Walt Disney

Walt Disney er for tegnefilm, hvad Michael Jackson er for popmusikken: et amerikansk ikon, der længe efter sin død går sejrsgang over hele verden. I dag er Disney et varemærke, der forbindes med alt fra computerspil til teenagekomedieserier. Men bag underholdningsimperiet var en barnlig sjæl, der havde en drøm om at skabe tegnefilm til det store lærred. Walt Disneys kunstneriske stil er i dag blevet til en genre for sig selv, og når man beskriver noget som disneysk, eller siger at noget er disneyficeret, har de fleste en god idé om, hvad det indebærer på godt og ondt.

Walter Elias Disney (1901-1966) blev født i Chicago men voksede op på landet i Marcelle, Missouri, hvor han og familien flyttede til som 4-årig. Familiens bondegård var et fantastisk sted at gå på opdagelse, og Disney var i sit rette element blandt grise, køer, kyllinger og heste. Hans far, Eilas Disney, gav Walt og hans brødre en streng opdragelse, og Disney måtte helt fra barnsben tjene til husholdningen. Da familiens gård endte på tvangsauktion, flyttede de til Kansas City, og faren købte en avisrute, som den kun 11-årige Walt skulle passe ved siden af sin skolegang. Walt Disneys valg af tegnefaget kan tilskrives held i uheld. Da en nagle fra en hestesko satte sig fast i hans tå, besluttede den 15-årige Disney sig fra sygesengen for at forfølge sin interesse: at tegne. Som 16-årig droppede den opdagelsesivrige Disney ud af gymnasiet med et ønske om at kæmpe i 1. Verdenskrig. På grund af sin unge alder blev han afvist. Til gengæld lykkedes det ham at blive udsendt for Røde Kors i Frankrig i et år, da krigen sluttede i 1918.

Selvom hans far ikke troede meget på en livsvej som kunstner, gik Walt Disney målrettet efter en karriere som professionel tegner. Allerede dengang havde han fået udviklet sin karakteristiske, humørfyldte og opfindsomme streg, men manglede endnu et sted at udfolde den. Heldigvis gav et reklamebureau ham chancen for at vise, hvad han duede til, og inden længe havde den 19-årige Disney fået overtalt firmaet til, at de skulle begynde at lave tegnede reklamefilm i stedet for de sædvanlige lysbilleder, som biografreklamerne bestod af på det tidspunkt. Det blev startskuddet til Disneys tegnefilmskarriere. Et år senere startede Disney sin egen virksomhed, Laugh-O-Gram Films, sammen med den mere indadvendte, men meget produktive Ub Iwerks, som skulle vise sig at blive en livslang kollega.

     Med Laugh-O-Gram Films gik Walt Disney og Ub Iwerks i gang med at producere en række 10-minutters tegnefilm ud fra klassiske eventyr som ”Askepot” og ”Den lille rødhætte”. Tegnefilmsmediet var kun omkring 10 år gammelt på det tidspunkt og ikke særligt elegant udformet. Dette kan også kan ses i disse helt tidlige film fra Disneys hånd, der måske af samme grund ikke førte til den ønskede succes.

     Med kun 40 dollars på lommen besluttede Disney sig for at forlade Kansas City for at prøve lykken i Hollywood – filmindustriens mekka. Sammen med sin bror Roy Disney grundlagde han et tegnefilmsstudie. Med hjælp fra sin gamle kollega Ub Iwerks skabte han en serie af film med figuren ”Oswald the Lucky Rabbit”, der blev vel modtaget af både anmelderne og publikum. I filmen får man færten af det, der endte med at blive Disneys kunstneriske specialitet, personificering, da han giver et lokomotiv liv og personlighed (Læs mere i afsnittet ”Hvad var Walt Disneys kunstneriske stil?”).

Som 21-årige producerede Disney den første af en stribe film, der handlede om ”Alice in Cartoonland” – en virkelig pige, der befandt sig i en tegneserieverden. Disney havde været kraftigt inspireret af konceptet om at blande animation og virkelig film fra en anden samtidig filmskaber, og titlen refererer også til et eksisterende litterært værk, nemlig ”Alice in Wonderland”. Tegnefilmene var udtryk for et forretningsmæssigt såvel som kunstnerisk greb, der skulle blive Disneys succesopskrift, nemlig at tage andres originale ideer eller kendte folkeeventyr og ændre stilen og handlingen tilstrækkelig nok til, at de fik det særegent disneyske udtryk med alt, hvad der dertil hører af nuttede, talende dyr, lykkelige slutninger og skøre indslag.

     I ”Blomster og træer” (1932), en kærlighedshistorie mellem to træer, brillerer Disney med sin evne til at personificere og besjæle både planter, dyr og ting. Men allerede med skabelsen af Mickey Mouse i 1928, viste den glatbarberede mus mange menneskelige træk som forelskelse (i Minnie Mouse) og opfindsomhed (i kampen mod Sorteper). Det var et kunstnerisk greb, han forfinede gennem hele sin karriere, og som hans tegnestil underbyggede.

