarer graffitimaleren bag tag'et Vamos/Ikea fra Nakskov i artiklen "Graffitimaler: Derfor gør jeg det" på Berlingske.dk (se kilder). Andre har et skarpvinklet oprørsk budskab i opposition til de gældende samfundsnormer. Det gælder for eksempel den københavnske graffitimaler bag tag'et EDES ("Evil Duck Eats Sperm"), der i artiklen "Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag" på Vice.com (se kilder) forklarer, at det er et stærkt ønske om at understrege sin ret til at være homoseksuel, der får ham til at male nøgne numser, tissemænd og regnbueflag rundt omkring i gadebilledet.

     Det er ikke muligt at kategorisere graffitikulturen eller miljøet ud fra nogle specifikke fællestræk, og graffitikulturen tiltrækker unge fra alle sociale lag. Men der er dog oftest tale om unge mellem 15 og 19 år og fortrinsvis drenge. Det kan man læse i rapporten "Ud med den ulovlige graffiti", udgivet af Det Kriminalpræventive Råd (se kilder). Rapporten oplister de tre mest udbredte motiver bag graffitiudøvelsen som:

1. at blive set og anerkendt, 
2. at opleve spænding og udfordring og 
3. at udfolde sig kunstnerisk.

De, der forsvarer graffiti som kunstart, argumenterer typisk med, at graffiti er en måde at udtrykke undertrykte og svære følelser og holdninger, der bryder med normen, og at graffitikunst således rummer et demokratisk potentiale ved at give taletid til mennesker, der har svært ved på anden vis at komme til orde i den offentlige debat. Der er også dem, der argumenterer for, at graffiti er et smukt udtryk for mangfoldighed. Graffitimalere opbygger et stærkt fællesskab, og med graffitien har de et skabende rum at samles om, lyder endnu et argument for, at der skal være rum for lovlig graffiti. Det er dog vigtigt, at langt de fleste skelner mellem hurtige tags og territoriale markeringer, der i højere grad betragtes som hærværk og pieces, som bliver anerkendt som kunst.

Modstandere af graffiti argumenterer ofte med, at graffiti er ulovligt og forbinder graffiti med kriminalitet og hærværk. De mener, at det skaber utryghed og får steder til at se efterladte og beskidte ud. Et andet argument mod graffiti er, at det er dyrt for samfundet at bekæmpe og fjerne ulovlig graffiti, og at det er et uacceptabelt og anarkistisk, at mindretals grupper i samfundet tiltvinger sig ret til at udtrykke sig ulovligt og lade samfundet betale prisen for det.

Der er gennem tiden blevet afprøvet forskellige indsatser for at bekæmpe ulovlig graffiti. En metode er at dedikere udvalgte murer og facader til lovlig graffiti, hvilket en rækker kommuner har gjort. I artiklen "Lovlig graffiti skal bekæmpe ulovlige tags" på DR.dk (se kilder) kan man læse om, hvordan graffitikunstneren René Holm, der tidligere har malet ulovlig graffiti, er gået sammen med kommunalpolitikerne i Esbjerg om at skabe mere plads til lovlig graffitikunst i bybilledet. Flere andre steder i landet arbejder tidligere ulovlige graffitiudøvere for plads til mere lovlig graffiti. De argumenterer blandt andet med, at hvis man giver graffitimalerne et sted at udfolde sig lovligt, vil det give dem god tid til at udføre deres værker. I Københavns Kommune har man brugt metrobyggeriet som anledning til at skabe rum for lovlig graffiti ved at lade graffitikunstnere udtrykke sig på de vægge, der er blevet sat op omkring byggeriet. Det har for eksempel skabt plads til det 500 meter lange gadekunstværk Evolution Part 2 på metrohegnet omkring Enghave Brygge i Københavns Sydhavn - Europas længste graffitivæg.

