Valg i Tyskland

Den 23. februar 2025 er der valg til Forbundsdagen i Tyskland. Normalt er der valg hvert fjerde år, men valget i 2025 sker lidt mere end et halvt år før tid, hvilket er relativt usædvanligt i tysk kontekst. 

     Valget blev udskrevet efter flere måneders stigende politisk uro i Tyskland, blandt andet på grund af økonomiske problemer i landet forbundet til krise i store tyske virksomheder som Volkswagen. I november 2024 fyrede den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz finansminister Christian Lindner fra det liberale parti som reaktion på, at partiet havde krævet skattelettelser, nedskæringer og udskydelse af klimamål. Det fik samlingsregeringen af liberale, socialdemokrater og grønne til at kollapse, og de to sidstnævnte fortsatte som mindretalsregering. I midten af december tabte forbundskansler Olaf Scholz en afstemning i parlamentet om, hvorvidt der stadig var tillid til ham som kansler og til regeringen. Herpå opløste forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier parlamentet.

     Op til samlingsregeringens kollaps havde der også været interne uenigheder om omfanget af tysk militær støtte til Ukraine. Den økonomiske og politiske krise i Tyskland vækker bekymring i EU, hvor Tyskland spiller en betydningsfuld rolle i det europæiske samarbejde.

Tyskland består af 16 delstater med udstrakt selvstyre, som tilsammen regeres af Forbundsdagen. Det kaldes føderalisme. Det tyske statsoverhoved er Forbundspræsidenten, som vælges af Forbundsforsamlingen (Walter Steinmeier 2017-). Forbundspræsidenten har primært en række formelle funktioner, lidt i stil med monarken i Danmark. Den næste i det tyske parlamentariske hierarki er formanden for Forbundsdagen. Det er forbundsdagsformanden, der formelt indstiller hvem, der skal være kansler. Kansleren står i spidsen for regeringen. Den person, der bliver udpeget til kansler efter et forbundsdagsvalg, skal dermed tage initiativ til at danne en regering. I 2021 blev Olaf Scholz fra Socialdemokraterne (SPD) udpeget til kansler. I december 2024 stemte et flertal i parlamentet for et mistillidsvotum til forbundskansleren og hans regering. Det er ifølge Atlantsammenslutningen

  kun sket én gang før i Tysklands historie, nemlig i 1982.

Det er valg til Forbundsdagen hvert fjerde år, medmindre der bliver udskrevet valg i utide. Det er kun sket i 1972 og 1983 i Vesttyskland, og en enkelt gang efter genforeningen mellem Øst og Vest, nemlig i 2005, før det skete igen i 2024. 

     Der vælges 598 parlamentsmedlemmer til Forbundsdagen. Alle vælgere har to stemmer. Førstestemmen er personlig til en kandidat, der stiller op inden for vælgerens valgkreds. Den kandidat, der får flest stemmer i en given valgkreds, vinder mandatet. Der er 299 valgkredse i Tyskland. Dermed vælges halvdelen af medlemmerne af Forbundsdagen via førstestemmerne. 

     Andenstemmen afgiver man til et parti. Fordelingen af andenstemmer afgør dermed den anden halvdel af mandaterne. 

     Denne måde at stemme på gør ifølge lex.dk

  Tysklands valgsystem til en hybrid mellem et system med forholdstalsvalg (som i Danmark) og et system med flertalsvalg i enkeltmandskredse (som i Storbritannien).

Det er Forbundsdagens formand, som formelt indstiller, hvem der skal være ny forbundskansler. Men den nye kansler skal have et flertal i Forbundsdagen bag sig – både for at kunne blive kansler og for at kunne danne regering. I Danmark må en regering blot ikke have et flertal imod sig – men i Tyskland skal en regering have et flertal med sig

. Derfor skal en kansler og dennes parti kunne indgå i en koalition med et eller flere partier, som tilsammen har parlamentarisk flertal i Forbundsdagen. Det tager typisk omkring to måneder at finde frem til en regeringskonstellation med en forbundskansler i spidsen. Den regering, der blev dannet ved forbundsdagsvalget i 2021, er blevet kaldt trafiklysregeringen, da den bestod af et rødt (socialdemokratisk), gult (liberalt) og grønt parti: Socialdemokratiet (SPD) med kansler Olaf Scholz i spidsen indgik i en koalition med De Frie Demokrater (FPD) og Bündnis 90/Die Grünen – på dansk oftest kaldet De Grønne.