     Disneys tegnestil var karakteriseret ved det, man kan kalde for idealiseret realisme – hvor det realistiske og naturalistiske fremstilles i en idealiseret form. Hans tegnere blev derfor oplært i bevægelsesanalyse og øvede sig på dyrene i zoologisk have for at give Disneys figurer et realistisk element. Samtidig tilføjede de visuelle og animerede overdrivelser, der understregede den følelse, der skulle formidles. Som Martin Houlind skriver i filmtidsskriftet 16:9: ”Disneys animation skruer op for patos uanset om der er tale om glæde, rædsel eller sorg, hvilket giver en stærk følelsesmæssig indlevelse, som en almindelig spillefilm ikke kan hamle op med” (se kilder).

     Selvom Disney nok er mest kendt for at producere nuttede og letfordøjelige figurer som Bambi og Dumbo, var han dog ikke bange for at prøve tegnefilmsmediets grænser af, som den til tider surrealistiske tegnefimsmusical ”Fantasia” (1940) vidner om.

Som så mange andre gode succeshistorier voksede Disneys ud af en god portion modgang. I kølvandet på den første succes, som han fik med tegnefilmen ”Oswald the Lucky Rabbit”, blev Walt Disney nemlig taget ved næsen af sin filmdistributør, Charlie Mintz, i New York. Mintz havde franarret Disney rettighederne til netop ”Oswald the Lucky Rabbit” og samtidig fået Disneys ansatte til at forlade Disney-studiet til fordel for Mintz. Uden ansatte, uden en tegnefilmsstjerne og uden udsigt til nye indtægter svor Disney, at det var sidste gang, han var blevet narret, og fremover gav han aldrig distributører samme magt, han havde givet Mintz. Episoden tvang Disney til at genopfinde og genrejse sin virksomhed – i dag kendt som The Walt Disney Studio – sammen med Ub Iwerks og broderen Roy Disney. Det var angiveligt dér – midt i nedturen – på vej hjem i toget fra det chokerende møde med Mintz i New York, at Disney kom på ideen om Mickey Mouse – musen, der for alvor skulle sikre ham bred anerkendelse og berømmelse.

     I 1928 var de klar med den første Mickey Mouse-film, ”Plane crazy”. Filmen er inspireret af den virkelige historie om Charles Lindberg, som ville krydse Atlanten i en flyvemaskine. Disney kunne ikke få solgt filmen, men i stedet for at kaste blyanten i skraldespanden, reddede hans karakteristiske stædighed endnu engang karrieren. På dette tidspunkt var tonefilmen netop blevet opfundet. Disney indså derfor, at han måtte med på den nye bølge af tonefilm, hvis Mickey Mouse skulle bryde igennem lydmuren så at sige. Mickey Mouse-filmen ”Steamboat Willie” (1928) blev den første tegnefilm i verden med lyd. Filmen fik øjeblikkelig succes og den optimistiske, charmerende, opfindsomme og handlekraftige mus blev hurtigt amerikansk folkeeje.

     I 1932 var Disney klar til at præsentere endnu en fornyelse inden for tegnefilm: Farver. Disneys første farvelagte tegnefilm, ”Blomster og træer”­– en såkaldt Silly Symphony, hvor musikken styrer handlingen – overrumplede biografgængerne, og den farvelagte tegnefilm udkonkurrerede hurtigt sort/hvid filmene. Filmen sikrede Disney sin første Oscar ud af i alt 25 – heraf tre Æres-Oscars. Ingen filmkunstner har modtaget flere Oscars før eller siden.

     I 1937 præsenterede han ”Snehvide”, en tegnefilm i spillefilmslængde, hvilket også var en sensation. Produktionen af ”Snehvide” var en kæmpe økonomisk satsning, men heldigvis for Disney blev filmen og formatet en tilsvarende stor succes.

Disney-studiet havde i slutningen af 1930’erne vokset sig til en stor virksomhed med 800 ansatte, og Walt Disney brugte nu al sin opmærksomhed på de lange tegnefilm og lod andre om kortfilmene. I 1942 overlod han det mere eller mindre til tegneren Carl Barks at stå for udviklingen af de trykte tegneserier. Her kom Anders And til at fylde en hel del, og fankulturen, donaldismen, blev særligt stor i Europa. Da firmaet var mindre havde Disney gjort en dyd ud af at kende navnene på alle sine medarbejdere, men som virksomheden voksede kommunikerede han hovedsageligt med ni animatorer kaldet the nine old men. Det var disse gamle mænd og deres teams, der stod for at tegne de mange tusinde tegninger, der gik til en film, med det var stadig Walt Disney, der modtog hæderen og de mange Oscars.

     ”Det er også veldokumenteret, at Disney næsten ikke selv svang pensel eller pen – undtagen til underskrift på kontrakter og ophavsrettigheder! – men til gengæld fulgte medarbejdernes arbejde med uovertruffen sans for figurernes karakter og fortællingens rytme og proportioner og – frem for alt – ynglede med stadig nye ideer og projekter,” fremgår det af artiklen ”Walt Disney – det enevældige legebarn” i Politiken (se kilder).