     En anden måde at forebygge ulovlig graffiti på er undervisning i folkeskolen i graffitiens konsekvenser. Nogle kommuner gennemfører regelmæssigt optællinger på udvalgte strækninger i byrummet for at skabe et overblik over omfanget af graffiti i kommunen og for at vurdere, hvordan de skal prioritere afrensning og forebyggelse af graffiti. Det gælder blandt andet Frederiksberg Kommune, som i rapporten "Måling af graffiti i Frederiksberg Kommune" beskriver omfanget af graffiti og registrerer forskellige graffitityper. Rapporten viser, at graffitien i Frederiksbergs gadebillede primært er "tags" (mindre underskrifter) og "throw ups" (større underskrifter med svungne bogstaver) og meget få "pieces" (tegneserieagtige malerier) (se kilder).

Graffitimaleri er ulovligt hærværk, undtagen på steder, hvor der er givet særligt tilladelse, og straffes med op til seks års fængsel og pligt til at betale erstatning. Bliver man dømt for at male ulovligt graffiti, er straffeattesten plettet i op til 10 år, og det kan gøre det svært at få arbejde steder, der kræver en ren straffeattest. Undersøgelser viser, at mange mennesker føler sig mere utrygge ved at opholde sig steder, hvor der er malet graffiti. Selvom graffitimaleri i det offentlige rum kan virke anarkistisk og helt uden regler, er der faktisk en form for kodeks for acceptabel adfærd blandt graffitiskriverne. For eksempel at man ikke maler over et motiv eller "piece", der er bedre end ens eget, ligesom der er steder og ting, der normalt er fredede, for eksempel kirkegårde og personbiler, kan man læse i rapporten "Ud med den ulovlige graffiti" fra Det Kriminalpræventive Råd (se kilder).

     Således gav det god mening at lede efter gerningsmændene bag grove gravskænderier af 84 jødiske gravsteder på Østre Kirkegård i Randers og på en mindesten i Aalborg andre steder end i kendte graffiti-subkulturer. Det viste sig da også, at det var den nynazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse, der stod bag hærværket, der fandt sted på 81-årsdagen for Krystalnatten, og hvor gerningspersonerne også klistrede gule jødestjerner på private postkasser flere steder i landet, fremgår det af artiklen "Terrorforsker: Nazihærværk er en kordineret magtdemonstration" fra Information.dk (se kilder).

Det koster samfundet millioner af skattekroner hvert år at forsøge at få bugt med den ulovlige graffiti. På DSB's hjemmeside kan man læse, at DSB i 2020 brugte 62,3 millioner kroner på at rense graffiti af deres togvogne, og at det koster cirka 100.000 kroner at rense en enkelt togvogn (se kilder). Det er dyrt at rense graffiti af og dyrt at patruljere for at holde øje med graffitimalerne. Af artiklen "Graffiti på den gule mur koster hvert år en kvart million: Det er spild af folks penge" i ugeavisen.dk (se kilder) fremgår det, at Københavns Kommune hvert år bruger 234.948 kroner alene på at rense muren omkring Assistens Kirkegård på Nørrebro. Derudover bruger mange kommuner penge på at opsætte graffitivægge, hvor graffitimalere kan male lovligt. Der har da også været en del debat om rimeligheden i, at skattekroner finansierer opsætning af mure til lovlige værker, når man ikke ved, om det virker i bekæmpelsen af ulovlig graffiti. Det kan man læse i artiklen "V: København skal ikke betale for hærværk" fra Altinget.dk (se kilder).

Det Kriminalpræventive Råd oplister i rapporten "Ud med den ulovlige graffiti" (se kilder) en række konkrete råd til, hvordan man undgår uønsket graffiti. Blandt andet foreslår rådet, at man besværliggør adgangen til mure og bygninger ved at skabe beplantning på og omkring disse, at man sætter lys op og imprægnerer facader, så de bliver lettere at rengøre efter eventuelt graffitihærværk, og at man fjerner graffitien hurtigt, da det inviterer til mere, så snart første streg er sat. Herudover er fortsat oplysning om konsekvenserne af ulovlig graffiti afgørende, vurderer Rådet.