Da de 16 tyske delstater har selvstyre, findes der også et delstatsparlament og en delstatsregering i hver stat. Der er som udgangspunkt delstatsvalg hvert fjerde år, men forskudt fra Forbundsdagsvalget. Sidst, der var delstatsvalg i Tyskland, var i september 2024, kort før den daværende forbundsregering kollapsede. Ligesom ved kommunalvalg i Danmark – som også foregår hvert fjerde år og typisk forskudt fra Folketingsvalg – er resultaterne ved delstatsvalg i Tyskland en slags temperaturmåling på, hvad vælgerne mener om det siddende regeringsparti eller den siddende koalitionsregering. Ved delstatsvalget i september 2024 led de tre regeringspartier et stort nederlag, mens partierne til henholdsvis venstre og højre for regeringskoalitionen gik frem.

Det socialdemokratiske SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschlands) og det kristendemokratiske parti CDU/CSU (Christlich Demokratische Union/Christlich-Soziale Union) har traditionelt været de to største partier i tysk politik, som har skiftedes til et stå i spidsen for forbundsregeringerne. I de senere år har De Grønne dog også kandideret til at kunne blive kaldt et ”folkeparti”

. Derudover findes Frie Demokrater FPD (Freie Demokratische Partei), som har været repræsenteret i Forbundsdagen siden efterkrigstiden, undtagen i perioden fra 2013-2017, hvor partiet røg under spærregrænsen efter at have siddet i regeringskoalition med CDU/CSU under forbundskansler Angela Merkel. 

     De to største partier til henholdsvis højre og venstre for de førnævnte er Die Linke, som har rødder i det tidligere Østtyskland, og Alternative für Deutschland (AfD), der formelt blev stiftet i 2012-2013 i protest mod Merkel-regeringen og EU og med særlig vægt på anti-indvandringspolitik. 

     Som en slags hybrid (socialistisk omfordelingspolitik kombineret med anti-indvandringspolitik) mellem de to førnævnte stiftede den tidligere fremtrædende parlamentariker for Die Linke, Sahra Wagenknecht, et nyt parti i 2023, nemlig Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW). Ved delstatsvalget i 2024 fik BSW tredjeflest stemmer i delstaterne Thüringen og Sachsen. Det betyder ifølge Informations Tysklandskorrespondent, Nina Branner,

  at det parti, der skal stå i spidsen for en regeringsdannelse efter forbundsdagsvalget i februar 2025 vanskeligt kan komme uden om BSW, medmindre de vil danne regering med AfD. Det kan få stor betydning i EU-sammenhæng, da Sahra Wagenknecht og hendes nye parti også står for en pro-russisk linje og ønsker at afvikle Tysklands militære støtte til Ukraine

.

Den såkaldte trafiklys-regering, der blev dannet efter valget i 2021, var lidt af et nybrud i tysk politik. De Grønne har tradition for samarbejde med socialdemokraterne i SPD, og de liberale i FDP samarbejder almindeligvis med de konservative i CDU/CSU. Det er dog sket, at De Grønne har indgået regeringsalliancer med CDU/CSU på delstatsplan, ligesom FDP tidligere har samarbejdet med SPD. Men SPD, FDP og De Grønne har ikke før 2021 indgået regeringssamarbejde som trekløver, og der var adskillige store politiske dagsordener, de var uenige om

. Trafiklysregeringen blev først og fremmest dannet for at holde Alternative für Deutschland (AfD) uden for indflydelse. 

     Nu står AfD imidlertid til en endnu større valgsejr i 2025 end i 2021. Derfor var den afgående regerings sidste handling, inden forbundspræsidenten opløste parlamentet den 27. december 2024, at gennemføre en afstemning om en forfatningsændring. Ændringen skal gøre det muligt at “beskytte den føderale forfatningsdomstol bedre mod mulig indflydelse fra det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD)”, skriver Informations korrespondent, Nina Branner,

. Forbundsdagen vedtog denne forfatningsændring 20. december 2024, blot en uge inden parlamentet blev opløst

.

Forud for koalitionsregeringens sammenbrud er gået en periode med højt socialt og politisk konfliktniveau i Tyskland. Den tyske landbrugsminister, Cem Özdemir fra De Grønne, talte i begyndelsen af 2024 om en “farlig” splittelse mellem land og by, som potentielt kunne udvikle sig til ”amerikanske tilstande”, hvor folk ikke taler med hinanden og beskylder hinanden for alskens ulykker

. Özdemirs svar på dette problem var mere af det samme: at holde landet sammen på den parlamentariske midte. Men opbakningen til den midtsøgende samlingsregering har været konstant nedadgående, Olaf Scholz har været en af de mindst populære kanslere nogensinde

, og meningsmålinger viser, at kun 13 procent af vælgerne har tillid til de parlamentariske partier

.