     Selv beskrev Disney ifølge Jakob Stegelmanns biografi sin arbejdsrolle således:

     ”Jeg er nærmest som en bi, der flyver rundt og befrugter blomsterne.” (se kilder).

Der er nok ikke et barn eller en voksen i den vestlige verden, der ikke har stiftet bekendtskab med Disneys tegneseriefigurer. Tænk bare på Mickey Mouse, Anders And, Fedtmule og Pluto. Disneys tegnefilm er så udbredte, at flere af os måske forbinder eventyr som Askepot og Snehvide mere med Disney end med brødrene Grimm, ligesom de færreste nok har læst originalværkerne, der inspirerede Disney til Pinocchio, Bambi, Dumbo, Junglebogen og 101 Dalmatinere. Disney-brandet har nemlig siden den første tegnefilm i spillefilmslængde, Snehvide, været en amerikansk eksportvare. Og med god grund. Walt Disneys nyskabelser inden for tegnefilm banede vejen for, at animerede film i dag bliver betragtet som filmkunst. Men det var værkernes folkelige popularitet, der gjorde, at Walt Disney den dag i dag stadig bliver udråbt som en af USA's mest indflydelsesrige amerikanere nogensinde.

     Selvom langt hovedparten af tegnefilm i dag produceres på computere og ved hjælp af 3D-animation, inspirerer fortælleteknikken og stemningen i Disneys film stadig moderne animationsinstruktører. ”Alle, der arbejder med animation, nærer vist stor respekt for Disney, og jeg håber, min film hylder Disney-traditionen ved at være veltegnet og velfortalt og ikke holde igen på de grundlæggende menneskelige følelser,” udtaler den oscarvindende instruktør bag animationsfilm som Ratatouille, Brad Bird, i artiklen ”Pixar-instruktør vil hylde Disney-traditionen” i Politiken (se kilder). Walt Disneys indflydelse har været så stor, at man ligefrem taler om, at noget kan være disneysk eller disneyficeret. Som det fremgår af det følgende afsnit, er dette dog ikke nødvendigvis en positiv betegnelse.

Disneys værker er blevet beskyldt for at være sukkersøde, forenklede og uden brod. Det skyldes blandt andet, at selvom om hans film låner historier fra europæiske folkesagn og eventyr, der ofte har en grum slutning, har de altid en happy ending. Som filmanmelder på Information Christian Monggaard forklarer i artiklen ”Der er stadig gang i troldmandens værksted”: ”Rigtigt er det da også, at 'disneyficeret' med tiden er blevet et skældsord, som netop beskriver en slags børnevenligt skønmaleri, at alle Disney-film uden undtagelse har lykkelige slutninger, uanset hvilken mørk historie eller grumt eventyr de er baseret på, og at filmene i høj grad afspejler den tid, de er lavet i med alt, hvad dertil hører af forenklinger, stereotyper, forældede kønsrollemønstre etc.,” (se kilder).

     For den tidligere P1 vært Lasse Jensen står Disneys karakteristiske personificering af dyr, planter og ting tydeligvis også som udtryk for en naiv og virkelighedsfjern tilgang til verden og ikke mindst naturen omkring os. Som han skriver i en kommentar, der problematiserer det brede folkelige ramaskrig ved København Zoos slagtning af giraffen Marius i 2014: ”Når man menneskeliggør ting eller dyr hedder det antropomorfi. I den medialiserede virkelighed er det 'disneyficering',” (se kilder). Så selvom Disney stadig står som en bredt anerkendt og respekteret kunstner, er det i dag ikke ligefrem et adelsmærke, når noget betegnes som disneyficeret.

Temaparken Disneyland var noget af det sidste Walt Disney så til ende, før han døde af lungekræft kun 65 år gammel i 1966. Inspireret af Tivoli i København ville Walt Disney overføre magien fra sine film til et fysisk slaraffenland for børn og barnlige sjæle.

     Main Street i Disneyland i Anaheim, Californien, er blevet beskrevet som en idyllisk, nostalgisk udgave af Walt Disneys egen barndom.”Her tilsidesættes Walts kummerlige opvækst og ikke altid lige glorværdige arbejdsliv til fordel for et idealiseret skønmaleri, der fortæller, at den amerikanske drøm er mulig. Succes er en mulighed”, skriver Martin Houlind i filmtidsskriftet 16:9.

     48 år efter Walt Disneys død har Disney-brandet bevæget sig i endnu flere retninger, end Walt Disney havde igangsat. The Walt Disney Company består i dag af fem dele, hvor aktiviteterne indebærer TV, radio, Disneyland og andre ressorts, The Walt Disney Studios – som laver musik og film, og som også tæller f.eks. Pixar og Marvel – legetøjsproduktion, udvikling af computerspil og meget mere. Samlet set er The Walt Disney Company indtægtsmæssigt verdens største mediekoncern.