Den tyske økonomi havde i både 2023 og 2024 negativ vækst. Mange tyskere har mistet deres arbejde eller er blevet bedt om at gå ned i tid

. En meningsmåling fra januar 2025 viste, at tre ud af fire tyskere ser stigende økonomisk ulighed som et ”stort problem”

. Derfor spiller den økonomiske situation også en afgørende rolle både for trafiklysregeringens sammenbrud og for resultatet af valget i februar 2025. I en artikel på DR.dk siger ph.d. i tysk kultur Philipp Alexander Ostrowicz: ”Hvis man ikke kan indfri de nødvendige politiske og sociale tiltag eller opfylde befolkningens ønsker og forventninger og samtidig ikke kan investere på grund af gældsbremsen, bliver det et stort problem i forholdet mellem regering og befolkning”

.

Regeringskoalition mellem SDP, De Grønne og FDP gik i opløsning på grund af interne stridigheder om økonomisk politik og håndtering af den økonomiske krise. Alle tre regeringspartier var i længere tid gået markant tilbage i meningsmålingerne, og da en meningsmåling placerede FDP under spærregrænsen, valgte partiets finansminister, Christian Lindner, at spille ud med et forslag om bl.a. skattelettelser, nedskæringer på det offentlige forbrug og udskydelse af klimamål, hvilket ingen af de to andre regeringspartier kunne bakke op om

. Den socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, valgte derfor at fyre finansministeren for illoyalitet, og FDP trak sig derpå helt fra regeringskoalitionen.

Foruden håndteringen af den økonomiske krise er befolkningen i Tyskland især optaget af migration, graden af engagement i krigen i Ukraine og håndtering af klimakrisen – og på alle disse spørgsmål er der stor splittelse

. 

     Ifølge en analyse i den britiske avis The Guardian (kilde 16) placerer de største partier sig således omkring de vigtigste emner i valgkampen:

     Kristendemokraterne (CDU) – der stiller med kanslerkandidaten Friedrich Merz – går til valg på en dagsorden om skattelettelser, indskrænket adgang til velfærdsydelser, stramninger i migrationslovgivning, udlicitering af asylsager til lande uden for Tyskland og øget støtte til Ukraine. 

     AfD går til valg på et løfte om at iværksætte, hvad partiet kalder ”tilbagemigration”, altså deportationer af mennesker, som er indvandret til Tyskland. AfD vil også afskaffe euroen og genindføre den tyske mark og udvide militærtjenesten. 

     SPD – der stadig har Olaf Scholz i spidsen – vil fjerne moms på fødevarer, give skattelettelser i bunden og hæve mindstelønnen. De lover også stramninger i migrationslovgivningen. På spørgsmålet om støtten til Ukraine er de mere vævende. 

     De Grønne har præsenteret planer om en milliardærskat, som skal bruges til at hjælpe økonomisk trængte tyskere igennem den grønne omstilling. Ligesom SPD vil De Grønne også hæve mindstelønnen. 

     På den parlamentariske fløj til venstre for socialdemokraterne har partiet Die Linke traditionelt stået stærkest. Men efter at Sahra Wagenknecht forlod Die Linke og stiftede sit eget parti, er det hendes BSW – der efter Wagenknechts eget udsagn står for en ”venstreorienteret konservatisme”

, der får størst opmærksomhed. Ligesom AfD går de ind for strammere migrationslovgivning, svagere regulering på klimaområdet og mindsket støtte til Ukraine og er skeptiske overfor NATO og EU.

De østtyske delstater lider fortsat under afindustrialisering og halter økonomisk bagud i forhold til resten af landet. Ved delstatsvalget i efteråret 2024 var der især to stater, hvis valgresultater tiltræk sig opmærksomhed – begge i det tidligere DDR/Østtyskland, nemlig Thüringen og Sachsen. Det skyldes, at regeringspartierne gik tilbage i disse stater, mens AfD og det nye BSW stormede frem (BSW på bekostning af Die Linke). Tilsammen tiltrak AfD og BSW 40-50 procent af vælgerne i de to delstater, og i Thüringen blev AfD suverænt det største parti. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at et højreradikalt parti bliver størst i et delstatsvalg i Tyskland

. 

     Mens Die Linke og nu BSW – der begge har ideologiske rødder i det gamle østtyske socialistparti (SED) – har godt fat i de ældre vælgergrupper, er de fleste af AfD’s kernevælgere født efter Murens Fald i 1989. Som forsker i den tyske kultur- og samfundsudvikling Moritz Schramm beskriver i bogen ”Kampen om midten”

  er det da også forfejlet at forstå opbakningen til disse ”anti-establishment”-partier som udtryk for ostalgi (nostalgi efter det tidligere DDR). Det handler snarere om strukturelle sociale og økonomiske betingelser, der betyder, at befolkningen i øst er ringere stillet end i vest og føler sig ladt i stikken af midterpartierne.

I Tyskland ligger spærregrænsen til Forbundsdagen på 5 % af stemmerne, mod 2 % i Danmark. Et parti skal altså have mindst 5 % af stemmerne for at blive repræsenteret i Forbundsdagen. Det betyder, at antallet af partier, som bliver valgt ind på føderalt niveau, er væsentligt lavere i Tyskland end i Danmark. Efter genforeningen var Tyskland i to årtier et fempartisystem bestående af CDU/CSU, SPD, FDP, Grønne og PDS (senere Die Linke), og efter dannelsen af AfD i 2013 blev det et sekspartisystem. 

     Læs mere om partisystemet i Tyskland her.

De fire ’gamle’ partier i tysk politik, CDU/CSU, SDP, FDP og De Grønne, har siden dannelsen af AfD argumenteret for at holde sidstnævnte uden for parlamentarisk indflydelse, både på delstats- og forbundsniveau. Die Linke er heller aldrig blevet inviteret med i en koalitionsregering på forbundsniveau, men har indgået samarbejder lokalt på delstatsniveau. Både Die Linke og det nydannede BSW har ligeledes afvist at samarbejde med AfD. 

     Da AfD endnu en gang gik frem ved delstatsvalget i september 2024 og i delstaten Thüringen faktisk blev det største parti, kaldte afgående kansler Olaf Scholz fra SDP resultatet for ”bittert” og ”bekymrende” og gentog opfordringen til at isolere AfD: 

     ”AfD skader Tyskland. De svækker økonomien, opsplitter samfundet og ødelægger vort lands ry. Alle demokratiske partier bør danne regeringer uden højreekstremister”

. 

     AfD er af flere deltaster blevet kategoriseret som højreekstremistisk – og dermed genstand for opsyn fra efterretningstjenesten. Efter delstatsvalget i 2024 bliver der nu også gjort forsøg fra nogle af de andre partier på at forbyde AfD på føderalt niveau. Argumentet er, at AfDs politiske program er anti-demokratisk og udgør en trussel mod den tyske forfatning

.

CDU’s kanslerkandidat, Friedrich Merz, har udtrykt samme holdning som SDP angående AfD: at de er antidemokratiske og bør isoleres. Men på delstatsniveau har CDU samarbejdet med AfD på en række områder, ligesom Merz har sået tvivl om, hvorvidt partiets isoleringspolitik over for AfD  gælder både føderalt og på delstatsniveau

.

     Særligt erfaringerne fra Østrig, hvor det højreekstreme Frihedsparti (FPÖ) længe blev holdt udenfor indflydelse, men nu er blevet regeringsbærende, har skabt tvivl i Tyskland om, hvorvidt ’firewall’en’ mod AfD kan holde stand

,

.

Ifølge Tænketanken Europa

  er der to sandsynlige regeringskonstellationer, begge med kristendemokraternes Friedrich Merz som kansler: enten en koalition mellem de to største af de ’gamle’ partier, CDU/CSU og SPD, eller en helt ny konstellation mellem CDU/CSU og De Grønne, der dog allerede er afprøvet på delstatsniveau (i Slesvig-Holsten, Baden Württemberg og Nordrhein-Westfalen). Uanset hvilken regeringskoalition der bliver tale om – og uanset hvor stor en valgsejr AfD opnår – vil konsekvenserne for resten af Europa afhænge af, hvorvidt den nye regering formår at vende Tysklands økonomiske krise. Den påvirker hele Europa, fordi Tyskland er verdens tredjestørste økonomi og den største økonomi i EU. Tænketanken Europa mener desuden, at det allerede har betydning for EU, at Tyskland befinder sig i en økonomisk og politisk krise – hvor en ny regering formentlig tidligst kan tage over i april 2025 – i en tid, hvor der er uro på alle fronter, og hvor USA’s nye præsident, Donald Trump, bidrager til krisen med trusler om handelskrig over for EU og uklare signaler angående amerikansk engagement i bl.a. Ukraine.

Hvis Kristendemokraterne (CDU) med Merz i spidsen danner regering, er det sandsynligt, at Tyskland vil øge den militære støtte til Ukraine, hvor linjen har været tøvende under Olaf Scholz og SPD-FDP-De Grønne-regeringen. Scholz har da også fastholdt sin tilbageholdenhed med at sende våben til Ukraine og satser ifølge en analyse i Weekendavisen

  på at skærpe sin profil som ’fredskansler’ frem til valget. Dermed er han også kommet i intern konflikt med både forsvarsminister Boris Pistorius fra Scholz’ eget parti SPD og udenrigsminister Annalena Baerbock fra De Grønne, som har ønsket at få gennemført et forslag om at øge budgettet til Ukraine-støtten inden valget, men er blevet blokeret af kansleren.